Læseteknikker i fysik

At skimme en tekst:

Inden I begynder at læse en lektie i fysikbogen, så kan I lige hurtigt lade blikket glide ned over siderne. Se billederne der illustrer hvilke fysiske fænomener teksten omhandler. Læg mærke til overskrifterne, de er fremhævet. De må være vigtige – så læg mærke til hvilke fysiske begreber og emner, der er fremhævet i en overskrift.

At nærlæse en tekst:

Når I læser lektien i fysikbogen, så er det som oftest nærlæsning, I skal bruge. Læs teksten langsomt – ”tyg på ordene”. Ordene forklarer de fysiske fænomener, begreber og formler. Kig på billederne, der illustrerer fænomenerne eller det fysiske system og vend så tilbage og læs ordene igen. Når I møder formler i teksten, så er de skrevet med symboler. I matematik er formlerne (ligningerne) som regel udtrykt ved x og y, men i fysik har symbolerne (de fysiske parameter) en betydning. Det er vigtigt at lægge mærke til, hvad de står for. Der vil altid stå i teksten i fysikbogen, hvad de fysiske parametre betyder – de bliver defineret i teksten. Så det er vigtigt at nærlæse ordene og sætningerne, så indholdet begynder at bundfælde sig.

At læse en figur / graf:

Start med at se hvilke fysiske størrelser, der er afsat på akserne. Læg mærke til enhederne på akserne. En figur eller graf skal altid tolkes, dvs I skal hente information ud af denne graf. Hvad kan den fortælle os? Illustrerer den en formel? Hvis grafen stiger eller falder, hvad fortæller det så om, hvad der sker med det fysiske system.

At læse en skitse eller billede:

I fysik vil I ofte møde en skitse eller billede af en forsøgsopstilling og apparater. I vil ofte møde billeder af naturfænomener eller situationer, som gør det nemmere at forstå, hvad teksten i fysikbogen handler om. I skal forklare billedet – hvilke fysiske parametre, formler, fænomener kan uddrages af indholdet på billedet?

At læse en fysikopgave:

Fremgangsmåden har I mødt i kemi i 1.HF.

Start med at læse opgaveteksten og indkredse hvilket emne opgaven omhandler. Noter ned hvilke informationer, I får opgivet i opgaven i form af symbol, tal og enhed på tallet.

Hvad skal udregnes?