Vi sidder i et rum med mennesker. Men vi ved ikke hvem det er.
Der panoreres forbi hvert ansigt.
Bagved hvert ansigt er en historie - og netop disse historier er tilstede som stemmer i dette rum.
Der laves flash-backs på hver person, og det viser sig, at hver person repræsentere sit lands historie (Vesttyskland, Frankrig, Østtyskland, Ungarn, Rumænien, Spanien, Danmark, England, Italien, Grækenland osv).
Samtidig er det en personlig historie, der viser hvorfor de er endt i præcis dette rum. Alle flash-backene der efterhånden identificerer hvert lands historie, ender i ét punkt: Holocaust (Templets destruktion) (man hører støvletramp og skrig). Pointen er, at historie / kontekst ikke er noget der findes derude, men tværtimod noget der er sket - og alt dette ligger i de forsamlede ansigter og IKKE andre steder (dette understreger Levinas pointe om buddet om ikke at slå ihjel). Det skete er opstået omkring en katastrofe, som har lagt en midte urørlig. Det er som når vi danser om det vi kan magte at se som livets træ - juletræet med sine rødder hugget af, og derfor fremstår som en stakket afglans af ideen om livets træ placeret i hjemmets rammer / rummets kosmologi, som derfor skal holdes hellig / levende med vores ritualer / memorering, og hvor vi gennem ritualet viser vores ansigt og lader stemmerne lyde. Træet får først mening i et rums inde-ude - men prisen får denne meningsskabelse er, at træets rødder skilles fra, hvorfor ritualet omkring træet er det afgørende.
På samme vis sidder disse mennesker rundt om et bord. Den vesttyske historie står fremmest (se oplæg om BRD og decentraliseringen). Man kunne få forskellige instruktører til at skildre hvert ansigt. Pointen er, at for at ansigtet skal vise sig, tømmes selve egoet (sådan som det især sker med den vesttyske historie). Flash-backene er fiktive, historiske og personlige i en blanding (se mit oplæg om BRD). Men alt ender / begynder som sagt i Holocaust. Det viser noget om begivenhedens udgangspunkt og de følgende historiske tidslag / personlige tider (Koselleck)
Vi finder efterhånden ud af mødets ærinde. Det er et slags kirkemøde, hvor fragmenter skal sammensættes. De er alle klar over den voldsomme opgave, der kan sammenlignes med kirkemødet i år 400, hvor det kanoniske skrift blev sammensat. Baggrunden er det fejlslagne forsøg på at skabe en europæisk superstat ovenpå Den Kolde Krig, og ideen om historiens afslutning - sammenhængen er, at russerne vinder terræn, USA er forsvundet og England har meldt sig ud, Europa oversvømmes af immigranter. Kina står som en metatrussel. Det er således en besindelse på det europæiske universale: at få den anden til at stå ene. Som ansigter - som facilitatorer. Men her skal alle de tilfælde hvor netop denne idé har slået over i sin modsætning med: kolonialismen, kapitalismen, patriarkatet osv. Hvor borgerens udgangspunkt i håndværket er slået over i industriel masseproduktion. Hvor metropolen ændrede sig fra at være frihedens fæstning til at blive fremmedgørelsens udgangspunkt.
De forskellige ledere fremstilles som viljer / ansigter, der er blevet eller bliver bevidst om den lederrolle de har påtaget sig. På den måde er det et slags metaagtigt kollektivt selvmord, for netop at seeren kan gribe dem på den anden side. Seeren / tilskueren bliver udpeget som den guddommelighed (den helt anden), der netop påtager sig opgaven at gribe disse personer. Ligesom vi gør, når kongelige begravelser ritualiseres. Dette er en 'begribelse' af døden eller ofret / martyriet / vidnesbyrd. Tilskueren får her sin opgave for øje: at gribe den anden i faldet og få oprejsning for den krænkelse der er sket af skaberværket. Altså tilskueren skal fastholde skaberværkets fuldkommenhed (Vorgriff der Vollkommenheit), og opgave, nødvendighed OG friheden viser sig i ét og samme. På den vis er det en genindspilning af Jesus Kristus' død på korset. Ihukommelsen bliver selveste nøglen til at fastholde skaberværket og viser som sagt hen mod opgaven, mod nødvendigheden og friheden.
