I kølvandet på Den Franske Revolution forsøgte den franske kejser Napoleon at udvide de franske grænser yderligere. Hans mål var at underlægge sig hele det europæiske kontinent og derved genskabe det romerske imperium under fransk styre. Disse voldsomme ekspansionstanker blev ikke modtaget godt af de andre europæiske stormagter, og de ønskede at stoppe Napoleon. Det førte til en del krige mellem England og Frankrig i starten af 1800-tallet (Napoleonskrigene).

Der er tit gode penge at tjene, når der er krig, og særligt hvis man forstår sig på at handle med de krigsførende nationer. Danmark var en af Europas største handelsnationer, og dygtige danske købmænd øjnede straks chancen for at opnå stor rigdom på krigen, men pludselig blev danskerne ufrivilligt blandet ind i en konflikt, der endte med at koste landet dyrt.

I starten af 1800-tallet var der stor forskel på, hvordan danskerne levede. Boede man på landet, måtte man tage til takke med hårde og lange arbejdsdage i marken. Lønnen var ringe, og man boede tit sammen i store familier på bondegårdene. I byerne var forholdene ikke meget bedre. Her måtte man også kæmpe sig igennem hverdagen, som bestod af hårdt arbejde og usle boligforhold. Typisk boede man sammen i store familier på få kvadratmeter i små lejligheder. Men selvom forholdene i byerne i høj grad var ligeså dårlige som på landet, flyttede stadig flere og flere bønder ind til byen - her var der nemlig arbejde at få.

Danmarks største by var København, og her boede de fleste danskere. I starten af 1800-tallet var Københavns indbyggertal omkring 100.000. Til sammenligning boede der kun lidt over 5000 i både Aalborg og Odense.

København var Danmarks hovedstad, og det var her de vigtigste danskere boede, heriblandt den danske kongefamilie. Derfor havde man valgt at sikre København mod fjender med nogle kæmpemæssige volde, som omringede byen til alle sider.

I 1789 fandt den franske revolution sted. Her lykkedes det i en kort periode for det franske folk at erobre magten i landet. Kongefamilien blev henrettet, og en demokratisk regering blev indsat. Kort tid efter mistede folket dog magten, idet den unge general Napoleon udnævnte sig selv til kejser af Frankrig. Første punkt på dagsordenen for Napoleon var at (gen)skabe det romerske kejserige - kort sagt ville Napoleon besejre hele Europa og gøre sig selv til kejser over det hele.

Napoleon havde stor succes på slagmarken. Kun England lykkedes det ham ikke at besejre. Østersølandene (Danmark-Norge, Sverige, Preussen og Rusland) valgte at holde sig neutrale i Napoleonskrigene. Det betød, at de hverken holdt med Frankrig eller England, men i stedet kunne tjene bunkevis af penge på at handle med begge parter i krigen. Hverken Frankrig eller England var tilfredse med, at Østersølandene holdt sig neutrale, og de opfordrede kraftigt landene til at vælge side. Samtidigt beslaglagde englænderne mange danske varer, når de sejlede gennem Den Engelske Kanal. Østersølandene følte sig truet af England, men de ville ikke lade sig hundse rundt med på den måde. De lavede derfor en alliance, hvor de lovede at komme hinanden til undsætning, såfremt England eller Frankrig skulle prøve på noget. Denne alliance kaldtes "Det væbnede neutralitetsforbund".

England sendte i 1801 et krav til Danmark om, at de skulle forlade neutralitetsforbundet. Dette nægtede Danmark, og Englands svar blev brutalt. D.2.april 1801 sejlede den engelske flåde til Danmark for at angribe København. Den engelske flåde blev ledet af de store engelske søfolk Admiral Hyde Parker og Lord Nelson. Målet med englændernes angreb var at gøre den danske flåde ukampdygtig, så de ikke længere kunne handle varer med Frankrig. Angrebet foregik uden for Københavns havn i området, der hed "Reden". Efter én dag med kampe måtte danskerne overgive sig, og det endte med, at Danmark måtte trække sig ud af neutralitetsforbundet.

Det var ikke kun i Danmark, at Slaget på Reden havde stor betydning. I England fulgte man også slaget nøje, og da den engelske flåde havde besejret den danske, var det vigtigt for englænderne at markere sejren i dette store slag. Dette kom blandt andet til udtryk igennem storladne malerier, hvor den mægtige engelske flåde kæmpede mod den danske. Et af disse malerier skal vi nu se nærmere på.

Tiden efter Slaget på Reden var en højspændt periode i dansk historie. Man havde netop fået læsterlige klø af den engelske flåde, som havde forlangt at få den danske flåde udleveret, således at den ikke havnede i Napoleons hænder. Dette krav havde danskerne nægtet, og englænderne endte med at sejle fra Danmark uden den danske flåde. Dog havde englænderne forvoldt store skader på de danske skibe, og de havde ikke i sinde at glemme danskernes trodsighed lige foreløbig. Det førte til et intenst storpolitisk spil, som vi nu skal se nærmere på.

Efter Slaget på Reden krævede Frankrig, at alle europæiske lande stoppede med at handle med englænderne. Hvis englænderne ikke havde nogen at handle med, ville de til sidst løbe tør for penge og derfor ikke være i stand til at føre krig mod Frankrig. Dette forbud mod handel med englænderne kaldtes for fastlandsspærringen.

