Engi: "MØD OP til en LEGENDARISK DAG! Tag alkohol, en sofa, og hvad I ellers kan bære med."
Gruplen sad med deres telefoner og stirrede på beskeden.
Simon: "Hvorfor fanden skal vi tage en sofa med?"
Nikolaj: "Er det en joke?"
Leyo: "Engi, hvad har du gang i?"
Men der kom ingen forklaring. Kun en knappenål markeret ved Damhussøen og en sidste besked fra Engi:
"Tro mig. Det bliver fedt."
Skepsissen var tydelig, men af en eller anden grund endte de altid med at gå med på Engis planer alligevel. Måske var det nysgerrighed, måske var det frygt for at gå glip af noget.
De aftalte at tage derhen.
Hvad de ikke vidste, var at Engi selv havde glemt tidspunktet. Han var helt afslappet, stadig i nattøj, og tænkte:
"Der er masser af tid."
Engi var lige på vej til at pakke, da han hørte den.
En fugl, der sad i et træ udenfor og kvidrede i den tidlige eftermiddagsluft. Han stoppede op midt i køkkenet, stirrede ud af vinduet og tænkte:
"Den fugl ved nok, hvor der er nogle gode bær."
Så Engi tog ud efter fuglen for at få fat på nogle gode bær, og glemte helt at tage sin jakke på… men han greb sin notesbog, stak fødderne i skoene og styrtede ud ad døren for at følge fuglen.
Fuglen fløj til en nærliggende park, og Engi sneg sig efter den, som en naturfotograf på en mission. Den landede kortvarigt i en busk, og dér, midt i det grønne, så han bærrene.
"PERFEKTE BÆR!"
Han kravlede ind i busken og begyndte at plukke, helt opslugt af sin opdagelse.
Men lige da han skulle række ud efter den største og mest saftige klase, gled hans fod.
SPLASK!
Han landede midt i en kæmpe vandpyt, og greb efter vejret som han plaskede rundt, og ja. Den var meget dyb. Så dyb, at han kun lige kunne se sine knæ stikke op af vandet.
Han stod i chok i fem sekunder, stirrede på det mudrede vand, og så op på fuglen, der sad og kiggede på ham fra en gren.
"Forræder."
Som han kravlede ud af vandpytten og op til bærbusken blev hans ene sko trukket af, af den meget viskøse mudderblanding som han havde stået i, i bunden af vandpytten.
Han fiskede sin sko op fra mudderet, dryppende og kold, og rejste sig. Nu var hans bukser og ærmer gennemblødte, og han stank af våd hund.
Han sukkede dybt.
"Jeg kan ikke møde gruppen helt plaskvåd..."
Men løsningen kom hurtigt til Engi’s hoved. På den anden side af gaden lå en frisørsalon.
Uden at tøve traskede Engi derind, mens han efterlod små vandpytter på gulvet. En frisør vendte sig mod ham, stadig med en saks i hånden, og stirrede i forfærdelse på hans pjaskvåde tøj og sump-sko.
"Øøh… kan jeg hjælpe dig?"
Engi sagde intet. Han spottede en føntørrer.
I en glidende bevægelse greb han den, tændte den på max, og begyndte at blæse sig selv tør.
Lufttrykket fik hans hår til at blafre voldsomt, mens små dråber af muddervand skød afsted i rummet.
Frisøren blinkede forvirret.
"...Øh, ven, det der er ikke-"
"Bare giv mig et øjeblik."
Fem minutter senere var han nogenlunde tør - eller, i hvert fald ikke længere en gennemblødt sump-zombie. Han slukkede føntørreren, nikkede tilfreds og gik ud af døren uden et ord.
Frisøren sagde ingenting. Hun stod bare dér, i en stille eksistentiel krise.
Engi ankom hjem med punk-agtigt hår og en fornemmelse af, at han havde glemt noget vigtigt.
Han kiggede på klokken.
"Shit. Jeg har ikke pakket endnu."
Han rakte ud efter sin notesbog for at tjekke sin pakkeliste - en liste han havde skrevet for en uge siden, i et anfald af genialitet.
Den lød sådan her:
En lyskæde
Et mini-køleskab
En skakcomputer
Et gammelt Danmarksflag
En kasse med ukendt indhold
Sin kæmpe stationære PC
En masse alkohol
Han nikkede stolt.
"Perfekt. Alt hvad man skal bruge til en legendarisk dag."
Han smed tingene på sin lille tohjulede sække-, palle- og transportvogn, balancerede sin stationære computer ovenpå, og dækkede det hele med en regnjakke for at beskytte det mod vejret.
Han trådte ud af døren.
Det høvlregnede stadig.
Han stoppede kort op. Noget føltes forkert.
Han kiggede ned på regnjakken, der lå fint over hans oppakning.
Så kiggede han ned på sig selv.
"Pis."
Han havde glemt at tage en jakke på.
Men nu var det for sent. Han trak på skuldrene og begyndte at gå mod busstoppestedet, med sin gigantiske computer og massere af andre sager balanceret på en alt for lille tohjulet sække-, palle- og transportvogn..
Regnen hamrede ned, mens folk stirrede på ham i bussen, totalt forvirrede over, hvorfor en sønderslået, våd mand slæbte rundt på en kæmpe PC midt i et skybrud.
Engi var dog fuldstændig ligeglad.
Han smilte for sig selv og tænkte:
"Det bliver en fantastisk dag."
(Fortsættes i Del 2…)