Jeg er nok et typisk senmoderne menneske - et selvcentreret menneske, der på mange måder kæmper mod en navlepillende isolation. F.eks. rammer forfatteren Jan Sonnergaards karakteristik af det senmoderne menneske mig på mange områder.
I isolationen opstår ofte en uskøn blanding af en fornemmelse af, at være underkastet systemer og strukturer der fastholder en, og på den anden side en måske overvurdering af sig selv som et misforstået geni, som jo givet hænger sammen med samfundets umiddelbare fremstilling af, at man har uendelige muligheder hvis bare man har viljen. Denne fornemmelse kan ekstremiseres afhængig af isolationens grad. Isolation behøver ikke i denne sammenhæng at være en objektiv isolation - man kan sagtens indgå i forskellige sammenhænge og stadig have en fornemmelse af isolation. Og man kan selv være skyld i isolationen, fordi man fravælger at indgå i sociale sammenhænge fordi man ikke har overskud hertil. Her spiller fornemmelsen af midlertidighed og indtil-videre givetvis ind - det Anders Fogh Jensen kalder projektsamfundet.
Alle disse senmoderne fornemmelser er allerede vel diagnosticeret af kloge sociologer.
Kuren herpå er der derimod ikke særlig mange bud på. Det hænger nok sammen med troen blandt sociologer på, at betragte det senmoderne samfund i et patologisk lys.
Denne blog er på mange måder et forsøg på at løsrive sig fra en patologisk samfundsbetragtning og istedet bevidst anvende det senmoderne samfunds muligheder for at finde sig selv. Bloggen består af fragmenter eller forskellige løbende projekter, hvis eneste sammenhæng er mig. Der er tale om en løbende sampling, som på biografisk vis skal give og fastholde et spor af, hvem jeg er - eller er på vej til at blive. Selvom de forskellige projekter kan være vidt forskellige, skal de befrugte hinanden og hjælpe hinanden med at spore sig ind på - og fastholde - de fænomenernnn, som de hver især skal afklare.
Filosofisk kan man sige, at denne blog ser sig som en fænomenologisk-hermeneutisk øvelse, således forstået, at der tages udgangspunkt i min unikke livsverden, hvis horisont løbende udvides og skal holdes åben mod nye horisonter. Bloggen er altså et redskab til at sikre en åbenhed og dialog overfor omverdenen. Altså bryde den ovennævnte isolation og undersøge hvordan man kan indgå i - og defineres af - fællesskaber i vores senmoderne verden. Der er således med denne blog tale om en etablering af en infrastruktur, som vores samfund gør teknologisk mulig, der søger at ophæve det subjekt-objekt-forhold, som er ekstremiseret i industrisamfundet. Industrisamfundet var baseret på nogle fællesskaber, som i nogen grad kompencerede for nogle uheldige følgevirkninger i form af isolation. Disse fællesskaber er i dag ikke-eksisterende eller under forandring, hvorfor de skal tænkes om. Det er et af målene, at bloggen her kan generere forskellige fællesskaber i form af den løbende dialog omkring de forskellige emner samt evt. stimulere fordybelse i disse omkring nogle web-baserede studie- og læsegrupper.
Den umiddelbare inspirationskilde til strukturen, er Anders Fogh Jensens hjemmeside - Filosoffen - hvor det faglige og personlige smelter sammen på en ganske frugtbar måde, og fastholder et biografisk spor og udvikling. Nærværende format er dog mere åbent og dialogisk, hvilket kan have sine fordele og ulemper. Den grundlæggende fænomenologisk-hermeneutiske idé er, at man kender sig selv bedst gennem en processuel omgang med den anden - man kan ikke reflektere sig til sig selv i ensomhed og isolation. For at foregribe emnerne for denne blog, er dette et opgør med en romantisk geniæstetisk forestilling og peger istedet hen mod en mere 'kastet' allegorisk anskuelse, som vil forklares yderligere i nogle af fragmenterne. Bloggen er en løbende dialogisk konstellering af fragmenter - som med teknikkens hjælp fastholdes i sin proces. Et aldrig færdigt puslespil - en løbende hermeneutisk proces. I bekendelsen til Platons (og Gadamers) Docta Ignorantia samt at det nu er teknologisk muligt at gemme og lagre processen på nem søgbar vis, gør også, at man til en vis grad principielt er fritaget fra den senmoderne refleksionisme, som kan virke så lammende. En problemstilling Nietzsche allerede for over 100 år siden beskrev: mennesket var så tynget af kultur og informationer, at det ikke længere kunne bevæge sig fremad. Denne blog er et forsøg på at få sat reflektionen i en ramme og give mulighed for at 'se' verden på en anden mere kastet måde, fordi man kan fæstne sin lid til, at der er en grund til at man tænker det man gør på dette tidspunkt. Man underkaster sig og indgår i tidens konstellering istedet for at mumificere den gennem refleksion. Man er ikke længere hævet over tiden, men indgår i den. På denne måde er denne infrastruktur også et frigørelsesprojekt i forhold til den fremmedgørelse, som den senmoderne refleksionisme har sat os i.
Emnerne i bloggen hænger selvfølgelig sammen med de eksistentielle overvejelser omkring strukturen ovenfor. Eksempelvis har Gadamer fået sin egen plads, ligesom allegorien har det. Dette er emner, som jeg gennem en årrække har interesseret mig for, og som er meget grundlæggende forudsætninger for mit grundlæggende verdensbillede. Og så er der emner, som jeg først er kommet ind på senere - herunder det mere teologiske perspektiv. Jeg bilder mig ind, at jeg på mange måder har gennemgået nogle bestemte faser i min biografi, som i tilbageblik kan minde om Kierkegaards æstetiske, etiske og religiøse faser. Man kunne måske også oversætte faserne til henholdsvis en ungdommelig, en voksen og en 'moden' fase. Den æstetiske fase var min studietid, hvor jeg på meget umiddelbar og affektiv vis surfede lystfuldt mellem diverse filosoffer og mente mig istand til at vurdere og dømme dem uden anden forudsætning end mit eget 'geniale' jeg. Jeg anerkendte ikke umiddelbart nogle nære autoriteter, hvilket også kunne ses på mit speciale, som er yderst teoretisk, spekulativt og næsten esoterisk. Men disse ureflekterede valg af verdensbilleder har skabt grundlag for de næste faser. Den næste fase er mit arbejdsliv som gymnasielærer, hvor mit æstetisk udviklede verdensbillede skulle stå sin prøve i virkeligheden. Det er den etisk-katastrofiske del, hvis grundkarakter var bestemt af dialogen og arbejdet med at bryde den æstetiske isolation og indgå i givede fællesskaber begyndte. Jeg ledte efter det dialogiske i værker fra min æstetiske fase, og genfandt Gadamer, Heidegger, Buber og Levinas. Jeg nærstuderede fænomenologi og hermeneutik. Samtidig blev jeg klar over, at hvis et så forskelligt fænomenologisk verdensbillede skulle kunne implementeres, var infrastrukturen helt afgørende. Infrastruktur blev et grundbegreb i denne fase, hvor nye IT-muligheder og web 2.0-redskaber samt søgemaskine-algoritmer blev tænkt sammen med verdensbilledet. Dette bl.a. i form af et oral-history-projekt samt webdidaktisering af gymnasieundervisning.
Sidst er jeg røget over i en mere religiøs-teologisk fase - ikke sådan forstået, at jeg tager springet ud på 70.000 favne vand - men som kan tydeliggøre verdensbilleder og infrastrukturer. Til dette har jeg læst bl.a. Løgstrup, Kemp, Heretica-artikler samt er i gang med at læse en afhandling af Niels Grønkjær: "Kristendom mellem gnosis og ortodoksi - en systematisk undersøgelse af Augustins indoptagelse af platonismen". Her indgår netop nogle betragtninger af forholdet mellem menneskesyn og fællesskaber i form af menigheden og Kirken. Grønkjærs afhandling er på mange måder en ikke-esoterisk udredning af samme emne og problemstilling som mit spekulative speciale, hvorved ringen på en eller anden måde blever sluttet.
Hermed har jeg givet et kort overblik og begrundelse over min horisont og de emnevalg der optræder her på bloggen. Samt bloggens raison d'etre.
Mange af indlæggene er taget fra en løbende logbog, som jeg har ført siden 2005-2006, og som udgjorde et uredigeret og fragmentarisk flow af tanker. Den er løbet op i næsten 400 sider, som jeg ser som en slags guldmine af endnu ikke udvundet guld - barndommens svar på den hemmelige hule - en uudtømmelig kilde til fantasi og erkendelse. Bloggen er en mulighed for, at få sat struktur på disse fragmenter - uden dog af den grund at reducere logbogens hemmelige funktion som uudtømmelig kilde. Med de overvældende mængder af information det er i dag er der en risiko for at glemme de grundlæggende spørgsmål. Det er denne principielle spørgen, som Gadamer med sin hermeneutiske infrastruktur forsøger at afdække. Bloggen er et forsøg på at fastholde en rettethed mod spørgsmålets natur og undersøge den infrastruktur der kan fastholde en sådan spørgen.
Et lille eksempel på, hvordan en ung navlepillende mand forsøger at 'sample' umiddelbare modsætningsfulde fragmenter til en meningsfuld helhed:
"A MAN MUST HAVE A CODE"
BUNK (NEDENSTÅENDE KLIP 2:05)
Ovenstående citat stammer fra den amerikanske HBO-serie The Wire, første sæson episode syv, hvor politimanden / detektiven Bunk snakker med Omar, som er en konkurrende narkohandler til Avon Barksdales og hans kartel. Omar samarbejder med politiet, fordi Barksdale efter hans mening har overskredet reglerne i the game da han torturerede og dræbte Omars mandlige kæreste/elsker som svar på, at Omar har slået to af Barksdales folk ihjel for at blive en spiller på markedet.
