Den 14. juli 1789 stormede en stor folkemængde middelalderborgen og fængslet Bastillen i Paris. I dag tillægges begivenheden stor betydning for Den Franske Revolution.

Vi skal i dette forløb se nærmere på, hvad der førte til, at en kæmpemæssig folkemængde gik til angreb på den franske overklasse. Hvad ledte op til Den Franske Revolution, og hvad har revolutionen haft af betydning for resten af Europa, heriblandt Danmark.

Det franske samfund i 1700-tallet var opdelt i tre stænder. Første stand bestod af gejstligheden, det vil sige kirkens folk. Anden stand var adelen, der blandt andet ejede hovedparten af godserne. Tredje stand omfattede resten af befolkningen, altså hele landbobefolkningen og alle borgerne i byerne.

Første og anden stand ejede tilsammen størstedelen af al jord i Frankrig. De havde mange fordele i samfundet. De var blandt andet fritaget for at betale skat. Tredje stand udgjorde cirka 99 % af den franske befolkning på omtrent 25 millioner mennesker, og de levede under fattige vilkår, idet de stod for at betale 80 % af landets skatter.

Den øverste leder i det franske samfund var kongen. Kongen var indsat af Gud, og han regerede derfor landet enevældigt. Som I nok kan regne ud, var der stor forskel på kongens levevilkår og bøndernes. Imens kongen levede i sus og dus på det overdådige slot, Versailles, måtte bønderne slide og slæbe dagen lang for overhovedet at kunne få mad på bordet.

Den store forskel i levevilkår gjorde ikke ligefrem kongen særligt populær blandt bønderne.

Frankrig var dog ikke det eneste land med problemer. På den anden side af Atlanterhavet levede en befolkning, der ligesom den franske følte sig undertrykt af kongemagten.

Med hjælp fra Frankrig lykkedes det for de amerikanske kolonister at opnå deres uafhængighed. Men krigen havde været dyr for Frankrig, og den franske konge, Ludvig d.16., så ingen anden udvej end at indkalde de tre stænder for at finde en løsning. Ludvig d.16. mente nemlig, at man var nødt til at fjerne nogle af de riges privilegier (såsom skattefrihed), hvis man skulle få Frankrig tilbage økonomisk.

I maj 1789 mødtes de tre stænder fra det franske samfund: de gejstlige, adelen og borgerne på slottet i Versailles. Her skulle de i fællesskab med kongen finde en løsning, som kunne redde Frankrig ud af den økonomiske krise.

De gejstlige og adelen var villige til at acceptere, at nogle af deres økonomiske privilegier skulle fjernes, men de holdt fast i, at de ville opretholde deres særlige position i samfundet. Borgerne fra den tredje stand krævede derimod at blive anset som ligeværdige med de andre stænder. Der var derfor stor uenighed mellem stænderne. En ting, de dog alle tre kunne blive enige om, var, at enevælden skulle afskaffes, og at der skulle vedtages en forfatning udarbejdet af folkets repræsentanter, altså medlemmerne af de tre stænder.

Stænderforsamlingen kunne ikke nå til enighed om, hvordan man skulle forhandle og stemme. Første og anden stands forsamlinger bestod hver af omkring 300 medlemmer, mens tredje stands forsamling bestod af omkring 600 medlemmer. De gejstlige og de adelige ønskede, at de tre stænder skulle mødes og stemme hver for sig, for så ville resultatet med sikkerhed bliver to mod en for deres ønsker, mens tredje stand krævede fælles forhandlinger og fælles afstemninger, for så ville de kunne få flertal for deres krav.

Forhandlingerne mellem de tre stænder så ikke ud til at bevæge sig nogen vegne, lige indtil borgerne fra tredje stand tog sagerne i egen hånd. I stedet for at bruge mere tid på at skændes med første- og andenstanden valgte tredjestanden at udnævne sig selv til en nationalforsamling. Det ville i korte træk sige, at tredjestanden udnævnte sig selv som repræsentanter for hele den franske nation, og altså ikke længere kun for borgerne i Paris. Nationalforsamlingen besluttede sig for, at de ikke ville bukke under for de andres krav, hvilket pressede den franske konge til acceptere deres krav. Ludvig d.16. bestemte derfor, at nationalforsamlingen skulle udarbejde en grundlov for hele Frankrig, som skulle give magten til folket i stedet for kongen.

