Russisk ortoks - gud blev menneske og menneske skal være gud —> Levinas / Dostojevski VS protestantisme / zizek 7:30
Resurection hsppens in christian community - holy ghost is the resurrection 8:15 we are condemned to freedom
Russisk ortodoksi adskille ikke mellem det verdslige og det gejstlige --> gudstjenesten fylder alt (se Gottliebs Den ortodokse kirke!). Verden udenfor kirkerummet er en undtagelse. Den manglende adskillelse gør, at de netop ikke kan udøve en bonhoeffersk ansvarlighed, for når kirkerummet fylder alt, så elimineres jeg'et / egoet, og er derfor ikke 'ansvarlig' (Zizek om Suzuki 13:40 her --> https://www.youtube.com/watch?v=b44IhiCuNw4). Japansk buddhisme og militarisme hænger fuldstændigt sammen --> elimineringen af egoet var nødvendig for at gøre mennesker til soldater, og hertil anvendtes buddhismen. Det er her, at Luther er revolutionær i sin adskillelse af det verdslige og det gejstlige, for netop derfor, gøres mennesket ansvarligt --> Bonhoeffer er en sand protestant i modsætning til de tyske kristne! Kun i den bevidste rumslige adskillelse kan et ansvar opstå. Dette hænger også sammen med Zizeks indre-yder og den væmmelse der opstår, når der sker et udbrud fra det indre til det ydre. Forbuddet mod at det indre yderliggøres - eller at det ydre inderliggøres - kan siges at være essensen i Markus' messiashemmelighed. Og det er det samme, når man med Luther henvises til sit lønkammer. Egoet og den skyld egoets eksistens pådrager sig er helt afgørende for, at et menneske handler ansvarligt. Gud til Job --> verden er kaotisk - lev med det. Job har blot fået et guddommeligt indblik i vilkårligehden. Det handler ikke om, som Jobs 'venner' siger, at Job har handlet uretfærdigt, eller at Job bare ikke kan se det store perspektiv.
Disgust er ikke et møde med noget radikalt andet men når det indre bryder ud i det ydre (Zizek)
Secret for divinity is also secret for divinity itself (zizek) 17:33
we fight for the faith of god himself. Bringing history into devinity (Sløk)
True freedom in predestination 22:40
You are even responsible for your fate or nessesity 25:22
You cant externalize doing your duty 27:48
You cant refer to your duty as some objective matter (eichmann / arendt) —> radikal ansvarlig ift pligt 28:42
41:18: destruktion af multikulturalisme - som dyb økologisme —> som om vi har access til en universalisme. Hidden arrogance = konspiratorer spejler blot samme universalisme som multikulturalisterne
42:50 behandle afrikanere som uskyldige børn = racisme
At se tingene udefra - holocaust som assemplice —> kosmologiske fænomener skal ses medregnet at det er os der ser (Grimstrup / Rovelli) —> kvantemekanik. Remytologisering af big bang? Kan man så studere bb? 45:00
Indisk, kinesisk, russisk, SAudisk som ultra-kapitalistisk.
16:45 —> vestlig civilisation —> kjærgaard?
24:00 tabet af trad kultur skaber det der er tabt - z taler om Indien, men det kunne være GL.
Kolonial undertrykkelse åbnede samtidig op for frihørelsrn
35:24 hvad betyder det at Jesus siger at man skal forkaste sin familie - truly egalitarian universslism. Vs fascistisk koorporatisme / kinesisk kongfusiansk harmoni vs den kristne direkte adgang til universalisme
48:50 arbitrært udøvende Gud skaber fundamentet for frihed - Job pointe.prædestination / protestantisme
Love som politisk begreb --> kærlighed har en terroristisk, fanatisk dimension - omverden negeres i et absolut fokus på den anden (Brönte --> Heathcliff / Wuthering Highs). Måske skulle man kalde det for en eskatologisk bevidsthed i sin substans - dvs., man destruerer verden / verden destrueres omkring sig, og der er kun to tilbage - som Bastian og Moonchild. Forskellen på forelskelse og kærlighed: Når man skriver et brev eller er til gudstjeneste / Shakespears idé om teatret --> adskillelse i passiv modtagelse og derefter går man fysisk ud og kan handle i 'verden'. Men nu med den bevidsthed, at indbruddet / miraklet er det egentlige, men man er tvunget til at 'oversætte' dette. Igen- og igen. Gentagelsen er således kun tilsyneladende, og en realiseret eskatologi kan leve side om side med en futuristisk (dårligt udtrykt). Find Zizeks kryds mellem tid og evighed (inspiration fra Bonhoeffer).
Everything subordinated this person - everything destroyed (ca. 5:00).Ægteskabet er en måde at find yourself in love without falling in love - forelskelse er det mest destruktive.--> narcissistisk filosofi (kaffe uden koffein, øl uden alkohol, kærlighed uden forelskelse).
7:20 --> forskel mellem eros og agape
Buddhistisk vs. kristen
Buddhisme og indifference vs. kristen violent passion to introduce difference - a gap in the order of beeing - privelege som objects at the expense of others. Love is violence --> tears its object out of its context, elevating it to the sublime absolut thing. Get rid of the old platonic topos of love as eros, som hæver kærligheden fra kærlighed til det materielle til det immaterielle (Nygren). Sand kærlighed er den modsatte bevægelse: Forsaking the promise of eternity itself for an inperfect individual. Choose the temperal existence - giving up eternal exsitence for the sake of love - hvad hvis dette er den højeste etiske handling overhovedet? At vælge det imperfekte (som Sigfried i Wagner) fremfor Valhalla? This is the message of christianity! Love is Jesus --> I know you are missarble, mortal beeings, but Im ready to forsake eternity itself for it (ref til Chesterton / Orthodoxy). Love desires personality, therfore love desires division - it is the instict of christianity to be glad, that God has broken the universe into little pieces - for the buddhist personality is the faul of man - for the christian it is the purpose of God - his whole point of his cosmic idea. Christianity is a sword that seperates and sets free --> seperaste universe into different living souls. Violence in the christian love for ones neighbour --> evangelie-uddrag: Tro ikke jeg kom for at bringe fred - men jeg bringer sværdet. I came to set the men against his father. He who loves father and mother more than me is not worthy of me / anyone that comes to me not hate his fateher, and own life cannot be my disciple. I have come to cast conflicts on the earth, fire, sword, war.
23:30: Den hedenske kosmiske kosmologi beskrives, og det beskrives hvordan det onde er kaos i dette system, hvor man ikke respekterer sin plads i et harmonisk hele. Kristendommen er præcis det modsatte --> Monsterous distorsion. Princippet: hvert individ har en umiddelbar adgang til universality, som kaldes helligånden / freedom / human rights. I can participate in this unerversal dimension directly irrespectly my place in the global social order. Det handler ikke om at hade sine forældre som living beeings - de står for hierarkiet af social order - the network of domination, subordination - det handler altså om et had til det etablerede sociale hierarki! Jeg er your true home / helligånden / truly unconditional egalitarian community. Paulus - det er kærlighed, der unplugger os fra our social community --> neither men nor women, neither greeks nor jews. Sønnen og faderen dør - helligånden lever. Kierkegaard: Den nødvendige konsekvens af det kristne bud om at elske sin fjende, er buddet om at hade the beloved out of love and in love
Unity of love and sword!
