Det var ikke en mørk og stormfuld nat. Nej, det var faktisk en helt almindelig dag for Gruplen.
De sad, som de så ofte gjorde, i et Discord-opkald og diskuterede det nyeste spil, der var kommet ud. Tae var med som sædvanligt, kastede en kommentar ind her og der, så alt var som det plejede. Lige indtil sirener begyndte at hyle udenfor.
"oooooOOOOOOOOooooOOOOO"
Før nogen kunne nå at kommentere på lyden, kom der pludselig forvrængede, umenneskelige lyde fra Tae. Det lød som et væsen i transformation: en gurglen, en kvækken, noget der skiftede form i realtid. Og så blev der stille. Tae forsvandt fra opkaldet uden et ord.
Stemningen i opkaldet skiftede brat. En ubehagelig fornemmelse krøb ind i alles maver, som om noget var rivravruskende galt. Og den følelse blev kun forstærket, da de kiggede ud ad vinduerne.
Kaos.
Gaderne var ikke længere fyldt med almindelige mennesker, men med noget... andet. Zombier. Men ikke de sædvanlige, sløve slags fra film. Nej, de her bevægede sig hurtigt, som om de vidste præcis, hvor de skulle hen. Det var, som om de fulgte en usynlig leder.
Slaske reagerede øjeblikkeligt ved at tisse i bukserne og efterlade sig et solidt bremsespor på stolen. Nikolaj kiggede ud, lukkede gardinet, og sagde ikke et ord. Leyo trak sin telefon frem og begyndte at optage en TikTok-video. Lilli kastede sig under bordet og græd
hjerteskærende.
"Waaahhh."
Moe fløjtede roligt ud af vinduet for at se, om en zombie ville reagere. Engi gik hen til vinduet, åbnede det, tog en dyb indånding, og gik så
nedenunder for at lave en omelet.
Det var dér, de modtog den første ledetråd.
En ny besked dukkede op i Discord-chatten, sendt af en bruger med et svensk flag som profilbillede. Beskeden var kort:
"Det här är bara början. Jag har saboterat en energikälla som kommer att påverka hundratals människor. Gåtan med denna streckkod kommer att avslöja sanningen."
Vedhæftet var der en stregkode.
Leyo reagerede først. Han fandt en hjemmeside, der kunne aflæse stregkoder, og sendte resultatet i Discord-kanalen. Slaske kopierede den ind i Google, og da han så svaret, blev han så stolt, at han næsten glemte at skifte underbukser.
Det var en energidrik. Amper. Tae's yndlings.
Så kom endnu en besked fra den onde svensker:
"Nu skriver jeg altså med Google Oversæt sat til dansk. Jeg har taget jeres ven, Tae, til fange. Hans utrolige forbrug af Amper har gjort ham til en af mine mest kraftfulde håndlangere. I må hellere fange mig, hvis I vil have ham tilbage!"
Mens resten af gruppen forsøgte at finde hoved og hale i situationen, havde Simon allerede taget affære. Han rejste sig fra sin stol, gik ud til sin bil, og tog fat i bildøren. Med et voldsomt ryk rev han døren af hængslerne. Han blinkede et par gange, men tog det overraskende roligt. Uden bilnøgler måtte han improvisere.
Han kiggede på fire ledninger under instrumentbrættet. Rød, brun, blå, gul.
Den brune mindede ham om Slaskes bukser. Den røde var altid den rigtige i film.
Han forbandt dem - og bilen startede.
Simon trådte speederen i bund og kørte direkte mod Rødovre.
Pludselig, kun få hundrede meter ned ad vejen, dukkede en politimand op og vinkede ivrigt til ham. "STOP! Du skal med til den nærmeste overlevende-lejr! Det er ikke sikkert her!" råbte betjenten og bankede på bilens tag.
Simon sukkede dybt. Han vendte blikket mod betjenten og lod sin Stand, "Di-No-Sa-Ur," materialisere sig bag ham. Med en let bølge af hånden lod han Standens kraft sætte ind. Politimandens ben knagede pludselig, som om de havde gennemlevet et halvt århundrede på et øjeblik. Hans knæ gav efter under ham, og han styrtede til jorden med et fortvivlet skrig, ude af stand til at stå på sine nu svage og slidte ben.
"Jeg har ikke tid til det der," mumlede Simon, trak sin fod tilbage på speederen og kørte videre, mens politimanden rullede rundt på asfalten og forsøgte at forstå, hvorfor hans ben pludselig føltes som om de tilhørte en gammel mand.
Samtidig var Moe også på vej ud af døren. En zombie forsøgte at gribe fat i dem, men Moe skubbede den væk og kastede sig ind i sin fars bil. Undervejs samlede de Slaske op, der netop havde fået skiftet tøj.
