Prædikenen tager udgangspunkt i specifikke skriftsteder. På sin vis er prædikenen en ihukommelse af en begivenhed, som skete engang. Herved adskiller den sig fra filosofisk causeri, som ofte tager udgangspunkt i et begreb fremfor en lignelse eller et billede (protreptik).
I en prædiken er det sagen selv der er i centrum - altså en særlig form for oversættelse - en kommentar - hvor oversættelsen selv er sagen, hvorved energien ikke ofres på oversættelsens lødighed som sådan, således som det sker indenfor filosofien. Fokus er ikke på at 'afdække' sandheden, for udgangspunktet er, at sandheden ligger ved Gud. Netop i 'oversættelsens' status som kommentar ligger, at man ikke gør sig 'bedrevidende' på bekostningen af evangeliet. Evangeliet taler for sig selv. Kun i denne erkendelse, bliver oversættelsen en egentlig dialog mellem Gud og menneske. En filosof der udøvede sin profession fra prædikestolen ville derfor være gudsbespottende.
Jeg vil senere i forlængelse af Walter Benjamin komme mere ind på prædiken som ihukommelsen af en begivenhed (som principielt udefrakommende), men jeg har været inde på det i nogle blogindlæg (2020) på denne side: Kommentaren - som allegori - slår ring om evangeliet og holder det helligt. En beskyttende 'mur' - et helligt rum hvor evangeliet kan lyde og høres. Hvor der skabes et (rummeligt) inde-ude som er dialogen med Gud. Dette rum er med prædikenen Kirken: Det er her fuldendelsen af ordet sker og på allegorisk vis understreger inde-ude og henvendelsen til det andet som det andet. Som derved netop holder det hellige bevidst helligt.
Prædikenen er således en bøn eller et kald i sig selv - en gøren Gud til du (Kierkegaard).
Det er egentlig umiddelbart uforeneligt at der findes teologiske institutter, for hvordan i alverden kan videnskaben med sit fokus på oversættelsens lødighed i sig selv virke sammen med teologien, hvor sagen og Ordet selv er i centrum? Hvordan kan tro og viden kombineres her? Det kan det godt - og det viser Løgstrup os på forunderlig vis. Men den uoverstigelige tærskel mellem tro og viden, som ifølge Kierkegaard kun kan overskrides med terrormetoder: at springe ud på 40.000 favne vand, må overvindes. Ifølge Benjamin er videnssfæren med sin teleologi blevet hedensk. Åbenheden overfor det overnaturlige er udgrænset til før- og efterhistorisk tid - dvs. man lukker sig overfor det der kommer udefra - det overnaturligt guddommelige - og ophøjer sig til at kunne konstruere sit eget skaberværk. (NOTE)
Med CERN og den heraf opståede kosmologi har videnskaben - som ved renæssancen / oplysningstiden - bevæget sig væk fra sin dualistiske forhold til tro og teologi. Det kosmologiske verdensbillede der viser sig, når relativitetsteori og kvantefysik forsøges sammenkoblet, adskiller sig tilsyneladende ikke meget fra en teologisk kosmologi (NOTE)
Kommentaren, prædikenen og essayet har visse fælles træk:
Mit forsøg på denne side er egentlig med hjælp fra Niels Grønkjær at kommentere de kanoniserede tekstrækker - dvs. begive mig ind i prædikenen som genre.
Den kosmologi der fremgår af Benjamin er illustreret som en engel der med udfoldede vinger ser fragmenterne / ruinerne. Historien er fragmenter - der er ingen indre logik - og al forsøg på at indlejre en sådan er hedensk. Det vil være at fordrive Gud.
Benjamin har en eskatologisk tilgang fremfor en teleologisk: At etablere en teleologi er netop hedensk, hvorimod en eskatologi er at telos forvandles til uden-for-rækkevidde, men man skal være klar. Når en historie / fortælling sammensættes er der tale om en samling af fragmenter der er en unik menneskelig konstruktion - et genuint vertikalt KALD (se Gellner). Det skal ikke forstås som narcisistisk konstruktivisme (hedensk), men en accept af afmagt - dvs et kald/ oplæg til dialog efter/med Gud / det andet.
Når man kommenterer (fremfor at analysere) er fokus derfor et fokus på fragmentsammensætning, og hvad det siger om historien-som-kald. Hvori ligger bønen?? Kaldet LIGGER I DEN ALLEGORISKE FORSKEL MELLEM BILLEDE OG URBILLEDE!!!! Det er der man kalder på det andet som det andets andet!!!!! Det er derfor her man kalder Gud.
Derfor er det at være menneske at bede!
Den fragmentariske natur illustreres af ... hvor en partikel danner et billede men kun i den specifikke relation!!
Der er ikke to forskellige verdener mellem tro og viden! Det guddommelige og videnskab hænger sammen!! Og hvis det ikke gjorde, ville vi havne i hedenske terrormetoder for at tage springet fra den ene til den anden verden. Det må være kernen i missionen: at redde videnskaben fra sig selv!!!!
Fragmentsammensætningen som spontan og lokal: et barn, kærlighed. Dette er den egentlige start (Arendts natalitet)! Det er her hvor man finder sig selv i et glimt. Hvor alt leder op til én begivenhed - som da man mødte sin elskede eller mødte sit barn - hvorefter alt herefter giver mening. Hvor man møder Gud gennem kærligheden. Det er derfor at mørket er lysets forudsætning, for lyset kan fastfryse en konstellation som et ‘virkeligt skin’, hvor mørket skaber det rum hvor man møder fragmenterne som fragmenter og liv kan opstå. Derfor er træet (se også Jung) det grundlæggende og ultimative billede på forholdet mellem lys og mørke - i modsætning til både yin-yang og halvmånens indirekte lys.
Luk øjnene og bed!