29:23 : uddybelse af agape (kristen kærlighed) --> politisk kærlighed --> unconditional egalitarian love for the neigbour can serve as a foundation of a new social order. Indebærer en apokalytisk millinarisme. The urge to realise an egalitarian social order of solidarity. Love is the force of this universal linked with / bypassing their particular hierarkick determination
37:30 --> kapitalisme med asiatiske 'værdier' (som intet har noget at gøre med asiatiske mennesker, men blot en fetish, som får kapitalismen til at udvide. Marx --> kapitalismens succes engenders antagonism.
38:30 - hvad er universalisme (pba ikke-vestlig kritik af eurocentristisk 'universalisme' - f.eks. at human rights i virkeligheden priviligerer en særlig gruppe hvide europæere og 'individualistiske samfund = historicistisk relativisme (igen, historicisme er det frie valg, bare blandt histoiske begivenheder, og er dermed ikke frie, da det ikke indebærer nødvendighed (se eksempel om kærlighed)) --> VI er lang mere universelle end vi tror vi er - som agenter på et marked, 'besætter' vi som personer en universal position (Marx)fordi vi relaterer til os selv som universelle subjekter - vi er ikke længere rooted i partikulære sociale hierarkiske positioner. Ikke universalisme ift andre, men at jeg relaterer til mig selv (ingeniør i dag - taxi-chauffør imorgen / marked-commodities) --> destroys all particular modes of life --> ultra-asiatisk-kapitalisme - hvordan håndterer den det? Marx to tekster om Indien (42:15): England has broken down the whole frame of indian society - this loss of its old world --> particular kind of melancoly to the present missery of the hindu - seperate hindustan from all its traditions --> England = unconscious tool of history / revolution? Koloniseringen skabte betingelserne for Indiens frigørelse - både fra egne kulturelle bindinger såvel som fra koloniseringen selv. Britterne prøvede aldrig at overføre vestlige standarder på Indien! Nej, lige modsat! De arbedede hårdt for at genetablere gamle lokale værdier (identitetspolitik) - STABLE INNER SOCIETY, READY TO BE EXPLOITED. Bog om kastesystemet var grundet i en britisk indsats - ikke en indisk, hvor denne bog var glemt. 'Respect for local culture' er et undertrykkelses-værktøj og en integreret del af selv koloniseringen! Inderne skulle ikke blive som britterne - de skulle fastholdes i deres indre, partikulære traditionale vaner og traditioner (VS FREDERIK OG AUGO LYNGE)! Superiority of their spirituality: Ja, vi er rigere end inderne, ja, vi bringer fremskridt, men de lever mere 'autentisk' --> vores 'tomme' kultur / rigdommen af 'enkel' spirituality... --> IDENTITETSPOLITIK og den fascistiske tilrettevisning af kulture til en stabilisering af kapitalismen!!!!!!! DETTE ER EN FALSK RESPEKT FOR DEN ANDEN! Parcifal: Såret kan kun heles af det selvsamme spyd der forårsagede det --> the power of social disintegration brought by colonization --> åbner også for antikolonial frigørelse
50:00 Indien og det at protesten skal formuleres på kolonimagtens sprog, og at kulturen selv i sin kerne er et kolonialt produkt. Brahminerne vs kasteløse —> sammenlign med GL. Det er de højeste lag, som brokker sig over at bruge koloniherrens sprog, og samtidig anklager Zizek for at sige, at det engelske sprog også er frigørende - der råber KOLONISATOR. De kasteløse forstår alt udemærket! Sammenlig med Nuuk-elite
Opbyggelsen af en (oprindelig) kultur er en koloni-herre-strategi. Macolm X og Sydafrika som eksempler på hvordan tilbagevendelse til oprindelig kultur i virkeligheden allerede er indlejret i koloniherrenes sprog og strategi.
Apartheit var et fokus på multikulturalisme (54:00). Mandela —> vi skal slå de hvide på egen bane ved at være mere universelle end de. Er udkastet til GL grundlov eksempel herpå?
Ikke anti-kolonial modstand pba en oprindelig, promordial ‘tabt’ kultur og rødder. Further universalisation!
Den dybe fremmedgørelse skaber grundlaget for ‘frelse’ —> marx: arbejderen afskæres fra sine rødder (fremmedgørelse) men skaber også grundlaget for at blive ‘universal subjects’ (58:00)
How to safe the legacy of communism? Fiaskoen blev brugt til at stille spg til hele modernitetens arv (1989) - all modernity was a fisko —> got - desire for a neogotic universe: capitalism killed mother nature - NO! (1:01)
Every return to premodern values / trad only serves to accelerate what is most dangerous in modernisation that the only way out is to brong modernization to its end.
Global harmony which will close the wound of modernity no: the wound itself / violent interuption of trad order by universal modernism beginning with christianity —> only salvation!
1:14 - love must be a prospect of eternity. Ingen store ideologier, men mere forandringer i everyday life —> præste-kald?
Ikke proclaiming universal love - always founded on an exception —> love you all so much that im ready to kill everyone that are ready to destroy our universal welfare
Belives in total externality —> offentlige liv. Det indre som fetish. Ligesom den oprindelige identitet / etnicitet bliver en fetish for ultra-kapitalismen. I believe in superficial manners (vi skal ikke ‘kende’ den anden - den anden kender ikke sig selv). 2:00:00
Happiness som hedensk begreb 32:00
Happiness is a way to avoid your desire.
Nightmare to get it - almost get it, and someone to blame 34:30
Disires must remain as a dream (foråret i Prag) - Tyrkiet idag…
Truth ikke lig happiness
Desire —————
Happines always has to rely on a figure of the big other —> 38:10
In the pagan universe you enjoy but you have to pay the price - i kr.dom har Jesus allerede betalt prisen. Pleasure only enjoyed at a distance
Freedom ikke freedom of choice men skal opleves som nessecity 53:00
Love - choice allready has happened.
Det er løsningen ift determinisme og konstruktivisme. Free determinism.
1:00:30 i vores vestlige paradis skal vi huskes på af og til at vi er heldige i at være her! Horrormovies og nyheder. Aquinas’ himmel, hvor man med velbehag ser lidelelsen i Helvede - Zizeks twist (Festen i Helvede, men én gang om ugen, hvor de kigger ned fra himmelen, skal de 'lide'.
Handmaid tale - to make us good in present society
Trump som den ultimative liberale fetish - ultimativ fascination. Trump er det sidste liberale ser før de ser klassekamp - ligesom drengen i Freud, der finder ud af at kvinder ikke har penis.
Identitetspolitik - fascisme og rabi-joke (I am nobody) - men da en 'nobody' også erklærer sig for nobody, får han ikke lov til det - som den sorte filosof, der siger, at også de sorte har gjort dårlige ting. De hvide vil stadig bestemme, hvem der kan indtage et universelt blik. Struggle for universality er løsningen --> og her er en 'tilbagevenden' til hindu-nationalisme, kinesisk kungfutze osv. hyperkapitalismens fetish, som 'stabiliserer' befolkningerne. Hyperkapitalismen behøver ikke længere liberalt demokrati. Eneste vej fremad er struggle for universalism.
