Der er en udpræget forskel på at anskue intersektionalitet som et akademisk redskab på den ene side og som ideologisk grundlag på den anden. Venstrefløjen har traditionelt tenderet mod at totalisere / naturalisere det, som egentligt skulle være et videnskabeligt redskab. Tidligere var det marxisme - nu er det så intersektionalitet. Den gode videnskabskvinde ved, at enhver forskning er et udkast - et perspektiv - og som sådan udsat for en stadig beskydning i det offentlige rum. Hermed adskiller det sig kategorisk fra en ideologi, da forskning principielt og bevidst indskriver sig i en løbende forskningstradition- og debat. Det er påfaldende det skift der sker i studiet fra akademikeren (Skadegård) til ideologen (Petersen). Debatten slutter ved Petersen - der er ingen mulighed for analyse, for det er hele pakken eller intet. På sin vis er der således paradoksalt tale om en ultra-voldelig handling fra Petersens (og Thunbergs) side. Det, der skulle være supernuanceret og akademisk - intersektionalitet - viser sig næsten værre end det, som det bekæmper: istedet for at nuancere, samles man i en unuanceret modposition til et fjendebillede, som åbenbart er, hvis man tager de intersektionelle briller på, hvid (u-etnisk), mand, midalderende, kolonialistisk, imperialistisk, patriarkalsk, heteroseksuel, overforbrugende, øvre middelklasse - og nu åbenbart også Israelvenlig. Det er vistnok det man kan kalde for 'doven tænkning' og giver associationer til Trumps, Putins og klassiske diktatorers samling af fjendebilleder. Bennike har fuldstændig ret når han indikerer, at Petersens position paradoksalt fastholder 'Vesten' i en forvrænget koloniherre-position, når hun angiver Vesten som bærer af en næsten uendelig guddommelig skyld, og dermed eneste agens for forandringer. Dvs. hun skaber på dæmonisk vis det modbillede i Vesten hun forsøger at fremmane. Det er en guddommeliggørelse af Vesten (eller det modsatte), der ikke hører nogle steder henne - og det viser sig desuden også helt konkret i Østens (Kinas) opadgående udvikling. Lad os istedet for en fascistoid partikularisme / etnificering hylde ideen om det universelle. Lad os besinde os - og kæmpe for - det offentlige rum, hvor alle kan mødes og blive klogere. Et offentligt rum, hvor man ikke standser debatter, og lukker munden på hinanden, men faktisk kan løse de enorme problemer - først og fremmest klima. Det som intersektionalismen glemmer - givetvis også den akademiske variant - er, at den forudsætter et offentligt rum, og friholdelsen af det offentlige rum kræver magt (som vi f.eks. ser i Ukraine). Uden det offentlige rum, hvor de forskellige intersektionelle kategorier faktisk kan mødes, er den dømt til anarki. At holde et offentligt rum frit kræver magt. Det ved en stat som Israel, og det ved Ukraine. Diktaturer som det russiske og de arabiske er på den vis mere udtryk for afmagt end magt. At Israel er/var ved at gå diktaturets retning med Nethanyahu skygger i mine øjne ikke for, at Israel og den oprindelige zionisme var tænkt som et offentligt rum, hvor alle slags mennesker i princippet kunne mødes og udveksle ideer. EU har en kæmpe civilisatorisk opgave med at hjælpe Ukraine med at skabe et lignende offentligt rum i en ukrainsk universelt aspirerende version.
At du positionerer mig som from - og så du åbenbart er realist(?) - giver, i mine øjne, ikke så meget mening i forhold til det du skriver efterfølgende. For jeg er umiddelbart enig med dig. Det offentlige rum vi kan lune os i idag, og som konsekvens heraf derfor har muligheden for at være klogere og rigere end andre styrer, baserer sig på de (bl.a. konfessionelle) kampe omkring enevældens indførelse og efterfølgende i forhold til oprettelse af et offentligt rum. Jeg har ingen illusioner om, at denne kamp kan være ren, og jeg tænker, at det er samme kamp som Ukraine og måske Israel kæmper idag. Mange har idag bare glemt, hvad det indebærer. Tænker det mere er din demonstrative realisme, som kræver en 'from' modposition?
Melanchthon --> CA: arvesynden mellem 1. og 2. trosartikel + 7 som omdrejningspunkt. Skabelsens billede! --> mulighedsbetingelsen for økumeniske i Leuenberg konkordiet!
Tronier
Hawkins sidste teori kombineret med Circovic' komogoni OG Gadamers historiografi / genealogi (forbundet med det kanoniske) - her side 188, note. At fastholde teksten som 'det andet' - dvs. et 'godt budskab' (evangelium): "Hos Gadamer selv er det således de negative erfa ringer (‘huskekager’), der giver anledning til eftertanke, til at noget ‘skrives bag øret’, og heri er han netop en hegelsk tænker." (p198)/ "Denne historiske metodik kan belyses med det forhold, som ifølge H.-G. Gadamer kendetegner spillet mellem en (kanonisk) tekst og dens virkningshistorie. Med sit begreb om historieviden skab som ‘genealogi’ forskyder Nietzsche evolutionsbiologiens tese om ar ternes langsomme forandringer. Det sker imidlertid, uden at han overtager de former for socialdarwinisme, som var populære i samtiden, men som Ni etzsche distancerer sig fra, idet han indskriver sin hermeneutik i et opgør med Aristoteles’ metafysiske biologi. " (188 note).
Kvantemekanik og myrens perspektiv (f.eks. her) --> rummets dimensioner kan kun 'kortlægges' ved at gå vejen. Dvs ingen lov kan i princippet bestemme rummets ude-inde. i teologisk-paulinske termer: Xaris kommer kun tilsyne gennem næstekærligheden - eller viljen-til-at-gå / lade den anden være den anden som den anden i kærlighed til den anden.
At udpege ‘vestlig civilisation’ en bloc som fjendebillede og årsagen til alt ondt er efter min mening udtryk for doven tænkning - og dermed at lade alle de virkelige mennesker i Gaza i stikken… Det er et meget forenklet verdensbillede der bygger på ressentimentfølelser og konspiratorisk had, og fritager fra ethvert ansvar. Hvis man så bare ville definere vestlig civilisation? Skulle man indkredse det begreb, så handler det netop om det modsatte af doven tænkning - det man også kunne kalde for sekularisering. Og sekularisering betyder, at mennesket som udgangspunkt er kastet væk fra det guddommelige - dvs. aldrig vil kunne legitimere noget med reference til noget guddommeligt. Paradoksalt holder sekularismen derved det guddommelige mere helligt end nogen andre religion, som mener at kunne tale på vegne af det guddommelige. Det er denne kastethed der har defineret europærisk civilisation og religionskampe siden reformationen Med Confessio Augustana som udgangspunkt), og det er denne kastethed, som ligger implicit i kristendommen som sådan. Måske er det rigtigt, at man skal besinde sig på denne civilisation - for netop at komme den dovne tænkning til livs… Denne besindelse vil resultere i at træde i karakter og påtage sig ansvar og handle uanset konsekvensen og det had der følger. Som jeg ser det, har had, ressentiment-følelser og doven tænkning drevet yderfløjene i både Israel og Palæstina, og de har fodret hinanden og levet af hinanden. De er hinandens spejlbillede.
Idealforestillingen omkring tostatsløsning og Osloproces var vel, at Israel -side om side med et Palæstina - kunne repræsentere hinandens spejlbilleder og begyndende demokratiske institutioner. En slags tvillingestat.
