Mindeord
Da jeg var lille, var det en yndet sport at prale af sine fædre. Og i kampen om at overbevise sine kammerater om, at ens far i hvert fald var stærkere end alle de andres, endte man ofte med at ty til superheltegenren for at få de rette proportioner på bordet.
Jeg deltog også, men synes måske ikke rigtigt, at jeg kunne tangere de andres beskrivelser med troværdighed. Jo, Far adskilte sig: Vi fik ham ofte til at vise sin lettere deforme langefinger, hvor fyldepennen som en brik i et puslespil passede ind. Eller vi fik ham til at skrive ordet “minimum” på et stykke papir og morede os med at tælle de 15 helt ens buer, hvor kun prikkerne over i’erne og stegen og u’et afslørede at der var tale om forskellige bogstaver.
Jeg overvejede at føje de egenskaber til arsenalet af pralerier, men det var ligesom de ikke tangerede de superkræfter mange af mine kammeraters fædre tilsyneladende havde.
Jeg ved, at Kjeld af og til brugte vores onkel Flemming som ‘stand in’ - og man måtte jo også bare konstatere, at Flemmings overarme havde et betydeligt andet omfang end Fars.
Men i bakspejlets lys kan vi konstatere, at Far havde superkræfter - eller lidt mere præcist formuleret: Han trådte i karakter. At træde i karakter kan forstås som en forpligtelse overfor et kald eller en nødvendig vej, som man skal følge på trods af de omkostninger, afsavn, ensomhed man ved, følger med.
I tider hvor autoriteter blev sat under pres, tog far autoriteten på sig, tog den alvorligt og stod altid bag den med sin person. Karen Blixen sagde, at det er når man træder i karakter, at skæbnen viser sig. En skæbne man skal lære at elske for at kunne betale alle de tab der følger med. I Dorthes tale til Far ved hans 60 års fødselsdag ramte hun sylespidst denne pointe om at træde i karakter med sin beskrivelse af Fars verdensbillede: Græsset er ikke grønnere på den anden side. Far har aldrig fulgt sin vej pga. af en forventning om belønning. Dorthes ord ved denne lejlighed gemte Far inderst i sit hjerte. Det er samme pointe Far - med lån fra Henrik Ibsen - indleder sin levnedsbeskrivelse med: Evigt ejes kun det tabte.
Men bag enhver stor mand og karakter gemmer sig en kvinde. Havde Far ikke haft Mor som støtte hele vejen igennem, havde hans imponerende færd givet ikke kunnet have ladet sig gøre.
Udefra set kan det være et mysterium hvad der drev Far. Jeg tror umiddelbart der var to veje der blev udstukket for ham. Den ene vej handlede om en personlig forpligtelse på at skabe orden.
Far så sin verden og de værdier der var knyttet til landsbymiljøet blive tømt for indhold foran øjnene på ham. Han traf et personligt valg om at træde ud af dette miljø og ind i en ny verden. Men med sig tog han en forpligtelse på sig - at genskabe en orden. Historiefaget og hans omfattende forfatterskab handlede om at skabe en ny orden. Og så blev han endda ordens-historiograf. For Far var det en livsopgave som med kammerherretitlen blev anerkendt fra højeste sted.
På det lidt mere konkrete niveau tog Far aldrig let på de nære ting. Hvis f.eks. fyret var i stykker kunne det ødelægge hans nattesøvn, og han helmede ikke før problemet var løst. Og der var ingen pardon hvis vi andre i familien havde rod eller uorden i tingene eller havde glemt at få bilen sendt til eftersyn.
Far vidste fra Ejlskov hvad der fik en verden og et verdensbillede til at hænge sammen: Nemlig mennesker og situationer. Når Far fortalte historier fra barndommen stod Ejlskov og alle dens beboere knivskarpt - Far kunne med få ord spidde en karakter ved at fremmane en situation.
Således kunne vi grine så tårerne sprang når han fortalte om postbuddet der i en brandert var faldet ud af bilen i svinget ved Rakkelbro - men heldigvis var “faldet heldigt ud”. Vi kunne gyse når Farfar jagtede Far med stokken efter han havde pudset jagthunden på Åses høns. Og vi kunne græde når han fortalte om de små erhvervsdrivendes skæbner i Ejlskov.
Jeg tror det var denne evne til at skabe orden og fortælle og fremmane en verden, der gjorde ham til en god historiker. Evnen til at fortælle historier og på den måde fremmane karakterer knivskarpt er en evne jeg tror, at Dorthe har fra Far.
For Far var orden et personligt anliggende som han aldrig tog let på - han skød aldrig nogen genvej, og han vidste hvad det kostede. Han afsluttede altid det han startede - selv til det sidste. Og han misbilligede - og havde et røntgenblik overfor - folk der skød genvej og pyntede sig med lånte fjer med deres “tågesnak” og “bavl” som han sagde.
Den anden vej tror jeg blev udstukket af farfar. Farfar havde altid haft et inderligt ønske om at blive herregårdsskytte. I min oldefars ører må det have lydt som hvis man idag erklærer, at man vil være astronaut - eller da Erik Skjern fra Matador erklærede overfor sin far Mads, at han ville være atomfysiker. Farfars ønske fik aldrig et ben til jorden, og han blev aldrig nogen entusiastisk landmand. Far tog det skridt som farfar dengang ikke fik lov til - og man kan sige, at Far lykkedes som herregårdsskytte. Han rejste udenfor sit miljø og viste verden, at det lod sig gøre.
En færd, som Kjeld tog videre, og har realiseret i en grad som man kun kunne drømme om - igen med de omkostninger det også har affødt.
På den måde kan Far uden tvivl nu sige til farfar: Det lykkedes Far. Ligesom jeg er sikker på at vi - Mor, Kjeld, Dorthe og jeg - kan sige til Far når den tid kommer: Det lykkedes.
Således trådte Far i karakter og fandt og accepterede sin skæbne - samtidig med at han viste vejen for os børn.
Far var vores helt.
Jeg vil afslutte med nogle ord af sognepræsten Marie Høeg, som i en personlig krise søgte råd hos en erfaren præstekollega, som sagde til hende:
”Du skal gøre det, du er bestemt til. Du skal gøre pligten; passe dit liv, tage dig af det, og tage det på dig. Udfyld den opgave, du hører dig kaldet til, og lad være med at sjuske for meget med livet, men gør dig umage.".
Det beskriver med få ord Fars livssyn.
Æret være Fars minde.
