Klimakrise

Man kan sige, at mit 'speciale' i §1A -forløbet blev min klima-opgave. Det var i hvert fald den største skriftlige opgave i hele forløbet (30 sider). Erkendelsesmæssigt blev det også et højdepunkt, da jeg fik koblet Roger Penrose op i en systematisk-dogmatisk sammenhæng. Penrose og hans kosmologi har jo ellers været en slags hobby - og så pludselig kunne det kombineres med en opgave. Denne kombination har været ret forløsende. Resultatet kan ses her. Jeg nåede ikke at få sat noter på Penrose-delen, men jeg har efterfølgende set, at Niels Henrik Gregersen har været særdeles aktiv i forhold til forholdet mellem naturvidenskab og teologi... 

Nedenstående er den forudgående korrespondance med min lærer - Niels Henrik Gregersen. 

25.1.25: Mine spørgsmål vil kredse om:

•  Opgavens udgangspunkt i Løgstrups tilgang til karakterdannelsen (i optagetheden af opgaven) og hans spontane / suveræne livsytringer således som de fremstilles i Løgstrups "Norm og Livsytring". Det er argumentationen, at i mesterlæren sikres en forbindelse mellem karakterdannelsen og etikken (suveræne livsytringer) - dvs. omgangen med tingene / naturen og etikken. Jeg prøver at sammenligne dette med Rosas diagonale resonansakse og den horisontale resonansakse, hvor den sidste relaterer sig mere til det relationelle mennesker imellem. Det ene kan ikke tænkes uden det andet. Du skriver i din artikel, Deep Incarnation and Chalcedon ( f.eks. 256f), at sarx (meaning1) ikke kan tænkes uden sarx (meaning 3). Samtidig kan sarx (meaning2) siges at være nødvendig for i første omgang at opnå en egentlig resonans-relation (de to stemmegafler). Spørgsmålet er, om denne forbindelse mellem mesterlærens omsorgsfulde omgang med tingene og naturen på den måde kan kobles til dit begreb om Deep Incarnation? 

• Penrose opererer som en af de få fysikere med en principiel adskillelse mellem masse og energi udfra referencen til Einsteins og Plancks ligninger. Dermed tages både afstand fra en københavner-tolkning (Bohr-Heisenberg) og loop-kvanteteori på den ene side, og strengteorien på den anden side, som prøver at forene masse og energi fra hver deres side. Ifølge Penrose er det netop adskillelsen, som afstedkommer det, han kalder bevidsthed i det såkaldte 'collaps of the wave-funktion'. Hans idé er, at der i skabningen generelt er de såkaldte microtubeles, hvorfor skabningen som helhed sådan set er 'bevidst' (Penrose definerer bevidsthed som 'understanding' i modsætning til 'computation' - med reference til Gödels ufuldstændighedsteorem). Men af evolutionære grunde er den menneskelige hjerne speciel i forhold til at fastholde en kvantetilstands superposition længere end andre steder i skabningen, hvorfor kollapset af bølgefunktionen kan udsættes (kollapset af bølgefunktionen betyder der, hvor tyngdekraften træder ind, og 'vælger' en tilstand). Det smarte er, at vi som mennesker, ligesom skabningen generelt, gennem disse microtubeles, har en bevidsthed. Jeg aner ikke, om denne teori videnskabeligt har noget for sig - men det interessante er, at noget der ligner Deep Incarnation kan tænkes naturvidenskabeligt, tilsyneladende uafhængigt af teologiske referencer. Mit spørgsmål er jo så, om det giver mening i dine ører? 

• Samtidig kan man endda sige, at Sønnen er evig (Deep Incarnation and Chalcedon, p. 278f om Maximus og Kristus som 'co-creator') : I Penroses kosmologi, som han kalder for Conformal Cyclic Cosmology (CCC) revideres Big Bang-teorien radikalt. Der er ingen almægtig Gud - eller en Ubevæget Bevæger - der har sat gang i skabelsen. Her kunne man foruden Deep Incarnation måske både henvise til Moltmanns korsfæstede Gud og kødets opstandelse og Rosas vertikale resonansakse, som beskrives meget tentativt. Jeg ved, at jeg har sprunget adskillelige led i argumentationen over her. Alligevel synes jeg, at kombinationen af Penroses overordnede kosmologi (CCC) og hans ide om microtubeles, som giver en slags individuel-lokal og processuel-evolutionær indsigt i det evige (som Penrose kalder for det konformale), er ret interessant i en sammenligning med Deep Incarnation-begrebet. 

• Jeg mener jo, at vi her i en post-industriel periode har en mulighed for at 'lave en Grundtvig'. Altså ligesom han anskuede nordisk mytologi som et slags Nordens Gamle Testamente - Nordens vej til Evangeliet (man kunne måske med Latour kalde det for en slags terrestrialisering?), så kunne man måske anskue naturvidenskaben som en særlig skabelsesteologisk vej til evangeliet idag, som kan siges at være stedbundet til Vesten. Det gør ikke andre veje til Evangeliet mindre valide - tværtimod kunne det måske genoplive et økumenisk aspekt? Terrestrialiseringen handler således om en genbesindelse af omgangen med naturen - men i vores sammenhæng altså via naturvidenskaben.

6.1.25: Mine sidste områder har, som de selvstudier de af forskellige årsager er blevet, været sært afkoblede. Den mere håndværksmæssige, levende og daglige omgang med stoffet har ikke rigtigt været tilstede. Derfor er det jo et noget indelukket og måske lidt iltfattigt udkast, jeg har leveret - som et billede af tanker og forbindelser, der har kredset i mit hoved. Derfor er jeg også så taknemmelig over, at du faktisk går ind og griber det, og får luftet lidt ud i foretagendet! 

Opgaven står og falder jo med Penrose, og ideen om, at naturvidenskaben som kosmologi ikke behøver at være en beherskelsesteknologi. Der er her nogle markører hos Penrose - så som CCC (Conformal Cycle Cosmology), trianguleringen, hans udgangspunkt i Gödels ufuldstændighedssætning og ideen om microtubeles som i den forbindelse til sammen minder om Moltmanns afvertikalisering, Rosas resonans, Løgstrups tilgang til opgaven og din Deep Incarnation. Min idé er, at det ikke er naturvidenskaben selv - som tankesystem - der er årsagen til vores aktuelle omgang med naturen (Ole Jensen har, synes jeg, en tendens til at slutte fra det kognitive til det praktiske), men industrialiseringen som praksis, der har afkoblet os. Industrialiseringen har afstedkommet en adskillelse af det, som Rosa kalder for den horisontale og diagonale resonansakse. To akser, som før industrialiseringen - i mesterlæren - var sammenkoblede, hvorfor omgangen med tingene (diagonale akse) var sammenfiltret med omgangen med sin næste (mesteren, og den horisontale akse). Adskillelsen af de to akser med mesterlærens 'fald', kan på den måde siges at have resulteret i vores uetiske omgang med tingene og naturen.

Derfor er der med postindustrialiseringen et vindue for forandringer, hvilket Penroses mulighed for at kunne formulere en samlet naturvidenskabelig kosmologi også er et udtryk for - fordi han på naturvidenskabelige præmisser faktisk kan tænke væren resonant og, synes jeg, tænke skabelsesteologisk på løgstrupsk - og økologi 3'sk - vis. 

Det kan være, at det er helt hen i vejret, men Penrose har nogle gode illustrationer som, synes jeg, kan udgøre baggrunden for en analyse. Det er ikke de enkelte matematiske udsagn, men de forbindelser han drager, som kan være analysens baggrund. Måske er det i den forbindelse en fordel, at jeg ikke er matematiker (eller teolog endnu for den sags skyld), og alt for forbundet til de forskellige begrebsuniverser, således at det er muligt at danne sig et blik på tværs af fakulteterne, som ikke blot underkaster den ene under den anden, men går i en reel dialog...

Dette er selvfølgelig kun tilfældet, hvis antagelsen om, at vi lever i en postindustriel verden, der kan gå forskellige veje - også mod en dystopisk digitaliseret singularisme - er sand.

Jeg er i gang med apokryfe personskildringer i et NT-område. Men jeg vil følge dine råd, og forankre argumentationen trinvist i litteraturen. Jeg ringer senest i starten af næste uge, hvor jeg så håber at være kommet med et mere bearbejdet udkast!

Jeg håber, at jeg klarer det igennem, så jeg kan komme på pastoralen - komme ud i praksis 😊

21.12.24: Jeg synes jo retningen i opgaven giver mening - det er kommet til at omhandle naturvidenskaben i teologien. Jeg tænker det lidt som at naturvidenskabelig kosmologier - med Penrose’s kosmologi som eksempel - kan fungere på samme ‘skabelsesteologiske’ måde som nordisk mytologi gjorde for Grundtvig. Som et slags Gammelt Testamente til NT. Heri ligger også noget økumenisk. For det stedfæster naturvidenskabelige kosmologier til Vesten, men ser det samtidig som en kosmologi blandt andre. Så ligesom nordisk mytologi ifølge Grundtvig var Nordens vej til kristendommen, og gennem hvilken kristendommen også kan anskues - eller terrestrialiseres - som Latour ville udtrkke det - så er naturvidenskabelig mytologi idag vores mulighed for ‘terrestrialisering’. Det er i sådan ca. konklusionen på opgaven… 

Se homiletikken og narrativets evne til at sætte grænser her - samt henvis til prædiken vi læste omkring grænser i homiletik på pastoralseminariet. Slægtens rækken-videre --> se også prædiken fra pastoralseminariet. Homiletik handler om at lade det andet være det andet - dvs. sætte grænser. Dvs. realisere det dobbelte kærlighedsbud: Se det guddommelige i den/det andet. 

På Christjern Schobius' (1872-1900) maleri: Mester og Lærling (udateret) ser vi en snedkermester med sin lærling. De er begge optaget af deres opgave. 

Når man er optaget af opgaven...

Forskellen mellem karakter (resonanspunkt) og spontan livsytring (Løgstrup) --> i mesterlæren opnås gennem tillidsforholdet en særlig omgang med tingene. Jeg vil gå dybere i dette nedenfor. [at træde i karakter fordrer derfor en slags udtømning / kenosis]

Først: Denne kobling gennem mesterlæren har pga. industrialiseringen været splittet fra hinanden. Man har på denne vis mistet følingen med tingene - med naturen. 

