I årene efter 2. verdenskrigs afslutning blomstrede det vestlige Berlin, imens den østlige del stadig lå i ruiner. De vestlige lande havde jo brugt mange ressourcer på at opbygge deres del af Berlin, imens USSR hellere fokuserede på sig selv. USSR tømte simpelthen deres del af Østtyskland (heriblandt Berlin) for ressourcer, som de kunne bruge i genopbygningen af deres eget land - hele fabriksanlæg kunne blive flyttet fra Østtyskland til Moskva, så den sovjetiske industri kunne blive genrejst.

Dette vakte naturligvis stor utilfredshed hos DDR-borgerne, og de så ingen anden udvej end at forlade forlade Østberlin til fordel for Vestberlin og Vesttyskland (BRD). Det var særligt de veluddannede (intelligentsiaen), som valgte at forlade deres bopæl. Med de nye kommunistiske tanker kunne de nemlig se frem til at skulle arbejde hårdere og til lavere løn, end de ville skulle i den kapitalistiske verden.

Det var ikke svært for østtyskerne at komme til Vesttyskland, idet trafikken mellem Øst- og Vestberlin var uhindret. Borgerne kunne derfor frit forlade Østberlin og via fly fra Vestberlin komme til Vesttyskland.

Ovre i Vesttyskland tog man glædeligt imod de flygtende østtyskere. Man gav dem sågar penge for at komme til Vesttyskland. De dårlige forhold i Østtyskland samt den varme, økonomiske velkomst, som ventede dem i Vesttyskland fik antallet af flygtende til at stige voldsomt.

Ved at opmuntre østtyskerne til at forlade deres hjem fik de vestallierede langsomt drænet DDR for arbejdskraft. Dette var en snedig måde at bekæmpe USSR på. Uden arbejdskraft ville landet unægteligt gå i opløsning.

Der måtte gøres noget!

Til at begynde med forsøgte USSR gennem forhandlinger at få de tre vestlige besættelsesmagter til at forlade Berlin. De vestlige besættelsesmagter så dog ingen grund til at opgive deres forehavende - det gik jo lige efter deres plan.

USSR så derfor ingen anden udvej end at opføre en kæmpe mur gennem Berlin. Natten til d.13. august 1961 fyldtes Berlins gader med sovjetiske soldater, som begyndte at bore huller i gaderne, rulle pigtrådshegn ud, oprette kontrolposter og påbegynde opførelsen af selve muren.

Da Berlinmuren nogle år efter stod færdig var den 155 km lang og omkredsede hele Vestberlin. Langs muren blev udstationeret adskillige kontrolposter (Den mest kendte kontrolpost hedder Checkpoint Charlie) og soldater, som alle havde tilladelse til at dræbe folk, der flygtede. USSR opførte også et omfattende grænseanlæg langs den 1.378 km lange grænse til Vesttyskland.

I alt døde 244 personer i forsøget på at flygte fra øst til vest. Den dag i dag kan man se to mindesmærker i Berlin til ære for dem, der forsøgte at flygte, men blev slået ihjel af sovjetiske kontrolposter. Der er et mindesmærke, som ærer de faldne, der forsøgte at klatre over muren, og der er et mindesmærke til ære for dem, der forsøgte at svømme over til den anden side.

Bemærk, at der mangler et kors i midten. Det er til ære for de ukendte ofre, der forsøgte at krydse over til den anden side.

Under 2.verdenskrig påbegyndte USA udviklingen af verdens første atombombe. I et tophemmeligt laboratorium i Los Alamos i staten New Mexico gik den amerikanske fysiker J.R. Oppenheimer i gang med at udvikle teknologien bag atombomben. Med i projektet deltog mange fremtrædende fysikere og kemikere fra andre lande, herunder danske Niels Bohr.

Det lykkedes USA at færdigudvikle atombomben tids nok til at kunne bruge den i afslutningen af 2.verdenskrig. Den 6. og 9.august 1945 afsluttede USA 2. verdenskrig med at smide to atombomber over først Hiroshima og dernæst Nagasaki i Japan. Bomben, der blev kastet over Nagasaki, var den største af de to bomber og hed ”Fat man”. Den var på 21 kiloton.