Den 17. august 2022
Kære Thorkild,
Jeg var meget glad for, at du var der til min fars begravelse - du vidnede med din deltagelse og dine ord til mig om en afgørende del af fars verdensbillede, som jeg efterfølgende har gjort mig en del tanker om.
Faktisk var jeg igang med at realisere disse tanker som et brev til dig, da Inuik pludselig kom ind med posten, hvor i blandt din og Flemming Nielsens artikel samt dit brev var.
Jeg slugte med det samme artiklen i ét drag - dels fordi den forekom mig at være, i både form og indhold, en meget konkret nøgle til en besindelse af et banebrydende civilisationsbegreb og dels - i forlængelse af det - var det en trøst for mig i sorgen over min fars bortgang, idet jeg også heri hørte fars stemme.
Netop i fars bind af Det Europæiske Hus synes jeg at kunne identificere samme konturer af et civilisations- og ordensbegreb som hos dig.
Jeg er helt enig i din karakteristik af bindet - far var formidabel til at skabe orden. Fars tilgang og nøgle til orden tror jeg egentlig dels beroede på, at han havde overværet sin egen ‘verdensorden’ bryde sammen - altså det landsbysamfund han var rundet af. Han havde truffet et personligt valg om at bryde ud af sit miljø, men herfra tog han også en personlig forpligtelse med sig til at genoprette en ny orden. Det var ikke bare en forpligtelse, men stod som et kald for ham.
Jeg synes, at europahistorien vidner om et verdensbillede, hvor orden ikke er noget, der så at sige er af denne verden, men beror på personlige viljer til at skabe orden.
Altså orden som et kald.
På den måde står orden som noget mirakuløst som egentligt sker - og altså ikke kan findes som sådan. Far citerer f.eks. Newton gravskrift: “Nature, and Nature’s Laws lay hid in Night. God said, Let Newton be!, and all was Light”. Og i indledningen beskriver han sin version af orden som én blandt flere mulige.
Dermed indtager han vel en post-hegelsk/marxistisk eller post-materiel tilgang til orden, og anskuer orden som noget, der kræver en personlig viljeshandling?
Jeg tror, at for far var verden i sig selv fragmenteret og egentlig meningsløs. Han indleder sin levnedsbeskrivelse med Henrik Ibsen-citatet: Evigt ejes kun det tabte - og hans fokus på militærhistorie samt titlen på hans festskrift - Krig fra først til sidst - beskriver vel også meget fint dette verdensbillede.
Orden var noget mirakuløst udefra-kommende og handlede om at sætte det principielt usammensætlige sammen.
Indrammer denne opfattelse af orden-som-et-kald ikke meget godt dit civilisationsbegreb?
I forhold til det at skabe orden ud af det usammensætlige, berører vi måske endda den metier, jeg er ved at begive mig ind i med præstegerningen.
I en kristen sammenhæng kunne man sige, at det usammensætlige sammensættes gennem (næste)kærlighed: Kærlighedsgerningen handler om at lade sin næste komme til orde og sætte sig selv til side.
I historie handler det vel her om et forhold mellem vidnet og den bevidnede. I oldgræsk, som jeg slider i nu, opdagede jeg til min overraskelse at vidne er martyr (μάρτυρ) på græsk. Jeg tror, at når historikeren bevidner fortiden har det delvist martyriets kendetegn. Historikeren skal rydde egen forfængelighed for at lade fortidens stemme lyde og dermed få øre for kaldet - en kærlighedsgerning i egentligste forstand.
Om kærligheden til sit fag skriver far i sin levnedsbeskrivelse:
“[...] jeg nærer en dyb kærlighed til mit fag, som jeg finder åbner for dyb indsigt i menneskenaturen og de menneskelige samfunds udvikling. Jeg anerkender derfor fuldt ud rigtigheden af Grundtvigs ord fra 1834:
Den har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær
Min omgang med historiefaget har nærmest været en lang romance, og jeg synes også, at jeg gennem beskæftigelsen med det er blevet en del klogere på mange ting”
Desuden har orden umiddelbart slægtens kendetegn.
Far har i europahistorien et billede i sin indledende ‘Forståelsesramme’, hvor han forestiller sig mennesker der har boet på en bestemt gård i årene 1530-1870 stillet op på en lang række. Højre og venstre fløjmand ville være ude af stand til at forstå hinanden, men de ville uden større besvær kunne forstå sidemanden. Det er det princip han anvender med sin periodeinddeling: “Selv om de enkelte perioder har deres egen individualitet og særpræg, adskiller de sig alligevel ikke mere fra naboperioderne, end at de er istand til at kommunikere”.
Kunne man ikke udlede heraf, at historien handler om at lytte til den næstes konkrete stemme?
Uden egentlig at være bevidst om forbindelsen til fars historiesyn, har jeg været meget optaget af Gadamers hovedværk, Wahrheit und Methode, som jeg forøvrigt skrev et ikke særligt vellykket speciale om.
Gadamer opererer med det han kalder for Vorgriff der Vollkommenheit. Altså udgangspunktet i, at skal der ske en såkaldt horisontsammensmeltning (forståelse), skal man tage udgangspunkt i, at teksten udsiger noget sandt. Gadamer sporer således hermeneutikken tilbage til bibel-eksegesen, og kravet om tekstens principielle urørlighed i bevidnelsen.
Grunden til, at specialet ikke blev vellykket var, at det blev filosofisk tågesnak uden konkret operationel forankring - nu ved jeg, at jeg bare havde kunnet henvise til f.eks. fars praksis.
For far handlede historie om konkrete mennesker og stemmer, der repræsenterede en vilje til orden. Stemmer som det var fars opgave at lade komme for øre, lige meget om det handlede om levende modstandsfolk fra Besættelsen, Chr. IV, Moltke eller nogen anden. Gennem disse personers vilje til orden hørtes det egentlige kald.
Det var nok dette grundlæggende historiesyn der dannede grundlag for Fars og Søren Mørchs udvikling af metodeundervisningen i 1980’erne på Odense Universitet. I fars levnedsbeskrivelse beskriver han hvordan Ladewig havde haft monopol på metodeundervisningen, som mest tog udgangspunkt i middelalderdokumentet og den mere klassiske teknisk-materielle side af metoden. Ladewig jokede med, at al histori efter landboreformerne var at betragte som astrologi.
I modsætning hertil tog far og Mørch udgangspunkt i et funktionelt kildebegreb med udgangspunkt i forholdet mellem historikeren som vidne og den bevidnede fortid. Forøvrigt til Ladewigs store fortrydelse.
