Strømme af Naade...

A.C. Ødegaard

Jeg er født på Kjærsag (Ødegaarden) i Trygstad Prestegjeld den 24. Nov. 1856. Mine Forældre var jevne gudfryktige Bondefolk. Mit Barndomshjem et Sted hvor vi gik fra Bøn til Arbeide og fra Arbeide til Bøn. I 19-Aars Alderen blev jeg vagt til levende Bevidsthed om at jeg var i en fortabt Tilstand, men fandt først virkelig Fred med Gud i 25-Aars Alderen iblandt Methodisterne der hjemme. Blev optaget i Menigheden 1884, Formaner samme Aar og Lokalprædikant 1885. Virkede som saadan nogle Aar og tænkte aldrig paa at blive reisende Prædikant før Vaaren 1890 da Kaldet kom til mig, som til Profeten fordum, naar jeg kjørte ude på Markarbeide. Det var, som om en Mand mødte mig hver Gang jeg skulle vende og sagde: "Vil du ikke gaa og prædike mit Evangelium?" og tilføyede: "det er da nok af dem der kan gjøre dette Arbeide."

Efter alvorlig Overveielse i Bøn til Herren, sagde jeg omsider: "Herre, her er jeg, send mig." Og han sendte mig samme Aar til Saggrænden. Senere har han sendt mig til: Kongsberg, Hønefos, Larvik, Kristiania I, Bergen I, Mysen, Fr.hald, Porsgrund, Kragerø og nu sidst til Kjølberg. Jeg har aldri angret at jeg lod Herren sende mig og ønsker fremdeles, at han skal gjøre det saalenge han finder det tjenlig.

Jeg blev tidlig gift med min trofaste, stille og gudhengivne Hustru Karoline Emilie f. Johansen, som Herren tog hjem til Sabbatshvilen under vort Ophold paa Mysen i 1900. I vort 24-aarige Ægteskab gav Gud os 7 Børn, hvoraf 6 lever.

En af de Begivenheder, som virkede kraftig til min tidlige Vækkelse var min gudfryktige Moders sidste Hilsen, der lød saaledes: "Hils ham at han møder mig i Himmelen."

Maalet for hele mit Liv og alt mit Arbeide ønsker jeg skal være at faa alle mine og saamange som mulig med og møte Jesus og de kjære som gik foran.

---

Vort Ideal

Prædiken af Pastor A.C. Ødegaard

Læres af mig. Mat. 11, 29.

Det er Karakterer der spørges om i alle Livets forskjellige Forholde og som der vil blive Spørgsmaal om i den endelige Dom.

Der kan diskuteres i det vide og brede om Læresætninger og Kirkestyrelser; men overfor virkelig Godhed forstummer Diskusjonen. "Men da de saa det Menneske, som var helbredet, staa hos dem havde de intet at sige derimod" Ap. Gj. 4, 14.

Ved Karakter, forstaar vi ikke blot Blodets Egenskaber og vort Væsens Grunddrifter og Tilbøieligheder - disse er meget mere det saakaldte Naturel - men hvad der gjøres ud af dette Naturel. Det Menneske, som ved stadig at følge faste Grundssetninger, viser en fast og standhaftig Vilje siges at have Karakter. Personer uden faste Grundsætninger siges at have en svag Karakter eller at være karakterløse. Der er Muligheder for ethvert Menneske at faa enten en ond eller god Karakter. Et Menneske kan uden Anstrengelse synke ned i Synd og faa en svag, haard, lukket, løs, slet eller lav og ond Karakter; men der er ogsaa, lovet være Herren, Muligheder for at opnaa en god, kraftig, mild, ædel, aaben, ærlig og ophøiet Karakter.

For at naa en god kristelig Karakter trænges et Karakterideal værdig til Efterfølgelse.

