Engi vandrede gennem regnen med sin overlæssede tohjulede sække-, palle- og transportvogn.
Han var gennemblødt, kold, manglede én sko og havde en bukseflænge fra sit fald i vandpytten tidligere. Men intet kunne stoppe ham nu.
Han skulle til en LEGENDARISK DAG.
Han stoppede foran et hus, hev sin telefon frem og tjekkede adressen.
"Hmm... Ja, det er her."
Han bankede på.
Døren åbnede, og foran ham stod Nikolajs mor.
Hun stirrede på ham. Han stirrede tilbage.
"Hvorfor er du her?" spurgte hun til sidst.
Engi blinkede forvirret.
"Øh... til den legendariske dag?"
Der var en pause.
"...Nikolaj er taget afsted for lang tid siden," sagde hun.
Der gik det op for ham.
"Pis."
Men før han kunne vende sig om og smutte, hørte han lyden af kløer mod trægulv.
Dixie, Nikolajs lille, venlige gravhund, kom logrende hen til ham.
"Årh, hej Dixie!" sagde Engi og bøjede sig ned for at ae den.
Men han hørte en anden lyd. En dybere gøen.
Han så op.
Der stod Alba
Den lille, brune hund, med blikket rettet skarpt mod ham.
Før han kunne reagere, sprang hun frem og huggede tænderne fast i hans bukseben.
"ARH!"
Han prøvede at ryste hende af.
Buksebenet flænsede.
Hans sidste sko gled af hans fod og endte i Albas mund.
Han kiggede ned på hunden, der nu triumferende stod med hans sko som en trofæ.
Engi sukkede.
"Jeg accepterer mit nederlag."
Han pegede på Alba.
"Du kan beholde den."
Uden at sige mere vendte han sig om, traskede ud med en manglende sko, trak sin alt for tunge vogn efter sig, og satte kurs mod Damhussøen.
Han bevægede sig gennem byen. Trafikken suste forbi ham. Regnen hamrede stadig ned.
Men så fik han øje på en skovsti.
"Hmm... Den ser hurtigere ud."
Uden tøven traskede han derind.
Store træer omgav ham, mudderet klistrede sig til hans bare fødder, og grenene strakte sig som lange fingre, der rev i hans ødelagte bukser.
Men han fortsatte.
Lige indtil…
Han snublede.
Og væltede direkte ned i en busk.
"Ikke igen."
Han lå der et øjeblik, mens regndråberne dryppede ned på ham.
Så trak han sin notesbog frem, åbnede en side, og skrev:
"Antal dage uden at falde i en busk: 3 --> 0."
Han klappede bogen sammen, rejste sig, rystede bladene af sit tøj og stirrede fremad.
Han var nu gennemblødt, bukserne var ødelagte, han manglede en sko, imens den anden var mudret til, og hans hår var en blanding af tørt, vådt og mudret.
Men han havde stadig sin tohjulede sække-, palle- og transportvogn.
Han trak vejret dybt og marcherede videre.
Imens var resten af Gruplen ankommet til det sted, Engi havde markeret med en knappenål.
De stirrede rundt.
Foran dem var der kun én ting.
En bro der ledte til en forladt bygning midt i damhusengen.
Det regnede stadig. De havde ingen idé om, hvor Engi var.
Så de gjorde det eneste logiske.
De gik ind i bygningen for at finde ly.
De satte sig på de gamle, støvede møbler og ventede.
Tiden gik.
Leyo sukkede. "Jeg begynder at tro, Engi har glemt det her."
"Selvfølgelig har han glemt det," sagde Simon.
Men så...
Døren knirkede op.
En mørk silhuet stod i døråbningen.
Regnen silede ned bag ham.
Han var gennemblødt, dækket af blade, manglede en sko, imens den anden sko flød over med mudder, med flænsede bukser, sit hår strittede i alle retninger.
Han stirrede på dem.
"Nå," sagde Engi. "Hvad tid starter det?"
Der var stilhed.
Så sagde Nikolaj:
"Det startede for to timer siden."
Engi nikkede tilfreds.
"Perfekt."
Gruplen sad samlet i den forladte bygning.
Regnen trommede mod taget, men indeni var der varmt.
De drak deres medbragte alkohol, grinte og jokede over, hvor absurd Engi’s dag havde været.
Leyo klappede Engi på skulderen.
"Det her var måske den værste plan, du nogensinde har lavet."
Engi smilede.
"Det var ikke en plan," sagde han.
"Det var en succes."
Gruplen grinede.
Men så rejste Engi sig og slog ud med armene.
"Så, nu hvor vi alle er her... Velkommen til GRUPLENS HOVEDKVARTER!"
Gruplen: "Hvad?!"
Engi pegede rundt i rummet.
"Tænk over det. En forladt bygning. Midt i Rødovre. Vores helt eget sted, hvor vi kan hænge ud, holde fester, spille spil, hvad som helst!"
Der var stilhed.
Gruplen så på hinanden.
Så sagde Nikolaj:
"...Det er faktisk en ret god idé."
Simon nikkede. "Hvis vi rydder lidt op, sætter nogle møbler ind, så kan det her faktisk blive ret fedt."
Leyo: "Det har potentiale..."
Og så skete det.
De satte lys op.
De slæbte sofaen ind.
De indrettede stedet.
De gjorde det hjemligt.
Den legendariske dag var ikke forbi endnu.
Den var kun lige begyndt.