Lektielæsningsmodul 1, læsning i lærebog - Matematik B

Modulet træner lektielæsning i lærebog

Før (10 min.)

I fællesskab gennemføres nedenstående punkter.

  1. Hvilket forløb/emne er teksten en del af? (Se om eleverne kan svare. Skriv svaret på tavlen)

  2. Hvad ved jeg fra sidste modul om emnet for denne tekst? (Eleverne prøver at huske hvad de lavede i sidste modul. Stikord kan skrives på tavlen. Underviseren supplerer evt. med vigtige elementer som eleverne ikke nævner)

  3. Hvad er læseformålet? (Eleverne læser beskrivelsen af lektien på Lectio og kommer med bud på hvad de regner med at skulle få ud af at læse lektien. Stikord skrives på tavlen og underviseren forklarer, hvad der er ment som læseformål) (Det kan være at bruge en formel, forstå notation, læse grafer osv.)

  4. Før man læser lektien, bladrer man lektien igennem og danner sig et overblik over, om der er tekst, figurer, formler, faktabokse eller bokse med særligt vigtigt indhold, eksempler, øvelser og andet man skal være opmærksom på. Hvad lader til at være vigtigt for læseformålet? (Det er ikke meningen at der skal skimmelæses her, man løber siderne igennem for at få et overblik over mængden af tekst og figurer).

  5. Skal der skimmes, nærlæses eller figurlæses? (Svaret skrives på tavlen)

  6. Er der noget der ikke skal læses? (Svaret skrives på tavlen. Nogle gange er der historiske bokse, eller ”sjov” matematik, som ikke er en del af lektien eller skal være interesseskabende. Det kan være at eleverne skal springe eksempler, figurer eller øvelser over i læsningen).


Under (60 min.)

Læs hele eller dele af lektien med eleverne. Det vil sige, at teksten skal læses højt af underviseren mens eleverne læser med. Hvis det er en længere tekst, må eleverne læse en del af teksten selv. Man kan vælge en vanskelig tekstdel ud, eller starte teksten for eleverne. Man kan også lade eleverne læse hele teksten, og så efterfølgende udvælge en del af teksten og læse igen i fællesskab. Ideen er at læreren har teksten på tavlen og læser med eleverne. Der kan tages relevante noter på tavlen undervejs.

Det er vigtigt at holde en pause undervejs. Der sker meget på tavlen i dette modul.

Punkterne herunder kan ikke klares kronologisk, men er dele man skal vise eleverne hvordan man håndterer.

  1. Hvilke ord forstår jeg ikke? (løbende skal man slå ord op man ikke kan. Typisk er de fleste ord vigtige i en matematiktekst)

  2. Husk både at læse tekst og se på billederne. (Som underviser skal vi vise hvordan man læser lidt tekst, læser en tilhørende figur, og så vender tilbage til teksten)

  3. Hvilke nye definitioner er der? (Står ofte i en boks. Skriv dem op på tavlen, som man ville skrive dem ned på et papir.)

  4. Hvilke nye begreber indføres der her? (Skriv dem op på tavlen, som man ville skrive dem ned på et papir.)

  5. Er der evt. nye matematiksymboler. (Skriv dem op på tavlen, eventuelt med betydning)

  6. Hvilke sætninger eller formler er der? (Står ofte i en bokse. Skriv dem op på tavlen. Det øver det nye symbolsprog og hænger tit sammen med et læseformål)

  7. Gælder sætningen eller formlen altid? (Her noteres det i stikordsform hvilke betingelser der er vigtige at lægge mærke til. Er der begrænsninger, flere muligheder, valg man skal tage, ting man skal kontrollere for at bruge formlen?)

  8. Hvilke eksempler er der? (Kontroller beregninger på tavlen. Det kan illustreres hvordan man kan kontrollere et eksempel i teksten, ved at vise hvordan man selv tænker. Der kan skrives lidt på tavlen, men man kan også vise eleverne at man kan gøre det i hovedet (eventuelt med overslagsregning). Hvis man kan forklare en anden hvad der sker i eksemplet, har man selv forstået det)

  9. Hvilke øvelser er i teksten? (Hvis eleverne er blevet bedt om at lave øvelserne, hvilket eksempel passer så til øvelsen? Noter øvelsesnummer og eksempelnummer ved siden af hinanden. Eventuelt kan man vise at det eksempel man gennemgik tidligere nu kan bruges til øvelsen, og så lave øvelsen i fællesskab på tavlen.)


Efter (10 min.)

1) Nu skal eleverne læne sig tilbage og tænke over hvad de har læst.

Man kan give eleverne to minutter for sig selv, hvor de kort noterer eller tænker over, hvad lektien har lært dem, eller hvad der er vigtigt at tage med til næste modul. Det kan også være spørgsmål. Det skal gøres i fuldstændig ro.

Så kan man lade eleverne tale med sidekvinde om deres tanker i et par minutter.

Så samles der op, ved at underviseren skriver ( i stikordsform på tavlen) hvad eleverne har lært af teksten.

2) Genlæs i fællesskab, hvad der var lektiens læseformål.

Lad eleverne vurdere om de kan opfylde læseformålet.

3) Læs de nye ord, formler, sætninger, symboler, grafer og andet højt for elevere (Det meste skulle stå på tavlen på en eller anden måde). Lad eleverne læse det samme højt for hinanden i par.