Det er denne tusindårige visdom man finder ud af, at man besinder sig på i præcis dette konkrete rum, og udformes som en bøn / spørgsmål, hvor (an)svaret rettes mod tilskueren.
Hermed korssluttes også Hegels herre-slave-dikotomi (og dermed nazismen), fordi herrens status nu ligger i at holde rummet frit, og netop ikke lade sig betjene af slaven på baggrund af en oprindelig kamp, hvor herren var villig til at dø og slaven ikke. Herren / lederen / facilitatoren giver plads for livet, og træder derved i 'slavens' tjeneste. Og her er tvistet at netop i den rydning (af eget ego) ligger også friheden, som peger videre mod den passive, lyttende / observerende tilskuer, som tager forpligtelsen på sig af nødvendighed. Med andre ord: Herren udpeger herren, som er os tilskuere - eller den helt anden! I denne 'kontrakt' ligger også noget kultisk, idet man skal have gehør for dette kald. Gadamer ser en lige linje fra Hegels observation af verdensånden til hest til nazismen.
Berners Lee og CERN
KAPITEL / SCENE 1
KAPITEL / SCENE 2
KAPITEL / SCENE 3
Det virtuelle og det virkelige. Skalaernes tydeliggørelse, hvor jord-skalaen står overfor en en mars-skala. På mars står det lokale i særlig forbindelse med den kosmiske skala (Rovelli) på en måde, som ikke er muligt på jorden. Vi er i en LSD-tid (Rovelli i WA ), hvor ingenting er, men alt sker.
Forhistorien: Rejsen til mars (fortælles ikke) - kun basens etablering som en slags kolonihavn til en vifte af forskellige 'auto polis' (selvkørende byer), hvor fortælleren altså er 2. generation på A-P-Π (som er en meditation over utopia (Thomas Moore)).
Mytologien er en spejling af den grønlandske - slæderejsen / rumskibet / rumdragten (kajak) i livsfarlige omgivelser og de mislykkede første bosættelser --> og endelig bosættelse (independence) - geologen Minik Rosing (Malik Lynge) havde hentet inspiration fra sit ophav. Teknikken-som-augmentation. At kunne se forskellige skalaer (Rovelli) - at se det geologiske niveau som bølger (Rosing) - malik og bølgen.
Besætningerne --> polis. Rejsen / faldet - og det fortsatte fald. Fortællingen om arbejdet med kerneraktoren, som var forudsætningen for uafhængighed (tranlampen) --> 3D-print --> industrielt landbrug. At opnå den kritiske masse.
At eksistere for den anden - at have en rolle i et lille (landsby)-samfund (qivittoq-figuren kan forstås). Felt-præsten.
Virtuel reality (netflix / gaming) --> at skabe et rum / afgrænse et rum med viljen. At mødes virtuelt. Rummets beskaffenhed på mars vs. jorden (tidsforskellen). Den omvendte hulelignelse - faldet & erkendelsen (som er en grønlandsk erkendelse). Naturen er mørk, lunefuld. Hver dag er en forberedelse på at dø. Hvad sker der med et samfund, hvor det er tilfældet? (Slægtens betydning). Genopdagelsen af det imaginære og det mytologiske stofs helt afgørende betydning, som kombinerer mythos og logos i en genopdagelse af mennesket (inuit). Nødvendigheden af det afgrænsede rum --> grønlandsk mytologier om regler / tabuer. Om selve adskillelsens princip og rummets anatomi. Hvis ikke grænsen (den fysiske og psykiske) var der, ville eksistens ikke være muligt!
Slægtens betydning.