Pointen er, at splittelsen her ikke begrundes i noget kontemplativt-kognitivt (reference til SCT). Årsagen ligger ikke i begrundelsen - i Kant eller Bultmann eller en særlig protestantisk ånd, hvor, hvis man kunne udskifte disse med et indignious mindset, ville vi have løst problemet. Forståelsen af problemet går derimod kun gennem resonansen - dvs. den tillidsfulde tilgang til verden. At man er båret til verden, og verden er en gave, at man kan resonere med verden. 

Sansningen er resonant fra begyndelsen (Løgstrup - Gregersen). 

Det er med det udgangspunkt, at jeg vil se på muligheden for at anskue naturvidenskaben - ikke som en beherskelsesteknik, men som et forsøg på at opnå resonanserfaring.  

Ikke med det mål at gøre videnskaben transparent - dvs. at viden i sig selv kan skabe forbindelse til tingene. Sættes viden på begreb mister man det. Det er de færreste i dag, der har modet til at fremvise en hel kosmologi indenfor naturvidenskaben . Men det har Roger Penrose. At betragte (mester)værket - give det en stemme i sin helhed. 

Industrialiseringen og omgangen med tingene.

Naturvidenskaben bliver af Ole Jensen betegnet som en...

Kvanteverdenen - evolutionsteorien - især katolske. 

Systematisk - at se på et værk (Penrose) i en samlet kosmologisk sammenhæng. Én stemme. Ikke cherrypicking (MacFague). Ikke på naturvidenskabens egne præmisser - men på teologiens præmisser! 

Triniteten

Lav entropi (ikke 'energi'). 

Begyndelsesproblemet - CCC. Ikke nogen ubevæget bevæger! 

Evigheden / opstanden mod tiden --> conformal (rum uden tid).

Energi og masse --> kredsen om sagen selv. Viden kan ikke lagres.

Microtubeles --> ikke kognitiv / intelligens! Resonans! Resonanserfaring kan ikke lagres - den skal gentages! Evolutionen. BILLEDE AF SABELTIGER.

Understanding og Gödel. Figure / Schema (VS.  --> Pavens si... / Bruno Latour)

Ikke intelligens / kognition som sådan --> Almene præsteskab - Øvrigheden. Arbejdet! Mesterlæren. LUTHER. 

Forståelsen er holistisk - Man bliver nødt til at følge hele argumentationsrækken for at forstå enkeltdelene (Gødels ufuldstændighed) - forskellen mellem aksiom og theorem. Figure / Schema. Det skal gennemspilles for at komme til syne. Forståelse! Resonans. 

At give mesterværket en stemme er det samme som at lade skaberværket lyde. Men mesterens stemme kan kun lyde gennem sin resonans. (Fysikere svarer ham ikke). Dvs. for det første ved selv at træde i karakter. For det andet ved at lade mesterens stemme klinge i sit fravær. 

SCT: From an interpretation of the human experiences of God in the world, SCT develops a theology that aims at facing the challenges of modern ‘irreligiosity’ and tries to develop an interpretation of this life that shows not only how it is open to, but also most adequately interpreted by, Christian theology. The advantage of this approach is double: it does not assume from the outset some idea about revelation or faith in God, and it allows us to see the Christian faith as rooted in concrete historical experiences that are relevant to everyone and open for them to see. The outcome is, in turn, that this approach opens up to an understanding of God as manifested in the experiential realm of human life. Linking this position to one of the main claims in modern trinitarian thought, we can realize how the human experience of the phenomena visible as historical manifestations of the economic Trinity provide a basis for further considerations about the relations between the three persons in the Trinity. God has a history. Thus, SCT allows for a specific way of reading ‘Rahner’s rule’, which says that the Economic Trinity is the Immanent Trinity and vice versa. 

Trinitarian faith cannot be articulated in isolation from our experience of the world or separated from the shared or universal conditions of human life.  

A fundamental point in SCT is the profound human experience of being decentred. This decentredness articulates itself in the gifts of creation, in trust, and in the demands from the other. But it is also apparent in the gospel, which does not originate from human thought or action, but in God. The extra nos (God’s works outside us) of Lutheran theology is thus given a horizon or basis in phenomena and experiences given fundamental to the human condition.

To live means to receive life from outside oneself. As soon as we are cut off from these external sources, life is extinguished. The resurrection life is the receiving of life from an external source, from which even now in faith [hu]man draws his sustenance. But the same thing holds good even now of the bodily life, and not just that of believers, but of all bodily life. (Wingren 2003: 18)

When the Bible speaks about God, it does not speak about a reality which [hu]man encounters in a specifically religious act and of which he has some knowledge [...] God is creator, and God’s relation to [hu]man is given in the simple fact that [hu]man lives. (Wingren 2003: 179)

"The cross is the utterly incommensurable factor in the relevation of God. We have become far too used to it. We have surrounded the scandal of the cross with roses. We have made a theory of salvation out of it. But that is not the cross. That is not the bleaknes inherent in it, placed in it by God. Hegel defined the cross: 'God is dead' - and he no doubt rightly saw that here we are faced by the night of the real, ultimate and inexplicable absence of God, and that before the 'Word of the cross' we are depended upon the principle sola fide; dependent upon it as nowhere else. Here we have not the opera Dei, which point to him as the eternal creator, and to his wisdom. Here the faith in creation, the source of all paganism, breaks down. Here this whole philosophy and wisdom is abandoned to folly. Here God is non-God. Here is the triumph of death, the enemy, the non-church, the lawless state, the blasphemer, the soldiers. Here Satan triumphs over God. Our faith begins at the point where atheists suppose that it must be at an end. Our faith begins with the bleakness and power which is the night of the cross, abandonment, temptation and doubt about everything that exists! Our faith must be born where it is abandoned by all tangible reality; it must be born of nothingness, it must taste this nothingness and be given it to taste in a way no philosophy of nihilism can imagine [Moltmann henviser med citatet til en note til H.J.Iwand]

For Christian faith this means that it can no longer understand itself only in the context of its place in world history, and of the history and success of Christianity, but must recall the event in which it originated. 'The primary existent for faith, revealed only to faith, and, as revelation, the first thing to bring faith into being, is, as far as "christian" faith is concerned, Christ, the crucified God' [Moltmann henviser med citatet til en note til Heidegger]."

Taget fra The crucified God side 36.

Dette, og de følgende sider, repræsenterer sådan set kernen i Moltmanns korsteologi: Der findes ingen vertikal 'stemme'. Ingen mulige erfaring fra 'oven' (privat / isoleret). Moltmann skriver efter at have henvist til disciplenes flugt / forsagelse fra/af Jesus: 

"Christians who do not have the feeling that they must flee the crucified Christ have probably not yet understood him in a sufficiently radical way" (38). 

(Anskues Bibelen som kanon, har Johs. Åb. stil- og genremæssigt samme funktion som den korstfæstede Kristus --> meningen er, at vi som læser skal flygte væk (også ligesom de 7 flygtede fra Jerusalem, da Stefanus blev stenet, og ligesom kvinderne flygtede fra den tomme grav i Markus). Vi har, med Moltmann, kun troen tilbage, således at den Nye Skabelse kan komme til syne i relationen, den aktive handling).

Der findes ingen monofonisk sandhed, der går gennem en slags overlevering i form af en apostolsk succession eller lignende. Det giver ikke mening at tale om en sandhed, der starter i en utopi eller kontemplativ idé om et Gudsrige. Gudsriget opstår først i en praksis imellem os. Det er der ikke før. Gudsriget er altså allerede imellem os, i en stadig polyfonisk læreproces. Det er heri den kødelige opstandelse skal anskues: Vi er opstandelsen. Vi er Kristi lemmer - hans grene på vintræet. Det er vores opgave at forbinde jord og himmel. Det er vores opgave at rette os mod lyset (nous og pneuma). Gør vi det, sker væksten af sig selv. Det er også derfor Moltmann i The crucified God forbinder Paulus, Luther og Zinzendorf i indledningen (3).
Det er i den forbindelse, at horisontal mesterlære skal anskues. Det handler om at 'starte forfra' i en hermeneutisk cirklen (Gadamer). Der er intet bag (mester-)værket. Det er i den sammenhæng at begrebet 'serendipitet' skal anskues. Sammenstillingen af ting / stemmer er tilfældig (se ift nomader). Men det er det rum der aftegnes af resonansen fra disse stemmer ikke. Dvs. stemmerne i rummet kan betegnes som sekundære. Det skal anskues som roller, der kan indtages af enhver (det almene præstedømme). Det er rammen der er hellig (øvrigheden). Enhver borger bør have muligheden for at 'træde i karakter'. De har pligt til at træde i karakter, for Gudsriget viser sig ikke, med mindre det 'spilles' (Gadamer). At blive sin rolle indebære et gehør for kaldet. Heri ligger også det kenosiske - det selvudtømmende.  Og dette er også pointen med den antikke biografi: det er det offentlige virke, altså der hvor man træder i karakter som øvrighed eller borger, hvor man viser, hvad man kan (Dante og Rancière). 

Læreprocessen er den kødelige opstandelse og dennesidig. Læreprocessen er askese - hård træning (læreprocessen er desuden forhærdelse - se nedenfor). En rækken ud efter lyset. Hvor fornuften (nous) rettes mod ånden (pneuma). Læreprocessen er Gudsriget.

Frø - vækst - frugt (Zinzendorf). 

Slægt og det generationelle skal ligeledes forstås serendipidisk! Som en polyfonisk, generationel horisontalisme. Evolutionen og 'slægten'.

Moltmann taler side 44 mod kulten: "Cultic religion must be replaced by the spreading of the word of the cross, the celebration of faith and the practical following of Jesus." Her er altså ikke tale om en kvietisme, men om en horisontal spredning af stemmer / budskabet om den sande tro (uden 'beviser' (Markus)) i en praktisk imitation af Jesus (Bonhoeffer). Her ligger altså anslaget til alle ingredienserne til en horisontal mesterlære.  