Som seer var man ellers klar til at placere Omar i 'de ondes' kategori, men serien er opbygget således, at man pludselig kan se nuancerne i personkarakteristikkerne. Ved samtalen går det op for os, at Omar har en code of conduct og er meget bevidst om, hvor grænserne går. Det samme er Bunk.
Der er utallige eksempler i serien på, hvordan The Game sætter rammerne for alle samfundets lag og funktioner - politi, narkohandlere, havnearbejdere, medier, politikere - og hvordan de interagerer efter nogle spilleregler. Og hvad der sker, hvis disse regler overskrides.
Serien bryder på mange måder nye veje for, hvordan en historie kan fortælles. Som jeg ser det, er der tale om en realisering af en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang, hvor vi som seere er placeret i øjenhøjde med miljøernes livsverdener, og bliver inddraget i miljøernes indbyrdes dialoger, hvorved spillets regler kommer til syne. Den store plotdrevne fortælling, som er filmens og romanens format, er væk og erstattes af The Game - spillet - som bliver så genialt udfoldet i dette serieformat. Spillet er ikke noget der er der - det skal hele tiden spilles og bliver defineret af de spillende.
Hermed er vi på vidunderlig vis frigjort fra at kategorisere og dømme udfra en altvidende rammefortælling - vi kan koncentrere os om de enkelte spillere / mennesker, og vi får på den måde en indgående og fantastisk indsigt i disse, som går ud over en moraliserende god-ond-kategorisering. De er alle underlagt og kastet ind i spillet, som fungerer hinsides enhver overordnet menneskelig og samfundsmæssig kontrol. Fraværet af en makroetik baner på den måde vejen for en mikroetik, forstået på den måde, at fremdriften og udviklingen sker på baggrund af intersubjektive ansigt-til-ansigt-relationer. Der er ingen anonym magt - alle instanser indgår i spillet som aktører. Når relationerne på den måde fremstilles ansigt-til-ansigt, livsverden-til-livsverden, har handlinger helt konkrete konsekvenser. Som Levinas skriver omkring etikken som første filosofi betyder ansigt-til-ansigt-relationen en forpligtende af-anonymisering. Og buddet om ikke at slå ihjel får en helt anden klang.
På samme måde som Rune Lykkeberg beskriver demokratibegrebet med popkulturelle eksempler i sin bog Alle har ret - herunder f.eks. hentet fra serien Klovn hvor Casper og Frank med deres respektive livsverdener beskriver to demokratiopfattelser og mandens rolle heri - kan man med The Wire beskrive en fænomenologisk-hermeneutisk gadamersk tilgang til spillets natur. Styrken ved popkulturelle eksempler er, at de henviser til den dennesidige verden, og, når det lykkes, får os til at indgå aktivt i et spil. Et eksempel herpå kunne være den nyligt afdøde David Bowie, som på voldsom vis med heilen afviste rockmusikkens store etiske fortælling, dens geniæstetik og henvisning til det hinsidige som fascistisk, hvorimod popmusikken med sin dennesidighed og gennem spillet kunne forholde sig til den - og det andet uden at kolonisere det. Spillet kom med Bowie i centrum ved at han eliminerede sig selv som person - han selv var ikke essensen som de store rocklegender har en tendens til at mene. Han skiftede konstant identitet og form for at give plads til spillet og dermed spille og åbne nye horisonter.
Jeg husker hvordan Kim Schumacher brugte 'Homo Ludens' til at beskrive et af sine tv-programmers raison d'étre - det legende eller spillende menneske. Måske som en reaktion på 70'ernes store ideologiske og moralske fortællinger. Senere fandt jeg ud af, at der under begrebet med den hollandske historiker og kulturteoretiker Johan Huizinga lå en reaktion mod bl.a. Karl Schmitts udpegning af den anden som fjenden. Schmitts udpegning af fjenden som et eksistentiale er meget svær at modgå, da Schmitt derved tilsyneladende giver en forståelsesramme, som undgår at kolonisere den anden. Men dermed afviser han enhver forståelse i hermeneutisk forstand som en kolonisering. Schmitts modbillede var en liberalistisk-idealistisk verdensorden, som under dække af universelle menneskerettigheder koloniserede verden med sine økonomiske mekanismer. Jeg mener at såvel Schmitts liberalistiske dystopi samt hans løsning herpå kan imødegås af Gadamers fænomenologisk-hermeneutiske opfattelse af spillet. Så måske var det ikke et helt tosset forslag, når min bror tilbage i min barndom sagde, at jeg skulle tage ud og lege i trafikken!
Til sidst vil jeg bare linke til en scene i The Wire, som med al tydelighed viser seriens fokus på, at man skal være der og spille med for at forstå "dialogen" mellem McNulty og Bunk :)
Ifølge Levinas har vesterlandsk tankegang været spærret inde i et selvrefererende system lige fra det antikke Grækenland til Heidegger. Lige siden grækerne bragte logos på banen, bragte de et begrebsapparat på banen, hvor verden skulle kunne forklares som ét immanent modsigelsesfrit system. Og lige siden dengang har man derfor mistet blikket for det andet.
Problematikken om 'Det Andet' har været central især for antropologer og postmodernister. Derfor har det fået et noget slidt renomme i faghistoriske kredse. Tilbage står imidlertid, at al erkendelse opstår i omgangen med det andet, som skal tilegnes. Især for en faghistoriker, der som sit område skal studere unikke og enestående begivenheder, må det være interessant hvordan man metodisk kan fastholde det unikke som unikt. Det andet som det andet uden at kolonisere det til 'det samme'. Dvs. uden at blive fanget i logos.
Det originale ved Levinas er, at han tager den vesterlandske filosofiske tradition ved vingebenet. Ikke ved, som Heidegger, at se inkonsistensen internt i begrebsapparatet. Men ved at tage en anden begrebsverden udefra - den hebræisk-jødiske - og oversætte den til 'vesterlandsk'. Den hebræisk-jødiske tilgang til 'det andet' kan efter min mening hjælpe en vesterlandsk tankegang ud af sin fastlåste position. Det er denne vinkling på det andet, som vil være et af denne blogs hovedærinder.
Levinas sammenligner det vesterlandske med det hebræisk-jødiske, ved at tyde deres grundfortællinger allegorisk. Indespærringen af den vesterlandske filosofi forklares plotmæssigt udfra Odyseens hjemme-ude-hjemme-struktur, som er blevet en helt grundlæggende tankefigur i vesterlandsk sammenhæng: Man går fra det samme til det samme. Når man er ude, er det altid med henblik på at komme hjem - og alle tildragelser på 'rejsen' tydes som sådan. Det er selve forsoningen med hjemstavnen som er det egentlige. Heideggersk idé om væren og væren-til-døden kan ses i denne sammenhæng. Man skal forsone sig med det uforsonlige - døden. Hele den ydre verden bliver reduceret til en indre lidelsesfuld eksistentiel kamp, hvilket også er Levinas anke mod Kierkegaard. Kierkegaard ender med at bruge terrormetoder til at bryde ud af 'det samme'. Han legitimerer sit spring ud på de 20000 favne vand udfra historien om Abrahams ofring af sin søn Isak. Denne historie skulle så forklare springet fra et etisk niveau til et religiøst.
Det er Kierkegaards desperate forsøg på at bryde ud af den indre eksistentielle kamp og få forbindelse med verdenen udenfor. Givetvis er det ud fra samme desperate logik, at mange home-growned terrorister legitimerer deres handlinger. Måske sidder de også fast i den vesterlandske logos.
Levinas læser Abraham-fortællingen helt anderledes. Abraham ofrer netop ikke sin søn fordi han stoppes af det konkrete andet - ansigtet - som i historien reflekterer og kobles til det store helt andet - Gud. Hvis den vesterlandske grundfortælling er en hjemme-ude-hjemme-struktur - hvor man går fra det samme til det samme - er grundfortællingen i Abraham-historien en vandring fra det samme til det andet. Abraham skal ikke hjem. Han er ikke vejledt af et græsk logos, hvor alt skal passes ind i et immanent, selvberoende system. Abraham lytter og vejledes som udgangspunkt af noget helt udenfor ham selv, som ikke kan begribes, systematiseres eller kontrolleres. Han skal ikke forsones - det er netop adskillelsen, som er præmissen for al erkendelse. Alt dette kan lyde mystisk og religiøst - og det er det til en vis grad også, fordi det kredser om det helt andet som præmis for erkendelse. Og dermed også hvordan det andet fastholdes som det andet. Men Levinas giver os mulighed for med sin etik-som-første-filosofi at oversætte dette i et tilgængeligt sprog. Denne blog vil forsøge at udforske Levinas begreber som en mulighed for at begribe det andet.
Jeg har prøvet at oversætte Levinas til en faghistorisk sammenhæng i en projektbeskrivelse her. Jeg vil uddybe dette senere i andre blog-indlæg. Grundlæggende for min projektbeskrivelse er, at et digitalt historisk arkiv tegner et spor eller tråd, som netop går fra det samme til det (uendeligt) andet - en slags kollektiv biografi eller en abrahamitisk biografi. De enkelte 'kilder' er lydkilder - dvs. optagede dialoger mellem historiker og vidne. Man kunne med Levinas kalde det ansigt-til-ansigt-dialoger. Historikeren er således på fænomenologisk vis selv en del af kildematerialet, som efterfølgende lagres digitalt, således det er systematisk søgbart. En kilde i dette arkiv kan ikke udsættes for konventionel kildekritik, hvilket er en konsekvens af Levinas fokus på etikken. Det får mere karakter af en kommentar i form af et nyt opfølgende interview / dialog, som lægger sig som et spor eller tråd om af 'moderinterviewet'. Når jeg udlægger arkivet som en kollektiv biografi lægger jeg mig dels op ad Giddens biografibegreb som identitetsskabende - men ved at kalde den kollektiv, forsøger jeg at følge Levinas vej fra subjektet-til-det-andet som han undersøger gennem begreber som gæstfrihed, gavegivning, ejendomsret/ejerskab og være-til-efter-døden (Som er begreber til yderligere undersøgelse på denne blog). Vi er således ikke fanget i vores egen indre subjektive eksistentielle kamp som Kierkegaard og Heideggers væren-til-døden. Som bidragyder / 'kommentator til arkivet, bliver man en del af en fremadrettet kollektiv identitet som netop får sin mening i sin uendelige vandring mod det helt andet, reflekteret af den konkret anden i mødet med de enkelte ansigt-til-ansigt-kilder.
