DUKKETEATER 

Indøves på 3/4 -1 time og opføres samme dag

PERSONER Jesus, en gruppe spedalske, en gruppe raske, en præst. 

Replikkerne læses op af manuskriptet af dukkeholderne back stage - eller af dem, der ikke blev dukkeholdere

FORTÆLLER  

I gamle dage, for over 2000 år siden, var spedalskhed en sygdom, som alle frygtede. Der var nemlig ingen behandling imod den.

Dengang var der heller ingen sygehuse, så hvis man fik en plet på huden, der kunne være spedalskhed, skulle man gå hen til præsterne i templet og få dem til at undersøge huden. Hvis huden så ud på en bestemt måde, skulle man isoleres i syv dage. Det vil sige, at man ikke måtte være sammen med andre. Når de syv dage var gået, skulle præsten undersøge huden igen, og hvis pletten var blevet større, skulle der gå syv dage mere, hvor man ikke måtte være sammen med andre. Hvis pletten var vokset igen efter de syv dage, havde man sygdommen spedalskhed og præsten sagde, at man var uren.

At være uren betød, at man aldrig måtte komme i nærheden af raske mennesker. Man måtte heller ikke komme i templet, og andre folk så ned på en. For nogle betød sygdommen at de mistede fingre eller tæer eller endda næsen og ørerne. Nogle blev blinde af sygdommen. Når man kom i nærheden af andre mennesker, skulle man råbe: ”Uren, uren”. Så kunne de andre nå at skynde sig væk, så de ikke blev smittet.

SAMARITANSK, SPEDALSK MAND: Se, jeg har fået en underlig plet på min hånd.

KONEN: Du må hellere gå hen til præsten i templet og få det undersøgt. Det siger loven, at man skal.

Den spedalske mand går op til templet og bliver undersøgt af præsten.

MANDEN: Vil du undersøge den plet, jeg har på min hånd?

PRÆSTEN:  Lad mig se. Det ser ikke godt ud. Du er nødt til at gå udenfor byen og bo der alene i syv dage. Derefter undersøger jeg dig igen.

Manden går udenfor byen og kommer tilbage igen efter syv dage. Pletten er blevet værre, og efter syv dage mere udenfor byen kommer manden igen til præsten.

PRÆSTEN: Pletten er blevet værre. Du har spedalskhed, så nu erklærer jeg dig for uren. Du må ikke komme tæt på raske mennesker, og når du nærmer dig, skal du råbe: ”Uren, Uren”. Du må ikke bo sammen med din kone og dine børn længere og heller ikke røre ved dem. Du skal bo udenfor byen.

Manden bliver meget ked af det, for han elsker sin kone og sine børn, men han ønsker ikke, at de skal blive smittet med sygdommen, så han flytter udenfor byen sammen med 9 andre spedalske.

Nogle gange går de 10 spedalske ind til byen for at tigge om mad.

DE SPEDALSKE: Uren, uren! Hjælp os! Giv os noget mad, så vi kan leve.

Nogle mennesker skynder sig væk, mens andre får ondt af mændene, lægger noget mad til dem på jorden og skynder sig væk.

De spedalske vender tilbage til deres lejr udenfor byen og spiser deres mad. En af mændene fortæller, hvad han har hørt i byen.

SPEDALSK: Ved I, hvad jeg hørte i byen i dag? Der blev snakket om én, der hedder Jesus. Der var nogle der sagde, at han har fået lamme mennesker til at gå og blinde til at se. Måske kan han også gøre os raske. Hvis rygtet er sandt, kommer han til vores by i morgen.

EN ANDEN SPEDALSK: Lad os gå ind til byen og bede ham om at hjælpe os. Vores situation kan jo umuligt blive værre.

Dagen efter går de 10 spedalske ind til byen. De holder sig på afstand af andre mennesker. Så ser de Jesus komme ind i byen fulgt af en masse mennesker.

SPEDALSK: Vi skal passe på ikke at komme for tæt på de andre mennesker, ellers bliver de bare vrede på os.

EN ANDEN SPEDALSK: Se, der er ham, de kalder Jesus!

DE SPEDALSKE: Jesus, Mester, forbarm dig over os!

JESUS: Gå hen og bliv undersøgt af præsterne.

EN AF DE SPEDALSKE: Tror I, vi kan regne med, at han vil helbrede os. Han har jo ikke engang rørt ved os. Hvad mon præsterne siger, når vi kommer?

SAMARITANSK SPEDALSK: Jeg synes, vi skal stole på Jesus og gøre, som han siger. Jeg har tillid til ham.

De 10 spedalske går op til præsterne i templet. På vejen derhen forsvinder alle de pletter, de havde på huden.

SAMARITANSK SPEDALSK: Se, jeg er blevet rask. Alle pletterne er forsvundet. Jeg går tilbage til Jesus og siger tak.

DE ANDRE SPEDALSKE: Hvorfor skulle vi gå tilbage? Nu er vi næsten oppe ved templet. Det er spild af tid. For øvrigt var det måske slet ikke Jesus, der gjorde os raske. Måske var pletterne allerede  forsvundet, bare af sig selv.

Samaritaneren går tilbage til Jesus og de andre går videre. Henne ved Jesus falder han på knæ.

SAMARITANER: Tak Jesus! Jeg er så glad for, at du har gjort mig rask. Du har givet mig livet tilbage. Det er som om, jeg var død, men er blevet levende igen. Tænk, at du ville gøre mig rask. Mig, der ikke engang tilhører Guds folk, men er en Samaritaner, som andre ikke regner for noget.

JESUS: Var der ikke 10, der blev gjort raske? Hvor er de 9 andre? Var det virkelig kun dig, som endda er en fremmed her i landet, som ville give Gud æren for det, der er sket?

Stå op og gå herfra og vend tilbage til din familie. Du er frelst, fordi du stolede på mig og kom tilbage og sagde tak!