Hilmer eksploderede op fra sofaen, hans øjne skinnede af en blanding af spænding og ren, ufiltreret dumhed. Tae gned sig i ansigtet og sukkede.
"Hvorfor har jeg en eller anden idé om, at det her kommer til at gå galt?"
Hilmer hoppede op og ned. "Tae! Tae! Hjälp mig få min stand! Jag VET att jag har en!"
Tae kiggede på ham et øjeblik, inden han trak på skuldrene. "Tja… prøv at drikke den samme drik, du drak, da vi var på Carl’s Jr."
Uden tøven hev Hilmer en Glocken Gold Multivitamin Fruktdryck op af sin bukselomme. Det var uklart, hvor han havde fået den fra. Måske havde han altid haft den. Måske havde han netop skabt den ud af ren viljestyrke. Ingen vidste det, og ingen stillede spørgsmål.
Han rev låget af kartonen og tømte den i én slurk. En stilhed lagde sig over rummet. Alle stirrede. Hilmer kiggede på sine hænder. Så knyttede han næverne.
…
Ingenting skete.
Han knyttede dem hårdere.
Stadig ingenting.
Han stirrede intenst på sine hænder, som om han forventede, at de ville eksplodere i et hav af lys og energi.
De eksploderede ikke.
Tae kløede sig i nakken. "Måske virker det ikke på svens-"
K-ROOOMMMMMM
Hovedkvarteret rystede. Lysene flimrede. Og hele bygningen blev pludselig kold, som om den var blevet hjemsøgt af Elsa's spøgelse.
Et fjernt ekko af en dyb, knurrende stemme vibrerede gennem luften. Ordene var uforståelige.
Alle i rummet stirrede forvirret rundt.
"Det dér var ikke Hilmer, vel?" spurgte Engi, stadig halvt i gang med at tygge på en burger fra tidligere.
Hilmer stod helt stille. "Jag... Jag tror inte det?"
Tae kneb øjnene sammen. "Noget er HELT galt…"
Gruplen havde været for fulde til at bemærke noget som helst. Festen på Carl’s Jr. havde varet hele natten. De havde skrålet sange, set hvem der kunne spise flest burgere uden at kaste op (Jano vandt), og spillet sten-saks-papir om hvem der måtte spise Engis efterladte curly fries (Leyo tabte, men spiste dem alligevel).
De havde slingret hjem uden at lægge mærke til noget som helst.
Ikke engang da de gik forbi en flok brune bjørne der stod ved pantautomaten hos Føtex, reagerede de.
Ikke engang da de så to russiske soldater ride på heste ned ad Rødovre Parkvej, tænkte de noget særligt.
Ikke engang da de passerede en gammel Lada, der stod parkeret midt på fortovet, spurgte de sig selv, hvad fanden den lavede der.
Nej, de havde været for opslugte af det vigtige: At nyde deres sejr, at fejre Carl’s Jr.'s genåbning, at se hvem der kunne råbe højest uden at blive smidt ud af hovedkvarteret.
De havde slet ikke bemærket, at Rødovre ikke længere var… dansk.
Træflis fløj gennem rummet. En gruppe af soldater i grønne uniformer stormede ind. De var brede, skæggede, bar hver deres unikke ushanka, og de var bevæbnede fra top til tå. Deres støvler bankede mod gulvet i takt.
Forrest stod Vladimir Putin.
Selveste Putin.
Gruplen stirrede på ham. Han stirrede tilbage.
Tiden stod stille.
Så åbnede han munden og sagde noget på flydende russisk. Det lød vigtigt. Det lød… truende.
Problemet var bare, at ingen forstod ham.
Tae kneb øjnene sammen og aktiverede sin Duolingo-viden.
"Okay… Jeg har øvet mig lidt på russisk… det her kan jeg måske oversætte…"
Putin talte igen. Tae lyttede intenst.
"Han siger…" Tae tøvede. "Han siger noget om… et kæmpe æble? Nej vent… en invasion?
Øh… en eller anden elsker cykler? Eller… han er en cykel?!"
Putin knyttede næverne. Han var tydeligvis ikke tilfreds med oversættelsen.
Langsomt begyndte rummet at ændre sig.
Gulvene blev dækket af tykke russiske tæpper. Væggene blev beklædt med billeder af Lenin og Stalin. En gammel Matryoshka dukke dukkede pludseligt op på bordet.
Noget var meget, meget galt.
"Guys…" sagde Tae. "Vi… vi er i gang med at blive russificeret."
Moe var den første, der begyndte at forstå russisk. Derefter Tae. Så Engi. Og så… resten af gruplen.
Det skete langsomt. De kunne pludselig genkende ord, de aldrig havde hørt i deres liv. De var nu gode nok til russisk, til at de nu kunne bestille vodka på et russisk værtshus, hvis det blev nødvendigt.
Tae hviskede panisk: "Guys, det er den vaske-ægte Putin! Ham selv! Den ægte!"
Alle var i chok. Ingen vidste, hvad de skulle gøre.
Så trådte Simon frem.
Med langsomme, målrettede skridt bevægede han sig mod Putin. Han kiggede ham direkte i øjnene. Hans næver skælvede af ren energi.
Han åbnede munden.
"HELLO, MR. PUTIN!"
Gruplen gispede.
"I'M AN ORDINARY MAN FROM DENMARK!"
Putin kneb øjnene sammen. Han lyttede.
"I WILL FIGHT YOU TO THE DEATH!"
Hilmer rakte forsigtigt en hånd op. "Simon, tror du-"
"YOU MOTHERFUCKER!"
Leyo lagde sin hånd på panden.
"DO. YOU. HAVE. THE GUTS?!"
Der var stilhed.
“I WILL MEET YOU IN THE RING ALONE!”
Simon løftede næverne. Han begyndte at svinge dem rundt i luften ligesom Skipper Skræk, klar til at gå i slåskamp med verdens mest berygtede mand.
Putin løftede brynene. Han stirrede på Simon.
Så trak han vejret dybt ind…
…og grinede koldt.
Han ignorerede Simon fuldstændigt.
Simon tabte øjeblikkeligt ansigt.
"Vent, vent, vent. Han ignorerede mig?! HAN IGNOREREDE MIG?!?! MEN JEG HAR MIN HALSKÆDE OG WIFE-BEATER PÅ!!!"
Putin vendte sig mod gruppen og begyndte at tale igen, denne gang endnu mere aggressivt.
Noget sagde dem, at det her ikke ville ende godt.