Efter Danmarks besættelse gik det hurtigt op for de danske politikere, at de havde to valg. De kunne lade tyskerne bestemme det hele, eller de kunne vælge at samarbejde og forsøge at få det bedste ud af en forfærdelig situation. Politikerne valgte at gøre det sidste for at sikre befolkningen bedst muligt.

Besættelsen blev derfor begyndelsen på samarbejdspolitikken, der i første omgang involverede 13 militære krav om fx tysk brug af flyvebaser i Jylland. Til gengæld kunne Danmark beholde sin politiske uafhængighed, sit politi og sine landegrænser. De danske domstole kunne også forsat være den dømmende magt i landet.

Tyskerne blandede sig dog hurtigt i dansk politik, og der gik ikke længe, før de begyndte at stille krav til danskerne:

• Mørklægning – engelske bombefly måtte ikke kunne bruge danske byer som pejlemærker

• Censur – Ingen aviser eller blade måtte trykke nyheder om krigen uden godkendelse fra tyske censorer. Det blev forbudt at skrive negativt om besættelsen eller Tyskland og andre af aksemagterne. Breve blev også undersøgt, og radioen kunne heller ikke sende frit.

• Rationeringsmærker – Danmark måtte kun købe varer fra Tyskland, hvilket begrænsede sortimentet. Derfor måtte der en fair fordeling til.

Danmark opnåede dog også fordele ved samarbejdspolitikken. Fordi den danske regering samarbejdede, fik den bl.a. forhandlet sig frem til, at arresterede danskere skulle blive i dansk varetægt og dømmes efter dansk lov. På den måde sikrede man sig, at fangerne ikke blev dødsdømt eller kom i KZ-lejr. De danske jøder blev heller ikke sendt i KZ-lejre, mens samlingsregeringen var ved magten.

I de første par år af 2. verdenskrig var krigslykken på Tysklands side. Mod slutningen af 1942 begyndte det dog at vende til fordel for De Allierede. Herhjemme øgedes den folkelige modstand mod besættelsesmagten, og modstandskampen blev optrappet. I slutningen af august 1943 fik Adolf Hitler nok af den stigende danske modstand og kaldte sin repræsentant i Danmark, Werner Best, hjem til Berlin. Med tilbage fra Berlin havde Best et ultimatum til den danske regering: De skulle slå hårdt ned på modstanden og indføre undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Dette kunne den danske regering ikke acceptere. Det betød enden på samarbejdspolitikken.

Den 29. august 1943 meddelte tyskerne derfor officielt, at den danske regering var afsat, og at tyskerne havde overtaget den udøvende magt. Allerede et par timer efter det danske nej blev den første modstandsmand henrettet, og tyskerne overtog ledelsen af de danske fængsler. Tyskerne styrede på den måde landet frem til 5. maj 1945.

I løbet af 1942 opstod de første modstandsgrupper. Formålet var, at vende danskernes syn på samarbejdspolitikken mod det værre.

Den tidlige modstand bestod i at trykke illegale blade og pjecer. Gradvist udviklede modstanden sig til sabotage mod fabrikker og jernbaner.

Indtil d. 29. august 1943 var det det danske politi, der bekæmpede sabotagen, og derefter overtog det tyske politi. Efter august 1943 idømte tyskerne nogle sabotører dødsstraf for sabotage. Endnu flere blev sat i fængsel eller i interneringslejre i Danmark, og i alt 2.500 blev sendt til de tyske KZ-lejre på tip fra stikkere.

Modstandsbevægelsen dræbte som modsvar op mod 400 danske stikkere.

Ved Ryvangen I Hellerup nord for København ligger Mindelunden, som er en mindekirkegård for Danmarks frihedskamp under Besættelsen.

Mindelunden indeholder mange monumenter for de faldne danskere. Til venstre for indgangen findes Mindemuren, som består af tavler med navnene på 151 personer fra modstandsbevægelsen, hvis jordiske rester aldrig er fundet.

Til højre for indgangen findes KZ Gravene, som er en rotunde med 31 grave for omkomne danskere i tyske koncentrationslejre.

Længere nede i Mindelunden findes henrettelsespladsen, hvor de danske modstandsfolk blev henrettet af tyskerne. De dødsdømte frihedskæmpere blev tidligt om morgenen afhentet fra Vestre Fængsel og kørt til Ryvangen. Her blev de bundet til en pæl og skudt. De tre oprindelige pæle befinder sig i dag på Frihedsmusset i København.

Modstandsfolk fra blandt andet Hvidstengruppen og Holger Danske blev henrettet på denne plads. I jorden foran henrettelsespælene er der en mindetavle med inskription af Kaj Munk.

Hvert år på dagen for Danmarks besættelse (9.april) afholdes der en mindehøjtidelighed i Mindelunden. Danmarks befrielse bliver også fejret hvert år.

Den 5.maj 2020 lagde Dronning Margrethe en krans ved Det Store Gravfelt for at markere 75 året for Danmarks befrielse.

I sommeren 1943 led Tyskland store tab i krigen, og det danske folk troede, at krigen snart ville være ovre. Derfor voksede utilfredsheden også med den tyske besættelsesmagt.

I august 1943 udbrød massestrejker og demonstrationer i protest mod tyskerne.

Værnemagten krævede derfor, at den danske regering indførte undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Den danske regering nægtede, og samarbejdspolitikken ophørte 29. august 1943.

Den 29. august 1943 er i dag en vigtig historisk dag. Den markerer den danske regerings brud med samarbejdspolitikken, som banede vejen for Danmarks senere optagelse i de allieredes rækker.

Om aftenen d. 4. maj 1945 skete det, som mange danskere havde ventet på siden 9. april 1940. Nyheden om, at de tyske tropper i Danmark overgav sig, indløb. Danmark blev efter fem års besættelse igen et frit land.

Frem mod maj 1945 havde situationen i Danmark udviklet sig markant. I 1943 var samarbejdspolitikken ophørt. I 1944 havde mange danskere rejst sig mod besættelsesmagten i den store folkestrejke. Politiet var også blevet opløst i 1944. I resten af verden gik det også dårligt for Nazityskland, der tabte mere og mere terræn til de allierede tropper, som langsomt men sikkert nærmede sig Berlin.

Den engelske radio, BBC, sendte dagligt nyheder på dansk, så danskerne på den måde kunne følge med i krigens gang uden tyskernes censur. Aftenen d. 4. maj var ingen undtagelse. Midt i en nyhedsudsendelse blev speakeren afbrudt og kunne efter en kort pause meddele, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig.

Efter det glade budskab i radioen gik mange danskere på gaden for at fejre, at tyskerne i Danmark overgav sig. Gader og større pladser i danske byer blev fyldt med glade mennesker. Mange steder brændte de deres mørklægningsgardiner for at fejre den gode nyhed. De tyske tropper var dog stadig i landet, hvilket flere steder skabte en lidt anspændt stemning mellem glade danskere og tyske soldater.

Det var først om morgenen d. 5. maj, at de tyske tropper officielt overgav sig. Dette blev fejret i landet efter kl. 8, hvor bl.a. kirkeklokkerne begyndte at ringe for at fejre befrielsen.

Den dag i dag markerer vi Danmarks befrielse ved at sætte stearinlys i vinduerne om aftenen d.4.maj.