Side 49 beskrives det horisontale forhold til Jesus-som-bror (i modsætning til forholdet til Faderen). I lignelsen om den fortabte søn har faderen en rummelig (kenotisk) rolle (Ligesom Chr. IX som Europas svigerfar): 

"Rather, they find in him the brother who put off his divine form at took on the form of a slave (Phil. 2), to be with them and to love them. They find in him a God who does not torture them, as their masters do, but becomes their brother and companion."

At gøre Jesus til arketype er blasfemi (50-51) - resonans:

"When the poor and oppressed look upon the poor and humiliated Christ they do not see only their own poverty an humiliation repeated in another human being. He shows them their misery in someone who is different from them. He therefor basically shows them a different misery an a different suffering. If those who practise the mysticism of the passion were to regard the crucified Christ only as the archetype of their own pain and humiliation, they would indeed be maintaining the memory of the features of his humanity and abasement, and would be making it a present reality in their own consciousness of abasement. But the would then be destroying what is distinctive about the person of Jesus and what is special about his suffering and dying [projektion / fordobling]. They would then be understanding his cross only in the generel sense og 'cross and misery', as the passive suffering of an uncomprehended fate, like a miscarraiage, an illness, a plague, a premature death, or suffering from the deep rooted evil of other people, as social suffering, and suffering from the society which humiliates them [offeret]. But these suffering would not be the sufferings of Christ. There is no mention in the gospels of his suffering from nature and fate, and his economic sufferings as a 'carpenter's son'. Rather, his sufferings and humiliation came from his actions, from his preaching of the imminence of the kingdom as a kongdom of unconditional grace, from his freedom towards the law, and form his table-fellowship with 'sinners and tax-collectors'. [...] The more the mysticism of the cross recognizes this, the less it can accept Jesus as an example of patience and submisson to fate. The more it recognizes his active suffering, the less it can make him the archetype of its own weakness. [...] if they understand him as their brother in their sufferings, the in turn do not become imitators of his sufferings until they accept his mission and actively follow him. [...] His death is the death of the one who redeems men from death, which is evil."

Dvs. at følge Jesus aktivt er læreproces (blive hans næste / blive 'sig selv'). At følge ham passivt er den klassiske martyrdød (blasfemi). At følge Jesus er at give sine næste stemmer (og derved give skaberværket stemme mesterværk - skaberværk). 

Dette kræver også en eskatologisk tid (OPSTAND MOD TIDEN). Dvs. ikke bare genopstandelsen som 'future history', men som 'future of history' (163) Dvs. tiden som sådan afgrænses (eskatogi betyder grænsesætning) (Se Penrose): 

"The 'future' of which the first real anticipation was seen in his resurrection was not understood as future history and thus a part of transitoriness, but eschatologically as the future of history and thus the pledge of a new creation." (163) "Jesus' ressurrection from the dead by God was never regarded as a private and isolated miracle for his authentication [simoni], but as the beginning of the general resurrection of the dead, i.e. as the beginning of the end of history in the midst of history.". 

Nogle har endnu ikke opdaget, at de lever i den Ny Skabelse.

I eskatologisk tid er forudgribelsen lige så virkelig som det skete, idet alt betragtes i lyset af opstandelsen. Opstandelsen bliver den 'ramme' (schema), hvori man kan indtage sin rolle (figure). Hvori man kan træde i karakter. Og idet man gør det, kommer opstandelsen til syne. Opstandelsen er derfor kødelig, fordi den skal gøres. Den beror på en praktisk kunnen (læreproces) (- og må af den grund være fremtidsrettet?). Da det netop er eskatologisk tid, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen, er det i princippet ligegyldigt om man har at gøre med et fortidigt, nutidigt eller fremtidigt vidne. Alle skal gives stemmer for at samle Kristi legeme. Opstandelsen indebærer på den måde alle døde og levende (End of history). Den kan ikke 'anskues som et privat og isoleret mirakel' som skal bevise opstandelsen i Jesus Kristus: Jesu genopstandelse skal forstås som 'begyndelsen til historiens slutningen i midten af historien'. Forstår man opstandelsesmiraklet isoleret og privat, går man fejl af korsteologien (fraværskristologien) sådan som Moltmann beskriver det. Ja, det ville være blasfemi. Opstandelsen er tiden (og ikke-tiden) som sådan. Skaberværket som sådan. Den er offentlig i allerbredeste forstand. På den måde bliver vi alle vidner (martyrer), hvis vi blot retter vores nous mod ånden. Hvis blot man anskuer tingene i lyset af opstandelsen (træ-allegorien og samling af Kristi legeme). Eskatologisk tid er 'serendipisk' af natur. Eller evolutionær i McFagues forstand - dvs. polyfonisk. Penrose ville kalde det en samling af udsættelse af 'collaps of the wave-function' - altså en samling af vidner til en konform struktur / ramme (konform forstået i matematisk forstand - følgende taget fra wiki): 

In mathematics, a conformal map is a function that locally preserves angles, but not necessarily lengths. More formally, let U and V be open subsets of Rn. A function  f:U→V is called conformal (or angle-preserving) at a point u0∈U if it preserves angles between directed curves through u0, as well as preserving orientation. Conformal maps preserve both angles and the shapes of infinitesimally small figures, but not necessarily their size or curvature.

'Beviset' - eller bevidnelsen - er det levede liv som værk. Opgaven ligger i, at lade dette værk få stemme som vidne, således at opstandelsen kommer til syne. Heller ikke her er bevidnelsen altså privat eller isoleret. Den skal indsættes i en offentlighed i bredeste forstand. Som en stemme blandt andre i en polyfoni, idet alle er Guds skabninger også skal bevidnes som sådanne. Bevidnelsen er således også en slags dom, men ikke som en fortabelse, men som en ild, hvor det sande står tilbage. Således bliver dommen en indsats for at lade den anden stå ene (få sin egen stemme). At gøre den anden en del af skaberværket. Det er heri at den horisontale mesterlære består. Frugten / stemmen har ikke noget at gøre med hvorfra det kommer i privat og isoleret forstand. Den har noget at gøre med det, den resonerer i fællesskab med andre stemmer. Både dommen over Stefanus (straffes som person - men ærindet var kollektivt, hvorfor 'frugten' bliver kollektiv), dommen over Simon og sidst dommen over Paulus (IKKE dualisme - historien forstås ikke som gode mod de onde, men som styret af helligånden --> Stefanus forsvar består i fremsættelsen af denne historie! For Paulus 'brændes' det gamle væk, og det sande står tilbage - den brændende busk! Han indgår ikke længere dualistisk i skaberværket, men indgår i det som en læreproces - han indgår eskatologisk i skaberværket --> specifikt kristent ("First of all, this applies only to Christian faith" 162).  kan forstås i denne sammenhæng. Måske kan disse tre reflektere forskellen mellem Gregersens Økologi1, Økologi2 og Økologi3. Stefanus og Paulus spejler hinanden.

Opgave til apokryferne: Mirakler er IKKE private eller isolerede. Sandwichstruktur ift. Simon / simoni. Domstol og de bedømmede skifter plads. Simon dømmes ikke som sådan.
Paulus (fra Saulus til Paulus): Det handler ikke om at straffe dualistisk, men om at brænde det dårlige væk. Paulus repræsenterer eskatologisk tid. Dommen sker i forhold til opgave. Ligesom Stefanus knytter jødisk-kristen historie sammen i sin forsvarstale. Eskatologisk tid --> helligånden råder i tiden. Tiden ER afsluttet. Se forskellen mellem de to slags domme (dualisme vs. helligånd) nedenfor - det handler om væren (jødisk identitet) overfor kunnen (kristendom). Den gamle tid afsluttes --> Ny Skabelse i Paulus.

Lad os nu se på Moltmanns syn på (øjen-)vidnet.  Og hvordan dommen og historie spiller ind her (historie kan jo forstås som en gøren mestre til mesterværker (stemmer) i bestræbelsen på at samle Kristuskroppen (lade opstandelsen klinge med)). Denne opgave er overladt til de levende - det er her, at det begynder "in the midst of history" (166ff). 

"The activity lies with the one who appears or with the one who makes someone else appear. The man affected by the appearance is passive. He experiences the appearance og God in his knowledge of God. It is the seeing of something which is given to someone to see. it is therefore not the seeing of something which is always there. Nor is it a seeing that can be repeated and can be verified because it can be repeated." "He [God] is revealing something which cannot be known by the mode og knowledge of the present time" "[...] the appearences of the risen Christ had the structure of anticipatory vision (udenfor historien som sådan, som kommer), and were bound up with a call to special service of the one who was to come, in the trancitory world". "The Easter vision had two sides: the eye-witnesses 1. had a foretaste of the coming glory of the kingdom of God in the form of Jesus and 2. recognized Jesus again by the marks of crucifixion (Paulus var som centurionen i Markus - et sandt øjenvidne). So we can say that the visions were a reunion in anticipation and an anticipation in reunion. [...] It was a reciprocal proces of identification." [forudgribelsen ligger ikke i en 'kronologisk' fremtid, men i en 'tid' efter historien selv - derfor er forudgribelsen både 'fremtidig' og samtidig og fortidig] "According to the analysis of the Easter appearances and visions, the original significance of the Easter faith is that the eye-witnesses perceived the earthly, crucified Jesus of the past in the glory of God's coming and drew conclusions from that in their experience of a call and mission." [øjenvidnerne gjorde sig til redskaber for det kommende Gudsrige - dvs. at vidne er et kald - bevidnelsen kalder] "The Christian belief in resurrection is the foundation not only of the transcendence but also of the immanence of this faith, because it sees the transcendent God immanent in Jesus, and conversely the immanent Jesus transcended in God" (169).  

ALT BEGYNDER MED OPSTANDELSEN. Her har vi Moltmanns horisontalisme. Jesu 'eftermægle' er overladt til os. Vi skal komme ham ihu. Opstandelsen reducerer ikke korset til et historisk stadium!! Korset er stadig der, hvor alt stopper og adskiller den gamle og den nye skabning. DET er vores opgave som vidner at give Jesu Kristus STEMME! (182!!).
Se den generationelle sociale kontrakt - NATUREN ER IKKE DIVINE! SE MOLTMANN-TEKST FRA FORLØB. Hvordan indgår 'naturen'? Hvordan kan menneske og natur attunes til hinanden? horisontal mesterlære...

