I efteråret skal jeg have en studieuge, hvor jeg vil 'studere' Grundtvig. Grundtvigianisme er så omfangsrigt et begreb, at det nærmest kan blive en prisme for alle og enhver. Både venstre- og højrefløj. På den måde er det gennem ham, at et slags offentligt rum kan skabes. Men hvad vil det egentlig sige, at gøre én person til selveste rammen eller rummet, hvori folk - eller folket - kan være? Bliver han på den måde en Kristus-substitut? Eller er det i virkeligheden den måde, som alle liv skal anskues? Som et kosmos, et liv, der gik på opdagelse og hvor vandringen selv var essensen?
Jeg vil egentlig gerne koncentrere mig om Grundtvigs historie-syn. For Grundtvigs digtning over historien viser en helt særlig tilgang og forståelse, som giver nøglen til en forståelse af ånden og Helligånden. For Grundtvig handlede det om, at virkeligheden bestod af forskellige fragmenter, der ikke på den måde havde en forudgående sammenhæng. Altså det komplet modsatte af en singularisme. Virkeligheden bestod af fragmenter. Men forbindelsen mellem disse er ånd - eller sådan set Kristus selv - da han blæses ind i os som Det levende ord - som Fadervor. Skabelsen er på den måde pågående, hvor vi bliver lemmer på Kristi Legeme / grene på vintræet. Vi bliver på den måde - med Grundtvigs eget udtryk - Guds medhjælpere. Med Tolkiens ord, co-creators. Jeg kan allerbedst udtrykke denne forståelse gennem min egen erfaring ved at overvære mine børns tilsynekomst i mit liv. For da blev vejen dertil - gennem lys og det dybeste mørke, gennem alle mulige omveje - til vejen. Da blev jeg det redskab for Gud, der blev jeg pludselig en levende gren på livets træ, del af skabningen selv, der fandt ud af, hvordan jeg hele tiden havde modtaget næring fra stammen, og hvordan ånden hele tiden havde været med, og hvor meningen materialiserede sig i at skulle række videre, og forvalte livet - skabe rum for livet. Perspektivet blev helt omkalfaltret fra at kredse om en mening med livet, til at blive en mening i livet. Livet starter så at sige fra midten. Man er sat ind i verden, og det der går forud og kommer efter opstår i det lys, der netop flyder ud fra midten. Derfor er en insisteren på en 'videnskabelig' fælles begyndelse et Babelstårn. Begyndelsen er mytologisk OG lokalt forankret, og det vidste Grundtvig. Vi går fra en vertikal glanen mod himlen til en horisontal bevægelse eller vandring - vejen. Alle horisontale 'begivenheder' faldt på plads efter mine børns tilsynekomst. Eller, man kan sige, at evigheden kom til syne i det 'temporale' - i bevægelsen. Dvs. man blev selv en del af skabningen - af grenen på livets træ, der rakte livet videre i sin frugt. Med andre ord, man er selv blevet del af en pågående skabelse. Man er med andre ord i skabelsen i ordets egentligste forstand, hvor vi skal tage imod de nådegaver og de talenter vi har fået - indtage den plads og opgave i skabningen, vi er kaldet til. Og hvert menneske vil blive en bevidnelse (martyrium) af Guds Rige. En bevidnelse, der sker decentralt og er forankret lokalt der, hvor man er sat. Missionen får herved karakter af bevidnelse fremfor egentlig kamp. En bevidnelse eller martyrium handler om, at rydde sit eget ego og netop gøre sig tilgængelig for ånden, så man kan gennemstrømmes som del af skabningen - som gren på livets træ.
Denne stillen-sig-til-rådighed / martyrium / tjenerrolle er en slags bliven-rum. Rummet er det, som Roger Penrose kalder for det konformale - dvs. hvor tid, afstand og sted ikke spiller en rolle. Lyset er, ifølge Penrose, det konformales udtryk. Lys rejser ikke. Det bevæger sig ikke som sådan. Lyset er hele tiden. For lyset sker alting øjeblikkeligt. Det er det tætteste på vi kommer til et evighedsbegreb indenfor fysikken. Penrose' tilgang til lyset ligner til forvelksling Basilius d. Stores beskrivelse af treenigheden: Basilius bruger nemlig et billede, hvor Faderen er som flammen, som er kilden til lyset, Sønnen er som lysets stråleglans, som er uadskillelig fra flammen, og Helligånden er som den varme, der udgår fra lyset, og som mærkes, men ikke adskilles. Hypostaserne kan ikke tænkes uden hinanden – de eksisterer kun i relation. Lysmetaforen er her central: Ligesom en lysstråle udspringer fra solen uden at være adskilt fra den, sådan er Sønnen født af Faderen uden at være en skabning. Denne metafor rækker videre end blot en forklaring af relationen mellem Faderen og Sønnen; den peger også på en grundlæggende forståelse af Gud som kilden til al væren (se min opgave her)
Det der nu bliver interessant er Grundtvigs definition på folket og det offentlige rum. Grundtvig tager udgangspunkt i nordisk mytologi, og med dette mytiske udgangspunkt peger han på noget 'konformalt'. Altså på form / rum udenfor tid og sted, ligesom Penrose peger på muligheden for det konformale. Kristi legeme kan kun heles, hvis hvert menneske - udfra hver deres tid og sted - har modet til at tolke Ordet. Det er det, der menes med det levende Ord. For Grundtvig er den nordiske mytologi vores - stedbundne, nordiske - vej til evangeliet. Det er så at sige et nordisk Gammelt Testamente! Andre skal skabe deres egen vej igennem modet til at tolke. Herved er der ikke tale om mission, forstået som en slags fortælling, der påduttes udefra. Det er derimod en slags given-livet-videre, hvor evnen gives til at tolke fra eget perspektiv. Man forbindes til Gud i ånden ved at få et Fadervor i pagt, hvor man selv kan henvende sig til Gud som far. Det mytiske er dermed et helt afgørende udgangspunkt, og muliggør et rum for åndens virken - fordi, det henviser den enkelte til at blive vidne (martyr), og dermed henviser til eget kald. Det er det egentlige pinseunder, som Grundtvig så materialiseret i sit begreb om folket. Tolkien så netop nødvendigheden af at give England sin egen mytologi. Og han hentede inspiration alverdens steder - blandt andet i Danmark, Norge, Sverige - og ikke mindst Finland. På den måde kan Tolkien forstås som en slags engelsk Grundtvig. Og på den måde blev der plads til den enkelte som det, Tolkien kalder co-creator. En der ikke skaber ud af intet, men én, der skaber ud af det forhåndenværende. Det lokalt forankrede. Den enkelte er forpligtet på Ordet!!
