Christian d.4. er en af de mest farverige og populære konger i dansk historie. Han er kendt for at have gået i krig adskillige gange, og så holdt han meget af både fester og kvinder. Han havde flere ægteskaber og endnu flere elskerinder. Det medførte blandt andet, at han fik hele 24 børn med fem forskellige kvinder!

Han er kendt som en stor bygmester, og han står bag nogle af de største og flotteste bygninger i København: Børsen, Rundetårn, Nyboder og mange flere. Med en regeringstid på over 59 år har Christian d.4. den længste regeringstid af alle danske konger.

I dette forløb skal vi se nærmere på Christian d.4.'s regeringstid. Vi skal stifte bekendtskab med nogle af de mange flotte bygninger, han fik opført, og så skal vi også lære mere om de mange krige, Christian d.4. var med i. Vi kommer også til at se på religionens betydning i 1600-tallets Danmark.

I forløbet skal vi både arbejde med kilder, se videoklip og selv lave præsentationer til en byvandring gennem København.

Christian d.4. blev født den 12. april 1577 på Frederiksborg slot. Tre år senere blev han valgt som kommende konge over Danmark-Norge. Dengang var der nemlig valgkongedømme i Danmark. Det betød, at kongemagten ikke var arvelig, men at kongen skulle vælges af Rigsrådet og adelen. I Rigsrådet sad landets rigeste og mest indflydelsesrige adelsfolk.

I 1588 døde Christians far, Frederik d.2. Christian var kun 11 år og alt for ung til at styre Danmark-Norge. Derfor overtog Rigsrådet ledelsen. Det var almindeligt i sådanne situationer.

I 1596 var Christian klar til at tiltræde som konge. Da Danmark var et valgkongedømme, skulle han underskrive en håndfæstning. En håndfæstning var en aftale, hvor Rigsrådet og kongen fastlagde reglerne for det fremtidige samarbejde. I håndfæstningen var det fx bestemt, at kongen ikke kunne udskrive ekstra skatter eller gå i krig uden Rigsrådets godkendelse. I august underskrev Christian håndfæstningen.

Samme år blev Christian kronet. Han var 19 år gammel.

Christian d.4. nåede at blive gift to gange, og han havde derudover også adskillige elskerinder. Sammen med de mange kvinder fik han 24 børn!

Han giftede sig første gang i 1597 med Anna Cathrine af Brandenburg. Med hende fik han seks børn, deriblandt Frederik, der senere blev kong Frederik d.3.

I 1612 døde dronning Anna Cathrine tidligt i en alder af 37 år, men inden hendes død, havde Christian d.4. indledt et forhold til kammerpigen Kirsten Madsdatter. Christian d.4. gjorde begge kvinder gravide på samme tid, og de fødte med en enkelt dags mellemrum sønnerne Hertug Ulrik og Christian Ulrik Gyldenløve.

Den 31.december 1615 giftede Christian d.4. sig igen. Denne gang med Kirsten Munk. De blev gift "til venstre hånd", hvilket betød, at deres ægteskab ikke var kongeligt - hun blev derfor ikke dronning. Kirsten Munk fødte 12 af Christian d.4.'s børn.

Christian d.4. og Kirsten Munks forhold endte med skilsmisse i 1628, hvor de begge anklagede den anden for at have været utro. Skilsmissen endte i en dramatisk scene på Frederiksborg Slot, da Kirsten Munk nægtede at lukke Christian d.4. ind i deres soveværelse. For at hindre kongen i at komme ind, gav hun ordre til, at flere af hendes tjenestepiger skulle lægge sig foran døren til sovekammeret. Det endelige brud mellem ægtefællerne var nu tydeligt.

Sit livs sidste og længste forhold havde kongen med Vibeke Kruse, som han levede sammen med fra 1629 til sin død i 1648.

Kort inden Christian d.4. blev konge i Danmark-Norge, havde landet gennemgået en stor ændring inden for kirken. Førhen havde man troet på Gud gennem den katolske tro, men i 1536 blev Reformationen gennemført i kirken, og det danske folk skulle nu tro på Gud gennem den protestantiske tro. For Christian d.4. betød religionen meget, og han lavede mange love for at uddrive den katolske tro fra Danmark.