Hvor jeg forsvinder i dig
Hvor jeg kun er gennem dig
Hvor jeg giver alt hvad jeg er til dig
Hvor jeg kun er fordi du ser mig og mærker mig
Hvor jeg bare forsvinder og er gennem dig
Hvor alt hvad jeg er, er din følelse og kærlighed til mig.
Hvor hele mit formål og mening er dig
Dette er en universalisme igennem kristendommen / brevgenren / Paulus --> Som ovenfor anført er der i kærlighedsforholdet som i brevgenren (såvel som selve gudstjenesten) en eskatologisk bevidsthed, som universaliserer kærligheden som Guds kærlighed. I brevgenren skabes et rum, hvor der kun er det fraværende du og jeg. Både afsender og modtager er egentligt ikke tilstede. Men med brevgenren skabes et rum, hvor den ydre verden ikke eksisterer, og alt hvad der sker, sker som noget genuint udefrakommende - eller præparerer for en sådan åbenhed. Ting skabes på stedet / i rummet. Det universelle heri ligger i, at du- og jeg bliver hele verden. Der er intet andet! Men i rammen af kirken / brevet skabes alligevel et gennembrud, som også lyser ud i den anden verden, således som Sløk er inde på mht gudssproget. Og som Zizek er inde på ift. protestantismen, essensen af adskillelsen mellem det verdslige og gejstlige og det han kalder for universalisme (som noget ikke-oprindeligt, men som noget spontant opstået). Bonhoeffers tilgang til bjergprædiken og radikaliseringen af kærlighedsbuddet kan også tages i betragtning i denne sammenhæng!
Zizek om kvante fysik (10:15). Heisenberg vs. Bohr --> Heisenberg - vi kan ikke måle position og hastighed samtidig, men drog ikke den radikale konsekvens - i sig selv er det ikke fastlagt (det er ikke bare os der ikke kan måle det). Ikke pga. manglende ying-yang / mask-feminin-harmoni, men fordi det ikke er ontologisk complete! The true dificulty - true task of materialism --> is to think this unfinished caracter of the universe without God. In itself its unfinished / open.This is a field which God doesn't control.
Rather than solving problems, philosophy should ask the right questions!
19:20: Kritik af radikal historicisme, som stiller spørgsmålet om, fra hviken vinkel / perspektiv / episteme, et spg. bliver stillet i --> Ligesom når politisk korrekte mennesker skaber en fascistisk identitetspolitisk orden (purely discoursive analysis). De egentlige spørgsmål bliver herved istedet stillet af populistiske qvasi-videnskabelige personer som Stephen Hawkins: is the universe finite / infinite / do we have a free will.
30:20 What matters is what you say publically - and this is dissapearing!! Den antikke biografi og det offentlige (Markus vs. den moderne biografi (vs. fyrstespejlet? --> hvordan hersker man / hvad er magt?) ). Man skal ikke gøre det indre til det ydre. Alt bliver en del af den private / indre sfære - mikrofonen er aldrig slukket.
We need alienation (humor/ironi) --> public space. I forsøget på at gengive det autentisk (f.eks. Holocaust), går vi ind i noget (helligt) indre, som ikke bør yderliggøres (disgust-diskussion ovenfor). Den bedste måde at skildre Holocaust på er gennem jokes og kommedie, fordi det skaber en afstand og dermed et offentligt rum (engelsk humor?). Ellers havner vi i fascistisk identitetspolitik.
Det er ikke interessant at kende en forfatters indre liv for at forstå et værk --> det er ikke nødvendig at kende dansk historie fra vikingerne for at forstå HCAndersen - man kan kende film og værker. Ikke historicisme! Eneste måde at være autentisk er at signalere persona, men at man ikke er der. Let the big other watch - maybe he will learn something..
Snowden, Assange, Pussy Riots = struggle for public space. Bologna-reform --> getting rid of public use of reasoning. Dont allow them in power to formulate / describe the problem (how to question) --> cars a burning in the surburbs - now we need experts / psykologists, arcitects and so on to telle ud how to control the crowd. En intellektuel er ikke en ekspert - han leverer ikke svar på spørgsmål formuleret af andre (magthavere f.eks.). MUNKEVÆSNET UNDER KARL D. STORE. Nej, han stiller spg til selve måden et problem er beskrevet! Økologi som eksempel: holisme / primordial mother-religion (fascisme) - we offended mother earth - mother earth will take revenge. IKke "capitalisme killed earth". DER ER INGEN MOTHER EARTH-TILSTAND HVORTIL VI KAN TAGE TILBAGE (se argumentation ovenfor om om anti-universalisme og nye versioner af kapitalisme - Indien f.eks.). Earth is a bitch / a nightmate! Olie-reserver er bygget på mega-katastrofer i fortiden...
Konventionelle spioner - spion for et land - dobbelt-agent var en del af spillet. Assange ødelægger hele dette spil.
Bio-genetics og muligheden for at regulere psychiatric proporties --> inside-outside-diskussion (51:45). Brain directly wired --> gør op med vores subjektivitets-kategori. Control us descreetly - we dont want to know (borgmesteren der blev tvinget til at se koncentrationslejr og begik selvmord - han vidste det på forhånnd). What is democracy today - people dont want to deside! Just maintain the appearence. Argumentation om happiness - at være lykkelig er ikke at opnå det man vil have (desire), men netop ikke opnå det og så kunne lægge skylden på nogle for, at de ikke har opnået det. folk vil have nogen der fortæller hvordan man skal vælge.
Central-venstre-liberal -hænger sammen med højre-populisme --> Kansas og Afghanistan som eksempler (de var meget progressive, men blev fundamentalister).
1:11:00 --> statens og overvågningens dumhed - som at vise hegels dialektik til en ko.
1:15:00 --> Lacan --> en mands jalousi ift sin kone er pr def patologisk, fordi han som udg.pkt har brug for disse fantasier in order to retain his normality (selvom de kan være sande) (LR) - det er det samme med antisemitisme: så snart man accepterer evt. enkelt-fakta - så har man allerede solgt sin sjæl til djævelen. Det patologiske ligger i, at man skal have en vision om jøden for at opretholde sit verdensbillede og 'normalitet': you shouldnt accept the debate at the level of facts. Konspirationer er en patologi i sig selv.
Det der retfærdiggør whisleblowers er public space! They are saving our commons (ligesom vores økologi, vores intellektuelle præstationer / bio-genetik osv).
I "Om troen": Sjælesorg er en institutionaliseret afkobling / universalisme (s. 129-132 ). Bygger på en sorg ift. opnåelsen af den største frihed, nemlig afkoblingen af den Store Anden (på den måde, kan trumpisme forstås som en modsatrettet eller dekadent form for sjælesorg, da denne netop også forsøger at håndtere afkoblingen - men ved at afvise, fornægte og dæmonisere, og isolere sig fra den). Der er ingen ekstern mening, men man kan skabe et rum for, at noget kan ske. Man skal ikke frem til nogen løsning, men man skal lære hinanden at stå selv (indse sin frihed og afkobling).
Heideggers indoptagethed (Dasein) i verden (i modsætning til den objektive position udefra (se Zizeks indledning om gnosticisme her) er ikke den oprindelige kendsgerning (130), men opfattes som sekundær ift Daseins kastethed, den tilstand at være kastet ind i verden, der opleves i angsten, som afslører Daseins grundlæggende intethed samt skyld/ansvar - det er i sidste instans denne afgrund, vi prøver at flygte fra ind i en optagethed af verden, hvor der altid er "et eller andet at give sig til".
