Jeg holdt et foredrag igår om min vej til at blive præst - mit præstekald. Det var ikke særligt vellykket, for jeg havnede lidt mellem to stole i forhold til at almengøre det personlige. Hvis det personlige tager for meget over, bliver det privat, og så bliver det jo navlepilleri. Og det landede nok for meget der, selvom det ikke var min intention.
Men det er ikke emnet her, men bare anledningen til at hæfte mig ved et af spørgsmålene fra salen, som kredsede om, at kristendommen havde ødelagt inuit-kulturen. Min argumentation er jo - i forlængelse af Thorkild Kjærgaard - at Grønland indtil 1953 var en juridisk ligestillet del af kongeriget / helstaten på linje med Island, Færøerne, Slesvig-Holsten, Norge. Denne konstruktion afstedkom blandt andet, at Grønland i den periode fik eget skriftsprog (på baggrund af oversættelse af bibelen), og at kulturen blev fastholdt som fanger-fiskere. Næsten al analfabetisme var i 1800-tallet udryddet i Grønland - på den måde blev kongeriget en vej for grønlænderne ud af umyndighed, sagt kantiansk. Og ja, det lå selvfølgelig også i forlængelse af Danmarks økonomiske interesser i forhold til tran osv., hvor man ændrede bosættelsesmønsteret, men overordnet set, var der ikke tale om 'udplyndring' og nulsumsspil, men et forsøg på at styrke hinanden til alles fordel. Nu var Grønland også i den heldige situation, at det er umuligt at betragte befolkningen som en 'masse'. Forholdet til GL har sjældent været anonymt - selv på statslig niveau. Det ser man bl.a. ved, at mange af de danske embedsmænd der har siddet i departementerne i mere end 5-10 år udmærket ved, at grønlænderne ikke er en masse, men mennesker. Det var egentlig først i 1953, da GL, på foranledning af FN, blev et dansk amt, og grønlænderne pludselig skulle være danskere, og lynmoderniseres og omformes til nyttige borgere i velfærdsstaten, at man kan tale om et decideret overgreb af kolonialistisk rækkevidde. Men det skete faktisk paradoksalt nok efter pres udefra, udfra, at FN mente, at Grønland skulle have samme velfærdsniveau som DK, ellers var der tale om en koloni.
Men er kristendommen - Hans Egedes mission - så kolonialistisk? Umiddelbart nej. Det var i princippet udsprunget af et privat initiativ fra en nordmand fra de arktiske egne - Hans Egede. Han blev så - efter lange kampe - financieret af den danske stat. Men missionen var i sin start meget personlig, og Egede-familien giftede sig med grønlændere og fik oversat bibelen. Men er kristendommen så en metode til kolonialisering? Ja, hvis man ser på, hvordan kristendommen blev romerrigets statsreligion, og udviklede sig til et katolsk gejstligt regimente, så jo. Men vi har jo været igennem en reformation, Luther, pietisme, Grundtvig. Ifølge Luther skulle kristendommen stå under verdslighedens beskyttelse. Pietismen så kristendommen som noget, der voksede op nedefra som et frø i den lokale jordbund. Grundtvig reformerede kristendommen i folkelig retning. Det er i disse retninger, at den grønlandske kirke er udviklet - som en lokal, og selvstændig kirke med en udbredt lokalt forankret kateket-ordning. Så kan mn spørge om Bibelens indhold er undertrykkende, fordi det tager udgangspunkt i en oprindelig mellemøstlig kultur? Herved bliver det jo lidt absurd, med mindre man er marxist og udpeger al religion som undertrykkelsesredskab og afledning fra de materielle vilkår. Og hvis man skulle være konsistent her, så ville man så også sige, at den oprindelige inuit-religion også var undertrykkende. Men her er der så pludselig mange der mener, at oprindelige folks religion ikke kan klassificeres som religion, men er noget autentisk naturligt. Det kan siges at være et problematisk synspunkt at indtage, da det så vil reducere oprindelige folk til en slags ‘ædle vilde’, hvilket giver mindelser om 1800-tallets opmålinger af kranier m.m., som førte til racelære osv. Jeg tror, at isolationen i sig selv var usund for inuit, fordi det førte til en religion, som var fyldt af tabuer. Tabuer kan opretholdes fordi der intet sammenligningsgrundlag er. Det gav en uforholdsvis stor indflydelse til åndemanerne. Ikke dermed sagt, at der er masser af indsigt i inuit-religionen, som kobler krop og sjæl på måder, vi står fremmed overfor. Men jeg tror på mange måder, at kristendommen også blev anskuet som en befrielse fra alle de tabuer der eksisterede og som næsten fik karakter af tvangstanker, og som lagde voldsomme dæmper på al adfærd. Kristendommen forbandt inuit med verden, og her er Grundtvig central, for Grundtvig sagde jo, at den nordiske vej til evangeliet gik gennem den nordiske mytologi. Den nordiske mytologi var så at sige Nordens gamle testamente. På samme vis er inuits verdensbillede grønlændernes vej til evangeliet, og den vej kan vi aldrig gå for dem - det skal de selv. Og den vej har de gået. Teologen Viggo Mortensen omtalte kristendommen som en oversættelses-bevægelse. Det handler om at forbinde sig til andre og møde den anden. Og det kan man kun, hvis man bliver sig selv. SÅ jeg tror ikke, at der er det skel mellem inuit-verdensbilledet og kristendommen i den overfor omtalte aftapning, som mange neokolonialister lægger i den. Kristendommen er en vej ind i en forbundet verden, hvor vi styrkes i forskellighed. Og det er også den grundlæggende tilgang som rigsfællesskabet bør bunde i. At vi har haft en periode fra 1953 og frem, hvor grønlænderne absolut skulle være danskere er en skamplet, hvorunder Eksperimentet og spiralkampagnen sorterer! Når nogle grønlændere og også velmenende danskere siger, at grønlænderne er et mere autentisk folk, fordi de har en anden hård erfaring med naturen, så er der en pointe - et kulturlandskab og en velfærdsstat som den danske har afkoblet os på mange måder fra naturen og givet os storhedsvanvid. Men den moderne inuit / inuk har ikke mere tilfælles med den oprindelige inuit-kulturen, end danskerne har med vikingerne. Det var opsigtsvækkende hvor stor ballade Jim Lyngvild forårsagede med sin udstilling af inuit-kulturen som kitsch. Jeg tænker, at der var noget sandt i det budskab den resulterede i - at nogle gerne vil ‘eje’ en kultur, og have definitionsretten. Grønlandsk og dansk er ikke noget man er, der er noget man gør, og måden man indgår i relationer. Som Grundtvig skrev:
Til ét folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.
