VUC syd byggede på mange måder på en interessant idé om læring. Nu blev den overdøvet af en smæde-diskussion om Hatties begreb om synlig læring, men jeg tror egentlig at det hele kunne have peget mod en mere spændende diskussion af Rancières vidensbegreb.
På VUC Syd skulle læreren ikke være den lærde ekspert, som skulle overføre sin viden til eleven. Det mest synlige tegn herpå var afskaffelsen af den konventionelle tavle. Istedet skulle læreren give eleven de redskaber i hænde, som muliggjorde at eleven kunne navigere i en verden af information og herudfra selv skabe sin egen viden. GODS-princippet som repræsenterede forskellige lærings-zoner byggede på denne ambition.
Dette passer meget godt ind i, at læreren som lærd ekspert ifølge Rancière først og fremmest har til formål at vise eleven, at han ikke kan forstå det selv. Det etablerer en permanent mangel-bevidsthed der reproduceres når eleven selv bliver 'lærd'. Der etableres en permanent distance og et hierarki mellem de vidende og de uvidende. De oplyste og de uoplyste. Der indføjes et priviligeret lag i form af lærerens mundtlige forklaring, der ikke selv forklares. Læreren bilder sig således ind, at have en priviligeret adgang til læringens genstand. Fænomenologisk set giver denne priviligerede oplyste position heller ikke mening, da dette resulterer i en refleksionisme, der taber fænomenet af syne (se indgangsbønnens pointe om refleksionismens absurditet og mumificering).
Ifølge Rancière er der ikke noget 'bag ved' en tekst, der skal forklares. En tekst kan kun forstås som en oversættelse: "At forstå er aldrig andet end at oversætte, dvs. at lave noget, der svarer til en tekst, men ikke at angive dens årsag. Der er intet bagved det skrevne blad, ingen dobbelt bund, der nødvendiggør en andens intelligens, forklarerens intelligens, og der er intet lærerens sprog eller sprogets sprog, hvis ord og sætninger er i stand til at udtrykke årsagerne til ordene og sætningerne i en tekst" [...] "Der er intet andet på vores side af teksterne end viljen til at udtrykke sig, det vil sige oversætte" [...] "Det der betyder noget er, [...] evnen til at sige det, man tænker, med andres ord". Som udtrykt andet steds på hjemmesiden: Enhver kontekstualisering er en voldshandling, og forståelsen bør binde an til ideen om kommentaren (se artiklen her (side 78))
Princippet med at forklare en tekst er således for Rancière et fordummelsens princip, som knægter elevens vilje til forståelse. Og man kunne gå så vidt som til at kalde det for en voldshandling. Der skal ikke forklares - istedet hylder han barnets måde at lære sit modersmål: "Der tales til dem, og der tales rundt om dem. De hører, husker, efterligner, gentager, tager fejl, retter sig, er heldige og begynder metodisk forfra.". Rancière kalder det viljens 'tilfældige' metode, som altså består i barnets uspolerede viljeshandling til at tilegne sig sit modersmål uden nogen formidlende 'forklaring'. Fokus på tilfældet peger også mod en kropslig - eller sanselig - åbenhed som et afgørende aspekt i læringen. MEN her er det vigtigt ikke at priviligere individets adgang til sansedata, eftersom at sanser - ifølge Hayek - fra begyndelsen er abstraktionsmaskiner (herom senere).
Udgør læreren så et overflødigt fedtlag i læringsprocessen? Ofte kunne man have den fornemmelse på VUC Syd - at læreren kun var nødvendig indtil nogle intelligente digitaliserede læringsplaner gjorde al læring så 'synlig', at lærerens funktion kunne fjernes. Jeg vil så modsat hævde, at lærerens rolle nok ændres mod en vejledende rolle, men faktisk bliver mere fundamental. Det Rancière fremhæver som viljens metode - barnets måde at tilegne sig sit modersmål - kunne man nemlig også kalde for en iterativ (gentagende) metode. Altså at eleven lærer gennem gentagelse, øvelse og træning.
Det iterative aspekt består i, at man deler læringsforløbet op i mindre dele, som kan gentages, trænes og øves (i modsætning til den mere taksonomiske forståelse af et forløb eller den såkaldte vandfaldsmodel, som også er den 'lærde' metode Rancière opponerer imod). Dette peger hen imod, at det håndværksmæssige har fået en større plads med digitaliseringen og globaliseringen. Og det er her, at lærer-elev-forholdet skifter karakter til et mester-lærlinge-forhold.
