Den 28. februar 1648 døde Christian 4. på Rosenborg slot. Enden på hans regeringstid blev fuld af bekymringer. Økonomien sejlede, Danmarks grænser var truet, og for at gøre ondt værre var Christian d.4.'s ældste søn død kort inden Christians egen død. Det var ham, der skulle have været konge, men nu hvor han var død, var det Rigsrådets opgave at vælge en ny konge. Valget faldt på en af Christian d.4.'s andre sønner, hertug Frederik.

Inden hertug Frederik kunne tiltræde som konge, måtte Rigsrådet lave en håndfæstning, hvor de aftalte, hvordan hertug Frederik skulle være konge - en slags kontrakt over hans regeringstid.

Håndfæstningen, som hertug Frederik endte med at underskrive, gav meget magt til Rigsrådet og næsten ingen magt til kongen. Hertug Frederik blev derfor set som en svag konge i starten af hans regeringstid.

Den 7. maj 1648 blev hertug Frederik valgt til landets nye konge. Dagen efter underskrev han den foreløbige hånd­fæstning. Danmark havde nu fået deres nye konge: Frederik d.3.

I slutningen af Christian d.4.'s regeringstid tabte Danmark mange landområder til Sverige. Særligt Torstenssonskrigen var hård mod Danmark. Her måtte Danmark give Gotland, Jåmtland, Hårjedalen og Øsel til svenskerne. Desuden fik Sverige Halland overdraget i en periode på 30 år. Det betød, at svenskerne fik alle indtægterne fra dette område de næste 30 år.

Den svenske konge, Karl den 10. Gustav, havde stor succes som konge, og efter sine erobringer i Danmark, havde han rettet blikket mod Polen. Det svenske område skulle udvides. Dette så Frederik d.3. som en mulighed for at tilbageerobre de landområder, hans far, Christian d.4., havde mistet. Derfor erklærede Frederik d.3. krig mod Sverige d.1.juni 1657.

Svenskerne lod sig dog ikke skræmme, og d.20.juli trængte de svenske tropper op gennem Jylland, og snart var hele Jylland besat af de svenske soldater. Men ondt skulle snart blive værre for Danmark. I løbet af december og januar blev det nemlig så koldt, at havet mellem Jylland og Fyn (Lillebælt) frøs til is. Den svenske konge var ikke sen til at udnytte denne chance, og natten mellem den 29. og 30. januar 1658 marcherede han over Lillebælt med sin hær, og med en hær på 8500 mand lykkedes det ham at erobre Fyn på kort tid.

Den svenske hær stoppede dog ikke ved Fyn. En anden del af den svenske hær krydsede over vandet ved Lolland og Falster i den sydlige del af Danmark, og d.15.februar stod hele den svenske hær blot 20 kilometer fra København.

Den 26. februar 1658 sluttede man fred i Roskilde. Freden kaldes derfor Roskildefreden. Freden kom til at koste Danmark dyrt. Danmark måtte blandt andet afstå de gamle danske områder i Sverige. Det betød, at Danmark nu slet ikke ejede nogen områder i Sverige.

Nederlaget skabte stor utilfredshed blandt de danske borgere. Det var adelens ansvar at forsvare Danmark, men de havde endnu engang vist sig magtesløse over for de svenske hære. Der var derfor en del danske borgere, særligt de velhavende, som nægtede at betale skat til kongen.

Sverige var ikke færdige med at spille med musklerne over for Danmark, og blot seks måneder efter freden i Roskilde var den gal igen. Den 6. august 1658 beordrede den svenske konge Karl d.10. Gustav sine styrker til at sejle fra den tyske by Kiel til Korsør på Vestsjælland. I alt 6000 soldater gik i land, og deres mål var simpelt: Hele Danmark skulle erobres! Hvis svenskerne kunne få kontrol over Danmark, ville de kontrollere al sejllads gennem Øresund, hvorved de kunne tjene mange penge. Svenskerne satsede på en hurtig sejr. Det betød, at København skulle erobres hurtigt.

Få dage efter ankomsten til Korsør marcherede den svenske hær helt op til København, og de stod nu foran hovedstadens kæmpemæssige volde. Svenskerne havde oprindeligt planlagt at storme København, men da de nåede til byens volde, ombestemte de sig. I stedet indledte de en belejring af den danske hovedstad. Inde bag voldene blev Frederik d.3. opfordret til at forlade byen, mens han stadigvæk kunne nå det, men Frederik nægtede og svarede: "Jeg vil dø i min rede".