Ladewig havde tilbage i starten af 70’erne søgt et professorat i København, og havde i den forbindelse sagt til far, at han jo kunne tage med ham som en slags håndlanger / amanuensis. Uden tvivl var det ment som en tillidserklæring fra Ladewigs side, men det viser måske også noget om hans historiesyn. Hvor fars og Mørchs metodeundervisning beroede på et historiesyn, der skulle facilitere de studerendes vilje til at skabe orden, havde Ladewig en ret hierarkisk forestilling om, at mesteren skulle forklare lærlingen hvordan verden hang sammen.
Da jeg læste din artikel, kunne jeg ikke lade være med at parallelisere Hans Egedes mission med fars i den forstand, at det at lære grønlænderne at kende bogstaverne, stave og ‘lægge sammen’ i princippet også faciliterer deres vilje til at skabe orden i en principielt fragmenteret verden - istedet for at pådutte dem et færdigt verdensbillede. Noget der understregedes af Egedes belønning af sine elever i form af en fiskekrog når de havde lært bogstaverne.
Jeg forstår i den forbindelse fuldt og helt din skelnen mellem civilisation som et kald og en næstekærlighedsgerning på den ene side og kolonialisme på den anden!
Fra midten af 80’erne opstod der, til fars store forbavselse, et meget køligt forhold mellem ham og Ladewig, som også kom til udtryk ved, at far ad omveje kom under vejrs med, at Ladewig havde blokeret for hans optagelse i Videnskabernes Selskab.
Far skriver i sin levnedsbeskrivelse, at det på dette tidspunkt gik op for ham, hvor dybt Ladewigs uvilje overfor ham stak.
Jeg tænker, at uviljen måske ikke kun bunder i noget personligt men også på en fundamental forskel i historiesyn.
Paradoksalt nok advarede far i sin afskedsforelæsningen i 2006 om, at det funktionelle kildebegreb havde udviklet sig til et ekkokammer - som man råber i skoven…
Jeg tror, at hans advarsel og budskab lå i, at man havde skrevet kaldet ud af ligningen. Altså en forglemmelse af, at viljen til orden ligger i at sætte sig selv til side, således at fortidens stemmer kan komme for øre - og ikke en slags postmoderne overmenneskelig evne til, med magt, selv at indstifte en orden.
I virkeligheden var han vel her ude i samme ærinde som dig: At forfægte noget grundlæggende i en civilisation - som intet har at gøre med kolonialisme?
Som jeg indledningsvist skrev, gav din og Flemming Nielsens artikel anledning til trøst, fordi jeg her igennem også hørte fars stemme. Jeg ser samme ærinde og samme verdensbillede.
Når jeg læser om den grønlandske abc / abd og Hans Egedes tilgang til missionen kommer jeg til at tænke på Jacque Rancières lille bog, Den Uvidende Lærer. Ranciere tager udgangspunkt i franske Joseph Jacotot, lektor i fransk litteratur i Leuven, hvor han i 1818 fik en åbenbaring da han skulle undervise sine hollandske elever. Man kunne måske forestille sig, at Jacotot - på samme måde som Hans Egede - indså, at lærerens rolle ikke var at forklare hvordan verden er, men derimod at give eleven viljen og redskaberne til på egen vis at skabe orden.
Mester og lærling står i princippet lige uvidende overfor en fragmenteret verden, men mesterens arbejde er at få lærlingen til at mestre de redskaber hvormed orden skabes gennem øvelse, træning og gentagelse.
Kun i denne flid skabes et gehør overfor kaldet.
På den måde forekommer det mig, at missionen skabte et gehør for en orden på et andet eskatologisk niveau, som bundede i en underbyggelse af den enkelte elevs vilje og myndighed - apropos fiskekrogen.
Herved kommer mission og civilisation vel til at hænge sammen og stå i modsætning til koloniseringsbegrebet?
Og så fik Egedes ordenssyn vel endda også slægtens kendetegn i sin grønlandske sammenhæng?
I mine øjne er jeg sikker på, at din kobling mellem mission og civilisation har fremtiden for sig.
Skulle man på nogen måde kunne snakke om kolonisering i Grønland, ville det vel i virkeligheden være den umyndiggørelse der skete af den grønlandske befolkning under socialdemokratiets og velfærdsstatens storhedstid, hvor grønlænderne i nogle tilfælde blev karakteriseret som et problem på linje med de åndssvage og letlevende på Livø og Sprogø og andre problematiske minoriteter. Her kunne man måske tale om et svigt med umyndiggørende og identitetspolitiske konsekvenser som danner en slående kontrast til missionen og dens hurtige opbygning af en grønlandsk læsende, skrivende og myndig offentlighed?
Men i givet fald ‘koloniserede’ Danmark også sin egen befolkning, og så giver det jo ikke rigtigt mening.
Med artiklen som forlæg glæder jeg mig til at følge din grønlandshistorie. Hvis der er retfærdighed til, er jeg ikke i tvivl om, at den vil blive påskønnet bredt, i og med det efter min opfattelse vil rykke nogle tektoniske plader indenfor historiefaget - men det er du jo vant til!
Endnu engang tak for dit brev som rørte mig dybt - og så bliver jeg jo bare endnu mere glad, når du bemærker mine drenge. Far tog sin farfar-rolle på sig i en grad som overraskede mig - han var helt pjattet med de drenge. Det danner nogen kontrast til den far jeg husker fra jeg var barn, hvor vi listede os forbi arbejdsværelset for ikke at forstyrre. Samme arbejdsværelse som jeg i øvrigt sidder i nu, omgivet af alle hans bøger og arkivalier.
Jeg er dog ikke et eneste sekund fortrydelig over det fravær jeg oplevede fra fars side dengang. For det opvejes i mangefold af hans værk. Samtidig er der ingen tvivl i mit sind om, at det er ham, der har anvist mig min vej mod præstegerningen, hvorfor han på én måde er mere nærværende end nogensinde.
Jeg skrev et mindeord til far, da vi ikke vidste, om min storebror nåede at komme til begravelsen. Heldigvis nåede han det, og hans mindeord var fantastisk.
Nu får du alligevel mine til slut.
De venligste hilsner og tak
Henrik
4. nov. 2022
Kære Thorkild,
Hvor var det rart at høre fra dig igen.
Siden vores indledende korrespondance har jeg løbende skrevet smånoter og pointer ned med henblik på brev til dig.