Ifølge Zizek er Heideggers sluttelige fokus på folkets kollektive historie som daseins historicitet overflødig og passer ikke med resten af bogen. Hvis Heidegger ifølge Zizek havde optaget Kants transcendentale opstilling / moralloven (istedet for Folket), ville han i sin teoretiske konstruktion have åbnet for en grundlæggende jødisk-kristen erfaring af, at mennesket i sit væsen er rodfæstet i et traumatisk møde med en radikal Andethed, og at denne Andethed har brug for mennesket, menneskeheden, som det sted, hvor den kan åbenbare sig. Heideggers overdrivelse er i sidste instans den overdrevne-uhyrlige handling fra en helt, som grundlægger af en ny polis. Dette giver os således også svaret på, hvorfor omtalen af den jødiske erfaringsverden er fuldstændig fraværende i Heideggers tankegang. (131).
Ekskurs: Når Heidegger taler om polis som det fælles bosted, så handler det om Folket. Men hvis vi nu konkret ser på byskabelsen i Grønland (G50-G60), som på den ene side en annullering af grønlændernes inuit-arv, men på den anden side en egentlig mulighed for frigørelse (se Zizek om Indien ovenfor), så tegner der sig vel et andet billede? Byen her, kan forstås som et rum og et sår, som på alle måder går imod naturen og den naturlige orden på stedet, men ifølge Zizek er netop dette - denne heideggersk kastethed i sig selv uden en skaber - selveste 'eksistentialet'. At Heidegger fokuserede på helten, der grundlagde polis kan her vendes om. For Byen i denne sammenhæng var et dansk kolonialt produkt, men dette var ikke et 'overmenneskeligt' produkt, men en småstats tilfældige produkt i en verden fuld af magt. Og så måske alligevel ikke helt tilfældig, for den danske småstat kan siges at være rundet af et magtbegreb som opstod med enevælden (se hele udviklingen og udfoldelsen af dette i henhold til fars magtstatsbegreb). HERMED er Polis ikke et ligegyldigt begreb, hvilket de før bragte indlæg om polis, middelalderens Hansa-forbund OG, ikke mindst, Paulus' udvikling af byens og håndværkerens (anti-slavens) rum PBA kristendommen-som-byreligion. Her er vi måske nået Zizeks begrænsning, nemlig at han ikke kan udpege den kollektive ramme, det fællesskab, som polis kan siges at give (og Paulus tager udgpkt i ift kristendommen).
Men for at komme tilbage til sjælesorgen --> sjælesorgen handler i sin kerne om erkendelsen af den radikale frihed, som vi med Jesu (i Markus) med Helligånden har fået. Det handler om at håndtere denne - ifølge Zizek (131f) var det præcis det som Sokrates med sin "model for tilbagetrækning af væren, der virker tiltrækkende på os alle i kraft af sin tilbagetrækning, foretog sig intet andet end at placere sig selv inde i denne model, og bevare sig selv i den, så at alle store filosoffer efter Sokrates i sidste instans er flygtninge og opfører sig ligesom de folk, der i løb søger tilflugt fra enhver model, der er for stærk for dem". Dvs. Sokrates repræsenterer en radikal afkobling, som han også blev henrettet for. Kristendommen har formået at skabe en ramme for at rumme denne frihed / afkobling. Derfor kan sjælesorg kaldes for institutionaliseret afkobling.
Synden ifølge Zizek - Lacan/Freud --> synden ligger i det nødvendige overdrev / eksistentielt vilkår: synden ligger i driften selv (109ffff) --> Kafkas sultekunstner og dørvogter (112ff)
Fukuyama var mere historiker, end dem der hånede ham for historiens slutning. Historiefaget ER eskatologisk (s.135) - fars metier som eskatolog. Alain Badiou og begivenhedens indbrud i den evolutionære gang - evigheden der griber direkte ind i tidens gang. Arendt og miraklet (137)
Det liberale opererer iflg. Zizek om 'valgfrihed' indenfor nogle fastlagte koordinater, hvorimod sand frihed er eskatologisk og handler om at selve disse koordinater bliver flydende (de tre modaliteter p. 143ff)
Hvordan kan en mangel i/hos den Anden give plads til "Det glade Budskab"? s. 176-177 Dette er pointen i Markus!
" den eneste måde hvorpå Gud kan skabe frie mennesker, er ved at give plads for dem i sin egen mangel / sit eget tomrum / sin egen kløft: Menneskets eksistens er det levende bevis på Guds begrænsning af sig selv"
Guds forladthed i forhold til sig selv, det uigennemtrængelige i Guds forhold til sig selv, tilkendegiver således Guds grundlæggende ufuldkommenhed. Og det er kun indenfor denne horisont, at en egentlig kristen kærlighed kan fremstå, en kærlighed hinsides nåden. Kærlighed er altid kærlighed til den Anden, for så vidt denne er mangelfuld - vi elsker den Anden pga dennes begrænsning, hjælpeløshed og endog almindelighed". Kærlig anknytning til den Andens ufuldkommenhed (vs hedensk gudsdyrkelse).
178: Den absolutte begyndelse (f.eks. fars landsby / mit Grønland) --> Denne absolutte begyndelse bliver aldrig foretaget i nutid: Dens status har karakter af ren forudsætning, af noget, der altid-allerede har fundet sted. Med andre ord er den paradokset i den passive afgørelse, i passivt at træffe en afgørelse, der danner grundlaget for vores væren, som den allervigtigste frie handling - paradokset i den højeste grad af et frit valg, som består i at antage, at man er udvalgt (begyndelser (kortspilallegorien) i Grimstrup / Rovelli i forhold til begrebet entropi (for entropi i forhold til hvad?))
179: basal ramme / matrice, som forsyner os med koordinaterne i subjektets totale meningsunivers: Skønt jeg aldrig befinder mig udenfor den (afgørelsen), og selvom denne fantasi altid-allerede er der, og jeg altid-allerede er kastet ind i den, må jeg forudsætte mig selv som den, der opstillede den"
Er den oprindelige afgørelse altid bestemmende for konturerne i vores liv? KRISTENDOMMENS GLADE BUDSKAB: Troens mirakel: det er muligt at skære igennem fantasiforestillingen, at gøre den grundlæggende afgørelse ugjort, at begynde ens liv påny igen og igen fra et nulpunkt (lav entropi / stedet således som jeg oplevede det i Aasiaat ( i modsætning til fars barndommens landsby) - kort og godt AT ÆNDRE EVIGHEDEN SELV (hvad vi altid-allerede er) [Zizek om, at kristendommen gør os ansvarlig for egen skæbne]. I sidste ende er den "genfødsel", kirstendommen taler om (når man slutter sig til de troendes samfund, fødes man påny), en betegnelse for en sådan ny begyndelse. I modsætning til den hedenske og / eller gnostiske visdom, der dyrker (gen)opdagelsen af ens sande selv - tilbagevenden / realisering af dens potentialer osv - påbyder kristendommen os at genopfinde os selv på ny i ét og alt. Kierkegaard: Det ultimative valg består i valget mellem den sokratiske erindring og den kristne gentagelse: kristendommen påbyder os at gentage den grundlæggende handling i det oprindelige valg.
