I Søren Mørchs Sidste Danmarkshistories 3. fortælling anskues Odense Universitet som et monument. Mørch tager udgangspunkt i Ordbog over det Danske Sprog, hvor monument defineres udfra det latinske monere - altså (på)minde, beslægtet med mane; hvad der minder en om noget, leder tanker hen på. Et monument kan være en varig rest fra en tidligere periode, det kan være et mindesmærke til hædring og bevaring af erindring om en person eller begivenhed.

Mørch peger på hvorledes Odense Universitet er tænkt som et monument af arkitekten - på linje med slotte og kongelige katedraler. Det er et socialdemokratisk monument for - ovenikøbet - hele folket. Det er bygget op som et supermarked, hvor man kan gå ind i 'butikkerne' / lokalerne (som på industriel vis navngives U og et tal) og tilegne sig 'varerne'. Der er intet centrum, men to akser - skabt til stadig bevægelse. Og der var ingen hovedindgang, hvilket udlægger fremtiden som principiel uvis og giver muligheden for stadig udbygning med nye moduler. Jordfarverne (rust-looket) skulle tilsyneladende signalere ikke-beherskelse af naturen, men alle materialer er industrielt masse-modul-produceret (beton, jern, stål) som samtidig markerer en holdbarhed der kan vare 1000 år (hvilket perspektiveres i navne som Gydehutten og Stenten (vikingenavne)). Videnskab for (hele) folket kunne man sige - et socialdemokratisk monument.

Som Koselleck er inde på i sin analyse af monumenter, henviser monumentet til rummet omkring. Det afgrænser og angiver et inde-ude. Det rydder en plads, som på sin vis holdes helligt - jf. f.eks. Mørchs henvisning til katedralen - således man kan modtage det der kommer udefra. Det andet eller det guddommelige. Det udgør på sin vis en memoringsteknik i forhold til en begivenhed eller et menneske (se evt. blog-indlæg om begivenhed, entropi og memoring her) På den måde passer monumentet - med 'katedralske' aspirationer - fint på et universitet, hvor viden netop er det udefrakommende, der på åndelig vis skal berige Folket. Inde-ude på Odense Universitet er ret markant idet inde repræsenterer den industrielt planlagte socialdemkratisk-systemiske vision om åndelig produktion. Ude er naturen - men naturen udlægges som stadig indtagelig - med nye moduler. De mindre gange på universitetet hedder f.eks. Bøgene og Egene - naturen, som det 'udefrakommende andet - udlægges og organiseres. Indepositionen i form af jern og beton er en magtdemonstration overfor ude-positionen. Der er således en asymmetri til fordel for det systemisk-organisatoriske, hvilket til stadighed gør ude-positionen principielt foreløbig.

Vendes blikket nu mod VUC Syds forhenværende hovedbygning kan man ligeledes anskue den som et monument. Men bestemt ikke af socialdemokratisk karakter, men derimod et virksomhedsorienteret neoliberalt monument. Hovedbygningen kaldes for Light House og signalerer her det internationale udsyn samt et fast punkt man kan navigere efter i et oprørt globalt hav. Her er lys, gennemsigtighed, grænseløshed, kreativitet og disruption kodeord. Arkitekturen er tænkt udfra GODS-princippet (gruppezoner, oplægsrum, diskussionsbokse og stillezoner). Oplægsrummene har navne som Fabler, Fortællinger, Skuespil, Stormfuldt Hav, Genialt, Farlig Leg, Inferno (idrætshal), Tvekamp, Fyrtårnet (Aula), Høj Sø og ikke mindst 'Utopier i Virkeligheden'. Gruppezonerne er navngivet efter større byer - f.eks. København, Geneve, Berlin, og har således global-kosmopolitiske aspirationer. Man har heldigvis ikke glemt det personlige i og med dialogboksene har joviale navne som Carl, August, Gustav, Kristina, Siri (!) - vi er på fornavn med hinanden i dialogboksene! Endelig har stillezonerne zen-terapeutiske navne som Skyformationer, Solnedgang, Granskoven, Birketræet. Øverste etage holder ledelse, administration og lærerkollegium til. 'Direktøren' (som VUC's rektor kaldes) sidder naturligvis i hjørnekontoret - Det Blå Tårn - og vicedirektørerne holdet til i Frk. Julie og Mester Olof. Teammøder kan foregå i Damaskus og Lykkepeers Rejse, og man kan desuden idéudveksle i loungen Skovlyst. Skal man idéudveksle på et lidt mere forpligtende plan kan man gå ind i et af glasburene Isbrud, Polarlys eller Midsommer. Alt er stort set lavet i gennemsigtigt glas. Eneste usynlige sted er sådan set direktørens hjørnekontor.

