Osmannerriget blev grundlagt af den muslimske general Osman i 1281 og eksisterede i næsten 500 år. Da riget var på sit højeste omfattede imperiet hele det nuværende Tyrkiet og store dele af Mellemøsten og Europa. Hovedstaden i dette store rige hed Konstantinopel (i dag: Istanbul), og den øverste leder i riget blev kaldt for en sultan. Selvom Osmannerriget var et muslimsk rige, boede der både jøder og kristne i riget, og de var allesammen under sultanens beskyttelse.

Fra 1600-tallet begyndte Osmannerriget at falde fra hinanden, og under 1. Verdenskrig fra 1914-1918 kollapsede riget totalt.

I dette forløb kommer vi både til at arbejde med Osmannerrigets storhed og fald. Vi skal se nærmere på, hvorfor det osmanniske rige kunne blive så stort, og vi skal stifte nærmere bekendtskab med den muslimske kultur, som blomstrede i Osmannerriget. Forløbet vil både indeholde tekst, videoklip og kilder.

Det Osmanniske Rige var et rige, der blev grundlagt i 1200-tallet og eksisterede frem til 1. Verdenskrig, hvor det faldt endeligt fra hinanden og blev opdelt i en række af de lande, vi kender i dag: Tyrkiet, Grækenland, Bulgarien, Ægypten, Ungarn, Nordmakedonien, Rumænien, Palæstina, Israel, Libanon, Syrien, Cypern og Jordan.

Osmannerriget var på sin tid et af de største imperier i verdenen. Der findes særligt fem grunde til, at os­mannerne kunne erobre store landområder:

1. Osmannerriget havde en stærk leder i form af deres sul­tan. Det var udelukkende ham, der bestemte i riget, og Osmannerriget var derfor fri for lange politiske diskussioner, når de skulle erobre nye lande.

2. Sultanen havde ansat dygtige folk (embedsmænd), som hjalp ham med at regere og opkræve skat af befolkningen. Sultanen havde brug for mange penge. Det var nemlig meget dyrt at have en stærk hær og flåde.

3. Soldaterne blev trænet godt, og de havde den tids mest mo­derne våben. Blandt andet havde hæren flere kanoner end andre landes hære.

4. Osmannerne sørgede for, at folk levede sikkert, og at der var ro og orden i de områder, de erobrede. Det betød, at mange var glade for at komme under osmannisk styre. Selv om sultanerne ønskede at udbrede islam, accepterede de fleste også andre religioner. Mange ikke-muslimske dele af riget fik endda lov til at bestemme over deres egne landområder.

5. I 1500- og 1600-tallet var der krige og konflikter mellem katolske og protestantiske sta­ter i Europa. Da europæiske konger var optaget af at føre krig mod hinanden, var det let­tere for Osmannerrigets hære at trænge op i Europa.

Osmannerriget var et kæmpe rige, hvor der cirka boede 20-30 millioner indbyggere. Fordi riget var så stort, var der stor forskel på levemåderne, alt efter om man boede inde i byen eller ude på landet. Boede man på landet, var man bonde, og man levede af at dyrke jorden og holde husdyr. Boede man i byerne, tjente man sine penge ved at handle med varer eller udføre et håndværk såsom skomager, tømrer eller lignende. I det osmanniske rige var der stor forskel på de rige og de fattige. De rige ejede en masse jord, og de levede godt, imens de fattige levede under meget dårlige vilkår i små hjem, hvor de måtte kæmpe for at overleve.

Mange borgere i det osmanniske rige brugte deres tid på de lokale bazarer, hvor de købte og solgte varer. I nogle byer kunne borgerne også tage et tyrkisk bad i den lokale Hammam.

Osmannerriget var en muslimsk stat, og osmannerne udbredte Islam i de landområder, de erobrede. I hver landsby var der mindst én moské. Herfra kaldte muaddhinen (den person, som kalder til bøn i en moské) til bøn fem gange om da­gen. Bønnekaldet kunne høres fra moskéens minareter (en moskés "kirkeklokker"). I kan høre et eksempel på en moskés bønnekald HER.