Christian d.4. var også en stor modstander af "trolddom" i samfundet. Derfor blev der udført mange hekseforfølgelser i Danmark under Christian d.4.'s regeringstid. Hvis man havde mistanke om, at en kvinde var en heks, skulle hun afhøres og retsforfølges - dette kaldtes for en hekseproces. Hvis kvinden blev fundet skyldig i at være heks, blev hun brændt på bålet som straf. En anden måde man testede, om en kvinde var heks, var ved hjælp af "Vandprøven". Her sænkede man kvinden ned i en sø eller en å med bundne hænder og fødder. Hvis hun ikke gik til bunds, var hun en heks (desværre for kvinden var den eneste måde, hun kunne bevise sin uskyld, at synke til bunds og dø).

En af de mest kendte hekseforfølgelser fra Christian d.4.'s tid omhandler kvinden Maren Splids. Hun var bestyrer på et værtshus i Ribe, og så var hun gift med Ribes bedste skrædder. En dag sker der noget i Ribe, som får katastrofale følger for Maren Splids.

Christian d.4. var konge i kæmpemæssigt rige, som strakte sig helt fra Sønderjylland til Grønland. Man kunne ikke komme fra den ene ende af riget til den anden uden at skulle over vand. Derfor byggede Christian d.4. en stor flåde, som bestod af 33 orlogsskibe.

Kongen ombyggede også havnen i København, så den bedre kunne fungere som krigshavn. Denne havn kaldte han for Tøjhuset. Det specielle ved havnene var, at de store skibe kunne sejle helt ind i et stort bassin omgivet af bygninger, hvorfra man kunne forsyne skibene med våben, mad og andre nødvendige ting - alt sammen foregik bag murene, så man ikke afslørede, hvad man havde gang i.

En anden grund til, at Christian d.4. byggede en kæmpemæssig flåde, var, at han virkelig ikke kunne fordrage Sverige. Han omtalte tit Sverige som "Den onde nabo". Christian d.4. ville gerne erklære krig mod Sverige, så han en gang for alle kunne få kontrollen over Østersøen og Kattegat. Desværre for Christian d.4. havde han jo underskrevet en håndfæstning, hvori der stod, at det var Rigsrådet, der bestemte, om Danmark skulle i krig (det var smart af Rigsrådet, at de fik tilføjet dette til håndfæstningen. Det var nemlig ofte Rigsrådet, som måtte betale for de dyre krige).

Christian d.4. gav dog ikke så let op, og han truede Rigsrådet med, at han ville gå i krig mod Sverige som hertug af Holsten. Rigsrådet kunne da godt se, at de ikke kunne forhindre Christian d.4. i at gå i krig, og de så ingen anden udvej end at støtte kongens ønske om krig mod svenskerne.

I 1611 erklærede Christian d.4. krig mod Sverige, og målet var intet mindre end Sveriges udslettelse!

Christian d.4. havde planlagt at besejre Sverige ved en såkaldt knibtangsmanøvre. Han ville selv angribe Sverige fra Christianopel i Øst med 20.000 mand, og fra vest skulle rigsmarsk Steen Maltesen Sehested angribe med en anden del af den danske hær. Målet var, at de to hære skulle mødes i Småland. Samtidigt blokerede den danske flåde de svenske havne. Planen mislykkedes dog i første omgang, idet Steen Maltesen Sehesteds hær aldrig kom af sted. Christian d.4. lykkedes dog med at få erobret Kalmar.

I 1612 forsøgte man igen. Denne gang gik det lidt bedre. Man erobrede Elfsborg ved Göteborg, og de to hære nærmede sig hinanden. Det lykkedes dog ikke at skabe kontakt mellem dem, og krigen gik i stå. Svenskerne var på dette tidspunkt presset helt i bund, og de to lande blev enige om at mødes ved fredsforhandlingsbordet i Knærød. Det var naturligvis Danmark, som bestemte betingelserne for fredsaftalen, som blev hård mod svenskerne. Sverige skulle betale 1 million rigsdaler over seks år til Danmark for at dække Danmarks omkostninger ved krigen. Derudover fik Danmark fæstningen Elfsborg i pant (indtil svenskerne havde betalt deres gæld).