Jeg vil slutte dette indlæg med et lidt mere easy going popkulturelt eksempel på, at vi bevæger os over i en abrahamitisk kollektiv biografi. Nemlig det nye væld af serier der vælter frem - især fra USA. Eksempelvis Game of Thrones og The Wire. Serierne er et eksempel på, at man har bevæget sig fra en odysseus'k plotstruktur i de store heltekvad fra Hollywood til en abrahamitisk struktur, hvor spillet - eller The Game - har hovedrollen. Der er i The Wire intet forsøg på at begribe - eller forsone sig - med verden som logos og troen på subjektets vej hjem. Fraværet af en sådan makrostruktur giver plads til at fokusere på mikrostrukturerne - ansigt-til-ansigt-relationerne og de etiske implikationer af dette. Et genialt eksempel er stofmisbrugeren Bubbles fra The Wire. Dialogerne mellem ham og de andre løfter hele serien op - og vi ser pludselig de enkelte mennesker. Klippet nedenfor fra The Wire er et eksempel herpå.
Serieformatet er således et kæmpe spring i udviklingen af en vesterlandsk kultur - væk fra romantiske plotstrukturer og en åbning mod noget 'andet' på helt grundlæggende vis. Måske på samme vis, som romanenens udfasning til fordel for essaygenren?
Levinas nævner forøvrigt Prousts 'På sporet af den fortabte tid' som et eksempel på, at jeg'et aldrig nogensinde forsones med verden - og herved sprænger han selve romangenren. Men dette vil blive emnet for et andet blogindlæg.
Bloggens hovedformål er således at undersøge forskellige aspekter af denne udvikling og den abrahamitiske biografi.
Referencer:
Henrik Vase Frandsen: Emmanuel Levinas og kærlighedens visdom: En religionsfilosofisk læsning. Odense Universitetsforlag, 2001
Peter Kemp: Levinas. Anis, 1992.
Levinas faces - Biblical figures
The politics of the homeless spirit: Heidegger and Levinas on dwelling and hospitality
Nedenstående er taget fra nogle overvejelser fra mit pædagogikum i historie i Aasiaat tilbage i 2011-12 - med Birgit Svane som tilsynsførende. Man tænker ofte, at det jo er historie og man jo er blevet klogere... Men det er ikke altid tilfældet. Når jeg læser det igennem synes jeg teksten bærer præg af præcis den situation med de elever og de omgivelser og den entusiasme. Noget der vanskeligt kan genskabes eller indlejres i andre erfaringer - derfor har jeg valgt at lade det tale for sig selv på samme måde som jeg forestiller mig at de mundtlige interviews i et digitalt historisk arkiv kan stå i sig selv.
Følgende er citeret fra og inspireret af Ellen Krogh og Mi'janne Juul Jensens:
PORTFOLIO - evaluering og PORTFOLIO-didaktik
Den er skrevet med et danskfagligt udgangspunkt, men kan sagtens overføres til vores sammenhæng.
Hvad er portfolio-didaktik?
Med portfoliodidaktikken integreres portfolioen som en naturlig del af undervisningens infrastruktur og design, således at processuelle kompetencer kan evalueres.
Dvs. i et portfoliodidaktisk perspektiv skal undervisningen for det første designes så elevernes læreprocesser løbende dokumenteres i produkter der spejler de faglige mål for et givet forløb.
For det andet skal undervisningen tilrettelægges således, at eleverne lærer at evaluere egne produkter. De skal på kvalificeret vis udvælge materiale og kunne begrunde valgene ud fra kvalitetskriterier og faglige mål.
Ordet evalueringskultur understreger at evaluering integreres med undervisning og læring i en sammenhængende didaktisk praksis hvor evalueringsformerne understøtter undervisnings- og læringsmål. De nye evalueringsformer understøtter skiftet fra pensumkrav til kompetencemål. Evalueringsformerne er en afspejling af overgangen fra industrisamfund til videnssamfund og modsvarer de komplekse kundskaber og kompetencer, der efterspørges her.
Hjemmeside-som-portfolio
Det virtuelle rum på en hjemmeside gør det muligt at udveksle og dele tekster og arbejdsprocesser, så elevere løbende har mulighed for at ’kalibrere’ deres faglige redskaber, processer og resultater ved at studere, hvad andre har gjort.
I denne sammenhæng designes hjemmesiden således som kollektiv og individuel portfolio, som gør det muligt at indfange de relevante processuelle kompetencer.
Procestænkning og Vygotsky
Grundlaget for procestænkning handler hos Vygotsky om forholdet mellem sprog og tænkning.
Tanken ligger ifølge Vygotsky ikke før sproget, men forløber i selve sproget.
Sproget har således en helt afgørende medierende funktion for tænkning og betydningsdannelse.
Vygotsky skelner mellem tre sprogfunktioner: Talesprog, indre sprog og skriftsprog.
Vygotsky prioriterer skriftsproget som tænkningens teknologi.
Skriftsproget adskiller sig fra talesproget i grad af løsrivelse fra konteksten. Den der skriver, er nødt til at kompencere for at modtageren mangler kendskab til situationskonteksten og muligvis også er fremmed for den bredere kulturelle kontekst. Desuden må den skrivende kompensere for at modtageren ikke kan aflæse afsenderens mimik og gestik.
Skriftsproget kræver derfor en høj grad af eksplicitering af kontekst og sproglige ressourcer for at markere skriverens intention. Hvor det indre sprog er flydende, associationsrigt og underforstået, må skriftsproget betjene sig af etablerede og eksplicitte betydninger. Ved Vygotsky anskues talesproget som stillads mellem indre sprog og skriftsprog.
Talesproget som dialogisk produkt
Men her kommer vores specielle situation ind i billedet; vore elever er skriftligt ikke særligt øvede.
For det første skal de beherske et sproget som andet-sprog.
For det andet er grønlandsk radikalt anderledes, hvilket går op for én, når man forsøger at oversætte det direkte.
Derved er en der en ret uoverstigelig barriere fra elevernes indre sprog til et skriftligt dansk produkt.
Men hvem siger, at skriftligheden skal være produktet?
Her er jeg uenig med Vygotskys prioritering af skriftligheden. Skrifteligheden prioriteres, fordi den kan lagres effektivt.
Men det kan man i dag også med talesproget.
Enhver der har en smartphone kan i dag optage både billede og lyd digitalt – udfordringen ligger i at lagre og indlejre det i en infrastruktur, der åbner lydfilen for analyse på samme vis som en tekst.
Det kræver, at man evt. kan tagge særlige nøgleord til lydfilen og at der skrives en ledsagende guidende og servicerende tekst, der kan åbne lydfilen for analyse.
På et lavkomplekst niveau kan man imidlertid lave en hjemmeside hvori lydfilerne er indsat.
Lydfilen kan analyseres idet man kan pause og derved brække den op i analytiske bidder.
Endvidere kan man tilknytte et kommentarspor til – ligesom Youtube, som giver en inklusiv associativ mulighed for at kommentere og kritisere lydfilen.
Centrum er altså talesprogsproduktet – skriften er blot servicerende, faciliterende og stilladserende i forhold hertil.
Dette er både et principielt ryk fra skriften som det primære, men som bonus kommer også, at det gør det lettere i en fremmedsproglig kontekst, fordi der med fokus på talesproget foregår en konstant dialog, som kalibrerer elevernes faglighed på processuel vis. Hvilket i sig selv er en særdeles central kompetence.
Således bør portfoliodidaktikken – især i vores sammenhæng - rette sig mod muligheden for at lagre lyden – og ikke skrifts-produktet. Men ligesom Vygotsky skelner mellem skrivning for at tænke og udforske og skrivning for at formidle til andre, kan mundtligheden deles op på samme vis.
Lektielæsning
Da produktet er dialogisk mundtligt, omformer det også lektiebegrebet.
Hvor det gamle lektie-begreb var møntet på tilegnelse af pensumrelateret viden og var resultatstyret i forhold til individuelle afleveringer, foregår ’afleveringen’ nu i klassen, idet det er selve processen og de dertil knyttede kompetencer, der søges identificeret og gjort til genstand for evaluering og vurdering.
Der er tale om et dialogisk produkt – så man skal kunne vurdere elevens evne til at indgå i en kollektiv dialogisk produktion.
Den kommunikative kæde og opbygningen af portfolio
Når den kommunikative kæde er lang, giver det mulighed for udspecificering af processen hvorpå der evalueres og udvikler derved elevens faglige sikkerhed og kompetencer. Den kommunikative kæde skulle gerne vise den fagdidaktiske integration i den dynamiske vekselvirkning mellem mundtligt og skriftligt, receptivt og produktivt, kollektivt og individuelt. Desuden kan kæden foruden vekselvirkning mellem skriftlighed og mundtlighed også involvere grafiske, billedlige og kropslige udtryksmuligheder.
Den kommunikative kæde afspejler således nogle didaktiseringsprocesser, som udvikler elevernes metakundskaber om indhold og form, og forvandler det gamle undervisningsbegreb med et nyt læringsbegreb.
Den store kunst er at få en portfolio til at afspejle, dokumentere og evaluere en sådan kommunikativ kæde.
Mi’janne Juul Jensen opererer med følgende kommunikative kæde:
- Organiseret individuel afsøgning af ressourcer og ideer
- Kollektiv udvikling af indholdskundskab
- Kollektive studier af genremodeller og udvikling af kvalitetskriterier
- Præsentation af offentlig version
- Individuel refleksion over proces og produkt
- Lærerrespons / -bedømmelse
I en grønlandsk sammenhæng vil den kommunikative kæde, og dermed en portfolio se noget anderledes ud.