Jeg kunne i studieugen godt tænke mig at fokusere lidt på den mytisk, lokalt forankrede 'begyndelse'. Altså udgangspunktet for vejen til evangeliet. For det betyder jo noget for missionsbegrebet. For det betyder, at den nordiske vej er sand på samme måde som Israels vej til evangeliet. Ligesom den grønlandske vej. Alle disse veje fører så at sige til Rom. Apostlenes Gerninger handlede om vejen / omvejen fra Jerusalem til Rom. Paulus' breve beskriver denne vej fra by til by. Og brevene og brevets (epistlens) form beskriver hvordan den horisontale, konkrete, lokale, relationelle taler ind i det evige. Hvordan at rummet co-creates på jorden som der, hvor en polyfoni kan komme til udtryk. I byens rum. Byer og bystaterne er på en måde et billede af en fragmenteret virkelighed, som ikke har nogen logisk sammenhæng, men skal have hver deres stemme. De skal finde hver deres vej til evangeliet. Derfor har eksegeter ofte revet sig i håret, når de skulle finde en rød tråd i Paulus' teologi. For nogle steder er han tilsyneladende kvindefjendsk - andre steder er han ekstremt rummelig. Nogle steder er han kritisk overfor det jødiske fundament - andre steder er han ikke. Det kommer an på den lokale situation. Paulus har vidst, at hans konkrete erfaringer ikke har kunnet overføres direkte til andre. Ordet forstås lokalt / decentralt. Han har taget sin rolle som Guds redskab helt bogstaveligt, og blevet til i de relationer han indgik i - først her materialiseredes han som menneske. Han starter så at sige forfra hver eneste gang - lidt som Søren Ulrik Thomsen siger er digterens lod - at starte forfra i hvert eneste digt / relation / situation. Kun herved materialiseres verden som forskellige lemmer / grene på Kristi legeme / stamme. Og her er det, at det handler om resonans. Det er det egentlige begreb, der får Ordet til at forblive levende. Selveste brevets / epistlens form handler om et jeg og et du. En afsender og en adressat. Og det bliver det horisontale billede på det vertilkale gudsforhold. Det giver både en forståelse for vores gudbilledlighed OG vores menneskelighed. Det henviser os til at være Guds MED-hjælper og CO-creator med tryk på 'med' og 'co', for mennesket skaber ikke ud af intet som Gud. Mennesket skaber ud af det forhåndenværende. Mennesket skal indgå i den konkrete verden og netop skabe muligheden for resonans i det konkrete. Som en trommehinde eller teltflage bredt ud for at omfange lyden af regnen. Som asfalten i byen som et 'negativ' af regnen, som Thomsen udtrykker det. Som hedens tørvelag skabt af generationer af liv, der er blevet til et hårdt næringsfattigt lag over det evige sand, som skaber et mirakel af mangfoldighed midt i ingenting. Og det, der forbinder disse øer af liv er ånden. Livet starter i midten, der hvor vi er sat. Og konstruerer vi en fortælling, hvor det handler om, at de mest magtfuldes fortælling skal være alles fortælling (singularisme), så bliver det uundgåeligt et babelstårn, der må falde. Men skaber vi et offentligt rum, hvor der er 'fri billeddannelse', hvor alle liv er forpligtede på Ordet - dvs. er forpligtede på at tolke udfra deres 'midte', så skabes et sandt offentligt rum, med plads til mange stemmer - et pinseunder.
Grundtvig mente, at denne fri billeddannelse bundede i et mytologisk udgangspunkt. Og det er bare en anden måde at sige, at livet starter i midten. I hvert enkelt menneske. I deres vej til evangeliet. Og den vej kan gå gennem mørke og lyd. Den kan virke som enorme trøstesløse omveje. Men fællesskabet har en pligt / mission med at kortlægge alle disse veje som grene / lemmer på livets træ / Kristi legeme. Det kan kun gøres decentralt med et mytologisk udgangspunkt. Det vidste Grundtvig og det vidste Tolkien. Og også Tillich med sin tilgang til symbolet. Og når Det Nye Testamente tager sin begyndelse i fire versioner af Jesu liv, som ikke kan være 'sande' på samme tid, peger det præcis hen på samme pointe. Nemlig at alt menneskelig liv starter i midten, lokalt forankret, og at det er vejen til evangeliet, der er det væsentlige. Kristus ER vejen.
Grundtvig gik tilbage til oldkirkens kirkefædre - det mener jeg er den rette vej i forhold til at navigere mellem en økonomisk og en immanent trinitet. Dette har jeg behandlet i opgaven her, hvor Tillich, Rosa og Løgstrup er grundlæggende referencer.
Jeg bliver altså nødt til lige at komme med en lille notits til følgende betragtninger som jeg havde til sidste scene i dette mesterværk. Jeg skrev (herfra):
Og i sidste scene stadfæstes og ophæves (i ingenting) den egentlige pagt mellem Tuco og Blondie, hvor Blondie skyder Tuco ned fra galgen en sidste gang med et mirakuløst skud, og derefter forsvinder, og går i et, med ørkenen (naturen). Tuco står tilbage midt på kirkegården, bagbundet, og råber efter Blondie: You know what you are? Just a son of a... og så kommer lydsporets tema og overdøver det sidste. Det er altså relationen i sig selv (son-of-a...) der skaber virkeligheden. Selve forløsningen, prinsessen og det halve kongerige, er ingenting. Derfor er skatten også begravet på den ukendtes (Unknown) grav - her går temaet således videre med den tomme grav, som vi finder hos Markus. Der er en pointe i, at det er Tuco der kan fortælle Blondie hvem han er, for han er intet uden Tuco. Han er kun i relationen til ham.
På den anden side ved vi jo godt, hvad der plejer at blive sagt efter "son-of-a...". Og det viser måske lidt om Sergio Leones tilgang til gudsbilledet - at naturen og Gud er grusom, og som en anden scenemester sætter rollerne, som vi så kan indtage. Vi skal træde i karakter og indtage vores roller, således som Blondie og Tuco gør, og så kommer Gudsriget tilsyne indimellem i relationen - som det sker i min yndlingsscene (hvor de deler cigaren, som en nadver - eller som efter nadveren, hvor ånden materialiseres i tobakken og her dermed i relationen. Som Blondie siger efter at Tuco er blevet afvist af sin bror (munken), så er der intet som en cigar efter 'a bowl of soup').
Jeg vil gerne her lige efter Kristi Himmelfart tilføje, at messiasskikkelsen i form af Blondie, netop bare skrider. Og på arrogant vis skyder han Tuco ned fra korset, for derefter at forsvinde i en sky - eller ud i ørkenen / postmoderne landskab. Skriget fra Tuco, som netop erkender hvad Blondie er, nemlig søn-af-en. På en måde er det en bøn, der prøver at kalde Blondie tilbage som sin bror. Men på en måde er de forbundne - de har hver sin halvdel af skatten. Den skat, som Tuco graver frem fra den tomme grav (Unknown). Mens Blondie stiger til vejrs, falder Tuco til jorden - lige på hovedet ned i den beskidte jordiske mammon. Tuco kan ikke længere følge Blondie, men bagbundet sendes han nu ud i verden som en rig mand. Al rigdommen ligger lige foran ham, men han kan ikke bruge den... Skatten er på en måde reduceret til ingenting, mens relationen er alt, og vi, som tilskuere til filmen, står som kvinderne ved den tomme grav og løber skrigende bort. Gudsriget kommer i glimt. I fragmenter, som lys i et uendeligt mørke af evighed. Som et ark midt i intetheden - som jorden, der som den blå bethlehemsstjerne, bliver en ledestjerne. Denne film leder os, som tilskuere, til den tomme grav, og suger os, igen som tilskuer, ind i en slags 'readers response'. Der er tale om en slags radikal markinsk fraværskristologi - et udtryk for et radikalt sammenfald mellem et kristologisk-konstituerende niveau og et discipel-læser-persisterende niveau, som peger mod missionen. Det sender os ud! Vejen ER Kristus, og Kristus er Vejen! Filmen sender os som tilskuere afsted - bliver et fragment - noget uafsluttet, noget tilsyneladende 'ødelagt'. Det minder om den japanske teknik kintsugi. Den går ud på, at hvis man kommer til at smadre et stykke keramik, fx en keramikskål, så kan man lime stykkerne sammen med guld. Det betyder, at man meget tydeligt kan se, hvor skålen har været skåret, men at man gør en dyd ud af nødvendigheden – og fremhæver det ødelagte med guld. Den ødelagt skål bliver til en ny og forandret skål. Det ufærdige indgår i det fuldendte - vi er allerede dele af Kristi legeme!
