Hvis vi nu går fra redaktionskritikkens fokus på den reelle forfatter til den narrative kritiks fokus på den implicitte forfatter, får vi et tydeligt billede af rammen / grænsen / muren, som det narrative skaber: nemlig, at der intet er udenfor rammen. Intet referencebart i det mindste. Implicitte forfatter / implicitte læser er allerede med i samme spil / karakterer i samme narrative ramme som fortællingens karakterer selv. Komplementært til redaktionskritikkens fokus på den reelle forfatter er readers-responce-tilgangens fokus på den reelle læser, som stedet, hvor meningen skabes.
Kritik af at se teksten-som-et-hele (side).
Det giver ikke mening at referere til noget udenfor murerne, for der er intet. Man kan ikke slutte noget om den reelle forfatters vita udenfor teksten selv. Alt skal fremgå lokalt af teksten. Man bør tage udgangspunkt i værket som stedet, hvor ting skabes og sker. Der er i princippet tale om en eskatologisk bevidsthed, baseret i kærlighed. Eskatologisk i den forstand, at verden 'udenfor' - som vi kender den / dvs. vores erfaring - er ikke-eksisterende, og er gået til grunde. Man kan kalde det et vertikalt indbrud. Kalkun-tesen samt gehøret for det udefrakommende (erfaringen er her bundet til egoet - kalkunens erfaring kan ikke anvendes i forhold til det vertikale indbrud). Erfaring, ego og horisontalisme er elementer i verden udenfor og i sproget selv (Sløk i 'Da Gud fortalte en historie'), men det er i kirkens vertikale rettethed, at noget 'sker' som noget genuint 'andet', og som derfor skubber vores horisont. Dette er præcis Gadamers pointe i forhold til horisonter og horisontsammensmeltning. Problemet ved Dostojevski / Levinas er, at forfatteren dør i en mimning af Jesus. Men man kan ikke erkende det genuint andet fra et god eyes view. Som Sløk / Bugge siger: vi kan ikke gennemleve Jesu ilddåb (reference). Derfor er egoet og sproget helt nødvendigt til at skabe en rettethed - en rettethed, som Levinas vil ophæve. Men som Sløk siger, skal vi skabe en kopernikansk vending: Det er ikke det konstative og egoet, der skaber virkeligheden, men det performative og gudssproget / evangeliet. Det performative får sit passive udtryk i kirken.
Forholdet mellem inde og ude er vel beskrevet af Sløk og hans performative overfor det konstative: Guds sprog gennemsyrer alt, og er ikke en afdeling af sproget. Alligevel er det skjult, idet det skal handles for at komme til syne, men så snart det forsøges begrebet, er vi tvunget til at gøre det konstativt (værende). Men pointen er, at både det konstative og performative er afgørende, men at man aldrig må glemme, at det konstative udspringer fra det performative. Og det er præcis det, at Guds sprog / evangeliet og dets forkyndelse i kirken er med til at gøre os opmærksomme på: Når vi sidder i kirken fylder evangeliet alt - intet udenfor / ved siden af - verden udenfor eksisterer ikke. Dvs. at alt sker - man modtager Ordet / evangeliet som noget genuint udefra-kommende. Gudstjenestens performative og passive karakter understreger dette. Ude i verden er vi igen tvunget over i konstativerne og handlingen.
Gudstjenesten handler ikke om samfundsborgerne, men om menigheden - altså den implicitte lytter peger hen på menigheden.
Derfor kan man også stille sig kritisk overfor other-wise-preaching. Altså, at Marlene Ringgaard Lorensens idé om, at Bakhtins idé om - med Jesus på korset som forbillede - forfatterens død fører til, at alt skabes i hovedet på modtageren, og at modtageren er den reelle forfatter. Derved bliver der ofte tale om præstens unødvendige og bevidste martyrium, som netop virker modsat, da præstens offer fremhæves som et billede på Jesus. Præsten bringer absolut intet martyrium i Jesu billede - det er en voldsom overvurdering i other-wise preaching.
Desuden ville fokus på modtageren-som-forfatter - ifølge Sløk - være en underkastelse i forhold til det konstative. Der er her blot tale om en Og det konstative forholder sig til det performative, som hukommelsesteknikker forholder sig til det der skal huskes. Igen, det konstative er helt nødvendigt for at vi kan tale et sprog og kommunikere, men begreber og sprog skal anskues som konstativer og dermed hukommelsesteknikker, og ikke som sagen selv, som kun kommer til syne i det, som Sløk kalder for oplevelsen. Det er i virkeligheden bare Gadamer og hans værkforståelse om igen.
Otherwise-preaching / readers-response fortsat (19. maj):
Readers-response stiller spørgsmålet: hvem fastsætter meningen i modsætning til mere værkfokuserede tilgange, der stiller spørgsmålet: hvad fastsætter meningen (Fowler i "Mark an Method"). Men hvad hvis selve antagelsen om at finde en mening er skæv? Er det et absurd spørgsmål? For må man ikke altid antage et formål eller en mening med enhver tekst? Måske er det ikke så enkelt. Hvad nu hvis man 'går' med Sløk, og antager, at så snart meningen materialiseres af en tekst eller med sproget som sådan, så er der blot tale om en særlig refleksion af det 'performative' over i det konstative? At selve fikseringen eller fastfrysningen via meningsspørgsmålet allerede er at skyde forbi målet? Hvad hvis Levinas i denne forstand har ret i, at meningsskabelse er et voldeligt projekt? Altså en slags Matthæus'k antitese.