Udfordringen er således at få en hjemmeside-som-portfolio til at afspejle, udvikle og evaluere nogle kompetencer, som samtidig er målrettet den særligt grønlandske målgruppe??
Produkter samt den kommunikative kæde
Følgende kommunikative kæde er grønlandske Hjemmeside-som-portfolio – didaktikken består i, at der til hvert af de processuelle og taksonomisk niveauer udtænkes et processuelt produkt, som netop kan identificeres og evalueres gennem hjemmesiden.
Tekstforståelse (laveste taxonomiske niveau)
Kernetekst-læsning:
Spørgsmål / billeder. Spørgsmålene stilles interaktivt på nettet (hvor bogstavgrupper skal besvare dem).
Rollelæsning:
Portfolio-redskab skal fange processen her! (en af rollerne er evalueringen!!)
Analyse
Kildekritik:
i åbent dokument (læreren kommenterer).
Fremstilling / diskussion:
Tidslinje:
Historisk kontinuitet. Repræsentativitet – hvilket billede kunne repræsentere den læste kernetekst. Begrebsafklaring (hvordan skildres blød magt i billeder? forbrugersamfundet? Vietnam-krigen?), billedanalyse. Bogstavgrupperne skal ydermere kommentere billederne – sammen med læreren.
Blog (mere individuelt):
Før og efter (blog 1 & 2): Skal kommentere – får karakterer
Evaluering:
Får valget mellem at filme jer selv og vise det eller at det bliver filmet.
I andre har muligheden for at se materialet på hjemmesiden før – og får udleveret et evalueringsskema.
Der diskuteres til sidst, hvordan de tre niveauer hænger sammen – hvordan det kulturelle / tertiære , det nationale sekundære og det globale primære niveau hænger sammen.
Forleden var jeg til jobsamtale, på noget, der virker som et drømmejob: Nationalt Videnscenter for Historie- og Kulturarvsformidling. En toårig projektansættelse.
Jeg fik beskeden om samtalen i onsdagen før, og siden har jeg levet i limbo - som om jeg så frem til min daterede dødsdom. Nedtællingen bankede afsted som et bornholmerur inde i mit hoved. Samtidig blev mine efterhånden omfangsrige rutiner med børn og husholdning både et tilflugtssted og et ulideligt eksil. I ubevogtede øjeblikke læste jeg min ansøgning igennem, stillingsopslaget og centerets hjemmeside igennem.
På en sidelæns og usystematisk måde fik jeg skrevet et par notater ned og holdt mig fast til fire punkter, som mest blev formuleret når jeg kørte bil, eller når jeg var ved at falde i søvn: Analoge lærermidler, webdidaktisering, oral history og den særlige elevgruppe i Grønland. Udfordringen lå i, hvordan jeg fik disse punkter til at hænge fornuftigt sammen samt hvordan de kunne referere til centerets formålsparagraffer.
Da jeg i sin tid ankom til Grønland, forelå der ikke noget særligt materiale målrettet mod den aktuelle elevgruppe. Derfor gik jeg relativt hurtigt i gang med at lave mit eget. Det drejede sig om et verdenshistorisk forløb, et Kina-forløb og et grønlandsforløb. Det verdenshistoriske forløb var udformet som 'den moderne mands biografi', hvor jeg brugte hverdagssproglige biografisk udviklingstrin som 'barndom' (flodkulturen), 'folkeskole' (Grækenland), 'gymnasium' (Romerriget), 'sabbatår' (Middelalder), 'universitet' (Renæssance) og 'job' (USA som eksponent for den moderne udvikling). Bagtanken var, at eleven skulle opnå et personligt forhold til historien. Historien skulle blive et 'du' (den moderne mand), som de skulle kunne tale med og have en løbende dialog med. Derefter skulle vi i den grønlandske historie så få et billede af den 'grønlandske kvindes biografi'. En ekstra tvist var så, at eleven så kunne forestille sig at den moderne mand var deres far og grønlandske kvinde var deres mor. På samme måde som man løsriver sig fra sine forældre for at blive sig selv - på samme måde skulle de løsrive sig fra de to historiske figurer for at blive sig selv. Ideen til denne tilgang opstod med Julie Hardenbergs billede: Rigsfællesskabspause, som netop viser at man ikke skal fikseres og fanges i identitetskategoriske kasser, men netop løsrive sig fra disse spændetrøjer.
Dette identitetsarbejde skulle så føres over i et tredje oral histore-forløb, hvor de på baggrund af en viden om deres baggrund ('moderne' far og 'grønlandske' mor), nu skulle skabe deres egen historie gennem mundtlige interviews der kunne behandles som kilder. De skulle opbygge en egen kollektiv identitet og erindring så de kunne blive sig selv. Derved tog de udgangspunkt i egen livsverden, som blev kollektiviseret i et mundtligt arkiv - en kollektiv biografi - som kunne møde verden udenfor. Kildematerialet blev hermed et møde mellem et jeg og et du - mellem 'det samme' og 'det andet', hvilket jeg har hentet teoretisk hjælp fra Heidegger, Gadamer, Levinas - men også Kemp, Løgstrup og en masse grundtvigiansk inspirerede tænkere fra især den teologiske sammenslutning: Studenterkredsen samt nogle af hereticanerne.
Jeg havde sideløbende lavet hjemmesider på Google Sites til næsten alle mine fag - og områder. Mit pædagogikum i historie tog udgangspunkt i en webdidaktisering af et koldkrigsforløb, hvor web 2.0-redskaber var tænkt ind fra starten (åbne dokumenter, selvproducerede videoer, korte filmede undervisningssekvenser og de i Google udviklede evalueringsmuligheder). Således producerede eleven selv sin viden - eller systematiserede selv sin viden - og målet var, at jeg som lærer mest skulle have en mentorrolle, hvor jeg udfra evalueringsredskaberne hurtigt kunne screene eleverne og derved have fokus på den enkelte elevs portefølje. Kronen på værket skulle være hjemmesiden om oral history, som var udformet som en synopsis. Her skulle eleven vise, at hun kunne mestre research, udfærdigelse af interviewstrategi samt en synopsisudfærdigelse, som skulle munde ud i en mundtlig fremlæggelse. Her blev hele processen således dokumenteret og fastholdt med fokus på mundtlige interviews som skulle lagres i et - på sigt - søgbart lydarkiv som kunne få karakter af en kollektiv biografi. Som skrevet i projektansøgningen andetsted her på siden, opstod der således et jeg, et du og et dialogspor som blev fastholdt i et digitalt søgbart lydarkiv - med Levinas ord repræsenterer denne dialog mellem jeg og du en bevægelse fra det samme til det andet - og arkivet vil så repræsenterer det spor, hvor uendeligheden og transcendensen mod 'det andet' dermed får et udtryk.
Alt dette bygger på mange måder på en tilgang til viden, som minder om Rancière og Levinas (for en fremragende oversigt se: Frandsen, Henrik Vase: Emmanuel Levinas og kærlighedens visdom, En religionfilosofisk læsning. Odense 2001), hvor konsekvensen må være, at lærerrollen forskydes fra traditionel undervisning til en vejledning / mentoring af elevens vilje til mening.
Sidst var der den særlige grønlandske elevgruppe. Det mest iøjnefaldende er den ekstremt tynde fernis der er mellem de grønlandske unge og globaliseringen. Der er ikke på samme vis det gennemorganiseret og institutionaliserede filter som f.eks. den danske velfærdsstat udgør - selvom Danmark på mange måder udgør filteret for Grønland uddannelsesmæssige og tildels velfærdsmæssigt gennem bloktilskuddet - men ofte på en noget patroniserende og postkolonial vis. Den grønlandske unge, som kommer ude fra en bygd med i iPhone i hånden er i særlig grad eksponeret for den informations-tsunami som globaliseringen giver. Derfor ser den grønlandske elev i højere grad læreren som én, der skal vejlede gennem dette informationshav. Viden er for den grønlandske elev ikke anonym, men dybt personlig. Det er ikke kulturkanoner der får eleven videre, men lærerens personlighed og lærerens tilgang til viden der er portalen. En tendens som følge af globaliseringen, som også Ziehe peger på i sit fokus på læreren som autoritet. Også derfor bør læreren få mere rum til en mentorrolle fremfor en traditionel undervisningsrolle. En webdidaktisering kan indlejre de efterspurgte videnskompetencer infrastrukturelt gennem screen casts og digital, intelligent evalueringsredskaber, som netop på nem vis kan give læreren mulighed for at screene den enkelte elev og vejlede på konstruktiv vis.
Dette var sammenhængen mellem de fire punkter, som så skulle refereres til centerets formålsparagraffer. Dette var ikke umiddelbart så svært, eftersom der f.eks. står, at man vil videreudvikle grundlaget for formidling og undervise i historie og kulturarv; finde nye måder historie og kulturarv kan formidles; videreudvikle eksisterende læremidler og undervisningsmetoder og udvikle nye, der fremmer innovative og effektive læreprocesser; fokus på IT og digitale løsninger; indsamle og systematisere hvordan formidling af historie og kulturarv foregår i praksis; invitere udviklings- og forskningsprojekter der kvalificerer formidling, læring og brug af historien; at styrke den faglige kvalitet i formidlingen af historie og kulturarv; at alle børn og unge styrker deres viden om, hvordan og med hvilken betydning historie og kultur opstår, omdannes, udvikler sig og bruges; at øge den enkeltes forudsætninger for at bruge historie og kulturarv til at forstå sig selv og de fællesskaber, man tilhører og for at deltage i et demokratisk samfund. Sammenlignet med ovenstående er der en indlysende fællesmængde af områder og problemstillinger.
