Ligesom man ofte skriver indledningen til et værk sidst, har jeg også nølet med at skrive denne forside til min blog - man kender først sit startpunkt når man har skrevet konklusionen. Når så overskriften er: "Min Biografi", er konklusionen vel døden hvis man anskuer livet som et værk? Men hvis det er rigtigt, så kan jeg jo ikke skrive 'indledningen' her - det må overlades til mine efterkommere i bred forstand? Giver 'Min biografi' så mening, hvis jeg ikke selv kan skrive den?

Det kommer an på flere ting:

Dels hvordan det overordnede spørgsmål, som biografien skal være et svar på, stilles. Hvis biografien anskues som et eksistentielt og individuelt projekt, hvor man prøver at få hold og kontrol over livet som sådan ved at spørge til meningen med livet, mener jeg man vil fare vild.

Ethvert spørgsmål afgrænser en horisont for svarmuligheder (jeg vil senere have et indlæg om Pia Lauritzens fremragende lille oversigt om spørgsmål som hun senere har uddybet i en bog). Stilles spørgsmålet: 'meningen med livet', anskues livet som et afgrænset fænomen som kan begribes og dermed kontrolleres som en genstand. Dette er en måde at stille spørgsmål på, som man ifølge Pia Lauritzen har gjort i Vesten siden først Platon og sidenhen - med lidt justeringer - Descartes.

Jeg selv har gennem mange år stillet mig dette spørgsmål - og mit intuitive svar var, at jeg slog hovedet mod en mur - og at der ingen mening er. Spørgsmålet forudsætter, at livet kan anskues som en kontrollerbar genstand - og det er et umuligt projekt. Resultatet for mig har været fortvivlelse, desillusion, krænkelse og sorg. Den verden jeg kendte og ville kende gav ingen mening. Der var noget der døde for mig, og jeg kan genkende den sorgproces som Esben Kjær gengiver i bogen: Min usynlige søn, selvom det for Esben Kjær måske ville være en stærk ydmygelse at almengøre og teoretisere årsagen til sorgen på den måde. For ham var det helt konkret hans søn der døde. Men for ham kom gennembruddet i sorgprocessen i en samtale med en præst - Mikkel Wold - som omformulerede spørgsmålet fra meningen med livet til meningen i livet. Denne lille ændring ommøblerer fuldstændig svarhorisonten for Esben Kjær. For nu indser han, at der ingen mening var med at sønnen døde. Opgaven lå i at finde en mening i sønnens død. Det aktiverede Kjær til nu at ære sønnen ved 'at blive den bedst mulige version af sig selv'.

Præcis dette må også være en biografis opgave.

​Dette, at Kjær giver en sådan gave til sin døde søn, er helt parallelt med Levinas etiske grundtanke om gavegivning uden forventning om gengældelse samt - og i forbindelse hermed - Levinas idé om væren-til-efter-døden (i modsætning til Heideggers Sein-zum-Tode). Denne forholden sig til døden er således helt central for biografiprojektet. På den måde kan bloggen her som biografi fungere som et monument - en aftabuisering - en ritualisering af døden for at belyse livet - noget som Esben Kjær også efterlyser i sin bog, hvor han undrer sig over tabuiseringen og de manglende ritualer omkring døden, som er i Danmark Og Folkekirken.

I forlængelse af Kjær og Levinas skal døden og livet ikke forstås som et individuelt eksistentielt projekt, men derimod som en etisk kollektiv opgave der giver en kraft til at finde meningen i livet. Og igen i forlængelse af Kjær og Levinas: Meningen i livet er ikke som meningen med livet en abstrakt almen opgave. Meningen i livet handler om omgangen med næsten eller omgangen med det helt andet, hvor man finder kraften i adskillelsen og ikke prøver at kontrollere eller begribe den anden. Man skal tværtimod befri den anden fra sit eget behov for mening - frisætte, anerkende og fremstille den anden i al dens andethed for nu at bruge Levinas-lingo. Præcis denne pointe vil være central for indlæggene her på bloggen.

Dermed er vores vestlige spørgsmål om 'Meningen med livet' - som i sit grundlag er meningsløst - afløst af et spørgsmål om mening i livet.

Det giver pludselig håb.

Men det har også sine vidtrækkende konsekvenser, idet blikket rettes hinsides døden. Døden er passérbar. Ikke i individuel eksistentiel forstand, som Heidegger og Camus overbevisende viser - men derimod på kollektiv etisk vis, sådan som Levinas forstår det. Heidegger kan ikke passere døden, fordi hans spørgsmål til væren ikke giver ham mulighed for det. Men det kan Levinas og det kan Esben Kjær fordi de omdefinerer spørgsmålet.

Bloggen her vil forsøge sig med en metode, der kan finde meningen i livet.