Men det var et mareridtsscenarium for ydrefløjene i Israel og Palæstina og de omgivende arabiske lande (og Iran), da de så måtte anerkende, at et arabisk demokrati kunne eksistere, hvilket ville true hele regionen.
Jeg er enig i, at et israelsk demokrati kun kan eksistere, hvis der er en demokratisk palæstinensisk pendant. Zionisme betyder jo oprindeligt bare, at man anerkender Israels ret til at have deres land - det er du vel ikke imod? Zionismen må så anerkende, at Israels eksistens er bundet op på en levedygtig (læs: demokratisk) palæstinensisk stat. Desværre er der kræfter på begge sider, der ikke anerkender hinandens eksistens. Tror at de arabiske og iranske omgivende parter har en interesse i status quo - de ønsker helt sikkert ikke en palæstinensisk stat - udfra hvordan palæstinensere behandles i f.eks. Libanon og Jordan - for dem er de en brik i et kynisk spil.
Hvis man læser op på, hvad zionisme oprindeligt er, så er det ultranationale noget der er kommet til, også fordi Israels blotte eksistens - uanset form - i manges øjne blev en provokation i sig selv. Jeg kan foreslå at læse ‘Transnationalism and the Jews’ af Jakob Egholm Feldt (prof. i global historie på RUC). Han bliver interviewet om bogen her: https://www.youtube.com/watch?v=z9Ew_jXK4RI
Nu er libaneserne forøvrigt et af de mest multietniske og kulturelle lande i Mellemøsten - hvor det forøvrigt ikke er lykkes at udrense den store kristne befolkning endnu. Prøv at spørg en palæstinenser hvad hun/han føler af samhørighed overfor en sauder, jordaneset eller en libaneser, og hvorfor de udgør den absolutte underklasse i de lande - ja i Saudi Arabien bliver de ikke lukket ind.
Dødsforskrækkede mandemænd?
Freja Cæcilie Petri Bondgaard (FCPB) har i sidste uges kronik en fin analyse af den passivitet, distancering og ansvarsfralæggelse, som nystoicismen kan give anledning til. Hvor filmen imidlertid knækker for mig, er hendes tilflugt i mande-modbilleder som problemets kerne. Det er efter min mening udtryk for doven og polariserende tænkning - den nemme løsning. Jeg har intet voldsomt behov for at tage Brinkmann i forsvar, men at reducere ham til samme segment som Jordan Peterson og andre hvide midaldrende nystoicistisk-bodybuilding-udøvende mænd - det er da dovent. Brinkmann sætter sine holdninger på og i spil hver eneste uge i sit radioprogram - noget FCPB ellers efterlyser.
Den ikke-dovne måde at tilgå et problem på, er at klarlægge, hvilke spørgsmål f.eks. den stoicistiske tilflugt er svar på. jeg kan her anbefale Pia Lauritzens behandling af spørgsmål f.eks. i hendes bidrag til Tænkepause-serien.
På den baggrund kunne udpeges to spørgsmål, som FCPB's nystoicistiske bodybuilding kunne være (misforståede) svar på:
I et top-down perspektiv kunne spørgsmålet omhandle den magt der skal til, for at holde et offentligt rum frit, så mennesker af alle slags kan mødes og udveksle erfaringer. Et sådant rum kræver magt, men vi har været vant til at denne er usynlig. Med f.eks. Trump som symptom, er denne magt kommet under pres. Spørgsmålet er nu: Hvad gør vi, når den nødvendige men usynlige magt der har holdt det offentlige rum frit, og dermed sikret en demokratisk dialog, bliver udfordret?
Set fra et bottom-up borger-perspektiv har f.eks. Hartmut Rosa en fin beskrivelse af accellerationssamfundet og konsekvensen i manglende resonans - altså borgerens manglende gehør for det andet / anderledes. Spørgsmålet kunne være: Hvad gør vi ved et accellerationssamfund der gør folk syge og efterlader dem i ekkokamre uden gehør for det anderledes?
Jeg er enig i, at nystoicismen ikke nødvendigvis er et godt svar, og kan have de uheldige konsekvenser som FCPB nævner. Men i det mindste er det et svar som ikke udpeger forskellige patetiske mandegrupper som kilde til problemet, men forholder sig til sagen selv.
Henrik V. Jespersen
Gymnasielærer og teologistuderende ved AU
Paulus udskifter Filons semantik med mennesket --> mennesket er den der kan begribe de mest forskellige begivenheder, fordi det er underkastet tiden - kronologien / det horisontale. Herved opstår et indeks, som man kan forstå som narrativet. Det ligner Sløks Da Gud fortalte en historie. Indekset er netop ikke modsætninger som hos Filon, men det som sker. Guds bliven menneske kan i den sammenhæng forstås som en frisættelse ikke bare af mennesket, men også af Gud (Zizek / Markus). Se kvantemekanik og myrens vej som den lige vej --> guds bliven-menneske.
Holde pladsen tom ved at indsætte mennesket [ (ideen ved enevælde)! Magtens inderste legitimitet er at holde pladsen fri med eneste reference til Gud, og sig selv som kastet væsen. At indtage en position med hele sit biografiske indeks. GT / David og den salvede. I sig selv og for sig selv.
Spejler mig i dig SOJ. ]
Du må ikke slå ihjel --> kommentaren
Hvad gør det ved sagen? Sagen holdes fri eller hellig
Træde i karakter --> at elske sin skæbne / at se alle sine masker som én (Kungfu Panda) - dvs alle de begivenheder, som er sket én.
Tronier --> fra det diakrone til det rumslige / synkrone / samtidige: Jesus er ikke fuldendelse af GT-profeti. Jesus har altid været der - ligesom sakramenterne var der ved Moses - Israelerne skal blot agere skræmmebillede-som-menighed - antitetisk.
Menigheden er Jesu lemmer --> netop herved menneskeliggøres Filons semantik!
Kaliffen istedet for kaliffen / Animal Farm
USSR havde en universalistisk aspiration - det har russerne ikke som det er nu.
1660 - det eskatologiske moment, hvor tilfældighederne rådede, og det handlede om at kunne gribe mulighederne og læse situationen. En egentlig begivenhed. Begrebet serendipitet.
Oscar Rothstein tillægger Vesten en block en slags uendelig og guddommelig overlegen skyld, som reproducerer en slags intellektuel kolonisering Vesten og Afrika imellem. Stræber efter et 'sprog', som er 'overlegent', og hvorfra man kan fælde alskens moralske domme --> indsættelse af nyt hierarki. Hvis du læste dine teologer --> Barth / Bultmann. Vesten personificeres og reduceres til overgrebsmanden og Afrika som offeret. Det er en slags retorisk rekolonialisering som f.eks. Zizek har et meget skarpt blik for. Det interessante er, at Gurnah faktisk afviser at blive sat i denne assymmetriske, pacifiserende offerposition. Han siger jo i interviewet, at netop denne personificering af nord-syd-problematikken er en del af problemet, fordi den gennem Vestens påtagelse af en unuanceret og uendelig skyld netop sætter Vesten op på en guddommelig magtposition som ikke adskiller sig væsentligt fra en kolonialistisk position. Gurnah er vred / rasende, men netop ikke hadefuld og nægter at indtage den ressentiment-position som Rothstein umiddelbart vil have ham til at indtage. Han graver et spadestik dybere og ser sig selv og sin baggrund i et myndigt og handlende perspektiv. Hans pointe er vel, at den koloniale magtposition er noget strukturelt som alle kan indtage - også postkoloniale ledere, også Oman-sultanatet. Det er ikke en struktur kolonimagterne har fundet på, men en mulig del af (af)magtens natur. Derved gør han vreden konstruktiv, lutrende og almen gyldig, som står i modsætning til det personlige og perfide had , som Rothstein tilsyneladende på sin vis vil have ham presset ind i.