Bevidstheden om lytteposten - og den radikale passivitet, som står i modsætning til det sidste zion-projekt, nemlig USA: man er ikke placeret i en frugtbar have, men derimod i en (is)ørken (intethed som planeten i Dune). Derfor skal også den bibelske grundfortælling redigeres! Man er afhængig af atomkraft (måske fusion?) - ligesom man på Dune udvandt det særlige stof, der gør eksistens mulig (rejsen-som-eksistentiale). Tidsregningen er begyndt igen - men hvordan ser historien ud, når forhistorien er jorden-som-helhed? Når jorden tilhører et andet tidslag som helhed / en anden skala? Når både tiden og rummet har ændret sig radikalt? Hvordan memoreres jorden? Hvad sker der, når jorden bliver en begivenhed (Rovelli) på den kosmiske skala, som skal memoreres? Når jord-skalaen bliver et tidslag blandt andre (f.eks. Braudels skalaer). Og hvad siger det om vores bøn / etablering af rummet / fortælling- og myteskabelse?
Jorden er blevet et gudernes verden, hvorfra historier stykkes sammen og fortælles. Hvordan sammensættes fragmenterne (Interstellar i scenen, hvor jord-livet skildres). Databaser med viden. Netflix / hollywood / osv. Det er det eneste tilbage. Hvad / hvem er jordens ansigt? Hvad betyder oprindelse, historie og tid?
Hvordan ser poliser ud når man ikke er defineret som masse (som grønlænderne)? Når alle har en rolle, der skal udfyldes? Når denne rolle er defineret som en besindelse på at blive menneske (inuk)? Paulus og kristendommen-som-byreligion.
Præstens rolle for civilsamfundet. Det er den rolle, som er perspektivet --> det lokale overfor det kosmologiske. Mellemlaget (det logisk-deistisk-værende) er væk. Denne 'skala' er trådt i baggrunden - ligesom i GL (se skalaer i Supertanker om naturvidenskab / Braudel). I GL anskues ting som begivenheder (Rovelli), hvorved de regner i andre skalaer (stedet hvor man læser osv). Grønlændernes tid var kosmologisk LSD-tid (Rovelli) men uden stoffer (trommedans og sang). Da dette røg væk, begyndte de at ryge hash ikke som flugt, men for at undgå flugten fra deres egen tid. Byernes (G50-60) tilstedeværelse var der som polisérne på Mars, så byernes tilstedeværelse var baseret på en anden skala, men alligevel en helt nødvendig begivenhed! Men når det netop anskues som en begivenhed, kan man også komme videre, og få det rette perspektiv på det. Grønlændernes evne til at anskue alting som begivenheder (deres forhold til f.eks. ny teknologi, som med det samme integreres naturligt som redskaber). At begribe ting som begivenheder (Rovellier) - ting sker. Grønlænderens forholden-sig til lidelsen:
Jeg så et program om Knud Rasmussen og hans ekspeditioner i går. Og jeg fik et chok, for pludselig gik nogle sammenhænge op for mig. Jeg ved ikke om de er rigtige, men de giver mening lige nu.
Jeg har jo skrevet, at jeg hele tiden fornemmer, grønlænderen allerede ved de ting, som jeg har brugt så meget tid på at forstå. Det har altid undret mig, hvordan nogle grønlændere er så kloge, og hvordan de kan se/mærke mennesker som de gør. Hvordan kender de mørket som de gør - altså det sted hvor man kan give slip, lukke øjnene og mærke verden gennem andre sanser… Hvordan er de så åbne overfor - og har en særlig forbindelse med - en kraft, som de ved hvordan man skal omgås. Nogle gange virker de overnaturlige for mig. Jeg har skrevet, at jeg nogle gange fornemmer, at de har levet 100 liv…
På slæderejsen fik Knud Rasmussen en idé om, hvorfor inuit griner så meget - og det var jo også noget jeg tænkte på, da jeg først kom til Aasiaat. Han skrev i sin dagbog, at hvis man kendte de rædsler, kræfter, den sult og vanvid som inuit oplever så ville man forstå, hvorfor de holdt så meget af at grine, men som han skrev: Hvordan skulle den der er rask og mæt forstå sultens vanvid…
Mørkets kræfter, døden - og det der var endnu værre - var altid tæt på inuit. Nogle gange kan døden endda være bedre. Verden og naturen kunne være så ond, og eneste måde at overleve var en vild viljestyrke og så også evnen til at kunne ’se’ andre mennesker...
