Kassetænkning

Beskrivelse:

Print f.eks. tidligere eksamensopgaver i et emne på farvet papir (en farve pr. gruppe). Klip hver opgaveformulering ud for sig. Opstil kasser i lokalet og beskriv hvilken opgavetype, der skal i hvilken kasse. Så skal eleverne finde ud af hvilken kasse, de synes, at opgaverne skal i. Som opsamling kigger man på, hvor der er uoverensstemmelser og hører argumenter for placeringerne. Når alle er blevet enige, samler man op ved at give et overblik over hvilke opgaveformuleringer, der var til hver opgavetype. Hvis det kombineres med "opbygning af metoder" får de bagefter en løsningsstrategi.

Man kunne også tage eksamenssæt og få eleverne til at placere opgaverne i emnekasser - og så bagefter opdele hver kasse i underopgavetyper.

 

Pædagogiske formål:

At gennemskue hvad de bliver bedt om i eksamensopgaver. Hvad nøgleordene er. Kan bruges som afslutning på et emne.

Niveau og emne:

Alle niveauer med skriftlig dimension. Alle typer af eksamensopgaver - f.eks. differentialligninger og opgaver uden hjælpemidler særskilt.

Konkrete eksempler:

Se også ovenfor under beskrivelse.

 

På HF C-niveau kunne man også lave en papirudgave, hvor eleverne skulle tegne streger fra opgaven til kassen. I eksemplet går det ud på at afgøre, om det er lineær, eksponentiel eller potensvækst. De kunne så få en facitliste.