Hvor forpligtet er man egentlig overfor teksten? Eller det er måske forkert formuleret; hvor forpligtet er man egentlig overfor tekstens kontekst? Altså den situation, hvori en tekst opstår? Allerede i denne reformulering laves en principiel adskillelse mellem teksten og dens kontekst. For er man egentlig loyal overfor teksten ved at være bundet til dens kontekst? Lad mig foreløbig svare med et billede: Man skal kende træet på dets frugter. Hvad er da forholdet mellem træet og dets frugter? Ja, det kontekstbundne træ bliver sekundært i forhold til det, som det rækker videre. Frugterne gives et liv uafhængigt af sin giver. Træet bliver her blot et 'hylster' hvori kilden kan strømme igennem. En modtagelse af helligånden og et redskab for for Gud. Jeg havde en diskussion med en kær studiekammerat, som isæt henter inspiration fra Indre Mission, herom. Udgangspunktet var læsninger til vielser, og vi talte om 1Kor 13 som oplagt mulighed. Dette mente min medstuderende ikke var passende, fordi kærlighedsbegrebet her har sit udgangspunkt i Paulus' pragmatiske forsøg på at hele en voldsomt splittet menighed i Korinth. Altså et kærlighedsbegreb med et strategisk sigte i forhold til Paulus' projekt. Istedet var kærlighedsbegrebet fra Johs 1. brev - Gud er kærlighed - mere passende.
Jeg kan godt se min medstuderendes pointe, og det kan sagtens ske, at Johannes-teksten er mere passende. Men årsagen ville efter min overbevisning ikke ligge i, at 1Kor13 er mere strategisk-taktisk i modsætning til Johannes. Tværtimod tænker jeg, at kærlighedsbegrebet får mere fylde i denne umiddelbare strategiske tilgang. For kærligheden er noget, der skal udøves i praksis - i den 'beskidte' virkelighed. Det er præcis her, at den kommer til sin ret. Det er præcis her, at 1Kor hæver sig fra det situationelle gennem det situationelle. Kærligheden skal ikke erklæres - den skal udøves. Og man kan aldrig vide, om man gør det rigtige på forhånd. Det er Paulus ærinde i Korinth - ha' blik for situationen, og ha' blik for din næste. Døm ikke. Udøv, gør og lad din næste stå i sin gudsbilledlighed.
Men hvad er da teksten? Hvad er det så, der forpligter ved en tekst? Er man ikke bundet af ophavssituationen? Og hvad er meningen med sola scriptura, hvis ikke man tager teksten alvorligt på denne måde? Her må man sige, at der er forskel på at læse en tekst og forståelsen af en tekst. Jeg mener, at teksten skal fremstå som en slags heuristisk model, som kan 'gennemløbes' af læseren. Læseren skal kunne gå den vej, som teksten anviser. Jesus kredser ofte om samme pointer, men set fra forskellige perspektiver. F.eks. inviteres man i sædemandslignelsen til at sætte sig i sædemandens, i jordbundens, i kornets sted. På samme vis inviteres man i forhold til temaet om at finde og blive fundet (det bortløbne får, den tabte mønt og den fortabte søn) til at sætte sig i finderens og det fundnes sted i forskellige gennemløb. Loyalitet overfor teksten i denne sammenhæng handler om læserens eller lytterens erkendelse ved at gennemløbe lignelsen. Og så, måske, begynder man at mestre troen og livet. Mit ynglingseksempel er Igor Levit. Hartmut Rosa nævner den tysk-russiske pianist Igor Levit, som bliver spurgt, om han ikke bliver træt af Måneskinssonaten. Hertil svarer han:
“Jo oftere jeg spiller en sonate, jo mere jeg arbejder med den, desto mindre forstår jeg af den, desto mere fjerner den sig fra mig, desto mere lykkelig bliver jeg for den og desto oftere vil jeg gerne spille den.”
Her ligger altså en slags mestring i gentagelsen. Man bliver dygtigere og dygtigere i gentagelsen, men netop i mestringen gives sonaten en selvvirksomhed, der også fjerner den fra den mestrende. Det andet bliver netop noget andet i mestringen og derved kommer det til syne som resultat af resonans. Hermed kommer teksten til syne i den gentagne udlæggelse. Teksten bliver 'selvvirksom'. Problemet ved at analysere teksten udfra dets ophavsituation er, at teksten så netop ikke bliver selvvirksom, men 'ejes' af sin kontekst. En kontekst, som den skriftkloge ekseget har en privilegeret adgang til. Og herved opstår et videnshierarki mellem udlægger/præst og tilhører / menighed. Sandheden er ikke noget der opstår relationelt, men som findes et sted i fortiden.