Martyriet er det samme (fortids-rettet - fremtidsrettet (Stefanus -- Paulus) - der er blot tale om eskatologisk tid (Moltmann). en markinsk-moltmannsk læsning (Den åbne grav - historisk set). Han er allerede død - men levende. Mellemrummet mellem Stefanus og Paulus. Paulus' 'afbrænding'. Frugten.

Stefanus som den der baner vejen (Johs. Døberen) for fremtiden (Paulus / Jesus). 

Teltmager (selvberoende - som et kvant) - brevskriver - situativt-historisk --tempelmager. Kirken-som-telt?

Tømrer - lignelsesmager. - billeder -- tempelmager

Sammenlign de tre situationer med øk1-3. Hvordan dualismen 'brændes væk' i en læreproces. 

Monismen i Vygotskijs læringsteori (vs. Piaget)- afbrænding af dualismen (McFague). 

Det klassiske matyriums umulighed (fordobling / projektion):

"Only in the light of his resurrection from the dead does his death gain that special, unique saving significance which it cannot achieve otherwise, even in the light of the life that he lived. The resurrection of Jesus does not relativize the cross so that it becomes a past datum of history or a transitionary stage on the way to heavently glory, but qualifies it so that it becomes an escatological saving event, because only it says who really suffered and died here. So yhe crusified Christ has not changed into a risen and glorified figure. Rather, his resurrection qualifies the one who has been crucified as the Christ, and his suffering and death as a saving event for us and for many. The resurrection does not evacuate the cross (1Kor1,17), but fills it with escatology and saving significance" (182)

ALT må starte ved opstandelsen. De to verdener har intet med hinanden at gøre: Det er "his death on the cross 'for us' that makes relevant his resurrection 'before ud'." Dette er mesterlæren - det er ikke hans liv 'in the midst of history', der som sådan gør ham til Kristus. Det er opstandelsen - og dem der er øjenvidner hertil: lærlingen må komme mesteren ihu! Kun herved kommer mesterens værk til syne som mesterværk - som stemme i en offentlighed. 

"The early Jewish-Christian idea of the dying Christ as an expiatory offering for our sins [...] cannot display any intrinsic theological connection with the kerygma of the resurrection. One can hardly talk of the resurrection of an expiatory offering, any more than one can talk of the resurrection of the Son of God who sacrified himself to satisfy the injured honour of God. [...] For the ideas of expiatory offerings move consistently within the framework of the law: sins transgress the law, expiation restores the law. [...] Expiation for sins always has a retrospective character. Its future concern os the restitutio in integrum, not the beginning of a new life."(183)

"But if we want to understand the cross strictly as the cross of Christ, that is of the risen Christ, we must go beyond the ideas of expiatory sacrifice which we find here. instead, we must try once again to read history eschatologically with a 'reversed sense of time' and return from the future of Christ to his past. In terms of history and its sense of time, Jesus first died and was the raised. In eschatological terms the last becomes the first: he died as the risen Christ and was made flesh as the one who was to come. In historical terms Christ can be called the anticipation of the coming God on the basis of his resurrection from the dead. In eschatological terms, however, he must be called the incarnation of the coming God in our flesh and in his death on the cross." (184)

Deep Incarnation er horisontal mesterlære: "Only an atheist can be a good christian" (195) (Centurion: "Truly, this man was the Son of God" (193)
"Giving up his Son" (191) "The Son of God loved me and gave himself for me"(191). God is acting in himself. He is acting in himself in this manner of suffering and dying in order to open up in himself life and freedom for sinners. Creation, new creation and resurrection are external works of God against chaos, nothingness and death. The suffering and dying of Jesus, on the other hand, are works of God towards himself and therefore at the same time passions of God." (193) [...] reveals a change in God, a stasis within the Godhead:'God is other'. And this event in God is the event on the cross. It takes on Christian form in the simple formula which contradicts all possible metaphysical and historical ideas of God: 'God is love'." (193). --> 

kenosistanken: Gud slår sig selv ihjel som figure (Latour). Alle kan indtage denne plads (det almene præstedømme), men al øvrighed er hellig (schema). Dette kan ifølge Moltmann forstås trinitarisk-relationelt (206). Indre-relationelt, for det skal ikke forstås i klassisk kenotisk forstand som et forhold mellem Gud og menneske, men som et forhold mellem fader og søn.
"The 'mystical theology of the eastern church', unrestricted by the doctrine of the two natures by which God and man are distinguised, could go further here and say: 'The kenosis... (and) the work of the incarnate Son (is) the work of the entire most holy Trinity, from which Christ cannot be seperated" (206).

Korsbegivenheden kan altså anskues som en trinitarisk begivenhed (og en trinitarisk revelation): 

"What happens on the cross manifests the relationsships of Jesus, the Son, to the Father, and vice versa. The cross and its liberating effect makes possible the movement of the Spirit from the Father to us. The cross stands at the heart of the trinitarian being of God; it divides and conjoins the persons in their relationships to each other and portrays them in a specific way. For as we said, the theological dimension of the death of Jesus on the cross is what happens between Jesus and his Father in the spirit of abandonment and surrender. In these relationships the person of Jesus comes to the fore in its totality as the Son, and the relationship of the Godhead and the manhood in his person fall into the background. Anyone who really talks of the Trinity talks of the cross of Jesus, and does not speculate in heavenly riddles." 207.  [Se AFJs om Rosa, afsnit 8 om kunsten].

"The modern surrender of the doctrine of the Trinity or its reduction to an empty, orthodox formula is a sign of the assimilation of Christianity to the religions felt to be needed in modern society" (215) --> Anders Christian og den trinitariske pause. Afhorisontalismen / selvindkrogethed.
"As a theology of the cross, Christian theology is the criticism of and liberation from philophical monotheism" 216. 

Horisontal mesterlære / microtubeles

Man kan kun lagre kunnen og erfaring via kærlighed --> som stemmer. Det er lærlingens job at gøre mesteren til 'øvrighed' --> det almene præstedømme på bagkant!
Viden er ikke substantielt akkumulerbar

Det som gøres fejl er, at E = M (c2). Man glemmer, at uden masse er der ingen tid (Penrose). (start-slut af den såkaldte æon). Derfor er der en principiel dialektik / udveksling mellem energi og substans - og dermed mellem menneske og natur / epist. - onto. Af evolutionære årsager har mennesket i sin gudbilledlighed adgang til evigheden (energien i sig selv / conforme / schema) via de såkaldte microtubeles, der så at sige udsætter 'collaps of the wave function'.
Substansen / naturen er ikke hellig - det er en del af skaberværket. Dvs. vi kan ikke finde 'schema' i naturen: Naturen er ikke aksiomatisk! Den er theorematisk.

Penrose billede med Galileis eksperiment fra det skæve tårn i Piza. Samme kraft virker på begge dele. Så længe der er tale om masser, og ikke større energier, så har vi denne situation. Men når vi går ned på kvanteniveau, overtager nogle andre kræfter som er indre (og ikke ydre).  Herved bliver der tale om 'monader' eller kvanter, som ikke interagerer med hinanden gennem ydre kræfter (outerworld). Hvorfor er dette så interessant? Fordi, vi agerer og relaterer på kvanteniveau (microtubeles). Vi relaterer ikke fra Schema --> Figures (outerworld-perspective), men ved at træde i karakter som figures. Derfor er vi monader, som bliver til monader (personer / self) gennem vores relation til andre, og gennem vores relation og forbundethed til Kristus.
En diskussion der blev tydeliggjort imellem Newton og Leibniz.

Löwitz - Blumenberg --> Naturen er ikke hellig (Figentræet i Markus - vs. kornet / brødet)! Det handler om, hvordan vi interagerer med naturen.
Vi har ikke bare adgang til Energien / schema / evigheden - det er kun blinkvist og gennem lang læreproces. Indsigten heri handler om en kunnen - ikke en væren!

Den katolske kontemplarisme

Ilia Delio taler om 'what does it mean to me to be whole? We are 'wholemakers' (32:08 her). Sin is the resistence to wholemaking. Resistence to be part of something larger than myself (hvedekornet). We are entangled with this life - we have to give ourselves to life. The only thing that remain, was how well you loved. Because love is relational - love makes whole - we live on, in those who love. In how we love - love is our footprint for all eternity. Do we believe, that we can create a new future together? What hold us together - the future! We will go into this future together as one single planetary community of life - or we will not go into that future at all - so choose love! New planetary religion - økumeni (1:01:40). What the end is, is wholeness in love -->  det er muligt, men det kan kun erkendes ved at 'gå vejen'. Begynder hun ikke omvendt? Regler skal tænkes - ikke ift. hvordan jeg skal leve, men hvordan vi skal leve sammen (pointe i parænesen i 1Kor).
I have the agency and the will not to go - thats sin - fracturing - we fracture community every time we do that.

Ilia Delio kredser om alle disse pointer (f.eks. her) - og skærer med Jung og Teilhard de Chardin ind til benet. Også Moltmann har udpræget fokus på kapitel 15 i 1Kor. Brevet anskues ikke så meget i sin helhed. Der er en vægtning af det kontemplative, og på den måde skelnes ofte mellem det teologiske- og det parænese (belæringen). Men måske er netop det vigtige denne del: De praktiske anvisninger i omgangen med tingene. Vejen til målet går herom! Der er ingen kontemplativ 'genvej'. Og det er der ikke, fordi vi er monader! Erfaringer kan kun opnås i det relationelle.
At gøre retsprocessen til en læreproces --> fra Stefanus til Paulus. Dommen er horisontal - og døden skal ikke anskues som et slutpunkt, men som startskud til mere liv / det evolutionære. Saulus dør, Paulus genopstår. Paulus bliver tjener! 