Og det at have øre for modersmålet er ikke kun det talte sprog, men at have gehør for de mennesker, der findes lokalt forankret. Det handler om gehør for sine omgivelser - ikke diverse akademiske teorier om oprindelighed.
Kristendommen bragte inuit ud af sin isolation. Kristendommen er en relationel religion der forbinder i næstekærlighed. Man bliver ikke mere ‘oprindelig’ af at være isoleret, selvom mange nationalromantikere tror det - tværtimod. Man bliver degenereret på mangfoldige måder. Kristendommens budskab er dels horisontalt: Man bliver kun sig selv gennem den anden. Men den vertikale del af kristendommen er hele forudsætningen for den horisontale del - men den bygger på tro og modtagelse. Den er en forudsætning og kan ikke beherskes. Det er korset - det horisontale OG det vertikale - vi må bære. Så nej - kristendommen er ikke et beherskelsesinstrument - tværtimod. Det er et befrielsesinstrument (og det er ikke sammenfaldende med befrielsesteologien!)!
Den canadiske premierministers Mark Carneys tale ved Davos:
"It’s a pleasure – and a duty – to be with you at this turning point for Canada and for the world.
Today, I’ll talk about the rupture in the world order, the end of a nice story, and the beginning of a brutal reality where geopolitics among the great powers is not subject to any constraints.
But I also submit to you that other countries, particularly middle powers like Canada, are not powerless. They have the capacity to build a new order that embodies our values, like respect for human rights, sustainable development, solidarity, sovereignty, and territorial integrity of states.
The power of the less powerful begins with honesty.
Every day we are reminded that we live in an era of great power rivalry. That the rules-based order is fading. That the strong do what they can, and the weak suffer what they must.
This aphorism of Thucydides is presented as inevitable – the natural logic of international relations reasserting itself. And faced with this logic, there is a strong tendency for countries to go along to get along. To accommodate. To avoid trouble. To hope that compliance will buy safety.
It won’t.
So, what are our options?
In 1978, the Czech dissident Václav Havel wrote an essay called The Power of the Powerless. In it, he asked a simple question: how did the communist system sustain itself?
His answer began with a greengrocer. Every morning, this shopkeeper places a sign in his window: “Workers of the world, unite!” He does not believe it. No one believes it. But he places the sign anyway – to avoid trouble, to signal compliance, to get along. And because every shopkeeper on every street does the same, the system persists.
Not through violence alone, but through the participation of ordinary people in rituals they privately know to be false.
Havel called this “living within a lie.” The system’s power comes not from its truth but from everyone’s willingness to perform as if it were true. And its fragility comes from the same source: when even one person stops performing — when the greengrocer removes his sign — the illusion begins to crack.
It is time for companies and countries to take their signs down.
For decades, countries like Canada prospered under what we called the rules-based international order. We joined its institutions, praised its principles, and benefited from its predictability. We could pursue values-based foreign policies under its protection.
We knew the story of the international rules-based order was partially false. That the strongest would exempt themselves when convenient. That trade rules were enforced asymmetrically. And that international law applied with varying rigour depending on the identity of the accused or the victim.
This fiction was useful, and American hegemony, in particular, helped provide public goods: open sea lanes, a stable financial system, collective security, and support for frameworks for resolving disputes.
So, we placed the sign in the window. We participated in the rituals. And largely avoided calling out the gaps between rhetoric and reality.
This bargain no longer works.
Let me be direct: we are in the midst of a rupture, not a transition.
Over the past two decades, a series of crises in finance, health, energy, and geopolitics laid bare the risks of extreme global integration.
More recently, great powers began using economic integration as weapons. Tariffs as leverage. Financial infrastructure as coercion. Supply chains as vulnerabilities to be exploited.
You cannot “live within the lie” of mutual benefit through integration when integration becomes the source of your subordination.
The multilateral institutions on which middle powers relied— the WTO, the UN, the COP – the architecture of collective problem solving – are greatly diminished.
As a result, many countries are drawing the same conclusions. They must develop greater strategic autonomy: in energy, food, critical minerals, in finance, and supply chains.
This impulse is understandable. A country that cannot feed itself, fuel itself, or defend itself has few options. When the rules no longer protect you, you must protect yourself.
But let us be clear-eyed about where this leads. A world of fortresses will be poorer, more fragile, and less sustainable.
And there is another truth: if great powers abandon even the pretence of rules and values for the unhindered pursuit of their power and interests, the gains from “transactionalism” become harder to replicate. Hegemons cannot continually monetize their relationships.
Allies will diversify to hedge against uncertainty. Buy insurance. Increase options. This rebuilds sovereignty – sovereignty that was once grounded in rules, but will be increasingly anchored in the ability to withstand pressure.
As I said, such classic risk management comes at a price, but that cost of strategic autonomy, of sovereignty, can also be shared. Collective investments in resilience are cheaper than everyone building their own fortress. Shared standards reduce fragmentation. Complementarities are positive sum.