Disse tankerækker lå som en stor ustruktureret garnnøgle i min hjerne - og var jo også pointer, som gerne skulle fremgå af min ansøgning. Jeg var desuden ved min far, hvor jeg med mine fire pointer samt de hurtigt nedskrevne formål i hånden forsøgte at forklare sammenhængene. Jeg fik det gode råd at være konkret og jeg fik mulighed for at rede nogle af trådene ud af det store garnnøgle, så det kom til at lyde lidt mere anstændigt og elevatortale-agtig. I enhver dialog med min far, ved man instinktivt, når man bevæger sig ud på det teoretiske overdrev, som han ser som letkøbte smutveje til viden. Når man kender hans metodiske baggrund i Eltons engelske empirisme samt oplevelsen af 70'ernes teoritunge marxisme virker det ikke tilfældigt. Og når man kender sit eget udgangspunkt er det en uvurderlig øvelse at have dialoger med ham. Man bliver klogere på sine egne argumenter, og jeg husker stadig udvekslinger i detaljer som principielt - på et metodisk plan - har været afgørende.
Det at jeg fik sagt og prøvet logikken gav mig en umiddelbar ro som gjorde, at jeg kunne sove om natten. Det hjalp også med den cognac og de to øl, jeg fik serveret. Som mange gange før, hvor jeg har haft præstationsangst, vågnede jeg en time før vækkeuret og sov derefter ti minutter ad gangen i en zombie-lignende søvn indtil jeg skulle op til morgenarbejdet med børnene.
Derefter kom kvalmen. Den kvalme, som Levinas i 'Totalitet og Uendelighed' beskriver som en terror - jeg'ets fæstnethed til egen væren. Som blotlægger en ekstrem ensomhed og kun forholder sig til sig selv; lukket overfor alt andet uden vinduer til noget andet. I forsøget på at bryde ud af denne klaustrofobiske fornemmelse, hørte jeg høj musik i bilen som jeg skreg med på. Jeg holdt ind ved en rasteplads for at tisse. Jeg overvejede i et vanvittigt splitsekund at køre galt. Da jeg nåede frem en time før, gik jeg rundt og så Jellingestenene og op ad den Nordre Høj. Alt sammen med det resultat, at jeg blot så min fortvivlende indespærring udefra, hvorved det blev patetisk. Min hjerne føltes som en sammenbrændt maskine - en rådden banan. Fragmenter fra centerets formålsparagraf fløj usammenhængende gennem hovedet på mig. Og som Alice i Eventyrland forsøgte jeg at huske stikord fra min 'elevatortale' som en remse - som pludselig forekom mig meningsløs og mekanisk. Et kvarter før besluttede jeg mig for at gå en omvej, som jeg allerede havde gået. Jeg besluttede mig for ikke at tøve, men gå direkte ind til eksekveringen.
Eksekveringen bestod så i et indledende møde med to venlige damer på kontoret, hvoraf den ene anviste mig en plads i møderummet med en skål af hendes hjemmeavlede blommer og en bog om centeret. De ville bippe hende, når de var klar ovre i det lokale, hvor samtalen skulle finde sted. Jeg ventede her i tyve minutter og gik derefter med hende igennem seminariets gange. Da vi nåede til afhøringslokalet hilste jeg på de fire jeg skulle samtale med - mennesker med venlige ansigter! Og centerlederen gik i gang med at præsentere centeret og min tiltænkte funktion - hvilket jeg ikke fik meget indholdsmæssigt ud af pga. min tilstand, men det hjalp mig med at få fornemmelse af tid og rum - og de mennesker der sad her. Så meget, så jeg faktisk med almindelig stemmeføring kunne følge centerlederens opfordring til at præsentere og uddybe min ansøgning.
Det blev en rodet fremstilling af de ovenfor anførte pointer - jeg lagde ud med at sige, at mine elever i Grønland ingen historiebevidsthed havde, hvorfor jeg som en anden overdommer skulle give dem det gennem selvproducerede materiale og nye metoder. Det kom til at lyde helt modsat den kritik af kolonialisme/postkolonioalisme-tankegangen som ellers var mit ærinde. For selvfølgelig har de en historiebevidsthed. Den begynder bare et andet sted. Jeg fik uddybet mit oralhistory med et protestbevægelseseksempel som et eksempel på, at bevidstheden starter i deres egen livsverden for derefter at brede sig ud udenfor i en hermeneutisk proces. Jeg fik vendt min ledelsesfunktion i Nuuk, hvor jeg forsøgte at vægte min rolle i omstruktureringen fra lille mundtligt baseret fællesskab til en formaliseret skriftlig (værdi)baseret organisation, samt indførelse af reformens intentioner om tværfaglighed. Og vi kom ind på min funktion i Center for Koldkrigsstudier som projektleder og konferencearrangør. Centerlederen spurgte til den teoretiske baggrund for oral history - af alle teoretikere nævnte jeg Levinas - den mest esoteriske og generaliserende af alle. Jeg kunne have taget nogle af de andre i det ovennævnte. Problemet er, at det ikke snævert er traditionel oral history der benyttes - altså problematikkerne ved mundtlig overlevering og transskribering. Min tilgang tager mere udgangspunkt i mundtligheden som fænomenologisk princip - det er i det historiske interview (den mundtlige kilde) et jeg og et du der mødes ansigt til ansigt. Historikeren er den ene af disse ansigter og bliver derved en det af kildematerialet. Det springende punkt er at det nu er muligt digitalt at lagre interviewet/dialogen uden transskribering samt gøre det digitalt søgbart. Skriften fungerer servicerede, faciliterende og stilladserende i forhold til mundtligheden - i stedet for omvendt som hos Vygotsky. Digitale søgemuligheder gør, at der er muligheder for at betragte de enkelte mundtlige interviews / kilder som et spor, hvorved det også bliver muligt at anskue dem som kommentarer i stedet for at gøre den til genstand for traditionel kritik - 'kritikken' bliver blot en ny kommentar i et spor. Således bliver historikeren stifinder fremfor fejlfinder.
Jeg beherskede desværre ikke stoffet godt nok til at systematisere tankerne særligt formidlingsvenligt. Jeg kom frem til nogle af pointerne i dialogen med centerets ansatte; men det fungerede ikke rigtigt.
Men - med den ovenstående evaluering er det min forhåbning, at jeg kan øve og skærpe mine pointer til næste gang. Og også bevare en vis selvtillid omkring projektets meningsfuldhed og skabe et slags spor herover.
Jeg fik ikke jobbet.
For snart ti år siden arbejdede jeg på Center for Koldkrigsstudier på SDU. Det var i den periode, hvor man var blevet stopfodret med tung postmodernistisk teori og funktionelt kildebegreb osv. gennem 90'erne. Modreaktionen blev, at der opstod en ny historikertype - en der ville 'tilbage til kilderne' - en der arbejdede i felten. I arkiverne. En, der ikke brugte en masse unyttig energi på teorier og metode, men som en anden Indiana Jones hoppede ud af vinduet på sit universitetskontor og tog på eventyr. I mangel på teori og metode, måtte det være begejstring og tildels sensationsstyring og iscenesættelse, der skulle holde skruen i vandet. Eller også måtte man politisere historien.
Den Kolde Krig var helt oplagt i den sammenhæng. Dels havde Koldkrigsrapporten fra DIIS gravet nogle voldsomme grøfter mellem en militærfaglig vurdering og rapporten. Dels var det politiske miljø splittet omkring rapporten, hvilket resulterede i Bent Jensens finanslovsfinancierede koldkrigscenter. Vi på vores center var meget optaget af, at distancere os fra den politisering, som "Langballecenteret" var et resultat af. Vi var selvtænkende forskere i en decentraliseret og fri struktur. I modsætning til Bent Jensen-disciplene på det andet center. Desuden var vi ret stolte over at være ude i felten / virkeligheden i modsætning til metode- og teori-nørderne over på instituttet.
Hvad vi så der ud over var, blev lidt sværere at få hold på. Vores legitimering gik mest på synlighed i medierne, på højskoler og konferencer, debatarrangementer samt netværksopbygning - et højdepunkt var en konference hvor vi fik tidligere DDR-efterretningsfolk til at møde vestlige forskere (herunder også vesttyske forskere). Jeg har stadig t-shirten.
På det forskningsmæssige var det lidt antologier, lidt kildesamlinger, oversigter, tidsskriftsartikler i arbejderhistorie og jeg blev involveret i en biografisk historie om en polsk mand, som i slutningen af 70'erne flygtede til Danmark, men som senere blev fængslet i et polsk fængsel. Alt sammen interessant i forhold til de implicerede, men der var ingen styrende rød tråd, intet sammenhængende program i form af et formål eller metode. Vi var derfor henvist til markedsvilkårene gennem finansiering ved fundraising, og Thomas Wegener Friis og jeg var bl.a. til møde med Oticon-fondens daværende formand: Tidligere chef for Danske Bank Knud Sørensen for at skaffe finansiering til et projekt, som jeg vil omtale nedenfor. Han virkede allermest som en rar ældre bedstefar, og ikke som 'Sorte Knud', der havde ført Danske Bank gennem voldsom bølgegang med bl.a. Hafniasagen. Og jordbærtærten han serverede var ualmindelig god. Han havde forøvrigt fødselsdag samme dag som jeg. Selvfølgelig fik vi ikke finansiering den vej - ligesom instituttet også lagde os på is. Når jeg ser tilbage, virker det også fuldstændigt rimeligt.
Men jeg synes også det var synd og skam at vi ikke udnyttede den åbenlyse 'Window of opportunity' der var for et projekt som dette - for vi havde fat i noget. Hvis altså vi havde besindet os en smule mere på et metodisk grundlag i omgangen med kilderne. Jeg forsøgte sammen med Thomas Wegener Friis at beskrive et projekt, som vi meget smukt kaldte for' Forsvaret af Danmark - Stemmer fra en frontlinjestat'. Projektet blev oven i købet nævnt i det lokale universitetsblad, i Fyens Stiftstidende og en artikel blev optaget i web-tidsskriftet Historie-Nu . I sidstnævnte artikel forsøgte jeg at referere til arven fra Jørgen Hæstrup, der efter Anden Verdenskrig tog ud på sin motorcykel med en båndoptager for at indsamle mundtlige vidnesbyrd. Desuden forsøgte jeg at inddrage Gadamers dialogiske hermeneutik for at angive et metodisk grundlag. De to efterkrigssituationer lignede hinanden: Efter krigen skulle landet samles mellem forskellige fraktioner. Efter den kolde krig var det for vores projekt den militære verden, som følte sig overset og ikke integreret i den større fortælling. Vi ville så at sige give dem mæle, idet der i den militære organisation ikke er tradition for skriftlighed, var de presset i den efterfølgende kamp om historien. Dette skete så bare ikke, pga. vores manglende metodiske troværdighed, og derfor også vores manglende mulighed for at sætte dette enkeltstående projekt i sammenhæng med et større akademisk perspektiv.