DERFOR er filmen i sin fraværskristologi intet mindre end genial! Fordi den i sin uforløsthed overlader til tilskueren at bedrive kintsugi!!! Den leder os ad Vejen selv som en ledestjerne!
Og så er der lige en anden ting ved den scene. I Leones endnu større mesterværk, som kom to år senere end The good, the bad and the ugly, nemlig Once upon in the west, har vi præcis samme motiv (her). Her har vi to brødre. En næsten voksen storebror og en måske 10-årig lillebror. Storebroren står på lillebrorens skuldre med en galge om halsen. Slynglerne står omkring sceneriet og griner, og Frank (Henry Fonda) har stukket en harmonika i munden på lillebroren som er bagbundet, men hans siger, 'keep your loving brother happy'. Til sidst segner lillebroren, og storebroren hænges. Harmonicas (Charles Bronson) liv går nu med, helt konkret at få oprejsning for det skete. Den brudte relation skal genoprettes, og han taler nærmest kun gennem harmonikaen indtil det er sket. Men hvad er egentlig forskellen mellem Frank og Blondie? Og hvad er forskellen på Tuco (som har storebrorens plads) og korset, som har lillebrorens plads. Ja, man kunne jo sige, at kampen mellem The good, the bad and the ugly, som har udspillet sig lige før den afsluttende scene, har afklaret hvilken relation, der står tilbage. Mellem de tre er der kun to med 'loaded guns', og som Blondie siger til Tuco, findes der to slags mennesker i verden - dem med 'loaded guns' og så dem der graver. Og det er Tuco der skal grave. Måske viser det, hvordan vi (Tuco) er involveret i kampen mellem det gode og det onde? Det er i sidste ende udenfor vores rækkevidde, men vi kan gå i 'alliance' med både det gode og det onde. Og det kan være utroligt svært at kende forskel på de to, for det gode involverer sig også helt ned i det beskidte, jordiske. Den onde bliver jo også kaldt for 'Angel Eye'.
I forhold til Tuco der står på korset, så spejler det storebroren, der står på lillebroren. Og måske illustrerer det, det kors, som vi skal bære, sådan som Harmonica gør det. Og egentlig også som Tuco har gjort - vi hører jo tidligere, hvordan han, i modsætning til sin storebror - munken -, var den, der blev hjemme (måske en reference til den fortabte søn?). Han var den, der bar korset, og valgte den svære vej (forbrydervejen). Han var den, der involverede sig i den beskidte verden i modsætning til broren - munken. Og på en måde reflekterer broren, munken, den 'sande bror' - nemlig Blondie. Så hvad viser filmen? Den viser, at vi skal gå vejen. Vi skal være i verden. Vi kan ikke være på afstand af den. Men vi kan vide, at vi bliver frelst af vores bror. Vi er i den beskidte verden, vi skal bære korset (via Dolorosa).
På den anden side - hvis vi sammenligner de to 'korsfæstelser'. I Once upon a time træder Bronson / Harmonica som barn ind på korsets plads, men senere træder han ind på Blondies plads som voksen, og bliver 'Manden uden Navn', som eliminerer den ondskab, som galgen / Frank repræsenterer og får måske sit mæle tilbage? Kan smide harmonikaen... Men hvis dette er logikken, hvordan er det så lige at Blondie her kan siges at repræsentere Frank, som placerer Tuco i galgen - men samtidig befrier ham. Han er både bøddel og frelser... Hvordan er det, at messias-figuren fremstilles her? Som en der iscenesætter verden som et teaterstykke? For hvis skyld? Er Gud sadist? ELLER siger det tværtimod noget om selveste eksistensvilkåret som menneske? Hvis Gud er sceneskaberen, så går han i inkarnationen fuldstændig ned i sin egen skabning - i sin egen galge / korsfæstelse eller lidelse. Faderen og Sønnen er ér!. Og med Kristi Himmelfart gør Kristus sig til den ånd, som igen indblæses i den Nye Skabning. Derfor kan Blondies involvering i skabningen samt hans bortgang siges at være to sider af samme sag. Og i hans bortgang SKAL tilskueren inddrages. Og det er herved, at filmen hæver sig fra at være en ren scene, hvor noget udspiller sig. Det er her tingene transcenderer, for denne uafsluttethed kalder på en 'readers response' - formålet med Markusevangeliets Tomme Grav-tema. Herved bliver det til et benjaminsk SØRGESPIL, som afviser tragedie-komedie som noget blasfemisk, fordi det higer efter forløsningen, eller svælger i tragikken i, at det ikke sker (SUT-digt: "Ingen bliver halvtreds"). Nej, 'forløsningen' i sørgespillet peger mod evigheden - for at være nærværende. Det er her, at det levende ord kommer ind - for det modtages, forvaltes og gives videre. Fra generation til generation... Om iscenesættelse og stedets anatomi se indlæg her.
Ingen bliver halvtreds
uden at være vågnet i et nattog
som uvist af hvilken grund holder stille
mens tankerne kredser om en person
der kort passerede ens liv
og forsvandt.
Sidder du under en stråhat et sted
og læser i ly af æbletræ?
Eller ligger du fuld i en krøllet seng
mens en rotte pusler bag panelet?
Her river toget sig løs og standser digtet
før digteren falder for fristelsen
til at udsmykke det
med sentimentalitet og kynisme.
Ingen bliver halvtreds, Rystet spejl
Dette digt Af Søren Ulrik Thomsen kredser ret præcist om bevægelsen, og det at blive sat i bevægelse. Og bevægelsen forhindrer én i at dvæle ved og projicere sine egne billeder, således at man ikke kommer i den vildfarelse, at man ejer rummet, fordi man har møbleret det med sine fantasier. Derfor er digtet her et ret præcist udtryk for forholdet mellem det vertikale og det horisontale. Den vertikale billeddannelse er for mennesket lykkeligvis prisgivet den stadige horisontale bevægelse - det er også dette, at Søren Ulrik Thomsen nævner, når han siger, at han altid begynder forfra. For det at digte kan ikke akkumuleres - det er umuligt at fastfryse sine vertikale billeddannelse, som konstant er henvist til den horisontale bevægelse udefra (toget). Og det indkapsler jo også ret præcist bønnens essens. For bønnen er vertikalt rettet, men i sin gentagelse og i det, at det er noget man gør, har den også implicit bevægelsen i sig (bønnen er lovprisning eller klagesang, og derfor en konstatering i sin essens af, at man er indlejret i det værende). Bønnen er i sin bevægelse eller vandring selv - i sin form - en afsøgning af rummets geometri. Og derfor er bønen implicit en konstatering af rummet, som noget man er indlejret i. Bønnen ved, at de billeder der skabes netop er udtryk for en bøn - ikke noget 'virkeligt' og er under tidens og bevægelsens herredømme. Ligesom digtet ved det - som også digtet "ikke hælde virkeligheden på digte" (Ukendt under den samme måne) peger på. På den måde kan "Herre, gør mit liv til bøn" af Johannes Johansen være det samme som at gøre sit liv til digt. For digtet og bønnen er en bevægelse, hvor det vertikale og horisontale skal være i balance, som også Søren Ulrik Thomsen udtrykker det i Leths film - Jeg er levende: Digtet skal balancere afstanden i ordenes betydning og nærværet i det levede selv i én bevægelse).