The question for middle powers, like Canada, is not whether to adapt to this new reality. We must. The question is whether we adapt by simply building higher walls – or whether we can do something more ambitious.
Canada was amongst the first to hear the wake-up call, leading us to fundamentally shift our strategic posture.
Canadians know that our old, comfortable assumption that our geography and alliance memberships automatically conferred prosperity and security is no longer valid.
Our new approach rests on what Alexander Stubb has termed “values-based realism” – or, to put it another way, we aim to be principled and pragmatic.
Principled in our commitment to fundamental values: sovereignty and territorial integrity, the prohibition of the use of force except when consistent with the UN Charter, respect for human rights.
Pragmatic in recognising that progress is often incremental, that interests diverge, that not every partner shares our values. We are engaging broadly, strategically, with open eyes. We actively take on the world as it is, not wait for a world we wish to be.
Canada is calibrating our relationships so their depth reflects our values. We are prioritising broad engagement to maximise our influence, given the fluidity of the world order, the risks that this poses, and the stakes for what comes next.
We are no longer relying on just the strength of our values, but also on the value of our strength.
We are building that strength at home.
Since my government took office, we have cut taxes on incomes, capital gains and business investment, we have removed all federal barriers to interprovincial trade, and we are fast-tracking a trillion dollars of investment in energy, AI, critical minerals, new trade corridors, and beyond.
We are doubling our defence spending by 2030 and are doing so in ways that builds our domestic industries.
We are rapidly diversifying abroad. We have agreed a comprehensive strategic partnership with the European Union, including joining SAFE, Europe’s defence procurement arrangements.
We have signed twelve other trade and security deals on four continents in the last six months.
In the past few days, we have concluded new strategic partnerships with China and Qatar.
We are negotiating free trade pacts with India, ASEAN, Thailand, Philippines, Mercosur.
To help solve global problems, we are pursuing variable geometry— different coalitions for different issues, based on values and interests.
On Ukraine, we are a core member of the Coalition of the Willing and one of the largest per-capita contributors to its defence and security.
On Arctic sovereignty, we stand firmly with Greenland and Denmark and fully support their unique right to determine Greenland’s future. Our commitment to Article 5 is unwavering.
We are working with our NATO allies (including the Nordic Baltic to further secure the alliance’s northern and western flanks, including through Canada’s unprecedented investments in over-the-horizon radar, submarines, aircraft, and boots on the ground. Canada strongly opposes tariffs over Greenland and calls for focused talks to achieve shared objectives of security and prosperity for the Arctic.
On plurilateral trade, we are championing efforts to build a bridge between the Trans-Pacific Partnership and the European Union, creating a new trading block of 1.5 billion people.
On critical minerals, we are forming buyer’s clubs anchored in the G7 so that the world can diversify away from concentrated supply.
On AI, we are cooperating with like-minded democracies to ensure we will not ultimately be forced to choose between hegemons and hyperscalers.
This is not naive multilateralism. Nor is it relying on diminished institutions. It is building the coalitions that work, issue by issue, with partners who share enough common ground to act together. In some cases, this will be the vast majority of nations.
And it is creating a dense web of connections across trade, investment, culture on which we can draw for future challenges and opportunities.
Middle powers must act together because if you are not at the table, you are on the menu.
Great powers can afford to go it alone. They have the market size, the military capacity, the leverage to dictate terms. Middle powers do not. But when we only negotiate bilaterally with a hegemon, we negotiate from weakness. We accept what is offered. We compete with each other to be the most accommodating.
This is not sovereignty. It is the performance of sovereignty while accepting subordination.
In a world of great power rivalry, the countries in between have a choice: to compete with each other for favour or to combine to create a third path with impact.
We should not allow the rise of hard power to blind us to the fact that the power of legitimacy, integrity, and rules will remain strong — if we choose to wield it together.
Which brings me back to Havel.
What would it mean for middle powers to “live in truth”?
It means naming reality. Stop invoking the “rules-based international order” as though it still functions as advertised. Call the system what it is: a period of intensifying great power rivalry, where the most powerful pursue their interests using economic integration as a weapon of coercion.
It means acting consistently. Apply the same standards to allies and rivals. When middle powers criticise economic intimidation from one direction but stay silent when it comes from another, we are keeping the sign in the window.
It means building what we claim to believe in. Rather than waiting for the old order to be restored, create institutions and agreements that function as described.
And it means reducing the leverage that enables coercion. Building a strong domestic economy should always be every government’s priority. Diversification internationally is not just economic prudence; it is the material foundation for honest foreign policy. Countries earn the right to principled stands by reducing their vulnerability to retaliation.
Canada has what the world wants. We are an energy superpower. We hold vast reserves of critical minerals. We have the most educated population in the world. Our pension funds are amongst the world’s largest and most sophisticated investors. We have capital, talent, and a government with the immense fiscal capacity to act decisively.
And we have the values to which many others aspire.
Canada is a pluralistic society that works. Our public square is loud, diverse, and free. Canadians remain committed to sustainability.
We are a stable, reliable partner—in a world that is anything but—a partner that builds and values relationships for the long term.
Canada has something else: a recognition of what is happening and a determination to act accordingly.
We understand that this rupture calls for more than adaptation. It calls for honesty about the world as it is.
We are taking the sign out of the window.
The old order is not coming back. We should not mourn it. Nostalgia is not a strategy.
But from the fracture, we can build something better, stronger, and more just.
This is the task of the middle powers, who have the most to lose from a world of fortresses and the most to gain from a world of genuine cooperation.
The powerful have their power. But we have something too – the capacity to stop pretending, to name reality, to build our strength at home, and to act together.
That is Canada’s path. We choose it openly and confidently.
And it is a path wide open to any country willing to take it with us."