Det er vel samme pointe, som Kenyas FN-ambassadør giver udtryk for her: https://www.youtube.com/watch?v=ofijY6M-OA8
Gøren universalisme til lov (borgerskabets under Den Franske Revolution).
Fortællinger i flertal som middelklassens universalisme-bud --> bevidsthed om at man er indlejret i verden samtidig med at man er kastet fra et andet sted. Når man har valgt en position, fanger bordet --> Gadamers hermeneutik.
Karl Marx og Det Radikale Venstre havde ret i, at universalismen fungerer frigørende.
Jeg bingede den svenske serie, Hændelser ved Vandet, på dr.dk, som miljømæssigt læner sig kraftigt op ad Twin Peaks. Forelægget er Kerstin Ekmans roman fra 1994. Her forekom det mig, at temaet netop centrerede sig om en dæmonisk lokalisme overfor en frigørende (detektivisk) universalisme. Som jeg før har været inde på, understreger begrebet serendipitet, at hændelser ikke nødvendigvis er meningsfuldt forankret i en lokal verden, men at opklaringen af en forbrydelse eller et mysterium tværtimod beror på en vilje til at mønstre mening på et universelt niveau. Eller sagt på en anden måde, for at løse et konkret mysterium kræves det i princippet, at man afmonterer enhver oprindelig sammenhæng mellem fragmenter i verden.
I den svenske serie sker et mord på to turister, som bliver fundet - ikke 'wrapped in plastic' som Laura - men indsvøbt i et telt, stukket ihjel. Ligesom med Twin Peaks bliver mordet en fremkaldervæske i forhold til det samfund, som mordet sker i. Et fælles budskab er, at der i den lokale isolation - om det handler om den lokale flække eller om det handler om dens 'tvilling' i form af det isolerede hippie-fællesskab - ligger kimen til en slags ondskab, hvor lokal magt degenererer. Men der er også væsentlige forskelle - i Twin Peaks er Laura lokal, og da hendes liv udfoldes i Dale Coopers efterforskning, viser det sig, at Laura på mange måder er centrum for det dæmoniske. I den svenske serie sker mordet på nogle udefrakommende turister, hvis baggrund er helt underordnet for handlingen. Hvor det universalistiske, udefrakommende blik i TP kommer fra Cooper, som i udbredt grad benytter sig af utraditionelle metoder, der peger hen på et næsten gnostisk-esoterisk verdensbillede (altså hvor der er en tragisk afgrund mellem verden og Det Andet / sandheden, som jo på mange måder forudsætter en oprindelig forsoningslære), så repræsenteres det universalistiske blik her af dels lægen og dels en ung mand, Johan, fra den absolutte underklasse i flækken, som i den grad er eksileret i sin familie og fra sig selv. Johan bilder sig ind, at Torsten - hans hillbilly-far ikke er hans rigtige far, men at han er 'ren' samer (moderen er samer). Der er en scene, hvor hans mor afslører, at Torsten faktisk er hans far, og at Torsten har reddet dem ud af en ussel samer-tilværelse. Så selv tanken om at stamme fra en oprindelig samer-kultur tages fra Johan. Johan og lægen Birger slår senere følgeskab i jagten på sandheden.
I virkeligheden bygger sandheden på uheldige fejltagelser: Det oprindelige mord er begået af en psykisk syg halvbror til Johan, som tror, at det er en anden der er i teltet. Annies død tyve år senere er ligeledes en tragisk fejltagelse, hvor Johans samiske mor skyder hende for at beskytte Johan, som hun tror i første omgang er gerningsmanden til det oprindelige mord. Der er altså ikke tale om en form for dæmonisk 'plan', som Bob f.eks. repræsenterer i Twin Peaks. Det onde opstår i det isolationistiske. Der er intet autentisk i naturen eller den isolerede landsby, og der er intet autentisk eller frigørende ved det kapitalkritiske hippiekollekttiv ude i skoven. Tværtimod opstår blot nye endnu mere uhyggelige hierarkier. Hermed bliver hippiekollektivet netop et spejlbillede af den dysfunktionelle landsby.
Løsningen er den egalitære universalisme - men denne skildres som en ganske ulige kamp mod en dæmonisk tyngdekraft. Det kræver en ekstrem vilje, at abstrahere fra det lokale, og forankre sig i den frigørende 'detektiviske' universalisme, som her komplementeres af en universalistisk kærlighed i form af forholdet mellem Birger og Anni samt især forholdet mellem Johan og Mia. Birger og Johan er meget alene i denne kamp. Dette minder både om Zizeks universalisme-diskussion og det ansvar, som Markus-evangeliet i sin fraværskristologi pålægger disciplene og læseren. Samtidig tegner der sig på sin vis også en ny slags alliance mellem under- og middelklasse (Johan og Birger) i kampen mod det lokale-partikulære. Og her når jeg endelig til min egentlige pointe med dette indlæg, for hvad er lægens (Birger) og politimandens (Åke) / øvrighedens egentlige funktion i et samfund? Det er at holde rummet frit, holde folk sunde, så de kan koncentrere sig om det væsentlige: At mødes og skabe liv.
Det bunder i sidste ende om at holde noget helligt, så ting kan ske, og folk er åbne for det der sker. Således er der i princippet tale om en realiseret eskatologi (uddybes senere i forbindelse med Zizek-Markus). At påtage sig denne forpligtelse kræver en enstående vilje - og tro.
Min oplevelse er, efter at have været i Grønland og dér stiftet bekendtskab med en særskilt grønlandsk underklasse (i modsætning til en lokalistisk grønlandsk middel- og overklasse), at der er en forbindelse mellem den grønlandske underklasse og en dansk 'universalisme'. Den grønlandske underklasse kender i den grad til den falske, dæmoniske lokalisme, som af den grønlandske middel- og overklasse hyldes som autentisk og ægte grønlandsk. Man forsøger fra middel- og overklassens side at bilde sig selv og underklassen ind, at selvmord enten er naturligt, en slags videreførelse af qivittoq / fjeldgænger-figuren, eller at det i virkeligheden skyldes en dansk kolonialisme. Men i virkeligheden ligger det i afsondringen, isolationen, det lokalistiske. Universalismen - der kunne holde rummet frit og egalitært - er historisk kommet fra Danmark, og er opstået i det helt særlige forhold mellem de umage parter. I 'hændelser ved vand' personificeres denne underklasse-middelklasse-alliance af forholdet mellem Johan og Mia. Vi bør se GL-DK forholdet i et nyt lys - som vi f.eks. ser ansatserne til i artiklerne fra WA her (Et lykkeligt samarbejde, Gunnar Martens, WA, 30. juni 2023) og her (retur til de ædle vilde, Katja Kvaale, WA, 30. juni 2023).
Naturaliseringen er en given efter for tyngdekraften - og det er en kraft, som vi alle er udsat for, men som vi har en forpligtelse på at distancere os fra.
DK skal hjælpe GL med at blive selvstændigt, og forfatningsudkastet er et godt udgangspunkt.
