Det var en sejr.
Efter et utal af forhindringer, desperate planer og et heist så dramatisk, at Hollywood ville ønske, de havde fundet på den, var det endelig sket: Carl’s Jr. i Rødovre var genåbnet.
Gruplen havde gjort det.
Nu stod de foran restauranten, hvor neonlysene kastede et svagt skær over det næsten tomme Rødovre Centrum.
De havde købt massivt ind - det vildeste shoppingtrip nogensinde. Burgerne var stablet i bakker som skyskrabere, fritterne flød i olierede dynger, og sodavand, øl, alkohol og energidrikke blev opbevaret i kasser, som var det en nødhjælpsforsyning til en hungersramt nation.
Tætheden af sejrens rus hang over dem alle. Adrenalin pumpede stadig gennem deres årer fra den hektiske dag, og selv Jano, som normalt var den mere fysiske type, kunne ikke benægte, at det at vinde kampen for Carl’s Jr. var en større triumf end nogen biceps-curl.
Hele gruplen havde købt deres yndlingsburger, og yndlingsdrik ind. Det er sjældent man kan få lov til at fejre noget så stort, som en tilbagevenden af en gammel ven. Nemlig Carl’s Jr.
I deres hænder holdt de alle sammen deres yndlingsdrik. De drak hver især således:
Tae - Amper Lemon mixed with Vodka
Lukas - Yorkshire Tea
Niko - Pilkster (Pepsi med mælk, Mønster Regular, og Guinness øl)
Leyo - Doctor Pepper
Alex - Fireball Whiskey
Engi - Solbær Saftevand med Pinot Noir rødvin
Moe - Kaffelikør
Slaske - Rød Tyr
Simon - Jägermeister med Hindbær Brus
Jano - Pepsi Max
Hilmer - Multivitamin Fruktdryck (Glocken Gold)
XPow3r (Rasmus) - Hvid Mønster
De kiggede rundt på hinanden, adrenalinen stadig pumpende i deres årer fra dagens sejr. Simon smækkede en fod op på en bænk og hævede sin flaske højt.
"MINE BRØDRE-" han holdt en dramatisk pause, "… OG LILLI! MIN ELSKEDE CARL’S JR. BANDE. MIN DEJLIGE GRUPLEN. MIN HERLIGE VENNEKREDS. MINE FANTALASTISKE-”
Leyo afbrød med en rømmen, som for at sige at simon godt måtte komme videre med hvad han ville sige
Simon vendte sit blik mod Leyo, med en smule vrede, men vendte tilbage til hans tale uden at tøve.
“-Vi har kæmpet. Vi har lidt. Vi har skubbet kapitalismens kuglelejer tilbage på plads. Jeg har forladt den danske folkekirke, og nu… NU! Skåler vi for Carl’s Jr.!"
"SKÅÅÅÅÅÅL!"
I det øjeblik deres flasker ramte hinanden, og de alle tog den første, store slurk af deres yndlingsdrikke, eksploderede luften i et voldsomt, regnbuefarvet lys.
En bølge af energi skød ud i alle retninger, som om en usynlig kraft havde rystet universets fundamenter. Deres hår rejste sig på hovedet, deres hud sitrede, og et øjeblik føltes det som om noget skiftede.
Men så forsvandt lyset.
De blinkede forvirret. Kiggede på hinanden.
Intet virkede anderledes.
Leyo kiggede ned i sin Doctor Pepper. "Nå… den smager stadig godt."
Niko nikkede. "Ingen skade sket."
Og så begyndte festen.
De havde inviteret hele byen til Carl’s Jr, for at fejre den store genåbning, og mange Carl’s Jr. fans var dukket op for at feste. Det varede lige indtil Rødovre Centrum lukkede.
Da Rødovre Centrum blev lukket, måtte Gruplen rykke festen til deres hovedkvarter, et forladt hus, de havde gjort til deres egen festning. Flasker klirrede, musik dunkede, og Simon stod på en stol og skreg ord, der ikke rigtigt gav mening. Engi, som nærmest var immun over for alkohol, lænede sig tilbage i en sofa og observerede det hele med sit sædvanlige afslappede smil.
Tae var, i modsætning til Engi, meget påvirket, selvom han jo påstår at være halv polak.
Han tumlede hen til køleskabet, der allerede var overfyldt, for at hive endnu en Amper frem. Hans hænder fumlede med døren, men lige da han rakte ud efter dåsen, skete der noget mærkeligt.
Hans venstre arm begyndte at forvandle sig.
Metal voksede frem som flydende kviksølv, der størknede til en skinnende, mekanisk form. Hans fingre blev længere, armen strakte sig udover sin normale rækkevidde, som om den var et stykke teknologi fra en fjern fremtid.
Engi, der sad med en øl i hånden, hævede et øjenbryn.
"Øhh… brat?" Editor’s note: Det er polsk for “Bror”
Tae greb fat i dåsen og trak den tilbage, uden at opdage noget som helst. Han åbnede den op og tog en stor slurk.
Engi stirrede.
"Brat."
Tae blinkede træt. "Hva'?"
"Twoje ramię… to pieprzony ROBOT!"
Tae drejede hovedet og kiggede rundt.
“Engi, du taler polsk. Jeg kan ikke forstå polsk.”
“Din arm!! HallooO!!!”
Tae kiggede ned. Og så på sin arm.
“Hvad med den?” svarede han træt, indtil hans øjne udvidede sig, som om han lige havde set universet folde sig ud foran ham.