Jeg kommenterede på DFs og deres formands vokale snak om, at gå i krig med amerikanerne og gøre grønlændere til danskere - den er primært møntet på formanden og ikke nødvendigvis enkeltmedlemmer i DF, for f.eks. taler Anders Vistisen udfra redelige analyser og argumenter, som, efter min mening, er meget relevante. Herunder når han argumenterer for et nordeuropæisk interessefællesskab. Om det så danner et brud med EU er jeg mindre sikker på. Men jeg tænker jo, at dele af DF må anskue grønlænderne som et folk - uanset deres størrelse - som ikke kan betragtes som et dansk amt. Ellers hænger deres politik ikke sammen. Og her er det jo spændende, hvordan de så udreder deres bud på suverænitet - om det er jungleloven (og Messerschmidts bulder-heroisme) eller om det er alliancer:
Du [Messerschmidt] sammenligner konstant med situationen før Anden Verdenskrig og 9. april. Trump er nærmere en Bismarch end en Hitler. Og du er ved at lede DK ind i samme fælde som de nationalliberale med deres ejdernpolitik gjorde før 1864. Det handler ikke om nationalromantisk bragesnak og råb og skrig fra Kbh. og sidelinjen. Det handler om, at holde sammen på riget som den småstat vi er, og det gør du ikke ved at råbe løs om ophævelse af selvstyrelov og vikinger, som er det præcise ekko af datidens ejdernpolitik. Dengang forsøgte man at gøre tyskere til danskere - nu vil I gøre grønlændere til danskere, som det formelt kun har været, da det var et amt fra 1953-1979 (på foranledning af FN forøvrigt). Dengang resulterede det i en undskyldning for Bismarch til at gå i krig, og en undskyldning fra vores allierede i ikke at hjælpe os. Din brage-politik vil resultere i det samme. Hvis vi siger, at grønlændere er danske, ødelægger vi al legitimitet i grønlænderes, vore allieredes og i amerikanske øjne, og Trump vil ubesværet kunne erhverve sig GL, som Bismarch erobrede Slesvig-Holsten. Du har travlt med, at komme over ‘på den rigtige side af historien’ - jeg tror, at hvis vi følger din politik, så vil vi stå tilbage med et nyt 1864-traume, og vigtigere: vi ville have ladet GL tilbage i stikken! Hvis I får magt som I har agt i denne sag, så vil I - ligesom de nationalliberale gjorde efter 1864 - stå forhutlet tilbage, og forsøge at tørre ansvaret af jer, mens en Estrup overtager butikken.
På FB-siden "Rigsfællesskabet til debat" blev kommunikationen omkring undskyldning og erstatning i forhold til de grønlandske kvinder der var blevet udsat for spiral-kampagnen diskuteret. Nauja Lynge skrev fuldstændigt korrekt, at når danskere begyndte at forklare og forsvare tingene strukturelt - f.eks. at spiralkampagnen i sidste ende frigjorde kvinder fra konstant graviditet - så var det at tale ned til den grønlandske offentlighed. Jeg kan ikke være mere enig. Jeg bidrog med følgende indlæg:
Jeg er enig - alt starter og slutter ved de overgreb, som unge piger blev udsat for og de konsekvenser det resulterede i. Det kan ikke relativeres og der skal der bare lyttes! De skal gives en stemme, som skal stå i sig selv uden kommentarer - uanset at man synes, at det bliver urimelige beskyldninger. Vi kan og skal ikke reducere de lidelser, som kvinderne har gennemgået. Vi skal give dem et rum for deres stemme. Det handler om at lytte for at lindre og ikke mindst for at blive klogere.
Handler det så om at placere skyld? Handler det om at polarisere debatten, så man som to folk henholdsvis repræsenterer overgrebsmænd overfor dem der blev udsat for overgreb? Det bliver jo hurtigt sådan, at man som dansker og grønlænder suges ind på hver sin side af fronten - måske også fordi man ikke kan genkende sig selv i de billeder det skabes af ‘modparten’. Hvis vi endelig skal placere en strukturel skyld, så mener jeg, at kolonialisme / neokolonialisme-tilgangen reducerer billedet til uigenkendelighed. For jeg tror, at der hvor skaden for alvor skete, var, da GL blev et amt, og dermed blev en del af et velfærdssamfund, som blev udtænkt i 1930-40’erne, der skulle skabe ‘produktive’ danske borgere. Dem der faldt udenfor denne kategori blev erklærede åndssvage, blev steriliserede, kom på Livø, Sprogø eller andre steder. Det var dette ‘industrialiserede’ menneskesyn, som uheldigvis også gik ud over GL under moderniseringsprogrammerne G50 og G60. Problemet var, at man pludselig skulle gøre grønlændere til danskere fra skrivebordene i Kbh. Når det er sagt, så førte moderniseringen også mange gode ting med sig - levestandard løftet, hjemme-, selvstyre og snart selvstændighed (som jeg ser mest realistisk indenfor Rigsfællesskab, Norden og/eller EU - men kun indenfor Rigsfællesskabet hvis DK og GL tager sig sammen). At se Grønlands historie udelukkende gennem historien fra 50’erne og frem, og reducere GL til en slags slavekoloni på linje med Dansk Vestindien, er efter min mening en voldsom forenkling.