England lod sig dog ikke kue så let, og de brugte som modsvar deres kæmpemæssige flåde til at opbringe alle skibe, som sejlede mellem to havne under franske kontrol eller havne, hvor engelske skibe ikke måtte lægge til (på grund af fastlandsspærringen). Den franske kejser Napoleon blev rasende over englændernes provokerende angreb på de handlende skibe, og han krævede straks, at Rusland og alle de andre lande tilsluttede sig til fastlandsspærringen.

Danmark var nu i et kæmpe dilemma. Ved at tilslutte sig fastlandsspærringen, betød det, at man havde valgt side i krigen, og man kunne ikke længere kalde sig for neutrale. Resultatet ville formentlig blive krig mod England (igen). Hvis man derimod nægtede at adlyde Napoleons krav om at tilslutte sig, ville man på samme måde have valgt side i krigen; denne gang den engelske. Resultatet ville formentlig også betyde krig; denne gang mod Frankrig. Uanset hvad Danmark valgte at gøre, ville det altså betyde krig mod en af Europas stormagter.

Den danske kronprins Frederik (søn af Christian d.7), som reelt styrede Danmark på grund af sin sindssyge far, valgte at flytte den danske hær til Danmarks sydligste grænse ved Holsten for at vise englænderne, at selvom man havde tilsluttet sig fastlandsspærringen, var man fortsat villig til at forsvare den danske grænse mod Frankrig. Dette skulle vise Danmarks neutralitet.

Englænderne troede ikke på danskernes neutralitet, og man var fra engelsk side bange for, at den danske flåde skulle falde i franskmændenes hænder. Hvis Napoleon fik fingrene i den danske flåde, ville det hjælpe ham betydeligt med at opretholde fastlandsspærringen. Derfor besluttede englænderne sig for at stille Danmark et ultimatum: udlevér jeres flåde til os, eller vi erklærer krig mod jer. Det var et vanvittigt krav. Aldrig før havde man hørt om et land, der krævede at få et andet lands flåde. Kronprins Frederik nægtede da også med det samme.

Det engelske modsvar kom prompte, og den 2.september 1807 kunne man igen observere den engelske flåde i de københavnske havne. Krigen var en realitet.

Inden den engelske flåde gik til angreb på København, var den to uger forinden gået i land ved Vedbæk, nord for København. Her havde man landsat 30.000 soldater, som med det samme marcherede mod København for at omringe hovedstaden. Syd for København forsøgte de danske amatør-soldater "landeværnet" at bekæmpe den engelske hær, men de blev nedkæmpet af de bedre trænede engelske soldater.

København var nu isoleret. I et sidste forsøg på at undgå krig "tilbød" englænderne, at danskerne kunne udlevere deres flåde, men dette blev igen nægtet fra dansk side, og den 2.september kunne københavnerne til deres store rædsel se raketterne regne ned over deres hjemby.

Da englænderne seks år forinden havde angrebet Danmark, var målet at ødelægge den danske flåde, så danskerne ikke længere kunne handle varer med Frankrig. Denne gang var målet et andet. Nu skulle den danske flåde ikke sænkes; den skulle i stedet erobres med tilbage til England. Det var derfor vigtigt, at man undlod at beskadige de danske skibe. Det engelske angreb blev derfor rettet mod København og de københavnske borgere fremfor de danske skibe. Bombardementet i 1807 er blevet kaldt verdens første terrorbombardement, fordi civilbefolkningen var det primære mål.

Den københavnske befolkning var rædselsslagne, da de så de tusindvis af engelske raketter hagle ned over byen. Rakketterne var udviklet af den engelske opfinder/videnskabsmand William Congreve. Og selvom de ikke skabte de store ødelæggelser, når de slog ned i bygningerne, formåede de alligevel at skabe stor ødelæggelse og kaos. Det særlige ved raketterne var nemlig, at de indeholdt en ild, som ikke umiddelbart kunne slukkes. De var derfor særligt effektive til at sætte ild til de københavnske bygninger, som både var gamle og bestod af en masse træ.

Englænderne affyrrede deres raketter fra sikker afstand uden for Københavns volde, og de brugte de høje bygninger i København som sigtepunkter for deres raketter, heriblandt Vor Frue Kirke og Sankt Petri Kirke.

Bombardementet varede ved i tre døgn, før Danmark overgav sig d. 5. september 1807. Overgivelsen indebar, at englænderne i en måned besatte Kastellet og flådens område i byen. Her gjorde de den danske flådes skibe klar, ødelagde skibe, der ikke var bygget færdig, og snuppede en masse udstyr og materiel til at bygge og reparere skibe. Efter en måneds tid sejlede englænderne væk med hele den danske flåde. De tidligere danske skibe var nu en del af den engelske flåde.

Det er nu blevet tid til at sætte al jeres viden omkring englandskrigene i spil. Bogstavelig talt. I skal nemlig skabe et brætspil, som tager udgangspunkt i englandskrigene. Hvilken type brætspil I vil skabe, bestemmer I selv. Der kræves dog, at I indtænker så meget historie som muligt i jeres spil.