Det var først efter, at den danske regering havde vedtaget Novemberforfatningen, at Bismarck bekendte kulør. Han forlangte, at den danske regering trak Novemberforfatningen tilbage, ellers ville det betyde krig. Den nye danske konseilspræsident D.G. Monrad ønskede ikke krig, men det politiske pres fra hans eget parti gjorde, at Novemberforfatningen stod ved magt.

Krigen var nu en realitet!

Derfor mobileserede den danske hær sig ved det sagnomspundne forsvarsværk Dannevirke, som lå i Sønderjylland.

Dannevirke skulle kunne forsvare en strækning på godt 70 km i den sydligste del af Jylland. Til det formål havde man opført nogle forsvarsmure med en samlet længde på cirka 30 kilometer samt 27 skanser, som strakte sig fra landsbyen Hollingsted i vest over det gamle vikingecenter Hedeby til byen Egernførde i øst.

Landskabet vest for Dannevirke ud mod Nordsøen bestod af et ufarbart moseområde, og øst for Dannevirke lå fjorden Slien. Det var derfor kun nødvendigt at forsvare godt 14 km mellem de to ufarbare områder. På den måde lukkede Dannevirke-befæstningsanlægget af for hele den jyske halvø på dens smalleste sted.

Da de danske soldater ankom til Dannevirke, blev de meget overraskede over den dårlige stand, som Dannevirke var i. Regeringen i København havde i mange år sparet på pengene til forsvaret. De penge, der havde været, var mestendels blevet brugt på flåden.

Dannevirke var derfor langt fra klar til at tage imod de danske soldater, da de indfandt sig ved den myteomspundne forsvarsvold. Kun enkelte af bastionerne var tidssvarende, og der manglede indkvartering til tropperne . Nogle steder var barakkerne endnu ikke fuldendt. I stedet blev soldaterne indkvarteret på gårde, stalde, og hvad der ellers var i nærheden, hvis de da ikke blev tvunget til at sove under åben himmel.

I spidsen for den danske hær stod general Christian de Meza. Han var en ældre mand på 72 år. Han havde været soldat det meste af sit liv og havde deltaget i treårskrigen . Der var ingen tvivl om generalens militære dygtighed. Det var snarere generalens udseende, der vakte undren. Han vandrede omkring i hovedkvarteret iklædt fez, slåbrok (morgenkåbe) og tøfler. Han var panisk bange for træk og kom derfor sjældent uden for en dør i de kolde måneder her i vinteren 1864. Og hvor pudsigt det end lyder, så havde general de Meza også medbragt et klaver i felten.

Det stod ikke bedre til på den preussiske side. I spidsen for deres hær stod general Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel. Han havde ligesom de Meza deltaget i treårskrigen, hvor han havde ledet de preussiske tropper. Han var ikke ligeså pudsigt klædt på som de Meza, men til gengæld var han halv senil!

Mod Dannevirke marcherede nu hære fra både Preussen og Østrig. Den preussiske hær bestod af 38.000 toptrænede soldater. De fik følgeskab af den østrigske hær, som rådede over 23.000 mand. Til sammenligning bestod den danske hær blot af 38.000 mand.

Det var ikke kun på antallet, at danskerne var fjenden underlegen. De danske soldaters udrustning var håbløst forældet i forhold til fjendens. Man brugte stadig de gammeldags forladegeværer, som var glatløbede, hvilket betød, at deres kugler ikke ramte særligt præcist, og de kunne heller ikke skyde specielt langt. Derudover havde de en meget langsommelig ladeproces.

Når de danske soldater skulle lade deres geværer, skulle de først rejse sig op og derefter gøre følgende.

1. Stil geværet foran dig, med ladestokken ind imod dig selv.

2. Tag en patron og bid toppen af patronen.

3. Hæld krudtet i løbet. Sæt kuglen ned i løbet.

4. Træk ladestokken, skub krudt og kugle ned i bunden af løbet.

5. Sæt ladestokken tilbage på plads under løbet.

6. Tag geværet op med venstre hånd, sådan at kolben er ind imod din højre hofte, Træk hanen til midterste stilling med højre hånd. Påsæt en fænghætte.

7. For at afskyde fænghætten, skal du blot spænde hanen helt og trykke på aftrækkeren.

Den preussiske hær var modsat den danske udstyret med noget af det bedste isenkram, som man kunne fremstille til militært brug i 1864.