I Sørine og Livskraften interviewes Eva Tind, som er adoptivbarn fra Korea, og har været en del i medierne i forhold til en berettiget kritik af den danske adoptionspraksis. Sidst i interviewet siger hun, at hun ikke er imod adoption, men er imod den måde børn er blevet afskåret fra deres historie og ophav. I den forbindelse nævner Sørine Godtfredsen passagen fra Dejlig er Jorden: Slægter skal følge slægters gang, hvortil Eva Tind siger, at hun altid græder ved netop denne sekvens. For hende er genoprettelse den primære mission. Hun skal koble sig på 'slægten' igen. Det skal hun naturligvis primært gøre gennem sine børn!
På en eller anden måde var der noget dybt genkendeligt i Tinds historie (eller ikke-historie). Mine slægtsbånd er også på sin vis blevet skåret over - men på mere diffus vis. Men denne diffuse afskæring er på sin vis mere skræmmende, fordi den viser sig i al sin dunkelhed. For Tind er den oppe i lyset, og helt konkret. Men det er gavnligt at få problemstillingen under fuldt blus i hendes tilfælde. Det at føle sig som et led i en lang kæde, hvor man får noget givet og skal række det videre, har netop sit helt konkrete udtryk i slægten. Jeg har tidligere været lidt inde på slægtens betydning - bl.a. i indlægget her fra 2021. Mine forældre, mine søskende og jeg er en historie om afkobling fra slægten. Det er en historie om, at være overladt til sig selv. Det har både givet frihed, men har også haft omkostninger... Ikke mindst fordi, at projektet har drejet sig om, at 'finde sig selv'. Finde sin plads. Man er ikke automatisk blevet givet en plads, man har skullet tilkæmpe sig den. Det gode i denne kamp har været, at det gælder om at dygtiggøre sig. At man er henvist til at være - og sætte en ære i at være - selvberoende, uafhængig, afkoblet. Det har mine forældre klaret godt, for de har ikke spurgt spørgsmålet 'hvorfor'. For dem blev kampen målet i sig selv. Hvis ikke de kæmpede, faldt de til bunds. Det blev ren og skær nødvendighed. Problemet er, når man så stiller spørgsmålet 'hvorfor'. Hvorfor skal man dygtiggøre sig? Hvis det bliver til et eget-projekt, giver det ikke længere nogen mening. For meningen ligger jo i at modtage, bære og række videre. Det handler om at fuldende sin slægt set fra sit perspektiv - at søge heling for de 'krænkelser', som ens forældre blev udsat for. Det handler om, at give dem en stemme - en selvstændig stemme. At gøre dem til dem, og først derefter derigennem, mig til mig. Ligeledes handler det om at give sine børn en selvstændig stemme. At slippe dem. For mig har der ligget en kæmpe overvindelse, men også en kæmpe udfrielse i at erkende, at jeg intet er uden mine børn. Jeg er i relationen til mine børn. Men for at der er en relation, må de også blive selvvirksomme uafhængigt af mig. Jeg bliver et jeg, gennem du-forholdet til mine børn. Vi har nu levet i to generationer, hvor vi ikke længere har haft en naturlig kobling til slægten, hvor netop det at modtage, bære og bringe videre var den grundlæggende præmis. I princippet behøver det ikke at være forældrene, der indgår i slægten - det kan også være mesteren. Da vi havde landbrugssamfundet var disse sammenfaldende - slægten og mesterlæren (mester-lærlinge-forholdet).
"Jo dybere man ængstes, jo større et menneske er man - eller rettere: har man muligheden for at blive. Angsten er en gådefuld gave, der får os til at tænke. Angsten er i den forstand et kald, en anfægtelse, der flår os ud af den tankeløse væren og ind i tankestormen. Angsten er ikke kun en reaktion på ydre fare og uvished. Angsten er en reaktion på indre bevægelse. Når angsten viser sig, skyldes det, at der er noget i en selv, der kræver, at man forholder sig til sig selv. Dét er angstens gave." (Angstens Gave, p. 157)
"Angsten er ikke kun en lammende lidelse, der ødelægger enhver form for glæde ved livet. Angsten skaber også muligheden for at forholde sig til sig selv på ny. Angsten er et kald, der bringer selvet i bevægelse." (Angstens Gave, p. 8).
"Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden" (10)
"Angsten tvinger individet til at forholde sig til muligheden for at være fri" (11)
"Forbudet ængster ham [Adam], Fordi Forbuddet vækker Frihedens Mulighed i ham". Et intet er kommet ind i ham, som giver den "ængstende mulighed for at kunne" (11). Angsten konfronterer individet med sig selv og 'åbner for en mulighed for, og hvordan man forholder sig til, hvem man er' (11)
"Ser er den eksistentielle opgave, som angst aktualiserer i menneskelivet, og det er en opgave alle står overfor" (12)
"Angesten gør opmærksom på, at man først skal blive sig selv, og at det er en opgave at blive sig selv. Angsten fører mennesket ud af sig selv for at føre mennesket tilbage til sig selv". (12)
"Angsten giver. Angsten giver anledning til selvrefleksion og selvindsigt, angst aktiverer forestillingsevnen og skaberdriften [...]. Angsten blotlægger, at man skal miste sig selv for at blive sig selv" (13)
Angst er ikke et sygeligt fænomen der skal elimineres, men et opbyggeligt fænomen, der ligger til grund for selvfoståelse, fantasidannelse og digterisk skabelse (13f)
Angst er ikke noget der kan overvindes gennem stocistiske eksercitser og ved at stå fast - angst har figureret som et tematisk omdrejningspunkt og central drivkraft for skabelse of genskabelse - af det litterære formsprog, af selv- og omverdensforhold og fprbindelsen til det guddommelige og transcendente" (14).
"Angst giver anledning til tænkning og skabelse, til kunstnerisk formgivning og indre og ydre kamp."
Litteraturen giver form til det uformlige, og gør den begribelig og genkendelig - styrker den enkeltes modtagelighed overfor angstens ambivalens (15).
Litteraturen giver os et sprog for angsten, som vi ikke har i vores naturvidenskabelige paradigme (er det sandt? Opgave om Penrose. Er det litterære ikke også selv en del af problemet jf. de unges reaktion overfor Kierkegaard og klimaudfordringerne? (16).
Heinz Bude: Angsten er i senmoderniteten blevet et socialt a priori, der vedrører alle aktører i samfundet, emotionelt ubestemt (præstationsangst, klimaangst) og knytter sig til tidens akser, fortid, nutid, fremtid. ses i lyset af vestlige velfærdssystemer - sociale integration skiftet fra at være baseret på freskridt til at basere sig på en trussel om udstødelse og undergang (27f). Angsten har således skiftet karakter fra kierkegaardsk mulighedsbaseret og frihedens mulighed, til truslen om konkret undergang. (28). Der er sket et skifte i oplevelsen af angst (som nu manifesterer sig i ydrestyring). Selvet er blevet et "skrøbeligt selv af andre", som skal kæmpe i et "the winner takes it all"-samfund (28). Selvrealisering er noget man er tvunget til at gennemføre, og det accelererer angsten --> fatal erkendelse af, at alt er åbent, men intet meningsløst.Søgen efter mening og selvrealisering, som ikke kan afhjælpes af nogen stat eller samfund. (BUDE)
Konsekven af skifte i grundlæggende eksistentielt spørgsmål fra "hvad har jeg lov til?" til "hvad er jeg istand til?" (29). Overvældet af modstridende krav og forventninger, uendeligt svært ved at sætte grænser, domineret af nagende tvivl om evne til at opretholde forhold, føle glæde, blive forelsket, leve livet. Angsten for at fejle lammer den enkelte (30). Omflakkende, hypersensitivt selv, som ikke kan slippe stræben efter anerkendelse i evig kamp for selvrealisering.
Oplevelsen med foredrag for 3G'er --> Kierkegaards angstbegreb og afpatologiseringsforsøget vandt ingen genklang: Angsten er ikke objektløs og forbundet med selvindsigt - den er konkret og forbundet med undergang (33). Mod sammenbruddet af naturen og verdensordenen som sådan.