180: Kierkegaards suspension af det etiske --> kristendommen er fra første færd selve modernitetens religion: Det, den kristne forestilling om en suspension eller ophævelse af loven sigter imod, er netop denne kløft mellem de moralske normers domæne og troen, som er det ubetingede engagement..
Det skrøbelige absolutte (side 192ff): Der er traditionelt to organisationstyper ift. muligheden for at ophæve det samfundsmæssige hierarki --> kristus kollektiv at udstødte og modsætning til enhver etableret organisk gruppe (192). Zizek kalder det for to eksempler på massedannelse: Kirken og hæren. Kirken er global (men hierarkisk opbygget netværk - økumenisk, tolerant, kompromisvillig og uddelene bytte ud mellem undergrupper) - heroverfor er hæren antagonistisk (os vs. dem) --> egalitær universalisme (i vores 'ståen-overfor fjenden), men baseret på udelukkelse og udradering af den anden. De to organisationstyper kæmper indbyrdes og kan skifte plads --> munkevæsen overfor Kirke / Kirkens kamp mod munkeordener, og vanskeligheder ved at rumme de overskridelser, som munkeordner repræsenterede (Frans af Assisi f.eks.) --> se min opgave omkring munkevæsnet, og pointen om, at protestantismen almengjorde det universalistisk-militante i den etablerede kirke (og forholdet til magt og magtstaten i dansk lys --> DK som den mest militariserede stat --> militariseringen under enevælden resulterede i frakobling / egalitarisme, som senere resulterede i demokrati - her giver Zizek og far mening). Fars mili-hist x Zizeks tilgang til hæren (Det skrøbelige absolutte p. 194ff).
IPA (psykoanalytiske forening) vs. Lacan --> de endeløse debatter og kompromisser, som ikke for alvor flytter 'koordinaterne' (den nye start / startentropi (se ovenfor)), men bare blot rokerer lidt på dem VS det kampberedte og antagonistiske hær (Lacan). Altså kalkun-erfaring vs. eskatologisk tilgang. Den olivengren som IPA bragte var en fælde i forhold hertil (p. 194). HVOR KIRKEN VAR BØR HÆREN KOMME TIL (194) --> kunne være protestantismens program, i og med Luther militariserede kirken - men dette var allerede tilfældet under Karl den Store og munkevæsenets indlejring heri - dette var forberedelsen der viser, at den verdslige fyrste med sin magt skaber rum for det universelle og dermed frigjorte! Man kan ikke forestille sig magten uden frakobling / universalisme (eskatologi) OG omvendt - intet uden det andet. Fars indsats her: Han sad i et fra grunden etableret velfærdsuniversitet (kirke/katedral) og indlejrede militærhistorie samt eskatologi heri (se brev til TK, hvor en eskatologisk vending omtales).
Jesu fjendekærlighed og venden den anden kind til er ikke et udtryk for masochisme, men handler om at bryde den naturlig organiske orden / cirkulære logik, hvor det forsøges at reetablere 'balancen' (det organiske natursyn).
Undgå pervers frakobling: at elske den rigeste udstødte FORDI han er den ringeste udstødte (og i hemmelighed ønske, at det forbliver sådan --> paralleliser til identitetspolitikkens fascistoide insisteren på at give alting en naturlig plads - og hylde 'oprindelige' folk udfra et voldsomt gods eye view, som naturligvis er reserveret magten, som har har ret til at udpege, og skabe ro blandt folket. Identitetspolitik, hinduisme og taoisme er således samme slags undertrykkelsesredskaber, der skal gøre en global hyperkapitalisme (uden demokrati) mulig - identitetspolitik reproducerer i virkeligheden et kolonialistisk verdensbillede - identitetspolitik er hedensk og reproduktion af en orden).
Eksempel med Romeo og Julies frakobling gennem lidenskabelig seksuel kærlighed --> fornægtelse og had til deres familienavne --> frakobling af den sociale substans --> had mod forældre --> medlemmer af et universale ('demokratisk kollektiv') uafhængigt af vores placering i det indviklede system af relationer der udgør vores respektive samfund. Kristendommen går skridtet videre (196) --> ikke bare hade vores forældre til den elskedes bedste, men endda også omvending af kærlighed til fjenden: Af kærlighed og i kærlighed at hade den elskede (Kierkegaard i kjærlighedens gerninger) --> hvilken dimension i den elskede anden bliver jeg påbudt at hade? Den ødipale konflikt: når sønnen slipper ud af den fædrene autoritet - når sønnen ser faderen som et sårbart subjekt, der er frakoblet: I sand kærlighed hade den elskede. Hade den dimension, der er indskrevet i den sociosymbolske struktur til bedste for for min sande kærlighed til ham som en enstående person - dvs. for at få en person til at stå ene, må man hade (en del af) ham. Men det handler IKKE om at se det ægte menneske bag dets samfundsmæssige rolle / maske --> ved frakoblingen bliver næsten reduceret til et enestående medlem af de troendes samfund (DÅB / helligåndens samfund) --> det er ikke det symbolske subjekt der bliver reduceret til det ægte individ, men INDIVIDET DER BLIVER REDUCERET TIL DET ENESTÅENDE PUNKT FOR SUBJEKTIVITETEN (entropi-begyndelse / den nye begyndelse) --> Frakoblingen (ligner unplugging i Matrix) indebærer en rent symbolsk død (dåben) - man må dø for loven (Paulus) - den lov, der sætter reglerne for vor tradition og vores sociale substans (blue pill?). Fortidens spor slettes - det gamle er forbi, ny begyndelse fra et nulpunkt --> voldsomhed i frakoblingen kan sammenlignes med dødsdriften (radikale vasken tavlen ren er betingelse for ny begyndelse (i protestantisme er man ansvarlig for egen skæbne).
FRAKOBLING = KÆRLIGHED (LK og Far). Ikke flugt ind i et idealiseret romantiseret univers (Matrix og Zion). Kærligheden tror alt og bliver dog aldrig bedraget (Kierkegaard) vs. mistillid, som ikke tror noget og alligevel bliver fuldt ud bedraget, fordi han i modsætning til kærligheden ikke ser godheden i den anden, hvor den anden ikke selv er klar over den (PETER i Markus) - vs Judas, der kæmper for den gamle orden. I kærligheden er der ikke længere modsætningsforhold mellem det tilsyneladende og virkeligheden: ved at fæste tillid til tilsynekomsten ser en kærlig person den anden, sådan som hun egentlig er, og han elsker hende pga. hendes svagheder (tilsynekomsten) - ikke på trods af disse (LK). Ikke som i Østens buddhisme, hvor det absolutte tomrum står i modsætning til vildledende tilsynekomster --> det absolutte er flygtige oplevelser (et flygtigt smil f.eks.) --> i de yderst skrøbelige øjeblikke skinner en anden dimension igennem vores virkelighed (199) --> SLØK og oplevelsen.
Den falske forgudelse idealiserer og gør sig blind for den andens svagheder - dvs. gør sig blind overfor den anden SOM SÅDAN og bruger den elskede som en blank skærm, hvorpå den kan projicere sine egne fantasmatiske konstruktioner. Sande kærlighed sætter den anden ind på Tingens plads - på den ubetingede genstands plads.
Er kristendommen ikke bare identisk med den hinduistiske dyd ved at udføre handlinger med ligegyldig holdning overfor deres mål? Er der ikke bare tale om en falsk 'indre' frakobling, som i virkeligheden fastholder den organiske orden og hedenske inerti? Her spiller den eskatologiske vending en afgørende rolle i kr.dom.: Den kristne frakobling er ikke en indre meditativ afstandtagen, men den AKTIVE kærlighedsgerning (Kærlighed er kærlighedsgerning (Kierkegaard), som med nødvendighed fører til skabelsen af et alternativt samfund.
Ekskurs:
Min afkobling vs. Fars afkobling. Vs. Far (forhærdelse?), GL. Afkoblingen —> præst? Afkobling ift klasse, etnicitet, kvinder, familie. Min opgave er at videreafkoble far - fra sin baggrund, via arbejdsværelset / arkiver i kærlighed at hade. At indgå i Guds hær.
Ejlskov var fars nazareth - de anerkendte ham ikke som det han var.
Afkobling af kroppen? Hang sammen med afkobling fra det gamle. Rygning og druk —> anerkendelse af det begærede objekts ikke-tilstedevær, og driften i sig selv. Dødsdriftens begær efter afkobling.
Hæren som min højskole - se Zizek! Min nye familie…
Zizek om miraklet og hans reference til Paulus, Pascal og Kierkegaard (se her om hans reference til Pascal):
For det første tilbyder den kristne tradition en model for et radikalt etisk-politisk engagement, som Žižek henter inspiration til bl.a. hos Paulus’ og Pascals troskab imod en mirakuløs begivenhed (Žižek 1999, 127-165). For det andet (gen)finder Žižek hos eksempelvis Paulus og Kierkegaard en (psykoanalytisk) indsigt i en undertrykkende cirkularitet mellem lov og overskridelse, som udgør en ressource til en dobbelt kritisk besindelse på samtidens reaktioner på modernitetens gennemgribende autoritetsopgør: Reel frihed vindes hverken gennem lovens overskridelse eller lovens genetablering, men i ’afkoblingen’ fra lovens og overskridelsens cirkularitet gennem kærlighed til næsten (Žižek 2002c, 192-201). For det tredje rummer den jødisk-kristne tradition fra Jobs afvisning af sine venners forsøg på at retfærdiggøre hans lidelser til Kristi fortvivlelsesråb på korset en grundlæggende ideologikritisk indstilling, der består i at nægte at tilskrive den menneskelige tilværelses lidelse en højere mening (Žižek 2009, 50-57; 2004, 161-162). Denne kritiske indstilling får ifølge Žižek sit mest radikal udtryk med kristendommens tanke om Guds død, fordi denne tanke udgør et opgør med troen på enhver meningsgaranterende instans (Žižek 2003, 171). Med afsæt i den opfattelse, at det at tilskrive tilværelsen mening er indbegrebet af (religiøs) ideologi og at enhver ideologi således implicerer en tro på en instans, der kan garantere en sådan mening, henter Žižek for det fjerde også inspiration fra teologiens refleksioner over tro til sine analyser af samtidens idelogier og til sit forsøg på at forny ideologikritikken (Žižek 1989, 36-47). [AFFETISHISERING --> sammenlign med trosbegrebet i Markus HER - DEN STORE ANDEN OG KASTRAKTIONSANGSTEN SOM AFSTEDKOMMER FETISH]
Vi bedrager altså os selv, ikke ved at skjule (fortrænge) den konkrete virkelighed (der netop anerkendes som den er) for os selv, men i kraft af en tvetydig tro på det symbolske (vi tror på den andens ord til trods for det vi ser med vores egne øjne). Det er værd at bemærke, at Žižek (ibid.) samtidigt understreger, at dét ikke at lade sig bedrage i den socio-symbolske interaktion (dvs. at insistere på at tro på sine egne øjne) imidlertid er et endnu større selvbedrag, fordi man hermed bedrager sig selv til at tro, at bedraget kan undgås.
Žižeks radikale påstand synes her at være, at fornægtelse ikke blot skal forstås som en bestemt psykologisk forsvarsmekanisme, der er kendetegnende for fetichisten (som Freud mener) eller mere generelt for enhver form for perversion (som Lacan mener), men at den fetichistiske ’tospaltede indstilling’ udgør et konstitutivt træk ved den menneskelige (selv)bevidsthed som sådan.
For det tredje resulterer denne distance (ingen kan fuldt ud påtage sig at tro i første person ental) til vores egen tro i en forskydning af vores tro til en andens tro, således at vores tro altid er en ’refleksiv tro’, en tro på den andens tro: ”Forestillingen om tro involverer i sig selv en forestilling om ’subjektet, der formodes at tro’, om et andet subjekt på hvis tro jeg tror” (Žižek 2000, 134; 1993, 202; 1994a, 38; 2008b, 138). Žižek understregerer, at denne forskydning af troen til en tro på den andens tro er ’oprindelig og konstitutiv’, hvilket netop skal forstås på baggrund af hans opfattelse af bevidsthedens grundlæggende fetichistiske karakter, og at forestillingen om et ’subjekt, der formodes at tro’ derfor udgør en ’strukturel nødvendighed’ (2008b, 135, 139). Den anden, der formodes at tro, og som tror for os, behøves ikke være en anden person, som fx vores børn, som (vi tror) tror på julemanden. Det kan ifølge Žižek også være en ting, fx et tibetansk bedehjul (2008b, 134-144; 1989, 34).
noget som ”[…] er legemliggjort i folks praktiske procedurer” (Žižek 1989, 34, 36). At troen er ’legemliggjort’ betyder, at andre personer, ting eller ’procedurer’ kan tro for os, og at vi kan tro igennem dem, men også, at det er i kraft af de materielle anordninger, vi indgår, at vi tror. En pointe, som Žižek anskueliggør med en reference til Pascal, som eftersigende skulle have svaret en ven, der beklagede sig til ham over sin manglende tro: ”[…] knæl ned, opfør dig som om du tror og så vil troen komme af sig selv” (2008, 5; 1989, 39). Eller pointen er måske rettere som Žižek præciserer et andet sted: ”Knæl ned og du vil således få en anden til at tro!” I kraft af ritualet kommer vi til at tro – distanceret – på den andens tro (2006, 353). Rituel aktivitet kan altså generere (forskudt) tro, men det kan som Žižek påpeger også være en måde at slippe af med sin (nærgående) tro på: ”At tro – at tro ’direkte’ uden ritualets yderliggørende mediering – er en voldsom, tyngende, traumatisk byrde, som man ved at praktisere et ritual har en chance for at overføre på en Anden” (2006, 353-354). Konsekvensen af, at troen på denne måde er forskudt, yderliggjort og objektiv, er på den ene side, at vi ikke selv behøver at tro for at tro, fordi den anden kan tro for os, og på anden side, at vi selvom vi ikke selv tror (at vi tror), tror vi alligevel gennem og på den anden (i de ritualer og praksisser vi indgår i).