Det er præcis dette akademiske perspektiv indenfor oral history, som jeg i de sidste år har kredset om, og som jeg mener, at Levinas samt den digitale udvikling kan bane vejen for. Noget, som jeg allerede har beskrevet i en projektbeskrivelse, men som kan koges ned til et opgør med en totalitetstankegang (Levinas), hvor flere perspektiver kan operere sideløbende - adskillelsen-som-præmis - hvorved et fænomenologisk, medskabende og dialogisk kildebegreb gøres muligt samt at det arkiv disse mundtlige kilder lagres i, lagres på en måde så de udgør et spor af kommentarer som er digitalt søgbare. Man kan således systematisk lagre mundtlige vidneudsagn - hvilket er en revolution på linje med Gutenbergs skriftlige lagringssystem. Samtidig kan vi udfra et begreb om augmented reality, algoritmer og Derridas tanker om magt og teknik i sproget skabe gennemsigtighed i forholdet mellem menneske og maskine.I den forbindelse vil jeg også belyse forskydningen af faghistorien fra førsteordensviden om fortiden (perioder og temaer) til at handle om metoden eller redskabet med hvilken vi ser på historien. Begrebshistorien er her et fint eksempel. Begrebshistorien kan - med Kosellecks næsten binære såkaldte førsproglige betingelser for historie eller metahistoriske betingelser (før/senere; indenfor/udenfor; oppe/nede; ven/fjende) - forstås som en søgemaskine med en særlig algoritme. Udfra disse og nogle andre betingelser kan man i store datamængder spore mønstre gennem tid. Da disse mønstre netop er baserede på metahistoriske og førsproglige betingelser, er de - ligesom alle andre algoritme-afkast - relevante i nutidige og fremtidige (politiske) sammenhænge, hvilket idehistorisk giver et helt andet syn på faghistorien. Jeg vil undersøge 'algoritmen' mere indgående i et andet indlæg - vi er helt afhængige af maskinen / algoritmen til at sortere i informationer, men det er helt afgørende at disse algoritmer fungerer som en 'udvidet bevidsthed' og er gennemsigtige - ellers bliver der tale om et slaveforhold. I den sammenhæng mener jeg ikke begrebshistorien undgår totalitetstankegangen, hvor 'algoritmen' tjener til formål at skabe begrebsmæssig helhed - dvs. gøre det andet til det samme i stedet for at se på adskillelsen som præmis. Men begrebshistorien er ret revolutionerende i brugen af metode-som-algoritme, og har paradigmatiske implikationer for faghistorien.
På samme måde som jeg på dette website's forside beskriver biografien som et spørgsmål om meningen-i-livet fremfor meningen-med-livet, er historien ikke en samling fragmenter af fastfrossen erindring. Historien er en levende og stadig transformerende kraft, som gennem sporet af dialogiske kilder og spørgsmål hele tiden udvider svarhorisonterne. Det er her, at oral history kan noget. For her er dialogen det egentlige princip, som optages og lagres som en mundtlig kilde. Oral history peger ikke hen mod en totalitet, men kan fastholde mødet med den anden som mødet med den anden. Kilden skal ikke kritiseres med henblik på at passe den ind i en større helhed. Kilden skal kommenteres i form af en opfølgende dialog, som så selv er en kilde. Sporene eller trådene kan således vise stadig forskellige aspekter af de forskellige kilder afhængig af perspektivet og spørgsmålet - det er her algoritmen og maskinen kommer ind. For hvilken tråd eller spor er det der aftegnes til hvilket perspektiv / spørgsmål? Disse spor, tags eller tråde kan krydses på uendeligt mange måder, og afhænger også af det spørgsmål der stilles. Hvilken 'tråd' man tager op? Sporet eller tråden er ikke noget der er der - den opstår kun på baggrund af det spørgsmål man stiller ligesom de hits man får, når man søger i Google. Arkivets spor eller tråde kan forstås som en kollektiv biografi - ligesom det mønster som essaysamlingen her på siden er, kan forstås som min biografi. Ingen har principielt magten over dette mønster. Afhængig af 'søgningen' opstår nye tråde, hvis man bidrager til arkivet - ens aftryk afhænger af ens deltagelse. På samme måde giver jeg - med min biografidefinition - mig den anden i vold. Det var også derfor, at jeg syntes, at dette historiebegreb passede særdeles godt i en grønlandsk sammenhæng: Identitet har her som oftest handlet om kajakker, sprog, fangersamfund osv. Noget meget defensivt - noget man skulle passe på. Istedet kunne man nu byde offensivt ind ved at indbyde gæstfrit til at deltage i at definere en kollektiv identitet / tråd / spor vha. et sådan arkiv. Og så har grønlænderne en mundtlig tradition, som overhaler vores egen danske med længder.
Det kan alt sammen lyde lidt esoterisk. Det er det ikke. Det handler om etik - at give sig den anden i vold - og er meget konkret. Historikeren kan aldrig abstrahere historien - han indgang til historien er den andens ansigt. Jeg vil lave en tråd her på hjemmesiden, hvor jeg dykker mere tekstnært ned i Levinas 'filosofi'.
For at vende tilbage til udgangspunktet for dette indlæg - Center for Koldkrigsstudier - mener jeg, at det 'window of opportunity' som vi missede dengang, sagtens kan åbne sig igen, hvis man spreder perspektivet lidt mere ud. Kunne man ikke forestillede sig et 'Center for Oral History', som tog udgangspunkt i et fænomenologisk, mundtligt kildebegreb hvor historikeren er henvist til at møde den anden ansigt til ansigt - og respektere historien, ikke som en totalitet, men som spor og tråde, der kan eksistere ved siden af hinanden?
Jeg har beskrevet "Forsvaret af Danmark - stemmer fra en frontlinjestat" som en case. Jeg havde også Grønland som et lidt mere omfangsrig case. Og nu læste jeg forleden i Weekendavisen en kronik om en helt tredje case, nemlig de danske veteraner som var vendt tilbage fra Afghanistan, Irak og Bosnien. Forfatteren var Troels Dahlgaard Astrup, bachelor-studerende i historie på Aalborg Universitet og selv tidligere udsendt til Afghanistan. Med baggrund i de selvmord der var begået af veteraner spurgte han om, hvordan vi: "skal forholde os som samfund bestående af et kontinuum fra veteraner til civile og fra krigsmodstandere til krigstilhængere til en så mange-facetteret og divers erfaring som væbnet konflikt? Hvordan erindrer vi krigen? Det spørgsmål er afgørende for, hvordan vi i fællesskab kan begribe, håndtere og bearbejde den oplevelse, som på én og samme tid var partikulær for den enkelte, men også konstituerer et genstandsfelt, der med et flyvsk begreb kan kaldes for »Danmarkshistorie«."
Herefter nævner han de helt forskellige tilgange til den væbnede konflikt som f.eks. Lars R. Møller, Carsten Jensen, Jens Ringmose, Henriette E. Møller giver. Men det er i den politiske debat svært for dem at stå side om side med hver deres sandheder. I stedet polariseres debatten i en kamp om sandheden. Vi har ingen 'infrastruktur', der kan give flere sandheder mæle på en gang. Som kan give veteranernes mæle fra hver deres perspektiv i samme kollektive erindring.
Astrup nævner dog mindedagen som et link mellem personlig erfaring til samfundserfaring - og kransenedlæggelsen som et sted, der kan inkludere forskellige - måske modstridende - erfaringer. Han nævner James Young og Doreen Massey som netop taler om at etablere rum for interaktion på tværs af sociale skel. Et rum for ikke-korresponderende erindring, som ikke skal rekonstruere fortiden som en totalitet, men istedet indføre fortidige oplevelser i en nutidig kontekst, hvorved der etableres sammenhæng mellem før, nu og fremtiden. Et rum, hvor gensidige, respektfulde udveksling af perspektiver er afgørende for, at vi undgår fragmentering og polarisering - hvor flere erindringspositioner kan eksistere på samme tid - i samme kollektive erindring.
Præcis disse pointer kan overføres til arkiv-ideen i oral history. Hvor alle udfra deres perspektiv kan deltage og kommentere hvorved der dannes spor og tråde af kollektiv erindring eller biografi. Hermed er der altså et tredje oplagt område. Men et fænomenologisk, mundtligt kildebegreb åbner for en helt ny dimension i historien - så hvorfor ikke komme i gang med et Center for Oral History?
Det, der også skal afklares er, hvordan kilderne produceres i oral history. Hvordan er forholdet og interviewprocessen mellem historiker og vidne. Hvordan adskiller denne dialog sig fra andre slags interviews? Her tror jeg, at man kunne finde gode metoder til at stille spørgsmål i Pia Lauritzens bog om spørgsmål samt hendes bog om filosofi i ledelse, hvor hun bl.a. tager udgangspunkt i protreptik og indfører en såkaldt spørgsmålsstafet. Desuden kunne Svend Brinkmanns bog Ståsteder også være en mulighed i studiet af dialogens og samtalens natur.
Det vil jeg komme dybere ind i i nogle andre blogindlæg.