Hans venstre arm var ikke længere kød og blod. Den var metal, skinnende som poleret stål, og dækket i linjer og indgraveringer, der pulserede svagt med en lilla glød. Hans venstre øje føltes mærkeligt - som om det kunne se mere end det burde.
Han så sig omkring i rummet.
Pludselig skiftede hans syn. Farverne ændrede sig. Hans venstre øje flimrede, og et lag af varmesyn overtog hans synsfelt. En boblende energi bølgede i rummet, men én ting stak særligt ud.
“Leyo.”
Tae stirrede.
Leyo, der netop tog endnu en slurk af sin Doctor Pepper, glødede. En mærkelig, varm energi steg op fra hans krop, næsten som damp, men lysende i en dyb rød nuance.
Tae snublede baglæns.
"Leyo…" Tae rystede på hovedet, som for at fjerne den alkoholrelaterede tåge fra sin hjerne. "Der er noget… mærkeligt ved dig."
Leyo sænkede sin dåse. "Øh… hvad?"
"Mit øje… det ser noget. Noget, jeg ikke burde kunne se." Tae kneb øjnene sammen og lod varmesynet fokusere. Han kiggede rundt. Ingen af de andre glødede på samme måde.
Kun Leyo.
“Leyo! Noget energi flød lige igennem dig! Det var lige efter du drak af din Dr Pepper!” Mumlede Tae
Leyo stirrede på sin Dr Pepper. "Vent… betyder det at…?"
Alle så ned på deres egne flasker.
Deres egne yndlingsdrikke.
Men før nogen kunne sige mere, begyndte Tae pludselig at ryste. Hans hænder greb fat om hans ansigt, og hans øjne, som nu lyste en skarp lilla farve, flakkede rundt i rummet.
"Jeg… jeg…!" Hans stemme knækkede over, og så kom tårerne. Store, ustyrlige, lykkelige tårer. "JEG HAR ALTID ØNSKET DET HER!!!"
Han hulkede ukontrolleret og krammede sin egen venstre arm, som nu var dækket af en skinnende metaloverflade. Mekaniske linjer løb ned ad hans hånd og forgrenede sig som elektriske årer. Fingrene bøjede sig i små, præcise ryk, som om de testede deres nye eksistens. Overfladen skinnede mat i det dæmpede lys fra hovedkvarteret, med små blå og røde indikatorer, der pulserede langs armen.
Engi klappede ham på skulderen. "Slap af, mand-"
"SLAP AF?!" Tae stirrede på ham med vilde, tårefyldte øjne. "ENGI, FORSTÅR DU IKKE?! DET HER ER DET BEDSTE, DER NOGENSINDE ER SKET FOR MIG!!"
“HVAD MED MIG ALTSÅ?” råbte Moe fornærmet.
“JA, SÅ LIGE BORTSET FRA DIG, OKAY?” svarede Tae igen som et barn, der ikke fik sin vilje.
Han hev sin Amper frem igen og bankede dåsen mod sin pande. "JEG HAR ØNSKET DET HER SIDEN JEG LAVEDE MIT FØRSTE MINECRAFT SKIN!!"
Lukas kiggede forvirret på de andre. "Jeg troede, hans første skin var en enderman?"
"NEJ!!!" Tae nærmest skreg. "DET VAR DET HER! MIT VENSTRE ØJE VAR LILLA, MIN VENSTRE SIDE VAR ROBOTISK! DET ER ENDELIG SKET! MOE! DU MÅ FARVE MIT HÅR GRØNT! JEG SKAL FULDFØRE LOOKET!!!"
Moe, der var midt i at tage en slurk af deres femte danskvand for aftenen, satte den langsomt fra sig. "Er du… sikker på, at det er dét, du bør fokusere på lige nu?"
"MOE, PLEASE!!!" Tae faldt på knæ og greb deres hånd dramatisk.
Men resten af Gruplen var ikke helt så grebet af øjeblikket.
De ruskede i ham, rystede ham frem og tilbage, prøvede at få hans opmærksomhed.
"HALLO? TAE! HVAD BETYDER DET HER FOR OS?"
"BETYDER DET, AT VI OGSÅ HAR FÅET STANDS?!"
"HVAD SKAL VI GØRE?!"
"Hold kæft og lad mig tænke!" knurrede Alex, der allerede var ved at analysere situationen, mens han stirrede mistænksomt på sin Fireball Whiskey.
"Altså… er der en måde vi kan teste det på? Skal vi, du ved… drikke noget mere?" spurgte Rasmus og holdt sin sodavand op mod lyset, som om han forventede at se noget skjult i boblerne.
"Jeg ved ikke, mand… Jeg synes, vi lige skal vente lidt og se, om vi pludselig får superkræfter eller sådan noget," sagde Jano og lænede sig tilbage med armene over kors.
"Men... tänk om vi inte vill ha en stand?" spurgte Hilmer og kiggede nervøst på sin Multivitamin Fruktdryck. "Tänk om det är som att tatuera sig och du inte kan få bort den efteråt?"
Tae hørte dem ikke. Han sad bare på gulvet, hulkende af lykke, mens han viftede sin nye mekaniske arm frem og tilbage, som et barn, der lige havde fået sin første legetøjsrobot.
En spænding lagde sig i rummet.
Havde de alle lige fået det, de havde drømt om så længe?
Lige siden Mowgli fik sit stand, og de havde indset, at stands var ægte?
To be continued…