Belejringen var ikke så hård for danskerne, som svenskerne havde ønsket. Det lykkedes nemlig københavnerne at få forsyninger uden om de svenske soldater fra andre dele af Danmark. På den måde led københavnerne ikke den store overlast under belejringen.

Den svenske konges tålmodighed var ved at slippe op. København skulle indtages. Derfor blæste han natten mellem d.10. og 11.februar til angreb mod København. Det sneede voldsomt, og svenskerne udnyttede det snehvide landskab til at camouflere sig, idet de alle var iført hvide skjorter. Under angrebet befandt den danske kong Frederik sig sammen med sin kone, Sofie Amalie, ude på voldene, hvor de opmuntrede de danske forsvarende soldater. Stormen på København fik store konsekvenser for svenskerne. 580 soldater måtte lade livet, og omkring 900 blev såret. Til sammenligning mistede kun 12 danske soldater livet. Svenskernes plan var mislykket, men de fortsatte ufortrødent med belejringen.

Først da den svenske konge, Karl d.10. Gustav, døde i februar 1660, kom der gang i fredsforhandlingerne. Den 27. maj 1660 blev freden underskrevet i København. Byportene i voldene kunne nu atter åbnes efter 22 måneders belejring. Danmark fik ikke de gamle danske områder i Sverige tilbage, men de fik i stedet Bornholm og nogle områder i Norge.

Den danske kong Frederik d.3. havde ikke blot vundet over svenskerne; han havde også bevist en gang for alle, at han var i stand til at forsvare København uden hjælp fra Rigsrådet, hvilket skulle vise sig at få skæbnesvangre følger for Adelen.

Nok var krigen mod svenskerne overstået, men det var Frederik d.3.'s problemer langt fra. At føre krig koster mange penge, og Frederik d.3. havde i krigen mod svenskerne benyttet sig af lejesoldater fra især Holland. Alle disse soldater skulle nu betales for deres tjeneste, men det var penge, som Frederik d.3. ikke havde. Derfor indkaldte han til stændermøde, hvor han sammen med de tre stænder (Adelen, de gejstlige og borgerne) skulle finde en løsning.

På stændermødet blev det hurtigt klart, at Adelen ikke var villige til at betale deres del af gildet, og de gejstlige og borgerne slog sig derfor sammen og tilbød Frederik d.3. at afskaffe valgkongedømmet. Det betød, at kongerne fremover ikke skulle vælges af Adelen og Rigsrådet, men i stedet arvede titlen.

Frederik d.3. vidste, at det ville skabe stor utilfredshed blandt Adelen og Rigsrådet, hvis valgkongedømmet blev afskaffet. Det betød nemlig, at de mistede al deres magt. Derfor indførte Frederik d.3. militær undtagelsestilstand i København, hvilket betød, at han sendte militæret på gaderne for at sikre, at Adelen og Rigstrådet gjorde, som han ville have det.

Den 13.oktober 1660 godkendte Rigsrådet forslaget, og Danmark var nu et arverige.

Måden som Frederik d.3. fik magten på kaldes for et statskup. Det betyder i al sin enkelthed, at man har taget magten ved hjælp af militæret - man kan også sige, at man har truet sig til magten. Frederik d.3. vil nok selv sige, at han bare gjorde det, som de gejstlige og borgerne havde opfordret ham til, men det virker usandsynligt, at Rigsrådet ville have accepteret forslaget, hvis ikke Frederik d.3. havde brugt militæret til at "overtale" dem.

Frederik d.3. var ikke sen til at udnytte den nye magt, han havde fået. Han vidste nemlig, at Rigsrådet ikke længere havde magten til at afsætte ham som konge, og han valgte derfor at gå skridtet videre.

I 1665 indførte Frederik d.3. Kongeloven. I kongeloven stod der blandt andet, at kongen var enevældig og havde uindskrænket magt. Han havde eksempelvis ret til at lovgive, ret til at føre krig og retten til at udskrive skatter. Kort sagt: Kongen bestemte nu alt i Danmark.

I kan se den originale kongelov nedenunder.

Dette var starten på enevælden i Danmark. Denne styreform varede lige til Grundlovens indførsel 5.juni 1849.