Folk, der boede i Osmannerriget, var ikke tvunget til at blive muslim, men havde lov til at blive ved med at være fx kristen eller jøde og dyrke sin egen religion. Folk, der ikke var musli­mer havde dog ikke de samme rettigheder som muslimer. En muslimsk mand måtte gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde. Hun måtte beholde sin religion, men deres børn skulle være muslimer. Derimod var det forbudt for en kristen eller jødisk mand at gifte sig med en muslimsk kvinde.

Byerne var opdelt i kvarterer, hvor de forskellige religioner holdt til. Man havde eksempelvis et jødisk kvarter og et kristent kvarter i hovedstaden, Konstantinopel.

Da det osmanniske rige blev grundlagt i slutningen af 1200-tallet, hed høvdingen Osman d.1 (derfor hedder riget Osmannerriget). Han var en dygtig høvding og kriger, og i de 35 år, han var ved magten, erobrede han mange lande. Der var dog en by, han aldrig nåede at erobre: Konstantinopel.

Midt inde i det osmanniske rige lå Konstantinopel, som var hovedstad i det Byzantinske rige (tidligere Romerriget). Førhen havde det Byzantinske rige været det største i verdenen, men osmannerne havde erobret store dele af riget, således at byzantinerne nu kun kontrollerede Konstantinopel.

Grunden til, at byzantinerne stædigt forblev i Konstantinopel i stedet for blot at forlade byen, var, at den lå strategisk godt i forhold til at kunne kontrollere handlen mellem Europa og Asien. På landjorden var den hurtigste vej mellem Europa og Asien igennem Konstantinopel, hvilket gjorde byen til en central del af handlen med varer fra Østen.

Særligt var handlen med kinesisk silke populær, og handelsruterne blev derfor kaldt "Silkevejen". Derudover lå Konstantinopel ud til to have: Middelhavet og Det sorte hav, hvilket gjorde, at der ligeledes foregik en del søhandel i byen.

Grunden til, at osmannerne endnu ikke var lykkedes med at erobre Konstantinopel, var byens strategisk gode placering. Byen var omgivet af vand på tre sider, hvilket gjorde, at man reelt kun behøvede at forsvare byen fra én side. Denne ene side bestod dog af flere lag mure og en dyb voldgrav, hvilket gjorde byen mere eller mindre umulig at indtage.

Skulle man fristes til at ville erobre Konstantinopel fra søsiden, ville det kræve det umulige. Indsejlingen til Konstantinopel, som blev kaldt "Det gyldne horn" var beskyttet af en lang, tyk jernkæde, som kunne hæves og sænkes. Hvis en fjende kom til byen, ville vagterne hæve kæden og beskyde fjenden med byens kanoner. Hvis en allieret derimod kom til byen, ville kæden blive sænket, hvorved der frit kunne sejles ind til Konstantinopel.

Inde i Konstantinopel fandtes mange skønne helligdomme, men ingen større og skønnere end den kæmpemæssige katedral Hagia Sophia eller "Hellig Visdom" (udtales: Aya Sofia). Hagia Sophia var med sine 6000 m2 den største bygning i hele verdenen. Over sig havde katedralen en kuppel, som målte helte 33 meter i diameter. Indenfor var de gyldne vægge udsmykket med flotte mosaikker og marmor.

Inden for Konstantinopels mure gjorde kejser Konstantin d.11. klar til at forsvare byen. Med sig havde han 7000 mand, heriblandt den italienske adelsmand Giovanni Giustiniani, som af kejseren var blevet udnævnt til leder af byens forsvar. Giustiniani kom fra den italienske stat Genua, og han havde medbragt 700 af sine dygtigste soldater til at hjælpe med byens forsvar.

På den anden side af Konstantinopels mure stod sultan Mehmed d.2. med sine kæmpemæssige osmanniske hær på omtrent 150.000 mand. Dertil havde Mehmed opbygget en stor flåde, hvilket aldrig før var sket i det osmanniske rige. For at nedkæmpe de enorme bymure rundt om Konstantinopel havde Mehmed fået den ungarske kanonstøber Orban til at skabe den største kanon, verdenen hidtil havde set. "Basilica" blev den kaldt.