Engi havde fået en anden idé. Han var blevet sulten. IGEN!
Han tog turen ned til Netto, men butikken var allerede barrikaderet. Inde bagved kunne han ane folk, der havde søgt tilflugt. Engi sukkede og fremmanede sin Stand.
Hans Stand, "Aurora", tog form som en svævende, vandmandslignende figur med pulserende lysmønstre, der fulgte lydene fra de kaotiske gader. Dens tentakler udsendte musikalske vibrationer, en blanding af en theremin og dyb synth-bas.
Standen gled gennem en sprække og vendte tilbage med en agurk, to tomater og et salathoved.
"Perfekt, nu kan jeg lave noget mad," sagde Engi tilfreds.
Imens hentede Simon Lilli, Nikolaj, og Leyo. Nikolaj havde ignoreret Simon, indtil han smadrede sin bil gennem hans hegn. Kun modvilligt gik han med.
Deres mission var klar: Find Tae og find ud af, hvad fanden der foregik.
Pludselig skete det: Vejen blev fyldt med zombier. En fanatiker-zombie skreg og tiltrak en hel horde. Simon trådte speederen i bund, men en zombie smed en metalstang ind i venstre forhjul. Bilen snurrede ukontrollabelt og hamrede direkte ind i Netto.
Nikolaj tog sin Stand frem. Et kæmpe trollface, sammensat af tilfældige objekter. Når evnen blev aktiveret, glitchede virkeligheden som en dårlig animationssimulering.
Han vendte rundt på tyngdekraften. Bilen svævede op. Lilli og Leyo nåede at hoppe ud, men Simon, Engi og Nikolaj fløj med.
Nikolaj skabte en slim-boble, der absorberede faldet. De overlevede.
Nu manglede de kun én person. De skulle bare finde Tae.
Og banke en svensker.
Det ville dog ikke vise sig at være nogen nem ting at gøre, for de havde ingen idé om, hvor Tae var. Og som gruplen prøvede at samle sig fra jorden efter bilens fald, hørte de alle endnu et skarpt skrig. Fanatiker-zombien havde tilkaldt endnu flere vandrende døde til deres umiddelbare position. Uden en fungerende bil var de nu nødt til at redde deres egne liv ved slåskamp.
Engi, som lå i bagagerummet af bilen tog sin telefon frem og spillede en kort melodi på sin telefon. Først groede hans hår 5 centimeter længere, og så groede håret munde.
“ups, forkert melodi” sagde han, og spillede endnu engang.
Efter at prøve for anden gang begyndte Engi’s krop at splitte sig i to. En klon af Engi kravlede nu ud af siden på ham og lagde sig ved siden af ham i bagagerummet.
“Perfekt!” sagde han nu, og sparkede bagagerummet op.
Men foran stod en zombie, klar til at spise både Engi’s og hans klons hjerne.
Engi reagerede hurtigt ved at sparke mod zombien, men han ramte kun dens højre øre. Hans klon sukkede da, og tog over. Klonen sparkede zombien lige i mellemgulvet, så den faldt tilbage og lagde sig på jorden.
Da Engi og hans klon var kommet ud af bagagerummet, brølede fanatiker-zombien endnu en gang, og en ny bølge af zombier styrtede frem. Chokbølgen skubbede Engis klon bagud, og i et dramatisk sekund blev han reduceret til en sølle bunke aske.
Leyo fik en idé. Den larmende zombie så ud til at kunne kontrollere de andre med sit skrig. Han fremmanede sin stand, "Mind Fuzz," og sendte en lilla røgsky direkte ind i zombiens mund. Røgen snoede sig op til hjernen, og pludselig kunne Leyo høre dens tanker:
“Blarhg h geabbla a lb... beskyt mig, zombier! Fbbabsbd babdb!"
Uden tøven manipulerede Leyo zombiens sind, og fik den til at tro, at fjender angreb fra alle sider. Forvirret skreg den igen, men denne gang sendte den sine zombier ud i alle retninger for at bekæmpe fjender, der ikke fandtes.
Niko gnæggede for sig selv. Han fik en genial idé. Med sin stand, "LinkOut Park," kunne han fæstne en magnet til siden af bilen. Planen? Han ville skyde et skud forbi bilen med sin snigskytteriffel, og magneten ville følge efter kuglen - og dermed trække bilen med.
“Det her kan umuligt gå galt!” erklærede han selvsikkert.
BANG! Kuglen fløj afsted... direkte gennem hovedet på en zombie. Magneten susede efter, og bilen blev revet med i en vanvittig kraft, der mejede zombier ned som kegler i en bowlingbane.
Lige indtil Lilli brød stilheden: “Øh, vent... Simon sidder stadig i bilen.”
De vendte blikket mod Simon, der nu befandt sig på den forkerte side af vejen, omringet af zombier. Han sukkede, knækkede fingrene og mumlede:
“Di-No-Sa-Ur.”
