Gennem tiden har verden været vidne til mange folkedrab. Et af de mest kendte er nok holocaust, hvor nazister under 2. verdenskrig udryddede seks mio. jøder i et organiseret massemord.

En vigtig side af de tyske nazisters politik var racisme over for jøder. Det kaldes antisemitisme. Nazisternes antisemitisme var den vigtigste årsag til holocaust. Efter nazisterne i 1933 overtog magten i Tyskland, indførtes en række antisemitiske love. Disse love skulle gøre det uudholdeligt for jøderne at bo i Tyskland. Mange jøder valgte derfor at rejse, selvom de følte sig som tyskere.

De tyske jødeforfølgelser kan inddeles i tre faser:

1. Frivillig deportation (1933-1939):

Tyskerne ønskede i begyndelsen at uddrive jøderne fra Tyskland. Derfor forsøgte de at gøre livet for jøderne i Tyskland så uudholdeligt, at de "frivilligt" ville vælge at rejse ud af Tyskland. Første skridt var at boykotte jødiske forretninger.

Herefter indførtes i 1935 de berygtede Nürnberg-love, som gjorde diskrimineringen af jøder i Tyskland legalt, og i disse love blev det også gjort klart, hvornår man var at betragte som jøde. Nu var det ikke troen, der afgjorde om man var jøde, men "blodet".

Om aftenen og natten d. 9. november 1938 blev op mod 7.500 jødiske butikker rundt om i Tyskland plyndret og ødelagt. Det var især medlemmer af Hitlers nazistparti, der stod bag volden, plyndringerne og hærværket. Butikker ejet af jøder fik deres vinduer smadret og facaderne overmalet med nazistisk propaganda og beskeder om at boykotte jødiske butikker. Det var på grund af de mange glasskår i gaderne, at begivenheden kom til at hedde Krystalnatten.

2. Tvangsdeportation (1939-1942)

Det var den nazistiske organisation SS, som fik ansvaret for jødeforfølgelserne. I september 1939 angreb Tyskland Polen. Her levede over 3 mio. jøder. I de følgende måneder og år gennemførte det nazistiske styre omfattende deportationer af europæiske jøder til ghettoer. De deporterede jøder kom fra Tyskland, de tysk-besatte lande og de lande, der var allieret med Tyskland. I Tyskland blev jøderne afhentet af Gestapo om natten og samlet i synagoger eller andre centrale steder efter lister, der var udarbejdet på forhånd.

Ghettoerne var isolerede bydele, som indbyggerne havde forbud mod at forlade. I den polske by Krakow kan man stadig se rester af de mure, som indhegnede den jødiske ghetto. Murene var grå og havde form som gravstene, således at indbyggerne i ghettoerne skulle få følelsen af allerede at være døde.

3. Udryddelse (1942-1945)

I oktober 1941 fik jøderne i Tyskland og de tysk besatte lande forbud mod at udvandre. Sandsynligvis var beslutningen om en fysisk udryddelse af jøderne truffet på dette tidspunkt, for i december 1941 tog nazisterne den første udryddelseslejr i brug, og i løbet af 1942 blev der etableret yderligere fem i det besatte Polen. Omkring tre millioner mænd, kvinder og børn blev dræbt i lejrene, langt de fleste i dertil indrettede gaskamre.

Tanken om at udføre et industrialiseret massedrab på jøderne opstod, fordi de massakrer, som blev praktiseret i Sovjetunionen, tog for lang tid og tærede på ammunitionsbeholdningerne. Desuden var det umuligt at holde drabene skjult for lokalbefolkningen, og endeligt havde nedskydningen vist sig at have store psykiske omkostninger for drabsmændene.

Den nazistiske forestilling om det perfekte tyske menneske inkluderede ikke fysisk og psykisk handikappede. Derfor blev det såkaldte Eutanasiprogram T4 iværksat. Nazisterne så disse mennesker som ”uværdige til liv” og kaldte drabet på dem for medlidenhedsdrab.

Forløberen for Eutanasiprogrammet var sterilisation. I januar 1934 blev det besluttet at tvangssterilisere visse tyske borgere. Det drejede sig først og fremmest om mentalt handikappede på institutioner, men personer med arvelige sygdomme, prostituerede og kriminelle var også omfattet. De fleste sterilisationer blev udført ved kirurgisk indgreb, men der var også eksempler på massiv røntgenbestråling. Mellem 300.000 og 400.000 blev tvangssteriliseret under det nazistiske styre.