Der har levet mange Mennesker i Verden, som kunde betegnes som gode Karakterer: en Moses, en Elias, en Josef, en Daniel, en Johannes, en Peter, en Paulus, en Luther og en Wesley m. m. fl. men de havde alle en eller anden Ufuldlkommenhed, som gjør dem utjenlige som det høieste Ideal for en Kristen. Vi maa derfor se om der findes en absolut feilfri, fuldkommen og da har vi kun at vende os til vor dyrebare Frelser Jesus Kristus, som sagde: "lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet." Han er den enestaaende i Historien - Menneskenes Frelser og absolut tilforladelige Ideal. Han er Rosen i Saron. Liljen i Dalen". "Den skjønneste iblandt Mennesker." Han bringer os altid Fuldkommenhedens Overraskelser. Du overraskes ikke den ene Dag ved hans Storhed og den anden Dag ved hans Lidenhed. Studer de fire Evangelier og du vil forbauses over, at han er saa usigelig meget bedre end du kunde have tænkt. Du vil finde ham kjærlig uden at være svag, sterk uden at være brutal, ydmyg og dog saa høi. Du vil finde at han har en urokkelig Overbevisning uden Intoleranse, Begeistring uden Fanatisme og Glød uden Fordom. Han er den eneste af Mennesker som aldrig har begaaet et Feiltrin, aldrig anslaaet en skurrende Tone.

Naar han underviste sine Disciple om Storhed i sit Rige, saa tog han et lite Barn og stillet det midt iblandt dem og sagde: "Uden I bliver som Børn, kommer l ikke ind. Den som vil være stor der maa ligne et godt Barn."

Hvorfor ? Jo, først: fordi Barnet ikke ophøier sig paa andres Bekostning eller trenger sig frem og gjør sig selv stor. Dernæst: fordi Barnet ikke har nogen Hukommelse om lidt Uret og ikke bærer Nag. Videre: fordi Barnet ikke har forudfattede Meninger og ikke skammer sig ved at bekjende sin Uvidenhet. Endelig: fordi Barnet har en ren og levende Fantasi og kan leve i Tro blandt det usynlige. Den som skal være en god Borger i Jesu Kristi Rige maa lægge tilside Verdens Karakterideer og blive som et Barn.

En Forf. har sagt, "at Jesus har dannet et Kongerige paa Basis af Karakteren". Han kom til Verden for at frelse os fra Synden og gjøre os skikkede til at leve Gudsrigets hellige Borgerliv her i denne Verden og derigjennem dannes til at indtage Pladsen i den forherligede Tilværelse hisset. "Der skal ikke høres Lyd af noget tildannende Redskab". Dannelsen foregaar i den korte Tilværelse her i denne Verden, og jo nærmere vi kommer vort Ideal jo lykkeligere og nyttigere vil vi være.

"Du skal finde Hvile for din Sjel" siger Jesus.

"Følg mig og jeg vil gjøre eder til Menneskefiskere". Verden har ogsaa sine egne Ideer om Lykke. Den er lykkelig, som er tilfreds med sig seiv, den som er rig, den som hersker, som er populær og kan nyde Livet. Den lægger Hovedvegten paa at nyde det nærværende. Men Jesus fremholder i sin Bjergprædiken et helt andet Syn paa Lykke. Og hans Ord er ikke blot en Mening men Virkelighed; thi han vidste hvad der gavnede og vilde bringe varig Lykke. Han siger, at den er salig, som tænker ringe om sig seiv, de som gjennemgaar Sorg og er fattige, som er taalmodige, som længes efter rene Hjerter og Fullkommenhed, som hungrer og tørster efter Retfærdighed og som søger at gjøre Livet lyst for andre. O! hvilket Karakterideal. Hvad Verden altid har behøvet og behøver idag mere end nogensinde er Jesu ophøiede Karakter præget i Guds Folks Liv. Man har sagt - og det med rette - at Verden læser lite sin Bibel, men derimod saameget flittigere de Kristnes Opførsel. Og mon det ikke trænges for de Kristnes egen Skyld? Meget av det som ofte prises i høie Toner vil komme til at tabe sin Glans; men priser man det værdiløse, saa lad det falme jo før jo bedre.

