Generel model til argumenterende tekster

Modellen "Faglig læsning i religion - guide til eleven" skal bruges i lektiemoduler. Når modulet bliver afviklet som lektiemodul på klassen, skal læreren medtænke ekstra materiale til de hurtige læsere. Fx et YouTube-klip, der uddyber emnet, baggrundsmateriale på nettet m.v.

Ved lektielæsning hjemme arbejder de kun individuelt og læreren har givet et læseformål og en læseteknik.

Før læsning

Læreroplæg om teksttyper i religion (klassiske, repræsentative, baggrundsstof fra lærerbøger og argumenterende tekster) à i dag fokus på argumenterende tekster.

Eleverne noterer dato, fag, forløb, genre/type tekst, og læseformål bestemmes i fællesskab. Nævn den konkrete genre og synsvinklen i teksten.

Eleverne udfylder vedr. forforståelse om religionen, som den argumenterende tekst hører hjemme i, og viden om genren.

Under læsning

Eleverne læser individuelt overblikslæsning. Dvs. de læser teksten igennem, inddeler den i afsnit og giver hvert afsnit en dækkende overskrift.

Eleverne nærlæser teksten, hvor de skal have fokus på afsender (hvem taler i teksten?), mediet (i hvilken type medie er teksten offentliggjort?), centrale udsagn (hvad siger afsenderen?), modtagere (hvem siger afsenderen noget til?), argumenter (hvordan og hvilke type argumenter bruger afsenderen? Er der brugt særlige retoriske virkemidler – brug din viden fra danskfaget), budskabet i relation til religionen (hvad skal du lære af teksten?) og uddybe centrale holdninger og sammenlign dem med andre holdninger inden for emnet/religionen (hvad får du ud af det komparative arbejde?)

Eleverne udfylder felterne med vigtigste faglige pointer og ukendte ord.

Efter læsning

Eleverne sætter sammen i studiegrupper og fremlægger deres noter fra fasen under læsning for hinanden à del og stjæl runde.

Eleverne hjælper hinanden med at opfylde felterne Hvad har lært af teksten? Og kan du nu opfylde læseformålet?