Soldaterne var udstyret med bagladegeværer, som havde riflede geværløb. At et geværløb er riflet vil sige, at der på indersiden af geværløbet er aflange riller, som har til formål at få kuglen til at rotere. Resultatet bliver derved, at kuglen opnår en større udgangsfart og dermed en større rækkevidde. Det preussiske bagladegevær kunne derfor skyde længere end danskernes geværer, og de kunne også ramme mere præcist.

Som navnet indikerer, blev dette (baglade)gevær ladet bagfra, hvilket gjorde ladeprocessen meget kortere for preusserne. Dette gjorde det muligt for dem at skyde fem gange på et minut i stedet for to som de danske soldater, og måske endnu vigtigere: Preusserne kunne lade, mens de lå ned.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad det betyder under et slag.

Men det var ikke kun de preussiske geværer, der var bedre end danskernes. De kanoner, som preusserne havde, benyttede også riffel-teknologien, hvilket gav en preussisk bagladekanon en rækkevidde på over to kilometer. Så langt kunne de danske kanoner, som var glatløbede, ikke skyde. De manglede både præcision og distance. På to kilometers afstand skulle man som dansker være heldig, hvis man med sin glatløbede kanon kunne ramme et mål på størrelse med fregatten Jylland. Nogle udregninger sagde sågar, at der skulle bruges cirka 200 skud, hvis man skulle ramme et mål på den størrelse fra den afstand.

Denne forskel i artilleri skulle vise sig at blive en afgørende forskel, da preusserne i 1864 marcherede mod Danmark.

Men danskerne tog som sagt opstilling bag Dannevirke. Stillingen var ganske vist beregnet til at skulle bemandes af cirka 60.000 mand for at kunne forsvares . Den danske hær talte blot 38.000 mand. På den anden side af Ejderen var samlet godt 60.000 østrigere og preussere her de sidste dage af januar 1864.

Dannevirke-stillingen var ikke klar til kamp, da preusserne marcherede mod den danske grænse i januar måned i 1864. Særligt gjorde det sig gældende, at Dannevirke-stillingen var utrolig sårbar over for vejrforholdene om vinteren. Hvis temperaturen faldt for meget, ville Slien mod øst og vådområderne mod vest fryse til is, og preusserne ville kunne gå uden om Dannevirke-stillingen og angribe den danske hær i ryggen. Dette faktum var preusserne godt klar over.

Desværre for danskerne var vinteren i 1864 bidende kold med temperaturer et godt stykke under frysepunktet, og preusserne pønsede derfor på at lave en såkaldt "knibtangsmanøvre", hvor man går uden om sin fjende og angriber dem bagfra.

For preusserne handlede det ikke overraskende om at få krigen i gang hurtigst muligt. De var nemlig klar over, at krigen kunne risikere at blive trukket i langdrag, hvis danskerne lykkedes med at trække sig tilbage til stillingerne i Fredericia og Dybbøl. Derfor måtte preusserne øjeblikkeligt omkring Dannevirke-stillingen og udslette den danske hær.

De første egentlige kamphandlinger udspillede sig 2. februar ved den lille by Mysunde. Byen lå placeret ved Sliens smalleste punkt, og den preussiske plan var at erobre byen for derfra at kunne falde danskerne i ryggen. Samtidig skulle østrigerne angribe danskerne ved Dannevirke, så de ikke fik mulighed for at flygte.

Vejret var dårligt. Det var koldt som de andre dage, men området var også indhyllet i tåget. Det betød, at de preussiske artillerister havde svært ved at se og ikke mindst ramme de danske skanser, der omkransede Mysunde. Det fik den preussiske hær til at blæse til angreb, og de preussiske soldater stormede frem mod de danske skanser. Her blev de mødt af en intens beskydning fra danskernes side. I tågen var det ikke så vigtigt, om man kunne se, hvor fjenden var helt nøjagtigt. Man vidste, han var derude, og skød det bedste, man havde lært.

Danskerne brugte blandt andet en type kanonkugler, der blev kaldt kardæsker. De eksploderede kort efter afskydningen og spredte en masse mindre kugle over et større område. Det var et effektivt våben mod en angribende flok, og virkningen udeblev da heller ikke. De preussiske stormkolonner blev bragt til stop. De smed sig på jorden, hvor de blev liggende, til der blev blæst til tilbagetog . Danskerne havde vundet den første træfning .

Længere mod vest gik det knap så godt. Her blev de danske stillinger foran Dannevirke angrebet og tvunget tilbage mod volden efter hårde kampe mod østrigerne. Tilbagetrækningen betød blandt andet, at østrigerne fik kontrol med en høj bakke, Kongshøj, hvorfra man kunne se ind i Dannevirke-stillingen, og hvad værre var. De kunne skyde ned i den! Situationen var nu blevet endnu mere kritisk for danskerne, og den danske general De Meza så ingen anden udvej end at rømme Dannevirke.