Men efter min mening er f.eks. Pelle Brobergs og Svend Hardenbergs (hørte lige Hardenberg i "Klog på Sprog" i P1 idag) selvstændighedstanker blot et spejlbillede af kolonimagtens arrogance, og får de magt som agt, vil en 'kolonial' elite blot skiftes ud med en anden Nuuk-elite (som i Orwells Animal Farm). De har begge en enormt kynisk tilgang til magt, som de har udledt af deres fjendebillede, men som de på ingen måde har gjort sig fri af. De vaccinerer sig begge mod at gå ind i en dialog ved at påstå, at enhver modstand mod deres argumenter er udtryk for en slags falsk kolonial bevidsthed, og udtryk for et stockholm-syndrom. Hermed kan de sætte sig selv op på position, hvor de positionerer sig som orakler / præsteråd. Man kunne efter temperament kalde det for doven tænkning eller bare ren magtkynisme. Tænk f.eks. på Brobergs reaktion, da hans tanker om grønlandskhed blev mødt med spørgsmålet om racehygiejne. Dette spørgsmål var i hans øjne utidig kolonial indblanding i en intern grønlandsk debat, som jo bare havde til formål at forhale selvstændigheden. På samme vis omtaler Hardenberg den fælles 300-årige grønlandske og danske historie som et øjeblik i inuit-historien (i Klog på Sprog), og mere eller mindre en konstruktion. Selvfølgelig i modsætning til noget der absolut ikke er en konstruktion - og det er inuit, som så er et autentisk og oprindeligt folk. Men er det ikke blot også en konstruktion? Er den moderne grønlænder ikke mindst lige så langt fra den præ-moderne grønlænder som enhver anden? Hvad er det i det 'oprindelige' der er så eftertragtelsesværdigt? Jeg tror ikke, at grønlændere der oplevede overgangen til det moderne samfund, vil tilbage til et samfund med sult og ånder og afhængighed af fællesskabet. Det er en moderne efter-romantisering, og i virkeligheden er termen oprindelig / indigenous en kolonialistisk term. Derfor havde Lyngvild mere ret i sit budskab end man tror, når han fremstiller både vikinger / vikingetid og traditionel inuit-kultur som kitsch, og, hvis man følger Zizeks argumentation, blot udstiller oprindelighed, autencitet og identitetspolitik som det redskab det er for en ny slags kapitalisme (se henvisning til Zizek nedenfor). Denne oprindelighed har intet med nogen virkelighed at gøre. Når jeg hører Broberg / Hardenberg kan jeg ikke lade være med at tænke på saudisk 'kultur' - Saudi Arabiens såkaldte kultur har intet at gøre med traditioner, men er en ren og skær mafia der gennem 'tradition' undertrykker og har til formål at fastholde magten for sin kongefamilie og kitschede udklædte prinser, og at søge et 'indigenous' ejerskab til en oprindelig inuit-kultur er efter min mening en banalisering og pervertering af dens arv. Det er nok ikke det, som Hardenberg / Broberg er ude på, men deres magtkyniske afkobling af enhver kritisk dialog kunne pege på en glidebane i den retning.
Den bedste 'oversættelse' af inuit-kultur jeg har set, er i virkeligheden Niviaq Korneliussens Homo Sapienne, Blomsterdalen og teaterstykket 'Den grønlandske Mand', hvor en distinkt moderne grønlandsk kultur fremstilles som en by-kultur, og en særlig filterløs mellemmenneskelighed / åbenhed / kærlighed / lidelse, som jeg kan genkende fra min tid i GL, og som var nærmest en åbenbaring for en velfærdsdansker som mig. Men dette er ikke særligt 'etnisk', men derimod en særlig mirakuløs menneskelighed, der kun har kunnet udvikle sig i GL med dets 'tilfældige' placering, natur og historie. Korneliussen bedriver det man kunne kalde for sjælesorgsamtale i litterær 'forklædning' - hun accepterer lidelsen som en naturlig del af livet (hvormed man kunne antage, at hun rammer lige ind i kernen på inuit-erfaringen), og annullerer ethvert systemisk hierarki mellem forfatter og læser. Hun er den 'uvidende', sårbare forfatter der ikke bare taler til læseren, men tager hende ved hånden. Hvis Korneliussen engang skulle vælge en anden vej end litteraturen - hvilket jeg ikke håber - så ville hun blive en fantastisk præst. For en velfærdsdansker som mig var hun en åbenbaring, og jeg forstår inuit-kulturens fantastiske menneskelighed og glæde igennem lidelsen - de to er naturligt forbundne. Blomsterdalen er en lang sjælesorgssamtale, hvor hun ikke prøver at ignorere lidelsen, men forsøger at se den som uadskillelig til livet og kærligheden - så man lærer at leve med den istedet for at vælge den uacceptable løsning.
Jeg mener, at Grønland bør være selvstændigt - og det ville også være godt for DK. Hvor den selvstændighed så bedst kan udfolde sig - ja, det handler om en besindelse på, hvad suverænitet egentlig er. I hvilken sammenhæng er GL mest suverænt og frit? Vil man knyttes til USA, Canada, eller en form for free association med DK? Hvis forholdet mellem DK og GL skal fortsætte under en eller anden skikkelse, skal vi, om ikke have en sandhedskommission, så i hvert fald have belyst de dysfunktionelle sider, som den fælles historie har afstedkommet. Vi har en fælles historie - og det kræver en fælles indsats at uddrive erfaringer af den. Vi står på den samme side her, og det skal også danskere indse - at det er i deres 'interesse' at få de mørke sider af historien frem. På den anden side kommer der intet godt ud af det ressentiment- og had som er i visse dele af især den grønlandske øvre middelklasse, og som bare reproducerer sit kolonialistiske fjendebillede som Kammerat Napoleon i Orwells Animal Farm.
Slavoy Zizek siger noget om britisk kolonialisme i Indien her: https://youtu.be/b44IhiCuNw4 41min50sek inde. Her siges det, at dyrkelsen af hinduisme (og konfuzianisme i Kina) er et redskab for den nye hyper-kapitalisme (uden behov for demokrati), som har til hensigt at holde masserne i ro. På den måde peger Brobergs og Hardenbergs inuit-dyrkelse mod at blive elite i en slags global hyper-kapitalisme-uden-demokrati, og salget til Trumps USA ville således måske have været i deres interesse. Zizek mener ikke, at den britiske kolonialisering var en forhindring for Indiens frihed, men derimod banede en vej til frihed, fordi denne udvikling har muliggjort vejen til en reel frisættelse (både fra traditionerne og koloniherre) , og det han kalder for en universalisme. Universalisme er det modsatte af forsøget på at indstifte en "naturlig orden" - begrebet 'indigenous' såvel som identitetspolitik er del i dette indstiftelsesforsøg - og er, ifølge Zizek, identisk med Mussolinis fascistiske orden, hvor alt havde sin naturlige plads og oprindelighed. Hvor Broberg og Hardenberg vil gøre inuit-arven eksklusiv og naturalisere den til at tilhøre 'de oprindelige', gør Niviaq Korneliussen det stik modsatte - hun universaliserer den unikke inuit-arv, og gør den tilgængelig for enhver. Hun gør i Blomsterdalen ikke selvmord til en kulturel, eksotisk kuriositet, men viser i al sin gru hvad det handler om - endda med udgangspunkt i Østgrønland, som er en intern marginaliseret gruppe i GL. Til sidst, da hovedpersonen lukker øjnene i en bil med høj fart og slipper rattet, sidder man som læser selv dér - som fuldfed velfærdsdansker - med fuld fart ind i døden. Det er godt gået af Korneliussen... Selv hovedpersonens ældre ven Nava, som gør en dyd ud af den genkendelige og karakteristiske grønlandske filterløshed, er målløs og afmægtig tilskuer, hvorved at det der skal repræsentere grønlandsk kultur ikke har lod og andel i hovedpersonens selvmorderiske adfærd. Forøvrigt er Navas adfærd ikke væsentlig anderledes end hovedpersonens - det handler i virkeligheden om den konstante flugt. Selv med Nava er budskabet i virkeligheden universelt - hun er først og fremmest menneske.