Under den kolde krig foregik der et massivt våbenkapløb mellem de to supermagter USA og USSR. I en kort periode fra 1945 til 1949 havde USA monopol på atomvåbnet, men kort efter 2.verdenskrigs afslutning udviklede USSR også en atombombe.

Våbenkapløbet under den kolde krig handlede i høj grad om at udkonkurrere den anden supermagt med større og bedre våben. Derfor prøvesprængte USA i 1952 den første brintbombe, der var langt stærkere end den oprindelige atombombe – nemlig på 5 megaton (altså 238 gange større end ”Fat man”).

USSR var ikke langt bagefter i våbenkapløbet, og allerede året efter rådede Sovjetunionen også over dette våben. USSR ville dog ikke stå tilbage for deres fjende USA, og de nøjedes ikke blot med at udvikle en identisk brintbombe. I stedet udviklede de den største brintbombe, som verdenen nogensinde havde set!

Den 30. oktober 1961 prøvesprængte USSR verdens hidtil største brintbombe. På grund af brintbombens størrelse opkaldte USSR bomben efter det russiske ord for konge/hersker: ”Zar bomben”.

Dens sprængladning var oprindeligt på hele 100 megaton, men på grund af faren for ukontrolleret radioaktivt nedfald nedjusterede man den til 50 megaton (2380 gange større end ”Fat man”) og altså en del større end den brintbombe, som amerikanerne havde udviklet.

Sprængladningen svarede til den samlede mængde sprængstof brugt i 2. verdenskrig – GANGET MED 10!

USSR ville gerne spille med musklerne over for USA, så de sørgede for at prøvesprængningen blev sendt på tv, så alle i verdenen kunne se, hvordan magtbalancen nu havde ændret sig til russernes fordel.

Efter denne prøvesprængning stoppede USA og USSR med at udvikle større våben. Begge mente, at våbenkapløbet var gået for vidt. Supermagterne stoppede dog langt fra med at udvikle flere atombomber - det var kun størrelsen på bomberne, de begrænsede.

Måden, hvorpå de to supermagter opretholdt magtbalancen, var gennem terorien M.A.D. eller Mutual Assured Destruction (Gensidig Sikret Ødelæggelse).

Teorien blev primær brugt af USA under præsident Kennedy i 1960’erne, og den gik ud på, at hvis en supermagt havde nok atomvåben til at udrydde den anden, kunne man holde hinanden i skak.

Sagt på en anden måde: Hvis en af supermagterne affyrede sine atomvåben, ville modsvaret fra den anden part blive af samme størrelse, hvilket ville sikre dem begge en ”Gensidig Sikret Ødelæggelse” – altså M.A.D.

Med det i tankerne oprustede begge supermagter deres militær heftigt ved at udvikle enormt mange atomvåben i 1960’erne og frem – deraf navnet ”oprustningsfasen".

Under den kolde krig var frygten for angreb fra modparten stor på begge sider. De amerikanske myndigheder gjorde mange ting for at berolige deres befolkning.

For eksempel lavede man en kampagne ved navn "Duck and Cover" med skildpadden Bert, som blandt andet viste skolebørn, hvordan de skulle forholde sig i tilfælde af et angreb med atombomber.

Det var ikke kun i USA, man frygtede, at en tredje verdenskrig kunne bryde ud. I Danmark forsøgte Regeringen også at berolige befolkningen. Ligesom I USA mente politkkerne, at måden, hvorpå man kunne berolige befolkningen, var gennem oplysning.

Derfor blev hæftet "Hvis krigen kommer" husstandsomdelt til alle danske hjem i januar 1962. Formålet med hæftet var at oplyse befolkningen om farer, forebyggelse og fakta i forbindelse med et eventuelt angreb mod dansk territorium, herunder et atomangreb.

På samme måde som man valgte at forberede den danske befolkning på en eventuel atomkrig, gjorde man også sine forberedelser rent militært for at beskytte Danmark og hele NATO-alliancen. Danmark var et af de lande, som lå tættest på Warszawa-pagten, og Danmark spillede dermed en vigtig rolle i at beskytte mod fjenden i øst. Derfor byggede man i 1953 et kæmpemæssigt underjordisk forsvarsanlæg ind i Stevns Klint. Byggeprojektet blev langt større og mere teknologisk end noget tidligere forsvarsværk på dansk grund, mest af alt fordi USA leverede en masse teknologi til Danmark.