I juni blev opslået et jobopslag på Nationalt Videnscenter for Historie- og Kulturarvsformidling - eller HistorieLab - som jeg søgte (ansøgningen kan ses her). Der var tale om en projektstilling, som bla. havde til formål at udvikle intelligente og interaktive digitale undervisningsforløb indenfor historie- og kulturarvsformidling rettet mod grundskole og ungdomsuddannelser. Dvs. stillingen kredsede om et læringsbegreb, som jeg havde arbejdet med i Grønland, hvor undervisningsdelen digitaliseres vha. f.eks. screencasts, som påhæftes et smart evalueringssystem - f.eks. fra Google. Hermed ville en løbende screening muliggøres i en portefølje tilknyttet den enkelte elev. Og hermed ville læreren være i stand til at vejlede den enkelte elev - netop fordi lærerens ressourcer ikke skulle anvendes til at udarbejde forløb og forløbsplaner. Ydermere kunne øvelser indlægges i form af åbne dokumenter, elevproducerede video- og lyd-casts og andre web 2.0 virkemidler, som ligeledes indgik i den enkelte elevs portefølje. Forløbene kunne løbende forædles og udvikles i en stadig dialog mellem Centeret og den enkelte undervisningsinstitution. Hermed kunne politiske top-down beslutninger om f.eks. tværfaglighed og lærerplan-intentioner indarbejdes mere infrastrukturelt og reflekteret i de enkelte forløb - således at den enkelte lære ikke skulle stresse over alle lærerplanskravene - og at man kunne undgå, at lærerplansintentionerne blev implementeret på en søgt og mekanisk måde. Omvendt ville centeret give mulighed for at lytte fra bottom-up forslag og kommentarer til forløbene fra lærerne og justere herudfra. Centeret har således en midterposition, der balancerer top-down og bottom-up strømningerne.
Læreren ville hermed gå fra at være primært underviser / formidler til at få en mentor- og vejlederrolle i forhold til den enkelte elev. Dette kunne netop lade sig gøre, fordi læreren ikke skulle bekymre sig så meget om selve materialeudarbejdelsen. Jeg tror at nedlæggelsen af AT (tværfagligt, problemstyrede forløb) i gymnasiet skyldes, at den kæmpe refleksive arbejdsindsats som sådanne forløb kræver i sin konstruktion, var lærerne og gymnasiestrukturen slet ikke gearet til at håndtere. Udbyggelse af EMU-portaler samt centerets formål er et tegn på, at udviklingen er ved at gå den vej.
Denne udvikling er således et tegn på en grundlæggende forskydning af læringsbegrebet fra at kredse om et første-ordens vidensbegreb, hvor viden er af ontologisk art, til at viden i en globaliseret verden er som Big Data, hvor det handler om at finde mønstre gennem problemstyret læring. Og problemstyret læring kræver selvfølgelig en personlig, kollektiv og kulturel / fortolkningsfællesskabsmæssig reflektion for at kunne formulere problemstillinger og 'algoritmer', der netop kan give mening til den uendelige mængde viden, der ligger derude. Dette kræver gode mentorer og vejledere. Dette er en fuldtidsfunktion! Lærer-elevforholdet som et mentor / vejledningsforhold kan desuden siges at stamme fra et læringsbegreb inspireret af Rancière (f.eks. Den uvidende lærer) samt kan udledes fra Levinas omgang med den anden. Noget, jeg vil fordybe mig i senere her på bloggen.
Derfor var dette job mit drømmejob. Men jeg fik det så desværre ikke. Men jeg tænker at lave en tråd om min jobsøgning her på hjemmesiden. Ligesom jeg vil lave en tråd om mine arbejdsdag når jeg får et job - fordi jeg herved hele tiden kan udvide min svarhorisonter jf denne hjemmesiden forside.
Det er meget sjældent at jeg får det fysisk dårligt pga. begivenheder i den ydre verden.
Det fik jeg i går.
At Trump kunne vinde valget forekom mig i går vanærende og – ja – krænkende. Det var som at tumle ned gennem kaninhullet til en verden som var absolut meningsløs og skræmmende – ned til Trumps talrige udmeldinger under valgkampen. I går tænkte jeg, at civilisationen som vi kender den nu for alvor smuldrer for øjnene af os. Institutioner der bærer den infrastruktur vi bevæger os i og tager for givet er truede. En infrastruktur som giver muligheden for fællesskaber og verdensbilleder. Den liberale verdensorden, frihandel, menneskerettigheder, humanisme, NATO, rationalisme, fremskridtstro – alt det hele. Nu har vi sat en klovn – en nar – til at forvalte og demontere vores arv som leder af ’vores’ verden. Og ja – Trump er en klovn og en nar i ordenes egentlige betydning – således som Martin Krasnik – med reference til filosofiprofessoren Aaron James – beskriver på sidste Weekendavis forside: ”Klovnen virker næsten uskyldig, fordi han ikke ved hvordan han virker på andre, og mystisk, fordi alt er uklart: Han siger: ’Haha, spær hende hende, nej jeg mente det ikke, jo jeg gjorde, haha, tænk hvis nogen skød hende, haha, det mente jeg heller ikke.’ Selv når han er aggressiv og farlig, er han ikke dyster. Det er som en standupkomiker, der ikke kan lade være med at overskride grænserne. Han er nærmest elskelig. Sådan en røvhuls-klovn.” Som klovnen og narren har Trump ”[…] sagt sandheden om de andre republikanere og afsløret racisme og misogyni hos sine tilhængere.” Videre mener Krasnik, at Trump i virkeligheden ikke vil være præsident:”Det vil kede ham forfærdeligt. Forestil dig, at han skal forberede en State of the Union-tale. Eller forhandle en økonomisk redningspakke. Han vil dø af kedsomhed.” Der er påfaldende ligheder til mareridtstilstanden i Alices eventyrland. Hvor klovnen/narren ellers var rammet ind i kongens hof, i cirkus, på en ølkasse i Speakers Corner eller på en standup-scene er han nu pludselig selv blevet konge. HVAD SKER DER?? Er det sandt hvad Carsten Jensen skrev i en kronik i går, at demokratiet har begået selvmord? At hvor mordet på Kennedy var et angreb på demokratiet er valget af Trump demokratiets selvmord, hvor efterkrigstidens epoke af håb er slut? Som han skriver: ”Fra nu af regerer ulven, og demokratiets får løber rådvildt brægende rundt”. Selv ikke en løbeturs dosis af endofiner fik mig ikke op af kaninhullet. Jeg gik bare rundt i en permanent kvalmetilstand og så verden smuldre.
Nu er der så heldigvis gået en dag. Arbejdet skal passes, børnene hentes, aftensmaden laves og børnene i seng og bagedystfinalen ser heller ikke sig selv. Det giver en velgørende afstand til ovennævnte noget selvtilfredse dekadente svælgen i mine egne følelsers betydning for verdenssituationen. En svælgen som Trump-segmentet (som jo går helt på tværs af traditionelle segmenter) med rette peger på, som en grundlæggende systemfejl ved The Establishment. Og præcis denne svælgen som elitens modgåelse af pøbelens uartigheder er netop det, der fodrer uhyret og gør det stærkere – som man også så i valgkampen. Denne elitære refleksionisme som blot mumificerer verden. Som Nietzsche bemærkede et sted: ’mennesket er så tynget af kultur og informationer, at det ikke længere kan bevæge sig fremad’. Det betyder dog ikke, at vi ikke skal reflektere (som dette blog-indlæg forhåbentlig også indikerer). Men vi skal ikke bilde os ind, at vi gennem refleksion får carte blanche til at kategorisere og begrebsliggøre verdenen i vores nydelige billede. For der findes faktisk mennesker i denne verden – noget f.eks. meningsmålingsinstitutterne på brutal vis forhåbentligt har erkendt nu. Måske skulle man besinde sig på en mere fænomenologisk tilgang til verdenen som antydet andre steder på denne blog. Måske skal eliten besinde sig på at møde verdenen på en anden måde? Ja – måske er det ikke ’pøbelen’, men eliten der er noget galt med. Som Christian Egander Skov skriver i en sammenligning mellem udviklingen af Romerriget og vores civilisation i Information: »Populisme er ikke en sygdom, men et symptom. Ja, måske gennemlever vi ikke en krise med populismen, men en krise med eliten, det moderne rodløse Davos-menneske, som administrerer stater, organisationer og virksomheder uden blik for det lokale, rodfæstede og kontingente.
Optimaterne lærte det aldrig, og prisen blev Republikkens sammenbrud. Vor tids globalistiske eliter har stadig mulighed for at lægge øret til og justere kursen, inden de vestlige demokratier slår ind på en kurs, der leder mod krise eller ligefrem undergang og cæsarisme.«
Præsidentvalget viste for alvor polariseringen mellem elite / The Establisment og ’folket’. Elitens svigt blev udstillet af Trump med Hillary som symptom, og som kun blev bekræftet af, at mange fra den republikanske top pludselig også bekendte kulør til fordel for The Establisment. Clinton-parrets umiddelbart hæmningsløse omgang med dubiøse arabiske forbindelser, deres foredrag til ågerpriser, deres købmandsagtige udlån af Lincoln-fløjen i Det Hvide Hus til potentielle donorer, den fuldstændigt uigennemsigtige sammenfiltring af private og professionelle interesser i forhold til email-sagen. Denne hæmningsløse og arrogante brug af magt til egen fordel, tilsat et tyndt fernis af godgørende legitimitet fra Clintonfonden blev brutalt udstillet af både Bernie Sanders og Trump. Trumps held var, at det netop var Clinton der stillede op, hvorved han kunne sammenkæde hende med eliten og The Establisment generelt. Det er min påstand, at havde det været en Obama der havde stået overfor Trump i en valgkamp, havde Trump ikke haft held til at smede dette link.
