Billedet ovenfor - fra filmen Dunkirk - er meget illustrativt i forhold til mit bumpede karriereforløb.
Læg mærke til referencen til Casper David Friedrichs "Vandreren over tågehavet" og dermed også kommentaren og kontrasten hertil: Det er ikke mennesket der på romantisk vis skuer over naturens guddommelige tåge - nej soldaten (ikke Friedricks borgerlige romatiker) er her sat helt ned til jorden - ned i helvede, og skuer ind i røg og tåge, som er menneskeskabt af krig og ødelæggelse.
Hvorfor så denne dramatiske sammenligning med min jobsituation?
Jo, det er der flere grunde til!
Hjemmesiden her er en hule. Et frirum eller rydning, hvor jeg kan fastholde nogle tanker og få nye perspektiver på liv og verden. Det er stedet, hvor jeg får energi og kraft til at komme tilbage til verden. Et sted jeg altid kan trække mig tilbage til. Det er så at sige her jeg kan åbne mig og modtage nogle ting - en slags meditation eller bøn. Et sted hvor jeg ser den andens ansigt - kraften. Jeg er i en ud-af-kroppen-tilstand her. Som skrevet andet steds er det en slags katedral.
Med jobbet eller arbejdet er vi tilbage i kroppen for fuld skrue. Arbejdet handler om overlevelse fysisk og mentalt. For mig har dette været en krig som jeg så bilder mig ind kan sammenlignes med soldaten på billedet. Jeg har ikke hulens udsyn og perspektiv - det er en kamp fra stilling til stilling. Der er tale om en konstant ustabilitet og krigstilstand - et konstant udskillelsesforløb - som kan resultere i traumer hvis ikke man er opmærksom. Man laver konstant alliancer og udpeger fjender - og man har en fornemmelse af, at arbejdspladsen og arbejdsmarkedet gør sit til at stimulere denne konstante krigsførelse, undtagelsestilstand og mobilisering.
Jeg har ikke overblikket over hvor vidt dette er generelle betragtninger, eller om det blot er mine egne personlige. Noget taler både for det ene og det andet.
Det der taler for, at det er en personlig erfaring er, at jeg aldrig af forskellige årsager har været god i sociale sammenhænge. Er jeg i en flok på mere end et par stykker, har jeg meget svært ved at lytte til sagen, men tænker febrilsk over hvordan mine kommentarer kunne passe ind og har travlt med at læse situationen strategisk, hvorved jeg automatisk ryger ud af en samtale. Dette er ikke tilfældet hvis rollerne er fikseret. F.eks. befinder jeg mig ofte som en fisk i vandet som lærer i en undervisningssituation, hvor det er mig der udlægger sagen, og klassen optræder som enhed i forhold til en dialog.
Noget andet der kunne tale for at der er tale om en afgrænset personlig erfaring er en dybfølt uvillighed og modstand mod at tænke mig selv ind i strategiske baner. Altså at performe og sælge mig selv i forhold til et jobmarked. Jeg ved ikke helt hvor denne uvillighed til at tænke mig selv som objekt kommer fra. Og jeg har kæmpet indædt mod den, fordi den kan forveksles - og nogle gange med rette - med en simpel mangel på disciplin. Fordi selvfølgelig skal man kunne tænke sig selv som et kontekstualiseret objekt, hvis man vil leve i et samfund. Og det er også sådan jeg er blevet opdraget: Man skal kunne klare sig selv!
Det er så bare ikke gået så godt. Stort set alle de jobs jeg har haft, har jeg fået gennem personlige forbindelser. Ikke i en kamp / konkurrence med andre på formaliserede præmisser. Lad mig nævne i flæng fra en start:
Delvise undtagelse er så mit seneste VUC-job. Her blev jeg ansat på baggrund af en uopfordret ansøgning (og derfor jo egentlig heller ikke en ansøgning på formaliserede præmisser). Samtidig havde jeg reference hos tidligere pædagogikumkandidat som var ansat her.
Nu kan man selvfølgelig sige, at de mere 'personlige' forbindelser i sig selv er en del af gamet. Og at jeg jo i hvert fald ikke skal falde igennem til ansættelsessamtalerne - og derudover skal kunne fastholde en stilling. Så på den måde kunne jeg sætte mit lys under en skæppe ved at fremhæve denne gennemgående trend som prisme til at forstå min karriere.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at de 'karriere-fremmende' elementer i mit forløb mest er sket på trods af strukturerne og ikke i kraft af dem. De største substantielle professionelle indsigter er primært sket i et vakuum af manglende ledelse - f.eks. i Aasiaat og på VUC Syd, som jeg også er gået mere i dybden med andet steds. Måske fordi viljen som professionel drivkraft her ikke er druknet i management og ledelsessystemer. Altså i nogle 'rydninger', hvor jeg har haft mulighed for at overveje læringspraksiser, der sætter eleven fri / ene - med andre ord i form af mester-lærlinge-forholdet mellem lærer og elev.
Og nu er vi så umærkelig bevæget os fra nogle personlige overvejelser og over i nogle mere generelle betragtninger om arbejdsmarkedet. For hvad er det for en position man som arbejdstager bliver sat i på arbejdsmarkedet i dag? Med andre ord - hvad er det for nogle mennesker der skabes i dette system? Hvad betyder arbejde? Altså hvad vil det sige at give værdi til noget i et samfund? Og hvordan kan denne værdi takseres og gøres til genstand for måling? Kan man i det hele taget forestille sig et arbejdsmarked, der realiserer og takserer nogle mere kreative potentialer hos den enkelte, eller resulterer dette i praksis i en totalitær tankegang, fordi man gør det umålelige målbart (som Alternativets projekt er et eksempel på)? Skal et job egentlig i det hele taget forstås som en eksistentiel beskæftigelse eller er et job bare et job? Altså en slags værnepligt / forpligtelse overfor det fællesskab man er en del af? Hvis det sidste er tilfældet er det jo vigtigt at få en meget principiel adskillelse af job og fritid. Men det virker som en meget industriel tankegang, hvor rutinepræget arbejde helt naturligt kunne afgrænses fra andre dele af livet - og sådan er arbejdsmarkedet jo ikke længere. Men vi er principielt ude i en diskussion der kan minde om den demokratidiskussion der udspandt sig mellem Hal Kock og Alf Ross, hvor Kocks deltagelsesdemokrati ved første indskydelse virker mest sympatisk, men hvor jeg synes Ross' demokratibegreb ved nærmere eftertanke vinder terræn, fordi der er så mange uudtalte ting der skal være tilstede før Kocks demokrati tilnærmelsesvist er principielt praktisabelt.
Min gamle lærer Søren Mørch sagde på et tidspunkt, at vi skulle være symbolanalytikere. Altså en slags vidensarbejder, der ikke længere producerer et konkret produkt. Man kan efter en hurtig søgning få kortlagt et spor fra
Jeg vil på dette sted forsøge at genetablere en personlig forbindelse og sammenhæng mellem arbejde og liv. Hermed bliver jeg nødt til at få afklaret hvad arbejde er og hvad det vil sige at tillægge noget værdi i et postindustrielt samfund. Her kunne man gå tilbage til John Locke, Adam Smith og selvfølgelig Marx for at få afklaret forholdet mellem arbejde, menneske og samfund.
Min tilgang vil dog tage udgangspunkt i de forskellige jobmuligheder skildret nedenfor, og ud fra dem vil en teoretisk overbygning kunne påhæftes. Det er principielt opdelt i mulige projekter indenfor henholdsvis det private, det selvstændige og det offentlige, som gerne skulle skildre hver en mulig gennemtænk vej i disse brancher. Og med gennemtænkt mener jeg en konsistent sammentænkning mellem job og liv / integritet - som ikke behøver at resultere i en forsoning, men tværtimod kan pege hen mod en meningsfuld principiel adskillelse. Men så skal denne adskillelse være realisabel i et postindustrielt videnssamfund og ikke bare reflektere industrisamfundets tydelige adskillelse mellem arbejde og fritid.
Hvilket spor har jeg haft her?
Hvordan konverteres den oplagerede erfaring her på siden til - ja - et job? Projektet og arbejdet.
Hvad er et job? Hvad er arbejde? Hvad vil det sige at give værdi til noget? Og hvordan kan denne værdi takseres?
Hvordan søger man efter job? Hvad vil det sige? Er det en eksistentiel beskæftigelse? Er et job bare et job?