Adolf Hitler godkendte i september 1939, at læger dræbte mentalt syge og handikappede, som man mente udgjorde en trussel mod den ”ariske races” fremtid. Drabene foregik i hemmelighed under dæknavnet ”T4 aktion” – en henvisning til administrationen, som lå på Tiergartenstrasse 4 i Berlin.

Drabene foregik på seks centre i Tyskland og Østrig. Patienterne blev dræbt med en indsprøjtning. I 1940 gik man over til at anvende udstødningsgas. Særlige rum blev udstyret med falske brusehoveder og dannede forbillede for de gaskamre, der senere blev bygget i udryddelseslejrene.

Da Hitler stoppede drabene i august 1941, var cirka 70.000 personer blevet ombragt, herunder også såkaldt ”asociale”, det vil sige kriminelle, subsistensløse, prostituerede, alkoholikere og homoseksuelle. Årsagen til ophøret var, at det i længden havde vist sig svært at holde drabene hemmelige for lokalbefolkningen i områderne omkring gerningsstederne. De ansatte talte over sig, og røgen fra krematorierne kunne ses viden om. Desuden blev pårørende mistænksomme, når dødsårsagen for eksempel blev angivet som blindtarmsbetændelse, selvom den pågældende tidligere havde fået fjernet blindtarmen, eller når asken i en søns urne indeholdt hårnåle. Det førte til protester, ikke alene fra de pårørende, men også fra kirkelige kredse, fra læger og jurister.

Eutanasiprogrammet blev dog i al hemmelighed genoptaget et år senere og vedvarede indtil krigens slutning. Det blev nu udvidet til også at omfatte bombeofre, slavearbejdere, syge og svagelige i koncentrationslejrene, herunder jøder, polakker, sigøjnere og krigsfanger. I perioden 1939 til 1945 skønnes det, at mere end 200.000 blev myrdet under dække af, at der var tale om medlidenhedsdrab.

Tvangssterilisation og eutanasiprogrammet fungerede på mange måder som optakten til Nazi-Tysklands helt store folkedrab - Holocaust - hvor nazisterne udryddede omtrent 6.000.000 jøder.

Alle nazisternes udryddelseslejre var velorganiserede og byggede på en række systematiserede arbejdsgange. Den mest kendte udryddelseslejr var Auschwitz-Birkenau.

Lejren var i funktion fra 1940 til 1945 og udviklede sig fra primært at være en koncentrationslejr til også at være en decideret udryddelseslejr. Da nazisterne forlod lejren, forsøgte de at slette sporene efter sig. Lejrene blev brændt ned, gaskamre og krematorier blev sprængt i luften, og jøderne blev drevet på flugt. Derfor kan man ikke se meget af den originale lejr den dag i dag, når man besøger Auschwitz-Birkenau.

Det skønnes, at omkirng 1.100.000 personer blev sendt til Auschwitz-Birkenau, hvoraf størstedelen døde i gaskamrene.

Auschwitz-komplekset var den største af nazisternes koncentrations- og udryddelseslejre under 2. Verdenskrig, og den bestod af et stort net af lejre og kom efterhånden til at omfatte ca. 40 km2 og mere end 30 lejre af forskellig størrelse.

De største var Auschwitz 1 (Stammlager), Birkenau (Auschwitz 2) og Monowitz (Auschwitz 3).

Derudover var der flere virksomheder, som etablerede fabrikker omkring Auschwitz-Birkenau. De to største var Deutsche ausrüstungswerke GmbH (DAW), som var styret af Hitlers SS. Denne fabrik producerede især ammunitionskasser til den tyske hær. Den anden store fabrik hed IG Farben. Dette var en privatejet virksomhed, som producerede syntetisk gummi og leverede Zyklon-B til de tyske udryddelseslejre.

Etableringen af Auschwitz 1 blev påbegyndt i april 1940. Lejren blev anlagt i en tidligere polsk kaserne, der blev udbygget og omkranset af pigtrådshegn. Birkenau-delen blev påbegyndt i efteråret 1941, samtidig med at de første forsøgsgasninger blev gennemført i Auschwitz 1.