I den sammenhæng kan blogindlæggene forstås som essays. Jeg vil i den forbindelse citere Karen Dichs artikel: "Essaygenren kan give nyt liv til aviserne". Ifølge Dich rummer essaygenren en tyngde og fordybelse, som er fraværende i dag. Danske essayister kan Nærmest tælles på en hånd: Suzanne Brøgger, Jens Christian Grøndahl, Carsten Jensen, Klaus Lynggaard og Jørgen Leth. Dichs forståelse af essayet fremstiller hun således: "I essayet kan skribenten lade tanken flyde i en envejssamtale med andre menneskers store tanker. Det er en filosofisk, men indimellem også politisk genre, der til trods for sit ofte høje intellektuelle abstraktionsniveau giver læseren en oplevelse af skønlitterær karakter." Hun skriver videre: " Den svenske litterat Horace Engdahl skriver i sin essaysamling ’Arret efter drømmen’, der udkom forrige år, således: »Essayet er et levn fra landadlens tid, den sidste rest af en gammel samtalekultur, der fik dødskysset, da planlægningskalenderen blev hvermandseje. I computerens og tominuttersindslagenes tidsalder efterlader essayet et lige så ejendommeligt indtryk som en hestetrukken karet. Tekster, det ikke kan lade sig gøre at sammenfatte! Det er det sidste tilflugtssted for en gammel, tidskrævende, personbunden meningsstruktur, der vanskeligt lader sig overføre, og som bærer det ringeagtede navn kundskab« [...] Philip Lopate, amerikansk filmkritiker og essayist, skriver i sin introduktion til ’The Art of the Personal Essay’, at »essayister samtaler med læseren, fordi de allerede har dialoger og diskussioner med sig selv«. Det er måske netop manglen på forudgående dialog med en selv, der mangler i andre debatgenrer. Refleksion er essentielt, og som alle ved, findes der ingen bedre samtalepartner end én selv, selvom andre hellere end gerne må være med på en lytter."

​Essayet bunder altså i en gammel tidskrævende og personbunden samtalekultur og meningsstruktur der ikke lader sig koge ned til et tweet. De er samtaler med læseren, fordi de allerede er forudgående dialoger med sig selv. Det er en genre, der personligt involverer læseren livsverden-til-livsverden eller ansigt-til-ansigt for at bruge et levinas'k udtryk. Hermed mener jeg, at essayet udlægger verden allegorisk, hvor en genre som Twitter og måske tildels Facebook - hvis budskaberne skal give mening - udlægger verden mere poetisk og symbolsk som en slags haikudigt. Jeg vil uddybe allegorien i et senere blogindlæg. Det centrale er, at essayet i Dichs fortolkning har en dialogisk grundtone, som ligner Levinas etiske fordring.

Desuden har essayet som skrevet i et andet blogindlæg ikke romanens hjemme-ude-hjemme konstruktion, som ifølge Levinas er en vestlig genre, der har sit forlæg i Odysseen. Essayet er et fragment, som ikke er underkastet en sådan komposition. Bloggen her skal således forstås som en essay-samling, der danner et abrahamitisk spor, som peger mod en uendelighed eller noget helt andet. Jeg ved ikke hvor essays'ne som helhed peger hen, for helheden vil aldrig komme. Jeg skal aldrig 'hjem'. Der er tale om et spor, som på sin vis er en gave til mine efterkommere i bred forstand. En væren-til-efter-døden sådan som Levinas udtrykker det. Jeg giver mig den helt anden i vold, hvorved det ikke bliver et eksistentielt projekt i kiergaardsk og heideggersk forstand. Jeg aner ikke om jeg bliver gengældt i mit arbejde, for det vil ske efter min død. Men ligesom for Esben Kjær vil det give en kraft til at finde mening i livet. Fraværet af spørgsmålet om 'Meningen med livet' således som også romanen og Hollywood-spillefilmen spørger, vil give mig styrke og nærværet til at møde meningen i livet - således som essayet gør det; således som det nye serieformat som f.eks. "The Wire" gør det (som skrevet i et andet indlæg); således som Proust i 'Sporet af den fortabte tid' gør det. Således som jeg i mit oral-history-arkiv vil befri begivenheden fra vores eget behov for mening og frisætte, anerkende og fremstille begivenheden i al dens andethed.

I sin dialogiske form stiller essayet hele tiden spørgsmål - og spørgsmålet sætter ifølge Pia Lauritzen hele tiden nye grænser for svar. Som en essay-samling vil bloggen her således blive et spor af stadigt nye spørgsmål og svarhorisonter som vil tegne et uendeligt spor som kan ligne Gadamers virkningshistoriske hermeneutiske cirkel. Pia Lauritzen beskriver spørgsmålets sande natur som det, der netop fordi de kunne være anderledes, afslører hvordan vi opfatter os selv og vore omgivelser: Det er heri det andet viser sig - det er her vi viser os selv.

Dette er den sande biografi.

Således bliver biografien i denne forståelse til en metode til at forholde sig til døden og forstå meningen i livet. Jeg aner ikke hvem jeg er; og det spørgsmål er sådan set - ligesom meningen med livet - ikke vigtigt. Måden jeg viser mig på, er at prisgive mig den anden - på den anden side af min død. Gennem spor jeg ikke selv kan se eller kontrollere. Gennem den stadigt pågående dialogiske øvelse, som essaysamlingen udgør. Ifølge Dich kunne denne forudgående dialog med mig selv i essayet være forudsætningen og afsættet til at gå i den egenlige levinasianske dialog ansigt-til-ansigt.

Så hvis I forventede en CV-agtig redegørelse for mit livsforløb fra fødsel til nu, er det netop ikke den rette biografiske forståelse. Det er ikke her, meningen findes. Som Esben Kjær et sted skriver, er hans afdøde søn ikke en samling fragmenter af fastfrossen erindring - han er en levende og stadig transformerende energi eller kraft. På samme vis søger nærværende biografiske blog gennem sporet af transformerende spørgsmål / essays hele tiden at udvide svarhorisonten. Sporet giver kraften en retning uden at have en illusion om at kunne kontrollere den.

På samme vis består oral-history-arkivet ikke af en samling fastfrosne fragmenter eller kilder. Her forstås historien ligeledes som en stadig transformerende kraft, der gennem sin henvisning til kilden-som-mundtligt-dialog - ansigt-til-ansigt - kilden-som-kommentar - hele tiden stiller nye spørgsmål og dermed afsøger nye svarhorisonter.