Men, som sidste sætning i digtet Ingen bliver halvtreds er udtryk for, så kan både digteren, og den der beder, falde for den fristelse, at udsmykke rummet med sentimentalitet og kynisme - altså fristelsen til at udtale sig om selve formen i stedet for at bevæge sig ad den. Ligesom komedien og tragedien, er netop dette - i modsætning til sørgespillet - et udtryk for en grundlæggende tro på den store forløsning (sentimentalitet) (eller mangel på samme (kynisme)) - altså, at man indretter succeskriterierne i forhold til, at man når (eller ikke når) guddommelighed i egen skikkelse... Altså bygger babelstårne, som er det samme som at spørge til formen (meningen med livet) i stedet for at bevæge sig / føres ad den (meningen i livet). Så her glemmes, at bevægelsen selv er præmissen. Vi er af Jesus selv henvist til det horisontale. Til bevægelsen. Til relationen. Til næsten. Til kærligheden. Til historien. Til årsag og virkning. Vi bliver dele af tiden selv ved at modtage i glæde, forvalte gaven og bære frugt, som grenen, der er podet ind på Kristus. Men - som dele af tiden, bliver vi også redskab for evigheden. Derfor bliver evigheden ikke et uendeligt kedeligt sted, som man egentlig hellere vil udfries fra. Evighedshorisonten ligger i den opgave, under tidens fylde at gøre sig til redskab og stemme for evigheden - igennem den horisontale henvisning. En slags beholder, som Helligånden kan gennemstrømme. Man skal lade sig bruge.
Når nu Søren Ulrik Thomsen bruger toget som bevægelsen, så er det jo netop en bevægelse, vi er underkastet, fordi vi har sat os ind i toget. Og toget er en opfindelse udviklet og båret af generationerne før os (jeg kommer til at tænke på Kraftwerks Trans Europa Express og Autobahn). Det er lidt som Martin Strids tegneserie Den Kæmpestore Pære, hvor frugten bliver transportmidlet, som derved bliver til et værensrum (i modsætning til et præstationsrum, hvor frugten opnås som et afbillede). Med andre ord, Guds rige er allerede midt iblandt os - vi er allerede i det. Guds Rige er et slags rumskib - en ark i rummet - ligesom da besætningen i Apollo 8 julen 1968 for første gang så - og fotograferede - jorden som en lille blå stjerne midt i et hav af mørke. Som en Bethlehemsstjerne, som netop ledte til livet selv, og vendte perspektivet hjem.
Og hvem har - parallelt med Søren Ulrik Thomsens indledende påstand om, at ingen bliver halvtreds uden at være vågnet i en nattog - ikke ligget i sovevognen - i 'rumskibet' gennem Europa og hørt det hypnotiske taktfaste dobbelt-bump som lyder, når toget passerer skinne-sammenføjningerne. Ligesom man på den gamle Autobahn kunne høre de taktfaste dobbeltbump fra betonpladernes sammenføjninger. Findes der noget mere åndfuldt? Det mente Kraftwerk ikke. Det er som at komme ind i sin mors livmoder og genfødes. Som at gå ind i biografen dybrøde foyer og videre ind i biografsalens mørke, for så at blive genfødt. Med toget (eller bilen) som 'rumskib' eller beholder, sker bevægelsen gennem det generationelle, gennem det kulturelle, og ikke i en reference til 'naturen' eller noget etnisk-essentielt.
Derfor forstår jeg også Thomsens afsky for provinsen, hvis han dermed mener, at der i det provinsielle findes en antagelse af en direkte adkomst til 'naturen' eller det guddommelige. For det er netop et udtryk for den dybeste provinsialisme, som er afskyvækkende. Heroverfor fungerer metropolens asfalt-overflade som en trommehinde eller som et trommeskind, der gør en i stand til at lytte og komme i takt med det guddommelige. Ligesom heden, hvor århundred gamle tørvelag skaber et tyndt lag over evighedens og tomhedens sand, som på en måde lyder med de karakteristiske hule bump, når man vandrer på disse tørvelag - lidt som når man hører togskinnesammenføjningerne fra nattoget. Men disse hedenske, næringsfattige tørvelag danner mirakuløs baggrund for en enorm mangfoldighed af liv - i modsætning til de opdyrkede, gyllestinkende, 'frodige' og monokulturelle ørkner af marker, som mange mener repræsenterer det 'naturlige' og det 'essentielle' og det, vi lever af. Hvor man 'har begge ben solidt plantet i den danske muld' - som i virkeligheden er ildelugtende gylle, der netop forhindrer en i at vandre - og lytte med sin krop... Få gehør. Hvor man, sammen med Støjberg, er dømt til det evige 'enkebal i provinsen' (1000 kædebreve, Hjemfalden). For fødder slår ikke rødder, de går, sætter kroppen i bevægelse, og det er netop Jesu budskab i lektie-læsningen i ApG til Kristi Himmelfart, hvor Jesus siger til dine disciple: “Hvorfor står I og kigger op mod himlen”? Vi skal ikke stå og passivt og glo op mod himlen - vi skal i bevægelse. Det er i det horisontale, at evigheden findes. Ligesom når Søren Ulrik Thomsen er sluppet ud af provinsen og står og kigger, ikke op mod himlen, men ud ad vinduet på Store Kongensgade 23, og for første gang kan skue ind i en evighedshorisont - i det horisontale, i det 'bevægende'. Han får gennem metropolen gehør for det evige. Han har så at sige fået en udvidet trommehinde. Han har fået rødderne rykket op, og bruger nu fødderne til at gå med. Han sendes ud på den store vandring på jagt efter evigheden, og på at gøre sig til redskab for Helligånden. Han gør sig til tid, men samtidig hermed får vi indblik i evigheden. Med andre ord - han bliver digter. Se bare her:
Ode til regnen
Fordi dens nervøse skråskrift
iler henover lyntogets ruder
og fordi dens halvgennemsigtige slør
svæver foran husets lodrette lyshav
fordi den græder på mine vegne
over dét jeg alligevel ikke kan glemme
og fordi den prikker sit efterårshaiku
på forruden selvom det straks viskes ud
fordi det er en velsignelse
at falde i søvn til dens silende sang
og eventyrligt at vågne i mørket
når den tordner mod bilernes tage
fordi den forbinder himlen og jorden
i et hemmelighedsfuldt sakramente
og fordi selv de smukkeste kvinder bliver smukkere
når den driver igennem det lange hår
fordi man har lov til at være i fred
indtil dens store musik stilner af
og fordi dens flydende lys på den sorte asfalt
er negativet til dette digt:
Derfor elsker jeg regnen.
Ode til regnen
Regnen kommer vertikalt ovenfra, og giver os den prisme eller linse, som fjerner skellene fra vores øjne, så vi netop kan se verden horisontalt. Regnen 'græder på mine vegne'. Og gennem tårerne sløres verden, men står paradoksalt også mere klart. Vi kan læse dens 'nervøse skråskrift'. Det er som da Maria Magdalena opdager den tomme grav, hendes verden forsvinder i tårer, men samtidig træder de to engle frem (se linket til prædiken 2. Påskedag her) som de to keruber og viser adgangen til Paradisets have, hvor 'havemanden' (Jesus) tager imod hende. Regnen er som en dåb, der radikalt ændrer perspektivet, men samtidig er det i sin flygtighed kun et lille blik ind i evigheden. Det vertikale virker kun i sit fravær i øjeblikket - det er kun nærværende i sit fravær - i sin flygtighed.
Men altså, for at opfange disse øjeblikke, skal asfalten bredes ud som en teltdug - som et trommeskind eller trommehinde, som kan danne resonans med det evige - fange regnens lyd - hvor man skal stå ved sin menneskelighed for at 'vibrere' med det guddommelige: "Dens flydende lys på den sorte asfalt er negativet". Vi har samme nødvendige resonans eller vibration mellem det skønne og det skrøbelige i digtet her:
Selvom du stadig er smuk
er det alligevel på en anden måde
end dengang vi dansede i regnen
og det skrøbelige kun var en del
af din skønhed
der sad som en syl i mit øje.