Når fangerne ankom til Auschwitz-Birkenau i overfyldte godsvogne, blev de gennet ud på modtagelsesrampen. Her blev de beordret til at aflevere deres ejendele, og bagefter blev de opstillet i to rækker. Den ene række bestod af arbejdsduelige personer over 14 år, hovedsagligt mænd. Den anden række bestod af kvinder, børn og gamle mænd, som ikke kunne arbejde. Den første række blev sendt til barakkerne i Auschwitz-Birkenau, imens den anden række blev sendt direkte i døden i gaskamrene.

Arlette Andersen er en af de overlevende jøder fra Auschwitz-Birkenau. Hun blev født i 1924 i Paris, men i januar 1944 blev hun, ligesom så mange andre jøder, arresteret og deporteret til Auschwitz-Birkenau i en godsvogn. Arlette overlevede ét års fangeskab i Auschwitz-Birkenau, og hun kunne i maj 1945 vende hjem til sin hjemby, Paris.

Arlette Andersen giftede sig i 1950 i Paris med Ole Andersen og flyttede derefter til Danmark. De stiftede familie, men hun holdt sin historie om Auschwitz for sig selv på trods af tatoveringen af fangenummeret på armen. Først i 1990 brød hun tavsheden og indledte en omfattende foredragsrejse. Selv udtalte hun om, hvorfor hun efter mange år valgte at bryde tavsheden og dele sin historie: "Snart vil der ikke være flere, der kan fortælle, hvad der hændte",

Næsten 100.000 mennesker har hørt hendes historie på et af de knapt 300 foredrag, hun har holdt. I 2016 modtog Arlette Andersen det franske ridderkors for sin indsats.

I dag er Arlette Andersen ét af de sidste vidner til de grusomheder, der udspandt sig under den anden verdenskrig.

Særligt begejstret blev Mengele, når han blandt de jødiske fanger fandt et tvillingepar. Mengele mente, at svaret på, hvordan den germanske race kunne overtage verden, lå hos tvillingerne. Ved at studere og eksperimentere med dem håbede han at udvikle en metode, som kunne fremkalde tvillingefødsler hos germanske kvinder, så den ariske race voksede hurtigere end andre racer.

Mengele flygtede efter 2.verdenskrig til Sydamerika, hvor han boede til sin død i 1979. Han fortrød aldrig sine handlinger og blev aldrig stillet til ansvar for dem. I tiden efter krigen fik Josef Mengele tilnavnet "Dødens engel".

For de fanger, som var blevet sendt til højre, ventede der ikke en skæbne, der var synderligt bedre en den, som de dødsdømte havde fået. Efter selektionen på rampen skulle de marchere ind til lejren, hvor de skulle gøres klar til det slavearbejde, som ventede dem.

Klargøringen af fangerne foregik to steder, enten i Auschwitz 1 i blok 26 eller i "Saunaen" i Birkenau.

Fangerne blev først bedt om at smide alt tøjet. Dernæst fik de barberet alt hår af på hovedet og resten af kroppen. Herefter skulle de gå i brusebad flere personer sammen. Badet blev ofte ledsaget af forskellige former for chikane. Almindeligvis var vandet enten for koldt eller for varmt. Enhver, der forsøgte at undgå vandet, blev tvunget tilbage af SS-officerernes skældsord og slag. Efter badet fik fangerne tildelt den velkendte blå og hvid stribede fangedragt. Uddelingen af fangedragter gik dog altid så stærkt, at der ikke var tid til at tjekke, om tøjet passede. Derfor fik de fleste fanger tøj, der enten var alt for stort eller småt. Til sidst fik fangerne tatoveret et nummer på armen, der skulle fungere som deres identitet.

Det var ikke tilfældigt, at nazisterne valgte at tatovere og kronrage de indsatte samt iklæde dem ens tøj. Ved at ændre deres udseende, så de alle lignede hinanden og tildele dem allesammen numre, kunne de langsomt fjerne jødernes identiteter. På den måde sikrede nazisterne, at de ikke mødte nogen særlig modstand fra de jødiske fanger, imens de var i Auschwitz-Birkenau.

I de mange koncentrationslejre, som nazisterne havde oprettet, ankom fanger fra hele Europa. For at holde styr på alle disse fanger havde nazisterne lavet et system, hvor de kunne få overblik over, hvor fangerne kom fra, og hvor farlige fangerne var.

