Om morgenen den 18. april klokken 4.00 begyndte granaterne at regne ned over skanserne med en hidtil uset voldsomhed. Bombardementet blev ved indtil klokken 10.00, hvor stilheden pludselig indtrådte, og man atter kunne høre fuglesang. Nogle danske soldaterberetninger fortæller, at der blev så stille, at man kunne høre lærken synge.

Så væltede det op af jorden med 12.000 preussiske soldater med retning mod skanserne. Fra den anden side kom danskerne løbende. De danske soldater havde jo gemt sig i både jordhuller og de bagvedliggende barakker, og de var derfor ikke oppe i skanserne, klar til at forsvare dem.

Det var derfor et sandt kapløb om at nå skanserne først. Kanonerne blev affyret mod preusserne, men det stoppede dem ikke. Mange preussiske soldater havde bundet en halmsæk fast foran deres uniform. Denne kunne både bruges til at beskytte sig mod fjendens kugler, men de preussiske soldater kunne også kaste halmsækkene ned over de danske fodangler.

Danskerne blev på kort tid overmandet af de preussiske soldater, og det blev besluttet, at den danske hær skulle trække sig tilbage til Als. Man havde opført to pontonbroer (broer, der flyder på vandet), som skulle brydes ned, når hele den danske hær var sikkert ovre på Als.

Kun en enkelt dansk brigade valgte at trodse ordrerne, og de marcherede trodsigt mod den preussiske fjende. Brigaden nåede helt frem til Dybbøl Mølle (eller det, der var tilbage af den), før de måtte kapitulere.

Der findes to malerier, som begge skildrer 8.brigades fremmarch mod preusserne. Dem skal vi se nærmere på nu.

Efter Dybbøl-stillingen var faldet, satte danskerne og preusserne sig ved forhandlingsbordet for at forhandle en fredsaftale. For at sikre sig at alt gik retfærdigt til, var stormagterne Sverige, Rusland og England også med. Bismarck var ikke interesseret i en fredsaftale. Han ville hellere have forhandlingerne til at bryde sammen, så han kunne angribe den sidste del af den danske hær, som nu lå i forsvar på Als. Hvis den danske hær blev endeligt besejret, ville Bismarck kunne gøre krav på både Holsten og Slesvig. Men det var en farlig linedans. Hvis stormagterne opdagede, at Bismarck ikke var interesseret i egentlige fredshandlinger, men hellere så, at forhandlingerne brød sammen, kunne det vende stormagterne mod Preussen.

Ved forhandlingsbordet blev det foreslået, at man udpegede en tredjemand, som skulle stå for delingen af Slesvig (en såkaldt voldgiftsafgørelse). Den danske regering afviste dog denne løsning, og fredsforhandlingerne brød sammen - til stor glæde for Bismarck. Nu kunne Bismarck genoptage krigen og gøre klar til at angribe den danske hær på Als.

En landgang på Als var meget mere risikabel, end stormen på Dybbøl havde været. Ved Dybbøl havde man bevæget sig over land, hvor preussernes antal og bedre våben havde gjort udslaget. En landgang på Als var en helt anden sag. Her skulle man nemlig tage hensyn til den danske flåde, som var langt stærkere end den preussiske .

Specielt frygtede tyskerne det danske panserskib Rolf Krake. Rolf Krake var den danske flådes mest moderne skib. Det var en panserkorvet, der var beklædt med ikke mindre end 12 cm tykke jernplader overalt på skroget. Fjendens kugler havde bogstavelig talt prellet af på skibet, de gange det havde været i aktion. Hvis Rolf Krake blandede sig i en overgang, kunne det få katastrofale følger for de preussere, der var nået over til Als. Uheldigvis for danskerne havde kaptajnen på Rolf Krake fået besked på at hjælpe til med evakueringen af danske soldater fra Als til Fyn, så den danske panserkorvet nåede aldrig at gøre en forskel i krigen.

Preusserne kunne derfor angribe de danske soldater, som endte med at flygte til Fyn. Nu var både Slesvig, Holsten og Jylland besat, og danskerne måtte endnu en gang til forhandlingsbordet med Bismarck.

Den 30.oktober 1864 blev Danmark indkaldt til en endelig fredsforhandling i Wien. Her måtte Danmark indse, at de ikke havde noget at forhandle med. De var blevet slået på slagmarken af en overlegen modstander, og de kunne ikke længere regne med stormagternes hjælp til at sikre en retfærdig fredsaftale. Alt dette vidste Bismarck godt, og hans krav til Danmark var strenge.

Danmark skulle afstå alle hertugdømmerne til Preussen, hvilket betød, at den danske grænse nu gik til Kongeåen ved Kolding. Danmark mistede en tredjedel af sine landområder og 40 % af sin befolkning.

Det var voldsomme krav, men danskerne kunne ikke gøre andet end at acceptere dem betingelsesløst.

Nederlaget fik store konsekvenser for Danmark. Syd for den nye grænse måtte sønderjyderne nu indstille sig på at være under tysk styre. Samtidigt skulle nederlaget vise sig at sætte dybe spor i den danske selvforståelse fremover. Nederlaget havde ikke blot fravristet store landområder fra Danmark; danskerne havde også mistet deres nationale stolthed.

Det skulle vise sig, at der skulle gå hele 56 år, før Sønderjylland igen blev genforenet med resten af Danmark.

I skulle nu gerne kunne besvare spørgsmålene fra indledningen:

• Hvilke politiske beslutninger førte til krigen i 1864?

• Hvilke konsekvenser fik krigen i 1864 for Danmark?

• Hvordan spillede nationalromantikken ind på krigens udbrud i 1864?

• Hvordan forløb krigen i 1864?

• Hvordan kunne de danske politikere have handlet anderledes op til, under og efter krigen i 1864?

Til allersidst skal vi se denne video fra Restudy, som omhandler krigen i 1864.