Men i dag hvor vi to
er mødtes tilfældigt
i Sølvgadekrydsets styrtende lys
og du står i din dejlige kjole
er skønheden omvendt
kun en del af din skrøbelighed
der ridser mit blik som et glasskår.
Selvom du stadig er smuk, Rystet spejl
Denne horisontale henvisning til evighedsperspektivet er ifølge Thomsen også det centrale i kirken. Og det er egentlig også præcist budskabet i Kristi Himmelfarts tekstrække, hvor Jesus fra Betania (lidt udenfor Jerusalem), med sin vertikale himmelfart, henviser os til den horisontale bevægelse og til bønnen / lovprisningen (eller digtningen?). Hermed opstår den 'horisontale' og dermed universelle og allestedsnærværende kirke, med en 'fraværende' Gud som står i modsætning til det lokative, stationære tempel i Jerusalem, hvor et præsteskab tror, de kan tilbede guddommen vertikalt. Men, som Jesus siger, vi skal ikke stå og glo op i himlen - vi skal ud i verden, for det er i Den Anden og det andet at Kristus resonerer og giver genlyd - og KUN HER. Teologien er også en antropologi og en verdensvendthed. Gud skal tilbedes horisontalt med vores liv som indsats (godt at livet koster livet) - ligesom når man sætter sig på toget, som river sig væk fra digtet inden fristelsen bliver for stor til at eviggøre sig selv og svælge i sentimentalitet eller kynisme. Evangeliet skal sætte os i bevægelse. På en vandring. I Søren Ulrik Thomsens 'Tro mod ritualet' bliver gudstjenesten først og fremmest set som en rituel praksis, som netop henviser os til det horisontale - til at sætte os i bevægelse. Hermed har Søren Ulrik Thomsen netop fornemmelsen af kirkens 'fraværende' - men dermed allestednærværende - Gud, hvor vi henvises til livet fremfor døden. Til den horisontale vandring, som netop ikke bliver en ørkenvandring, fordi evangeliet viser os retningen. Hvor ventepositionen bliver det sted, at det guddommelige netop resonerer og vibrerer, fordi det er en lytteposition og en bevægelsesposition - og i bevægelsen kortlægges evigheden. Og ved at gøre os selv til en del af bevægelsen, altså ved at modtage, bære og række videre, lovpriser vi på samme tid skaberværk og evigheden:
Vi venter på nogen
i årevis
i aften.
Vent, City Slang
Jeg vil forsøge at lave en prædiken, der binder to fødselsdage sammen - Søren Ulrik Thomsens 70-års fødselsdag og optakten (Kristi Himmelfart) til Kirkens fødselsdag (Pinsen). Det kan måske virke vidtløftigt, og så alligevel ikke! For Søren Ulrik Thomsen har præcis den skrøbelighed (JEG ER LEVENDE, City Slang) - der skal til, for at skabe resonans og vibration med det skønne - det guddommelige (ligesom kvinden på Sølvgade). Han er, ligesom van Goghs afbildning af et par slidte sko, et menneske, der gennem sin skrøbelighed er blevet resonansbund - en trommehinde - for en evighedshorisont i netop det horisontale, i vandringen. Som van Goghs slidte sko bærer spor af vandringen, bærer hans digte spor af tid, tab, bevægelse og håb. Håb om gennem sin egen vandring at have resoneret evigheden - at have været et redskab for helligånden, med kristent vokabular. Eller med Søren Ulrik Thomsens egen reference til brylluppet i Kana. Et håb, der reflekterer den ubetingede hengivelse - ubetingede kærlighed til Gud, fordi man giver sit liv til Ham (martyriet, som betyder bevidnelse). Derfor bliver Kristi himmelfart heller ikke en fortælling om fravær, men om et nærvær, der netop kun kan mærkes i bevægelsen (nærværet-i-fraværet) — i relationen, i vandringen, i kærligheden og i den rytme, der, som toget, river os løs, før vi gør os selv til guder i vores egne babelstårne.
Da vi havde Søren Ulrik Thomsen på besøg i vores sognehus, havde jeg følgende introduktion af ham med vægt på hans selvkarakteristik som en kombination af modernistisk digter og højkirkelig lutheraner:
Jeg tror ikke, at aftenens gæst behøver nogen videre introduktion - han er en af landets mest betydningsfulde digtere med værker som f.eks. City Slang (hans debut fra 1981 - jeg satte lige LP’en fra 1984, hvor Lars HUG sætter musik til),”Mit lys brænder” fra 1985, Hjemfalden fra 1991, Rystet Spejl fra 2011. Og så er han noget så sjældent som en kombination af modernistisk digter og højkirkelig lutheraner. I sin bog “Tro mod Ritualet” fra 2020 løfter han ritualet frem som en afgørende ramme om troen. Og dermed peger han også på kirkens opgave som det konkrete sted og rum, hvor tro ikke bare er noget, man tænker – men noget, man gør med både krop og sjæl, og som vokser frem i en rituel praksis.
Kirken er et rum, hvor man bliver sat i bevægelse – mod håb, med livsmod og mod det, som Søren Ulrik Thomsen kalder en evighedshorisont.
Man træder ud af hverdagens limbo og stilstand – og kan så vende tilbage til den samme hverdag, men med håb og retning.
Og det er lidt samme bevægelse SUT foretager i sit seneste værk - erindrings-essayet, Store Kongensgade 23 fra 2021, som vi skal høre om i dag - for det er også en historie om, hvordan han som 16-årig slap ud af provinsens limbo og landede lige midt i København - i en lejlighed på Store Kongensgade, som netop blev det sted, der gav hans liv bevægelse, håb og retning.
I en anmeldelse af bogen, skriver Berlingske følgende:
»Store Kongensgade 23« viser, hvis man ikke allerede vidste det, at Søren Ulrik Thomsen ikke alene er det, han altid selv understreger, at han er, nemlig en modernistisk digter og en højkirkelig lutheraner, men tillige en fabelagtig prosaist, og fylder Gud ikke meget i bogen, så dukker han dog op et enkelt sted, der er såre centralt, fordi det er så sigende for den grundlæggende optimisme, der farver skriften og hele tiden dementerer dens momentvise sorthed.
»Når jeg mister modet,« skriver Søren Ulrik Thomsen, »og intet giver mening for mig, tænker jeg på historien om brylluppet i Kana, hvor Kristus har gemt den gode vin til sidst, så jeg måske selv på min dødsdag kan se frem til det bedste …« (citat slut)
Jeg kunne ikke nære mig for at kommentere på en grønlandsk influencer, som bor i Alberta - Tupaarnaq. Hun er særdeles aktiv, og skriver ofte nogle ret indsigtsfulde indlæg. Jeg synes jo, at det er spændende at følge nogle af de mange - især unge - med inuit-baggrund, som ytrer sig på de sociale medier. Om de repræsenterer fremtiden ved jeg ikke, men der er jo en energi og en styrke bag, som skal have lov at udfolde sig. Når jeg så siger, at jeg ikke kunne nære mig for at kommentere på hendes indlæg, så er det jo fordi, at de netop skal kunne udfolde deres energi - protesten har sin egen raeson d'etre, og behøver ikke yderligere begrundelse. Protesten repræsenterer en vilje til at ville verden og en vilje til at træde i karakter. Protesten er at skabe sig et rum - lidt som poesien - som ikke nødvendigvis skal repræsentere virkeligheden og fakta i snæver forstand, men skal kunne rumme stemmer og drømme. Protesten repræsenterer en skabende kraft, som ikke nødvendigvis er bundet snævert til fortiden. Derfor skal man som ældre generation vare sig for at bryde ind og ødelægge drømmene med fakta - fakta fra en gammel verdensorden, som netop ikke længere ukritisk kan overføres til den verden der kommer, når røgen engang lægger sig.