Hvor Broberg/Hardenberg-versionen af inuit blot er en forkvaklet afspejling af koloniherrerne - nu bare blot med nyt oprindeligt herrefolk - gør Korneliussen et inklusivt-demokratisk forsøg på at gøre inuit-arven universel. På samme vis synes jeg egentlig forfatningsudkastet er en fornem afspejling af en universalisme, som faktisk forsøger at forhindre en ny elite (som Broberg/Hardenberg) i at definere hvad der er ægte / uægte grønlandsk. Det er ikke overraskende, at Broberg hurtigt afviste resultatet. Hvis DK kender sin besøgelsestid, skal vi hjælpe GL med at udfolde denne ambition.
USA vil f.eks. hellere end gerne hjælpe dem med at "stå på egne ben". Bloktilskuddet er en dråbe i havet i forhold til de ressourcer GL sidder på og den rækkevidde DK har via GL udover at være en prop i Østersøen. Vi er de små i hele det her spil, og det hele minder uhyggeligt om tiden før 1864, hvor man på samme vis havde imperiale nationalliberale febervildelser om Slesvig-Holsten. Hvis vi vil fastholde et bånd til GL - og det ved jeg ikke om vi vil - så må vi indse vores position som småstat, appellere til GL om, at det dels er i deres interesse at være i forbund med en småstat fremfor en supermagt (og det mener jeg så GL har en interesse i, da de på den måde kan fastholde en langt større suverænitet og frihed), dels at GLs adgang til vores uddannelsesapparat og velfærdsstat tjener dem bedst, og endelig at vi er forbundet civilsamfundsmæssigt gennem utallige familiebånd. Men det er os der bør stå med hatten i hånden - ikke GL. Og derfor bør vi også hjælpe dem med at udvikle deres suverænitet bedst muligt - det er i mine øjne den eneste farbare vej. Og jeg mener faktisk at forfatningsudkastet peger i den rigtige retning - men jeg tror så ikke at den kan realiseres, hvis GL for alvor rykker ind i USAs favntag...
Nogle gange kan det være dybt tilfredsstillende at objektivere sig selv - at smadre sig selv igennem almengørelse. En slags dødsdrift. Ikke sådan forstået at man på en perverteret måde krænger det indre ud, men derimod antager, at det der var anset som indre i virkeligheden er en almen erfaring. Det var givetvis det der var Freuds vision med drømmetydningen. Det handler ikke om, at stille sit indre til skue. Zizek taler rammende omkring en rektal kamera-undersøgelse han fik foretaget, hvor han bagefter - til sin store væmmelse - fik tilbudt filmen med hjem på en dvd. Denne reduktion af grænsen mellem indre og ydre er en ekstrem fremmedgørelse, som Koselleck desuden taler om i den moderne (Neuzeit) stadige gøren-det-andet-til-det-samme.
Det er ikke denne gøren-det-andet-til-det-samme der er pointen her (ligesom det ikke var hos Freud). Tværtimod handler det om den kæmpe frihedserfaring der ligger i, at gudsbilledet selv repræsenterer en forladthed, således som Zizek præsenterer os for i sin 'kristne ateisme'. Han har samme pointe i en diskussion mellem kontinental transcendental filosofi (som ender i epistemer og historicisme - dvs. at 'man' kun kan udtale sig indenfor det paradigme, at et givet spørgsmål giver mening) OG en analytisk empiristisk filosofi, som glemmer / fortrænger egen position, og bare 'fremstiller verden som den er'. Zizek er modstander af begge dele, og hans løsning tager udgangspunkt i kvantefysikken, specielt Bohrs kosmologi, hvor usikkerheden er iboende fænomenerne. Dvs. det, at man ikke kan måle position og hastighed samtidig er ikke en fejl ved vores perception eller udtryk for måleinstrumenternes uformåen - det er derimod en egenskab ved fænomenet selv. Zizek sammenligner det med sin søns videospil (som han kalder det), hvor huse eller skove, som ikke er en del af historien ikke er tilgængelig, men blot kulisse. Zizek mener, at Gud med den seneste kvantemekaniske indsigt undervurderede mennesket - han har på samme vis blot skabt kulisser omkring os, som ikke er meningen at vi skal trænge ind i, men som vi ikke desto mindre gør (jeg har skrevet lidt om kulisse / ude-erfaringen som en del af grønlandsk kosmologi her). Det er lidt som barnets tanke om uendelighed, den svimlende tankerække om universets grænse - og spørgsmålet om, hvad der sker, hvis man slår hul på den grænse.
Da jeg hørte Zizeks analogi med sin søns videospil, kom jeg til at tænke på en drøm, der har sat sig fast i min bevidsthed, og som jeg også underholder mine omgivelser med, fordi den er så uhyggelig.
Jeg havde drømmen i starten af 2002, da jeg var på studieophold i Berlin. Jeg boede i Grunewald på et kollegium på Dauerwaldweg, og skrev på en opgave om forholdet mellem kabbalisme, historie, litteratur og hermeneutik. Det er en opgave, som på den ene side var volapyk, men på den anden side har skabt grundlag for, hvor jeg er i dag. Jeg hoppede ved den lejlighed nok ned i et kaninhul, hvor jeg nok blev forført af kabbalismens esoteri og mystik på den ene side, man på den anden side forsøgte at tøjle den med Hayden Whites metahistoriske kategorier på den ene side, og Gadamers hermeneutik på den anden. Det er kun som ung, naiv studerende, at man kaster sig ud i et sådan projekt - og absolut ikke karrierefremmende. Men jeg har så senere fundet ud af, at det var livsfremmende - jeg kan se idag, at det i virkeligheden på mange måder var en udfordring af den gnosticisme, som er en forjættelse og lise for den eksilerede sjæl, men som - uden sammenligning i øvrigt - bør føre til samme afvisning som Augustins af manikæerne. Således handlede det i sidste ende om konsekvenserne af det europæiske jødiske eksil - her taget udgangspunkt i den spanske uddrivelse i 1490'erne (Cordovero & Luria og deres version af gnostocismen i form af kabbalismen) - og som i sidste ende blev et universale for os alle med holocaust. Hermed genaktualiseredes et modbillede i en konsekvent gnostisk retning, som i den grad har farvet og defineret den vestlige kristendom (Blumenberg/). Det handlede ikke om, at denne version af gnosticismen var jødisk, men at den var gnostisk, og hvordan den har skabt en kosmologi og en perception i f.eks. Harold Blooms og Hayden Whites litterære analyse - hvis 'virkelighedsperception' er yderst kompleks, og må imødegås som netop en kompleks kosmologi. Jeg forsøgte at anvende Gadamer og hans hermeneutik som en egentlig imødegåelse af denne verdensforståelse. Gadamer tager udgangspunkt i Heideggers afvisning af gnosticismen i en kastethed og dermed vores omgang med verden og tingene som (værk)tøj. Men denne kastethed er noget afledt og sekundært. Det handler også om, at vores eksistens bundet i, at vi er kastet, således at forladtheden / forskellen er en præmis i sig selv. Heidegger drog en uheldig konsekvens af dette i kraft af en perverteret forestilling om super-/overmenneskets indsigt i denne sandhed, og dermed overmenneskets amoralske skabelseskraft på baggrund af et folk (se Zizek). Dvs. Heidegger befandt sig i tingenes afkoblede verden, hvor hans modbillede - den jødiske gnosticisme - afviste denne verden til fordel for en mystisk verden, hvorfra vi er kastet og faldet. Han gjorde - som Nietzsche - en dyd ud af faldet. Gadamer afviste denne modstilling af eskatologier og forsøgte istedet at undersøge det helt nødvendige og konstruktive bedrag mennesket bliver nødt til at leve med - at vi altid-allerede altid samtidig er og ikke er (kunne man kalde dette for en realiseret eskatologi?). At vi både lever i en horisontal tidslig verden samtidig med en vertikal, og netop forholdet mellem de to er et menneskeligt vilkår. Noget som f.eks. Sløk er inde på i jongleringen af et guddommeligt, og et menneskeligt sprog, og som Luthers toregimentelære peger hen på. Hele kirkens konstruktion - gudstjenesten - er i den protestantiske version et forsøg på, at gøre den vertikale tro total - at indstifte en eskatologisk bevidsthed om, at verden omkring ikke eksisterer - men, at dette er en trosakt, som ophæver sig selv så snart vi går ud af kirken og i den horisontale verden. Ifølge Sløk ligger gudssproget til grund for alt, og kan ikke reduceres til særlige fakulteter, men alligevel kan det ikke tales, men kommer som vertikale indbrud / mirakler. Disse indbrud sker ikke nødvendigvis i kirken, men kirken sætter en arkitektur for denne kosmologi og vekselvirkning mellem en total vertikal verden og en timelig horisontal. Det er denne vekselvirkning, som Gadamer forsøger at beskrive med sin hermeneutik og horisontlære, og bunder således i virkeligheden i en protestantisk kristen tanke.