Placeringen af fortet var ikke valgt tilfældigt. For ved at placere et forsvarsværk ved grænsen mellem Østersøen og Øresund sikrede man kontrol over al udsejling fra Østersøen - heriblandt atomskibe og ubåde fra USSR. Man kaldte Stevnsfortet for proppen i Østersøen. Foruden Stevnsfortet byggede man også et fort ved Langeland for derved at sikre alle farvande omkring Danmark.

Selve Stevnsfortet bestod af en underjordisk bunker, som lå cirka 20 meter nede i Stevns Klint. Herfra kunne man ved hjælp af radarer og sonarer overvære trafikken i Østersøen. Placeringen af bunkeren gjorde, at den var sikret mod et eventuelt atomangreb. På landjorden havde fortet fire 150 mm kanoner opstillet i to dobbeltløbede kanontårne samt både HAWK og NIKE missiler. De store kanoner havde en rækkevidde på 23 km, hvilket gjorde det muligt at sænke fjendens skibe, såfremt de skulle sejle ind i dansk farvand. HAWK og NIKE missilerne skulle beskytte Stevnsfortet mod angreb fra luften.

Stevnsfortet var bemandet døgnet rundt, og der var lagt detaljerede planer for, hvordan man skulle reagere, hvis fortet eller Danmark blev angrebet af fjenden.

En af de første ting, der skulle ske, hvis et angreb var forestående, var, at man skulle have kongefamilien og de øverste regeringsledere i sikkerhed. Dette foregik dog ikke i Stevnsfortet, men i den helt anden ende af Danmark, nemlig i Rold Skov ved Aalborg. Her lå den tophemmelige bunker REGAN VEST.

Det var ikke kun på våbenfronten, at de to supermagter forsøgte at overgå hinanden. I slutningen af 1950’erne kæmpede USA og USSR en indædt kamp om herredømmet i rummet.

USSR kom først på måltavlen, da de lykkedes med at sende den første satellit i rummet. Det skete, da de i 1957 fik sendt satellitten ”Sputnik” i kredsløb om jorden. Opsendelsen af Sputnik flyttede magtbalancen mellem de to supermagter til USSR's fordel. Ved at have satellitter i rummet ville man kunne overvåge og kommunikere mere effektivt end førhen.

Samme år formåede USSR også at sende rumhunden Laika i kredsløb om Jorden. Dette var første gang, at et levende væsen blev sendt i kredsløb om Jorden. Laika døde dog få timer efter opsendelsen, da et kølingssystem gik i stykker ombord på rumfartøjet. Dette var igen et stort skridt mod at tippe magtbalancen over i USSR's favør. Hvis de var i stand til at sende en hund i rummet, ville der ikke gå lang tid, før de kunne sende den første person i kredsløb om Jorden, og hvor lang tid ville der så gå, før de kunne opnå det ultimative mål: at sætte en mand på Månen?

Og ganske som amerikanerne havde forventet, fik USSR fire år senere sendt det første menneske i rummet. Det skete i 1961, da den sovjetiske kosmonaut, Jurij Gagarin, kom i kredsløb om Jorden i rumfartøjet "Vostok 1".

Lykken (og evnerne) skulle dog til sidst vise sig at tilsmile USA. I 1969 fik de endeligt skubbet magtbalancen over på deres side, da de landede den første mand på Månen - Neil Armstrong. Den store begivenhed blev live-transmitteret på alverdens tv-stationer. Neil Armstrong stadfæstede det mindeværdige øjeblik med de udødelige ord:

»One small step for man, one giant leap for mankind«

USSR havde simpelthen ikke teknologien til at lande et fartøj på Månen, og de måtte til deres store skuffelse se USA vinde rumkapløbet.

I mange år efter månelandingen har der hersket utallige konspirationsteorier om, hvorvidt månelandingen overhovedet fandt sted, eller om USA blot iscenesatte det hele for at narre USSR (og resten af verden).