Før angrebet startede, fulgte sultanen den islamiske tradition - i overensstemmelse med islams begreb om "Jihad" - først at kræve overgivelse af byen, til gengæld for hvilken byens indbyggeres liv ville blive skånet og deres ejendom respekteret. Kejser Konstantin afviste kravet, og umiddelbart efter begyndte et voldsomt bombardement af byens mure.

Om natten indledtes et hektisk arbejde for indbyggerne i Konstantinopel med at reparere den ødelagte bymur, mens de osmanniske belejrere søgte at fylde voldgraven foran de mest ødelagte dele af forsvarsmurene. Osmannerne forsøgte også at grave miner under byens mure for derved at få dem til at blive ustabile og falde sammen (det er herfra udtrykket "underminere" stammer).

I de følgende dage fortsatte det heftige bombardement af murene - og de følgende nætter gjorde forsvarerne alt, de kunne for at udbedre de værste skader.

Den 20.april dukkede en flåde på fire skibe fra Genua op i horisonten ud for byen med hårdt tiltrængte forsyninger til Konstantinopels indbyggere. Den osmanniske flåde på 200 skibe angreb med det samme, og de fik hurtigt omringet de fire tungt lastede skibe. På magisk vis lykkedes det for de fire skibe at undslippe den osmanniske flåde, og de kunne sikkert sejle i havn i Det Gyldne Horn med deres forsyninger. Næste dag afskedigedes og henrettedes admiralen for den osmanniske flåde.

Episoden gav både selvtillid og håb til Konstantinopels forsvarere, imens den gav sultan Mehmed noget at tænke over. Det var nødvendigt at intensivere belejringen og få neutraliseret byens søforsvar. Dette kunne opnås, hvis han kunne få dele af sin flåde ind i Det gyldne Horn. De kraftige kæder over indsejlingen var imidlertid umulige at passere, og flere forsøg på at sprænge dem mislykkedes. Derfor beordrede han den 22. april som et nyt og overraskende træk at lade omkring 70 skibe - trukket af okser og mennesker - transportere over land til Det gyldne Horn, hvor de blev sat i søen.

Synet af dette skabte panik blandt byens forsvarere, og Mehmed kunne nu angribe Konstantinopel fra to sider (eller "fronter"). Det gjorde udslaget i erobringen, og d.29.maj 1453 efter syv ugers belejring lykkedes det Mehmed at trænge igennem Konstantinopels mure. Byen fyldtes med tusindvis af soldater fra den osmanniske hær, og deres flag vajede fra byens tårne, mure og paladser.

Mehmed drog ind i byen om eftermiddagen den 29. maj. Sammen med de øverste officerer red han rundt i den by, som han længe brændende havde ønsket skulle være hovedstad i sit imperium. Han besøgte Hagia Sophia-katedralen, som han straks beordrede omdannet til moské.

Sultan Mehmed d.2. fik efter erobringen af Konstantinopel tilnavnet "Fatih", som betyder "Erobreren". Det første han gjorde var at gøre den storslåede by til hovedstad i sit prægtige osmanniske rige.

Efter osmannerne havde erobret Konstantinopel i 1453, byggede sultanen et stort pa­lads i byen. Herfra styrede han med hjælp fra sine rådgivere og vizirer (en minister).

Sultanen var enevældig. Det betød, at han kunne beslutte alt, undtagen hvem der skulle efterfølge ham på tronen. Der var ikke bestemte reg­ler for, hvem der skulle være sultan. Ofte blev det en af den afdøde sultans sønner. Men da sultanen havde flere hustruer og adskillige konkubiner (elskerinder), var der tit mange sønner, som øn­skede at overtage tronen. Hvem der blev sultan, afhang blandt andet af ulamaen, som var en forsamling af religiøse lærde, der ud fra Koranen og andre af islams hellige skrifter kunne fortælle, hvad der var rigtigt og forkert, og hvordan lovene skulle være. Udvælgelsen af en ny sultan førte ofte til konflikter og endda mord.