På skemaet nedenunder ses det, hvordan jøderne både blev inddelt efter, hvilken forbrydelse de havde lavet (vandret), og også efter hvor kriminelle de var (lodret). Derudover ses i bunden nogle særlige mærker, som fangerne også kunne blive pålagt at bære.

Forklaring af de forskellige kategorier:

• RØD STJERNE - Politiske fjender: Dette var typisk kommunister, men det kunne i princippet også være andre politiske tilhængere (som ikke var nazister). Disse fanger kom typisk fra Polen.

• GRØN STJERNE - Kriminelle: Dette var personer, som havde begået en kriminel handling. Disse fanger kom typisk fra Tyskland. Det var typisk fanger med grønne stjerner, som blev udvalgt som kapoer.

• BLÅ STJERNE - Udenlandske arbejdsfanger: Disse fanger kom typisk fra Spanien, hvor de var flygtet fra borgerkrigen.

• LILLA STJERNE - Jehovas vidner: Denne stjerne skulle bæres af religiøse fanger, særligt præster.

• PINK STJERNE - Homoseksuelle eller Sexforbrydere: Personer, som var seksuelt afvigende, skulle bære denne stjerne. Fanger, der bar en pink stjerne, var særligt udsatte i Auschwitz-Birkenau. De fik typisk hårdere straffe, og de blev jævnligt tæsket.

• SORT STJERNE - Asociale og Sigøjnere: Betegnelsen "asociale" dækkede over homoseksuelle, arbejdsløse, vagabonder, hjemløse, tiggere, prostituerede og alkoholikere. Derudover skulle den sorte stjerne også bæres af sigøjnere.

Disse farver blev ofte kombineret med andre mærker for at signalere, hvor farlige fangerne var.

• EN VANDRET BJÆLKE - Vanefordrydere: Dette mærke blev givet til fanger, som flere gange havde brudt loven. Nazisterne så gruppen som en trussel mod samfundet, fordi den ikke ville tilpasse sig samfundsfællesskabet.

• EN SORT CIRKEL - Indsatte i straffeafdelingen: Hvis nogle fanger i Auschwitz-Birkenau havde svært ved at indordne sig under reglerne, blev de sendt til straffeafdelingen, hvor de fik hårdhændet behandling af lejrens værste kapoer. Fangerne kunne idømmes op til et års arbejde i straffeafdelingen. Ofte døde fangerne af udmattelse, inden de havde afsonet deres straf.

• EN GUL TREKANT - Jøder: Alle jøder i Auschwitz-Birkenau skulle inde under deres farvede trekant bære en gul trekant. Når disse to blev sat sammen, udgjorde de en Davids Stjerne, hvilket er jødernes symbol. Fanger med gule trekanter fik en særdeles hård behandling i Auschwitz-Birkenau.

Derudover var der nogle særlige mærker, som fangerne kunne blive pålagt at bære.

• EN GUL OG SORT TREKANT - Raceskændere: Hvis en arier tidligere havde haft sex med jøde, havde han eller hun forbrudt sig på Nürnberg-lovene og havde derfor skændet (tilsmudset) det rene, ariske blod.

• EN SORT OG RØD CIRKEL - Flugtmistænkt: Hvis SS-officererne havde mistanke om, at en fange kunne finde på at flygte, fik de dette mærke. Fanger med dette mærke blev der holdt særligt øje med, og de fik aldrig lov til at udføre strafarbejde uden for lejren.

• BOGSTAV I TREKANT - Oprindelsesland: Fangerne fik skrevet et stort bogstav i deres deres trekant for at indikere, hvilket land de kom fra. Polske fanger fik eksempelvis et stort P i trekanten, imens franske fanger fik et stort P.

• OMVENDT RØD TREKANT - Krigsfanger: Ikke alle bliver slået ihjel på slagmarken, og under krigen tog nazisterne en masse russere til fange. Disse krigsfanger blev også sendt til KZ-lejrene.

• FANGENUMMER - Fangernes identitet: Foruden at have fået tatoveret et nummer på armen skulle de indsatte også bære deres fangenummer på ærmet.

• ARMBÅND TIL ARBEJDSENHEDERNE - lejrens særenheder: I Auschwitz-Birkenau skulle alle de fanger, som havde fået særopgaver, bære et armbånd. Eksempelvis bar kapoerne et rødbrunt armbånd med "kapo" syet på.

