Introduktion til faglig læsning i samfundsfag

Som introduktion til den faglige læsning i samfundsfag forklarer underviseren, hvilke elementer eleven skal være opmærksom på ved de forskellige teksttyper.

Forskellige teksttyper:

  • Samfundsfaglige begreber: De er centrale for forståelsen af det emne vi arbejder med. Et begreb er en præcis betegnelse for noget.
  • Cases: Et eksempel fra “virkeligheden” vi studerer for at blive klogere på det vi undersøger.
  • Teorier: En sammenhængende forklaring på hvorfor og hvordan det vi undersøger hænger sammen.
  • Model: Er en forenklet, ofte grafisk afbildning af virkeligheden.
  • Tabel: Den måde vi får overblik over vores observationer og sammentællinger.
  • Figur: En opstilling, der giver et overblik
  • Citater: Udtalelser fra centrale personer fra virkeligheden (empiri) som vi bruger som eksempler og dokumentation

Analyse af tabeller

  1. Læs overskriften: Hvad viser tabellen?
  2. Er der tale om absolutte (hele) eller relative tal (procenttal, indekstal)? Hvad er måleenheden? Det vil normalt fremgå af overskriften.
  3. Hvilke variable indgår i hovedet og forspalten? (Fx “Køn”, “alder”)
  4. Hvordan er tabellen konstrueret? Beskrives der en tidsmæssig udvikling? Skal den læses vandret eller lodret? Er der foretaget sammentællinger?
  5. Læs tallene. Læsningen skal være systematisk. Markér centrale tal. Kan der spores centrale tendenser eller et mønster?
  6. Formulér spørgsmål til tabellen.
  7. Formulér én eller flere påstande ud fra centrale tendenser eller mønstre i tabellen.


Analyse af artikler:

  1. Hvilken form for artikel er der tale om? (Interview, beskrivelse, kritik osv.)
  2. Hvem har skrevet artiklen?
  3. Hvor mange og hvem udtaler sig i artiklen?
  4. Hvad handler artiklen om?
  5. Indgår der ord/sætninger i artiklen, der giver udtryk for holdninger (fx usolidarisk)?
  6. Omtales modstandere (fx andre politiske partier og i så fald hvordan?
  7. Hvem er modtagerne, udover læserne? (fx hvor er den trykt/vist?)
  8. Hvad er formålet med artiklen? (kritik, paradoks, dilemma, oplysning osv.)