Historien bliver en slags dømmende instans, idet at læreprocessen heri i sig selv er en 'afbrænding', så det egentlige står tilbage. Lærlingen 'bedømmer' sin mester i sin bestræbelse på at få mesteren til at 'stå ene'. Altså på, som Gadamer er inde på, at foregribe det fuldkomne. At lade den anden blive sig selv er en dybt relationel ting. At blive en del af Kristi legeme. En stemme kan kun lyde som 'figure', hvis den bliver sat i spil. Og den eneste der kan sætte mesterens stemme i spil er lærlingen. I forhold til Simon (i Samaria) er det ikke længere eksekveringen af dommen der er væsentlig, men den processuelle læreproces. Dommen er ikke personlig, men kollektiv. Simoni er noget der går gennem os alle, og skal 'brændes væk' i hin enkelte. Man kan på den måde ikke dømmes til enten frelse eller fortabelse. Udskilles synden på den måde i én person, begår man en endnu større synd! Således spejler Simon Saulus, som nu skal blive til Paulus. Ligesom Simon forvandler kollektivet?
Det horisontale kommer først, og dernæst det vertikale --> først Acta og siden Brevene (Bent Flemming Nielsen). Brevene er indholdet af 'Den Tomme Grav' - dvs. Paulus' ikke-død.

Sædemanden

Ingen læreproces uden det onde - historien indeholder det gode såvel som det onde. Hvilken slags forhærdelse? Forhærdelse og læreproces? Forhærdelsen ligger i, at man selv skal gå vejen! Forhærdelsen ligger i at skulle træde i karakter og tolke selv! Den dobbelte undervisning - alt skal ske gennem skabningen! Omvejen ER genvejen! Se parafrase her. Undervisning-som-forhærdelse! Det offentlige virke er det egentlige. Forklarelsen / det private er egentlig ikke det egentlige (derfor bliver Jesus også irriteret: "Forstår i ikke denne lignelse? Hvordan skal I så forstå de andre lignelser? Det egentlige er forbundetheden (senepsfrøet)! Herved bliver forklaringen blot et dobbeltlag i forhold til lignelsen - og derfor en forhærdelse. (Forklaringen og Rancière).
Læringsproces 'blandt brødre'. Henvist til lignelsen!    

Forhærdelsen i tre trin (sceneskift: offentlig-privat-offentlig) --> Først forhærdelse af tilhørere - så disciple (dobbelte undervisning) - så læseren - dobbelt. Træet som dobbeltheden. Hvor ellers i evangeliet? Figentræet! Hvordan bæres frugter? Ikke ved at få serveret løsningen --> forhærdelsens genvej! Læreprocessen!!! 
Moltmann og det markinske! Den tomme grav. Paulus' grav er også tom! Hvad er så i den tomme grav? Brevene. Brevene er mesterlære. Jeg-Du. Det ydre forsvinder (Penrose og kvanteniveauet). Jeget (mesteren) er 'død' for modtageren. Modtagerens job er at lade stemmen klinge i den sammenhæng de er i! Brevet-som-genre / kommunikation.

Markus (sædemanden) --> forhærdelsen
Paulus (1.Kor) -->  Parænesen
Acta (Simon) --> Historien / Helligånden

At forstå Ordet som form fremfor indhold. At forstå det sakramentalt. Eller som 'heuristisk model'. Noget man gør - noget der sker: Dette kalder Latour for en horisontalisering 51ff "If we lose...". 'Schema and figures' (47-52), 

Konklusion på 2. kapitel (p.57): "No, it seems to me that this new figure of the world [New Climatic Regime / horisontalisme] offers the opportunity to preach (vs. teologisering / filosofering - 45-47) , finally, ad extra and no longer ad intra, by making the old schema of the end times once again comprehensible to the multitudes. The originality of geohistory lies in its disclosure (afsløring) of a situation that is not unrelated to the beginnings of Christianity"

Horisontalismen vs. Stefanus' vertikalisme.

Luther forstod Bibelen således, at Helligånden var tilstede heri. Men Ordet er ikke noget 'essentielt'. Det peger hen imod et gehør for det rum, der opstår. Det peger hen på Blumenbergs ombesætningsteori. Eller det, som Latour kalder et Schema. Det er en form, der peger hen på handling og det religiøse subjekts rolle. Det er rammen der kommer til syne gennem Ordet. Ikke Ordet der skaber rammen. Ordet skal lyde, før rammen viser sig (Gadamer). 

Latour har netop 'gehør' for denne 'vending'. I "If we lose the Earth, we lose our souls" er rammen netop 'earth'. Og forståelsen af Ordet er kommet ud af sync med den ramme, det taler ind i. Indhold og form er fremmedgjort overfor hinanden. Og når man tror, at Ordet skaber rammen ender man så at sige i et ekkokammer! Med reference til den Barmhjertige Samaritaner henviser han til, at vi skal gøre hinanden til 'naboer' (resonans / tillid / horisontalisme) - ikke skabe procelytter (lydighed / autoritet / vertikalisme). Ranciere og meritokratiet - at reproducere et hierarki: Dem der ved, og dem der ikke ved. Det er dette ekspertvælde, der er brudt sammen, idet det er hyklerisk. Det har skabt en uballance i verden. Baserer sig på ufrihed for en stor del af verdens beboere, og resulterer i jordens skrig.

Mit DP er en henvisning hertil. Nemlig at Ordet er form, og vi selv skal lade det lyde. Vi har en pligt til at lade det lyde. Udgangspunktet / redskabet hertil kunne være Bibelen som en slags heuristisk model. Hermed kommer håndværket / gentagelsen også ind i billedet. Her står og falder ideen med, om man kan på det metodemæssige plan kan udlede denne heuristik indenfor historiefaget. 

VIGTIGT VIGTIGT: P. 28ff: Inuit vs human. Intermingling som en bevidsthed om eksistens. At være del af omverdenen. Korneliussens skrifter.
To exist as humans - escaping the grip of these living beings. (28)
At slippe grebet (immanens vs transcendens) vs at gøre sig selv til forlængelse / at flette sig ind. Koneliussens manglende skelnen mellem by og jord / land. De er 

En horisontal læring.

Jeg skal jo skrive to opgaver i dette semester, og jeg håber, at de gensidigt kan befrugte hinanden - uden decideret overlap selvfølgelig…

Den anden (mindre) opgave skal jeg skrive i et faget Teologi og

personskildring i De nytestamentlige apokryfe tekster (NT). En væsentlig del af faget her består i at anvende såkaldte computationelle redskaber - herunder Voyant - som på få sekunder kan gennemtrævle et tekstkorpus (også på koine) for nøglebegreber og dets associationer. Her ud fra kan man f.eks. finde ud af, om et begreb har en negativt eller positivt valeur, om det er koblet med kollektivistiske eller individuelle associationer, om det er et ‘vertikalt’ eller ‘horisontalt’ begreb. På sin vis kan man kortlægge det ‘‘rum” begreber resonerer i, i forhold til et inde-ude (ven-fjende), oppe-nede (fællesskab / hierarki), før-senere (erfaringshorisont - forventningshorisont) (Koselleck).

Med det redskab ved hånden ønsker jeg i opgaven i faget personskildringer i apokryfe tekster at se på udviklingen i Acta fra Stafanus’ rettergang og dom i Jerusalem over Simons irettesættelse i Samaria til Saulus’ omvendelse i ørkenen. 

Der er tale om en evolutionær-historisk, kollektivistisk og topografisk udvikling i, hvordan man følger Jesus. Altså hvordan man som lærling følger sin mester. Her er udgangspunktet at Stefanus’ martyrium i Jerusalem står i forhold (og modsætning) til Paulus’ omvendelse i ørkenen og (manglende) martyrium i Rom. Paulus’ ‘martyrium’ består i den universelle hedningemission hvor Rom altså står som symbolet herpå. 

Hvis vi nu tager konklusionen først, så er antagelsen, at et vertikalt fokus på mesteren (Stefanus’ sammensmeltning / kopiering af dommen over Jesus) afløses af et horisontalt-jordisk fokus på lærlingen - nemlig Paulus, som netop ikke har et direkte (antropologisk) forhold til sin mester, men møder ham gennem og i naturen (og her kunne man givetvis sammenligne med, hvordan Jesus møder både Satan og sine mestre (Moses og Elias) i naturen).
Om naturen her fremstår som en decideret aktør eller mere udgør en ramme, kunne måske afklares med en begrebsanalyse. Men i den historiske udvikling kan vi som læser se en forskydelse fra Stefanus’ anklage mod Rådet om, at de anskuer Guds bolig som et menneskelavet tempel, til Paulus’ indsigt i, at Gud er i naturen. Der er desuden tale om en kollektiv proces (de syv) samt Paulus indgang til apostelkollektivet gennem Barnabas.

Alt dette står i modsætning til apokryferne - f.eks. Peters og Paulus’ martyrium og Peters akter. Her er der fokus på de individuelle apostler og især deres martyrdød som en slags vertikaliserende ophøjelse og kopiering af Kristus selv. Natur og topografi spiller heller ikke samme rolle i apokryferne. Dette kan, ifølge vores underviser, afklares gennem en ‘computational’ begrebsanalyse.

Dette kan også forklare, hvorfor kanon er udvalgt som den er. Og, at Deep Incarnation, McFagues kenosis-begreb, Rosas resonans og Moltmanns generationel-horisontale tilgang måske kan forklare nogle ting i forhold til denne udvælgelse. Acta starter ud med pinseunderet som en reference til den babylonske sprogforvirring. Er det ikke en ambition om det polyfoniske rum, som ligger til grund som grundtema i hele Acta? Hvor mange stemmer således lader sig høre? Og er Acta ikke en slags vejledning på, hvordan et sådan rum skabes? 

Jeg blev ret forundret, da jeg stødte på et foredrag af dig Niels Henrik om Grundtvigs dydslære, hvor du tager udgangspunkt i Ole Nyborgs PhD. Jeg skyndte mig at læse det, og opdagede til min overraskelse, at Nyborg netop anvender computational begrebsanalyse af Grundtvigs prædikener, hvor han finder ud af hvordan fader-begrebet, martyrium og ikke mindst mesterlæren er koblet sammen. I en af Grundtvigs prædikener tages oven i købet udgangspunkt i Stefanus’ martyrium som en forbilledlig efterfølgelse af mesteren selv. Det handler så at sige om at blive kalif i stedet for kaliffen. 

At se mesterlæren som et forsøg på at erstatte faderen mener jeg går imod det forløb, som er skildret i Acta fra Stefanus’ martyrium over Simons irettesættelse til Saulus’ omvendelse. Man skal ikke se på Stefanus isoleret, men på den evolutionære-topografiske udvikling sidenhen. Dvs. man skal gå fra en vertikal ‘mesterlære’ til en horisontal. 

Hvad vil det så sige? Det vil sige, at Saulus møder Jesus - ikke som et menneske, men - som natur i ørkenen. En ‘forsoning’ med mesteren vil altså her betyde en omgang med naturen og tingene. Der er desuden tale om en relationel-kollektiv proces (de syv og Barnabas). Der er således tale om på ‘kenosisk’ vis at skabe et rum, hvor forskellige stemmer kan lyde (polyfonisk / resonans). Martyriet består altså i en reel bevidnelse - ikke død. 

Denne mere jordisk-horisontale mesterlære kunne man se udfoldet hos Paulus - f.eks. i 1Kor, hvor det ville handle om for lærlingen (Korinther-menigheden) at finde sine nådegaver som dele af Kristi legeme. Paulus selv gør en dyd ud af, at han er teltmager og derved er uafhængig af patron-klientsystemet (Acta 18:3; 1Kor 9:6, 11-12, 18; 2 Kor 11:7; 1 Thess. 2:9; 2 Thess. 3:7-8). Selvstændigheden - og det at træde i karakter - opnås således i den konkrete omgang med tingene. Og det endda i et slavesamfund. En horisontal mesterlære vil altså ikke handle om at erstatte mesteren for dermed at lade hans stemme lyde univokalt. Tværtimod handler det om at ‘holde mesteren samlet’ i et polyfonisk rum af nådegaver og konkrete omgange med tingene. 

Dvs. at der er en forskydning af fokus fra mesteren til lærlingen: det er lærlingens opgave at holde mesteren samlet som mester. Mesteren bliver på et tidspunkt til jord, og dermed en konkret og umælende del af skaberværket. Det handler således om for lærlingen at lade sin mesters stemme lyde i skaberværket. At lade mesterens værk lyde som del af skaberværket. Men mesterens stemme lyder kun som en resonans blandt andre stemmer i det samlede skaberværk. Mesterens forsoning med skaberværket er altså ikke noget, som mesteren selv behersker (gennem et martyrium), men noget, som er i efterfølgende generationers hænder. Derfor træder man først i karakter når man som lærling lader sine mestres stemme lyde - ihukommer dem - og dermed gør dem til mestre. Heri ligger et særligt kærlighedsbegreb, mester og lærling imellem. Lærlingen træder altså i karakter, når han så at sige gør sig til en beholder for sine mestres stemmer - eller bliver et polyfonisk rum. Det er her, at McFagues kenosis-begreb kunne give mening. 

Det er også her, at jeg tænker, at Moltmann med sit udgangspunkt i det horisontalt-generationelle (Moltmann: The Way of Christ, afsnit 4, p.269f.) kan hjælpe: “The humane community is the best shield for personhood against the threat of social death. On the other hand a human community is creative only to the degree in which the individual persons belonging to it are creative” (269). Da det samtidig er Moltmann ærinde at “human history and the history of nature can be attuned to one another” (272), kunne vi have konturerne til en slags horisontal mesterlære, hvor det er lærlingens (kreative) opgave at lade mesteren som mesterværk lyde som del af skaberværket. Hvor altså ‘social death’ (af mesteren) bliver en krænkelse af skaberværket (blasfemi).    

Desuden finder jeg det også sympatisk, at McFague giver rum til mange forskellige stemmer. Vi havde i timen en diskussion om betimeligheden i, at McFague inddrager f.eks. kvantemekanikken. Men i stedet for at se det som et forsøg på selektivt at udvælge forskellige passager, der kan bekræfte hendes teori, kan man også vælge at se på det som en generøsitet og gæstfrihed, hvor hun inviterer andre perspektiver indenfor i en polyfonisk opsætning. Som altså giver andre fag mulighed for at træde i karakter. For det kan jo gås efter. Kvantemekanikere kan gå ind og se, om de kan finde sig til rette i McFagues rum. Det handler ikke om at finde én sandhed - altså at kvantemekanikken nødvendigvis skal bekræfte McFagues tilgang -  men om at skabe et flerstemmigt rum. Hermed praktiserer hun måske selv en slags kenosis på dette niveau.
Kunne denne bestræbelse med Ole Jensen anskues som spekulativ, som vi også snakkede om i timen? Hvis man mener, at en fænomenologisk-følelsesmæssig og indre adgang til ‘mesteren’ er mere autentisk, så er McFague nok spekulativ. Men ville denne bedømmelse ikke gå skævt af McFagues ærinde i forhold til at skabe et flerstemmigt rum?

Inden det bliver alt for essayistisk vil jeg lige sammenfatte interessefeltet: 

Kan man med Moltmann udlede en slags horisontal (generationel) mesterlære, hvor der er fokus på lærlingens opgave, som ligger i at stemme mesterens værk i forhold til skaberværket? Altså give mesterens umælende værk en stemme, som kun kan ske i et polyfonisk rum? I Jerusalem kunne denne polyfoni (pinseunderet) ikke vokse frem. Det blev elimineret med Stefanus. Men det kunne det i Samaria, og det kunne det i Saulus’ møde med Kristus som skaberværket selv i ørkenen. Paulus’ martyrium består således ikke i en slags antropologisk sammensmeltning med mesteren (Kristus), men i en hedningemission, hvor det gælder om at skabe polyfoniske (by)rum. 

Dette står i modsætning til Grundtvigs snævrere udgangspunkt i Stefanus’ martyrium, og de dertil knyttede begreber som fader, fuldkommenhedens bånd m.m., som han identificerer med en (vertikal) mesterlære (ifølge Ole Nyborg).

Moltmanns “God in creation” (365 sider) plus Ole Nyborgs “Grundtvig og kærligheden”  (213 sider) vil så altså de supplerende opgivne sider (foruden Acta, og evt. Peters og Paulus Martyrium).   

(Man kunne indvende mod McFague, hvorfor det lige er ret elitære ekspertfelter som kvantemekanik der inviteres ind. Man kunne sige, at det ville blive en ret lukket fest. Men det er vel ikke spekulativt - det er bare elitært (her spiller en katolsk baggrund og det særlige præstedømme måske ind)? Skulle man brede invitationen lidt ud og inddrage en række andre nådegaver, kunne man måske hente hjælp i Benjamins allegoribegreb, barokken og det tyske sørgespil, hvor mester og lærling netop er overladt til en meget konkret og håndværksmæssig omgang med tingene eller materien (vanitas-temaet hvor kontrasten mellem skabelse og tilintetgørelse var i fokus) - som senere er blevet anskuet som obskurt, svulstigt, overbelæsset, præget af kunstighed og konstruktion og helt smagløst og uautentisk for et moderne publikum.)

Mulighed for at træde i karakter. 

Jeg har læst Ole Nyborgs PhD om Grundtvig.

Jeg kunne godt tænke mig at skrive om mesterlærebegrebet her, og lærlingens vej til at blive mester, ved at ‘kopiere’ mesterens stemme. Stefanus udgør ifølge Grundtvig et idealbillede herpå.

Jeg kunne godt tænke mig at undersøge dette som en slags vertikal mesterlære, hvor oppe-nede skifter plads, og mesterens ‘stemme’ siden Stefanus lyder ‘rent’ som en monofonisk vokal som et oprindeligt ekko af mesteren selv. Lærlingen skal altså forsones / sammensmeltes med sin mester og overtage hans stemme.

Her overfor har vi en slags horisontal mesterlære, hvor mester og lærling står på samme side. Mesteren skal gennem sin kunnen lære lærlingen at omgås tingene. Der er altså ikke tale om en indre kontemplativ overførelse, men en ydre kropslig kunnen. 

Dyb relationalisering…
Er det det samme, som foregår mellem to mennesker? Vi skal se naturen som vores næste, men det er bare noget andet ‘næste’ (Ole Jensen). Men hvis vi er samhørig med naturen, men én vi hænger sammen med (øko to, der er en fremmedhed), Øko 1 er den store fremmed natur. Øko 2. er noget vi gør med naturen - tilsår en mark m.m. → Øko 3 → sammenvævet. “Jeg ved godt du trænger til noget jeg kan give dig” eller - jeg bliver ikke mig selv, hvis ikke jeg giver dig noget - det er ikke den fremmede der fåpr noget, men også én selv. Jeg kommer til mig selv gennem dig (hegeliansk? → man bliver sig selv gennem den anden, men er det et mål at blive sig selv?).

Kristus er også profet (en fremmed stemme) / ypperstepræst
Skabelse-tilintetgørelse-opstandelse..   

jo en masse tanker om opgaven. 

Jeg vil jo gerne fokusere på, hvordan man omgås 

Jeg har et område i Århus om personskildringer i apokryfe tekster, hvor computing er et centralt redskab. 

Fænomenologisk sanselighed - seksualitet - ole Jensen

Ole jensen ville kalde mcfague for spekulativ - men er alliancepartnere ikke at lade stemmer lyde? Mesterlæren / imitation? Spørgsmålet er, hvordan stemmer lyder i rummet - ikke i sig selv! Stemmen kommer kun for øre som sig selv blandt andre stemmer. Man kan eftergå dem! Man kan i princippet se, om kvantemekanikken er rigtigt forstået - men det kræver samarbejde - og det er jo netop essensen! Det handler om at give plads - rydde pladsen for stemmer.
Hvad er alternativet? At fornuften er én. At når man har forstået 'ontologien' bag kvantemekanikken, så har man forstået alt.
Det er en særlig forståelse af 'forståelse' --> Gödel.  

Hvad er ontologi? Er det en rigtig beskrivelse af det værende at beskrive det monovokalt? Entydigt fokus på forsoning?

Er det ikke selve den bevægelige treenighed der er sagen? Kenosis - hylsteret? At indrage en polyfoni - i overensstemmelse med evolutionsteorien?