Er det et forsvar for noget? Nej, det er et forsøg på at forstå årsagen på baggrund af den opbyggelse af et velfærdssamfund, som GL blev en del af efter 1953. Hjælper en sådan forståelse de kvinder som stadig lider under konsekvenserne? Nej, de skal mødes med forståelse og erstatninger som en anerkendelse af, at man glemte at se dem som mennesker. Skal kvindernes smerte spændes for en vogn der skal resultere i ødelæggelse af båndene mellem DK og GL? Det ville være så trist! Både for GL, men især for DK…
I følgende indlæg vil jeg udfra udsendelsesrækken på DR, "Historien om mennesket", med Rane Willerslev. For det er et grundlæggende spændende menneskesyn der tegner sig her. Rane Willerslev er optaget af jæger-samler-samfundene, som bestod af mindre grupper, og var meget egalitære i deres opbygning. Dette står i modsætning til landbrugssamfundet, som i modsætning hertil handlede om ejendomsret, der afstedkom krige, konflikter og hierarkier af en helt anden karakter end hidtil. Jeg vil prøve at koble historien og menneskesynet her op på Grønland og den grønlandske befolkning, der netop, indtil for nylig, bestod af mindre grupper af fiskere og fangere, og hvor ejendomsret ikke gav den store mening. Willerslev er ikke entydig i sin skepsis overfor landbrugssamfundets udvikling, for det har givet en udvikling, der har afstedkommet hvor vi er nået til i dag. Men han ser måske landbrugssamfundet som et stadium. Og når man gør det, så ser man pludselig på en afrundet periode, som strækker sig 12000 år tilbage. Dvs. det er, så at sige, det vand vi svømmer i. Og spørgsmålet er, om vi kan trække vejret udenfor denne periode og kultur? Kan vi virkelig besinde os på nogle vilkår som ligner dem, der var i jæger- og samler-samfundet? Først og fremmest er vi jo mange flere end dengang, hvilket afstedkommer nødvendigheden af organiserede samfund og fællesskab. Man kan ikke bare bryde op, og tage et andet sted hen, hvis man er uenig med resten af gruppen. Jo, måske kan man tage til Mars, men det ligger jo langt, langt ude i fremtiden, selvom det er nogle tech-guruers - herunder Musk' - hede drøm. Jægersamfundet og dets dyder og organisering får herved lidt karakter af et utopia - et ikke-sted. Ligesom Marx' skema over udvikling fra det klasseløse ur-samfund (også jægersamfundet før landbruget kom) og over slave-, feudal- og kapitalisme-samfund - og til proletariatets diktatur og videre til det kommunistiske, klasseløse samfund. Marx' løsning er at hive borgerskabet og by-kulturen ud af ligningen og gøre den til en fase. Dette er efter min mening den mest markante fejlslutning ved Marx. For hermed etablerede han en kontinuitet fra by- og borgerskabet til industrialiseringen. Han ser ganske rigtigt industrialiseringen som en grundlæggende stærk, materiel drivkraft. Men derfra at gøre borgerskabet fra den europæiske by-udvikling som en naturlig forudsætning for industrialisering er der et stykke, med en masse mellemregninger, som ikke holder. Og at gøre proletariatet som klasse til den aktør, der kan rive os ud af kløerne på denne udvikling, og tilbage til et klasseløst samfund - ja, her er begrundelsen for, at historiens drivkraft gør al hierarki og udbytning overflødig, og at vi nogensinde kommer ud over proletariatets diktatur-fase, ret ubegrundet. Men det er samme singularitets-tankegang, som mange tech-guruer har - altså, at vi kommer til et sted, hvor der er uanet tilgang til energi, og at alle hierarkier som konsekvens heraf herefter vil smuldre.
Denne singularisme er dybt skadelig. En skrivebordsmodel, som er opstået kognitivt og fri af erfaring og lokal forankring. Den seneste form for singularitet er et resultat og reminiscens af den globalistiske arrogance der opstod efter murens fald i 1989, hvor historien erklæredes for afsluttet. Det er her, at kristendommen har et noget andet bud - nemlig at gudsriget både er kommende (som et utopia), men også allerede er iblandt os (topia). Det er jo det, der er julens budskab. Det er dette forhold mellem utopia og topia, som vi med fordel kunne besinde os på. Det var også det, som var Grundtvigs ærinde. At gøre Ordet levende og nærværende. Det gjorde han bl.a. ved at tage udgangspunkt i bekendelsen (og dermed forskyde balancen fra Skriften). Ved at tage udgangspunkt i det lokale og det konkrete sted (nationsfællesskabet og mytologien) som naturlig forlængelse af eller udgangspunkt for kristendommen. Menighedsopbyggende foranstaltninger som salmerne er. Og forholdet til natur og kultur som dele af gudsriget selv. Han etablerede en 'værens-rum', som var blevet overleveret os fra fortiden, og som vi skulle gribe i tillid og taknemmelighed. Han lærte os at modtage, at bære og forvalte og at række videre til de næste generationer. At 'være' og at 'forvalte' er to begreber, der supplerer hinanden. Heroverfor står begrebsparene 'præstere' og 'erobre'/'konsumere'. De sidste begrebspar taler ind i en singularisme-udvikling, hvor vi alle skal arbejde i samme uafvendelige retning. Grundtvigs værensrum peger derimod ind i et slags nærværende Gudsrige, hvor hvert menneske og væsen - døde og levende og i fortid, nutid og fremtid - er elsket som udgangspunkt og tildeles deres stemme og plads i skaberværket og som bærer heraf. Vi har fået skænket livet som en gave, men gaven er også en opgave. Opgaven er at bære frugt og række den videre. Men frugten kommer som 'spontane livsytringer' bag om ryggen. Frugten er noget der sker. Ligesom barnet der melder sin ankomst som et selvstændigt lys midt i mørket. Opgaven er altså ikke en præstation, men en åbenhed, taknemmelighed og lovprisning overfor livet og skaberværket. Frugten er ikke vores præstation, men noget, der sker gennem os. Frugten er vores næste. Frugten er vores børn og fremtiden. Og - for nu at bruge træ-metaforen - når vi ikke længere kan bære frugten, så føjer vi os til stammens årringe, der bidrager til at gøre stammen tykkere, hvorved træet kan føje nye grene til og række mod lyset, mod evigheden.
