Nogle gange når jeg vågner op morgenen, og det er en dag, hvor jeg ikke skal noget, så sætter jeg mig tit i stolen på arbejdsværelset med en kop kaffe og tænker på mit yndlingsemne. Nemlig kosmologi. Jeg kan sidde og kigge ud ad vinduet, og tænke på det, jeg ser. For hvad er det egentlig, jeg ser? Hvad er det virkelige? Ja, jeg kan jo være ret sikker på, at haven udenfor og skoven i baggrunden er ret virkelige, for jeg er jo derude dagligt. Jeg kan også være ret sikker på, at månen er der, for den lyser - og giver genskin selv her i morgendisen. Jeg ved, at lyset kun er få sekunder om at nå os fra månen. Også solen, som syner som en bleg skive i disen, er også ret sikker - for det tager jo kun ni-ti minutter for lyset om at ankomme derfra. Og der er jo grænser for, hvad der kan ske indenfor 10 minutter. Ja, hele vores solsystem kan man også være ret sikker på, for igen drejer det sig om minutter for lyset for at nå frem. Og 'vi' har jo kigget forbi med Voyager 1 og 2, og Voyager 1, som blev sendt op da jeg blev født i 1977, er nu 25 mia km. væk og nærmer sig det interstellare rum - og sender stadig data hjem til jorden. Men herfra begynder det vel at blive mere usikkert? For hvad sker der, når vi sætter kraftige kikkerter for øjnene, og pludselig kan se lysår tilbage? Et lysår er den tid det var for en foton at rejse et år - dvs. næsten 10 billioner km eller 10.000 mia. km. De fjerneste stjerner vi har set med hubble-teleskopet ligger 28 mia. lysår væk. Det vil sådan set sige, at afhængig af hvilken kikkert vi sætter for øjnene, så ser vi forskellige versioner af universet. Ser vi gennem hubbleteleskopet, kan vi altså se, hvordan universet så ud for mange mia år siden (grunden til, at vi kan se stjerner, der tilsyneladende er ældre end universets alder er, at rummet selv udvider sig som en ballon) - ja, vi kan komme helt tæt på universets skabelse (big bang). Kigger man på månekraterne igennem en hobby-stjernekikkert, ser man hvordan verden så ud for få sekunder siden. Og kigger jeg bare ud i haven gennem morgendisen, så ser jeg hvordan verden så ud for bare mikrosekunder siden. Hvad betyder så alt det? jo det betyder vel, at vi i princippet alle ser forskellige versioner af verden. Og det betyder, at vi i princippet ikke aner, om den verden vi ser står til troende. Når vi en almindelig klar vinternat kigger ud på stjernehimlen, ser vi en verden, der givetvis ikke eksisterer længere. Det er kun lyset - eftergløden - herfra, at vi kan se. Det der er spændende er så, om baggrundsstrålingen giver os et slags blueprint over universets indretning? Altså et egentlig 'nu', eller en kilde, hvor udfra alt springer? Baggrundsstrålingen er jo det man kalder for Big Bangs efterglød. Konstituerer et kort over baggrundsstrålingen så selve universets arkitektur? Altså en egentlig kosmologi? Det er jo egentlig det, som Roger Penrose forsøger at undersøge med sin såkaldte CCC (Cyclic-Conformal-Cosmology), hvor han netop forestiller sig et rum-uden-tid (det er det han mener med det konformale - dvs. et sted uden masse). Altså et egentligt 'nu'. Paradokset er så umiddelbart, at den kortlægning ifølge ham er en slags efterglød fra et tidligere univers - heraf det cykliske. Han illustrerer dette med sin såkaldte 'æon'-model, som er forskellige led i en cylinder, hvor hvert led udgør en æon - altså en 'evighed'. Men evighederne kommer altså til syne ved hver æons start og slutning, hvor der netop er tale om masseløse tilstande, hvorfor der er en konformal situation (hvor afstande ikke betyder noget, men hvor vinkler og former stadig eksisterer - illustration med de såkaldte Escher-mønstre efter en hollandsk kunstner). Herved kan masseløse partikler ikke kende forskel mellem start og slut, hvorfor det hele begynder forfra, når al masse er opslugt af sorte huller. (Einstein forsøgte at tænke denne masseløse situation gennem det fri fald - altså, at hele universet konstituerer et stort frit fald, hvorved, at en konformal - og dermed et egentligt 'nu' i princippet kan tænkes. På sin vis omhandler religiøse skrifter samme princip - et frit fald indtil dommedag. Vi lever i så at sige i faldet). Det store forkromede spørgsmål er så, kan vi i udstrækningen af en æon - fra evighed og til evighed (fra big bang til universets slutning) - påvirke den næste 'æon'? Er der f.eks. en forskel mellem om vi ødelægger jorden i forbrug og forurening, og bliver til en epoke ligesom dinosauerne, eller om vi besinder os og fastholder livet et stykke endnu? Hvad er det, vi giver videre? Nogle centimeter kulstof i noget granit, ligesom