Socialtilsyn Syd
Tinghøj Allé 2
5750 Ringe
Att. Afdelingsleder Allan Vestergaard Johansen
Koordinator Dorthe Vinggaard Jespersen
------------------------
Ansøgning til stillingen som konsulent på tilbudsområdet
Tommerup den 5. september
Kære Socialtilsyn Syd
I leder efter en stærk analytisk konsulent, som har noget konkret erfaring i at balancere forskellige hensyn på flere niveauer. F.eks. mht. myndighed, tilbud, borger, samt forståelsen for at kunne omsætte jura og værdier til målbar praksis og skabe gyldigt videns- og beslutningsgrundlag.
I nærværende ansøgning vil jeg på baggrund af min erfaring som leder, underviser, vejleder, forsker, soldat og ikke mindst grønlandsfarer opstille en række rigtig gode grunde til, at I skal ansætte mig.
Kvalitetsmodel og konsulentrolle som nøglebegreber
Efter nærstudium af kvalitetsmodellen på jeres hjemmeside, i loven om socialtilsyn og produktet heraf på tilbudsportalen.dk slog det mig hvor konsistent denne model binder en række lag og udfordringer sammen. Tredelingen i tema-kriterier-indikatorer binder det værdimæssige sammen med det operationelle. Det kategoriserende, generiske aspekt sikrer gennemsigtighed, gennemskuelighed og sammenlignelighed, som sigter efter at danne sikkert videns- og beslutningsgrundlag for jer som myndighed.
Det gik også op for mig hvilken helt central rolle konsulenten må spille for kvaliteten af de data eller observationer der danner grundlag for viden. Hvordan oversættes lovgivningen (særligt jf. §5 og §7) og kvalitetsmodellen til praksis? Hvordan indsamles data - dvs. hvilke interviewteknikker? Hvordan oversættes indikatorerne til talværdier? F.eks. indikator 4a omhandlende borgerens oplevelse af at blive hørt, respekteret og anerkendt?
Konsulenten må - både som myndighedsperson og som menneske der skal få borgere og tilbud i tale - være helt afgørende for den dialogbaserede viden der skal sikre og udvikle kvaliteten i de sociale tilbud.
Mine kompetencer
Hvis I vil have en konsulent, som kan mestre balancen mellem rollen som kontrollerende myndighed og vejleder er det mig I skal indkalde til samtale.
Af følgende grunde:
- Jeg har i to år vejledt nordgrønlandske gymnasieelever og i den egenskab besøgt utallige bygder og byer. På grund af de særlige sociale, kulturelle og sproglige udfordringer udviklede jeg et digitalt porteføljesystem for eleverne, der sikrede fastholdelse og inddragelse af ledelse, undervisere og forældre samt senere udslusning i samfundet. Dette taler direkte ind i de kompetencer I efterspørger ang. vidensdeling, udvikling af faglighed samt rollen som myndighedsperson og balancen mellem vejledning og kontrol.
- Myndighedsrollen understreges desuden i min egenskab af uddannelsesleder gennem to år på GUX Nuuk. Her var min hovedrolle at implementere en gymnasiereform på baggrund af værdibaserede pejlemærker og i den funktion at indtage en udfordrende position mellem departement, rektor og lærerkollegium. Jeg havde desuden ansvar for fraværs- og fastholdelsesstrategier, hvilket i samarbejde med studievejlederne sikrede øget gennemførsel og eksamensfrekvens. Jeg kom således til at kende den enkelte elevs problemstillinger, elevens families problemstillinger, skoleledelsens- og lærerkollegiets problemstillinger og samfundets / systemets problemstillinger. Den mulighed for at tænke på tværs af de forskellige lag er en uvurderlig erfaring, som også Socialtilsyn Syd kunne få gavn af.
- Som pædagogikumvejleder har jeg skulle klæde fire kandidater på teoretisk, didaktisk, fagfagligt og personligt. Dette betød et stadig fokus på og refleksion over forholdet mellem teori og praksis, som også er en af kernekompetencerne I efterspørger. Herunder kan man nævne en høj grad af viden om evalueringsformer - herunder balancen mellem summativ og formativ evaluering eller resultat og proces.
- På VUC Syd var jeg med til at webdidaktisere konkrete forløb i de såkaldte læringsplaner. Præcis som i jeres kvalitetsmodel var de tredelte - dog i temaer, opslag og tests. Hertil kom intelligente porteføljesystemer, som skulle opsamle den enkelte elevs produkter og resultater (det som man kan sammenligne med tilbudsportalen). Udfordringen lå i at lave nogle tests (som svarer til indikatorerne), der sikrede gennemsigtighed og kvalitet. En anden udfordring var, at ledelsen anså læringsplanerne som et middel til at reducere den enkelte lærer til en vejleder / mentorrolle - og reducere forberedelsestiden. Mens læringsplanerne i lærernes perspektiv skulle sikre øget fokus på den enkelte elev og mulighed for effektivt at differentiere og målrette undervisningen. Hermed har jeg en høj analytisk og refleksiv fornemmelse af, hvad f.eks. en kvalitetsmodels muligheder og begrænsninger kunne være - og konsulentens rolle heri.
- Som fungerende delingsfører for en forsyningsdeling havde jeg ansvaret for 30 mands militære grund- og funktionsuddannelse. Her var der et naturligt institutionelt fokus på den resultatmæssige del. Men man lærte på den hårde måde, at man som leder ikke når gode resultater uden menneskekendskab og tillid.
- Som forskningsassistent på Center for Koldkrigsstudier (SDU) formulerede centerlederen og jeg projektet Forsvaret af Danmark - Stemmer fra en frontlinjestat, som kort handlede om på digital vis systematisk at gøre mundtlige vidneudsagn til legitime historiske kilder i et søgbart arkiv. Forsvaret er ikke kendt for sin skriftlighed, og udfordringen gik således på at interviewe nøglepersoner i og rundt om Forsvaret. Dette krævede en stor bevidsthed om research og interviewteknikker - og ikke mindst efterbehandlingen af interviewet, således at det kunne fungere som egentlig kilde. Således har jeg en konkret erfaring i, hvad det vil sige at få viden ud af forskellige interviewteknikker, som vil være en kernekompetence i tilsynsarbejdet.
Jeg kunne nævne flere konkrete kompetencer, men jeg synes at ovenstående seks punkter viser en bredde i teori og praksis, som kan bidrage aktivt og med nye vinkler til at udvikle Socialtilsyn Syds faglighed til gavn for tilbudsområdet.
Jeg vil glæde mig til at uddybe disse punkter ved en samtale.
Med venlig hilsen
Henrik V. Jespersen