Nu jeg så har fået det skrevet, kan jeg se, at den ene tanke har taget den anden og det er blevet ekstremt essayistisk og langt. Og jeg kan se, at du pludselig står model til en masse tanker omkring min far.
Det håber du kan tilgive mig her på forkant - jeg har ikke andre end min dagbog at dele den slags tanker med.
Angående min fars levnedsbeskrivelser, så mente far ikke, at hans erindringer skulle udgives, idet der står ret personlige ting om familie og kollegaer på universitet og ved hoffet. Jeg er imidlertid sikker på, at han uden videre ville have ladet dig læse den - præsten fik den jo også til gennemlæsning. Jeg vil tale med mor om det, og om muligt få den kopieret og sendt til dig ved førstkommende lejlighed.
Min mor, drengene og jeg er netop kommet hjem fra en cykeltur rundt om Bodensøen, hvorefter vi lånte min brors fritidshus i præalperne tæt på Montreaux.
Det var en fantastisk tur, hvor man direkte kunne sammenligne Østrig, Tyskland og Schweiz. Det slog mig, hvor velholdt og promenade-agtigt den schweiziske søbred var i forhold til den mere slidte og industrialiserede tysk-østrigske del. Jeg lovede mig selv at sætte mig ind i den schweiziske erhvervshistorie.
Et højdepunkt var et besøg på Stiftsbiblioteket og klosteret i Skt. Gallen. Byen blev jo bygget op omkring et benediktinerkloster grundlagt af den irske munk Gallus i 600-tallet, og i biblioteket, som vist er Europas ældste, lå opslåede afskrifter fra Aristoteles logik og matematik af benediktinermunken Notker der Deutsche eller Notker Teutonicus, som allerede havde oversat nogle af skrifterne til tysk omkring 1000-tallet. Nogle af afskrifterne er de eneste vi har fra Aristoteles.
Sorgen er stadig afgrundsdyb, når jeg tænker på min far.
Jeg har gjort det til en vane at besøge kirkegården to gange om ugen. En gang alene og en gang med drengene.
En måde at håndtere det hele på, har været at grave mig ned i, hvad far har skrevet, hans korrespondancer og arkiv.
Men det er en ensom proces, og derfor er det også i den sammenhæng en trøst, at have en med gehør at dele nogle tanker med.
Det er min fornemmelse, at min far og du deler overraskende meget - både på biografisk vis, hvor I tilsyneladende har stridt den samme vej fra landbruget til det akademiske. Men, og det går mere og mere op for mig, også i forhold til et mere grundlæggende verdensbillede.
Det var en stor fornøjelse at læse din kronik - ikke mindst i uforkortet version!
Kronikken er jo en særlig holdningsbåren genre, som appellerer til klar stillingtagen. Og den situative form føjer jo noget nødvendigt til dit overordnede budskab, som jeg finder helt centralt i situationen. Når man besinder sig på din udredning og suveræne analyse af magtens natur i imperial sammenhæng, revision af koloni-begrebet og kritikken af det wilsonske øjeblik, bliver din stemme uomgængelig.
Det er i mine øjne befriende og betryggende, at vi har historikere, der bestræber sig på at få de forskellige skalaer til at tale sammen igen: Som jeg læser dig, insisterer du på en civilisatorisk besindelse, og på at tænke ud over et banalt og lummert magtbegreb.
Jeg mener, at du har ret i, at Ukraine og Europa ville stå sig bedre ved at Ukraine er en del af det russiske imperium.
Som du fremstiller det, har det russiske imperium udfra sine historiske og geografiske præmisser givet rum for en enestående polyfoni af folkeslag, hvor f.eks. Ukraine havde stemmeret i FN. At anskue Ukraine som en europæisk (vestlig) nationalstat er et ørkesløst perspektiv - og her er referencen til min far jo helt på sin plads. Sådan som jeg forstår dig (og min far), er den europæiske civilisation også karakteriseret ved en ‘polyfoni’ af stemmer - en polyfoni, som fik et grundstød med det wilsonske øjeblik, således at nationalstaten ændrede karakter på amerikansk foranledning?
I det lys kunne man lige så vel se Ukraine-krigen som et opgør mellem et polyfonisk imperialt princip (Rusland / Europa) overfor et amerikansk-wilsonsk nationalt suverænitetsprincip?
Jeg kom til at tænke på Dostojevskijs Idioten i forhold til det polyfoniske princip som en følge af det imperiale rum.
I Idioten mindes Fyrst Mýsjkin (Idioten) med afsky en halshugning med guillotine i Paris. En helt igennem barbarisk, umenneskelig, maskinel henrettelse. På sin vis kunne man anskue dette som en nøglepassage i romanen i forhold til at forstå den som et helt afgørende nødvendigt og velgørende korrektiv til oplysningens Europa. Et korrektiv, som vi i den grad stadig trænger til. For kan man ikke på sin vis forstå vores velfærdsstat på sammen måde?
Jeg ved godt, at det er at strække en analogi noget ud, men har velfærdsstaten ikke også udviklet sig til en kirurgisk præcis og smertefri måde at udskille hovedet fra kroppen - helt uden vi opdager det (apropos valgkampens fokus på psykiatrien)? Denne tiltagende akademisering, der fjerner os fra verdenen og gør os syge?
På den måde vendes barbariet på hovedet - og jeg mener, at vi slet ikke kan undvære dette dostojevskijske blik på os. For det er et blik, vi ikke selv kan mobilisere. Og adskillelsen fra Rusland er en katastrofe vi må gøre alt for at undgå, idet vi netop er afhængig af hinandens blik, hvis vi skal undgå at synke ned i barbarisme.
For Dostojevskij og russerne hører uorden til den naturlige 'kosmologi'. Det er lidt som når fysikere taler om termodynamikkens 2. lov og entropi. Mennesker er også som udgangspunkt underkastet denne naturlov og nødvendighed - man kunne sammenligne den med arvesynden. Mennesket er altså som udgangspunkt eksileret i verden, og enhver konstruktion er dømt til destruktion, hvorfor lidelsen står som grunderfaring. Evigt ejes kun det tabte. Dostojevskij gjorde denne kosmologi til et civilisatorisk toppunkt, som man jo godt kunne forestille sig står noget i modsætning til en amerikansk. For med Dostojevskij kommer mennesket til syne som en egentlig vilje - eller som etikken som det egentlige. En vilje til et gehør for det hinsides / udefrakommende i en bøn - men hvordan skabes dette gehør?