Tales om kosmologi, er det ligegyldigt om der tales fysik, kemi, teologi - en ontologi er jo læren om det værende! Hvad er et fag? Håndværk. Faget repræsenterer en 'omgang' med tingene. 

Det handler ikke om identitetspolitik - det handler om hvilken omgang man har med tingene - latour og partier / jordiske pol

Forsoningen med det jordiske handler ikke om etnicitet, autencitet, og 'jorden' i lokal forstand (seksualitet-forsoning). 

Hvilken slags kærlighed var det P talte om? Han var selv teltmager og gjorde en dyd ud af det - nådegaven. Det var hans håndværk, der sikrede ham hans 'frihed' i et patron-klient- og slave-samfund.
Va. Augustin - Oikos. Byen / metropolen var under afvikling! Den faderlige kærlighed i en tjenerskikkelse --> Luther. 

Epistemologi - ontologi. Rummet / Tronier

Sidste sekvens i Blomsterdalen - hun er spændt ud mellem det lokale (Varva) og det globale (sportsvognen / bevægelsen i sig selv / flugten). Men det er det jordiske (ravnen og Nuuk) der kalder hende tilbage. Hun tilhører jorden - jorden tilhører ikke hende - og ravnen kalder hende tilbage. Latour

Homo Sapienne --> Byen-som-givet eller rammen. Naturen som aktør. 

Hvad er det for en kærlighed, der optræder i Opmålingen af Rumfang? Det er ikke kærligheden til Thomas! Hvor er videnskaben? Adskillelsen er ontologisk! Den er givet! Hvordan reagerer folk? Her er beholderen principiel - kenosis. Omgangen med tingene - den romerske sekstert.. De fire elementer --> femte / kvintessensen (fællesskabet / offentligheden. 
Bæredygtighed / omsorg vs. monsteret.
Uni-viden (serendipitet) / Drivhuse / opdyrkelse. Gentagelsen vendes til noget godt - til vejen. Iterative..

Ole Jensen anskuer 'naturfolkenes' afkobling i et romantisk perspektiv. Imaqa / Manjana osv. Men tager vi GL, så handler det mere om en omvending - her kan naturen ikke vente. Når dyrene kommer, så kommer man. Når 'bakterierne' kommer, så kommer de. Det handler ikke om, at de har en særlig meditativ eller autentisk tilgang til kosmos. Inuit og hightech. Naturen venter ikke på en! 

Mesterlæren - Grundtvigs udgangspunkt i mesteren. Men vi er lærlinge! Lærlingen har mesterens værk og liv i sine hænder. Det er lærlingens kald at lade mesterens stemme lyde i al sin polyfonitet. Det er således lærlingens 'job' at lade mesterens mesterværk relatere sig til skaberværket. 

Hvordan kan et mesterværk indføje sig som stemme i skaberværket? Hvordan afdækkes rummet gennem stemmen? 

McFague og Ole Jensen. At udpege mestrene. Det er lærlingens opgave. 

Kenosis-tilgang! Lærlingen har mesterens liv(sværk)i sine hænder. Grundtvigs vertikale, faderlige fokus (Ole Nyborg) (vs. horisontalt-jordisk fokus / horisontal vending - lærlingen giver mesteren evigt liv) --> de følgende generationer og det evige liv i lærlingen. 

Husfaderen (i oikos / menneskebygget tempel) vs. lærlingen i skabningen. 

Beholderfunktion - lade forskellige stemmer lyde. Samtidig med udtømning —> træden i karakter! At gøre sig selv til medum for polyfoni. Hvis lærlingen kun lader én stemme lyde… Tager udgangspunkt i et gehør / resonans.

Idet man ryder sig selv af vejen, gives plads til andre stemmer. 

Hvem er den anden? Hvordan bliver ‘naturen’ til en stemme? 

Ikke romeo og julie - ikke antikke biografi. Ikke husfaderen. Ikke Thomas / FORÆLDRE. At blive sin fader (Knausgaard i Bugge). Hos Knausgaard er det monofonien, der inkarnerer sig. Resultat af 'inderligheden' / kognitionen / følelsen. Rummet bliver et ekkokammer, hvor man kun hører sig selv. Han slår sin Far ihjel - lader ikke hans stemme lyde blandt andre stemmer! Det er så at sige en krænkelse af skaberværket. Det er lærlingens job at lade jorden lyde (af jord skal du komme) - dvs. lade mesteren lyde. 

Hvad vil det sige at træde i karakter? Det handler om at indtage sin plads i øvrigheden. Myndighed. At skabe en plads eller et rum. At træde i karakter vil sig at indtage en rolle. At gøre sit liv til en rolle, som netop som rolle kan indtages af andre / det andet /vs. Knausgaard (selvindkrogethed) overfor Balles funktion / rolle). Dvs. at træde i karakter vil sådan set sige at træde til side for at lade stemmerne lyde (Balle). Kenosis. 

Luther, Grundtvig og hustavlerne. 

Hvad vil det sige at træde til side? Det vil sige at træde til side fra sig selv. Grundtvig kalder det for martyrium, som jo også kan betyde vidnesbyrd. Man bevidner skaberværket idet man træder til side - dvs. træder i karakter. 

At følge sin mester handler derved om tillid til skaberværket, og dermed til Gud. Men ikke ved afguderi, men ved polyfoni. Polyfonien giver evigt liv - monofonien dræber. Monofonien ville være at følge Jesus ind i døden - martyriet-som-vidnesbyrd er derimod at efterfølge Jesus Kristus ikke i en forsoning, men i billedlig, allegorisk forstand. Der er forskellige faser - først må Dante følges med Virgil. Men på et tidspunkt må Virgil slippe. Og hvad sker? Beatrice. 

Martyriet er således ikke at gå ind i døden, men derimod at overvinde døden gennem sit vidnesbyrd. Altså at bevidne det evige liv og Gudsriget. Og hvad er det. man bevidner? Det er skaberværkets rum. Gennem sine mestres stemmer. 

Handler martyriet om forløsning eller bevidnelse? Handler det om at smelte sammen med skaberværket eller bevidnelsen? Kan man selv opnå martyrium - ved at 'give sig hen til at brændes'? Nej - martyriet er noget, der kun opnås gennem - ja, kærlighed fra andre. Martyriet handler om at blive bevidnet som del af skaberværket. 

Mesterlæren og Ole Jensen - mesterlæren, gentagelsen osv var noget, der hørte det borgerlige samfund til. Der er i Jensens forløsningslære ikke tale om sand kenosis. 

At gøre stemmerne tilgængelige - som roller. Som en træden-i-karakter. At se skaberværket som en gæstfri kærlighed - som et godt sted, hvor man kan være. Løgstrup og skabelsesteologien. 

Omgangen med skaberværket i mesterlæren.
Gödel og det at bevise. Beviset er i virkeligheden beviset for polyfonien - skaberværket.  

Fra livets træ til Jerusalem

3:08 her https://youtu.be/EyXpnkfAOLE?si=j_99UdARmrVFt2Gx

Korneliussen

Livets brød vs figentræet (livets træ som figentræ er falsk). Brødet afløser frugten. Kræver en anden omgang med jorden. Arbejdet. Livets planteskole / Speener. Han er på den ene side sædemanden, som vi skal efterfølge. Men han er også hvedekornet, som vi også skal efterfølge. Laudato si (Paveskrift / Bruno Latour): Når Jesus bliver sur på figentræet, er det fordi, at det kun giver frugter til udvalgte (templet) / præsterne / farisæerne. Han forbander det, og der sker en kosmologisk ændring. Han forbander det som menneske, og alligevel sker det. I modsætning er bespiselsen af brødet, hvoraf der er uendeligt. Vintræet. Der er en anden omgang med naturen! Vilde druer... Vi er selv frembringer af rum! (Se her) Rummet opstår kun i forståelse af naturen (sædemanden / vingårdejeren). Fra Livets Træ til 'Du soles Sol' (I Østen stiger). Der sker en afløsning / et skifte fra den gamle til den nye Adam. Du er selv frøet / sæden - se her.

ApG

Hvordan er man lærling? Man er principielt adskilt fra skabelsen / Kristus. Paulus var ikke Jesu' følge (mesteren i stedet for mesteren - Grundtvig). Men jo - han var den sande følger ( i modsætning til Peter). Står overfor skabningen i en involverende tilgang. ApG viser et skift i fokus fra mester til lærling. Paulus forholder sig universelt (hedningemission), hvor Peter / Jacob allerede er forsonet (etniske) og dermed mere 'autentiske'.
Kollektivisme vs. individualisme.

Hvor møder Paulus Jesus? I ørkenen - i 'naturen', hvor Jesus selv er med dyr og engle (fristelsen). Han møder Jesus-som-skabelsen selv. Vs. Stefanus... Paulus lider ikke mathyrdøden. Kollektivet vs. individet.

Bevidnelsen / martyriet --> Først Stefanus, så irettesættelsen af Simon, så Paulus' bevidnelse. 

Sammenligning mellem Stefanus' forsvarstale (Templet er ikke et menneskebygget hus som bolig for verdens skaber) og Paulus kaldelse (som den største synder) i ørkenen (naturen). Sammenligning mellem Stefanus' martyrium og Paulus' martyrium.  

Brødets fortæring

Forholdet til jorden

Kaptel III, 2: grundtvigforskningen fokuserer på en inderlig udvikling - ikke på den løbende omgang med tingene. At stå overfor skaberværket sammen med mesteren (eleven og læreren som 'kollegaer'). Vs. "barnets tro på sig selv". Studiekredsen / pietismen / Spener? Frøet, der skal finde sig selv. 

"Optimistisk tro på naturlige vækstmuligheder hos alle mennesker"

Uffe Jonas - igen inderligheden --> forene det feminine og maskuline. Logosteologi.

III, 3 At gå i "Herrens Skole". Ubehag, disciplinering og underkastelse. Opgive egne gamle tanker, værdier og følelser (smid nettet). Bærer sit kors op og bære det hele vejen (livslag læring). Mod og vilje. Stilles hele tiden spg. om de vil blive. Nødvendig for at mesteren kan "vinde skikkelse i sine elever". Det utålelige åg. Mesterens hårde og straffende form for kærlighed.