Men altså, der er jo også en balance... For hvad er det for en fremtid og generation, der bygger på udelukkelse af alt andet uden dem? Tupaarnaq skriver, at de eneste der kan gøre sig kloge på oprindelige folk (indigenous peoples) er de oprindelige folk selv. Det vil altså sige, at det beror på en forestilling om, at identitet er noget, der kommer indefra, og mindre gennem relationer til andre. Oprindelige folk har på den måde et mere oprindeligt og autentisk forhold til naturen. De kan læse naturen bedre pga. at deres forfædre gennem mange generationer har levet i pagt med naturen. Heroverfor er så kolonisterne, som er fremmedgjorte overfor naturen, og gør vold på den og 'fortærer' og forbruger den for egen nydelses skyld. Derfor er begrebet 'decolonizing' et ret omfattende begreb, der gør kapitalismekritik til et etnisk begreb. For nu er proletariatet skiftet ud med indigenous peoples. Med denne 'etniske vending' står vi overfor en kapitalismekritik, der kan udvikle sig til noget særdeles sprængfarligt. For samtidig med, at oprindelige folk repræsenterer en global undertrykt klasse, som skal rejse sig mod en global kapitalisme, så en ny harmoni mellem mennesker og natur kan opnås, så legitimerer de sig også gennem et etnisk tilhørsforhold, der balancerer på en knivsæg mellem forfædres erfaring og noget genetik. For hvem har retten til at 'læse naturen'? Hvem er oprindelig nok til at repræsentere naturens stemme? Vi ender lidt i nogle af de mærkelige diskussioner om hvem der er grønlænder / inuit, som Pelle Broberg forvildede sig ud i - og som han følte sig misforstået i. Og det ender med, at de bliver et spejlbillede af Rasmus Munch Søndergaard (mælkemanden), der roder sig ud i noget laktoseresistens for at definere etniske grupper.
For sagen er, at vi bliver os selv gennem hinanden. Det betyder ikke, at vi skal blive kopier af hinanden, tværtimod. Jo mere jeg bliver mig selv, jo mere bliver du dig selv - men vi kan ikke undvære hinanden for at blive os selv. Vi skal med andre ord hjælpe hinanden til at står ene. Stå selv.
Christian Hjortkjær udtrykker det meget præcist i en kommentar i Information (2016) til den norske serie "Skam":
"Den største velgerning, skriver Søren Kierkegaard, er at hjælpe et andet menneske til at stå ene. Det er det, vi gør, når vi kommer ud over vores eget præstationsprojekt og hjælper den op, der er faldet ned. At stå ene er ikke vores egen opgave, men noget vi hjælper hinanden med. At blive et enestående selv er ikke et selvrealiseringsprojekt, men en kærlighedens gerning. Og det underfulde er – pointerer Kierkegaard i sin kristelige tale – at det er noget, ethvert menneske kan gøre."
Hjortkjær fremhæver i den forbindelse en scene med karakteren Noora:
»Vi mennesker trenger mennesker,« som Noora hvisker William i øret i den afgørende scene af den norske tv-serie Skam. Forud for de forløsende ord går Nooras egen fortabelse i skammen. En isnende følelse af blottelse og tab af kontrol har sendt hende i brædderne. Eller i hvert fald i seng. Der ligger hun og skammer sig, ude af stand til at tage imod den kærlighed, som byder sig. Der tikker en sms ind: »Trenger du noe?« Noora slår blikket ned, selv om hun er alene.
[...]
Den, der falder, den skal du samle op. Det er det, der er Guds vilje. Det er det, der er vores pligt. Og det gør de så, indtil den ene kaster op ud over den anden, alt sammen til tonerne af »Dejlig er Jorden«. Aldrig har forkyndelsen lydt så smukt.
Selv samme opkastende pige, Vilde, vender stærkt tilbage og er senere selv den, der samler den faldne Noora op, idet hun forkynder de berømte ord: »kroppen din trenger potet«. For hvad betyder ’potet’, altså kartoffel? Kartoffel betyder venskab. Akkurat ligesom en kop kaffe efter en date ikke betyder kaffe, men betyder noget andet og mere.
At kroppen trænger til kartoffel betyder, at sjælen trænger til omsorg, til venskab, til mennesker. Og det er netop det, hun tilbyder. Et menneske, der ser det andet menneske som mere end den anorektiske krop, hun er fanget i, og som mere end den skam, hun har tabt sig selv ned i.
Altså kort og godt: Vi hjælper hinanden til at blive os selv. Og jeg mener jo, at forholdet mellem Grønland og Danmark i store træk har været en udtryk for dette - naturligvis med masser af undtagelser - især med grundlovsrevisionen fra 1953, hvor GL fik status af dansk amt. Grønland har fået Danmark til at stå ene - og omvendt. Vi er blevet enestående i hinandens billeder. Det er der mange, der er uenige i. Og det kan også være ret så problematisk at anskue forholdet mellem DK-GL som et kærlighedsforhold, for det er også systemer der mødes med hver deres interesser. Og der er masser af tilfælde med indbyrdes arrogance og diskrimination fordi magtforholdet bare er asymmetrisk. Men GL-DK mødtes - måske tilfældigt ved en viljeshandling af den norske, arktiske præst, Hans Egede - i 1721. Et tidspunkt før industrialismens indtog, hvor Danmark var en helstat sammensat af forskellige lande. Hvor kongeriget var mærket af tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Hvor pietismen dominerede. Og forholdet udviklede sig siden med Grundtvig, romantikken og folkeligheden, tabet af Norge, Slesvig Holsten, og DK blev en decideret småstat. Danmarks adgang og legitimitet til Grønland som småstat, har på den måde udviklet sig til at vi måtte gøre grønlændere til grønlændere. Vi måtte knytte nogle bånd, der gjorde, at vi blev stærke i vores indbyrdes fællesskab. For hvis det udelukkende handlede om at udnytte Grønland kolonialt, så ville stormagter have en ligeså legitim adkomst. Derfor handler det altså ikke om, at Danmark er særlig dydig eller god. Det handler om, at omstændighederne gjorde, at forholdet kunne vokse i en gensidig respekt, hvor det handlede om, at give grønlænderne deres egen stemme (f.eks. skriftsprog, administration genne sysler og senere hjemmestyre og selvstyre), og herigennem fik Danmark også som småstat sin egen stemme i et internationalt rum. Det er således et ret mirakuløst eksempel på, at interesser , magt og gensidighed ikke nødvendigvis står i modsætning til hinanden.