I smug forsøgte Ludvig d.16. dog stadig at få indflydelse på den nye grundlov ved at sætte militæret i gaderne i Paris. Situationen var nu for alvor kritisk i Frankrig!

I de parisiske gader udspillede sig nu et kæmpe drama. Hvor end de franske borgere så sig hen, kunne de se soldater i gaderne. Synet af militæret i gaderne skabte en frygt i de franske borgere. Hvad nu hvis kongen lykkedes med at presse nationalforsamlingen til en dårligere aftale? Den risiko kunne borgerne ikke løbe, og de fik hurtigt skabt en borgermilits (en soldaterhær bestående af almindelige borgere). Andre parisiske borgere valgte at troppe sammen i gaderne for at demonstrere mod kongen. Alt var kaos, og midt i al kaosset hørtes højlydte stemmer, som opfordrede til at gribe til våben mod kongen.

Kort efter lykkedes det folkemassen at bryde ind i et våbenarsenal, hvor de kunne forsyne sig med våben. Paris emmede af kampstemning, og blandt de mange bevæbnede franskmænd lød nu et råb om at indtage Bastillen - en gammel militær befæstning i Paris.

Den 14.juli 1789 stormede bevæbnede grupper Bastillen, hvor de ikke mødte megen modstand. Bygningen var nemlig ikke længere i brug som militærbygning. I stedet fungerede den nu som fængsel, og efter at have løsladt de syv fanger, der sad fanget i fængslet, henrettede den vrede folkemængde koldblodigt fængslets kommandant.

Stormen på Bastillen d.14.juli 1789 ses af mange som symbolet på den franske revolution. Kort efter indtagelsen af Bastillen blev tropperne i og omkring Paris trukket tilbage igen. Kongen tog til Paris, hvor han godkendte hovedstadens nye regering.

Efter stormen på Bastillen bredte revolutionen sig fra Paris til hele Frankrig under slagordene: Frihed, Lighed og Broderskab. Det skulle vise sig at blive en voldsom, blodig tid for Frankrig.

På landet angreb bønderne adelens og kirkens herregårde, og mange steder brændte man godsernes arkiver, hvor fæstebrevene var opbevaret, og den 11. august 1789 besluttede nationalforsamlingen, at en stor del af adelens og kirkens privilegier skulle afskaffes, for eksempel skulle bønderne ikke længere betale fæsteafgifter.

Rundt om i Frankrig begyndte man systematisk at dræbe tilhængere af kongehuset. Særligt var guillotinen et populært redskab, når der skulle henrettes folk.

Nationalforsamlingen vedtog i den følgende tid en række love, der skulle vælte det gamle system og indføre et nyt. Den vigtigste lov var "Erklæringen om Menneske- og Borgerrettigheder" (Menneskerettighedserklæringen), som blev vedtaget d.26. august 1789. I menneskerettighedserklæringen blev det fastslået, at alle mennesker var født frie og lige i rettigheder, og at disse rettigheder var umistelige. Den franske erklæring var tydeligt inspireret af den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev vedtaget blot 12 år forinden i USA.

Menneskerettighedserklæringen slog endvidere fast, at al magt hviler hos folket, og at ingen person eller gruppe af personer kan udøve magt, med mindre denne er givet af folket. Loven var udtryk for folkets vilje, og alle borgere skulle i princippet have ret til at deltage i udformningen af loven, enten ved selv at deltage i lovgivningen eller ved at vælge folk, der repræsenterede dem. I erklæringen bestemtes, at enhver skulle have lov til frit at tale, skrive eller trykke sine meninger. Den eneste begrænsning var, at man skulle holde sig inden for lovens rammer. Endelig blev det besluttet, at ”ejendomsretten er hellig og ukrænkelig”. En borger måtte således ikke få frataget sin ejendom, med mindre det var tvingende nødvendigt af hensyn til almenvellet og kun mod udbetaling af en erstatning.