Og her kommer læringsplatformen ind i billedet, og kan forstås som en stilladsering af et mester-lærlinge-forhold. Skal elevens innovative potentiale frigøres må læring forstås som en slags mester-lærlinge-journey, hvor der er et principielt ligeværdigt og dialogisk forhold mellem lærer og elev, idet ingen af dem kan forudse slutproduktet i en globaliseret verden. Som pointeret nedenfor er det ikke bare pga. globaliseringen som sådan, men også fordi, at en globaliseret verden - med Hayeks ord - kan forstås som et såkaldt essentielt komplekst system. Derfor må fokus være på at mestre de redskaber der leder mod slutproduktet. Og det foregår iterativt - dvs. gennem gentagelse, øvelse og træning.
Den dialogiske viden mellem lærer og elev kunne opsamles processuelt i et intelligent portfolio-system, som kunne følge eleven til videre udbyggelse. Dette er givetvis også ideen bag livslang læring, som gør læringen udpræget personlig med udgangspunkt i at frigøre potentiale i det enkelte menneske nedefra (i modsætning til de noget industrielt prægede ministerielle bekendtgørelser m.v. oppefra)
Opfinderen af internettet - Tim Berners-Lee - havde tilbage i starten af 90'erne en vision om hvordan nettet skulle udformes (her ca 45 minutter inde ). Dels skulle det være et såkaldt read/write-web. Dvs. alle brugere skulle både kunne hente viden, men også selv føje egen viden til! Det er lidt det princip der senere er realiseret med blogs (som denne) og wikipedia, men i mange år var det udelukkende et read-only-web, hvor almindelige brugere ikke havde mulighed for at bidrage. Dels var det Berners-Lee's ambition, at alle skulle have deres egen website og eje deres egen data.
Det første element - read/write-web - hænger fint sammen med Rancières idé om oversættelsen uden noget forklarende 'ekspert'-mellemled. Brugeren kan læse og kommentere. Kommentaren udgør ny tekst, der igen kan kommenteres eller oversættes. Anvendes begrebet kommentar her, er der tale om en ikke-voldelig handling, da resultatet vil være et spor af uantastede tekster, som vil udgøre nettets dataindhold. Jeg tænker, at der er tale om samme princip som block chain.
Det andet element - nemlig den præmis, at alle skal have egen website - kan forstås som en viljes portfolio. En vilje der er så suveræn som tænkes kan. Den største velgerning er ifølge Kierkegaard at hjælpe et andet menneske til at 'stå ene'. Det er i denne sammenhæng man skal se ideen om læringsplatformen. Læringsplatformen - eller den personlige website - skal underbygge og støtte den enkeltes vilje i form af en stilladsering af et mester-lærlinge-forhold. For mesteren er eleven det andet menneske, der skal hjælpes til at stå ene - eller som en selvstændig vilje. For lærlingen handler det heller ikke om at erobre sin andens position - altså mesterens - som om det var et klassisk dialektisk-freudiansk far-søn-forhold. En sådan aktivistisk erobrings-ambition vil umuliggøre lærlingens mulighed for at bliver mester. Der er tale om en fælles 'journey' eller vandring mod noget principielt uerkendt 'helt andet' som kun kommer til syne i en egentlig dialog (og dialogens mere passive egenskaber vil udredes andet steds på hjemmesiden) mester og lærling imellem, hvor dialogens parter står principielt ene som selvstændige viljer. Lærlingen kan således forstås som en kommentar eller en oversættelse af sin mesters vilje, men netop derigennem kommer lærlingens egen vilje-til-oversættelse (se Rancière ovenfor) og 'mesterværk' til syne. Ligesom Rancière skriver, at der intet er udenfor teksten, er der heller ingen henvisningsmuligheder udenfor mesterværket. Det står suverænt og 'ene' og kan som viljens manifestation udelukkende kommenteres eller oversættes. Mesterværket kan her forstås som hjemmesiden/læringsplatformen-som-processuel-viljesytring (portfolio) til at skabe mening. Og selvom denne viljesytring er urørlig - eller hellig (se indgangsbønnen) - kommer den først til syne gennem (lærlingens) kommentarer og oversættelser af denne. Man kunne med Kierkegaards ovenfor omtalte velgerning næsten kalde det for lærlingens kærlighedserklæring til mesteren, idet mesteren gennem lærlingen 'står ene'. Dvs. en anti-volds-handling. Der er således et ganske særligt viljesmæssigt symmetrisk forhold mester og lærling imellem: det handler om at lade hinanden eksistere som mennesker i en principielt entropiserende verden. Lærlingen er afhængig af mesterens håndværksmæssige redskabskundskab , som kan 'udvide' eller augment'e lærlingens mulighed og vilje til at begribe sig selv i verden. Mesteren er afhængig af lærlingens selvstændige ihukommelse af mesteren som menneske efter sin død. Det kunne pege ud over det klassiske hegelske herre-slave-forhold, som jo i sin asymmetri er helt uløseligt med mindre man indsætter verdensånden som endemål, og det peger mod en diametralt modsat hjemme-ude-hjemme-kosmologi.