Gennemsigtigheden afspejles desuden i den gennemførte symmetri. 1.-3. etage er præcis ens inddelt i de forskellige zoner bortset fra farven, som symboliserer henholdsvis naturvidenskab, sprogfag og kreative fag. I midten gennem hele bygningen går en bred parket-trappe op, og understreger det vertikale aspekt - mod lyset! 'Viljen' til at realisere sig selv. Og i siderne er toiletter og bagtrappe præcist symmetrisk placeret omkring midteraksen. Alle etagerne er fuldt omkrandset af en altan, som sammen med glasfasaderne på sin vis understreger en opløsning af ude-inde (som jeg kommer ind på nedenfor). Symmetrien understreger således det faste punkt i det globale oprørte hav, som tjener som pejlemærke og udsigtspunkt - et fyrtårn eller Lighthouse.

Lærerkollegiet er placeret i et åbent kontorlandskab og har ikke noget egentligt lærerværelse. Her er man henvist til loungen og den fælles kantine Kulturcafeen i stueetagen (som i sig selv var et prestigeprojekt med en overvældende sund buffet). Umiddelbart handler det om vidensdeling gennem tilgængelighed og gennemsigtighed. Men i virkeligheden handler det mere om at kunne kontrollere det besværlige produktionsled som lærerene traditionelt udgør. For det første resulterer det åbne kontorlandskab i en udpræget selvdisciplinering (som også resulterer i en masse pseudoarbejde jf. Anders Fog Jensens og Dennis Nørmarks bog af samme navn), og for det andet forhindrer arkitekturen - eks. det manglende lærerværelse og langbordene i det åbne rum i kantinen - at lærerne kan skabe egne decentrale magtfraktioner der kunne true ledelsen. Ingen mulighed for decentral afskærmning eller at 'sætte sig for bordenden'.

At lærerne blev betragtet som et nødvendigt onde i produktionskæden fremgik desuden af læringsplanstrategien, som gik ud på, at man skulle lave intelligente digitaliserende læringsplaner, der kunne reducere lærerrollen til en mere vejledende funktion, og dermed skære ned på forberedelsestiden. Denne idé udsprang nok af, at man i elevgruppen havde ekstremt mange fjernstuderende, som i starten var et guldæg for stedet. Derfor havde man allerede nogle strukturer på plads i forhold til digitaliserede forløb, og udbyggede det ydermere med digitale lærerpublikationer om faglige enkeltemner, som skolen fik alle rettigheder til. Man fik så at sige lærerne til at grave deres egen grav.

Direktøren havde en lidt profetisk status. Han blev kaldt Solkongen i folkemunde. Han var som den eneste sjældent tilgængelig, og kom han rundt, småsludrede han jovialt og forventede ærbødighed til gengæld. Han havde ofte sin nr. 2 - en kvindelig vicedirektør - med sig som følge, som forøvrigt kæderøg og lignede en pryglet hund.

Vi havde desuden på et tidspunkt besøg af en guru - nemlig William Rankins, Director of Learning på Apple (VUC Syd var Apple-certificeret, hvilket der blev skiltet meget synligt med). Og han åbenbarede det potentiale der lå i digitaliseringen og det nye revolutionære vidensbegreb. Jeg blev selv inspireret af dette og lavede i den anledning en præsentation for mine elever på samfundsfag B grundlagt på disse ideer. Og jeg er stadig påvirket af ideerne som fremgår af andre indlæg på siden her, men den måde denne videntilgang blev sat ind i en større struktur på VUC Syd var meget strategisk og til tider usmagelig. På sin vis viser det, hvordan liberale oplysningsidealer degenererede ind i virksomhedsstrategisk tænkning.

I forhold til eleverne var det på overfladen en smuk vision. Man tog en ofte udsat elevgruppe, der havde oplevet diverse forhindringer i deres liv (Voksne Uden Chancer, som VUC-eleverne charmerende blev kaldt) - mødte dem 'hvor de var' udfra de muligheder for elevdifferentiering GODS-princippet gav mulighed for, gav dem 'redskaberne' til at gå ud i verden og realisere sig selv.

Der var tale om en slags kognitiv terapi, hvor forhindringer skulle vendes til muligheder. Fremtiden er din - som var VUCs optimistiske slogan. Gennem den rette coaching skulle eleverne gøres til robuste og omstillingsparate medarbejdere i konkurrencestatens innovative virksomheder. Elevgruppens svagheder skulle vendes til styrker. Prestige-projektet var Flow Factory-uddannelsen, hvor udgangspunktet var projektundervisning, hvor virksomheder fra starten var involveret i projektformuleringerne, og fagene tilgik udfra projektets og virksomhedernes behov. Søren Villemoes skrev en artikel herom i weekendavisen dengang alt stadig var lyst. At der lå en meget usmagelig strukturel udnyttelse af sårbare grupper under dække af at forvandle - for nu at sige rent ud hvad tankegangen i virkeligheden var - 'mislykkede eksistenser til succesfulde virksomhedsmedarbejdere' var der ingen der talte så meget om. Eksamen som evaluering var der heller ikke tænkt så meget over arkitektonisk. For der var meget få egnede eksamenslokaler. Grunden til at man havde 'glemt' disse var måske dels, at det ville bryde med den gennemsigtige glas-arkitektur. Måske dels at eleverne i forvejen var under konstant evaluering i ambitionen om at 'møde dem hvor de var'.

