Meister der Münchner Legenda Aurea (fl. from 1420 until 1460) Bedford Hours Wikimedia Commons
BABELSTÅRNET
Historien for de yngste (4-10)
FORTÆLLEREN bygger et tårn af træklodser lige til det vælter:
"Lissom med det her tårn er det med os mennesker og Gud.
En gang imellem tror vi, er så kloge så kloge.
Se jo bare: vi har biler, der kan køre, og flyvemaskiner der kan flyve. Hvor højt op? 10 km eller sådan noget vildt.
Vi kan flyve ud til alle lande i hele verden. Og vi kan lave tablets og maskiner, der kan alt muligt.
Vi kan flyve ud til alle lande i hele verden. Og vi kan lave tablets og maskiner, der kan lave alt muligt.
Wauw, hvor er vi bare go’e! Det synes vi jo alle sammen!
Og når vi bli'r syge, går vi bare til lægen - så gør han os raske. (knips med fingrene eller lign.)
Vi kan bygge og bygge, højere og højere op, så vi slet ikke har brug for Gud, når vi sådan kan det hele selv.
Men det passer jo ikke! Slet, slet ikke!
For er der ikke en gang imellem nogen, der ikke har det så godt i den her verden, vi har bygget? Ja, nogen, der endda har det rigtig, rigtig skidt?
Hvem er det, der ikke har det så godt?
Er der ikke her på jorden mennesker, der slet ikke får al den mad de skal have? Millioner af mennesker sulter - mens nogen andre får mere mad end de kan spise. Er det i orden? Er det perfekt?
Det tror jeg ikke de små sultne børn synes.
Og klimaet. Der kan vi heller ikke finde ud. Der kan vi jo let komme til at ødelægge hele jorden.
Er der ikke også en gang imellem nogen, der dør fra os? Hvad kan lægerne gøre ved det? Ingenting kan de gøre. ALLE skal jo dø, Selv lægerne kan ikke undgå døden .
Så det passer slet, slet ikke, at vi kan alting selv.
Uden Gud kommer vi aldrig til at leve i det perfekte Paradis, uden sult, ondskab og uden at ødelægge jorden
Vi har haft 2.000 år til det, og vi kan stadigvæk ikke finde ud af det. Kun Gud kan.
Derfor er det allerværste, der kan ske for mennesker: at vi glemmer Gud og bilder os ind, at vi kan selv. Så går det først helt galt.
Alt det ved Gud godt. Og han vil gerne hjælpe os, så det ikke går os helt galt. Derfor har han givet os en lille historie om det, som vi kan læse i Bibelen. Det er ikke sket i virkeligheden, men det er en historie til os om, hvordan det kan gå.
Der var engang, at alle mennesker endnu boede det samme sted, og så de fandt på, at nu ville de selv bestemme alting - for så ku’ de lave det helt perfekt lissom i Paradisets have, sagde de til hinanden.
"Jamen hvad så med Gud?" var der en, der sagde, "det er jo Ham, der har magten i Himlen og på jorden?"
"Nå, pyt med Ham" sagde de " vi bygger bare et kæmpe tårn lige op til Hans Himmel. Så kan vi selv gå direkte ind i Himlen og tage magten fra ham, og så kan vi selv bestemme over Himlen og jorden. SÅ bliver alting perfekt!" - men det ku’ de jo slet ikke, vel? vi har jo prøvet, men kan ikke.
Gud så godt det hele.
"Åh nej", sagde Gud til sig selv. "Nu går det helt galt for dem! De kan da heller ikke finde ud af noget. Det bliver jo netop IKKE perfekt, når de selv bestemmer. De går til grunde uden mig. Kan de da ikke se det? Hvor dumme kan de være? JEG er jo LIVET. Uden mig, må de dø. Uden mig kommer de til at ødelægge hele jorden.
Det må jeg forhindre!"
De var ellers kommet godt i gang med tårnet.
Men lige pludselig standsede Gud dem på en skæg måde. Han straffede dem ikke og slog dem ihjel. Han satte dem ikke i fængsel. Nej, det kunne aldrig finde på, for han elsker jo hver eneste menneske. Nej, han gjorde noget, der også var lidt sjovt – tihi!