Hvilken Velsignelse der vilde spores i Guds Menighed paa Jorden om der lagdes mere Vind paa at ligne Jesus. For Jesus eksisterede der kun et virkelig Onde og det var Synd og den kom han for at frelse os frå. For Jesus var der kun en Ting som var virkelig stor og det var Kjærlighed og den kom han for at frelse os ind i.

Dersom du er frelst fra Syndens Skyld ved Tro paa Jesus Kristus og har faaet en trøstelig Overbevisning om at høre Gud til, saa elsker du Jesus og ønsker at frelses og renses fra Synden og komme til at ligne Jesus mer og mer. Dette er det store Fællesønske for alle levende kristne. Men hvorledes kan det ske?

Da du frelstes erfarede du en forunderlig Forvandling. Du fik et nyt Sind. Det gamle var forbiganget og se alt var nyt. Men du blev kanske forbauset og delvis mistrøstig naar du alligevel manglede saa meget i at ligne Mesteren. Du havde læst over at det skulde være først Retfærdiggjørelse og Gjenfødelse og saa det store Guds Verk i Sjælen, som kaldes snart Helliggjørelse og snart Aandens Daab. Jeg forudsatte at du søgte Herren paany i dyb ydmyg Selverkjendelse og Tillid til Guds Løfter og at du virkelig erfarede en endnu herligere Erfaring end de første; men alligevel - trods alle disse store Naadesbesøg og Frelsesundere - du lignede endnu Jesus alt for lite. Saa tænkte du mulig, som saa mange; det er kanske først i den tilkommende Verden jeg kan vente at faa det samme Sind som var i Jesus. Apostelen Johannes siger jo, at vi da skal blive ham lige, thi vi skal se ham som han er. Dette var det endelige Maal Johannes havde, og du fik da slaa dig tilro med at have en saadan Kristendom, som den den elskede Johannes havde, men Uligheden mellem dig og Jesus kom igjen med forøget Smerte. Den er der mulig idag! Hvad er saa at gjøre? Læs hvad Apostelen Paulus skriver i Fil. 3 om det han jagede efter, men ikke havde grebet og du vil faa Klarhed over at det Apostelen ikke havde naaet var Forherligelsen, som hører den tilkommende Salighed til og ikke havde med Sindet og Karakteren at gjøre. Deraf vil du forståa, at Johannes mente det samme, og at det ikke gaar an at vente med sin Karakterdannelse i Haab om at det skal ordnes ved at se paa Jesus i den kommende Tilværelse, men at det gjælder, at faa Blikket rigtig fæstet paa ham i Tilværelsen hernede. Alt stort, skjønt og ædelt, som er udført af Mennesker i Verden, har begyndt som et Billede i Sjælen. Du maa faa et klart og rigtig Billede af Jesus prentet ind af den Helligaand ved stadig Bøn og Ransagelse af hans Ord; da vil du som Apostelen Paulus siger i 2 Kor. 3, 18 blive forvandlet efter det samme Billede fra Herlighed til Herlighed, saaledes som af Herren" det er Aanden.

Du maa hengive dig villig i Guds rensende og dannende Haand saa Sindets Syndeliv kan korsfæstes og dø. Hovmod, Egenkjærlighed, Gjerrighed, Løgnagtighed, Æresyge, Frygtagtighed og enhver ond Tilbøielighed i Sjælen maa fjernes nu. Den Helligaand skal faa udvikle din Karakter efter Jesu Sind; thi "Kristus og Belial" kan ikke regjere sammen. "Jesu Frelser dit Eksempel staar i himmelsk Glans for mig." Amen.

- Frå boka "Strømme af Naade. En Prædikensamling." Norsk forlagsselskab. Kristiania, 1909.