Hvor forpligtet er man egentlig overfor teksten? Eller det er måske forkert formuleret; hvor forpligtet er man egentlig overfor tekstens kontekst? Altså den situation, hvori en tekst opstår? Allerede i denne reformulering laves en principiel adskillelse mellem teksten og dens kontekst. For er man egentlig loyal overfor teksten ved at være bundet til dens kontekst? Lad mig foreløbig svare med et billede: Man skal kende træet på dets frugter. Hvad er da forholdet mellem træet og dets frugter? Ja, det kontekstbundne træ bliver sekundært i forhold til det, som det rækker videre. Frugterne gives et liv uafhængigt af sin giver. Træet bliver her blot et 'hylster' hvori kilden kan strømme igennem. En modtagelse af helligånden og et redskab for for Gud. Jeg havde en diskussion med en kær studiekammerat, som isæt henter inspiration fra Indre Mission, herom. Udgangspunktet var læsninger til vielser, og vi talte om 1Kor 13 som oplagt mulighed. Dette mente min medstuderende ikke var passende, fordi kærlighedsbegrebet her har sit udgangspunkt i Paulus' pragmatiske forsøg på at hele en voldsomt splittet menighed i Korinth. Altså et kærlighedsbegreb med et strategisk sigte i forhold til Paulus' projekt. Istedet var kærlighedsbegrebet fra Johs 1. brev - Gud er kærlighed - mere passende.
Jeg kan godt se min medstuderendes pointe, og det kan sagtens ske, at Johannes-teksten er mere passende. Men årsagen ville efter min overbevisning ikke ligge i, at 1Kor13 er mere strategisk-taktisk i modsætning til Johannes. Tværtimod tænker jeg, at kærlighedsbegrebet får mere fylde i denne umiddelbare strategiske tilgang. For kærligheden er noget, der skal udøves i praksis - i den 'beskidte' virkelighed. Det er præcis her, at den kommer til sin ret. Det er præcis her, at 1Kor hæver sig fra det situationelle gennem det situationelle. Kærligheden skal ikke erklæres - den skal udøves. Og man kan aldrig vide, om man gør det rigtige på forhånd. Det er Paulus ærinde i Korinth - ha' blik for situationen, og ha' blik for din næste. Døm ikke. Udøv, gør og lad din næste stå i sin gudsbilledlighed.
Men hvad er da teksten? Hvad er det så, der forpligter ved en tekst? Er man ikke bundet af ophavssituationen? Og hvad er meningen med sola scriptura, hvis ikke man tager teksten alvorligt på denne måde? Her må man sige, at der er forskel på at læse en tekst og forståelsen af en tekst. Jeg mener, at teksten skal fremstå som en slags heuristisk model, som kan 'gennemløbes' af læseren. Læseren skal kunne gå den vej, som teksten anviser. Jesus kredser ofte om samme pointer, men set fra forskellige perspektiver. F.eks. inviteres man i sædemandslignelsen til at sætte sig i sædemandens, i jordbundens, i kornets sted. På samme vis inviteres man i forhold til temaet om at finde og blive fundet (det bortløbne får, den tabte mønt og den fortabte søn) til at sætte sig i finderens og det fundnes sted i forskellige gennemløb. Loyalitet overfor teksten i denne sammenhæng handler om læserens eller lytterens erkendelse ved at gennemløbe lignelsen. Og så, måske, begynder man at mestre troen og livet. Mit ynglingseksempel er Igor Levit. Hartmut Rosa nævner den tysk-russiske pianist Igor Levit, som bliver spurgt, om han ikke bliver træt af Måneskinssonaten. Hertil svarer han:
“Jo oftere jeg spiller en sonate, jo mere jeg arbejder med den, desto mindre forstår jeg af den, desto mere fjerner den sig fra mig, desto mere lykkelig bliver jeg for den og desto oftere vil jeg gerne spille den.”
Her ligger altså en slags mestring i gentagelsen. Man bliver dygtigere og dygtigere i gentagelsen, men netop i mestringen gives sonaten en selvvirksomhed, der også fjerner den fra den mestrende. Det andet bliver netop noget andet i mestringen og derved kommer det til syne som resultat af resonans. Hermed kommer teksten til syne i den gentagne udlæggelse. Teksten bliver 'selvvirksom'. Problemet ved at analysere teksten udfra dets ophavsituation er, at teksten så netop ikke bliver selvvirksom, men 'ejes' af sin kontekst. En kontekst, som den skriftkloge ekseget har en privilegeret adgang til. Og herved opstår et videnshierarki mellem udlægger/præst og tilhører / menighed, hvor sandheden ikke er noget der opstår relationelt, men som findes et sted i fortiden.
I Sørine og Livskraften interviewes Eva Tind, som er adoptivbarn fra Korea, og har været en del i medierne i forhold til en berettiget kritik af den danske adoptionspraksis. Sidst i interviewet siger hun, at hun ikke er imod adoption, men er imod den måde børn er blevet afskåret fra deres historie og ophav. I den forbindelse nævner Sørine Godtfredsen passagen fra Dejlig er Jorden: Slægter skal følge slægters gang, hvortil Eva Tind siger, at hun altid græder ved netop denne sekvens. For hende er genoprettelse den primære mission. Hun skal koble sig på 'slægten' igen. Det skal hun naturligvis primært gøre gennem sine børn!