I faget Praktisk Teologi læste vi angående homiletik - og hvordan man kan lægge en prædiken til rette - en interessant tekst af Ph.D.-student Marlene Ringgaard Lorensen: “Carnivalized Preaching - in dialoque with Bakhtin and Other-Wise homiletics” i Homiletics, vol . 36, nr. 1, 2011 (kan findes her)
Ifølge Lorensen tillagde Bakhtin Dostojevskij den polyfoniske roman; “Dostoyevsky’s fiction figures [...] are personalities, free and with their own consciousness” og de “live their own lives in accordance with their own personalities’ inner logic” (s. 249). Måske er det det russiske imperiale rum, der giver plads, skaber rum og har gehør for disse forskellige stemmer?
I Idioten er det i princippet Fyrst Mýsjkin der skaber dette frie rum, der giver plads til at en polyfoni kan ske omkring ham. Bakhtin mener, at Dostojevskij på sin vis slog forfatteren ihjel - og dermed sig selv ihjel - for at kunne give plads til denne polyfoni.
Altså næsten et billede af urbilledet: Frelseren på korset.
Pludselig giver forfatterens arbejde som vidnesbyrd mening - altså forfatteren som en der bevidner og giver plads til andre stemmer. Eller sagt på en anden måde, vi forstår pludselig grundessensen i martyriet, som jo betyder vidnesbyrd (μαρτύριον) på oldgræsk.
Det giver jo et noget andet blik på, hvad frihed er og hvad frihed koster. Man kunne læse Dostojevskij således, at frihed for russeren ikke er noget, som det højere borgerskab diskuterede i de parisiske saloner i oplysningstiden. Man hører jo, at de russiske fritænkere ofte levede på bunden af samfundet, og vidste, at frihed ikke bare var individuel selvrealisering, men tværtimod kunne betyde individuel afrealisering (martyrium). Forstået på den måde, at den andens frihed (polyfonien) i sidste ende min frihed. Friheden er mit ansvar og etiske forpligtelse for min næste - det er ikke noget der kommer ovenfra fra f.eks. en velfærdsstat.
Hvis ikke det er civilisatorisk tankegods og det modsatte af barbarisme, ved jeg ikke hvad det er! Det er radikal kristen næstekærlighed, ja faktisk en radikaliseret version af Bjergprædiken: Man får gehør for Gud igennem den andens konkrete ansigt i ofringen af sig selv. Tro er ikke abstrakt, men sker konkret gennem sin næste.
Ville det dog ikke være befriende, hvis dette perspektiv kom en smule ind, når vi taler om velfærdsstaten? En konstruktion der er ved at miste gehør for det der er udenfor og degenerere til et ekkokammer. Som likviderer sjæle systematisk uden vi opdager det og synker ned i barbarisme.
Jeg har forsøgt parallelt med de teologiske studier at grave mig ned i 70’ernes- og 80’ernes magtstatsprojekt - naturligvis med udgangspunkt i min fars perspektiv som det f.eks. fremgår i bind 3 af Gyldendals Danmarkshistorie. Og jeg synes egentlig, at der skitseres et paradigmeskifte væk fra dels en radikal historikertradition og dels et marxistisk historiesyn.
Umiddelbar tages jo udgangspunkt i Fredericias antagelse om, at adelens magt på evolutionær vis visnede og degenererede bort, og dermed beredte vejen for enevælden. Heroverfor peger far på - med baggrund i hans doktordisputats om rostjenstetaksationer - en social polarisering indenfor adelsstanden, hvorved standens almene og samfundsmæssige rolle druknede i grådighed og magtbegær.
Når jeg nu læser om kirkefædrene i Kirkehistorie og Religionsfilosofi handler det - fra Augustin over Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas til Luther - om en balance mellem Athen og Jerusalem. Mellem en kosmos- og en skabelsestankegang.
Anlægges et kosmosperspektiv anskues naturen som i udgangspunktet ordnet, og derfor regeret af fornuftige love, som kan afdækkes. Anlægges derimod skabelses-vinklen, er verden som udgangspunkt fragmenteret og meningsløs, som det kræver en vilje at ordne.
Den svenske teolog Anders Nygren forklarer i Den kristne kærlighedstanke (Munksgaard 1965) de to tilgange som en forskel mellem eros og agape (illustreret skematisk s. 173). Ligesom Nietzsche ser Nygren med agape en ‘omvurdering af alle antikke værdier’. Men hvor Nietzsche ser tab og slavemoral, ser Nygren “det af Gud stiftede fællesskab med mennesket” (166).
I skemaet side 173 står eros og agape skarpt overfor hinanden: Eros er begær - agape er offer; eros er menneskets opadstigende vej til Gud (menneskets kærlighed) - agape er Guds nedstigende vej til mennesket (Guds kærlighed); eros er præstation - agape er nåde; eros er egocentrisk kærlighed - agape uselvisk kærlighed; eros er den på mangel beroende vilje til at erhverve og eje - agape er den på rigdom og fylde beroende skænken; eros er bestemt af sin genstands kvalitet (begær) og derfor motiveret og ikke spontan - agape er suveræn i forhold til sin genstand og umotiveret og spontan; eros konstaterer værdi ved sin genstand og elsker den - agape elsker og skaber værdi hos sin genstand.
Når jeg forsøger at finde en rød tråd gennem fars forfatterskab fra rostjenestetaksationer til Danmarks- og Europahistorie - og ikke mindst hans engelske Danmarkshistorie, hvor linjer tegnes frem til velfærdsstaten - synes jeg at kunne se en agape-ledetråd og en magtanalyse, hvor magt ikke primært handler om at opnå noget (eros), men om at holde et rum frit og beboeligt for mennesker.
Altså en egentlig besindelse på et civilisationsbegreb efter 30-årskrigens kaos.
I modsætning til Fredericias evolutionære magtbegreb (eros), som peger hen imod en naturlig kosmos-forståelse af orden, peger far på en konkret vilje i enevælden, som kunne og skulle skabe en - næsten spontan - orden i en grundlæggende kaotisk verden: Med udgangspunkt i et agape-motiv at fritlægge og skabe en beboelige verden som ikke regeres af begærlighed.
I min fars engelske danmarkshistorie udlægges denne af enevælden fritlagte beboelige verden som landsbyfællesskabet, som via bl.a. Grundtvig skaleredes op til en egentlig national- og velfærdsstat.
Ove Korsgaard beskriver meget fint i en kronik Jyden han var stærk og sej (Information, 3. september 2022) at provinsen ikke handler om identitet, men om - som jeg læser den - at man, med konkurrencestaten, har mistet en agape-forestilling om velfærdsstaten.
Dvs. den er gjort ubeboelig for reelle mennesker i og med, at centraliseringen og kommunalreformen har elimineret det lokale forenings- og kulturliv til fordel for storbyens kultur.
Agape-rummet er den konstante anstrengelse for at holde et rum frit i en kaotisk verden, og netop ikke møblere det med identitet.
Ja, selv i fars SOE-bog, hvor Operation Overlord står som ledetråden, er det i det store spil - som jeg læser det - et agape-offer modstandsbevægelsen ifølge far har givet. Og altså ikke noget, der kan virke ‘identitetsopbyggende’. Men således tydeliggøres martyriet i fastholdelsen af en civiliserede verden. Så selvom det på overfladen virkede som en konsensus-bekræftelse af Hæstrups linje set fra England, mener jeg, at indskrivelsen af modstandsbevægelsen i et agape-aspekt er radikalt. Jeg kan så også se af korrespondancer, at far ikke var udelt populær i modstandskredse - men Lippmann forstod rækkevidden og stillede sig bag.
Far skriver i sine erindringer om sine betænkeligheder, efter et møde med Hæstrup og Lippmann hos Hæstrups om SOE-arkiverne, ved at gå ind på Trommers og Kirchhoffs felt. Far henvendte sig efterfølgende til Trommer med opfordringen fra Lippmann og sine tanker, og Trommer konstaterede, at: “Så meget hader de os altså”, og henviser med ‘de’ til modstandsbevægelsen og med ‘os’ til 2.generations-besættelseshistorikerne.
Men både Trommer og Kirchhoff var efterfølgende ekstremt støttende og generøse i forhold til hele projektet.
Jeg tror, at det far lykkedes med her var en slags forsoning mellem 2.generations-besættelseshistorikerne og modstandsbevægelsen/Hæstrup: Modstandsbevægelsen opnåede ikke noget målbart, og har ikke, på den vis, noget at bygge sin identitet op på.
Dette havde Trommer ret i.
Men modstandsbevægelsen gjorde noget, der var endnu større - de holdt et agape-rum for civilisation frit og viste hvad det koster. Men dette er ikke en ‘kapital’ man kan komme langt med identitetsmæssigt.
Med agape-perspektivet bliver den magtudøvende instans principielt adskilt fra det der udøves magt over. Men hvorfor skulle en magthaver dog udøve magt over noget magthaveren ikke begærer - altså modsat en eros-magt, hvor man søger udødelig- og guddommeliggørelse?
Egentlig kan jeg kun se et motiv; nemlig kristendommen og agape-perspektivet. Og måske blev netop denne magtopfattelse institutionaliseret i enevælden, og blev udgangspunktet for det, vi kalder for civilisation?
Når du undersøger magtens natur i imperiet, er det så ikke også denne magt-adskillelse der understreges? Er det ikke også i det perspektiv, at Rigsfællesskabets historie kan anskues - altså, hvor magten er blevet anvendt til at gøre Grønland beboelig af mennesker - jf. også din og Flemming A.J. Nielsens artikels karakteristik af missionen og dens hurtige opbygning af en grønlandsk læsende, skrivende og myndig offentlighed?
Når Trump anskuede Grønland som en ejendomshandel, stiller det så ikke - groft principielt skitseret - grønlænderne overfor et valg mellem supermagtens eros og småstatens agape?
Når jeg altså graver mig ned i fars forfatterskab, er det der kommer mig i hu en eskatologisk vending.
Udgangspunktet er et verdensbillede, der er brudt sammen. Det udgangspunkt havde han til fælles med resten af ‘urmenigheden’ på Odense Universitet.
Men hvor f.eks. Søren Mørch havde en anden mere tidslig og nietzscheansk tilgang til eskatologien, hvor historie nærmest var underholdende ventetid (på dommedag) for det ‘konfektædende publikum’, slutningen var en decideret afgrund (Den Sidste Danmarkshistorie) og de store historiske aktører var nogle der, hinsides godt og ondt, anvendte magten kynisk (Bismarck, Anders Fogh osv.) - så havde far en mere rummelig og - ville jeg jo sige - paulinsk tilgang til eskatologien.
Som lærling af 1.generations-historikerne på Odense Universitet (først og fremmest Ladewig) - og altså den første ansatte 2.-generations-historiker samme sted - tror jeg, at far fik den nødvendige distance til et konstruktivt opgør med kosmos- / eros perspektivet (i form af den radikale historikertradition og marxismen), og, tror jeg, forsøgte på baggrund af en historisk analyse af magtstaten at skabe en ny agape-orden med slutpunkt i velfærdssamfundet.
I sine erindringer nævner far sit indledende engagement i Dansk Center for Velfærdsstudier, som noget, der lå ham meget på sinde. Orden er altså ikke noget der bare er der, men noget der skabes med en vilje. Jeg kommer til at tænke på, at far i den sammenhæng ofte beskrev historikeren som en ‘bagudvendt profet’.
På den måde tænker jeg måske at bruddet mellem Ladewig og far giver mening, idet der var tale om en eskatologisk uenighed.
Ladewig var en slags Matthæus, der prædikede for jøderne / standen / de skriftkloge, satte sig selv ind i rækken af patriarker (siden Adam / Erslev) og hvor legitimiteten lå i en radikalisering i forhold til historikerne fra Københavns Universitet (lidt som bjergprædikenen).
Ligesom med Mørch tror jeg, at der var tale om en ret konkret tidslig eskatologi: nærforventningen var ekstrem, så den nutidige verdens dårskab var irrelevant og blot en bekræftelse af det forestående.
Far, derimod, prædikede mere som en Lukas for hedningerne / hellenerne / romerne. Men her blev de ikke anset som et konfektædende publikum.
Lukas er ‘historikeren’ blandt evangelisterne, hvor der skabes et rum og der peges hen imod en institutionaliseret kirke pga. en skuffet nærforventning.
I forlængelse af sidste brev til dig, ligner Lukas og far hinanden på især to områder. For det første: Ligesom Lukas vendte Matthæus’ slægtstavle på hovedet (startede med Jesus og endte ved Adam) som en bagudvendt profet, tog far principielt udgangspunkt i den nutidige problemstilling og et funktionelt kildebegreb i metodeundervisningen.
