Jeg har været igennem en lang rejse. Efter gymnasiet skulle jeg som mange andre på backpacker-tur jorden rundt.
Jeg kørte roadtrip gennem Indien, vandrede i Anapurna, badede ved Kopipi, krydsede Borneos Jungle til fods, tog på stop ned ad Australiens østkyst, levede nærmest af kokosnødder på en lille fijiansk ø. Den lidt omflakkende vandring fra sted til sted fortsatte årene efter. Som sergent, murarbejdsmand, som studerende, NGO'er, koldkrigsforsker, gymnasielærer, studievejleder, uddannelsesleder. Men jeg havde ikke en fornemmelse hvor jeg var på vej hen. På universitetet læste og skrev jeg en del om den jødiske diaspora og eksilet. Men det er først nu, efter at jeg har fået mine to drenge og et hjem få meter fra mine forældre, at jeg har indset at rejsen aldrig var et intellektuelt projekt: Resultatet af rejsen ser jeg i mine børns ansigter. Rejsen handlede ikke om at komme et sted hen som sådan eller om selvrealisering. Det handlede mere om at få skridtet et rum af. Et rum, som skaber en mulighed for at lytte til det som kommer udefra - få et gehør. Alle de mennesker og ansigter jeg har mødt på min vej lyder i dette rum. Viljen til at holde rummet frit og sikre gehøret er en konstant anstrengelse, som for mig tager udgangspunkt i mine børn, min nære familie og rammerne omkring dem. Jeg læser Lukasevangeliet 11,14-28 som et vidnesbyrd på denne anstrengelse og vilje.
Jeg tror at en god præst vil være den der bl.a. gennem sit liv har opnået et sådan gehør for kaldet. At have viljen til at afgrænse rummet og holde det frit - også fra sig selv. Desuden ser jeg præsten som en grundlæggende brik i opbyggelsen af det civile samfund, genoplive det lokale, og kunne se mennesket som den myndige borger. Som sergent overfor den menige, som forsker der indsamler mundtlige vidneudsagn, som gymnasielærer og studievejleder der sidder med en elev fra en af Upernaviks bygder overfor sig ved jeg, at al liv og forpligtende fællesskab starter i den konkrete ansigt-til-ansigt relation. Gehør for Gud er således en konkret øvelse i forhold til en omgang med den bestemte anden. Det der stoppede Abraham ved Morija var således ikke Gud som abstrakt anonymt princip, men derimod Isaks konkrete og sårbare ansigt. Det var måske heri Guds prøvelse af Abraham bestod og også essensen i det dobbelte kærlighedsbud.
Mødet med biskop
Gadamer --> bibelhermeneutikken. Ikke gøre sig klogere. Men se på, hvad tekst vil.
Grønlandske tid --> mennesket i centrum. Det lille fællesskab bestående af personligheder. Civilsamfundet -> alt er konkret. Man skal stå bag det man siger med hele sin person. Man er overladt til hinanden - voldsomme natursyn. Være en del af et fællesskab og udfylde sin rolle på forpligtende vis. Stå ved det man siger. Når de så mig, så de ikke primært en underviser men en person - derfor skulle jeg være opmærksom på, at det jeg sagde og det jer var balancerede. Alt liv og fællesskab starter i det konkrete møde - ansigt-til-ansigt.
Børnene ændrede mit billede radikalt.
Mine forældres aktivisme overfor troens passivitet. Føre min slægt videre / fuldendelsen.