I Auschwitz-Birkenau var det ikke kun SS officererne, der stod for at holde orden på de jødiske fanger. Nazisterne havde blandt de jødiske indsatte udnævnt de stærkeste og mest brutale personer til ledere i lejren. Ved at få hjælp til den daglige drift fra de indsatte, lykkedes det nazisterne at holde Auschwitz-Birkenau kørende med kun få SS-officerer. I 1945 var der eksempelvis kun 4.500 SS-officerer i Auschwitz-Birkenau, imens der skønnes at have været omkring 135.000 fanger. I lejren fandtes der mange forskellige titler, som de jødiske indsatte kunne få:

Lagerälteste (lejr-overhoved):

Dette var den højeste stilling, en indsat kunne opnå. Som Lagerälteste havde man til opgave at sikre, at alle de ordrer, som SS-officererne gav, blev ført ud i livet. Man havde også stor indflydelse på, hvem der skulle have de forskellige arbejdsopgaver i lejren. Hvis Lagerälteste gjorde sit arbejde godt, blev han belønnet med eget værelse, og han måtte også gå i almindeligt, civilt tøj.

Blockälteste (barak-lederen):

Den person, som var Blockälteste, skulle sørge for, at reglerne blev overholdt i de enkelte barakker. Hver barak havde sin Blockälteste. I Auschwitz-Birkenaus kvindelejr var det en kvinde, der var Blockälteste.

Kapo:

Deres opgave var at holde orden blandt de indsatte, når de skulle arbejde. Som tak for deres indsats fik kapoerne særlige privilegier. De skulle ikke lave ligeså hårdt fysisk arbejde som de andre indsatte, og de fik bedre tøj, mere mad og egen seng. Kapoerne var også at finde på rampen ved modtagelsen af nye fanger. Her sørgede de for at afstraffe alle dem, der ikke makkede ret.

Sonderkommando (specialenhed):

I Auschwitz-Birkenau blev et vist antal fanger udvalgt til at arbejde i Sonderkommando (tysk for særafdeling eller specialafdeling). Modsat kapoerne foregik deres arbejde ikke i barakkerne. Deres arbejde gik i stedet ud på at føre nyankomne ofre ind i gaskamrene. Bagefter tømte de gaskamrene og gjorde dem rene, inden næste gruppe ofre blev sendt ind. Sonderkommando sorterede de dødes ejendele og fjernede guldplomber fra deres tænder. De transporterede ligene til krematorierne, brændte de døde og holdt ovnene i gang. Sonderkommandoen var letgenkendelig, idet de bar jakker med store røde krydser på ryggen.

Normalt ville man tænke, at et karantæneafsnit i en lejr havde til opgave at isolere fanger med smitsomme sygdomme. Sådan foregik det dog langt fra i Auschwitz-Birkenau. Her handlede karantæneafsnittet kun om en ting: at vænne de nye fanger til det liv, der ventede dem i Auschwitz-Birkenau.

Karantænefanger blev sædvanligvis vækket tidligere end de andre fanger, da de skulle øve sig i at stille op til appel, og de blev også sultet mere end de andre fanger.

Dagen lang blev fangerne i karantæneafsnittet udsat for fysisk hårde prøvelser, ofte helt meningsløse discipliner som at lægge sig på maven, rejse sig op igen og derefter lave et hop. Når en fange blev for udmattet til at lave øvelserne, blev han gennembanket af kapoen.

Efter opholdet i karantæneafsnittet, der kunne vare fra få dage til mange uger, blev fangerne overført til den "almindelige" lejr.

Livet i Auschwitz-Birkenau var hårdt og opslidende.

Jøderne blev stuvet sammen i træ- eller murstensbarakker, der tidligere havde været brugt som hestestalde. Disse barakker var ca. 40x10 m, og der boede i gennemsnit 800-1000 fanger. Barakkerne var indrettet med treetagers køjesenge. I gennemsnit måtte otte fanger deles om én køje på ca. 4m2. Underlaget bestod af halmmadrasser eller et lag af løs halm, og derudover var der få tæpper, som alle måtte deles om.

Der var opstillet ovne til opvarmning i hver barak, men der blev ikke uddelt nogen form for brændsel, og det var svært for fangerne selv at skaffe brænde.

Træbarakkerne i Birkenau havde ikke noget toilet. I stedet var der indrettet såkaldte latrinbarakker, som fangerne havde mulighed for at benytte to gange om dagen i ganske få minutter.

Hver morgen skulle jøderne op kl.4 til "appel" - en slags fangeoptælling. Det var Blockälteste, der stod for optællingen på appelpladsen, og den kunne ofte tage mange timer at fuldføre.

Herefter skulle jøderne ud i lejren og arbejde. Det var altid opslidende og meningsløst arbejde, som skulle laves. Nogle skulle bære sten fra en ende af lejren til den anden, andre skulle slå stenene i mindre stykker. Der var ingen grænser for nazisternes fantasi, når det kom til meningsløse arbejdsopgaver. Arbejdet fortsatte i 12 timer kun afbrudt af en kort frokostpause, hvor jøderne fik en smule suppe og lidt brød. Maden fik man serveret i en lille metalskål, som alle fik udleveret ved ankomst til lejren. Havde man ingen skål, fik man ingen mad. Efter arbejdet skulle jøderne igen optælles ved appelpladsen, og inden de skulle sove, fik de en smule aftensmad.

Der fandtes også arbejde uden for selve Birkenau-lejren. Både virksomheder ledet af Hitlers SS samt store private tyske firmaet var involveret i udnyttelsen af slavearbejdet fra Auschwitz-Birkenau. En af de helt store tyske virksomheder hed IG Farben, som havde monopol på at producere syntetisk gummi. Virksomheden skulle både bruge den jødiske arbejdskraft til at opføre deres fabrikskompleks, og de skulle også bruge kul fra de omkringliggende miner til at producere deres syntetiske gummi. For at spare tid og penge oprettede IG Farben en underlejr til Auschwitz-Birkenau kaldet "Auschwitz 3" eller "Monowitz". Det skønnes, at IG Farben i perioden 1941-1945 i alt udnyttede arbejdskraften fra 11.000 jøder. I 1920'erne havde koncernen desuden erhvervet patentet på insektmidlet Zyklon B, og leverede denne giftgas i krystalform til naziregimet, der tog Zyklon B i anvendelse til drab på fangerne i udryddelseslejrene Auschwitz.

Tanken med at lade nogle jøder opslide sig selv via hårdt straffearbejde var, at de på sigt også skulle føres ned i gaskamrene, hvis ikke de selv døde inden da. Det handlede mest af alt om logistik. Nazisterne kunne ikke nå at gasse alle de nyankomne på én gang.

Måden, man dræbte de svageste nyankomne (dem der blev sendt til venstre ved selektionen), var meget systematisk. Man beroligede først den panikslagne menneskemængde med, at det var en arbejdslejr, de var ankommet til. Derefter fik de at vide, at de skulle i bad og afluses, før de blev lukket ind i lejren. Nazisterne beroligede også fangerne ved at sige:

”Nu skal I gå ind i baderummet og tage et styrtebad, og bagefter er der kaffe og kager til jer på den anden side.”

De blev så ledt nøgne ind i et rum, og døren blev lukket og låst. Herefter blev Zyklon B eller kulilte-gas (udstødningsgas) ledt ind i rummet, indtil alle var døde. Ligene blev herefter brændt i krematorieovne, der var oprettet til formålet, eller i gruber. Herefter blev gaskamrene gjort klar til næste hold.

I dokumenter man har fundet efter krigen, kan man se nazisternes opgørelser over, hvor mange jødiske lig hver af de fem krematorier kunne brænde i døgnet.

Krematorium 1: 340

Krematorium 2: 1440

Krematorium 3: 1440

Krematorium 4: 768

Krematorium 5: 768

Samlet kapacitet: 4756

I alt blev 1.100.000 personer sendt til Auschwitz-Birkenau. Omkring 960.000 af de personer blev dræbt i gaskamrene.

Sådan foregik gasningerne

Sonderkommandoets arbejde var forbundet med de følgende faser i drabsprocessen:

1. I den første fase havde en gruppe Sonderkommandofanger til opgave at få de jødiske ofre til at klæde sig af. I omklædningsrummet var der både bænke og knagerækker til tøj, som havde til formål at berolige jøderne (Der kunne vel ikke ske noget farligt, hvis man ligefrem blev bedt om at hænge sit tøj op på en knage og huske, hvor man havde hængt det?). Med beroligende ord om, at de blot skulle have et bad og desinficeres, blev ofrene dernæst gennet ind i gaskammeret. Når døren til gaskammeret var lukket i, gennemsøgte Sonderkommandoet jødernes tøj for værdigenstande.

