Julemarked 2014

Rapport om Julemarkedet 2014

Du kan læse Rapporten her

Julemarked i den Gamle Brugs i Birkerød

1. søndag i advent er der stort julemarked i den tidligere Superbrugs i gågaden. Kig ind og find lækre madvarer, vin og delikatesser, brugskunst og meget andet - der er åbent fra kl. 12 til 18!

Julemarkedet var en stor succes

Vi anslår, at der har været 4.000 til 5.000 besøgende på Julemarkedet og folk stod nogle gange i kø for at komme ind. En uofficiel optælling viste, at der på 10 minutter var kommet 132 personer ind til markedet.

De fleste stadeholdere var yderst tilfredse og vi fik en masse ros fra organiseringen af dagen. I alt var der 35 stadeholdere, hvoraf ca. halvdelen var med mad og drikkevarer. FDF’erne gjorde et fantastisk godt arbejde og pengene der bliver tjent ind går jo blandt andet til rejser for de unge mennesker, der har slidt en hel dag. Vi havde problemer med strømmen fordi en sikring brændte ned. Heldigvis fik vi fat i vores elektriker Jan Andersen, som fik en af sine folk til at komme og løse problemet.

Vi skylder en stor tak til ejeren af Brugsen Åge Godt Carlsen, fordi vi måtte låne ”Brugsen”. Handelsstandsforeningen har virkelig markedsført dagen og det har fået folk til strømme til Bymidten, til Juletræstændingen og Kunstnermarkedet i Toftevangskolen. Uden ildsjælen, indpiskeren og igangsætteren af julemarkedet Jette Søvndahl var Julemarkedet aldrig blevet til noget. Allerede i begyndelsen af november var alle stader solgt og det gjorde, at vi havde god tid til markedsføring og organisering af markedet. Hele vores torvedagsgruppe har lavet en fantastisk indsats for at få dette marked til at blive en succes.

Tusind tak til alle stadeholdere der bakker os op, og som har givet os et marked af usædvanlig høj kvalitet.

Vi håber at holde julemarked igen næste år, men forhåbentlig ikke i ”Brugsen”, for dette pragtfulde lokale skulle gerne være lejet ud i 2015 til glæde for Birkerød Bymidte. Alle gode kræfter må arbejde sammen om at få fyldt de tomme forretninger i Hovedgaden.

”Brugsen” bliver åbnet igen de næste to lørdage 6. og 13. december kl. 10-15, når Chrissers Loppemarked indtager rummet, og det ser ud til at lokalet igen bliver helt fyldt med stande og kunder.

Mange hilsner

Formand for Birkerød Torvedage

Mogens Poulsen

Søndag den 30. november bliver der masser af liv og julestemning i bymidten. Birkerød Torvedage afholder julemarked i den gamle Superbrugs, Birkerød Butikkerne holder søndagsåbent og Birkerød Kunstforening afvikler sit traditionsrige julemarked på Toftevangsskolen. Dagens højdepunkt er dog - naturligvis - juletræstændingen på Majpladsen kl. 15.30.

Julemarkedet byder på ikke mindre end 33 stande med et særdeles varieret udbud. Her vil du finde frugt og grønt, hjemmelavede spegepølser, dejlige vine, kurve, glas, porcelæn, tøj, tasker med mere. Den store hal bliver pyntet op med juletræer og lyskæder, og en aftale med julemanden har vi også fået. Der bliver også plads til at sætte sig ned og nyde en forfriskning, idet FDF kommer og sælger gløgg, æbleskiver, te, kaffe og saftevand samt - som et særlig lækkeri – hindbær gløgg, som Rokkedyssegård har sponsoreret arrangementet med. Dog er mængden begrænset. Så du kan også bare komme inden for blot for at få varmen og eventuelt lidt mundgodt.

De 33 stande omfatter 14 med føde- og drikkevarer, 3 med tøj og tekstiler, 2 med blomster, planter og dekorationer og endelig 14 med kunst, kunsthåndværk med mere.

"Vi havde jo et særdeles velbesøgt torvemarked i den gamle brugs i forbindelse med kulturnatten sidste år," siger formanden for Birkerød Torvedage, Mogens Poulsen. "Så allerede dengang overvejede vi en form for julemarked. Det lod sig så ikke gøre af tidsmæssige grunde, men i år har vi været tidligere ude og sikret os en stor tilslutning af forskellige stadeholdere - både kendinge fra årets torvedage på Teglporten og en masse andre, så der bliver virkelig noget at komme efter."

"Det er vores håb, at julemarkedet ikke blot bliver et tilløbsstykke i sig selv, men det det også vil bidrage til, at endnu flere cirkulerer i bymidten den 30. november - og dermed gavner julehandelen for alle," slutter Mogens Poulsen.

Julemarked 30. november

Kl. 10-18

Gamle Superbrugs

Hovedgaden 42

Birkerød

På markedet finder du:

Øl, vin, æblemost, æbler, pærer, kål, rødbeder, kartofler, honning, spegepølser, ost, chokolade, franske og italienske specialiteter.

Planter, blomster, pyntegrønt og dekorationer.

Tekstiler, strikvarer, garn, tørklæder, sjaler, hæklede servietter, børnetøj og indisk tøj.

Tasker af traktordæk, kurve af plastposer, glas, porcelæn, malerier, fotografier, mosaikborde og hjemmelavede gavekort.

Så kom og køb grønsager, øl, vin og andet godt til julen.

Du kan også købe en lokal krimi ”Tvillingesagen” og få forfatteren Lotte Dalgaard til at signere bogen.

Kom og find den rigtige julegave til ham, hende og børnene.