Lilli, der var kommet sig over kaosset, trak en pensel op af sin taske. Uden tøven hamrede hun den ind i øjet på den nærmeste zombie og vred den rundt som en skruetrækker. Zombien stivnede og faldt bagover. Lilli trak øjet ud, tørrede det af i ærmet og smed det ned i sin pung.
“Man ved aldrig, hvornår man får brug for et ekstra øje,” sagde hun tørt.
Mens Lilli lagde øjet væk, gik det op for hende, at zombierne ikke bare vandrede rundt målløst. De bevægede sig alle mod syd. Hun rynkede panden og råbte til gruppen:
“Folkens! Har I også bemærket, at de alle går mod syd? Vi må finde ud af hvorfor!”
Niko, stadig høj på sin tidligere “succes,” lyste op.
“Jeg har en endnu bedre idé! Vi bruger Troll Face Physics og flyver derned!”
Han greb en træplanke.
“Hop op!”
Leyo, Engi og Lilli trådte tøvende op på planken, og Niko aktiverede sin stand. Alle regler om fysik blev smidt i skraldespanden, da han begyndte at løfte planken - og dermed dem alle. Leyo kunne ikke tro sine egne øjne, så han tog sine briller af i chok... hvilket resulterede i, at han mistede balancen og styrtede to meter ned.
“Okay... måske var idéen lidt for ambitiøs,” indrømmede Niko.
Netto-ekspeditionen
Imens var Slaske og Moe nået til en anden Netto i Rødovre. De stod foran en barrikaderet indgang, præcis som Engi tidligere havde gjort.
“Hvad nu?” spurgte Slaske.
“Brandudgangen?” foreslog Moe.
“Genialt. Ingen har nogensinde tænkt på det før.”
Slaske lod sin stand, "GOLDWING," tage affære. Standen styrtdykkede direkte mod døren for at smadre den.
DUNK.
“Av...” Slaske mærkede smerten reflektere tilbage. Døren var urørt, mens GOLDWING nu lyste som en defekt LED-lampe på randen af en eksistentiel krise.
Moe trådte frem. “Lad mig prøve.” De lod deres stand, Hawk Talon, bore sine horn ind i døren med fuld kraft.
DUNK.
Intet.
Pludselig hørtes en stemme inde fra Nettoen.
“TI STILLE! Der er zombier udenfor!”
Moe og Slaske stirrede på hinanden.
“Åh... måske har vi lige skræmt de eneste overlevende herinde,” indrømmede Moe.
Deres eneste chance var nu diplomati.
“HEY! Vi er ikke zombier!” råbte Slaske. “Vi vil bare gerne ind og have nogle voksenbleer og snacks!”
Døren blev forsigtigt åbnet.
“Puha, vi troede, I var zombier! Hvorfor bankede I så sindssygt? Skynd jer ind, inden de kommer og dræber os alle!”
Indenfor blev de mødt af 15 personer, alle med hjemmelavede våben. En havde endda et håndlavet armbryst. I hjørnet græd et barn, men
Slaske rullede med øjnene:
“Ti nu stille, din baby.”
Barnet rejste sig, tørrede øjnene og hvæsede: “HVEM KALDER DU EN BABY?!”
I et splitsekund hev ungen en lommekniv frem og stormede mod Slaske. Men før han nåede frem, havde Slaske allerede fisket sin softball-pistol op og affyret en plastikkugle lige mellem øjnene på barnet.
Stemningen stivnede.
“UD HERFRA!” skreg en af de overlevende. “DU SKYDER IKKE VORES VEN, DIN IDIOT!”
Slaske og Moe blev smidt ud, og branddøren smækkede i bag dem.
“Så... ingen voksenbleer eller snacks?” sukkede Moe.
“Næh. Men lad os komme tilbage til gruppen.”
Hele gruplen samlet
Tilbage på vejen så Slaske og Moe, hvordan kaos havde eskaleret.
Lilli, Engi og Niko sad på en flyvende planke, Simon var fanget på den anden side af vejen, og Leyo blev presset af en horde zombier.
Uden at tøve sendte Slaske sin stand, GOLDWING, afsted. En klump flydende guld blev slynget mod fanatiker-zombiens fod, hvor den stivnede og låste den fast til jorden.
Moe trykkede speederen i bund.
BANG!
Bilen bragede direkte ind i zombien og sendte den flyvende gennem luften i en regn af rådnende lemmer.
“Det var vist det,” sagde Moe og skruede op for radioen.
“... og så næste nummer på P3: Zombie af The Cranberries!”
Gruppen stirrede på hinanden.
“... Min mor hader den sang.” sagde Leyo, som han selv tænkte, at det gjorde han nok også efterhånden.