Nej det kræver tillid til mesteren!

At blive elev på Herrens skole kræver, at man erkender sin ukærlighed, uvidenhed og villighed til at erkende, at man nu lever sammen med en, som er større, bedre og klogere (vs. Rancière og den uvidende lærer) - anerkende, at man har brug for en formynder. Ved, at de ikke kan stole på egen dømmekraft, forstand eller fornuft. 

Glemmer faget?? Selve omgangen med materien? Bare følge mesteren gennem den snævre lidelsesfulde port. Efterligne hans kærlige gerning / faderlig tugt og opdragelse - hvad med håndværket? Hvorfor er der så voldsomt fokus på underkastelsen i stedet for at se det som et samarbejde ift. at stå overfor - og indgå i skaberværket? Hvor er kroppen - gentagelsen - ritualet?

Mester-rollen - er kenosis. Mesteren skal give plads og rum til lærlingen.
En slags apostolsk succession? Fokus på pligten til at fremhæve de døde? Den katolske vs. den protestantiske tilgang --> Mathæus vs Lukas? Lukas går fra nutid til fortid / forbundethed. Ikke fra et kognitivt punkt i fortiden og frem! Passe på jer selv udfra det synspunkt, at I er en del af skaberværket. Fra Johannes Døberen --> Maria --> Kristus --> læseren? Altid start fra det nære! Fra det jordiske / materielle / konkrete. Man fremstiller kun de døde ved at give dem en stemme (Kungfu Panda og museet i paladset). Hvordan giver man de døde og fortiden en stemme? Eksperter på et museum?
"Gradvis tilnærmese til mesterens identitet, hans dyder --> ensformet efter mesterens form og skikkelse" III.8

Til sidst er de kristne elever ”skikkede” til at indgå i de himmelske boliger. De er blevet skikket og formet efter og har opnået deres mesters form og skikkelse. Han har vundet skikkelse i sine elever. Deres endegyldige identitet og væsen udgøres af en form, som stammer fra deres mester. Ved deres indgang i skolen var de indbyrdes forskellige i deres tanker, følelser, værdier og handlinger, men når de har nået målet, er de blevet formet efter den samme form og skikkelse. Det stof, som engang udgjorde deres sind og legemer, har fået en ny form.

Både ubehaget og behovstifrdsstillelsen peger hen mod en en indkrogethed / forsoningslære- eller motiv. Mesterlæren handler ikke om forsoning - ikke-forsoning / afholdenhed! Der er intet seksualmotiv. Kærligheden til mesteren er hinsides dette. Mester og lærling står på samme side - indtil mesteren bliver til jord (Rancière). Dvs indtil mesterværket indskriver sig i skaberværket.  

Nej, lærlingen skal ikke kopiere mesteren --> stemmen lyder kun i en polyfoni / resonans. Mesteren skal lede lærlingen til selv at træde i karakter. Man skal ikke 'være' mesteren, men gøre som mesteren - her er en forskel!

Deep incarnation-som-polyfoni. Fokus på lærlingen (horisontalt, jordisk skifte). Som resonans.

Kant-som-pietist: Fokus på myndighed. Rum, hvor den enkelte kan betjene sig af sin egen fornuft (nous). Speenersk! Dvs rette fornuften mod ånden. Hvad er forudsætningen for at kunne dette? Man skal gennem kategorierne. Det er herigennem forståelsen og den rette kalibrering eller rettelse af nous sker. Dvs. man skal have konkret omgang med tingene. Dvs. mesterlære: øvelse, træning, gentagelse.  

Kognitiv skemaer --> aksionatisk vs. teorem. 

Martyrion / at være død for sine tilbøjeligheder og smelte sammen med mesteren. Men martyrion betyder jo egentlig bevidnelse. Der er i ordet her ikke tale om en sammensmeltning / forsoning, men faktisk en afstand. Peger hen mod gehørte og resonansen. Se også 1Kor13,3
Peger desuden på forholdet til skaberværket - står man overfor og bevidner det (rum / resonans), eller smelter man sammen med det med martyriet? Ved Grundtvig bliver mesteren tilsyneladende identisk med Mesteren og dermed skaberværket - men dette er en vertikal forsoning.
At give mesteren / skaberværket en stemme handler om at give det stemme i et polyfonisk rum! Kun herved træder lærlingen selv i karakter.   

IV.4 Martyriet og ”Fuldkommenheds Baand”

I en prædiken på den 2. juledag 1838 fremhæver Grundtvig en lignende tanke. Ifølge verden er martyrdøden en gru og rædsel, men for de kristne, som lever i fuldkommenhedens bånd, er martyriet udtryk for den højeste godhed og kærlighed. At være en sand kristen er at gå ”i Jesu Christi Fodspor”, og Stefan var netop den første, som gik i disse spor, og som fulgte sin mester hele vejen. Stefan gennemlever og består den endegyldige prøve og prøvelse, og han beviser dermed, at han er blevet og fundet værdigog skikket til at indgå i himmeriget. Martyrernes adfærd og skæbne viser de kristne brødre, hvad der er formålet med og essensen af fuldkommenhedens bånd. Den ”hellige Stephan” er et ”Mønster” og en målestok for de kristne. Når de ser på Stefan, kan de se, at det i den ny pagts dage er blevet muligt for dem at nå det fuldkomne. Når de ser, hvordan den hellige Stefan som en slags ældre broder bestod den strenge prøvelse, får de et fornyet håb. Det, som Stefan dengang havde held med, skal også engang lykkes for dem.

Inden for rammerne af dette bånd foregår en skoling og karakterforandring. Fortællingen om den hellige Stefan er den centrale kristne fortælling, der forklarer ”alt Christeligt”, og nøglen til at forstå meningen med det bibelske udtryk, at de kristne skal iføre sig ”Fuldkommenheds Baand” som en slags begrænsende eller indsnørende klædning. At iføre sig dette bånd er at være villig til at begrænse og fornægte sig selv og give sit liv for sine venner. Ved at forsage og opofre sig selv bliver det til sidst muligt for de kristne brødre og søstre at hæve sig op over det jordiske og stige op til det himmelske.

Fraventheden

At leve inden for ”Fuldkommenheds Baand” indebærer, at det kristne menneske lærer, at det skal gå i Jesu fodspor og derfor nødvendigvis må overvinde, fornægte og fornedre sig selv. Inden for rammerne af dette bånd lærer mennesker efterhånden en ny godhed og kærlighed og lærer at efterligne Kristus, og de indser, at hvis de skal efterfølge Kristus, må de drikke den samme bitre kalk, som Jesus drak umiddelbart forud for sin korsfæstelse.

Saa er det dog endnu et (…) Mirakel, at det Christne Folk, trods (…) Trængsel og Forhaanelse af grumme Hedninger (…) og trods Sammenblandingen med allehaande Folke-Færd paa Jorden, at det Christne Folk, trods alt Dette, endnu er kiendeligt og føler sig indvortes forbundet (…) Det Christne Folk, som er taget af Hedningerne, er jo ved Blodets naturlige Baand knyttet til dem (…) og har ingen Lov, der giver dem en egen Leve-Maade eller hindrer dem fra at følge deres hedenske Fædres Skik og Brug.

Det kristne folk er ikke bundet til jorden, men er i eksil her (vs Latour). Latour og det ‘etnisk-autentiske’.
Det kristne bånd er mirakuløst, da alle odds er imod pga sammenblandningen med hedninge. Fristelsen til at 'give efter' er konstant til stede. Det mest 'naturlige' er at forfalde til hedenskab - går mod blodets bånd.  

Vertikalitet / horisontalitet --> sammensmeltningen med faderen vs bevidnelsen fra lærlingen --> bindingen til jorden / rummets resonans. Mesteren-som-stemme. Den konkrete omgang med tingene (Rancière) - ALTID en oversættelse (billede) - aldrig forsoning!

DET GENERATIONELLE OG MOLTMANN - OLE JENSEN ELIMINERER SIN FORÆLDREGENERATION. VIL TALE MED ÉN STEMME. SANDHED I INDHOLDET FREMFOR SANDHED I RESOSNANS. AT LADE GENERATIONER LYDE.
OLE JENSEN - FREUDIANSK? SLÅ FADEREN IHJEL OG OVERTAGE MODEREN. HAN VIL VÆRE KALIF ISTEDET FOR KALIFFEN.
NÅR MCFAGUE LADER STEMMER LYDE! TILGANG TIL ONTOLOGI... DEFINITIVT, ELLER GENERATIONELT. FORSONING ELLER PROCES? 'MARTYRIUM' ELLER VIDNESBYRD? DET GENERATIONELLE BYGGER PÅ VIDNESBYRDET. KANON HAR ET GENERATIONELT-HEURISTISK SIGTE,
I GADAMERS BEGREB 'VORGRIFF DER VOLKOMMENHEIT' ANSKUES MESTERVÆRKET SOM DEL AF SKABERVÆRKET (polyfonisk - generationer OG individer (kun individet kan være kreativt - Moltmann)). DETTE KAN ANSKUES SOM EN GENERATIONEL PLIGT. 

I stedet for at ville være faderen (mesteren), burde man lade faderen lyde generationelt. Man burde forskyde fokus fra mesteren til lærlingen (for der er kun én mester).
Måske er udviklingen fra øko 1-3 en proces, der går fra at ville slå faderen ihjel (Knausgaard  / Jensen) til i stedet at bevidne / ihukomme - og skabe et rum for faderen-som-stemme (Balle).

Gæstfrihed / invitere - kenosis (McFague) - hun inviterer stemmer ind... Hun ved udmærket, at hvis atommekanikken som fag sagde thombs down... Så stemmerne - kenosistanken / beholderen er der. Fokus på lærlingen fremfor mesteren (Grundtvig - Jensen). Men Moltmanns generationelle tilgang virker bedre! 

Det man kan kritisere Fague for, er måske abstraktionsgraden. Mesterlæren er der sådan set, men hvorfor så ukonkret (atomer)? Hvorfor ikke noget konkret - henvis til barok-kunsten / Benjamin.