Men jeg kan godt forstå, at Tupaarnaq, som er bosat i Alberta, Canada, indtager den stilling hun gør. For hun taler ind i en sammenhæng, hvor modbilledet bliver Trump, som repræsentant for den ejermentalitet - den voldtægt af naturen og sine omgivelser - som han bedriver. Men i spejlingen i et fjendebillede bliver man også netop et spejl. For Tupaarnaq spejler med sin etniske / indigenous tilgang og kritik af den karikerede kapitalisme, som Trump repræsenterer, det selvsamme. Der er en essentialisme. En isolationisme. En slags Make Inuit Great Again. En tro på, at der findes et slags gudsgivent forhold til naturen, som afgrænser sig til en befolkningsgruppe. Begrebet indigenous er jo i princippet en romantiseret vestlig definition. Det er på en måde begrebet 'ædle vilde', som disse 'vilde' nu har taget til sig, og vendt politisk fra deres side. Det ved jeg så godt kan gradbøjes - for selvom begrebet stammer fra en vestlig kontekst, behøver det ikke at betyde, at det ikke kan udvikle sig til at betyde noget andet! Men som jeg ser det, er disse positioner låst fast i forhold til hinanden, og man burde finde en anden vej. Og her kan den grønlandske-danske historie måde vise en vej - også for Europa. Hvor Europa og Det globale Syd måske kan hjælpe hinanden til at gøre hinanden 'enestående'. For Europa gennemgår vel lige nu samme udvikling, som Danmark gjorde, da det blev en småstat. Europa taber indflydelse blandt verdens stormagter, og det betyder, at vores 'magt' og identitet beror på styrken af f.eks. landene i Det globale Syd.
På den måde kan GL-DK-forholdet blive en model for Europa.
Og så vil jeg bare lige henvise til en alternativ tilgang til Inuit end Tupaarnaq, nemlig Niviaq Korneliussen og hendes værker, som netop handler om, hvordan grønlandsk identitet bliver til igennem relationer - gennem kærlighed og fusion mellem andre kulturer. Ikke så grønlandsk mister sin styrke og bliver en kopi, men netop for derigennem at blive sig selv. Niviaq tager udgangspunkt i byen. I Nuuk. Og også i Østgrønland, Tasiilaq. Det er relationerne, kærligheden, der bærer grønlandsk identitet. Og hvis der er noget Inuit er kendt for, så er det netop ubesværet at kunne integrere nye udefrakommende ting i sin kultur. Lige fra drivtømmer til jern og til perler, som de lavede nationaldragterne af. De gjorde det udefrakommende til deres eget, og blev styrket heraf. Det fandt jeg også ud af i mine fem år i Grønland. Og det finder mange, der arbejder i grønland ud af, hvis de holder ud i mere end et par år. Nemlig at Grønland ikke er en masse. De er mennesker - inuit. Man møder dem ansigt til ansigt, og suges ind i en relation med dem. Ja, jeg kom hjem med en lille familie, og jeg blev ikke mindre dansk af at være i Grønland - og jeg ved, at den styrkelse af min 'danskhed' beror på, at det grønlandske er grønlandsk. For vi gør hinanden enestående. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er grønlænder, men en del af mig er fuldstændig bundet i kærlighed til menneskene og landet.
Nå, ikke flere ord herfra - grønlændere siger altid, at danskere snakker for meget. Og det er noget vi især kan lære af Grønland - tavsheden og at lytte...
Jeg indsætte lige min kommentar til Tupaarnaq her nedenfor:
I wish that just as nuanced as the situation between Alberta and Greenland is being presented here, the concepts of colonization and decolonization were treated with the same level of nuance.
Greenland was a colony—but not a colony in the same way as, say, Danish West Indies (now the Virgin Islands). Greenland was initially colonized by a Norwegian, Hans Egede, who himself came from Arctic conditions. His sons, Poul Egede and Niels Egede, became skilled hunters, translated the New Testament into Greenlandic, and helped turn the language into a written one—something that led to near-universal literacy by the mid-1800s.
From early on, you also see forms of local self-determination developing—through catechist systems and local administrative structures known as “sysler.” Already with Niels and Poul Egede, colonization in Greenland took on a very different character than what we typically associate with places like Africa, the Americas, or India. There was a much higher degree of reciprocity, even genuine emotional bonds between people, and many family ties were formed.
Now, does that mean Denmark was some kind of “good” colonial power? No—absolutely not. Danish West Indies stands as one of the harsher examples of colonization and slavery. But in Greenland, that kind of plantation slavery simply wasn’t possible. The goal wasn’t to create a workforce for plantations, but to sustain skilled hunters who could supply goods like whale oil to Denmark. That created a different kind of relationship from the outset. Niels and Poul Egede, for instance, clearly admired the local population and formed real friendships.
It’s also worth noting that Greenland had a legal status similar to Iceland, the Faroe Islands, and in some respects even Norway and Schleswig-Holstein. On paper, Greenland was an equal part of the Danish realm—even if, in practice, that equality often fell short.
Where things really went off track was in 1953, when Greenland was made a county through a constitutional reform. This was partly done to sidestep UN requirements regarding colonies. Overnight, Greenland became an integral part of Denmark—like Bornholm or any other region. And then came the push to turn Greenlanders into Danes, with deeply problematic consequences. The goal was to make people “productive citizens of the welfare state,” and this led to forced modernization, cultural assimilation policies, population planning, and controversial programs like the IUD campaigns.
Greenlanders became, in many ways, pieces in a broader social-democratic project aimed at building a modern workforce. The earlier sense of mutuality and human connection largely disappeared, and Denmark often treated Greenlanders more like subjects than partners.
That said, modernization also brought improvements—higher living standards, Home Rule in 1979, and Self-Government in 2009.
All of this is just to say: colonization in Greenland has a very different character. When we use the term “decolonization,” we’re often relying on an academic framework shaped by experiences in places like Africa. Readers should be just as aware of that as they are of Alberta’s own history.
And to be clear—this isn’t about whitewashing Denmark. It wasn’t better than other colonial powers. But in Greenland’s case, there are additional factors at play. If we ignore those, we risk throwing out not just the problems, but also some genuinely meaningful and even valuable historical experiences along with them.
