Jorden
Set fra Apollo
Som en oase
Skrøbelig
Midt i ingenting
En lyttepost
En evig venten
På signaler
Udefra
Mirakler
Som Gulliver
På rumrejse
Til giganternes rige
Udenfor rækkevidde
Som en rejse uden mål
Hvor kun viljen er tilbage
Hvor viljen er vejen
Hvor mennesket står
Ene
Stående
Som menneske
Som vilje
Vandringens rytme
Hjertets takt
Hvor der er to veje
Skriget
Eller
Bønnen
Tragedien
Eller
Troen
Det er
Spørgsmålet
Nu kan det måske give nogle uheldige new-age- eller fundamentalistiske associationer at kalde til bøn her ved indgangen til hjemmesiden. Intentionen er egentlig modsat disse associationer at læse religionen som en kosmologi. Begrebet kosmologi er et nøglebegreb bag intentionen med denne hjemmeside, og der vil være en løbende afklaring heraf i flere sammenhænge - umiddelbart er der en del overensstemmelser med Løgstrups "kosmo-fænomenologisk analyse".
Med indgangsbøn peger jeg mod at holde et rum helligt. Dette rum er mig som individ. Og ja, det lyder ved første ørenlyd selvoptaget, men som det senere vil fremgå vil kampen 'for at stå ene' ikke kunne forstås som et selvrealiseringsprojekt eller en selv-emancipation. Koselleck skriver et sted, at oplysningens idé om selvemancipation forudsætter et sammenfald mellem indre og ydre - altså at personlig frigørelse er afhængig af en ydre samfundsmæssig utopia. Han har en overbevisende argumentation om absurditeten heri. Heroverfor vil kampen om at 'stå ene' handle om faktisk at adskille indre og ydre. Det ydre kan efter min bedste overbevisning ikke bestemmes som andet end en ydre kraft, der netop adskiller sig radikalt fra mennesket. Siden her handler om omgangen med denne kraft. Nogle af de mest rammende beskrivelser af kraften som jeg ser det, stammer fra Nietzsche, Schopenhauer og Levinas. Deres 'analyse' ligner hinanden, nemlig at kraften kan spændes for enhver vogn for den der har viljen. Dermed er kraftens kilde egentlig uafhængig af hvordan den bruges. Man bliver ikke 'straffet' for at bruge kraften forkert eller belønnet for at bruge den rigtigt. Her er jeg inde på nogle kosmologiske kerneområder som vil uddybes senere. Det, det blot handler om at anslå her, er at dette fokus på viljen resulterer i, at etikken bliver det fundamentale. Levinas bruger sådan set Nietzsche til at forklare, at netop fordi viljen sættes fri til at gøre det gode og det onde, er det muligt at formulere en reel etik og dermed være menneske. Nietzsche og Levinas ophæver kontekst ved at fokusere entydigt på viljerne - og i det 'kontekstfrie' rum kommer kraften til syne. For at komme yderligere ned i Levinas kosmologi er det nødvendig at forfølge ideen om det kontekstløse rum. Her spiller Levinas baggrund i talmud-studier - og herunder ideen om eksilet og kommentaren - samt Levinas' erfaringer med Holocaust en afgørende rolle for hans definition af kraften. Og dette vil være afgørende for forståelsen af den kosmologi som er tilstede her på siden. Som vi senere skal se, er det interessante ved Levinas netop sammenkoblingen mellem hans talmud-studier og hans omgang med Holocaust. Min hypotese er, at Holocaust er den begivenhed, der i europæisk sammenhæng almengjorde eksilet, og afstedkom en afgørende erfaring i omgangen med kraften.
At holde et rum helligt er at have et sted at lytte til det der kommer udefra. Det hænger sammen med det, som Levinas benævner som abrahamitisk eskatologi. Han nævner et sted, at eskatologien er en relation til væren hinsides totaliteten. I modsætning hertil er væren i forhold til totaliteten det, som den vestlige civilisation har stræbt imod siden antikken, og som har resulteret i en gigantisk ekko-kammer-agtig odyssé, hvor enhver tildragelse på 'rejsen' sker med henblik på at komme hjem. Når Levinas stiller spørgsmål ved Kierkegaards tolkning af Abrahams adfærd over for sin søn Isak ved Morija-bjerget, handler det om, at Kierkegaard mener, at man skal springe ud på de 90.000 favne vand (Abraham var parat til at slå Isak ihjel) for at komme til det øverste og endelige religiøse stadium. Dette mener Levinas ikke man skal, og det virker også som en desperat - man kan vel næsten kalde det for terroristisk - løsning i forhold til at komme ud af det ekkokammer, som den vestlige værensforståelse har skabt.
Nej - at lytte til det ydre handler ikke om at give sig Gud i vold med disse kierkegaardske eksistentialistiske terrormetoder. Levinas tager kort og godt udgangspunkt i lovbuddet om, at man ikke må slå ihjel - og læser også historien om Abraham ved Morija-bjerget som sådan. Dette bud er helt og holdent grundlaget for hans forståelse af etik. Og grunden til at det her handler om etik er, at enhvert ansigts sårbarhed netop giver muligheden for at slå den anden ihjel. Dvs. man skal lade den anden stå ene - kun herved ser man den anden som den anden. Det er det, som Levinas kalder for kærlighedens visdom. At lytte til det ydre er således en konkret øvelse i forhold til en omgang med den bestemte anden. Ikke en overordnet eksistentialistisk kamp; og det der stoppede Abraham ved Morija var således ikke Gud som abstrakt anonymt princip, men derimod Isaks konkrete og sårbare ansigt. Det var ifølge Levinas heri Guds prøvelse af Abraham bestod: At det guddommelige viser sig gennem den andens ansigt, og ikke som abstrakt fænomen. Det er også her at vi i Vesten har stødt panden mod muren ved at spørge abstrakt til meningen med livet fremfor at fokusere på den mere konkrete mening i livet. Meningen med livet - totaliteten - er et koloniserende spørgsmål som så at sige slår ihjel.
Man kan også forklare pointen fænomenologisk. Husserl beskrev hvordan man aldrig kan beskrive en genstand i sin totalitet - fordi perspektivet ændrer sig og genstanden selv ændrer sig i det tidsrum man ændrer perspektivet. Hvis man forsøger en total beskrivelse af et fænomen skal man også beskrive sin egen position hvorfra man betragter, hvilket bare giver et yderligere perspektiv som så igen skal beskrives. Det er det der giver refleksionismens absurditet, og det som allerede Nietsche kaldte for reflektionens mumificering. Det vil altså sige, at fokus på refleksionen ikke nødvendigvis giver et mere oplyst grundlag, men derimod faktisk kan miste fænomenet af syne. Forståelse af et fænomen skal således ikke forstås som forståelse af en genstand eller ting. Eller en totalitet. Forståelse er et spor af 'sande' perspektiver på et fænomen til et tidspunkt. Med det sande perspektiv mener jeg et perspektiv der står ene som en vilje, eller ideelt set et akontekstuelt perspektiv. Jeg skal senere konkretisere dette med f.eks. Hayeks idé om markedet samt ideen om viden som legitim, når den står ene (Rancière samt begrebet wisdom-of-the-crowd, som f.eks. brugerstyret digitale leksika benytter sig af).
Hjemmesiden her giver et rum, som fritager mig fra denne mumificerende refleksionisme. Det er altså netop en pointe, at jeg ikke har totaliteten for øje, men at siden udgør åbenhed mod det ydre - et spor - hvor jeg kan 'se' og hellige mig det enkelte fænomen og beskrive det på en 'sand' måde. Og her kommer vi så ind på begrebet sandhed. For de forskellige delelementer / undersider / blogindlæg er bestemt af deres tidsmærke. F.eks. har jeg ovenfor henvist til Hayek og Rancière i forhold til at forstå ideen om sand viden, men den krydshenvisning baserer sig på en helt anden analyse, og skal ikke forstås som en 'bevisførelse' som i en retsag, men mere som en dialogisk forsigtig sammenhæng som ikke tilsammen danner en argumentatorisk helhed. Grundideen er, at jeg ikke er herre over, hvilket perspektiv der er lagt i hjemmesidens forskellige dele. Derfor er krydsreferencerne interessante dialogiske sammensætninger, hvor forskellige - måske overraskende - perspektiver skaber et helhedsbillede, der også inddrager læseren på radikal vis. Fordi læseren er henvist til at kortlægge nogle forbindelser, som jeg principielt ikke selv er herre over - og supplere med egne kommentarer. Hermed er hjemmesiden et udgangspunkt for dialogen - ligesom indlægget om essayet. Og hermed er gæstfrihed en grundlæggende dyd i hjemmesiden - den skal invitere indenfor til dialog. Dvs. hjemmesiden henviser til praksis og bilder sig ikke ind at kunne hente nogen højere abstrakt sandhed udenfor denne.
Denne indgangsbøn er således et kald efter en ydre kraft. Kaldet skal ikke forstås aktivt, men derimod passivt som en åbenhed. Det rum som hjemmesiden udgør kan forstås som en rydning (Heidegger). Et spørgsmål (Pia Lauritzen). Et tempel. En katedral. Et sted man holder helligt. Et kontekstfrit rum. Man kunne også sammenligne den med barndommens hemmelige hule, hvor det hemmelige egentlig ikke primært bestod i, at den var uerkendt, men mere at den blev accepteret som et 'helligt' sted. Dvs. hulen som en konkret ophævet kontekst (kontekstløshed), hvor man kan gribe begivenheder i nuet og som menneske stå overfor kosmos. Et sted, hvor man kan møde den anden som den anden - og hvor man er den andens anden. Ole Fogh Kirkeby taler i sin bog Eventum Tantum om det at være værdige til at modtage begivenheden og svinger sig endda op til at sige, at vi skal ‘gøre verden værdig til det, der kan ske den’ (herved ryger vi dog over i en 'aktivisme', som jeg ikke er sikker på holder, da åbenhed i sin lytten pr. definition er passiv). Begivenheden som noget udefra-kommende og menneskets forholden-sig hertil er også noget jeg vil fordybe mig i i min egenskab som historiker - men andet steds på siden. Desuden vil jeg lige hertil bemærke, at min tid i Grønland gav mig et helt andet fundamentalt indblik i, hvordan man kan omgås kraften. Men også dette vil jeg uddybe andet steds på siden.
Der er intet esoterisk ved dette sted - denne katedral eller hule - hvis enhver deltagelse i eller udsagn herom forstås som en kommentar. Kommentaren refererer til dels til Talmud, hvor den hellige tekst står 'urørt', og den egentlige 'essens' er de vidt forgrenede (allegoriske) kommentarspor. Sammenlignes med hjemmesiden her, står 'objektet' - eller 'jeg'et' - urørt, og den egentlige 'essens' ligger i kommentaren / subjektet eller 'du'et'. Jo mere kommentarsporene vokser på hjemmeside, desto mere bliver man også du'et til sit eget 'jeg' - man 'destruerer' med andre ord sit 'jeg', således at en kosmologi kommer til syne. Jeg tror vi skal lade os inspirere af kommentarsporet fra Talmud, når vi skal (gen)tænke internettets struktur - men mere herom nedenfor. Nu vækker denne reference jo bare endnu flere associationer til noget mystisk - men min 'belysning' af kosmologien bag disse Talmud-kommentarspor på undersiden 'Kabbalisme' skulle gerne afmontere denne esoterisme. Og hvis man så også sætter kommentaren i kontrast til Rancières definition af 'forklaring' i 'Den uvidende lærer' afmystificeres denne idé om katedral, rydning eller hule yderligere. Rancière anskuer forklaringen som et unødvendigt 'fedtlag' - en slags principiel hierarkisk magt-etablering mellem en lærer og hans elever - som repræsenterer en underliggende voldsudøvelse. Ifølge Rancière er der intet bag teksten, som nogle 'forklarere' (lærere) kan påberåbe sig - derfor er enhver forklaring udtryk for voldsudøvelse. Dvs. man skal møde denne hjemmeside 'ansigt-til-ansigt' eller kommentar-til-kommentar eller menneske-til-menneske eller jeg-til-du - og det dialogiske 'produkt' heraf er netop kommentarens grundsubstans. Forklaringens hvorfor er derfor ifølge Rancière dybt skadeligt, men lægger ikke desto mindre til grund for hele uddannelsessystemets idé om taksonomi og dermed evalueringssystemer. Man etablerer strukturelle magthierarkier der legitimerer voldsudøvelse og mister mennesket af syne. Jeg vil komme dybere ind Rancière i forbindelse med læring andet sted på siden, hvor et lærer-elev-forhold baseret på et taksonomisk evalueringssystem sættes overfor et principielt dialogisk mester-lærlingforhold, der istedet fokuserer på 'mestringen', det håndværksmæssige og det såkaldt iterative princip. Opsummerende på dette delafsnit er således, at objektet altid er et menneske - som skal 'holdes helligt', og det kan kun tilnærmes gennem kommentaren, som så udgør det subjektive element i form af et 'du'. Det har så den twist, at man igennem kommentaren også bliver et du til sit eget jeg - dvs. man destruerer sit eget ego, hvorved man giver principielt plads til det andet - som er et grundelement i bønnen.
Bønnen er desuden en henvisning til det vertikale. Og med vertikalitet menes at forskellige lag ikke nødvendigvis indretter sig på hinanden som et harmonisk hele, eller at der er én vokal hele vejen igennem, som peger hen i mod en totalitet. Lagene 'hører' ikke nødvendigvis sammen i en fælles reference-struktur på ontologisk eller horisontal vis - det eneste der binder lagene sammen er mig - som menneske. Måske er vi ovre i en værk-forståelse her. Men denne sammenbinding er ikke min opgave at gennemskue, og det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er, at hvert lag - hvert perspektiv der fremgår af hjemmesiden - fremhæves som sandt i forhold til de andre lag og perspektiver - og kommenteres som sådan (jf. f.eks. Gadamers hermeneutik). Disse perspektiver-som-kommentarspor vil jeg gå dybere ned i i mine tanker om et oral-history arkiv, og hvordan dialogen-som-kilder kan lagres i dag pga. de digitale muligheder. Man kunne også nævne jazz-genren som et vertikalt forsøg på at bevare de enkelte individuelle udsagn som 'viljesytringer' i en slags løbende dialog.
Jeg vil prøve i et indlæg, som nok bliver på blog-undersiden eller måske undersiden 'Hvad er historie', at koble Ulrik Langens fortælling-som-greb (her side 144 ff) sammen med ovenstående idé om kommentaren, viljen, Kosellecks idé om 'fortidige fremtider', historikerens mulighed for at stå ansigt-til-ansigt med disse fortidige fremtider. Et efter min mening banebrydende mesterværk - "De stridbare danskere" af René Karpantscof - viser på forbilled lig vis hvordan historikeren på denne vis kan realisere sin metier som fortæller fremfor som forklarer.
Når hjemmesiden forstås som en 'hule' - antydes også, at der er tale om nogle omgivelser, der er anderledes og har andre spilleregler end 'hulen'. For at forstå forholdet mellem inde og ude i denne sammenhæng, kan man igen skele til eksiljødiske erfaringer, som det er min hypotese blev gjort til en almen vestlig - men primært vesteuropæisk - erfaring med Holocaust: Verden eller naturen er principiel ond. Ifølge jødisk eksil-teologi var skabelsen et uheld og ikke Guds skabelsesværk (skabelsen blev muliggjort pga. Guds tilbageholdte åndedræt) - dvs. det at fastholde sin menneskelighed er en evig anstrengelse og kamp mod naturens 'tyngdekraft'. Giver man slip som tænkende væsen, giver man efter for en doven tænkning, er man fortabt. Man har ikke 'hjemme' i verden, men er henvist til en evig vandring. Det er i denne sammenhæng viljen skal anskues, som kan sættes overfor kontekstualiseringens dovne tænkning (kontekstualisering forstået som forklaring og dermed reference hentet 'udenfor' teksten (Rancière)). Dette principielle indre-ydre-skel mellem menneske og 'natur' giver også Kosellecks udsagn - som nævnt ovenfor - om, at frihed handler om at sætte grænser mellem indre og ydre og ikke modsat ophæve dem (som ellers var oplysningens projekt) mening.
Der er desuden endnu en meget vigtig grund til denne hjemmeside, som skal forstås i forlængelse af en ambition om at decentralisere internettet (Solid) - således som en af grundlæggeren af the World Wide Web (Tim Berners-Lee) udlægger det her godt 48 minutter inde. Det fremgår, at internettet-som-forskningsnetværk, således som det opstod i CERN handler om, at den grundlæggende enhed er den enkelte personlige website. Dvs. det er et netværk af 'enestående' individer. Dette spiller i direkte forlængelse af ovennævnte pointe om, at legitim viden først opnås når afsenderen så at sige står ene. Jeg vil på hjemmesiden hellige en hel underside til denne pointe, hvor jeg bl.a. linker Talmud, Holocaust, Cern, internettet-som-forskningsnetværk og rum- og partikelforskning i en kortlægning af vores kosmologi. Med vores kosmologi mener jeg en europæisk kosmologi som adskiller sig fra en amerikansk og en kinesisk. Den bedste måde at afkode den amerikanske og kinesiske kosmologi er at se på deres brug af nettet. Her har den amerikanske kosmologi et markeds- og militærstrategisk sigte og i den kinesiske spiller staten/centralmagten den afgørende rolle. Hvor den amerikanske- og kinesiske brug af nettet allerede er sat i system, mangler Europa at gøre sig synlig her. Dette er pointen i weekendavisens interview med Danmarks tech-ambassadør Casper Klynge her, hvor han bl.a. udtaler:
»Det handler om værdier,« siger Casper Klynge, da han har sat sig på bagsædet. »Vi har på den ene side Det Vilde Vesten, som vi sidder midt i, hvor alt kan lade sig gøre, og hvor det især handler om at skabe vækst og skalere virksomhederne. På den anden side har vi Østen, hvor der er nogle friere tøjler og nemmere adgang til borgernes data. Og så kan man ikke lade være med at tænke, at Europa måske repræsenterer en tredje vej for ansvarlighed på teknologifronten. En vej, hvor man forsvarer individuelle rettigheder og menneskerettigheder og sørger for, at teknologien ikke kommer til at underminere nogle af de værdier, vi har kæmpet for så længe.«
Hjemmesiden her er også et fokus på denne bestræbelse og besindelse.
Hermed har jeg udlagt mig så åbent og sårbart som jeg umiddelbart kan. Jeg håber således at mit formål med at rydde et sted i forhold til at møde den anden - dig - er skabt.
Det er en åben invitation!
Velkommen!
Denne indledning blev færdiggjort - efter talrige tilføjelser - i december 2019.
Indgang til kosmologi
World Wide Web / klip - en ny måde at være på / WA-artikel (gesandt i guldfeberens land, WA 26 okt. 2018).
Husserl --> at være 'nu'. Afmumificeringen / Nietzsche. Af-refleksionisme.
At finde meningen i livet - henviser til en praksis.
Hulen og det hemmelige - det uudsigelige.
Tidsstemplingen.
Bønnen / meditationen
Restaurationsprojekt (forholdet mellem menneske-Gud)
Påkalde Gud -> Gudsbegreb
Katedralen / rydningen - afkontekstualiseringen - hulen. Dette er grundfiguren.
Spørgsmålets anatomi / at rydde et rum.
Heideggers rydning / Fogh Kirkebys eventum tantum. / hermeneutikken og Gadamer om spørgsmålets forrang. Pia Lauritzens bog om spørgsmålet / Levinaske hjem og gæstfrihed. Her kan vi bleve værdige til at modtage begivenheden.
Vertikalitet