Resultatet af krigen blev, at Danmark lykkedes med at afskære Sverige fra adgangen til Kattegat og Øresund og samtidig havde Danmark nu etableret forbindelse mellem Norge og Danmark over land.

Krigen fik navn efter den svenske fæstning Kalmar, hvor mange af kampene var foregået. I 1613 så alt lyst ud for Christian 4. Han var stenrig og Nordens stærkeste fyrste.

I 1618 brød der en stor krig ud i Tyskland mellem protestanter og katolikker. Krigen endte med at vare i 30 år, hvilket også er grunden til, at krigen hedder "30-års krigen".

Christian d.4. havde oprindeligt ikke tænkt sig at deltage i krigen, men da den onde nabo, Sverige, viste interesse for krigen, var Christian d.4. nødt til at deltage. Han ville under ingen omstændigheder acceptere, hvis Sverige gik hen og vandt 30-års krigen.

I august 1626 udkæmpede Christian d.4. det første store danske slag i 30-års krigen ved byen Lutter am Barenberg. På den ene side stod Christian d.4. med sin store protestantiske hær, og på den anden side var den tysk-romerske katolske kejserhær. Slaget endte i en katastrofe for Christian d.4. Han led et sviende nederlag og måtte flygte over hals og hoved.

Men det skulle vise sig at blive værre endnu for Christian d.4. For imens han flygtede op gennem Tyskland mod Danmark, var den kejserlige hær lige i hælene på ham. De jagtede ham op gennem Jylland, og før Christian d.4. kunne se sig omkring, havde den katolske kejserhær besat hele Jylland. Under besættelsen plyndrede de fremmede tropper de områder, hvor de opholdt sig, og de satte mange gårde i brand.

Det danske Rigsråd mente nu, at Jylland var tabt for altid, men Christian d.4. ville det anderledes. Han udtænkte derfor en smart plan, hvor han arrangerede et hemmeligt møde med den svenske konge. Ingen fik at vide, hvad mødet handlede om, men det lykkedes dog den tysk-romerske kejser at finde ud af, at mødet blev afholdt. Dette var alt sammen en del af Christian d.4.'s plan. Han havde nemlig sørget for, at den tyske kejser fik nyheden at vide. På den måde fik Christian d.4. den tyske kejser til at tro, at Danmark og Sverige var i gang med at lægge hemmelige planer om at angribe Tyskland sammen. Christian d.4. var utroligt snedig, og han sørgede for, at hverken den tyske kejser eller den svenske konge fandt ud af, hvorfor han holdt det hemmelige møde.

Resultatet af Christian d.4.'s snedige plan blev, at han fik gjort den tyske kejser så bange, at han under fredsforhandlingerne gav hele Jylland tilbage til Christian d.4. Derudover lovede Rigsrådet at betale Christian d.4. en million rigsdaler i erstatning for de udgifter, han havde haft i forbindelse med krigen. Christian d.4. måtte dog love den tyske kejser aldrig igen at blande sig i en krig i Tyskland. Alt i alt slap Danmark meget let ud af krigen. Christian d.4. måtte dog sande, at det aldrig var lykkedes uden hjælp fra den svenske konge, og han frygtede, at Sverige nu var ved at blive den nye stormagt i Norden.

I tiden efter både Kalmarkrigen og 30-års krigen havde Christian d.4. store pengeproblemer. Det var dyrt at føre krig, og særligt hvis man ikke endte som sejrherre. Derfor valgte Christian d.4. at opkræve højere Øresundstold for de skibe, som sejlede forbi Kronborg i Helsingør. Svenskerne, som i denne periode havde den stærkeste hær i Norden, brød sig ikke om Christian d.4.'s høje Øresundstold, og i al hemmelighed planlagde de et angreb på Danmark.