Mens de stod der og byggede på tårnet, så gav han dem forskellige sprog, så de ikke kunne forstå, hvad hinanden sagde. En, der stod oppe på stilladset, sagde til en anden: "Donnér moi le marteau", ”Hva’ si’r du” siger den anden, for han ku ikke forstå fransk, og at det betød "Giv mig hammeren". Was sagts du? Sagde en anden på tysk, og det kunne ingen af de to andre jo forstå nogen af dem. Så ham den første fik ingen hammer og slå sømmene i med, og de to andre kunne jo heller ikke bygge videre, hvis der ikke blev slået søm i brædderne, så de kunne komme længere op i tårnet og bygge næste etage. Der var ingen, der forstod hinanden, og dér stod de så og gloede på hinanden! BAH! Og sure blev de på hinanden, fordi de andre ikke kunne tale ordentlig dansk, så man kunne forstå, hvad de sagde og få bygget videre
Og så gik al arbejdet jo i stå. Dumme og sure stod de dér og gloede på hinanden og kunne ingenting gøre. De snakkede og snakkede, bla,bla,bla, men ingen ku' forstå et kuk af, hvad de andre sagde. (evt. kan man her fortsætte på engelsk og stille børnene i samme situation som tårnbyggerne) Det var ret skæg at se på! Tihi!
Tårnet blev aldrig færdigt. Og alle dem, der talte dansk fandt hinanden og rejste til et nyt land, de kaldte Danmark, og de, der talte fransk, tog til Frankrig, og de der talte tysk kom til at bo i Tyskland.
Nej, Gud straffer os ikke. Men han viser i den her sjove historie, at vi ikke kan finde ud af det uden ham.
Det er kun ved at tro på ham, at vi kan reddes fra døden. Det viste han tydeligt, da han sendte sin søn, Jesus, herned for at fortælle os det - og vise os, at det kan han godt, for Jesus jo blev levende, efter han var død.
Samtalen med de ældste endte et år i en snak om menneskets konstante oprør mod Gud: vingårdsbønderne, der slog tjenerne og
til sidst sønnen ihjel, fordi de ville have vingården for sig selv.
De ældste børn kender nok historien. Hvis de ikke gør, kan man starte med at fortælle den kort eller bruge ovenstående fortælling
Overbygning med snak
Gud straffer os ikke. Men han viser i den her sjove historie, at det bedste vi kan gøre her på jorden, er at tro på ham og derfor gøre, som han siger, vi skal. For vi kan ikke finde ud af det uden ham. Det kører galt for os, når vi ikke gør det, han siger.
Gud vil da gerne gi' os et perfekt liv, og han har fortalt os præcis, hvordan vi kan få det, men vi gør bare ikke det, han siger. Ret dumt. Men sådan er det.
Fx siger han: alt bliver godt på jorden, hvis du elsker andre mennesker lige så meget, som du elsker dig selv. Men ikke engang børnene kan finde ud af at gøre det: elsker I andre børn så højt, at I giver dem jeres allerbedste legetøj eller dukke, når de ikke har sådan et stykke legetøj eller dukke selv? Giver vi voksne lidt af vores luksus-mad - og lader være med at leve så dyrt - så vi kan få penge tilovers til de fattige og sultne? Nej, for så højt elsker vi dem ikke. Vi elsker os selv meget højere.
Vi kan ikke finde ud af at gøre, som Gud siger, så vi alle sammen kunne leve godt med hinanden. Derfor kører det galt for os. Tårnet vælter.
Lige sådan med Guds gode råd: du må ikke slå ihjel. Heller ikke det kan i finde ud af, så nu er der mere krig end nogensinde før, selvom vi har haft tusinder af år til at ’finde ud af det’. Tværtimod så er udviklingen gået i den modsatte retning. Der laves større og bedre våben, der kan slå endnu flere mennesker ihjel, end man kunne dengang man kun havde sværd.
På den måde KAN vi mennesker ikke få det perfekte liv.
Tårnet ind i Himlen bliver aldrig færdigt. Vi har jo ikke engang kunnet afskaffe døden. Vi skal stadigvæk allesammen dø.
Så har Gud givet os forskellige sprog, så vi ikke forstår hinanden. Jo jo, vi kan godt tale med hinanden på engelsk over hele kloden, men vi forstår alligevel ikke hinanden.
Putin forstår ikke os: han synes, vi har angrebet ham, fordi hans naboland Ukraine gerne vil have (forklar) ligesom de vestlige lande i Europa og her i Danmark i stedet for at have én der bestemmer det hele som i Rusland. Vi forstår ikke ham, for vi synes, det er ham, der har angrebet Ukraine uden grund.
Så derfor slår russerne ukrainerne ihjel, og ukrainerne slår russere ihjel.