Alle disse sammenhænge havde jeg på daværende tidspunkt kun yderst vage forestillinger om - det er faktisk først efter jeg er begyndt på teologien, at jeg har forstået min vej her.
Men det var i begyndelsen af dette spring og indledende fald gennem kaninhullet, at jeg havde en voldsom jordskælvsoplevelse i form af en drøm. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt også havde læst drømmetydning med både Freud og Jung, som måske også kan forklare sceneriet i drømmen.
Jeg drømte, at jeg vågnede. Jeg vågnede op i mit kollegieværelse på Dauerwaldweg. Jeg var på det tidspunkt sikker på, at jeg vågnede, men jeg var usandsynlig tung, og kunne kun med yderst besvær rejse mig op i sengen. Jeg følte mig skæv og deform i hele kroppen. Værelset lignede sig selv, indtil jeg så, at mit spartanske arbejdsbord var udskiftet med et antikt, tungt og rigt ornamenteret skrivebord. På det tidspunkt vidste jeg, at jeg stadig drømte, og pga. min tonstunge krop, væltede jeg tilbage i sengen i den forvisning, at jeg, i drømmen, kunne falde i søvn og vågne op i virkeligheden. Jeg husker ikke hvor mange gange dette gentog sig - men det var mange. Hver gang var der noget nyt der havde ændret sig. Det kunne være en plakat på væggen, der var udskiftet med et maleri. En af gangene hvor jeg 'vågnede' lykkedes det mig at rejse mig op, og gå hen og åbne døren ud til kollegiegangen - jeg ville forsøge at råbe mine naboer op, eller gå en tur i omegnen. Men der var bare grå tåge - ingenting. Det var det syn jeg kom i tanker om, da Zizek fortalte om sin søns videospil, og kulissehusene / skovene. Der var simpelthen ikke adgang - det var ikke meningen, at jeg skulle gå derud. Efter at 'cyklussen' havde gentaget sig flere gange var jeg efterhånden blevet voldsomt desperat, og begyndte at overveje, om jeg nogensinde ville komme tilbage. På et tidspunkt da jeg vågnede endnu engang i drømmen, kiggede jeg ned på min højre hånd, hvor jeg holdt en slags legetøjshest. Den var mekanisk og leddelt på midten, hvor den bevægede sig op og ned. Og her kommer så et ekstra twist, for i desperation ville jeg kaste den mod væggen, men tog mig i det fordi, at jeg vidste, at i den virkelige verden var det i virkeligheden min mobiltelefon jeg holdt. Jeg holdt ofte min mobiltelefon når jeg sov. Så hvis jeg smed 'hesten' mod væggen, ville det i virkeligheden være mobiltelefonen jeg ville smadre. Da jeg endelig vågnede i virkeligheden vidste jeg ikke om jeg var vågen. Jeg følte mig næsten lige så tung og deform som i drømmen, men nu var mobiltelefonen der, og jeg kunne gå udenfor døren. Verden var der igen. Det var en usigelig lettelse, og jeg tog s-bahn ind til bymidten og gik en tur i den berlinske nat. Den næste dag da jeg snakkede min forældre, fortalte far, at han vidste - på præcis det tidspunkt jeg havde drømt min drøm - at noget var helt galt.
Jeg har efterfølgende set drømmen som et 'hul' i virkeligheden, hvor min kastethed i al sin gru gik op for mig. Det var som om, at sceneriet var blevet sat i stand for mig i præcis i den søgen, som jeg var i med min gnosticisme-opgave som baggrundstæppe. Som om, at jeg nu befandt mig ansigt-til-ansigt med noget essentielt. Jeg tror, at denne drøm fastholdte mig på sporet mod den pointe, som først er udfoldet i sin begyndelse nu, og som det er meningen at jeg skal omsætte på den måde jeg skal i form af et præstekald. Ja, det er jo nok at svinge sig noget op i missionære højder - men tanken kan og vil ikke forlade mig. Jeg tænker denne drøm som et slags indbrud på tværs af tid og rum - også fordi min far også mærkede dønningerne fra det. På en måde var det en slags unplugging - som i Matrix eller filmen The Thirteenth Floor - som vaccinerede mig mod enhver form for gnosticisme: verden bagved denne er simpelthen ikke - det er ikke meningen, at vi skal derud - og vi må leve med, at vi er kastet ind i en verden, hvor vi reelt kan være. At spørge hvorfra vi er kastet (gnosticismen) er det samme som at spørge om, hvorfra min drøm kom fra. Vi kan kun erkende fra og i vores kastethed. Måske var det her, at jeg blev reddet fra et fald ned i en mystisk verden - det jeg i mangel af bedre ord kunne betegne som helvede.
Kong David er forbilledet for den ideelle konge - det højeste fyrstespejl. Fortællingen om David er den mest sammenhængende fortælling i Det Gamle Testamente, og tegner et skarpt billede af en karakter. Det har skabt forbilleder for senere konge- og messias-figurer, herunder Jesus, som ligesom David skulle fødes i Bethlehem, selvom han kommer fra Nazareth. Salving af de enevældige konger skete på samme vis med reference til David. I GT finder man et ambivalent forhold til konge-figuren. Man fandt en tredje position mellem den ægyptiske farao, som var en inkarneret guddom og den babylonske konge, som var en slags statholder for det guddommelige kongedømme. Den gammeltestamentlige leder / patriark / konge var uvillig til at påtage sig ansvaret af Gud, de tidlige ledere, profeter og patriarker havde et personligt forhold til Gud - senere havde kongerne kontakt gennem drømme og profeter. Og lederen var menneskelig uperfekt, men i sidste ende tro mod Gud (f.eks. Abraham, Moses, Josva osv.). Desuden var kongedømmet egentlig en ugudelig konstruktion ifølge deuteronomisterne, hvilket vi ser af Samuels samtale med Gud, hvor Gud modvilligt går med til at indsætte en konge (Saul).
