FORSØG MED OSMOSE I KARTOFFELSKIVER
TEORI:
Osmose er den proces, hvormed vand bevæger sig over cellemembraner, dvs. ind i eller ud af celler. Processen drives af såkaldt osmotisk aktive stoffer; dette er stoffer, der ikke er i stand til af sig selv at passere membranen (fx salte eller større molekyler som kulhydrater og proteiner). Hvis der på ydersiden af membranen (uden for cellen) er en større koncentration af osmotisk aktive stoffer end der er på indersiden (inde i cellen), vil der være en nettotransport af vand ud af cellen for at udligne koncentrationsforskellen. Derimod, hvis koncentrationen af osmotisk aktive stoffer er størst inde i cellen, vil der være en nettotransport af vand ind i cellen for at udligne koncentrationsforskellen.
I denne journaløvelse indgår det osmotisk aktive stof, NaCl (natriumchlorid), som er et salt, der splittes i ionerne Na+ og Cl-, når det opløses i vand.
FORMÅL:
at forstå hvordan stoffer diffunderer over cellemembraner
at iagttage osmose i kartoffelskiver
at bestemme hvilken NaCl-koncentration, der modsvarer koncentrationen af opløste stoffer i en kartoffel.
HYPOTESE:
Ud fra jeres viden om osmose skal I formulere en hypotese om, hvordan det vil gå med vægten af kartoffelskiverne i saltvandsopløsningerne.
Hvordan kan man vha. dette forsøg bestemme koncentrationen af opløste stoffer i kartoflerne?
MATERIALER:
Kartoffel
Spækbræt
Kniv
Papir og blyant
Vægt
4 petriskåle
Saltvandsopløsninger: 1) 0% NaCl (dest. vand), 2) 1% NaCl, 3) 3% NaCl og 4) 6% NaCl
Ur.
METODE:
Skær fire ens skiver ud af kartoflen. Skiverne skal være ca. 3 mm brede.
Tør forsigtigt overflødigt vand af kartoffelskiverne og notér konsistensen i en tabel.
Vej skiverne enkeltvis med en nøjagtighed på 0,01 g og noter vægten i tabellen.
Sæt hver petriskål ovenpå et stykke papir med et nummer (1-4).
Placér én kartoffelskive i hver af de nummererede petriskåle.
Fyld de fire saltvandsopløsninger i hver sin petriskål til kartoffelskiven i hver skål akkurat er dækket. Læg petriskålens låg på. Notér tiden.
Tag stykkerne op efter ca. 30 minutter, aftør dem forsigtigt og vej dem igen. Notér konsistensen og skriv vægten ind tabellen.
RESULTATER:
Indsæt tabel med måleresultater
Beskriv de fire kartoffelskivers konsistens (og evt. farve) før og efter forsøget.
Tegn en graf over vægtændringen i % som funktion af NaCl-koncentrationen og beskriv resultaterne.
Bestem ud fra grafen den NaCl-koncentration, der modsvarer koncentrationen af opløste stoffer i kartoflerne.
FEJLKILDER:
KONKLUSION:
Mens I venter på resultaterne, kan I løse følgende opgaver:
Forklar diffusion.
Forklar osmose.
Hvorfor kan man dræbe ukrudt ved at udstrø vejsalt?
Hvorfor er saltning og syltning gode konserveringsmetoder?
En fysiologisk eller isotonisk saltopløsning er en saltopløsning, som svarer til cytoplasmakoncentrationen.
Hvorfor bruger man helst isotonisk saltopløsning til øjenskylning og kontaktlinser?
Hvorfor kan man få ondt i øjnene, når man bader i saltvand?
Og lave dette lille forsøg med diffusion:
Anbring en sukkerknald i et glas med meget varmt vand og en sukkerknald i et glas med køleskabskoldt vand. Undlad at røre rundt. Iagttag hvad der sker med de to stykker sukker og noter den tid, det tager, før de opløses. Prøv herefter at forklare, hvad der skete i de to glas.