Den 12. december 1643 angreb den svenske hærleder Lennart Torstensson Danmark. Hans plan var at besætte Jylland uden at erklære krig. På den måde kunne Danmark ikke forberede sig på, at svenskerne kom. Torstensson lykkedes med at besætte Jylland på blot tre uger. Kort efter i februar 1644 angreb svenskerne også Skåne. Det var nu blevet en krig på to fronter for Danmark.

For at gøre ondt værre havde svenskerne allieret sig med Holland, som nu sendte skibe til Jylland for at sejle de svenske tropper over til Fyn (Lillebæltsbroen fandtes jo ikke den gang). Christian d.4. gav dog ikke op så let, og han fik på rekordtid gjort den danske flåde klar, som nu sejlede ud for at møde den hollandske flåde ved Lister dyb ude for Rømø.

Slaget fandt sted d.16.maj 1644, men selvom den hollandske flåde var væsentligt større end den danske, fik den stryg af kongens skibe. Det lykkedes ikke for kongen at udslette modstanderens flåde, men det var dog en hollandsk flåde i ynkelig forfatning, der vendte hjem til Amsterdam. Søslaget gav Christian d.4. optimisme, og han sejlede kort efter ud på sit kongelige krigsskib Trefoldigheden for at kæmpe mod den svenske flåde ved Kolberger Heide. Dette søslag skulle vise sig at få katastrofale følger for Christian d.4.

Ved middagstid angreb den svenske flåde. Christian d.4. kastede sig ud i kampen. Uheldigvis ramte en svensk kugle en af kanonerne på Trefoldigheden, så denne eksploderede. Stumper af metal og træ fløj gennem luften. Flere stykker ramte Christian d.4. i ansigtet og slog ham til jorden. Alle troede, at han var faldet, men Christian d.4. rejste sig og bad alle gøre deres pligt. Kampen varede 10 timer, hvorefter svenskerne trak sig tilbage til fjorden ved Kiel. Begge parter havde mistet meget mandskab, og der var sket stor skade på mange skibe. Ingen af deltagerne kunne sige, at de havde sejret. Det er fra dette søslag, at dette kendte maleri af Christian d.4. stammer fra.

I september 1644 led Christian d.4. sit endelige nederlag til svenskerne. Endnu en gang havde hollænderne sejlet en flåde op til svenskerne, og de slog sig nu sammen med den svenske flåde. I alt havde de 44 store krigsskibe. Alt dette anede Christian d.4. ikke noget om, da han satte sin flåde på 17 krigsskibe ud for at besejre svenskerne én gang for alle. Som du nok kan regne ud, endte søslaget med et kæmpe nederlag til Danmark, og nok engang var Christian d.4. tvunget til fredsforhandlingsbordet med Sverige.

Freden blev hård for Danmark. Christian d.4. måtte afstå Gotland, Jåmtland, Hårjedalen og Øsel. Desuden fik Sverige Halland overdraget i en periode på 30 år. Det betød, at svenskerne fik alle indtægterne fra dette område de næste 30 år.

Danmark var igen blevet slået militært, og Christian d.4. var nu fattigere end nogensinde før, og det var tydeligt, at Sverige var den nye stormagt i Norden.

Danmarks nationalsang hedder som bekendt "Der er et yndigt land", men vidste du, at Danmark faktisk også har en anden nationalsang? Sangen hedder "Kong Christian stod ved højen mast", og den fortæller om Christian d.4.'s heltemod i søslaget ved Kolberger Heide mod svenskerne.

Du kan høre sangen her:

Christian d.4. var meget glad for at bruge penge. Særligt brugte han sine penge på flotte bygninger i København, og han brugte også en god del penge på at gå i krig med andre lande. Men modsat i dag, hvor kongehuset ikke selv står for at tjene sin egen løn, var Christian d.4. i 1600-tallet nødt til selv at skaffe sig de penge, som han brugte. Heldigvis for Christian d.4. var han dygtig til at inddrive penge via forskellige indtægtskilder.