Hermed bliver det at kommentere - altså viljen-til-oversættelse og dermed viljen som sådan - også en tilsynekomst af mesterens vilje (det man kommenterer) og lærlingens vilje (den der kommenterer). Kildehenvisninger bliver således ikke en øvelse i at flashe sin viden, men derimod som lærling at fremhæve sine mestre som de viljer hvorfra man kommenterer. Dvs. man kan ikke lade sit mesterværk destruere andres mesterværker i en slags ambition om at erobre en 'diskurs', hvilket kun kan betragtes som en voldshandling - også mod lærlingens egen vilje.
Hvis Berners-Lee's rum af personlige websites (eller måske læringsplaner) blev opbygget er det min formodning at videnskaben kunne navigere efter principperne i wisdom of the crowd. Principperne her følger ideen om den spontane orden samt essentielt komplekse organismer/systemer. Dette har Stjernfelt forklaret udfra Hayeks analyse af markedet som netop en essentiel kompleks størrelse.
Stjernfelt skriver, at ifølge Hayek er:
Markedsø
Fra 'tid er penge' til rum er penge. Tid og rum har skiftet plads. Tiden er gået fra at være en abstrakt og endelig størrelse (horisontal talrække - og det at tælle) til at blive en personlig-konkret og uendelig størrelse. Rum er gået fra at være en konkret og uendelig størrelse til at blive en abstrakt endelig størrelse. Som man kunne med tiden før , kan man nu fylde alt ind i rummet (digitalisering - vs. fordisme/taylorisme). Det vil også sige, at vi går fra at være timelønnet til at være projektansatte. vertikalisering. Skal dette give mening, skal det naturligvis sammenknyttes med en borgerløn, hvor virksomheder kan frit kan projektansatte måske på baggrund af læringsplatforme. Så kan man spørge hvordan vi navigerer i et rum uden deadline (da tid ikke længere er penge). Her spiller det ind, at tid er et eksistentiale - det er det egenentlige værende - men HOV var det ikke etikken... Jo, men tiden er blevet personlig, og derfor er det at spilde andres tid pludselig blevet det samme som voldsudøvelse.
Mekanikken har sløret det faktum, at enhver afgrænsning af tiden er en allegorisering (personlig). Vi har forvekslet universaliseringen af tiden gennem mekaniseringen med en ontologisering - noget man kan betale for (timeløn / fordisme). Man kan ikke værditillægge tiden på den måde. Idet tiden er personlig (fortidige fremtider og fortællingen). Tiden er uendelig men samtidig personlig - og hvad er forbindelsen herimellem? Her spiller forholdet til døden ind og Heidegger-Levinas uenighed om på den ene side væren-til-døden og væren-til-efter-døden. Dvs. ens væren er ude af hænderne på den enkelte.
Arbeit macht frei --> forvekslingens fuldstændige absurditet. Forudsætningen for industrialiseringen - nemlig fritid som en fuldstændig principielt adskilt del fra arbejdet blev fusioneret. Bents tre bud (WA, den 17. januar 2020): Man skal have eget hus i orden - al tolerence forudsætter, at du selv har en holdning til tilværelsen (første bud: Im Ein Ani Li Mi Li) = hjemmet / hjemmesiden:
1. Hvis jeg ikke er for mig selv, hvem skal så være for mig?
Hvis jeg kun er for mig selv, hvad er jeg så?
Hvis ikke nu, hvornår så?
Hvad består endelighed i rummeligt og tidsligt. Rummelig endelighed er principielt allegorisk. Det store-endelige rum - eller det store inde-ude er et teologisk rum. Det er 'arke-rummet' (den helt anden) som sætter os istand til at lytte til det udefrakommende, og sætter vores vandring. Den lille anden (Kierkegaard) - det andet menneske skal vi lytte til på samme måde (uden vold) (læringsplatformen er den andens anden - nemlig mig - og princippet gælder på samme vis: Jeg har principielt ikke adgang til mig selv (væren-til-efter-døden), og ethvert forsøg på forcering er en voldshandling. ).
Lignelse om at lytte til sig selv: At løbe. Rummenes møbelering. Men der er ingen forbindelse mellem Brændholts Bjerg og de tanker jeg har 'møbeleret' det med (rutinen, gentagelsen, opsamlingen). Jeg ejer ikke stedet gennem mine tanker - stedet er ikke noget jeg kan miste, for det er tomt. Barndommens land (evigt ejes kun det tabte). Landskabet-som-materialiserede tanker. Tanker har intet med stedet at gøre. Det er allegorier. Tidens funktion er at forhindre doven tænkning.