General de Meza indkaldte sine generaler til krigsråd, hvor man diskuterede, hvad der burde gøres. Det blev besluttet, at Dannevirke måtte rømmes, og at de danske soldater skulle trækkes tilbage til stillingerne i Fredericia og Dybbøl.

Man brugte telegrafen til at sende besked til regeringen København. Efter afsendelse af telegrammet skyndte man sig at afbryde forbindelsen. De Meza var udmærket klar over, at beskeden ikke ville blive vel modtaget. Det blev ligeledes besluttet at uskadeliggøre de danske kanoner, som man ikke kunne få med sig - dette skulle gøres ved at banke søm gennem tændsatserne på kanonerne.

Om aftenen den 4. februar begyndte en lang slange af danske soldater at bevæge sig igennem landskabet med retning mod Dybbøl og Fredericia. Det var snevejr, der i løbet af natten gik over i snestorm.

Man havde fra dansk side forsøgt at kamuflere tilbagetoget, så godt man kunne. Man havde blandt andet bundet hestenes hove ind i stof, så fjenden ikke kunne høre hestenes gang gennem sneen, og man havde sendt et bud til det østrigske hovedkvarter med et forslag om våbenhvile den følgende dag, så begge parter kunne indsamle de sårede og døde, der lå foran voldene. Disse snedige tiltag skulle give danskerne den fornødne tid til at nå langt op i Jylland, før fjenden opdagede, at de havde forladt Dannevirke.

Planen lykkedes, og det varede flere timer, inden fjenden opdagede, at danskerne var væk. Først seks timer efter, at den sidste danske soldat havde forladt stillingen, blev forfølgelsen optaget. Det sikrede danskerne et godt forspring.

Da tilbagetoget endelig gik op for østrigerne, blev det kavaleriet, der i fuldt firspring satte efter danskerne, imens hornblæsere skulle indgyde frygt i de flygtende danske soldater.

For danskerne gjaldt det om at komme op gennem Jylland til stillingerne ved Dybbøl og Fredericia så hurtigt som muligt og uden for store tab. Men vejene var dækket af sne, og soldaterne havde ikke kun til opgave at få sig selv op gennem Jylland. De skulle også fragte kanoner og udstyr op gennem det ufremkommelige landskab. Det var en udmattende march for soldaterne. Foran sig havde de 80 kilometers march, før de nåede til Dybbøl. Bag sig havde de en frygtindgydende østrigsk rytterhær, som konstant mindede danskerne om sin tilstedeværelse ved at blæse i deres horn.

Vi skal nu se nærmere på, hvordan soldaterne oplevede tilbagetrækningen fra Dannevirke.

Op ad dagen den 5. februar fik østrigerne kontakt med den danske bagtrop, og via små angreb formåede de at erobre nogle vogne og kanoner og dræbe eller tilfangetage nogle danskere.

Østrigerne måtte stoppes, inden de gjorde for store indhug i den danske bagtrop.

Manden til denne opgave var den danske oberst Max Müller, og han udvalgte højdedragene ved Sankelmark som valplads. Fordelen ved at vælge Sankelmark var, at de danske soldater ville befinde sig oven over de østrigske ryttere, hvilket ville give dem fordelen under et slag. Det eneste problem ved den beslutning var, at man havde valgt Max Müller til at løse den. Obersten var nemlig af den gamle skole og en stor tilhænger af bajonetangreb.

Så i stedet for at udnytte det gunstige terræn stillede Müller sine to regimenter op til kamp med påsatte bajonetter. Østrigerne kom, og til alt held for danskerne var deres kommandant også af den gamle skole. Så det var på med bajonetterne og kampen kunne begynde. Mand mod mand, bajonet mod bajonet foregik kampen med en voldsomhed, der dårligt kan beskrives.

Med stor anstrengelse lykkedes det faktisk for danskerne at trænge østrigerne tilbage og dermed stoppe forfølgelsen. Den danske hær led store tab ved slaget, men deres indsats havde ikke været nytteløs. De timer, som slaget mod østrigerne gav, udnyttede danskerne optimalt. Hæren slap op gennem Jylland til stillingerne ved Dybbøl og Fredericia.

Nok havde dagen ved Sankelmark været meget blodig på grund af den valgte taktik, men ikke desto mindre tjente de danske soldaters ofre til, at deres kammerater havde held til at slippe bort med mindre tab, end man ellers kunne havde forestillet sig, hvis østrigerne ikke var blevet standset.

I København var politkerne rasende. Man krævede en syndebuk, og man havde udset sig overgeneralen de Meza. Han blev afskediget og i stedet erstattet af general Gerlach. De Meza blev altså afskediget og døde året efter, mens han var i gang med at skrive en afhandling om, hvorfor rømningen af Dannevirke var den rigtige beslutning, eftertiden skulle give ham ret, men det kunne de Meza ikke bruge til meget disse dage i februar.

Med indtoget i Dybbøl kunne man drage lettelsens suk. Manøvren var lykkedes. Hæren var reddet, og man kunne nu indtage Dybbøl-stillingen. Der var dog et problem med Dybbøl-stillingen, som soldaterne ikke havde set komme. Dybbøl-stillingen var slet ikke klar til kamp!

De danske soldater begyndte derfor opbygningen af Dybbøl-stillingen, imens den preussiske hær gjorde klar til en belejring. De var nemlig intetanende om, at Dybbøl-stillingen slet ikke var kampklar. Preusserne havde nemlig - som danskerne - den opfattelse, at Dybbøl-stillingen var meget svær at indtage.

Selve Dybbøl-stillingen bestod af 10 skanser, der strakte sig fra nord mod syd og derved blokerede vejen til Als og Sønderborg. De var slet ikke tænkt som egentlige forsvarsskanser, men mere som en slags stilling, hvorfra man kunne gøre udfald. Skanserne var derfor planlagt, så man let kunne komme ud af dem, men også let ind i dem - ikke særligt praktisk, når man havde en stor preussisk hær på den anden side.

De danske skanser lå højt i forhold til det øvrige landskab, hvilket gav dem gode muligheder for at skyde på fjenden, der skulle arbejde sig op ad bakke ved et angreb. Preusserne havde derfor stor respekt for stillingen, og det betød, at de ikke angreb den med det samme. I stedet forberedte de sig på en længere belejring.

De gravede løbegrave, hvorved de kunne komme tættere på de danske skanser uden at være i fare. Løbegravene blev gravet i zigzag-mønster for derved at gøre det sværere for de danske kanoner at ramme dem.

Samtidigt gravede preusserne deres kanoner ned på Broager, hvorfra de riflede kanoner med deres længere rækkevidde kunne beskyde de sydlige skanser på Dybbøl (skanse 1 og 2). De danske kanoner havde ikke samme rækkevidde, og da preusserne i midten af marts 1864 begynder bombardementet af de danske skanser, kan danskerne ikke besvare deres kanonild.

Livet for soldaterne i skanserne var et helvede. Om dagen blev de sønderbombet af de preussiske kanoner, og om natten skulle de forsøge at genopbygge så meget af skanserne som muligt. Fordi det var så farligt at være i skanserne, og særligt skanse 1 og 2, havde man besluttet, at skanserne kun skulle være bemandet af få soldater, imens en større del af soldaterne befandt sig i nogle barakker bag ved skanserne.

Det var demoraliserende for de danske soldater at være skydeskiver for de preussiske kanoner. De var alle draget i krig med sangen "Den tapre landsoldat" på læberne. En sang, der hylder den modige, danske soldat. Nu kunne de danske soldater blot se til, imens preusserne overdyngede dem med granater.

De preussiske granater blev dog ikke kun rettet mod de danske skanser. For at presse danskernes moral yderligere rettede preusserne også deres kanoner mod Sønderborg, som lå tæt ved Dybbøl-stillingen. Det blev et sandt terrorbombardement, hvor flere civile mistede livet, og hele byen blev skudt til ruiner.

Dagligt regnede 7000-8000 granater ned over de danske skanser, og de danske soldater følte sig mere eller mindre som slagtekvæg. Samtidigt med at preusserne bombarderede danskerne, gravede de sig også tættere på de danske skanser. Man ville fra preussisk side indtage de danske skanser, men man ønskede ikke at løbe mod skanserne i over 500 meter. Særligt frygtede preusserne de danske kardæsker, som kunne ramme mange preussiske soldater på én gang på grund af deres særlige evne til at affyre 50-100 kugler samtidigt spredt ud over et stort areal.

Den 17. april havde preusserne gravet sig så tæt på de danske skanser, at de kun var 200 meter fra dem, og det blev fra preussisk side besluttet, at skanserne skulle indtages den efterfølgende dag. Næsten 30.000 preussere gjorde sig klar til at stormløbe̊ skanserne. Danskerne havde luret, at der var noget under opsejling og bad regeringen om lov til at trække sig tilbage til Als. Svaret var nej. Der skulle kæmpes på Dybbøl koste, hvad det koste ville.