At man kalder perioden efter 2.verdenskrig for Den kolde krig er på sin vis en smule misvisende. For selvom de to supermagter ikke selv endte i krig mod hinanden, så fandtes der mange eksempler på krige rundt om i verdenen, hvor både USA og USSR havde en afgørende finger med i spillet.

Typisk holdt USSR med den ene side i den igangværende konflikt, imens USA holdt med den anden. USSR ønskede at indføre kommunisme hos deres part, imens USA hos den anden part introducerede kapitalisme som deres løsning. Begge supermagter støttede deres part med våben, soldater og teknologi.

Så når man siger, at de to supermagter aldrig udkæmpede en reel krig mod hinanden, er det en sandhed med modifikationer. Man kan sige, at de ikke officielt var i krig mod hinanden; i stedet udkæmpede de en stedfortræderkrig.

Korea havde op til afslutningen på 2.verdenskrig været under japansk kontrol. Japan havde jo forsøgt at underlægge sig de omkringliggende asiatiske lande i håb om at kunne udnytte disse lande for deres ressourcer. Efter Japans endelige nederlag i 1945, da USA kastede atombomber over Hiroshima og Nagasaki, blev den nordlige del af Korea besat af USSR, imens den sydlige del blev kontrolleret af USA.

I 1950 gik Nordkorea til angreb på Sydkorea for at forene de to stater – angrebet blev støttet af de kommunistiske ledere fra henholdvis USSR og Kina, Josef Stalin og Mao Zedong. USA valgte derimod at støtte Sydkorea under påskud af at være FN-tropper.

Koreakrigen varede i tre år, og resultatet af krigen blev status quo – altså at grænserne forblev de samme.

Koreakrigen var det første eksempel på en stedfortræderkrig, hvor USA og USSR kæmpede på hver deres side uden selv at være direkte involverede.

Optakten til krigen:

Vietnam blev efter 2.verdenskrig inddelt i et kommunistisk Nordvietnam og et liberalistisk Sydvietnam – ligesom det var sket i Korea.

I Europa førte USA jo sin inddæmningspolitik, hvor de forsøgte at forhindre kommunismen i at sprede sig. Samme politik ønskede amerikanerne at føre i Asien, da de i 1950 havde blandet sig i Koreakrigen. Og da en ny asiatisk konflikt brød ud, denne gang i Vietnam, stod amerikanerne igen klar til at sætte en stopper for den kommunistiske fremmarch.

Vietnam havde tidligere været en fransk koloni, men efter 2.verdenskrig erklærede den kommunistiske leder Ho Chi Minh landet selvstændigt. Dette førte til otte år med kampe mellem Frankrig og Vietnam, som Frankrig til sidst endte med at tabe. Vietnam blev herefter inddelt i Nordvietnam og Sydvietnam. Den nordlige del af landet var (ligesom i Korea) kommunistisk, imens den sydlige del var liberalistisk.

I 1959 gik nordvietnamesiske styrker, Vietcong, til angreb mod Sydvietnam, og USA så igen ingen anden udvej end at træde til og støtte det liberalistiske Sydvietnam med rådgivere og soldater.

Krigens forløb:

I 1964 indledte USA de første bombardementer i Nordvietnam, og i 1965 ankom de første amerikanske tropper til Sydvietnam. Nordvietnam ydede dog stor modstand over for USA, og deres soldater, Vietcong, var amerikanerne langt overlegne i den vietnamesiske jungle.

Den 30.januar 1968 angreb tusindvis af nordvietnamesiske styrker over 100 mindre og større byer i Sydvietnam. Angrebene fandt sted under det vietnamesiske nytår "Tet" og overraskede de sydvietnamesiske og amerikanske styrker, som alle holdt fri på grund af helligdagene. Selvom de nordvietnamesiske styrker havde fordel af deres overraskelsesangreb, lykkedes det dem ikke at besejre amerikanerne og sydvietnameserne i Saigon og Wei.

