Israel-Palæstina-konflikten er en meget gammel konflikt. Årsagerne til konflikten er religiøse, historiske og politiske. Konflikten har centrum i landområdet Palæstina, som bl.a. udgøres af staten Israel. To folk – jøder og palæstinensere – mener begge, at de har ret til området.
Siden staten Israel blev oprettet i 1948, har konflikten flere gange ført til krig, hvor nabolandene er blevet involveret. Mere end 60 år senere er konflikten stadig ikke løst.
Gennem historien er der gjort flere forsøg på at finde en løsning, der kan skabe fred. Spørgsmålet er, hvordan det skal gøres, og om det overhovedet er muligt at løse konflikten.
Når du er færdig med at arbejde med dette forløb, skal du gerne kunne svare på følgende spørgsmål:
Inden vi begynder på emnet, er det en god idé at finde ud af, hvad vi i forvejen ved om emnet. I skal derfor allesammen logge ind på nedenstående padlet og skrive, hvad I allerede ved om emnet "Israel-Palæstina-Konflikten". Lad være med at bruge google, og lad være med at kigge længere nede på denne GoogleSite. Brug jeres hjerner!
Lad os starte med at finde ud af, hvor hele konflikten hører hjemme. Vi skal en tur til Mellemøsten, lige i bunden af Middelhavet. Her finder vi et lille bitte land ved navn Israel. Landet er halvt så stort som Danmark, hvis man ser på arealet, men dets befolkning overstiger den danske med næsten 2.000.000 indbyggere.
Og nu tænker du sikkert: "Og hvad så? Hvorfor skaber det en masse problemer, at Israel ligger der?". Jo, en af grundene finder du, hvis du kigger på kortet nedenunder. For selvom både israelere og deres naboer alle er mennesker, så er der en meget vigtig ting, som adskiller Israel fra dets naboer. Israelerne er jøder, imens samtlige af Israels naboer er muslimer.
Både jøder og palæstinensere nedstammer fra området ved Israel. Ja faktisk kan begge folk spores mere end 5000 år tilbage.
For kort at ridse historien op, så bliver jøderne i år 70 sendt på flugt ud af Jerusalem (den helligste by i Palæstina), og de kristne styrer området frem til 600-tallet. Husk på, at jøder og kristne ikke er det samme!
I år 630 (cirka) kommer muslimerne til Jerusalem og fordriver de kristne.
Og I 1500-tallet underlægges området Osmannerriget (det nuværende Tyrkiet). Osmannerne var muslimer. De holder magten frem til 1.verdenskrig (1914-1918). Her laver Frankrig, England og Rusland nogle skumle aftaler, som gør, at Osmannerriget går i opløsning, og området i stedet kommer på deres hænder. Disse aftaler skal vi se nærmere på senere #Cliffhanger!
Først bør vi dog se nærmere på det område, hvori konflikten finder sted (Palæstina), og på de to folks historie, som begge påberåber sig retten til området (jøderne og araberne).
En af de vigtigste danske bøger, der omhandler konflikten i Palæstina, er skrevet af historikeren Johan Bender. Bogen hedder "Palæstinaproblemet - krig, krise, fredsproces". Vi kommer til at arbejde med enkelte kapitler fra bogen, men desværre ikke dem allesammen.
Det første kapitel, vi skal arbejde med, er også bogens første. Det hedder ikke overraskende "Palæstina i gammeltestamentlig tid". Det er måske vigtigt lige her at forklare, at når man taler om gammeltestamentlig tid, så er det en reference til Biblen, som jo er inddelt i det gamle og nye testamente. Det gamle er fra før Jesus' fødsel, imens det nye omhandler tiden efter år 0.
Nå, men tilbage til virkeligheden. I skal nu læse første kapitel i Johan Benders glimrende bog. Imens I læser, skal I besvare nogle spørgsmål. Både kapitlet og spørgsmålene findes lige nedenunder denne tekst. God fornøjelse!
Som tidligere nævnt mener både jøder og arabere, at de har krav på Palæstina. I den tekst, I netop har læst, har I fået et lille indblik i, hvorfor jøderne mener, at Palæstina retsmæssigt tilhører dem. Men der er jo altid to sider af en sag, og vi skal nu se lidt på den anden side, nemlig arabernes. De mener (ligesom jøderne), at de har den historiske ret til Palæstina.
Læs kapitel 2 og besvar spørgsmålene.
Zionisme er et begreb, som knytter sig til jøderne. Det har taget navn efter »zion«, den hebraiske betegnelse for tempelbjerget i Jerusalem.
Der findes to forskellige former for zionisme: religiøs zionisme og politisk zionisme.
Den religiøse zionisme bygger på jødedommens tanker om, at jøderne en dag skal vende tilbage til det hellige land: Israel. Denne tilknytning mellem nation (Israel) og religion (jødedommen) er helt enestående for jødedommen, og det er ikke noget, man oplever i mange andre religioner. Man kan kort sige, at den religiøse zionismes mål er at skabe et nationalhjem eller en stat for jøder i Palæstina.
Den politiske zionisme blev skabt af Thomas Herzl. Han ønskede, at jøderne oprettede deres eget hjemland. Målet var at føre et folk uden land til et land uden folk. Dette land skulle være Palæstina.
I 1905 immigrerede jøderne massivt til Palæstina (den hebraiske betegnelse for jødernes immigration til Palæstina kaldes "Aliyah". Størstedelen kom fra Rusland og Polen, hvor de havde levet i ghettolignende vilkår i det, man kaldte "jødezonen":
Der boede omtrent 5.000.000 jøder i "jødezonen", og de blev alle udsat for forfærdelige pogromer af den russiske befolkning.
Jøderne blev dog ikke modtaget med kyshånd i Palæstina. Det var særligt jødernes måde at indtage Palæstina på, som vakte modstand blandt araberne. Jøderne blev betragtet som et herrefolk, der ikke havde nogen interesse i at samarbejde og oprette et hjerteligt forhold til de indfødte arabere. Derfor opstod der i 1905 en mere bevidst arabisk antizionisme blandt de arabere, som i forvejen boede i Palæstina. Antizionisme (modstand mod en jødisk stat i Palæstina) må endeligt ikke forveksles med antisemitisme, som er generel modstand mod jøder.
Det er oplagt at spørge sig selv, om hele den nuværende konflikt mellem Israel og Palæstina kunne være undgået, hvis blot jøderne i 1905 havde villet samarbejde mere end tilfældet var.