2. Efter de tyske SS-folk havde gennemført gasningen ved brug af giftgassen Zyklon B, var et andet hold Sonderkommandofanger klar til at bære de døde kroppe ud af gaskammeret og ind i en elevator, der førte ligene til forbrændingsrummet. Inden ligene blev læsset i elevatorerne, blev kvinderne kronraget. Det jødiske hår skulle blandt andet bruges til at væve stof af.

3. I forbrændingsrummet havde et tredje arbejdshold til opgave at skubbe ligene ind i krematorieovnene og holde ilden i gang. Først skulle ligene dog tjekkes for værdier. En gruppe "tandlæger" undersøgte alle ligenes tænder for guld. Hvis de fandt noget guld, blev dette trukket ud og senere smeltet om til guldbarrer.

4. Da forbrændingsprocessen til tider efterlod knoglestumper, der ikke lod sig opløse i flammerne, var en sidste gruppe Sonderkommandofanger sat til at pulverisere stumperne til aske. Al asken blev enten hældt i de nærliggende søer og floder eller brugt som gødning - om vinteren brugte man sågar asken til at strø ud på is- og sneglatte veje i lejren.

Se hvor de forskellige faser fandt sted på plantegningen nedenunder.

Holocaust handlede ikke bare om at dræbe Europas jøder. Al jødisk ejendom og værdi blev også konfiskeret. Mange måtte endda selv betale transporten til udryddelseslejrene, hvor deres sidste få ejendele blev taget fra dem. Mange af disse genstande blev sendt til Tyskland for at blive brugt af den tyske befolkning.

Det kunne eksempelvis være tøj, gryder og jødernes hår, som blev brugt af tyskerne til at strikke uldsokker eller fungere som fyld i dyner og puder. Selv ligene blev udnyttet. Guldtænder blev revet ud og smeltet om, og asken fra de døde blev brugt som gødning på markerne.

I 1944 blev det efterhånden tydeligt for nazisterne, hvor det bar hen ad med krigen, og der blev givet ordre til at indstille gasningerne i Auschwitz. I november og december 1944 begyndte de at afmontere henrettelsesanlæggene, og de fleste fanger blev sendt til andre lejre længere mod vest. Den 17. januar 1945 begyndte evakueringen af de resterende fanger.

De blev fragtet i godsvogne eller sendt af sted til fods på de såkaldte dødsmarcher. De kaldtes sådan, fordi en stor del af fangerne var så afkræftede og svage, at de ikke kunne klare turen og døde undervejs.

Det skønnes, at dødsmarcherne kostede 300.000 livet. Fangerne var i forvejen stærkt svækkede på grund af de forfærdelige forhold i lejrene. Nu blev de jaget ud på vandringer, der strakte sig over uger og hundreder af kilometer, kun iført tynde fangedragter midt i vinterkulden. Kosten var i bedste fald nødtørftig, og om natten blev de stuvet sammen i lader og udhuse. Mange faldt om undervejs og blev skudt af vagterne. Andre forsøgte at flygte, men blev fanget og dræbt.

I Auschwitz forsøgte nazisterne mod krigens afslutning at slette alle beviser for ugerningerne: Papirer blev brændt, depoterne med tøj og andre ejendele fra de henrettede fanger blev sat i brand, og krematorierne blev sprængt i luften. Krematorium V, der havde været i funktion indtil da, blev sprængt i luften som det sidste natten til den 27. januar 1945.

Herefter forlod de sidste SS-folk lejren, der næste morgen blev befriet af de sovjetiske tropper. På det tidspunkt var der stadig ca. 7.600 fanger i lejren, og det var som bekendt ikke lykkedes nazisterne at slette alle deres spor.

I Danmark er d.27.januar officiel mindedag for Auschwitz' befrielse. Dagen kaldes Auschwitz-dag, og den bliver typisk brugt af medier, historiske organisationer og de jødiske trossamfund til at mindes Holocaust og det folkedrab, der fandt sted under 2.verdenskrig. Formålet med dagen er at sikre, at lignende folkedrab ikke kommer til at finde sted i verden.

Også FN og en lang række andre lande markerer den 27. januar for at signalere, at vi ikke må glemme Holocaust – eller historiens andre folkedrab.