Davids rige således som det fremgår af GT har sandsynligvis aldrig eksisteret i det omfang. Vi har ingen eksterne kilder, der bekræfter det - kun en lille passage på en ægyptisk stele, hvor David nævnes. Men det er sådan set heller ikke det centrale. Det centrale er, at der givetvis har eksisteret et rige midt i et sammensurium af forskellige folkeslag. Et rige, der har eksisteret i et magttomrum, hvor stormagterne - babylonere, persere, ægyptere - midlertidigt havde en form for nedgang, måske i interne og indbyrdes stridigheder.
Et rige der opstod på baggrund heraf skulle have en helt særlig styreform. Kongen / fyrsten skulle have en (menneskelig) evne til at navigere mellem mange dagsordener og fraktioner, idet magten var fundamentalt skrøbelig. Vi ser f.eks. hvordan David på skrømt går i tjeneste hos filisterne. David selv kommer i sin slægt fra moabitten Ruth (moabitterne var ofte fjender, og ifølge legenden var resultat af Lot og hans døtres blodskam). David er en opportunistisk guerilla-kriger, hvor hele Sauls Hus tilfældigvis falder, således at David kan overtage riget og gifte sig med Sauls datter. Men i fortællingen her veksles denne opportunisme med lydhørhed overfor Gud. Som fyrstespejl betragtet er der her tale om en negativ definition af magten. Eller en negativ definition af væren. Det kræver en stadig kamp at holde rummet / riget frit. Og mister man gehøret for det som kommer udefra, og bliver magtfuldkommen - eller positionerer sin magt - så fortabes man (f.eks. Saul, som går imod Guds ordre på at dræbe alle fjenderne - og David fortabes også i sit begær da han forelsker sig i Batseba).
At holde riget frit kræver en konstant anstrengelse, som man før eller siden knækker for. Enten fordi man tror, at magten udspringer fra sig selv (positioneringen), eller pga. begær, så man ligeledes mister sit gehør for Gud (eros-agape) eller fordi man skal gøre nødvendige ting, som er umenneskelige (Saul). Det, som Guds tjener, at have magten, slider mennesket op - lidt som Frodo og Ringen - og det er også derfor, at Gud, med Samuel som mellemled, tøver med at indsætte en konge i form af Saul.
Senere hen forandres messias-figuren - f.eks. i Salmernes Bog, hvor David ophøjes. Ligeledes sker det selvfølgelig i Jeremias', Esajas' og Daniels Bog. Jesus kan siges at være en konsekvens af den umulighed som blev udtrykt af Guds tøven overfor Samuel. På den måde tror jeg det er helt oprigtigt, når evangelierne og Paulus ser Jesus som redningen og den egentlige realiseringen af jødedommen efter templets ødelæggelse i ca. år 60 e.Kr.
Det forunderlige er så, at kristendommen bliver romerrigets statsreligion, og sidenhen fyrsternes, hvilket på mange måder er Paulus' fortjeneste. Men sidenhen kan også Karl den Store og indførelsen af enevælden i Danmark tjene som eksempler på den enestående indsigt i magtens natur, som både David og Jesus - eller deres virkningshistorie - er udtryk for. Nemlig at magten er negativt defineret, idet der kun er én positiv magtinstans. Og at magtens opgave er, at holde riget og rummet frit og helligt, således at 'ting kan ske'.
Det var den økonomiske historiker Svend Aage Hansens Adelsvældens grundlag fra 1964 som indledte et paradigmeskifte indenfor magtforskningen, idet han vendte op og ned på hidtidige antagelser omkring enevælden. Hvor den radikale historikertradition med J.A.Fredericia mente at adelsvælden faldt i 1660 fordi adelstanden forfaldt, påviste Hansen, at adelens tilbagegang var et resultat af statsomvæltningen. Altså blev der vendt op og ned på årsag-virknings forholdet. Dermed anvendes også en helt anden tilgang til magten: nemlig at magt ikke er en position som kan mistes, men en negation som har gehør, og som under de rigtige forhold formår at holde rummet frit' og med en lydhørhed navigere klogt imellem positioner. Således var Fr.3 udpræget lydhør overfor situationerne som de viste sig under stændermødet op til statsomvæltningen. Han havde ingen masterplan, men magten viste sig og blev grebet - man kan sige, blev skænket, således som Kongeloven også var et udtryk for. Far skriver i sin Danmarkshistorie (s. 18) at: "Med udtrykket magtstaten menes her en statsmagt, som eksisterede i kraft af sig selv og for sig selv, udenfor og hævet over samfundets stænder". Kan man tolke det som andet end en magt der skænkes af Gud? En sådan magt kan kun eksistere negativt (borgerens indtog (tiggerordener) og forvandlingen fra religiøst objekt --> subjekt (tilføjet den 9.6.2023) - uden for den indstiftede 'objektive' stænderorden // serendipitet som civilisatorisk ledetråd / skabelse af et rum, hvor gehør for det udefra-kommende kunne skabes (religiøse subjekt = borgeren).
De enevældige konger af Guds nåde havde, som konger, profeter og patriarker fra Det Gamle Testamente deres menneskelige fejl, svagheder, men viste netop derigennem magtens negative natur - altså, at magten var skænket. For de var aldrig i tvivl om, hvor magten kom fra. Samtidig lykkedes det for enevælden at friholde rummet, således at der kunne opstå en offentlighed, hvor mennesker kunne mødes (se f.eks. brev til T). Denne erfaring i at omgås magten er også småstatens tilgang - man kan sige, at det westfalske system bestod af små og mellemstore stater, som først blev brudt med Napoleon og siden Hitler. I det westfalske system holdtes den negative magtdefintion i hævd - og den danske enevælde, kongeloven og danske lov er blot et resultat af dette. Hvad der gjaldt for staterne i det westfalske system gælder i særdeleshed for småstaten Danmark. Ligesom det gjaldt for Israels eksistens mellem stormagter på Davids tid. Det er udfra dette magtbegreb, at et reelt fyrstespejl kan konstrueres!
Det gamle Testamente (som er den kristne 'samling' af de jødiske tekster) er forskellig fra den hebræiske bibel.
På mange måder er selve samlingen omtrent samtidig - og man kan endda argumentere for, at samlingen af den hebræiske bibel er senere end Det Gamle Testamente. Den hebræiske bibel er et udgangspunkt for også senere kommentarer fra rabbinere, som selv kan siges at være en del af det samlede værk, Torahen, selvom der også kan skelnes mellem kommentarerne, Talmuth (senere kommentarer), og Torahen.
De enkelte skrifter er selvfølgelig forudgående jødiske skrifter af varierende alder, men før vores tidsregning forekom disse indenfor den almindelige jødedom i skriftsruller, og det var først omkring det 1. århundrede e.Kr. at de samledes i kodeks (bøger) omtrent samtidig med den kristne bibel. Måske var endda den hellenske oversættelse af de jødiske skrifter (Septuaginta - alexandrinsk diaspora-oversættelse fra det 3.-2. årh. f.kr.) først med dette samlingsprincip i kodeks. Dermed var den helleniserede diasporajødedom og deres samlingsprincip måske direkte forbillede for kristendommen.