På en eller anden måde var der noget dybt genkendeligt i Tinds historie (eller ikke-historie). Mine slægtsbånd er også på sin vis blevet skåret over - men på mere diffus vis. Men denne diffuse afskæring er på sin vis mere skræmmende, fordi den viser sig i al sin dunkelhed. For Tind er den oppe i lyset, og helt konkret. Men det er gavnligt at få problemstillingen under fuldt blus i hendes tilfælde. Det at føle sig som et led i en lang kæde, hvor man får noget givet og skal række det videre, har netop sit helt konkrete udtryk i slægten. Jeg har tidligere været lidt inde på slægtens betydning - bl.a. i indlægget her fra 2021. Mine forældre, mine søskende og jeg er en historie om afkobling fra slægten. Det er en historie om, at være overladt til sig selv. Det har både givet frihed, men har også haft omkostninger... Ikke mindst fordi, at projektet har drejet sig om, at 'finde sig selv'. Finde sin plads. Man er ikke automatisk blevet givet en plads, man har skullet tilkæmpe sig den. Det gode i denne kamp har været, at det gælder om at dygtiggøre sig. At man er henvist til at være - og sætte en ære i at være - selvberoende, uafhængig, afkoblet. Det har mine forældre klaret godt, for de har ikke spurgt spørgsmålet 'hvorfor'. For dem blev kampen målet i sig selv. Hvis ikke de kæmpede, faldt de til bunds. Det blev ren og skær nødvendighed. Problemet er, når man så stiller spørgsmålet 'hvorfor'. Hvorfor skal man dygtiggøre sig? Hvis det bliver til et eget-projekt, giver det ikke længere nogen mening. For meningen ligger jo i at modtage, bære og række videre. Det handler om at fuldende sin slægt set fra sit perspektiv - at søge heling for de 'krænkelser', som ens forældre blev udsat for. Det handler om, at give dem en stemme - en selvstændig stemme. At gøre dem til dem, og først derefter derigennem, mig til mig. Ligeledes handler det om at give sine børn en selvstændig stemme. At slippe dem. For mig har der ligget en kæmpe overvindelse, men også en kæmpe udfrielse i at erkende, at jeg intet er uden mine børn. Jeg er i relationen til mine børn. Men for at der er en relation, må de også blive selvvirksomme uafhængigt af mig. Jeg bliver et jeg, gennem du-forholdet til mine børn. Vi har nu levet i to generationer, hvor vi ikke længere har haft en naturlig kobling til slægten, hvor netop det at modtage, bære og bringe videre var den grundlæggende præmis. I princippet behøver det ikke at være forældrene, der indgår i slægten - det kan også være mesteren. Da vi havde landbrugssamfundet var disse sammenfaldende - slægten og mesterlæren (mester-lærlinge-forholdet).
"Jo dybere man ængstes, jo større et menneske er man - eller rettere: har man muligheden for at blive. Angsten er en gådefuld gave, der får os til at tænke. Angsten er i den forstand et kald, en anfægtelse, der flår os ud af den tankeløse væren og ind i tankestormen. Angsten er ikke kun en reaktion på ydre fare og uvished. Angsten er en reaktion på indre bevægelse. Når angsten viser sig, skyldes det, at der er noget i en selv, der kræver, at man forholder sig til sig selv. Dét er angstens gave." (Angstens Gave, p. 157)
"Angsten er ikke kun en lammende lidelse, der ødelægger enhver form for glæde ved livet. Angsten skaber også muligheden for at forholde sig til sig selv på ny. Angsten er et kald, der bringer selvet i bevægelse." (Angstens Gave, p. 8).
"Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden" (10)
"Angsten tvinger individet til at forholde sig til muligheden for at være fri" (11)
"Forbudet ængster ham [Adam], Fordi Forbuddet vækker Frihedens Mulighed i ham". Et intet er kommet ind i ham, som giver den "ængstende mulighed for at kunne" (11). Angsten konfronterer individet med sig selv og 'åbner for en mulighed for, og hvordan man forholder sig til, hvem man er' (11)
"Ser er den eksistentielle opgave, som angst aktualiserer i menneskelivet, og det er en opgave alle står overfor" (12)
"Angesten gør opmærksom på, at man først skal blive sig selv, og at det er en opgave at blive sig selv. Angsten fører mennesket ud af sig selv for at føre mennesket tilbage til sig selv". (12)
"Angsten giver. Angsten giver anledning til selvrefleksion og selvindsigt, angst aktiverer forestillingsevnen og skaberdriften [...]. Angsten blotlægger, at man skal miste sig selv for at blive sig selv" (13)
Angst er ikke et sygeligt fænomen der skal elimineres, men et opbyggeligt fænomen, der ligger til grund for selvfoståelse, fantasidannelse og digterisk skabelse (13f)
Angst er ikke noget der kan overvindes gennem stocistiske eksercitser og ved at stå fast - angst har figureret som et tematisk omdrejningspunkt og central drivkraft for skabelse of genskabelse - af det litterære formsprog, af selv- og omverdensforhold og fprbindelsen til det guddommelige og transcendente" (14).
"Angst giver anledning til tænkning og skabelse, til kunstnerisk formgivning og indre og ydre kamp."
Litteraturen giver form til det uformlige, og gør den begribelig og genkendelig - styrker den enkeltes modtagelighed overfor angstens ambivalens (15).
Litteraturen giver os et sprog for angsten, som vi ikke har i vores naturvidenskabelige paradigme (er det sandt? Opgave om Penrose. Er det litterære ikke også selv en del af problemet jf. de unges reaktion overfor Kierkegaard og klimaudfordringerne? (16).
Heinz Bude: Angsten er i senmoderniteten blevet et socialt a priori, der vedrører alle aktører i samfundet, emotionelt ubestemt (præstationsangst, klimaangst) og knytter sig til tidens akser, fortid, nutid, fremtid. ses i lyset af vestlige velfærdssystemer - sociale integration skiftet fra at være baseret på freskridt til at basere sig på en trussel om udstødelse og undergang (27f). Angsten har således skiftet karakter fra kierkegaardsk mulighedsbaseret og frihedens mulighed, til truslen om konkret undergang. (28). Der er sket et skifte i oplevelsen af angst (som nu manifesterer sig i ydrestyring). Selvet er blevet et "skrøbeligt selv af andre", som skal kæmpe i et "the winner takes it all"-samfund (28). Selvrealisering er noget man er tvunget til at gennemføre, og det accelererer angsten --> fatal erkendelse af, at alt er åbent, men intet meningsløst.Søgen efter mening og selvrealisering, som ikke kan afhjælpes af nogen stat eller samfund. (BUDE)
Konsekven af skifte i grundlæggende eksistentielt spørgsmål fra "hvad har jeg lov til?" til "hvad er jeg istand til?" (29). Overvældet af modstridende krav og forventninger, uendeligt svært ved at sætte grænser, domineret af nagende tvivl om evne til at opretholde forhold, føle glæde, blive forelsket, leve livet. Angsten for at fejle lammer den enkelte (30). Omflakkende, hypersensitivt selv, som ikke kan slippe stræben efter anerkendelse i evig kamp for selvrealisering.
Oplevelsen med foredrag for 3G'er --> Kierkegaards angstbegreb og afpatologiseringsforsøget vandt ingen genklang: Angsten er ikke objektløs og forbundet med selvindsigt - den er konkret og forbundet med undergang (33). Mod sammenbruddet af naturen og verdensordenen som sådan.
Den objektløse, eksistentielle angst, som for Kierkagaard er en etisk og åndelig basiserfaring bliver udfordret af klimakrisen, som både er uhyre konkret og særdeles diffus (34). "Klimaangsten opløser den traditionelle definition af angst som et objektløst individuelt anliggende, fordi den retter sig mod noget ganske bestemt, nemlig jordens og naturens ødelæggelse[...] Fremfor at anspore en subjektiv fortolkningsopgave rejser klimaangsten et kollektivt problem. Klimakrisen er kollektivets angstbyrde, og det er en byrde, der skal løftes i flok." (34). "Begrebet angst bør undergå en diskursændring, der opløfter angstens opbyggelige egenskaber uden at negligere angestens destruktive sider" (35). "Litteraturen artikulerer angsten og modet til at tage kampen op mod den". (36). "[...] forsøg på at bevæge sig ind i angstens idé- og litteraturhistorie med et håb om at fremdrage angstens historiske foranderlighed, dens opbyggelige egenskaber og dens funktion som grundlag for skabelse og genskabelse af det litterære sprog og af selv- og omverdensforholdet." (36). Opgør med det antropocentriske naturbegreb og udvikle nye former for omsorg, som gør det muligt at sameksistere med det fremmede, det skræmmende og det monstrøse. (37). Angsten-som-erfaring --> reetablere forholdet til omverdenen og omstemme apatien og pessimismen til nye måder at forholde sig til sig selv og sine omgivelser på." (37). Anskue angsten i fra æstetisk og historisk perspektiv --> forvandling af uformlige angstfølelse til form.
Angst som angst for Gud (en gave) 42
Den nødvendige konstante søgen efter Guds nåde - ellers indtages pladsen af angsten. 43
Luthers fundamentale angst, klosterlivet og genforbindelse til verden 43
Angst-mod - at kaste sig ud lade sig gribe. Reformationens primus motor 44
Angsten for Guds vrede eksistentiel forudsætning for Luthers brud med katolske kirke —> overvindelse af angst gennem tro.
Kingo som udfoldende dualistisk angsttænkning - angst for dom / helvede vs håb om nåde gennem tro himmel.
Pascal og at leve asketisk i overensstemmelse med bibelens ord.45
Transcendental hjemløshed - en faren vild. Uigennemtrængelig mørke.
Angsten —> individuelt anliggende 46. Knytter sig til individets svimlende frihed fremfor overskridelse af buddene og den forudbestemte skæbne, som er fastlagt af Gud. Den borgerlige samfundsorden resulterer i autonomisering af subjektiviteten og de sociale fænomener. 46
Fag mv begrundes ikke længere i vertikal enhedssemantik koncentreret omkring et religiøst funderet kongedømme. 46
Kant —> ingen metafysisk meningsmonopol og essentialistiske udsagn om Gud og naturen
Metafysiske spørgsmål forbliver principielt uløselige dor tanken - (kan kun erkendes ved at indgå aktivt / liturgisk)47
Angst forbindes med menneskets frihed efter religiøse verdensbillede smuldrer. Problemet med splittelse-forsoning bliver central i tysk idealisme. Frihedens / åndens historie —> Hegel. Nå til forsoning - Hege - pba kampen mod det negative. Splittelse angst fremmedgørelse er ikke erfaring man kan springe over—> afgørende betydning!
Selvvirkeliggørelsen opnås først gennem erfaringen med splittelse og angst. At tage angsten og splittelsen på sig —> nye muligheder. 48.
Romantik: angst og sjælens natside er motiv —> demontere fornuftens/ splittelsens herredømme 49
Kierkegaard- angst som selvstændig tema
Angst forløses gennem tro - opbyggelse af inderlig gudsforhold.49
Positivisme —> Freud og Brandes. Ild til de sidste æstetisk-metafysiske jakobsstiger.
Anerkendelse af tab af metafysiske enhedstænkning og sætte problemer under debat i socialt orienteret kritisk realisme 50
Fin de siecle —> dyrkelse af melankoli angst og undergang - moralsk nihilisme 51
Freud —> angst ikke bare udgående fra driftslivet men omhandler trusler mod jeget og dets forsvarsmekanismer. 52
Fra årsag til symptom på angst
Angst er blevet en ‘mestertrope’ i moderne litteratur ifølge Lars Koch.Kafka: “Mein Wesen ist Angst” 53
Alt er blevet uudsigeligt / angst for ikke at kunne artikulere noget meningsfuldt 54
Bearbejdning af angsterfaring gennem fiktive virkemidler der gør angst begribelig.
Strindberg: