Putin kiggede ned på den besejrede Simon, rystede på hovedet og tog et skridt frem. Hans stemme rungede gennem hovedkvarteret, som om selve bygningen bukkede sig for hans autoritet.
"Рёдовре er allerede vores! Fra dette øjeblik er I ikke længere danskere… Min stand Vi-russer har gjort jer russiske, og der er intet I kan gøre ved det!
Gruplen gispede i rædsel. Selv Engi, der sjældent reagerede på noget, spærrede øjnene op.
Han nægtede at være noget som helst andet end polsk eller dansk.
“NEJ” råbte Moe, som på nuværende tidspunkt havde arbejdet hårdt for en dag at kunne få dansk statsborgerskab.
Putin lo koldt. "Jeg kan høre at I er uenige med denne nye anordning. Men der er intet I kan gøre. Prøver I, at overvinde os med magt, vil I blive mødt med den stærkeste, største, og mest skræmmende befolkning og tilhørende militær. I har ingen chance.
Den eneste måde at overleve i denne nye orden… er at vinde vores tillid. Tillid er den eneste ægte valuta, vi anerkender!"
Simon råbte op. "Tillid?! Jeg troede, det var olie og vodka?"
Putin svarede ikke, men kiggede bare på dem med sit karakteristiske, tomme blik.
Første forsøg i at vinde vi-russernes tillid: Te-fiaskoen
Lukas trådte frem. "Hvis det er tillid, I vil have, så lad mig brygge jer den perfekte kop yorkshire te! Det skal nok få jer til at stole på os."
Han trak ceremonielt en Yorkshire Gold-pakke frem og begyndte at lave sin signaturbryg.
Elkedlen kogte, teen trak perfekt, og da han hældte den op i en fin porcelænskop, var duften nok til at få selv Moe, den største kaffe-elsker tilstede, til at savle.
Han tog en langsom, rolig slurk og skænkede Putin en kop.
Putin stirrede på teen. Lugten af britisk imperialisme fyldte rummet. Hans ansigt forblev følelsesløst, indtil han tog koppen op… og med én hurtig bevægelse knuste han den mellem fingrene.
"Britisk lort," sagde han koldt.
Lukas gispede og faldt dramatisk på knæ.
"HVAD?! Men… men det er PERFEKT BRYGGET!"
Putin svarede ikke. Han havde allerede vendt sig væk.
Andet forsøg i at vinde vi-russernes tillid: Engi’s Gourmet
Engi trådte nonchalant frem og satte en tallerken foran Putin.
"Jeg præsenterer den fineste danske ret muligt at lave med ingredienserne i dette rum."
Putin løftede et øjenbryn og kiggede skeptisk på tallerkenen. På den lå et smukt anrettet stykke smørrebrød: En skive hjemmebagt rugbrød med en perfekt balance af leverpostej, sprødstegt bacon og ristede svampe.
Ved siden af lå syltede rødbeder og en smule remoulade, garneret med friske urter, der var fundet i en potteplante i vindueskarmen.
Putin stirrede på retten. "Hvad er dette?"
Engi foldede armene og smilede selvsikkert. "Det er en fusion af klassisk dansk smørrebrød og overlevelse. En kombination af det simple og det sofistikerede, skabt ud af næsten ingenting."
Editors note: (Når Engi taler om mad bliver hans hjerne 5 gange større)
Leyo nikkede anerkendende. "Okay, det er faktisk ikke helt dumt, Engi. Ingredienserne herinde er lort, men du fik det til at ligne noget fra en Michelin-restaurant."
Putin tog en bid. Stilheden sænkede sig over rummet.
Hans ansigt forblev uforandret, men han tog en ekstra bid. Så en tredje.
"Hm…"
Gruplen lænede sig frem i spænding.
Putin lagde gaflen fra sig, tørrede munden og stirrede Engi direkte i øjnene.
"Bedre end britisk lort."
Men så skubbede han tallerkenen væk. "Men ikke russisk nok. Dette er hverken Борщ, блины, eller Чебуреки"
Gruplen sukkede. Engis kulinariske evner havde imponeret, men det var ikke nok til at vinde vi-russerne’s tillid.
De måtte finde en anden måde.
Gruplen begyndte at blive nervøse. Intet virkede.
Tredje forsøg i at vinde vi-russerne’s tillid: Styrkeprøverne
Putin smilede pludselig. "Måske er I bare ikke værdige. En rigtig mand vinder respekt gennem styrke."
En kæmpe russisk soldat trådte frem og knækkede sine knoer. "Hvis I kan slå mig i armlægning… vil vi respektere jer."
Gruplen stirrede på hinanden. Så nikkede de.
Første kamp: Tae vs. Vi-russer
Tae satte sig ved bordet. Vi-russeren og Tae låste hænder. Soldaten begyndte ikke engang at trykke inden Tae's arm bøjede af sig selv under den rene tyngdekraft og ramte bordet med et brag.
"HVA?! DET GIVER IKKE MENING" Råbte Tae i protest.
“LAD MIG PRØVE IGEN MED MIN ROBOT ARM PLEASSEE!!”
"Næste!" sagde Putin uden at blinke.
Anden kamp: Hilmer vs. Vi-russer
Hilmer klarede sig lidt bedre. Han holdt stand i hele to sekunder, før hans arm knækkede som et fugtigt knækbrød.
"AV!" skreg han. "Jeg er ikke bygget til det her!"
Tredje kamp: Simon vs. Vi-russer
Simon gav det sit bedste. Han råbte, skreg, og sveden drev ned ad hans pande. Det var en heroisk kamp, men til sidst måtte han give op, mens han råbte: "FANDENS TIL MØG-TING!" MIT LIVS VÆRSTE DAG!"
Sidste håb: Jano vs. Vi-russer
Alle vendte blikket mod Jano. Deres sidste håb.
Han spændte sine overarme og satte sig overfor den russiske kæmpe. Sveden drev fra begge deres pander, som de indså hinandens styrke.
"KOM SÅ, JANO!" råbte Gruplen i kor.
De greb hinandens hænder. Spændingen steg. Musklerne sitrede.
Og så… tabte Jano.
Hele gruppen gispede i rædsel.
"Vi er færdige" hviskede Moe.
Moe’s Grisefornemmelse
Mens resten af Gruplen sank sammen i fortvivlelse, stirrede Moe ud af vinduet. De kneb øjnene sammen.
"Hvad fanden…"
De gnubbede deres øjne. Tog et skridt tættere på. Blinkede.
"Vent… er det… flyvende grise?"
De kiggede igen. Jo, den var god nok. En flok grise svævede over Рёдовре, bundet fast til store balloner.
"GUYS! DER ER FLYVENDE GRISE!" råbte de.
Tae svarede: “Nå? Er helvede så også frosset over?”
"Jeg mener det! KIG UDENFOR!"
Lukas rejste sig op, gik hen til vinduet og kiggede ud. Han sagde ingenting i flere sekunder.