Det som jeg synes er interessant her, er samlingsprincippet i henholdsvis Det Gamle Testamente og i TaNaKh (Torah, Nevi'im og Kethuvim = loven, profeterne og skrifterne). Det Gamle Testamente har et augustinsk tidligt samlingsprincip: Der er et erfaringsrum, som går fra 1. Mosebog til 2. Kongebog. Dvs. Fra skabelsesberetningen over jødernes fordrivelse til det babylonske fangenskab (586-538 f.Kr.) og til tilbagevendelsen under den persiske Kong Kyros og genopbyggelsen af templet i Jerusalem (Ezras, Nehemias' og Esthers Bog). Det er den første 'historiske' og fortidige del. Sidste og tredje del - forventningshorisonten - består mest af profetiske og apokalyptiske / eskatologiske udsagn om bl.a. en ny pagt, som peger hen mod Jesus. Augustin mener jo i sin Bog 11, at mulig nutid - og dermed væren - kun er mulig, når denne nutid (som han kalder opmærksomhed) er spændt ud mellem erfaring og forventning. Dvs. - med Kosellecks ord, når forventning kan udledes af erfaringen. Augustin står som en bagudvendt profet i en nutid og ser mod fortiden, men fremtiden så at sige kommer bag om ryggen på ham. Midten - mellem erfaring og forventning - er det rum, som man forsøger at 'holde frit'. Som man kan 'være' i. Det er dette rum, der er forudsætningen for vores opmærksomhed og åbenhed mod det andet. I Det Gamle Testamente udgør denne midte fem bøger: Jobs Bog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen. Altså skrifter omhandlende visdom, parænese og eksistentielle områder. Her overfor udgør midten i TaNakh det, som kunne kaldes for det deuteronomistiske historieværk, som tager afsæt i 5. Mosebog og derefter gennemgår historien gennem de tidlige og de sene profeter og ender i med det babylonske fangenskab - altså i modsætning til Det Gamle Testamente, ender det ikke med templets genopbyggelse, man tragisk med uddrivelsen. Uddrivelse og eksil er altså et helt centralt fokus, som peger hen imod, at det er skrevet og / eller samlet af diasporaen i hellenistisk tid. Fokus kan her siges at være Kong David og hans rige som kulminationen - men der er imidlertid også skepsis overfor kongedømmet, og man kan sige, at det deuteronomistiske historieværk i udpræget grad er et fyrstespejl, som skal forsøge at holde fyrsten på den rette vej. Det er først i tredje del (Kethuvim) med f.eks. Salmernes Bog, og de apokalyptiske profeter, at David indsættes som en messiansk skikkelse. Skrifterne - tredje del i TaNaKh er en rodekasse af senere skrifter. Nogle mener også, at TaNaKh er sammensat efter et hierarkisk princip, hvor den første del er den vigtigste - Torahen / Loven (1.-5. Mosebog), og dermed ikke følger et slags augustinsk samlingsprincip.
Det, som jeg synes er interessant i forhold til samlingen af Det Gamle Testamente er, at man i erfaringsrummet (1. Mosebog --> Esthers Bog) har samlet åbenlyst mytisk stof og kvasi-historisk stof i en blok. Vi ville umiddelbart kalde dette for en sammenblanding, og den historiske kilde-kritiske tilgang har været, at forsøge at skelne de historiske 'fakta' fra det mytiske stof. Men hvad nu, hvis der slet ikke er tale om en sammenblanding? Hvad nu hvis man forrykker perspektivet fra et metodisk- til et kosmologisk, således som vi gjorde det i indlægget her?
Som vi skrev i indlægget, hvor vi diskuterede Sherlock Holmes og serendipitet:
Derfor står det for mig temmelig klart, at Holmes' kosmologi er fragmenteret i sig selv, og sammenhængen mellem fragmenterne skabes af menneskelige viljer i magt eller afmagt. Det ved Holmes - men det ved Watson og Scotland Yard ikke. Holmes ved, at at en sommerfugls flagren det ene sted kan forårsage en storm det andet sted. Intet er for småt - og ofte er det også små besynderligheder og uregelmæssigheder der synes ubetydelige, der er nøglen til større mysterier. Det har intet med 'kaosteori' at gøre - det kan ikke sættes på formel. Holmes må ud i felten og bruge alle sine sanser. Være åben overfor det mest uventede.
Man kan forskyde det videnskabsteoretiske fokus på induktion og deduktion som to metoder over på det kosmologiske og med Benjamins ord at tale om det teleologisk-hedenske overfor det eskatologisk-åbenbarende. I det teleologisk-hedenske skubbes det over-naturlige ud af 'historien'. Det store inde-ude - altså erkendelsen af det andet - ligger i en fjern fortid og i en forestående dommedag. Herimellem er der et af mennesket etableret ekkorum af logik, som kan afklares - f.eks. som en hegelsk dialektik. Det betyder grundlæggende, at den bestemte anden reduceres som en funktion af denne historie - man forvises med Kierkegaards ord til hundehuset. Man er ikke klar på at begribe mennesker eller begivenheder som noget andet - man mister sine sanser. Tro og viden bliver voldsomt adskilt her - springet herimellem er med Kierkegaards ord som at springe ud på 90000 favne vand - en terroristisk akt, som det ville være hvis Abraham havde dræbt sin søn ved Moriabjerget.
Benjamins eskatologisk-åbenbarende kosmologi handler derimod om, at det guddommelige kan indfinde sig hvornår det skal være. Og man skal være klar og åben til enhver tid. Altså en radikal åbenhed overfor begivenheden-som-åbenbaring. De fleste kender fornemmelsen af, hvordan forelskelse eller et barns fødsel pludselig fungerer som den begivenhed, der spreder mening og lys over hele ens liv. At alle ens handlinger og det skete førte til præcis denne begivenhed. Det der før var tilfældigheder virker nu meningsfyldt.
Ved at samle det mytologiske- og det 'historiske' stof (som er vores opdeling) i et samlet erfaringsrum, bliver begivenheden altså forvandlet fra en historisk begivenhed, til en begivenhed-som-åbenbaring. Altså et fokus på, at man skal være beredt og åben for det, som kommer udefra til enhver tid. Og det er præcis visdomlitteraturen, parænesen og de eksistentielle spørgsmål til væren, som netop udgør midten - og dermed opmærksomheden i augustinsk forstand - der fremhæver denne pointe. Den tredje profetiske tid omhandler eskatologien og de sidste tider. Og det er min overbevisning, at netop denne eskatologiske bevidsthed er hele forudsætningen for, at man i det hele taget kan tale om tid og væren - altså at man kan skabe en opmærksom 'væren' i det, vi kalder for nutiden. Og denne opmærksomhed er helt og aldeles møntet på Gud - eller det Andet (via eskatologien).
Dette er en civilisatorisk pointe, som Sophus Helle på fremragende vis sporer til begrebet serendipitet (som etymologisk stammer fra Ceylon / Sri Lanka) her. Sophus Helle tager her udgangspunkt i krimigenren som via begrebet serendipitet (som er behandlet andet steds i blokken) danner et nøglebegreb for den vestlige civilisation. Serendipitet omkalfatrer den traditionelle opfattelse af detektiven, som afslørende væren baseret på faste naturlove. I stedet er det tilfældigheder, der udgør hovedsporene (Sherlock Holmes) - og en bevidsthed herom - der gør, at man skal holde sine sanser og opmærksomhed maksimalt åbent for det 'helt andet' - ligesom samlingen af Det Gamle Testamente egentlig også viser os! Gud kan ikke - som teismen udviklede sig til - udfases til en fjern mytisk fortid eller en fremtidig apokalypse. Modsat en futuristisk eskatologi (Hegel / Marx) lever vi i virkeligheden i en realiseret eskatologi - som Johannes og siger: Guds rige er allerede iblandt os. VI er ikke slaver, der først skal frigøre os fra et åg (lignelsen om Martha og Maria (Lukas 10). Vi er allerede frie.
Det er den vestlige civilisations hovedbudskab! Og når vi siger den vestlige civilisation er det i virkeligheden noget skævt - som Sophus Helle skriver, stammer begrebet serendipitet i virkeligheden fra den nære orient samt Indien.