Som jeg ser det, skabtes hermed et rum for spørgsmål, der fik karakter af kald / bøn, og havde til formål at skabe et egentligt gehør - modsat det ekkokammer som far kritiserede det funktionelle kildebegreb for at have udviklet sig til ved sin afskedsforelæsning.
For det andet, og i forlængelse af det første: Orden er principielt noget der skabes og opstår spontant jf. agape. Ikke noget der afdækkes (som i det antikke kosmos-perspektiv).
Når far havde fokus på at indføre semester-undervisning i lange linjer (hvor McKay, Hill & Buckler blev pensum), handlede det om historikerens forpligtelse og vilje til at skabe orden i forhold til at holde et civilisatorisk rum frit.
For far - såvel som Lukas - peger eskatologien hen mod noget rummeligt og civilisatorisk, og ikke noget tidsligt som sådan. Det handler om - ligesom Lukas gjorde - at skabe et rum, hvor mennesker kan være og mødes. Ligesom Lukas var socialt bevidst og kritiserede de sociale forskelle (de riges adgang til himmeriget (Luk 18:25), hyrderne som bevidnede miraklet (Luk 2:8-20), Den barmhjertige samaritaner), tog fars syn på magtstaten udgangspunkt i en social ulighed og polarisering blandt adelen.
Man kunne måske kalde det for en realiseret eskatologi i agape-rummet i modsætning til Mørchs og Ladewigs futuristiske?
Måske tydeliggjorde arbejdet med magtstaten den forskel i forhold til Ladewig. Jeg spekulerer i, om de to former for eskatologi principielt også er forskellen mellem Heideggers ‘futuristiske’ Sein zum Tode på den ene side, og Arendts princip om natalitet og Gadamers horisontsammensmeltning / hermeneutik på den anden.
Jeg kan forøvrigt anbefale Geert Hallbäcks lærebog om Det Nye Testamente (Det Nye Testamente - En lærebog. Eksistensen 2020 (2012)). Den giver et skarpt indblik i evangelierne og Paulus, og satte mig på sporet af en eskatologisk vending - måske også indenfor historiefaget.
Nu spurgte du jo til mine teologiske studier, og som du jo efterhånden nok fornemmer, trænger de ind overalt i min verden. Helt centralt står dog Paulus og de paulinske breve.
Ud over at være de ældste kilder i Det Nye Testamente må Paulus ubetinget anses som grundlæggeren af Kristendommen. De paulinske breve indtager således en afgørende plads i kanon, og jeg tror til dels grunden skal findes i, at de paulinske breve som form anviser en model i forholdet til Gud.
Eksegeter og dogmatikere har skændtes om, hvorvidt brevene skal tolkes situativt eller principielt / generelt. Men jeg tror, at Paulus med selve brevformen vil vise, at forholdet mellem det timelige og det evige er til konstant forhandling og ikke fikserbar.
Brevformen har en afsender og en modtager - et jeg og et du. Erkendelsen af Gud går gennem en vilje til at indsætte det konkrete ‘du’ som det evige.
Når jeg f.eks. læser fars korrespondance og modtager breve fra dig, slår den umage mig, der er gjort for at skabe plads for modtageren. Både i form og i tiltaleformer.
Vi har i tiltaleformerne stadig ‘Kære’ og Din / Deres hengivne. Hermed forstås jo ikke et underkastelsesforhold i eros-forstand, men en bestræbelse på at skabe et agape-rum, du'et bliver det evige og hvor noget kan ske og skabes. Det er her, erkendelsen skabes og opstår spontant.
Desværre er netop brev-genren med digitaliseringen blevet udvandet.
Paulus, og dem der samlede kanon, gør hermed klart, at erkendelse (af det evige) sker på spontan vis mellem et ‘jeg’ og et ‘du’ i en realiseret eskatologisk bevidsthed.
Og med realiseret eskatologi menes, at verden udenom dette ‘jeg’ og ‘du’ er ophørt med at eksistere (altså modsat et kosmos-perspektiv).
Og ikke nok med det - afsenderen skal endvidere eliminere sig selv og, som Løgstrup kunne udtrykke det, lægge sit liv i modtagerens hænder.
I faget Kristen Etik læste vi en tekst af Emmanuel Lévinas (Etik og Uendelighed. Samtaler med Philippe Nemo. Hans Reitzel, 1995), hvor denne selvdestruktion og ultimative martyrium i forhold til ‘du’et’ tænkes radikalt - nærmest som en radikalisering af bjergprædikenen. Levinas havde litauisk-jødisk og rabbinsk baggrund og kan måske tænkes - som Matthæus - at tale ind i en jødisk-kristen sammenhæng.
Samtidig kan det jo tænkes, at han også er påvirket af et russisk-dostojevskijsk radikalt næstekærlighedsperspektiv. Jeg tænker, at Levinas her er for radikal, fordi der jo skal være en (agape-) vilje til at udpege et ‘du’ som det eviges konkrete ansigt. Jeg skal til at læse om Bonhoeffers etik, som blandt andet tager udgangspunkt i bjergprædikenen. Jeg tror, han er mere ‘pragmatisk’.
Jeg tror egentlig, at Paulus giver en ledetråd i forholdet mellem jeg og du.
Paulus lægger flere steder vægt på, at han på sin mission i de forskellige byer og bystater arbejder som håndværker. Dvs. han lever ikke af sin mission - han er håndværker. Som sådan kan han anskues som en mester overfor sine lærlinge. Mester og lærling står i princippet lige ‘uvidende’ overfor verden, men kan sammen skabe et virkelighedsrum, som kunne anskues som et agape-rum. Givetvis et radikalt opgør med datidens slavesamfund og tankegang.
Måske kunne man med Paulus på den vis anskue byen / bystaten som et slags rum for en slags realiseret eskatologi? Dette mester-lærlinge-forhold blev så afløst af Hegels og Marx’ herre-slave-forhold med industrialiseringen, hvorved også eskatologien ændrede karakter til en mere tidslig, futuristisk eskatologi? En tidslig eskatologi, som far f.eks. mødte i 1970’ernes marxistiske historieskrivning.
Brevets form er der hvor ting kan ske, og erkendelse skabes. Siden du skrev første gang, har jeg tænkt dig som modtager når jeg læser, studerer og skriver, og brevet her er sammensat af et væld af stikord og noter hver gang jeg har læst en tekst. Det er på mange måder en befrielse, fordi det bliver et rum, hvor man kan lægge sine tanker frit i modsætning til de fleste andre steder. Jeg tror, at Paulus epistler er den centrale genre i kristendommen - måske ser man også samme principper i Montaignes’ essayisme.