For det var det eneste man havde. Man var afhængig af andre mennesker og andres viljestyrke for at overleve. Slog man andres viljestyrke ‘ihjel’, ville man ikke overleve. Overfor naturens kræfter skulle man finde al sin menneskelige styrke og vilje.
Jeg har en bog om grønlandske ånder der er en beskrivelse af 67 grønlandske væsner og ånder… Og alle handler de om hvordan man omgås kraften - f.eks. Akueqqutit (Dem man ikke kan befri sig for), som er onde ånder der vandrer i hælene af mennesker, og hver gang man føler lysten til at gøre noget forkert, hvisker de i øret op én: “Gør det bare, gør det bare”… Deres eneste formål er, at mennesket gør forkerte eller forbudte ting. Og dem er der altså 67 af - og langt de fleste viser, at kraften fører til ondskab hvis ikke man passer på…
Det er nok denne forståelse for, at verden bare kan være så ond. Altså at der er nogle grusomme kræfter, og det er ikke noget man skal tude over… I Homo Sapienne findes ikke den offer-mentalitet, og det er jo fordi forfatteren kender de kræfter. Og hun ved, at den eneste måde at ‘overleve’ er at ‘se’/mærke andre mennesker - kærlighed. Jeg læste egentlig også Homo Sapienne sådan - altså, at verden egentlig er generelt ond, men at man ikke skal være offer, men overleve gennem kærlighed til andre mennesker - dyrke deres viljer, og elske dem som de er (om de så er transer eller homoer eller hvad fa’en de er)...
For mig er den forståelse noget jeg først skal forstå - jeg er jo dansker. Jeg har levet i et rigt velfærdssamfund, hvor det at være rask og mæt har været en selvfølge i flere generationer. Som dansker kender jeg ikke mørket på sammen måde. Og egentlig tror jeg det har spærret min forståelse af hvordan verden i virkeligheden ser ud. Jeg har før troet at man udelukkende kunne leve i lyset og bare fortrænge mørket - og det har så bare totalt spærret for min mulighed for at se og mærke mennesker… INDTIL jeg mødte grønlænderne! Måske var det også det der var med til, at jeg faldt for grønlænderne - og hele tiden falder for dem… Fordi de som de første kunne se / mærke mig. Nå ind til mig. Hjælpe mig med at forstå mørket og kræfterne, og dermed mærke mennesker og liv igen.
Mørket og lytten som det centrale rum
Tommerup St. --> natur og menneske sammenflettet på anden måde. Ikke som fars Ejlskov, hvor virkeligheden udelukkende baseres på fællesskabet, hvori han blev kastet ned. Naturen omkring skildres perifært og som appendix. Det er en reduceret form for historie, for hvad førte frem til præcis den situation? Det fællesskab? Dette glimt af gudsriget? Dette mirakel? Det gjorde helligånden! Og gennem barnet virkede helligånden! Ånden blev givet her. Og samtidig blev opgaven formuleret: At genoprette ordenen. En orden, som var under angreb. Det hele handler om, hvordan helligånden virker. Hvorfor står vi præcis her? Hvilke begivenheder førte os til idag? Og hvad vil det sige at række ud efter lyset? Hvad vil det sige at gå ind i opgaven? Eller at tage imod gaven? Hvor det hos far handlede om et rum der snævrede sig ind - et forfald for øjnene af ham, handler det for mig mere om et rum, der åbner sig mere og mere. Hvor far lukkede ned for sanserne, og afgrænsede sit rum helt konkret-fysisk, for at opnå et gehør, er min opgave anderledes en udadrettet bevægelse. Hvor far så fæstningen og forsvaret, ser jeg bevægelsen og åbenheden som statuerende for rummets kommen-til-syne. Far barrikaderede sig med menneskers historier (bøger) mod omverdenen og naturen. Jeg kommer til at invitere levende mennesker ind i arbejdsværelset. Omgangen med naturen x omgangen med mennesket. At få menigheden forankret / i sync med det lokale.
Avisruten / eksorcisme --> Hus --> præstegerning.