Man kan tænke over det som samme problemstilling som sjælesorg. For hvad er meningen med sjælesorg? Det handler jo i sjælesorg ikke om at løse et problem, således som en psykolog der stiller en diagnose eller en coaching-samtale. Hvad hvis det istedet handler om, at skabe et rum for gehør? Som jo netop peger på, at mening i denne sammenhæng ikke er vores gebet - men Guds. At vores opgave ikke er at udpege en forudgående mening (som readers-response faktisk har en interessant vinkling på, i og med, at mening er noget der her opstår i læsningen og i læseren), men derimod er en åbenhed for noget der - for os - opstår spontant, som dermed som et 'indbrud' i en slags horisontal meningsstrøm. Hvad hvis Sløks idé om, at netop evangeliet er stedet, hvor det utænkelige sker, nemlig at det vertikale indbrud og den horisontale historie krydser hinanden, og skaber et slags allestedsnærværende gudssprog, der kun kommer til syne i sin performativitet? Hvad hvis det handler om et studie i rummets natur? Om hvordan det lokale rum i en eskatologisk tankegang er hele verden, hvor væggene for en stund bliver gennemsigtige? Hvor det lokale rum bliver til en kosmologi? Men en kosmologi, som på paradoksal vis er afhængig af, at vi kan gå ud af dette rum, og gå tilbage til begreberne, sproget og den anden verden. Men hvor der er en idé om, at denne kosmologi er grundfjeldet for verden udenfor, præcis som gudssproget for Sløk er det 'skjulte' fundament for den konstative verden. At man holder sig denne paradokasalitet for øje, at den konstative verden bygger på en performativ 'skeen', men at erfaringer fra det rum, hvor ting kan ske, ikke uden videre kan 'oversættes' til den konstative og materielle verden. At problemstillingen handler om, hvordan et rum lægges til rette, hvor vi netop er åben overfor det som sker - eller 'det andet', og dermed undgår kalkunens erfaring - netop, at den opdrættede kalkun altid ser sig selv som menneskets ven lige indtil den slagtes af dem der har givet tryghed, kærlighed og mad (Jesus om det at være profet i sin hjemby). Det - på eskatologisk vis - at være beredt på de sidste tider, som ikke ligner noget, som vi kan erfare. Hvordan skaber vi et rum for det? Det er samme aristoteliske spørgsmål som handler om at adskille og skelne det, som vi kan kontrollere - og er menneskets gebet - fra det vi ikke kan. Det er det samme som handler om den lutherske diskussionen om forholdet mellem det verdslige og gejstlige regimente. Det er samme diskussion som Bonhoeffer tager op, når han taler om menneskets ansvar i etiske spørgsmål og den misforståelse han peger på, når regimenterne adskilles så rigidt, at man som de tyske kristne ikke blander sig i de verdslige magthaveres gebet, da standen allerede er hellig - og også udøver helligåndens uransagelige vilje. Med Sløks kopernikanske påpegning af, at også det verdslige (konstative) univers bygger på det gejstlige/åndelige giver dette ingen mening... At den 'gyldne mellemvej' ikke er en slags engelsk skoles kompromis mellem ekstremer, men i sig selv er en egentlig radikal position mellem monaster og sværmere.
Præsten er lægmand. Dvs. præsten har ingen særlig adkomst til det hellige. Præsten er i DK oplært i den konstative akademiske verden, og det er han af en grund - for det er det eneste der kan legitimere at kunne dekonstruere sin egen grund. For præstens job er at sætte sig selv til side og give plads - lade rummet lyde. Men det kan udelukkende gøres ved, at der er et ego at sætte til side - præsten er ikke ude i et martyrium, hvor egoet fornægtes som udgangspunkt: Det martyrium - som Bugge i artikel om Sløk kalder for ilddåb - er allerede gjort en gang for alle. Præsten er ligesom alle andre henvist til egoet, men ved, at dette ego er helt og aldeles en 'konstruktion', bygget i Kristus og evangeliet. Men præsten kan eller skal ikke på levinask eller dostojevskisk vis helt og aldeles eliminere jeg'et for at du'et kommer til syne - det kan kun Kristus f.eks. i Markusevangeliets fraværskristologi (Žižek og kristen ateisme --> vi er dømt til at være ateister - dvs. befinde os i den anden verden - kun Jesus kan være Kristus / dialektisk teologi?). At være præst er det mest dekonstruktive job man kan have - og det, at staten under enevælden i DK gjorde præsterne til sine embedsmænd, siger noget om kongens skaben rum for gehør (Korsgaard-artikel) - og dermed også et magtbegreb, som med magtstaten var over alt andet (Far / Olden-Jørgensens kritik heraf). Samtidig siger 3-i-et-princippet i missionen noget om at dette princip ikke blot var et dansk princip, men et civilisatorisk princip. Måske kan man sammenkoble Fr. IV's enevælde, civilisation, og Hans Egedes kolonisering af GL i 1721? Se også Kjærgaards ABD i GL. Præstens hverv er i ordets egentligste forstand et kald i den forstand, at man på den ene side føler sig kaldet - og dermed har et gehør - men på den anden side er det ikke bare Guds kald - det er også præstens eget kald i form af bønnen.
Lukansk særstof
Lukansk rejsemotiv (Jerusalem --> Emmaus)
Lukansk måltidsscene
Jesus-som-profet (og ref. til Moses)
Øvrig overensstemmelse med forudgående lukansk særstof
Lukansk håbsmotiv
Genremæssigt epifani- og legendetræk --> antik genkendelsestræk (som i Odyseen)