Historie

Jeg gik så videre og bestemte denne moderne mand som vores faderskikkelse. Heroverfor stod moderskikkelsen i form af Grønlands historie (dette billede kan så byde på et væld af problemer).

Pointen var så, at det moderne og det grønlandske havde blandet sig og resulteret i nogle børn, som var mine elever. Således blev det til en slags slægtsforskning, hvor der var en stadig dialog med forældrene for at bestemme vores identitet. Men her spiller løsrivelsesprocessen også en rolle. Det at blive voksen - at blive sig selv - kræver en reflekteret adskillelse fra sit ophav. Og ofte kan en reflekteret adskillelse komplementært anskues som en 'omvej' til fuldbyrdelse af sit ophav. Denne adskillelsesproces blev tegnet af et oral-history-projekt, hvor eleven med synopsen som format selv skulle ud og lave interviews og derefter transformere disse lydfiler til kilder i arkiv. Eksempler herpå kan ses her og her. Dette var et forsøg på at opbygge et arkiv 'nedefra' i Grønland, der svarede til det nærværende historiesyn. At Grønland særligt egner sig til dette har forskellige årsager (eksempelvis den mundtlige tradition, synet på verden som fjendtlig, ond, principielt uforudsigelig og et sted, man ikke er hjemmehørende) som jeg senere vil bore mig ned i - især på blog'en.

Man kunne overordnet kalde denne 'metode' for antropocentrisk, organisk eller biografisk. Jeg foretrækker at kalde den allegorisk. Ved at understrege det allegoriske princip peges mod Walther Benjamins idé om passagen og allegorien. Og hermed også på ideen om, at historien ikke peger mod en forløsning eller forsoning, men på en stadig vandring og dialog - der er intet 'bagved' allegorien men peger tværtimod fremad (vandring-ad-spor). Allegorien kobler endvidere ofte det personlige med fortællingen (f.eks. gudinden Justitia).

I sin oversigt over kabbalismen kalder Mogens Lærke 'metoden' for antromorf. Her anskues selve skabelsen (de 10 sefiroth / livets træ) som et menneske i form af Adam Kadmon, og kan sammenlignes med Kristus - og er blevet det med den kristne kabbalisme (f.eks. med Mirandola og Leonardo). Kosmologisk set er det meget interessant at se på hvilken betydning dette billede har på forholdet mellem mennesket og Gud. Men herom andet steds på siden.

Samtidig er denne 'personlige' tilgang også inspireret af Levinas. Historiesynet her baserer sig nemlig på et første 'grundlag', nemlig etikken. Levinas tager i den sammenhæng udgangspunkt i budet om, at man ikke må slå ihjel. Når du står overfor et ansigt resulterer muligheden for at slå denne ihjel i en sand etisk fordring i ikke at gøre det. Levinas har på samme måde som Nietzsche en nihilistisk åre der består i, at muligheden for at slå det andet menneske ihjel - sandsynligvis uden egentlige andre følger end kulturbårne sanktioner - faktisk giver mulighedsrummet for den etiske handling. Den etiske handling er jo en handling, hvor man aldrig kan forvente nogen belønning, forsoning eller forløsning. Dvs. man handler uden regning. På den måde har Nietzsche og Levinas samme analyse men diamentralt modsatte konklusioner.

Hermed får historien en særlig stilling hos Levinas (og Nietzsche). For enhver 'kontekstualisering' er ensbetydende med en voldshandling mod den menneskelige vilje eller ansigt. Viljen - eller viljerne - bliver elimineret og usynlige i en kontekstualisering. Det betyder jo paradoksalt nok, at meget traditionel historie-metode kan betragtes som en systematisk voldshandling. Derfor er ideen om 'kommentaren' fremfor kritikken således som det fremgår i artiklen her (side 78) helt central og udtryk for en fundamental forståelse for voldens natur, således som det jødiske eksil har været udsat for den (kommentaren er således central i Talmud, som er rabinske kommentarspor af torahen). Det er præcis denne erkendelse, som ideen om et oral-history-arkiv også er udtryk for. Nemlig som et kommentarspor, hvor man aldrig kan kontekstualisere, men hvor 'kilden' består i et 'tidsstemplet' dialogisk produkt og med andre kommentarer tegner et spor (tidsstemplingen kan sammenlignes med princippet bag block chain - men herom senere). Historien er aldrig noget man skal finde udenfor denne slags kilder (kommentarer) - forsøges dette vil det resultere i en voldshandling. Enhver 'kritik' eller uenighed vil lægge sig til som et spor - ikke eliminere nogle andre kommentarer. Dvs. i et sådan arkiv vil det være umuligt at 'slå ihjel' eller at kontekstualisere eller henvise til kontekst. I denne slags arkiv handler det med andre ord om at lade den anden stå ene. Gøre viljen tydelig. Kun herved opnås legitim viden (henvisning til Wisdom of the crowd).

For at vende tilbage til udgangspunktet, nemlig allegoriseringen af historien, vil det således repræsentere et radikalt nyt historiesyn. Man ophæver simpelthen herved tyngden, kontekstualiseringen eller asymmetrien i forhold til historien og på den måde 'frigør' mennesket fra historien i traditionel forstand. Med den 'moderne mand' / 'grønlandske kvinde' er kontekst et menneske i allegorisk forstand. Et menneske, eller den anden man kan gå i dialog med og forstå som netop et menneske.

Dette tegner endvidere en kosmologi som ligner f.eks. Grimstrups (henvisning). Vi bevæger os som mennesker i et tomt rum. Vi er således ikke som mennesker defineret i forhold til andre ting i et rum. Kontekstualisering er ikke mulig. Historie kan således kun forstås som det spor vi afsætter gennem mellemmenneskelig dialog i dette tomme 'kontekstfrie' rum, og lige præcis heri ligger det første princip som en etik. For her er det den 'nøgne' mellemmenneskelige omgang der tegner en egentlig ontologi - en etisk ontologi. Dette har nogle afledte effekter:

• For det første betyder det, at konstruktivismens problem umiddelbart løses. Allegorien er en bevidst konstruktion, som ikke henviser til noget bagved. Enhver allegorisk lignelse er derfor ikke en 'ting' - der så kan udsættes for dekonstruktion. F.eks. at konstruere en historie der bunder i jorden eller hjemstavnen - altså en kontekst - giver ikke mening. Hermed er middelklassens disciplinerende selvforståelse i den grad udfordret. Det er givetvis det, Thorkild Kjærgaard henviser til, når han underkender identitetspolitik som udslag af 'det wilsonske øjeblik' og - meget interessant - ser imperiet som løsning. Verden er ikke opbyggelig - og her skal vi nok finde inspiration i de måder over- og underklasse i stedet opbygger deres fortællinger på (således som Kjærgaard også henviser til i gårdmandslinjen). F.eks. en retorisk tradition. For hvis historien ikke henter sin legitimitet i en traditionel kontekstualiseret verden, vil enhver allegorisk lignelse henvise til en etisk ontologi som første princip. Men mere herom senere.

• For det andet spiller også et liberalt kernesynspunkt ind her; nemlig at sporet først tegner et spor - dvs. viden bliver først viden - når en kommentar står 'ene'. Ethvert forsøg på at øve vold / kontekstualisere vil ideelt betyde et blindt eller svagt spor. Eller i hvertfald et u-intenderet spor.

• For det tredje spiller dette historiesyn sammen med den digitaliserede måde at opbygge verdener på. Og hvis disse 'verdener' - som jeg senere vil komme ind på - er de egentlige verdener (hyper-virkeligheder), skal historien kunne forklares udfra dette 'tomme rum', og hvilke love der gælder her. Dette er en parallel-situation til Grimstrups projekt. Samtidig spiller det godt i tråd med principperne bag block chain, hvor enhver enhed er en kosmologi i sig selv, men også henvisningsbar.

• Samtidig betyder allegoriseringen at vores civilisation / kosmologi bliver en 'stemme' blandt andre stemmer. Dette kan givetvis løse den universalisme-aspiration, som europæisk civilisation har kæmpet for og med. På den ene side er civilisationerne tilfælde af samme princip - ligesom Newtons og Einsteins klassiske verden i forhold til Grimstrups tanker. Hermed løses universalisme-kolonialisme-paradokset ikke ved første øjekast. MEN eftersom endemålet er meningsløst - det tomme rum - og mennesket ikke kan forsones med sig selv i denne verden idet den etiske handling er ubegrundet (man kan aldrig forvente forsoning eller belønning - og menneskerettigheder derfor bør forstås på en anden måde), men er henvist til en evig vandring i et dialogisk spor - en etisk ontologi - pegende mod noget helt andet radikalt utilgængeligt (som er det levinas'ke gudsbegreb) - kan civilisationerne allegorisk forstås som en stemme eller viljesytring blandt andre. Som et ansigt blandt andre ansigter. Og netop udgangspunktet i det tomme rum resulterer i, at disse viljesytringer ikke reduceres eller 'koloniseres', men 'lader den anden stå ene'. At etablere et samlet billede af viljesytringer - eller en samlet symfoni af stemmer - er kun muligt for en guddommelig instans, der som det radikalt andet er absolut utilgængeligt for mennesket. Helheden er ikke summen af delene! Herved er universalismen ikke en kolonisering og vi havner ikke i Adornos pessimisme i forhold til at oplysningen mister gehøret for Den Anden. Den andens ureducerbarhed - ansigtet - er hele grundlaget for denne 'universalisme' - hvis begrebet universalisme overhovedet giver mening her.