dinosauerne, eller bidrager vi til en egentlig kosmologisk erfaring? Med andre ord - kan vi lave variationer i 'baggrundsstrålingen'? Kan vi ændre de 'konformale' vinkler til den næste æon? Er vi med andre ord medskabere til den næste æon? Al masse bliver jo alligevel elimineret, men er der alligevel en erfaring, der er mulig at give videre, sådan som Roger penrose egentlig indikerer med sine baggrundsstrålingskort? Kan informationer passere fra æon til æon? Det er her, at troen og håbet ligger begravet. Det er så svimlende en tanke, at man bare kan tro. Og dette håb må resultere i en forvaltningstankegang. For som Løgstrup også er inde på, kan ting også destrueres - tilintetgøres. Penrose' kosmologi viser, hvor uendeligt små vi er. Al ambition om magt i denne forbindelse må forsvinde som dug for solen. Eller sagt på en anden måde - al ambition om at bygge babelstårne må få et voldsomt skud for boven! Og det er selvfølgelig her, at pinseunderet kommer ind - for hvordan skaber vi en fælles offentlighed, hvor alle de perspektiver vi har hver især, ikke står som forhindring, men en forudsætning for en offentlighed? Hvordan skaber vi et rum, hvor forskellige stemmer lyder i en symfoni i stedet for et skrig / kakofoni? I kristendommen har dette karakter af bøn - af lovprisning. Af en forvaltning af det givne. Af en bevidsthed om, at vi har fået noget givet og vi skal forvalte det for at række det videre. Vi skal, som Jesus, indtage en tjeners skikkelse. I denne skikkelse træder vi i karakter i vores gudbilledlighed. Vi lever i spændet fra evighed og til evighed, og vi har fået evnen til at kunne se ind i evigheden. Men Penrose laver et principielt skel mellem masse og ren energi. Altså virkelighed og konformalitet. Det principielle skel ligger i universets dimensioner fra æon til æon - fra evighed til evighed. Vores kald er, også ifølge Penrose, at leve i denne verden. Han sender os på sin vis ud i verden, og laver herved en helt særlig forbindelse mellem det ontologiske og det epistemologiske - det immanente og det transcendente. Det gør han dels matematisk gennem to centrale ligninger. På den ene side har vi Max Planck’s E=hv, hvor energi (E) afhænger af frekvens (v) og Plancks konstant (h). På den anden har vi Einsteins velkendte E=mc², hvor energi (E) relaterer sig til masse (m) via lysets hastighed (c). Sammensættes disse, kan vi konkludere, at der, hvor der er masse, er der også tid, idet frekvens (v) er en måleenhed for tid. Uden masse findes der derimod ingen tid – en indsigt, der er central for Penroses teori om universets cykliske struktur.
Dels gør han det gennem Gödels ufuldstændighedsteorem, hvor forståelsen af et system afhænger af en erkendelse af dette systems grænser. Dvs. når man forstår et system, så forstår man det kun gennem dets transcendens. Man må fra starten anskue et system i dets grænser - eller som en 'beholder', som Solvej Balle gør i sin septologi. Men man kan kun forstå et system, og erkende dets grænser, ved at bevæge sig i systemet. På en måde skal man erfare systemet på egen krop, før man kan udsige noget om dets grænser, og dermed få den transcendente erfaring, som ifølge Penrose er implicit i enhver forståelse. Det vil med andre ord sige, at man skal gennemleve sit liv før man kan forstå det - hvilket jo er kierkegaardsk.
Jeg synes jo, at Penrose' kosmologi hænger sammen med, og giver en slags forankring, af en kristen kosmologi. Jeg synes de to kosmologier spejler hinanden på fineste vis, uden at blive identiske. Der opstår en resonans mellem de to - og det var præcis den resonans jeg ledte efter i en opgave jeg skrev til Gregersen i øko-teologi... Her synes jeg, at Penrose' kosmologi ikke står i modsætning til f.eks. Gregersens idé om Deep Incarnation - hvor i mod Ole Jensen ser en modsætning mellem vestlig naturvidenskab og kristendommen.
Jeg vil gerne så småt tage hul på et emne, som har lagt mig på sinde, og som går som en understrøm gennem mit arbejde. Men især efter læsning af Solvej Balles septologi, Udregning af rumfang, er det ligesom blevet endnu mere klart, at det er et område, der er under omkalfatring. Det handler om tid. Og det handler om en tidsopfattelse, der er brudt sammen. Grunden til, at det ligger mig på sinde er, at jeg jo oprindelig er uddannet historiker, hvor tidsperceptionen jo er ret væsentlig at gøre sig bevidst. Men en anden grund er også, at jeg er fra 89'er-generationen (eller generation X), hvor mange i ramme alvor gik rundt og troede, at historien var slut. Så var det jo ikke så smart at påbegynde et historiestudium.