Når en ny sultan var ud­nævnt, risikerede han, at hans brødre myrdede ham for selv at få magten. Derfor måtte sultanen skaffe sig af med sine brødre. Han kunne enten lade dem blive guvernører (ledere) i fjerne provinser. Dog skete der ofte det, at de som guvernører startede oprør mod sultanen. Derfor valgte sultanen i løbet af 1500-tallet at lade være med at lade sine brødre blive guvernører. I ste­det blev de tvunget til at blive på paladset. Brødrene - eller prinserne - boede i fornemme boliger i haremmet, der var en lukket del af paladset. Boli­gerne blev kaldt kafes, der betyder bur. Ofte var der mange prinser. Når man havde udvalgt én af dem til ny sultan, dræbte man de brødre, som havde været hans nærmeste konkurrenter til tronen. Som regel blev de kvalt med en buestreng af silke. Således blev 19 af Mehmed 3.s brødre dræbt, da han blev sultan i 1566.

Haremmet i paladset var sultanens private hof. Det var et lukket område med kun to bevogtede indgange. Harem­met bestod af mere end 300 væ­relser, sovesale, ni hammam’er, to moskéer, et hospital og et vaskeri, som var opført om­kring flere gårdspladser. Her levede sultanens mor, hustruer, konkubiner og prinserne.

Konkubinerne var kvindelige slaver. De skulle underholde sultanen og stå til rådighed som hans elskerinder. Konkubinerne var unge og smukke kvinder fra ikke-muslimske familier. Som 5-16-årige var de kidnappet eller købt af embedsmænd fra paladset og ført til sultanens harem. De smukkeste blev udvalgt som konkubiner. De andre blev tje­nestepiger i haremmet. Inden konkubinerne måtte møde sultanen, lærte de, hvor­dan de skulle opføre sig. I 1500- og 1600-tallet var det almindeligt, at sultanen havde flere hundrede konkubiner. Sultanen havde nogle få yndlings-konkubiner. Nogle af dem fødte hans børn. Resten mødte kun sultanen få gange. Konkubinerne tilhørte sultanen.

Islam forbød mænd at færdes blandt andre mænds kvinder. Men der var brug for mænd i haremmet til at se efter kvinderne og udføre praktiske opgaver. Det problem blev løst ved at bruge eunukker (kastrerede mænd). De fleste eunukker var bortført fra Nordafrika og solgt som slaver.

Sultanens mor var haremmets overhoved. Men chefen for eunukkerne havde også stor magt. Nogle sultaner brugte chef-eunukker som rådgivere. I perioder havde de mere indflydelse end storviziren, der var leder af sultanens regering.

Efter Sultan Mehmed d.2. havde erobret Konstantinopel i 1453, drog osmannerne på adskillige erobringstogter mod vest og nord og fik blandt andet kontrol med Grækenland og det meste af Balkan samt Cypern. Også mod øst og syd erobrede osmannerne allerede i løbet af 1500-tallet store landområder. Under Selim den grusomme i 1512-20 erobrede osmannerne Irak, Palæstina, Egypten og det nordvestlige Arabien samt hele Nordafrika frem til Marokko, Den Arabiske Halvø med de islamiske helligsteder Mekka og Medina, det vestlige Iran og hele Kaukasus-området.

I 1683 toppede osmannernes magt og rigets geografiske udstrækning, da sultanens hær forsøgte at indtage Wien. Erobringsforsøget mislykkedes, og herefter begyndte riget langsomt at falde fra hinanden.

Under 1.verdenskrig i 1914-1918 holdt osmannerne med Tyskland, i håb om igen at kunne skabe et stort arabisk rige. Tyskland tabte 1.verdenskrig, hvilket var dårlige nyheder for Osmannerriget. Kort tid efter faldt riget nemlig fra hinanden, og vi kender det nu i dag blot som Tyrkiet.

Madopskrifter