Den objektløse, eksistentielle angst, som for Kierkagaard er en etisk og åndelig basiserfaring bliver udfordret af klimakrisen, som både er uhyre konkret og særdeles diffus (34). "Klimaangsten opløser den traditionelle definition af angst som et objektløst individuelt anliggende, fordi den retter sig mod noget ganske bestemt, nemlig jordens og naturens ødelæggelse[...] Fremfor at anspore en subjektiv fortolkningsopgave rejser klimaangsten et kollektivt problem. Klimakrisen er kollektivets angstbyrde, og det er en byrde, der skal løftes i flok." (34). "Begrebet angst bør undergå en diskursændring, der opløfter angstens opbyggelige egenskaber uden at negligere angestens destruktive sider" (35). "Litteraturen artikulerer angsten og modet til at tage kampen op mod den". (36). "[...] forsøg på at bevæge sig ind i angstens idé- og litteraturhistorie med et håb om at fremdrage angstens historiske foranderlighed, dens opbyggelige egenskaber og dens funktion som grundlag for skabelse og genskabelse af det litterære sprog og af selv- og omverdensforholdet." (36). Opgør med det antropocentriske naturbegreb og udvikle nye former for omsorg, som gør det muligt at sameksistere med det fremmede, det skræmmende og det monstrøse. (37). Angsten-som-erfaring --> reetablere forholdet til omverdenen og omstemme apatien og pessimismen til nye måder at forholde sig til sig selv og sine omgivelser på." (37). Anskue angsten i fra æstetisk og historisk perspektiv --> forvandling af uformlige angstfølelse til form.
Angst som angst for Gud (en gave) 42
Den nødvendige konstante søgen efter Guds nåde - ellers indtages pladsen af angsten. 43
Luthers fundamentale angst, klosterlivet og genforbindelse til verden 43
Angst-mod - at kaste sig ud lade sig gribe. Reformationens primus motor 44
Angsten for Guds vrede eksistentiel forudsætning for Luthers brud med katolske kirke —> overvindelse af angst gennem tro.
Kingo som udfoldende dualistisk angsttænkning - angst for dom / helvede vs håb om nåde gennem tro himmel.
Pascal og at leve asketisk i overensstemmelse med bibelens ord.45
Transcendental hjemløshed - en faren vild. Uigennemtrængelig mørke.
Angsten —> individuelt anliggende 46. Knytter sig til individets svimlende frihed fremfor overskridelse af buddene og den forudbestemte skæbne, som er fastlagt af Gud. Den borgerlige samfundsorden resulterer i autonomisering af subjektiviteten og de sociale fænomener. 46
Fag mv begrundes ikke længere i vertikal enhedssemantik koncentreret omkring et religiøst funderet kongedømme. 46
Kant —> ingen metafysisk meningsmonopol og essentialistiske udsagn om Gud og naturen
Metafysiske spørgsmål forbliver principielt uløselige dor tanken - (kan kun erkendes ved at indgå aktivt / liturgisk)47
Angst forbindes med menneskets frihed efter religiøse verdensbillede smuldrer. Problemet med splittelse-forsoning bliver central i tysk idealisme. Frihedens / åndens historie —> Hegel. Nå til forsoning - Hege - pba kampen mod det negative. Splittelse angst fremmedgørelse er ikke erfaring man kan springe over—> afgørende betydning!
Selvvirkeliggørelsen opnås først gennem erfaringen med splittelse og angst. At tage angsten og splittelsen på sig —> nye muligheder. 48.
Romantik: angst og sjælens natside er motiv —> demontere fornuftens/ splittelsens herredømme 49
Kierkegaard- angst som selvstændig tema
Angst forløses gennem tro - opbyggelse af inderlig gudsforhold.49
Positivisme —> Freud og Brandes. Ild til de sidste æstetisk-metafysiske jakobsstiger.
Anerkendelse af tab af metafysiske enhedstænkning og sætte problemer under debat i socialt orienteret kritisk realisme 50
Fin de siecle —> dyrkelse af melankoli angst og undergang - moralsk nihilisme 51
Freud —> angst ikke bare udgående fra driftslivet men omhandler trusler mod jeget og dets forsvarsmekanismer. 52
Fra årsag til symptom på angst
Angst er blevet en ‘mestertrope’ i moderne litteratur ifølge Lars Koch.Kafka: “Mein Wesen ist Angst” 53
Alt er blevet uudsigeligt / angst for ikke at kunne artikulere noget meningsfuldt 54
Bearbejdning af angsterfaring gennem fiktive virkemidler der gør angst begribelig.
Strindberg: