Der var gået en halv time siden Tae opdagede sin stand.
Han lå på gulvet med armene spredt og et kæmpe smil på læben. Hans glæde var umålelig.
Tae’s åndedræt var endelig begyndt at falde til ro. Han forsøgte stadig at vænne sig til de næsten euforiske og mekaniske bevægelser af hans fingre på venstre hånd, men hans fulde fokus var ikke længere på sig selv.
Hans venstre øje gled hen over rummet og tilbage til Leyo. Den boblende energi var der stadig, den glødede i bølger fra hans krop, dansede i rødgyldne striber langs hans skuldre, samlede sig i hans bryst, strømmede langs hans arme. Det virkede næsten som en gas, eller måske nærmere en plasma, der flød rundt under Leyo’s hud..
"Leyo… din energi. Den er stadig dér. Men den er… fanget," sagde Tae langsomt.
Leyo stirrede på ham nervøst. "Fanget?"
Tae nikkede. "Den flyder gennem dig, men den har ikke fundet en vej ud. Jeg tror… jeg kan hjælpe dig med at dirigere den."
Leyo rynkede panden. "Hvordan?"
Tae satte sig op på knæ og rakte sin mekaniske hånd frem.
"Giv mig din hånd."
Leyo tøvede et øjeblik, men lod så sin hånd hvile i Tae’s. Den var kold og hård, næsten død i sin metalliske stilhed, præcis som han havde forventet. Men under den kølige overflade lå der noget andet. En varme. En barmhjertighed. Og en sorg så dyb, at Leyo næsten kunne mærke den gennem deres berøring.
Han stirrede ind i Tae’s øjne, som om han for første gang kunne se lige ind i hans inderste, og mærke hans dybeste følelser.
Tae mærkede også noget, men det var ikke følelser. Det var noget mere råt, noget mere fysisk. En elektrisk sitren, der pulserede under Leyo’s hud. Som en fanget kraft, der pressede mod hans inderside, desperat efter at slippe fri.
Som Tae pressede lidt mod Leyo’s hånd blev det tydeligt. Han kunne mærke en statisk elektricitet. Det var som at presse hænderne op mod en gammel CRT skærm.
"Okay… Prøv at lukke øjnene," sagde Tae blidt.
Leyo sukkede, men adlød.
"Træk vejret dybt. Mærk varmen i brystet. Føl, hvordan den pulserer."
Leyo trak vejret ind.
“Mærk dine fingerspidser, mærk hvordan de kilder. Mærk hver eneste lille vibration i din krop og gør dem til en bevidst bevægelse.”
"Forestil dig, at din energi er en flod. Og så forestil dig at der er en dæmning. En barriere, der holder floden tilbage."
Hans skuldre var spændte. Tae kunne se, hvordan energien samlede sig i små, koncentrerede klumper langs hans arme.
“Dine dæmninger sidder her.” Sagde Tae roligt imens han tog sin højre arm og pressede på forskellige steder på Leyo’s arme og brystkasse.
"Nu skal du forestille dig at du åbner en sluse. Lad vandet flyde. Led det væk fra brystet. Ud i dine hænder."
Leyo’s øjenlåg knugede sig sammen. Han åbnede munden som for at sige noget, men stoppede sig selv.
"Ja, sådan… Du gør det. Kan du mærke det?"
Leyo’s fingre sitrede.
"Det føles… mærkeligt," mumlede han. "Det prikker."
"Det er godt! Det betyder, at energien bevæger sig! Prøv at trække den videre. Gennem armene. Forestil dig, at du skubber vandet frem og ud af dine håndflader."
Leyo’s vejrtrækning blev dybere.
Pludselig skød en bølge af varme gennem hans håndflade, og Tae mærkede et elektrisk stik i fingerspidserne. Han gispede og trak sin hånd væk, mens en gnist hoppede mellem deres hænder.
Gruplen sprang tilbage.
"OHHH SHIT!" råbte Simon.
“A rat?” Sagde Lukas spørgende.
Leyo’s øjne sprang op. Han stirrede på sine hænder. Hans fingre rykkede sig svagt. Noget flimrede omkring ham. En næsten usynlig silhuet, som en skygge, der ikke burde være der.
Men så… forsvandt den igen.
Rummet blev stille.
Tae blinkede. Hans stand-seende syn flimrede kort, før det vendte tilbage til normal.
Han stirrede på Leyo.
"Du gjorde det… men bare ikke længe nok. Du er nødt til at holde fast i den følelse og presse den ud!" sagde Tae og prøvede at holde Leyos gejst oppe på trods af det mislykkede forsøg.
Leyo så forvirret på sine hænder, og så tilbage på Tae.
"...Hvad fanden skete der lige? Og hvordan fuck vidste du alt det ville ske?"
Tae blinkede et par gange og gned sin tinding.
"Tja… det lyder mærkeligt, men da jeg fik min stand, var det som om, jeg også fik en manual," sagde han.
Leyo rynkede panden. "En manual?"
"Ja! En brugsanvisning, der bare downloadede direkte ind i mit hoved. Som en PDF-fil med titlen “Sådan manifesterer du en stand, for begyndere!”
Gruplen stirrede på ham.
"Altså, det kunne også have været en .txt eller en .docx… Jeg ved ikke lige hvordan man skelner mellem de formater," mumlede han og kløede sig i nakken.
Moe fnisede. "Så du fik en tutorial?"
"Ja! Jeg vidste bare, hvad jeg skulle sige. Som om jeg havde læst det et sted før, selvom jeg aldrig har prøvet det." Tae sukkede. "Det føltes lidt som om jeg blev tvunget igennem et kursus, før jeg overhovedet vidste jeg selv havde et stand."
Leyo kiggede ned på sine hænder. "Så… hvad gør jeg nu?"
Tae tog en dyb indånding og sendte ham et skævt smil.
"Nu prøver vi igen. Og denne gang sørger vi for, at den forbliver ude."