Ingen nød den nye verden. Alt var forfærdeligt.
Anders var sjov, men forfærdelig til at vedligeholde folkets behov.
Livet var horribelt.
Folk gad ikke dette forfærdelige liv…
Folk manglede et mål. Der var intet at leve for…
Slangen Simon savnede den gamle verden og alt i den. Hvis den skulle have nogen chance for at genvinde den gamle overlegne verden, skulle den til at gøre noget, inden det var for sent.
Det var tidlig eftermiddag og slangen Simon skulle reformere den gamle samling.
Den snog sig over til Albertslund-Grundskolen, som alle kyndige børn obligatorisk skulle gå i.
Simon sno sig igennem gangene på den nedslidte skole.
Der var hun… Leyo… I sin fine uniform.
Rundt om hende stod både Blue_L1ghtning og xPow3r.
“Goddag, i kender mig ej, men jeg ved meget mere om jer end i tror” Sagde Simon
“Du kan bare kalde mig Simon” Simon løftede sig betaget op og rakte sin hale ud til Leyo.
“Kald mig Simon? Mere ligesom, kald mig-” Leyo bliver abrupt stoppet af en pludselig og ustoppelig trang til at lade lort flyde ned af hendes ben.
Og flød gjorde det. Føj for Guleroden da!
Leyos øjne udvidede sig. Han var tydeligvis chokeret.
“Hvo- Hvordan?!?” Spurgte hun.
Simon forklarede hele situationen og at de straks skulle samle “Gruppen”
Simon, Leyo, Blue_L1ghtning og xPow3r tøvede ikke, men tog derimod afsted med det samme.
De trådte ind i Taes domæne. En gusten Netto…
“Velkommen… til jeres begravelse!” Lød en mystisk stemme over intercommen.
En faldlem fangede dem alle i en kælder fyldt til randen med fælder. De vidste at ethvert skridt de tog kunne være deres sidste…
Men de fortsat ufasende.
De ankom ind i et rum med en stor ravine i midten af rummet. Det delte rummet i to.
Simon bad Leyo om at tage fat i Simons hale.
Simon sno sig frem på ravinen. Men det var blot en illusion. Hullet var der ikke, men det var så overbevisende. Rummet var tomt. De fortsatte igennem en dør for enden af lokalet...
Det næste rum var ingen sag. Endnu et tomt et… Men dette, havde et lille slim monster i midten.
Der var dunkelt, kun en enkelt pære oplyste rummet.
Slimen nærmede sig Gruppen…
Den så vred ud, men nu tættere den kom på Leyo, nu gladere blev den. Leyos nye feminine aura havde en positiv effekt på slimen.
Den faldt ind i en trance.
Alt hvad Leyo ønskede den at gøre, gjorde den.
Fælderne var ingen stor forhindring. De havde hele tiden et es i ærmet.
Det var så let som ingenting, et stor psykologisk torturkammer om indbildning.