Tet-offensiven endte med en militær amerikansk sejr, men i hjemlandet, USA, havde de tabt noget, der var endnu vigtigere, nemlig befolkningens støtte. Under de måneder, som Tet-offensiven varede, blev der hyppigt transmitteret billeder hjem til de amerikanske hjem fra de brutale begivenheder, som fandt sted i Vietnam. Det førte til, at den amerikanske befolkning vendte sig mod krigen og i stigende grad krævede sine landsmænd hjem. Det var blandt andet et brutalt billede af den sydvietnamesiske politichef, der sætter en kugle for panden af en Vietcong-oprører, som fik amerikanerne til at spærre øjnene op.

Den 16. marts 1968 fandt den såkaldte My Lai-massakre sted i en sydvietnamesisk landsby. USA troede, at landsbyen var beboet af sydvietnamesere, der støttede Nordvietnam militært. Dette viste sig dog ikke at være tilfældet. Alligevel blev flere hundrede ubevæbnede mænd, kvinder og børn uden grund dræbt af amerikanske soldater.

Under krigen målte USA blandt andet deres succes på det såkaldte body count, der var en optælling af antallet af dræbte vietnamesere i forhold til dræbte amerikanske soldater. Ved et af de første slag, ved Ia Drang i 1965, var body counten 10-1.

USA brugte i Vietnamkrigen mange giftige og brutale bomber – fx Napalm-bomben. Napalm er en millitær form for benzin-gele, der typisk nedkastes fra fly i form af brandbomber. Det er svært at kvæle ilden, når en person har fået napalm på huden. Hvis huden eksempelvis er blevet viklet ind i et tæppe, og det fjernes, er napalmen stadig så varm, at den antænder igen, når der kommer ilt til. Under Vietnamkrigen blev særligt én pige et symbol på krigens brutalitet. Nordvietnamesiske soldater havde på et tidspunkt belejret en lille by, og de amerikanske tropper besluttede sig for at kaste napalmbomber over byen. Desværre viste det sig, at der stadig var civile, både voksne og børn, i byen. Hele affæren blev fanget på video og vist på alle verdenens tv-skærme.

I oktober 1968 indledte USA og Nordvietnam, i al hemmelighed, de første fredsforhandlinger. De to lande kunne ikke blive enige om aftalerne for freden, og krigen mellem dem fortsatte til 1973.

Den 27. januar 1973 blev USA og Nordvietnam enige og underskrev en fredsaftale i Paris. USA begyndte herefter at trække sine tropper hjem.

Selvom USA og Nordvietnam ikke længere var i krig, forsatte kampene mellem Nord- og Sydvietnam. Nordvietnam vandt krigen i 1975, og USA kunne ikke forhindre, at Sydvietnam blev kommunistisk. Et tydeligt tegn på, at USA intet kunne gøre, var, da Sydvietnams hovedstad Saigon blev indtaget i 1975. Nord- og Sydvietnam var nu forenet og fik en kommunistisk ledet regering.

Krigens resultat:

Krigen blev en kæmpe fiasko for USA. Det anslås, at helt op til 5 millioner civile menneskeliv gik tabt. Over 1,4 millioner soldater blev dræbt, men kun 6 % af dem var amerikanere. De mange rædsler og ødelæggelser fra krigen påvirker stadig Vietnam den dag i dag.

USA's krigsdeltagelse i Vietnam har dog også sat store spor amerikanernes selvforståelse. Mange soldater vendte hjem til USA med krigstraumer både fysiske og psykiske. De hjemvendte soldater fik en dårlig modtagelse i hjemlandet, fordi de havde været med til at udkæmpe en brutal krig med mange civile tab. Imens krigen havde stået på i Vietnam, var den unge generation i USA blevet hippier med slogans som "Make love, not war". De havde alle langt hår, røg hash og dyrkede fri sex. En af de helt store begivenheder i hippie-revolutionen var musikfestivalen Woodstock i 1969, hvor omkring 450.000 festglade hippier deltog for at give udtryk for deres afsky mod krigen i Vietnam.

De hjemvendte soldater havde slet ikke oplevet den hippie-revolution, som havde fundet sted i USA. Soldaterne lignede ikke hippier, og de opførte sig ikke som hippier - De var i stedet karseklippede, traumatiserede og så var de hippiernes fjendebillede nummer et!

Der har været voldsomme debatter i USA siden Vietnamkrigens afslutning om, hvorvidt den amerikanske regering gjorde nok for at tage imod de hjemvendte krigsveteraner.