Jeg glæder mig til fortsat at følge din Grønlandshistorie - jeg læste jo interviewet med dig i Information tilbage fra 2005 om din grønlandske genfødsel. Her omtalte du din lettelse over med din doktordisputats at have fuldført dit livsprojekt, men også den efterfølgende tomhed og uro.
Jeg synes, at der i dit værk nu tegner sig et en besindelse på og en rehabilitering af, hvad et europæisk civilisation handler om.
Kunne man forestille sig noget vigtigere i vores aktuelle situation?
Med mange venlige hilsner
Henrik
5. december 2022
Kære Thorkild,
Til min meget glædelige overraskelse modtog jeg brevet fra dig idag med vedlagte artikel i Tidehverv.
Jeg kunne se, at det har været længe undervejs, og har krydset brevet med fars levnedsbeskrivelse på vejen.
Postvæsenet er ikke hvad det har været.
Det er ganske enkelt elementært spændende, at du med den tredje vej og missionen peger hen imod et mester-lærlinge-forhold. Det peger ud over det ideologiske herre-slave-forhold, som, pga. koldkrigs-æraen, har overdøvet forskningen om kolonisering, og som jo netop bliver ideologisk, fordi målet er fremtidig udfrielse af en slavetilstand. Koselleck har en god vinkel på denne problematik i f.eks. afsnittet "The Limits of Emancipation: A Conceptual.Historical Sketch" i The Practice of Conceptual History.
I det hele taget har Koselleck en spændende teologisk vinkling og en gennemgående kritik af historiefilosofien. I stedet for den ideologiske lineære udfrielse (USA-USSR), taler han om tidslag der eksisterer side om side og som driver historien.
Det ligner dit billede af symbiosen mellem europæisk, afrikansk og asiatisk kultur som du interessant paralleliserer med hellenismen. Det slår mig umiddelbart, at Paulus netop i sin hellenistiske sammenhæng opererede med et sådant missionerende mester-lærlinge-forhold og samtidig i f.eks. Romerbrevet konkret beskrev, hvordan Loven fik en radikal ny mening med Kristus og helligånden. Hvor hellenere og barbarer lige såvel som jøder (omskårne) kunne repræsentere civilisationen.
Det bliver uhyre interessant at følge dit arbejde med den grønlandske case.
Jeg har forøvrigt bestilt Daniel Henschens bog på biblioteket.
Ang. levnedsbeskrivelser der belyser det historiske miljø har du helt ret i, at fars bidrag ville være en vigtig brik. Og jeg forstår din pointe med, at vi - i modsætning til Anders Monrad Møllers erindringer - skal have hele skildringen af det faglige miljø med. Min mor ville kontakte Henning Fode i dag - men du har egentlig ret i, at det ville være mere naturligt at gå igennem Jes. Der er lidt bøvl med, hvad min mor og søster synes skal med og udelades fra de mere private dele. Men det skal nok løse sig.
Endnu engang tak for artiklen. Som du nok har forstået, er jeg meget interesseret i at følge processen.
Jeg skulle i øvrigt hilse mange gange fra min mor og drengene. Bastian husker dig jo fra begravelsen.
De hjerteligste hilsner
Henrik
23. december 2022
Kære Thorkild,
Tusind tak for din hilsen.
Sorgen over fars død er en stor sorg og især i denne tid. Men sorgen er en nødvendig del af livet, og jeg er taknemmelig for at kunne dele den med dig.
En af de største opgaver i livet er, for de efterladte, at fastholde mindet om liv. Ja, det er vel en slægtsopgave i bredeste forstand.
Og der har du ret i, at far med sit værk gjorde det nemt for os, fordi han satte sig selv til side for at skabe rum for os.
Jeg har ikke læst Bent Jensens erindringer, men blot læst et interview omkring den i Berlingske, hvor et væsentligt tema omhandler angreb på modstandere - herunder journalister på Berlingeren. Jeg kan ikke lade være med igen at drage paralleller til Anders Nygrens to grundmotiver, eros og agape, og se Bent Jensens og fars værk i det lys. Eros, som bygger på menneskets vej til Gud- altså selvfrelse - på præstation, på den på mangel beroende vilje til at erhverve og eje. Hvorimod agape bygger på Guds vej til mennesket - altså nåde - på selvopofrelse, på den på rigdom og fylde beroende skænken. Far ser i levnedsbeskrivelsen livet som en sejlads i skærfyldt farvand, hvor det har gjaldt om, at gøre det så godt man kunne der hvor man var sat. Her er Bent Jensen nok mere en erobrer, der vil skabe verden i sit eget billede.
Uden at have læst Bent Jensens erindringer, men dog med kendskab til hans iøvrigt imponerende værk, tror jeg, at der er tale om de to helt forskellige grundmotiver.
Jeg har lige læst Nietzsche Moralens Oprindelse, som er pensum i religionsfilosofi, hvor den altovervejende skillelinje går mellem aristokraten og ressentiment-mennesket. Hvor aristokraten er aktiv, handler udfra sig selv og siger ja til sig selv, er ressentiment-mennesket reaktivt og siger først nej til et udenfor for derigennem at skabe sig selv. Aristokraten handler straks udfra spontan vrede, hvor ressentiment-mennesket er uhandledygtig og går og ruger, husker og bærer nag. Aristokraten elsker sin fjende - ressentiment-mennesket hader ham og vil have hævn. Nietzsche citerer her Thomas Aquinas: "»De salige i himmerrige«, siger han blidt som et lam, »vil komme til at se de fordømtes straffe for at saligheden skal behage dem så meget mere«". I det hele taget minder aristokraten om Nygrens agape-motiv som er suveræn i forhold til - og skaber værdi hos - sin genstand.
Apropos din skelnen om at stræbe efter at være stjerne og være en stjerne mener jeg, at man kan se fars værk i lyset af dette agape-motiv.
Angående udgivelse af levnedsbeskrivelsen, så bliver det ikke. Mor var i Det Gule Palæ og tale med Jes Fabricius om det, og han afviste det blankt. Endog med henvisning til 50-års-klausul. Desuden henviste han til en anden sag, hvor en af ordenskapitlets medarbejdere havde ville udgive sine erindringer, hvilket var blevet afvist af far. Det ærgrer mig, men den sag er efter alt at dømme lukket.
Med de taknemmeligste og hjerteligste hilsner ønsker jeg dig og din familie en glædelig jul og et godt nytår.
Henrik