De fire sejrherrer kunne altså ikke blive enige om, hvad der skulle ske med Tyskland efter 2.verdenskrig. Frankrig, Storbritannien og USA ønskede at hjælpe Tyskland tilbage på benene, imens USSR hellere så, at Tysklands ressourcer blev givet til de lande, som var blevet søndersmadret under nazisternes regime.

Det endte med, at Tyskland blev inddelt i fire besættelseszoner, som blev styret af hver sin sejrherre fra 2.verdenskrig.

Efter 2.verdenskrig lå det meste af Tyskland i ruiner. Særligt Berlin var blevet hårdt bombet af Sovjetunionen i verdenskrigens sidste måneder. Berlin var Tysklands hovedstad, og den havde derfor stor symbolsk betydning for de fire sejrherrer.

Den sovjetiske leder, Josef Stalin, havde ikke meget til overs for Winston Churchills udlægning af situationen i Europa. I den sovjetiske avis, Pravda, gav han kort efter sit modsvar.

Fra 1945 var Østeuropa under sovjetisk kontrol, og de østeuropæiske stater fik påtvunget kommunistiske etpartisystemer efter sovjetisk model.

I Grækenland udkæmpedes der en borgerkrig mellem den kommunistiske partisanbevægelse og en borgerlig græsk regering, der i krigens slutning var blevet indsat af briterne. Storbritannien havde traditionelt været den dominerende stormagt i Middelhavet, og briterne støttede den græske regering under borgerkrigen, men i 1947 måtte briterne erkende, at de ikke havde kræfter til at opretholde denne hjælp. Det meddelte de den amerikanske regering.

Derefter tog præsident Truman initiativ til, at USA trådte ind og udfyldte det magttomrum, briterne var ved at efterlade sig. I den sammenhæng formulerede Truman grundprincipperne for en helt ny amerikansk udenrigspolitik - den såkaldte "Truman-doktrin." Det skete i en tale til den amerikanske kongres

Den 5. juni 1947 holdt den amerikanske udenrigsminister George Marshall en banebrydende tale på Harvard University i Boston. Talen indeholdt hans visioner for, hvordan Europa igen skulle komme på fode. Rea­liseringen af Marshalls visioner fik afgørende betydning for genop­bygningen af den vesteuropæiske økonomi.

Marshalls tale skal ses som en videreførelse af Trumandoktrinen, der blev formuleret nogle måneder før. Det grundlæggende nye ved disse visioner var, at man ønskede at låne penge til de nødlidende europæiske lande (heriblandt Tyskland) fremfor at lade dem betale krigsskadeerstatninger.

USSR og de østeuropæiske lande var formelt set også omfat­tet af planen, men blev af USSR tvunget til at sige nej. Der lå nemlig et indbygget krav i Marshall-hjælpen om, at de lande, som lånte penge af USA, skulle være villige til at handle med USA. Dette kunne USSR jo ikke leve op til grundet deres isolationspolitik og ønsket om at være selvforsynende.

I Danmark modtog man omkring 30 mia. kroner. For de penge indkøbte man blandt andet Ferguson-traktorer, som endte med at blive et symbol på Marshall-hjælpen i Danmark.

Tysklands hovedstad, Berlin, lå som nævnt tidligere dybt inde i DDR, også kaldet Østtyskland. DDR var under sovjetisk kontrol, men Berlin var delt mellem de fire besættelsesmagter: USA, England, Frankrig og USSR. At de andre besættelsesmagter havde indflydelse i den sovjetiske zone var bestemt ikke noget, USSR brød sig om. USSR ønskede derfor at tvinge de andre besættelsesmagter ud af Berlin.

I foråret 1948 indførte USSR begrænsninger på de vestallieredes jernbanetransport til deres sektorer i Berlin. På den måde ville USSR presse USA, Storbritannien og Frankrig ud af den tyske hovedstad. Men da de vestallierede nogle måneder senere indførte en ny fælles valuta, D-marken, i deres zoner, lukkede USSR helt for transporten til Berlin.

De vestallierede svarede igen ved at oprette en luftbro til Berlin. Det vil sige, at de fløj forsyninger ind til deres zoner i Berlin. Luftbroen var så omfattende, at der fløj helt op til 450 fly dagligt mellem Vesten og Vestberlin.

Luftbroen var så effektiv, at USSR ti måneder senere opgav blokaden.

I 1947 besluttede det amerikanske udenrigsministerium at rette sit fokus mod at stoppe eventuelle fremtidige ekspansioner fra USSR. Kommunismen skulle simpelthen ikke have lov til at sprede sig yderligere i verdenen. Dette blev startskuddet på den amerikanske inddæmningspolitik (containment politics).

Der blev taget både økonomiske, politiske og militære midler i anvendelse for at føre inddæmningspolitikken ud i livet, men gradvist blev fokus flyttet over på det militære. Ophavsmanden bag inddæmningspolitikken, George F. Kennan, ønskede primært at inddæmme USSR gennem økonomiske tiltag (fx Marshall-hjælpen), men han blev afsat af politikkere, der hellere så militær styrke, som det, der skulle inddæmme USSR. Et af disse militære værktøjer var oprettelsen af NATO.

D. 14. maj 1955 underskrev USSR sammen med 7 andre østlande en militær samarbejdspagt som modsvar til de vestallieredes oprettelse af NATO og FN.

Warszawa-pagten havde udadtil det formål, at landene i pagten skulle beskytte hinanden militært mod trusler udefra (som i NATO), men under overfladen havde Warszawa-pagten det mål at skabe sovjetisk kontrol i østlandene og deres militær.

En vigtig årsag til, at USA ønskede at hjælpe de europæiske lande med deres genopbygning efter 2.verdenskrig, var, at de ønskede at sikre sig militært mod fjenden, USSR. Derfor sørgede den amerikanske præsident Truman for økonomisk støtte til landene i Europa, og derfor stod USA i spidsen for oprettelsen af NATO.

Særligt betydningsfuld var Tyrkiet. USA ønskede nemlig til gengæld for deres økonomiske støtte og samarbejde i NATO at opstille missilaffyringsramper i Tyrkiet, så de på kort varsel kunne affyre atomvåben mod USSR, såfremt dette skulle blive nødvendigt. USA opstillede også atomvåben i andre europæiske lande - ja, de ønskede sågar at opstille nogle i Danmark. Dette blev dog afslået af de danske politikere.

De fleste af de amerikanske atomvåben er blevet fjernet den dag i dag, men der findes stadig nogle i Italien, Tyskland og Tyrkiet. Sidstnævnte har ført til mange politiske kontroverser, idet USA's forhold til Tyrkiet ikke er ligeså godt, som det har været. USA overvejer derfor at fjerne deres atomvåben fra Tyrkiet.

Under 2. Verdenskrig blev Kina invaderet af Japan. Særligt regionen Manchuriet blev udsat for voldsomme overgreb, voldtægter og massedrab på civile, omkring 300.000 civile blev dræbt under invasionen.

I 1945 kapitulerede Japan ovenpå USA’s angreb med to atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Det betød, at der ikke længere var nogen, der styrede og bestemte i Kina.

Dette indledte et kapløb mellem GMD (Goumindang, nationalistparti, ledet af Jiang Jeshi) og KKP (Kinas kommunistparti ledet af Mao Zedong) om at overtage de områder, som Japan havde kontrolleret. Kapløbet udviklede sig til en reel borgerkrig, som kommunisternes Formand Mao vandt.

Herefter blev Kina kommunister.