I en verden, hvor tid er relativ, men regler er lov, findes der én hellig tradition, som aldrig må brydes: Reglen om 11:31.
"11:31 er at mødes i tidspunktet direkte efter 5. moduls start. 5. modul starter 11:30, men det bliver tilsat et minut for at tillade folk at kunne nå til destinationen hvorpå vi mødes. Mødepunktet af 11:31 er populært set som foran kantinen, da det var dér de stiftende fædre valgte at mødes i starten af hver store pause. Man kan dog sagtens ændre mødestedet, hvis det skulle være nødvendigt. Men hvis man vælger at ændre mødestedet, skal dette nævnes i den oprindelige invitation."
Sådan lyder det, Gruplen lever efter. En regel formet af tidens gang og dovenskabens nødvendighed. Normalt mødes de om formiddagen, men i aften er det anderledes. Det er ikke 11:31 om morgenen. Det er 11:31 om aftenen.
Mødestedet er ikke kantinen. Det er ikke engang lovligt for dem at være på skolen så sent.
Gruplens nye hovedkvarter er en bygning, der for længst burde være revet ned. Den ligger på den anden side af en bro ved Damhusengen, skjult i en af de mest øde og triste dele af byen. Ingen ved, hvem der ejer stedet, men ingen stiller spørgsmål. Det eneste, der betyder noget, er, at døren kan åbnes, og at loftet ikke er faldet ned.
Endnu…
Inde i rummet er stemningen præcis, som den plejer: Kaotisk, men familiær.
Tae ligger henslængt i en laset sofa, fødderne solidt plantet i Leyos skød. Det er den perfekte balance mellem afslapning og forsvar; en position, hvor han både kan reagere hurtigt og samtidig nyde komforten af et godt møbel, og Leyo’s flotte lår.
Leyo, der har lidt mere tålmodighed end de fleste, sender fra tid til anden et blik ned mod Tae’s fødder, som om han mentalt beregner, hvor længe han kan tolerere deres tilstedeværelse.
“STOP MED AT KIGGE PÅ MINE FØDDER” siger Tae. Og Leyo rødmer.
Jano sidder i den stol, ingen andre ville røre med en ildtang. Den er skæv, den knirker, og der er en plet på sædet, som ingen har lyst til at analysere nærmere.
Simon, Hilmer, Mowgli, Lilli og Alexo04 sidder spredt rundt i rummet, nogen på gulvet, andre på kasser, der kun næsten fungerer som møbler. Deres blikke er vendt mod to personer, der tydeligvis har forberedt sig til dette møde.
Moe og Engi.
Foran dem ligger en skitse, rullet ud på det bord, der engang måske har været et spisebord, men som nu kun fungerer som et samlingspunkt for tilfældige papirer, tomme energidrikdåser og en meget gammel mønt, ingen tør røre, da det sandsynligvis ville nedsætte dens værdi.
"Er der ikke lidt lavt til loftet her?" klager Jano og strækker sig.
"Du er 1 meter og 54 høj," svarer hele gruppen unisont.
Jano sukker tungt, som om han netop har indset, at han aldrig vil vinde denne diskussion.
Engi lægger en hånd fladt mod bordet og ser alvorligt rundt.
"Vores mål er simpelt," siger han. "Vi skal stjæle kontrakten, der tillader åbningen af en ny Carl’s Jr. i Rødovre. Den gamle lukkede, og vi nægter at acceptere en verden uden den!"
En stilhed fylder rummet, før et kollektivt nik spreder sig blandt de tilstedeværende.
Selv Jano, der ellers er notorisk skeptisk, ser ud til at overveje det som en reel mulighed.
"Så det er sådan en ting, der kan skaffes?" spørger han med en vis mistro i stemmen. "Jeg troede bare, vi var doomed."
"Nej, den findes!" Engi hæver stemmen dramatisk. "Og den er i besiddelse af en mand, der kun går under navnet... Lazer Man."
Et gisp fylder rummet.
Lazer Man.
Et navn, der hviskes i de mørkeste kroge af fastfood-industrien. En mand, hvis loyalitet ligger hos McDonald's og KFC. En mand, der personligt har svoret, at Carl’s Jr. aldrig vil få fodfæste i København igen.
Moe peger på skitsen.
"Han har et hotel..." siger de. "Kaldet Ondskabens Hotel."
Gruplen stirrer på papiret, hvor en skitse af et skummelt hotel er tegnet med præcision, som om kunstneren selv har været der.
"Men hvorfor...?" begynder Simon, før han stopper op. Hans ansigt stivner, idet erkendelsen rammer ham.
"Selvfølgelig," siger han, næsten i en hvisken. "Lazer Man VIL ikke have en Carl’s Jr. i Rødovre!"
Lazer Mans plan er åbenlys. Han vil ikke tillade, at Carl’s Jr. bliver genoplivet, og han har placeret den eneste eksisterende kontrakt for ejerskab af en Carl’s Jr. i sit personlige pengeskab - gemt bag sikkerhedsforanstaltninger, der ville få selv James Bond til at tænke sig om en ekstra gang.
Moe trækker vejret dybt.
"Hvis vi får fat i kontrakten, kan vi åbne en ny Carl’s Jr. i Rødovre!" siger de.
Tae læner sig frem i sofaen, øjnene glitrer af spænding.
"Men... det bliver ikke let," tilføjer Engi.
Tae smiler skævt. "Selvfølgelig ikke. Men det gør det kun sjovere."
Alle sidder samlet omkring bordet, hvor Engi og Moe har rullet et blåprint af Ondskabens Hotel ud. Papiret er fyldt med noter, skitser og et par pletter af engi’s mudrede hænder..
"Ondskabens Hotel," forklarer Engi og peger på bygningens skitse. "Det er Lazer Mans territorium. Og det er ikke bare et navn - det ER bogstaveligt talt et ondskabens hotel."
Simon skærer en grimasse. "Ligesom The Shining?"
Tae lægger armene over kors. "Selvfølgelig! Han er jo trods alt Lazer Man!"
Moe nikker og tager over. "Lazer Mans stand er en manifestation af hotellet selv. Væggene flytter sig, korridorerne ændrer sig, og folk der ikke burde være der... forsvinder."
Alle skæver til hinanden. Ingen siger noget, men de ved alle, at dette bliver deres farligste mission indtil videre.
Men det er det hele værd for Carl's Jr.'s skyld.
Planen er simpel - i teorien:
Infiltration: Moe og Engi hacker alarmsystemet og kameraerne. Resten af gruplen sniger sig ind gennem køkkenindgangen.
Afledning: Lukas, og Alexo04 skaber et kaotisk scenarie i lobbyen – sandsynligvis involverende en smadret vase eller lignende.
Konfrontation: Hvis resten af gruppen bliver opdaget i at prøve at tage til Lazer Man’s værelse, træder Jano, Hilmer og Lilli til for at tage kampen op.
Men hvad de ikke har forudset, er Lazer Mans hemmelige våben...