Žižek forbinder samtidig dette skel mellem ’tillid til’ og ’tro på’ med Lacans tre registre, idet han beskriver dem som henholdsvis en ’symbolsk’ tro (faith) og ’imaginær’ tro (belief) (se Lacan 1992).11 Han skriver: ”[…] troen i forbindelse med den imaginære ’tro på’ [belief in] [er] altid forskudt tro [belief] (det er aldrig mig, som i første person ental er villig til at antage en tro, behovet vil altid være der for fiktionen om et ’subjekt, der formodes at tro’), hvor det i tilfældet med den symbolske tro [faith] forholder sig sådan, at forpligtelsen performativt antages i første person ental” (Žižek 2002b, 133 [oversættelsen er modificeret]; 2001, 110). Hvordan forholder disse to former for tro sig så til hinanden? [Sløks performativitet og praktisk teologi]
Žižek illustrerer med en henvisning til Lacans begreb om den symbolske orden, som man sagtens kan have ’tillid til’, selvom man ikke ’tror på’ den, idet man godt ved, at den ikke er andet end en virtuel orden uden nogen substantiel eksistens, en fælles fiktion, der alene opretholdes ved at man agerer, som om den eksisterer (Žižek 2002b, 133; 2001, 109) --> [forbindelse til Augustin om skabelse? Altså at tiden først blev skabt efter (se noter), men i og med vi opfatter i tid, så ser vi det som en samtidighed mellem kosmos og skabelse]
2 Žižeks pointe synes altså at være, at den symbolske tro (faith) er ’tom’ fordi den, i modsætning til den imaginære tro (belief) på en bestemt, konkret sag, ikke har noget indhold andet end sig selv – den er en tro på selve det at tro, altså netop en grundlæggende (minimal) bekræftelse eller accept.13 Endvidere antyder begreberne ’det oprindelige ja’ og ’den oprindelige accept’, at Žižek tænker forholdet mellem den ’tomme’ (symbolske) tro (faith) og den ’fulde’ (imaginære) tro (belief), som et forhold, hvor førstnævnte går forud for sidstnævnte. [forhold mellem billede (faith) og urbillede (belief) --> Heideggers kastethed, altså hvordan vi er kastet ind i Dasein (her korsslutter Heidegger - se ovenfor: Heideggers indoptagethed (Dasein) i verden (i modsætning til den objektive position udefra (se Zizeks indledning om gnosticisme her) er ikke den oprindelige kendsgerning (130), men opfattes som sekundær ift Daseins kastethed, den tilstand at være kastet ind i verden, der opleves i angsten, som afslører Daseins grundlæggende intethed samt skyld/ansvar - det er i sidste instans denne afgrund, vi prøver at flygte fra ind i en optagethed af verden, hvor der altid er "et eller andet at give sig til".]
Forud for vores bevidste tro på (en given sag), der frembringes og understøttes gennem de sociale praksisser og ritualer, som vi indgår i, har vi allerede en ubevidst tro (på selve det at tro), som vi ikke kan komme bagom og som udgør forudsætningen for, at vi lader os indrulle i bestemte ritualer og praksisser til at begynde med (Žižek 2000, 119). Det betyder dog ikke, at disse praksisser og ritualer er ligegyldige for troen. Tværtimod: ”Religiøs tro er ikke blot, eller endsige først og fremmest, en indre overbevisning, men kirken som institution og dens ritualer (bøn, dåb, konfirmation, skriftemål...), der langt fra er en simpel sekundær eksternalisering af indre overbevisning, repræsenterer selve den mekanisme, som genererer den” (Žižeks 1994b, 12). Ritualer og sociale praksisser frembringer ikke alene en bevidst tro på noget bestemt hos dem, der indgår i dem, men skaber også retroaktivt denne tros begrundelse. Žižek formulerer det med henvisning til Pascal på følgende måde: ”[D]en implicitte logik i hans argument er: Knæl ned og du vil tro, at du er knælet ned på grund af din tro – med andre ord, [du vil tro] at dét, at du følger ritualet er et udtryk for/en effekt af din indre tro. Kort sagt, det ydre ritual generer performativt dets eget ideologiske grundlag” (1994b, 12; 1989, 40; 2006, 353). Forudsætningen for dette er imidlertid som sagt en ubevidst ’tro før troen’. [PRAKTISK TEOLOGI]
Der er, som Žižek påpeger, en form for retroaktiv skabelse og omvendt kausalitet på spil i troen: man knæler ned for at komme til at tro med det resultat, at man kommer til at tro, at man knælede ned fordi man (allerede) tror (1994b, 12). Denne omvendte kausalitet involverer en slags tidsloop, hvor nutiden bestemmer fortiden snarere end omvendt, som svarer til det, Freud beskriver eksempelvis i forbindelse med hans behandling af den såkaldte ’ulvemand’, der først senere i livet, på baggrund af en relativ uskyldig episode, nu oplever en episode, hvor han som lille barn har overværet forældrenes coitus a tergo, som traumatisk (Žižek 1994a, 32, 39 Freud 1984, 115-116). OMVENDT KAUSALITET (LUKAS VS MATT) - HISTORIKEREN SOM BAGUDVENDT PROFET.
For at være ateist er det ikke længere tilstrækkeligt at erklære, at man ’ikke tror (på Gud)’, da det egentlige sæde for min tro ikke er mine bevidste handlinger, men det ubevidste. Dette er naturligvis ikke det samme som det psykologiske nonsens om at ’selv om jeg forsøger at benægte Gud, fortsætter jeg dybt i mig selv med at tro’ - det ubevidste er ikke ’dybt i mig’, det er derude, legemliggjort i mine praksisser, ritualer og interaktioner. Selv hvis jeg ikke tror subjektivt, tror jeg ’objektivt’, i og gennem mine handlinger og symbolske ritualer. Det betyder også, at religion, religiøs tro, er langt dybere forankret i ’den menneskelige natur’ end det kan synes: dens ultimative understøtning er illusionen om den ’store Anden’, som på sin vis er det samme som selve den symbolske orden. Den sande formel for ateisme er ikke ’jeg tror ikke’, men ’jeg behøver ikke længere forlade mig på en stor Anden, der tror for mig’ – den sande formel for ateisme er ’der er ingen store Anden’ (2009, 297).
Eller rettere sagt med en af Lacans neologismer: Det ubevidste er ’ekstimt’ (extimité), en eksteriør intimitet, noget fremmed og ukendt i hjertet af det kendte (se Lacan 1986, 167). Žižek beskriver således det ubevidste som noget, vi ikke ved, at vi ved (unknown knowns) (2005, 52); en form for viden, der ikke ved af sig selv, som han forbinder med selvrefleksivitet og selvbevidsthed: Det ubevidste er ikke en form for før-refleksiv, før-tetisk, primitive substrat, der senere bearbejdes ved bevidst refleksivitet; tværtimod, hvad der er mest radikalt ’ubevidst’ hos et subjekt er selve hans selvbevidsthed, den måde, hvorpå han refleksivt forholder sig til sine bevidste holdninger (Žižek 2012, 554; 2010, 227).
