Fysisk ligningsløsning

Beskrivelse

På C-niveau (evt. også andre niveauer) kan det være en stor udfordring for eleverne at løse selv helt basale ligninger. Her er et forslag til at løse ligninger helt konkret og fysisk, som forhåbentligt kan styrke forståelsen for konceptet med, at der skal flyttes ting over på den anden side af lighedstegnet, og at man skal benytte omvendte regningsarter, når man gør det.

Ideen er, at man tager en ligning og deler op i et antal passende "brikker", og så skrives hver del på et stykke A4-papir / printes fra et præ-fabrikeret eksempel. Det nødvendige antal elever tager nu hver sin brik til selve ligningen. På bagsiden af eksempelvis +4 står der -4, og der skal gerne ske det, at nogen foreslår at flytte +4 over på den anden side, så eleven med den vender sit papir og flytter sig over på den anden side af lighedstegnet. Sådan fortsættes trin for trin, indtil ligningen er løst.

Man kan nøjes med at prøve dette en gang eller to på klassen, eller man kan gå skridtet videre: Del holdet op i et antal grupper og bed dem konstruere papirer, der kan bruges til at løse en anden ligning, som så efterfølgende byttes rundt mellem grupperne.

Evt. kan man tilføje et konkurrenceelement ved at sige, at vinderen er den gruppe, der først kan fremvise en billedserie/video, hvor hvert trin i løsningen fremgår.

Pædagogiske formål

Ligningsløsning er en meget fundamental færdighed at mestre, hvis man skal nå videre end at kunne sætte ind i formler, hvor det ønskede allerede er isoleret. Igennem den fysiske aktivitet kan man forhåbentligt få lidt flere elever med på i det mindste at kunne håndværket, og så er man jo allerede nået langt.  

Niveau og emne

Ligningsløsning på især C-niveau, men kan i princippet bruges på alle niveauer.

Konkrete eksempler

Se den vedhæftede fil "Fysisk ligingsløsning.docx" for et konkret eksempel med en lineær ligning.