Og hermed kommer jeg til dette indlægs pointe: Jeg tror ikke der er tale om en civilisations sammenbrud sådan som Carsten Jensen mener, og som Christian Egander Skov kunne antyde. Jeg tror, at der er tale om en generations tragiske implosion. Hvis dette er korrekt, giver det håb og en ramme for handling som kan aktivere de yngre generationer. Min forældregeneration, som både Trump og Clinton tilhører, er en generation som demaskerede magten. Som i 60’erne og 70’erne væltede autoriteter, som tilhørte et allerede hendøende landbrugs- og industrisamfund (tænk her også på, hvordan Hillary som helt ung jurist allerede var med i White Water-sagen). Dette var så at sige denne generations opgave: De startede som idealister som skulle bygge en ny verden op fra bunden, blev realister som tiden gik og endte som kynikere i deres analyse og omgang med magten. Deres verdensforståelse er formet af en tæt omgang med magten fra basisgrupper til management-, ledelses- og business-guruer. Dermed har de også fået en skæv magtanalyse. De har opfattelsen af, at alle kan aspirere til magten – at magten gennemsyrer alle forhold helt ned i privatssfæren. Tænk blot på Maos lille røde til skoleelever. Magten lå blottet og på mange måder uinstitutionaliseret i 60’erne og 70’erne. Men det var efter min bedste overbevisning en undtagelse. Min gamle lærer, som jeg respekterer dybt, fra universitetet – Søren Mørch – var meget optaget af netop at demaskere og analysere magten. For ham er det det, der driver verdenshistorien i hans to kæmpebind herom, hvor hans grundlæggende magtanalyse tager udgangspunkt i Goethes Faust og hans pagt med djævelen – hvor prisen for konstant vækst er, at han ikke må tøve i øjeblikket. Magtmennesket ser sig aldrig tilbage. Bismarck står for ham som det ypperste symbol for verdenshistoriens drivkraft. På samme vis rangerer Mørch I.C.Christensen og Anders Fogh som fremragende statsmænd. Altså en gennemført kynisk tilgang til magten som det der driver butikken. I dette syn på viljen-til-magt som drivkraft ligger også kimen til noget fascistoidt. Og her har Hillary mødt sit nemesis i Trump. Trump kender udmærket dette syn på magten, som han selv hæmningsløs har anvendt, men som han derved med troværdighed kan demaskere hos Hillary. Hillary er en gennemført tragisk skæbne, som Trump med sin klovnerolle har rullet ud på komisk vis – og hevet hele The Establishment med i købet. Vi er tilskuer til denne generations indbyrdes kamp og totale kollaps. Det er en udstilling af den generations verdensbillede og syn på magten.
Denne fortælling om en generation kunne have endt anderledes, og det er derfor at valget i går var så skelsættende. Hvis Hillary havde vundet, kunne det være blevet historien om, hvordan hendes generation og den næste (Obama) var blevet forsonet. Obamas tilgang til magten har været meget anderledes end Hillary-generationen. Det viste sig i forskellen mellem Bush’s aktivisme og Obamas mere ydmyge tilgang. Bush og de neokonservative forsøgte at genetablere et link til sin generations tidlige idealisme og opbyggelighed ved at bombe sig til demokrati. Et déjà vu til 70’ernes forestilling om, hvordan demokrati naturligt udvikler sig hvis magtstrukturer er væk. Obamas formative erfaring fra borgerrettighedsbevægelsen og konsekvenserne af Vietnam gav ham en noget anden magtanalyse, som kan forklare hans politik i Mellemøsten. At Hillary var udenrigsminister i Obama-administrationen (selvom Obama styrede udenrigspolitikken) og at Obama i den grad støttede Hillarys kandidatur trods markante konfliklinjer, der viste sig i 2008-valgkampen, kunne have været historien om generationernes forsoning – om et forsøg på at finde fælles grund mellem generationerne. Om det havde ladet sig gøre ville have vist sig i Hillarys forvaltning af magten – men man kunne godt have sin tvivl, når man ellers tænker den clintonske omgang med magten. Trumps demaskering ødelagde alle forsoningsforsøg – måske selv hvis Hillary havde vundet. Jeg fristes til at sige, at kun en fra den generation kunne have gjort det Trump gjorde. Og måske udstiller det også Obamas forsøg på at lande Bush’s eventyr og hans generation på en balanceret måde. Det lod sig ikke gøre. Vi er blevet kaldt nå-generation af den ældre generation, som ikke har kunnet forstå vores tilgang og reservation overfor deres magtbegreb. Vi er blevet udstillet som en generation uden vilje. Måske også baggrunden for, at Michelle Obama blankt har afvist at kandidere til præsidentposten i afsky for magten. Måske er Trump-sejren et udtryk for en opgivenhed i forhold til den type magt som den generation har bygget op? Måske skal man ind og drain’e the swamp før en ny måde at opbygge magten kan komme til? Her tror jeg min generation skal kende sin besøgelsestid: Lad os gøre Trump-perioden til den parentes der skulle til for at en ny tilgang til magten kunne komme til. Lad os få formuleret et verdensbillede, som har en anden tilgang til magten. Som ikke bygger på en ødelæggende kynisk vilje-til-magt eller idealistiske utopier om magtfrihed.
Jeg mener, at f.eks. Levinas kan hjælpe os med at få genetableret nogle grundlæggende piller i vores civilisation. Herunder problemstillinger omkring videnskabelighed, individualisme, fællesskab, humanisme, anstændighed, menneskerettigheder, tro og muligheden for ikke-tro, omgang med den anden uden kolonisering – alt sammen noget som af mange stemples som pladder-humanisme og som banaliseres af neoliberalisterne og ’populisterne’. Mange gange med god grund, fordi begreberne bygger på intuitivt føleri i stedet for et sammenhængende verdensbillede. Jeg synes på mange måder, at Levinas stiller et sådant verdensbillede til rådighed – med de konsekvenser det stiller. For det er ikke uden omkostninger. Levinas verdensbillede bygger på afsavn, adskillelse og ikke-forsoning. Det bygger på en ret radikal eksiltankegang som kun lader sig gøre i fællesskab. Et tillidsfuldt fællesskab, hvor den anden ses som mål i sig selv og ikke som et tandhjul i en konkurrencestat. Jeg vil uddybe de utallige mellemregninger der er i forhold hertil senere på denne blog. Her vil jeg blot pege på, at vi som generation er klar til dette skridt – selvom der ifølge Levinas er voldsomme omkostninger. Vores samfund og vores civilisation er i voldsom eksistentiel krise. Vi ser symptomerne på dette i forhold til den meningsløshed mange føler: stress, depression, angst. Og ikke mindst fascination af Islamisk Stat. I denne sammenhæng vil jeg referere og citere fra en artikel i Weekendavisen (d. 7. okt. 2016): ”Islams store udgifter” af Thomas Hoffmann hvor han taler om en teori der forklarer hvorfor Islamismen kan afkræve sine troende så store ofre og alligevel være tiltrækkende:
»Basalt set går den ud på, at sociale grupper har brug for at etablere intern tillid, at skabe en atmosfære af solidaritet og troværdighed. Med tilliden til hinanden følger dog straks et velkendt problem: alle dem, som udnytter tilliden og kører på frihjul. På økonomisprog er det de såkaldte free-riders. Det er et folkefærd, vi alle kender, når vi skal lave gruppearbejde, og større kollektiver skal samarbejde. Nogle af os må måske skamfuldt indrømme, at vi af og til slutter os til dette folkefærd. Free-riders er nemlig smarte og får andre til at gøre arbejdet; det er faktisk det mest rationelle. Men free-riders underminerer også vores kollektiv, selve dets sammenhængskraft. Hvorfor skal jeg yde, bare for at min frihjulskørende partner kan nyde? Det virker ikke rimeligt. […] På papiret kan vi alle blive enige om, at samarbejde og fælles forpligtelser er godt, men hvordan sikrer vi den ægte solidaritet og selvopofrelse for vores partikulære kollektiv? Nuvel, forskere som for eksempel William Irons, Richard Sosis og Laurence Iannaccone har observeret, at især krævende ritualer og restriktive adfærdsreguleringer er gode til at markere, at man hører sammen og har noget til fælles. Det er ligesom arbejdspladsen, der tilbyder overlevelsesture til medarbejderne for at ryste dem sammen. Og jo mindre man kan snyde med udførelsen af sådanne strabadser, jo mere effektivt. Ud over at virke indadtil kan disse iscenesatte strabadser også fungere effektivt som afskrækkende ’dørmænd’, der kan holde de parasitære free-riders ude fra det gode selskab
[...]
Uden sammenligning i øvrigt er psykologien i det næsten som i George Orwells berømte anmeldelse af Hitlers Mein Kampf fra 1940. Her identificerede Orwell Hitlers succes således: »Hvor kapitalisme og socialisme siger til folk: ’Jeg tilbyder jer gode tider’, siger Hitler til dem: ’Jeg tilbyder jer kamp, fare og død.’ Det virkede, og løftet holdt han jo også til fulde.
Naturligvis er denne teori om krævende ritualer og strikt adfærdsregulering kun én brik i forklaringen på, hvorfor islam vokser på verdensplan og tiltrækker nye tilhængere. Ikke desto mindre kan vi konstatere, at muslimerne faktisk har succes med at opretholde et relativt højt niveau af udgiftskrævende ritualer, intern justits og med deraf følgende commitment– ganske på trods af en omverden, der tror, at den kan tilbyde muslimerne ’det gode liv’ ved at tage strabadserne fra dem. Islams store udgifter betaler sig nemlig.«
Vi skal ikke bruge totalitære regimers metoder til at skabe fællesskab, men vi skal heller ikke havne i et neoliberalt rational choice-menneskesyn. Det er hårdt at være en del af vores fællesskab – og det kræver en benhård gensidig tillid, som igen kræver et fælles sprog, verdensbillede og ’kosmologi’. Ikke et fællesskab forstået som et ontologisk ’vi’, men et inkluderende fællesskab, som kræver aktiv deltagelse og tegnes af de mennesker som udgør det – i det, som Levinas kalder for et spor. For Levinas kræver det at indgå i et fællesskab at man er sig selv – gennem den anden. Efter min mening kunne det være en måde at bevare den vestlige civilisations store arv.
Men herom senere!