det er betegnelsen for en upersonlig, medierende og (ikke mindst) normerende instans, der altid implicit adresseres og gør sig gældende som en uudtalt ’tredje part’ i enhver symbolsk interaktion og kommunikation mellem to (eller flere) personer.16 Žižek skitserer det på denne måde: Hvordan kan det være at, når enkeltpersoner udveksler symboler, interagerer de ikke blot med hinanden, men de henviser også altid til den virtuelle store Anden? Når jeg taler om andre folks meninger er det aldrig kun et spørgsmål om, hvad jeg, du, eller andre personer tænker, men også et spørgsmål om, hvad det upersonlige ’man’ tænker. Når jeg overtræder en bestemt regel for anstændig opførsel, gør jeg aldrig blot noget, de fleste andre ikke gør – jeg gør, hvad ’man’ ikke gør (2005, 11). Der er således altid en fordobling af den anden – den konkrete anden og den store Anden (’man’) – på spil i enhver symbolsk interaktion. ”Menneskelig kommunikation er” som Žižek (2005, 12) formulerer det ”karakteriseret ved en irreducibel refleksivitet.” At den store Anden, som altså i sidste ende udspringer af en uomgængelig refleksivitet, ifølge Žižek er en ’illusion’, referer til dens virtuelle karakter: ”Den eksisterer kun for så vidt, at vi agerer som om den eksisterer” (2005, 10). Men netop fordi vi agerer som om den er virkelig, virker (illusionen om) den store Anden også ind på vores virkelighed. Troens sidste fundament er denne ubevidste illusion, som Žižek identificerer med Gud bl.a. fordi den store Anden fungerer ”[…] som ’subjektet, der formodes at vide’, som Mesteren, der ser alt og hemmeligt trækker i trådene” (2012, 95). [MEN NÅR DEN TREDJE PART ER EVANGELIET, FÅR NETOP DETTE EN ANDEN BETYDNING, OG SÆTTER SJÆLESORGEN I PERSPEKTIV (SE SJÆLESORG-SOM-KONSEKVENS -AF-FRAKOBLING HER]
Den afgørende forskel er dog, at selvom den psykotiske (fx den paranoide) mistroisk afviser den symbolske orden (den store Anden) som et bedrag, så fastholder han samtidig en tro på en skjult manipulator, der står bag dette bedrag (Žižek 1991, 81) [KONSPIRATIONSTEORETIKERNE]
Det er en opfattelse, der tager afsæt i en forståelse af religion som en særlig sfære eller et bestemt område af den menneskelige tilværelse. Ud fra det afsæt bliver religionsfilosofi bestemt som en form for ’anvendt filosofi’, hvor filosofiens fremgangsmåder og grundbegreber er overført til og appliceret på religionens område. Žižeks analyser af tro problematiserer en sådan opfattelse, ikke alene i den forstand han viser, at tro gør sig gældende i mange forskellige sammenhænge, der ikke umiddelbart har noget med religion at gøre, men især fordi han med denne indsigt i, at et religiøst fænomen som tro ikke kan afgrænse til en særlig sfære eller et bestemt område samtidig peger på religion som noget fundamentalt menneskeligt, noget, der har at gøre med selve menneskets måde at være til på. For en religionsfilosofi, der tager afsæt i opfattelsen af religion som et afgrænset område, er det let at overse dette. Men hvad betyder det så, at religion har noget med menneskets måde at være til på, og hvordan kommer det mere præcist til udtryk i forhold til Žižeks forhold til religion? [SAMMENLIGN MED SLØK OG GUDSSPROGET, SOM NETOP ER UNIVERSELT OG IKKE SEKTORINDDELT]
I den kritik af den feuerbachske og marxske religionskritik, som Žižek ved flere lejligheder har fremført, er hans hovedanke, at menneskets fremmedgørelse ikke, som det hævdes i denne tradition, er en ’forvrængning’ af mennesket sande væsen, og at alt hvad vi derfor behøver at gøre for at sætte mennesket fri er at gentilegne os dette sande væsen gennem en afsløring af eksempelvis religions fremmedgørende virkninger (1989, 225-227; 1993, 29-39; 2009, 75). For Žižek er menneskets fremmedgjorthed tværtimod selve grundlaget for den menneskelige subjektivitet og dermed dets frihed; menneskets fremmedgørelse er ikke noget, der skal overvindes, men er derimod det, der definerer den menneskelige tilstand som sådan (Žižek 1989, 5). [SE POINTE OM INDIEN / KOLONIALISERINGEN OVENFOR OG IDEEN OM DET UNIVERSELLE]
Følgende er kommentar til Opmåling af Rumfang, og giver en yderligere forbindelse mellem Pacals mirakel, rumopfattelse og kvantemekanikken samt Rancière:Pascal har sin berømte tanke om de to uendeligheder: Mennesket befinder sig i en uforståelig position mellem det uendeligt store og det uendeligt lille. Han gik imod jesuitternes såkaldte kasuistik og skriver et sted:
”Når jeg tænker over, hvor kort den tid er, mit liv varer, og hvor ganske den drukner i evigheden fremad og evigheden bagud, når jeg tænker over, hvor lille det rum er, jeg optager, ja hvor lille selv det er, som jeg kan se, og hvorledes det ganske forsvinder i den uendelighed af rum, som jeg ikke kender, og som ikke kender mig, da forfærdes og forundres jeg over at se mig her snarere end der, thi der er ingen grund til, at jeg er her og ikke så godt der, at jeg lever nu frem for dengang. Hvem har sat mig her? Ifølge hvis befaling og styrelse er dette sted og denne tid blevet mig tildelt?”
På samme vis ser kvantefysikeren Carlo Rovelli os spændt ud i et rum mellem to skalaer - en astronomisk og en mikroskopisk. Hvis du læser Rovellis "Tidens Orden" og "Syv små forelæsninger om fysik", så tror jeg også, at du vil finde Taras position. Rovelli starter altid med at dekonstruere tiden ved at spørge til, hvad 'nu' betyder, og mener det kan sorteres under det, som han kalder for 'indeksikalt' (han tænker også i beholdere). Samtidig afviser han at det som vi ser 'sker' bunder i en fortidig årsag:
“Når en elektron rammer en genstand, for eksempel skærmen i et gammelt billedrørs-TV, „kollapser“ den sandsynlighedssky, som vi tænkte på den med, og elektronen konkretiserer sig i et punkt på skærmen, idet den frembringer den lysprik, som er med til at tegne TV-billedet. Men det sker kun i forhold til skærmen. I forhold til en anden genstand videregiver elektronen bare sin ubestemthed til skærmen, således at elektron og skærm nu sammen indgår i en overlejring af konfigurationer, og det er først i det øjeblik, de interagerer med en yderligere genstand, at deres fælles sandsynlighedssky „kollapser“ og konkretiseres i en særlig konfiguration og så fremdeles.”
Med andre ord er der ingen kausalitet før begivenheden. Det ydre er principielt ydre og kan ikke inderliggøres. Begivenheden er en begivenhed. Den er spontan - en sporing af liv. Men det ydre kan spores som de ydre fragmentariske begivenheder de er. Og dette spor har et labyrintisk eller tilfældigt udseende. Det er det spor som Rovelli beskriver vha. termodynamikken, hvor sandsynligheden er principiel. Det er det som Rancière kalder tilfældets metode. Eller med andre ord en kortlægning af det helt Andet, som er det samme som at 'tømme' sig selv, eller give afkald på sit ego (monsteret). Dette kræver en voldsom og konstant anstrengelse, idet et 'tilbagefald' til tyngdens 'kausalitet', blot vil være et udtryk for doven tænkning og en given efter for voldsudøvelsen.