En af de største indtægtskilder, Christian d.4. havde, var gennem de mange godser og slotte, som han ejede over hele Danmark. Kongen havde jo ikke selv brug for at bo på slottene og godserne, så han valgte i stedet at leje dem ud til adelen. Den herremand, der lejede et af kongens godser eller slotte, blev kaldt lensmand. Det var en særligt betydningsfuld titel af være lensmand, og der var derfor stor rift om at leje kongens godser og slotte. Med titlen som lensmand fulgte også et ansvar. Man havde nemlig til opgave at sørge for, at områdets beboere fik kendskab til nye love og regler. Desuden kunne man også være heldig at blive ansat som en af kongens embedsmænd; på den måde kunne en lensmand opnå endnu mere magt og indflydelse.

En anden stor indtægtskilde for kongen kom gennem Øresundstolden. Hver gang et skib sejlede gennem Øresund, skulle det betale told til kongen. For at kontrollere al sejladsen i Øresund genopførte Christian d.4. i løbet af 1630'erne slottet Kronborg i Helsingør (slottet havde været brændt ned i 1629). På Kronborg var der en række store kanoner, som kunne sænke ethvert skib i Øresund, som ikke betalte told. Øresundstolden gav kongen store indtægter. Til gengæld for tolden skulle han holde farvandene frie for sørøvere.

Christian d.4. fik også penge gennem de skatter, som folket betalte. Skattesystemet var dog noget anderledes i 1600-tallet end i dag. Hvor man i dag betaler en fast skat hver måned af de penge, man har tjent, skulle man dengang blot betale skat, når kongehuset besluttede sig for at indgå i en stor begivenhed, eksempelvis et kongeligt bryllup eller en krig mod et andet land. Med alle de børn, Christian d.4. havde, som skulle giftes, og med alle de krige han kastede sig ud i, kræver det ikke den store fantasi at forestille sig, at der blev opkrævet mange skatter i Christian d.4.'s tid som konge.

Selvom Christian d.4. var dygtig til at inddrive penge, var det langt fra alle hans økonomiske tiltag, som lykkedes. Christian d.4. var ikke bange for at tage chancer, og da muligheden bød sig for at oprette en handelsstation i Indien, slog han til med det samme. Christian d.4. havde et møde med en hollandsk mand, som sagde, at han var blevet sendt til Danmark af Ceylons kejser (Ceylon hedder i dag Sri Lanka og ligger lige syd for Indien). Hollænderne fortalte, at kejseren havde brug for hjælp, og hvis Christian d.4. ville hjælpe, kunne kongen til gengæld få eneret på handel med Ceylon. Denne mulighed var for god til at lade slippe væk for Christian d.4. Hvis han kunne få kontrol over handelen fra Ceylon, ville han kunne tjene styrtende med penge via handel med guld, sølv, tekstiler og ikke mindst: krydderier (dengang var krydderier mere værd end guld).

I 1618 sejlede fire skibe fra København med kurs mod Ceylon. Den kun 23 år gamle Ove Gjedde var leder af flåden. Efter halvandet år nåede flåden frem til Ceylon. Men her blev besætningen fælt skuffede. Ikke alene havde de mistet omkring 300 søfolk under sørejsen på grund af skørbug og andre sygdomme. Da de kom op til kejseren på Ceylon, havde han aldrig hørt om Danmark, og han havde bestemt ikke sendt bud efter hjælp. Christian d.4. var blevet snydt! Som et plaster på såret fik danskerne lov til at opføre et fort i det sydøstlige Indien. Området omkring fortet fik navnet Trankebar, og fortet blev kaldt Dansborg.

Ove Gjedde vendte først hjem til Danmark i 1622. Selvom ekspeditionen ikke havde været en økonomisk succes, fik han en varm velkomst. Tusindvis af mennesker stod på kajen for at byde ham velkommen hjem. Det var jo trods alt lykkedes at få en handelsstation. Desværre for Christian d.4. blev handelen med Trankebar aldrig den store økonomiske succes, som han havde håbet på.

Børsen 

Regensen 

Rosenborg Slot

Rundetårn

Christianshavn

Nyboder 

Holmens Kirke

Tøjhuset

Blåtårn

Kastellet

Knippelsbro

Trinitatis Kirke