Nogle gange når jeg vågner op morgenen, og det er en dag, hvor jeg ikke skal noget, så sætter jeg mig tit i stolen på arbejdsværelset med en kop kaffe og tænker på mit yndlingsemne. Nemlig kosmologi. Jeg kan sidde og kigge ud ad vinduet, og tænke på det, jeg ser. For hvad er det egentlig, jeg ser? Hvad er det virkelige? Ja, jeg kan jo være ret sikker på, at haven udenfor og skoven i baggrunden er ret virkelige, for jeg er jo derude dagligt. Jeg kan også være ret sikker på, at månen er der, for den lyser - og giver genskin selv her i morgendisen. Jeg ved, at lyset kun er få sekunder om at nå os fra månen. Også solen, som syner som en bleg skive i disen, er også ret sikker - for det tager jo kun ni-ti minutter for lyset om at ankomme derfra. Og der er jo grænser for, hvad der kan ske indenfor 10 minutter. Ja, hele vores solsystem kan man også være ret sikker på, for igen drejer det sig om minutter for lyset for at nå frem. Og 'vi' har jo kigget forbi med Voyager 1 og 2, og Voyager 1, som blev sendt op da jeg blev født i 1977, er nu 25 mia km. væk og nærmer sig det interstellare rum - og sender stadig data hjem til jorden. Men herfra begynder det vel at blive mere usikkert? For hvad sker der, når vi sætter kraftige kikkerter for øjnene, og pludselig kan se lysår tilbage? Et lysår er den tid det var for en foton at rejse et år - dvs. næsten 10 billioner km eller 10.000 mia. km. De fjerneste stjerner vi har set med hubble-teleskopet ligger 28 mia. lysår væk. Det vil sådan set sige, at afhængig af hvilken kikkert vi sætter for øjnene, så ser vi forskellige versioner af universet. Ser vi gennem hubbleteleskopet, kan vi altså se, hvordan universet så ud for mange mia år siden (grunden til, at vi kan se stjerner, der tilsyneladende er ældre end universets alder er, at rummet selv udvider sig som en ballon) - ja, vi kan komme helt tæt på universets skabelse (big bang). Kigger man på månekraterne igennem en hobby-stjernekikkert, ser man hvordan verden så ud for få sekunder siden. Og kigger jeg bare ud i haven gennem morgendisen, så ser jeg hvordan verden så ud for bare mikrosekunder siden. Hvad betyder så alt det? jo det betyder vel, at vi i princippet alle ser forskellige versioner af verden. Og det betyder, at vi i princippet ikke aner, om den verden vi ser står til troende. Når vi en almindelig klar vinternat kigger ud på stjernehimlen, ser vi en verden, der givetvis ikke eksisterer længere. Det er kun lyset - eftergløden - herfra, at vi kan se. Det der er spændende er så, om baggrundsstrålingen giver os et slags blueprint over universets indretning? Altså et egentlig 'nu', eller en kilde, hvor udfra alt springer? Baggrundsstrålingen er jo det man kalder for Big Bangs efterglød. Konstituerer et kort over baggrundsstrålingen så selve universets arkitektur? Altså en egentlig kosmologi? Det er jo egentlig det, som Roger Penrose forsøger at undersøge med sin såkaldte CCC (Cyclic-Conformal-Cosmology), hvor han netop forestiller sig et rum-uden-tid (det er det han mener med det konformale - dvs. et sted uden masse). Altså et egentligt 'nu'. Paradokset er så umiddelbart, at den kortlægning ifølge ham er en slags efterglød fra et tidligere univers - heraf det cykliske. Han illustrerer dette med sin såkaldte 'æon'-model, som er forskellige led i en cylinder, hvor hvert led udgør en æon - altså en 'evighed'. Men evighederne kommer altså til syne ved hver æons start og slutning, hvor der netop er tale om masseløse tilstande, hvorfor der er en konformal situation (hvor afstande ikke betyder noget, men hvor vinkler og former stadig eksisterer - illustration med de såkaldte Escher-mønstre efter en hollandsk kunstner). Herved kan masseløse partikler ikke kende forskel mellem start og slut, hvorfor det hele begynder forfra, når al masse er opslugt af sorte huller. (Einstein forsøgte at tænke denne masseløse situation gennem det fri fald - altså, at hele universet konstituerer et stort frit fald, hvorved, at en konformal - og dermed et egentligt 'nu' i princippet kan tænkes. På sin vis omhandler religiøse skrifter samme princip - et frit fald indtil dommedag. Vi lever i så at sige i faldet). Det store forkromede spørgsmål er så, kan vi i udstrækningen af en æon - fra evighed og til evighed (fra big bang til universets slutning) - påvirke den næste 'æon'? Er der f.eks. en forskel mellem om vi ødelægger jorden i forbrug og forurening, og bliver til en epoke ligesom dinosauerne, eller om vi besinder os og fastholder livet et stykke endnu? Hvad er det, vi giver videre? Nogle centimeter kulstof i noget granit, ligesom dinosauerne, eller bidrager vi til en egentlig kosmologisk erfaring? Med andre ord - kan vi lave variationer i 'baggrundsstrålingen'? Kan vi ændre de 'konformale' vinkler til den næste æon? Er vi med andre ord medskabere til den næste æon? Al masse bliver jo alligevel elimineret, men er der alligevel en erfaring, der er mulig at give videre, sådan som Roger penrose egentlig indikerer med sine baggrundsstrålingskort? Kan informationer passere fra æon til æon? Det er her, at troen og håbet ligger begravet. Det er så svimlende en tanke, at man bare kan tro. Og dette håb må resultere i en forvaltningstankegang. For som Løgstrup også er inde på, kan ting også destrueres - tilintetgøres. Penrose' kosmologi viser, hvor uendeligt små vi er. Al ambition om magt i denne forbindelse må forsvinde som dug for solen. Eller sagt på en anden måde - al ambition om at bygge babelstårne må få et voldsomt skud for boven! Og det er selvfølgelig her, at pinseunderet kommer ind - for hvordan skaber vi en fælles offentlighed, hvor alle de perspektiver vi har hver især, ikke står som forhindring, men en forudsætning for en offentlighed? Hvordan skaber vi et rum, hvor forskellige stemmer lyder i en symfoni i stedet for et skrig / kakofoni? I kristendommen har dette karakter af bøn - af lovprisning. Af en forvaltning af det givne. Af en bevidsthed om, at vi har fået noget givet og vi skal forvalte det for at række det videre. Vi skal, som Jesus, indtage en tjeners skikkelse. I denne skikkelse træder vi i karakter i vores gudbilledlighed. Vi lever i spændet fra evighed og til evighed, og vi har fået evnen til at kunne se ind i evigheden. Men Penrose laver et principielt skel mellem masse og ren energi. Altså virkelighed og konformalitet. Det principielle skel ligger i universets dimensioner fra æon til æon - fra evighed til evighed. Vores kald er, også ifølge Penrose, at leve i denne verden. Han sender os på sin vis ud i verden, og laver herved en helt særlig forbindelse mellem det ontologiske og det epistemologiske - det immanente og det transcendente. Det gør han dels matematisk gennem to centrale ligninger. På den ene side har vi Max Planck’s E=hv, hvor energi (E) afhænger af frekvens (v) og Plancks konstant (h). På den anden har vi Einsteins velkendte E=mc², hvor energi (E) relaterer sig til masse (m) via lysets hastighed (c). Sammensættes disse, kan vi konkludere, at der, hvor der er masse, er der også tid, idet frekvens (v) er en måleenhed for tid. Uden masse findes der derimod ingen tid – en indsigt, der er central for Penroses teori om universets cykliske struktur.
Dels gør han det gennem Gödels ufuldstændighedsteorem, hvor forståelsen af et system afhænger af en erkendelse af dette systems grænser. Dvs. når man forstår et system, så forstår man det kun gennem dets transcendens. Man må fra starten anskue et system i dets grænser - eller som en 'beholder', som Solvej Balle gør i sin septologi. Men man kan kun forstå et system, og erkende dets grænser, ved at bevæge sig i systemet. På en måde skal man erfare systemet på egen krop, før man kan udsige noget om dets grænser, og dermed få den transcendente erfaring, som ifølge Penrose er implicit i enhver forståelse. Det vil med andre ord sige, at man skal gennemleve sit liv før man kan forstå det - hvilket jo er kierkegaardsk.
Jeg synes jo, at Penrose' kosmologi hænger sammen med, og giver en slags forankring, af en kristen kosmologi. Jeg synes de to kosmologier spejler hinanden på fineste vis, uden at blive identiske. Der opstår en resonans mellem de to - og det var præcis den resonans jeg ledte efter i en opgave jeg skrev til Gregersen i øko-teologi... Her synes jeg, at Penrose' kosmologi ikke står i modsætning til f.eks. Gregersens idé om Deep Incarnation - hvor i mod Ole Jensen ser en modsætning mellem vestlig naturvidenskab og kristendommen.
Jeg vil gerne så småt tage hul på et emne, som har lagt mig på sinde, og som går som en understrøm gennem mit arbejde. Men især efter læsning af Solvej Balles septologi, Udregning af rumfang, er det ligesom blevet endnu mere klart, at det er et område, der er under omkalfatring. Det handler om tid. Og det handler om en tidsopfattelse, der er brudt sammen. Grunden til, at det ligger mig på sinde er, at jeg jo oprindelig er uddannet historiker, hvor tidsperceptionen jo er ret væsentlig at gøre sig bevidst. Men en anden grund er også, at jeg er fra 89'er-generationen (eller generation X), hvor mange i ramme alvor gik rundt og troede, at historien var slut. Så var det jo ikke så smart at påbegynde et historiestudium.