I forhold til inde-ude-forholdet som er omtalt ovenfor i forbindelse med Odense Universitet, ja så var 'gennemsigtighed' her kodeordet. Grænser er til for at overskrides. Disruption lyste ud af navne som Farlig Leg, Inferno, Stormfuldt Hav, Høj Sø, Tvekamp. Stedet havde ingen betydning - man var som udgangspunkt global, hvilket gruppezone-navnene også indikerer. Man kunne finde viden overalt og tage den med sig på sin iPad - det handlede bare om at organisere den. Fjernundervisningen sprængte klasserummet for læring, og man skulle være konstant tilgængelig. Alt dette skabte - som de åbne kontorlandskaber - en selvdisciplinering, hvor autoriteten ikke længere lå i lærerrollen, men i en virksomhedsledelse som blev mimet af skolens ledelse.

Så der var ingen ambition om at 'udlægge' ude-positionen som potentiel indtagelig indeposition, således som tilfældet var med Odense Universitet. Ude var allerede inde - Fremtiden er din! Det handlede bare om individuel kognitiv psykologi / manipulation. Der var en systematisk individualisering både af elever (man skulle møde dem hvor de var) og af lærere (som de åbne kontorlandskaber sørgede for samt manglende lærerværelser), som virkede selvdisciplinerende og splittede alle potentielle decentrale magtkoncentrationer.

Dette resulterer selvfølgelig i et gigantisk ekkokammer. For hvis intet anerkendes som noget udefrakommende, noget andet, er erkendelse naturligvis ikke mulig. Det hele resulterer således i en påtaget positiv selvbekræftende attitude. Derfor handlede viden ikke om erkendelse og dannelse på VUC Syd. Det handlede om at skabe føjelige 'robuste', disciplinerede, omstillingsparate og villige medarbejdere til fremtidens arbejdsmarked - og man rekrutterede fra den mest udsatte gruppe. Værsgo at skylle!

At et sådant eksperiment fik lov til at udfolde sig så længe - udfra en så personlig topstyring - hænger nok sammen med, at VUC-branchen i modsætning til STX på mange måder røg under radaren. Lærergruppen var ikke som på de almene gymnasier forankret i fagforeninger. Desuden kunne direktøren fremvise gode resultater - især på fjernundervisningsfronten som skabte økonomisk fundamentet for de monumenter der udover Haderslev blev bygget i Sønderborg, Aabenraa og Tønder. Nogle resultater der da også blev manipuleret noget med, og hvor der signaleredes endog stor tolerance i forhold til elevfravær, som senere blev påtalt af STUK da skandalen rullede. Det blev på mange måder en Farum-skandale og korthuset faldt fuldstændigt. Jeg var blandt de næsten 200 fyrede.

Når det er sagt, havde jeg ofte nogle virkelig gode og givtige timer med netop denne elevgruppe, da de ofte havde nogle omfattende erfaringer, som relativt enkelt kunne 'oversættes' til fagsprog. Desuden var det også her, hvor jeg forfinede ideen om den dialogiske viden der kan opstå mellem mester- og lærlingerolle hvor fokus er redskabet, gentagelsen og et personligt hvordan fremfor det abstrakte og anonyme hvorfor (som er helt umulig at sige noget om i en globaliseret verden), og hvordan denne viden kan opsamles digitalt i intelligente portfolio-systemer. Videnbegrebet forskød sig altså ind i et mere håndværksmæssigt lys, hvor den iterative tilgang er det bærende princip. Der er således en god kerne af sandhed i det vidensbegreb som Rankins oplyste os med.

Desuden kom jeg til at anskue den traditionelle eksamen som en konstruktiv evalueringsform. Min undervisning var meget eksamensrettet, hvilket gav en ro for eleverne, idet eksamen fra starten blev italesat. Det betød med andre ord, at evalueringen blev afgrænset og tydeliggjort istedet for det pres der lå i den konstante evaluering / overvågelse. Det gav den uventede men logiske sidegevinst, at eleverne faktisk levnedes ro og et rum at tænke selv, og udvikle egen personlige vej til eksamen.