Nationalforsamlingens beslutninger om indførelse af menneskerettighedserklæringen blev forelagt kongen til godkendelse og underskrift, men kongen nægtede, og der opstod igen en magtkamp mellem kongen og Nationalforsamlingen.

Rundt om i Europa frygtede man det, der var ved at ske i Frankrig. Hvis de franske borgere kunne lykkes med at vælte kongen af magten, hvor længe ville der så ikke gå, før alle andre europæiske kongehuse blev væltet? Østrig og Preussen erklærede Frankrig krig, idet de ønskede, at den franske konge igen skulle have magten. Krigen var en katastrofe for Frankrig, og de klarede sig ikke særligt godt mod den veltrænede hær fra Østrig og Preussen. Samtidigt skabte krigen et problem for Ludvig d.16. Han var ikke længere overhoved i Frankrig, men han havde en klar en interesse i, at Frankrig tabte krigen - så ville han jo igen blive konge. Derfor ønskede borgerne i Frankrig at straffe Ludvig d.16., som derfor klogeligt forsøgte at flygte ud af landet. Borgerne fik dog fanget Ludvig d.16., og d.21.januar 1793 blev han henrettet sammen med sin familie.

Henrettelsen af Ludvig d.16. løste dog langt fra Frankrigs problemer. Uden for landets grænser hærskede der fortsat krig, og det var en krig, som gik dårligt for franskmændene. Inden for de franske landegrænser så situationen ikke meget bedre ud. Mange borgere var utilfredse med den nye regering, og de ønskede igen at få monarkiet indført. Det førte til, at regeringen vedtog en lov, der gjorde det muligt at arrestere alle, der kritiserede revolutionen. Det var et sandt terrorregime, og i den følgende tid blev mange arresteret og henrettet. Perioden fra 1793-1794 kaldes da også "Rædselsregimet" på grund af de mange borgere, som blev dræbt i perioden.

I 1795 vendte Frankrigs lykke dog, da en ung general ved navn Napoleon Bonaparte lykkedes med at vende den franske krigslykke på slagmarken.

I den følgende tekst skal du læse mere om, hvem Napoleon var. Imens du læser, vil du bemærke, at der er nogle ord, som har en lille stjerne ved siden af sig. Disse ord skal du slå op og skrive i din egen ordliste på computeren.

Når du har læst teksten om Napoleon, kan du få lov til at læne dig tilbage og nyde denne korte dokumentar, som også fortæller om Napoleon.

Den franske revolution blev til stor inspiration for de samfundsgrupper i det øvrige Europa, der ønskede mere indflydelse på, hvordan udviklingen i deres land skulle finde sted. I mange lande turde borgerskabet nu at stille stærkere krav om politiske reformer, som ville betyde afskaffelse af kongernes enevældige magt og de privilegier, som adelen og kirken havde fra gammel tid.

De europæiske borgeres krav byggede på ideerne om frihed, lighed og broderskab og de menneskerettigheder, som var blevet vedtaget af det revolutionære Frankrig i 1791.

I løbet af 1800-tallet var der i Europa efterhånden flere lande, som indførte forfatninger, der byggede på de principper om borgernes lige rettigheder, som også var grundlaget for Den franske Revolution. Et af de lande var Danmark.

I 1849 lykkedes det nemlig for de danske borgere at få indført demokrati i Danmark. Det betød, at det nu var folket, der skulle bestemme, hvordan Danmark skulle ledes og regeres. Modsat Frankrig foregik magtoverdragelsen dog ganske ublodigt i Danmark, idet den danske konge Frederik d.7. frivilligt valgte at give magten fra sig. En af grundene til, at Frederik d.7. ikke gjorde synderlig modstand mod folkets krav, var nok, at han ikke ønskede at miste hovedet, som det var sket for Frankrigs Ludvig d.16.

Så med sit hoved fortsat siddende på kroppen, kan Frederik d.7. den dag i dag fortsat hyldes som kongen, der gav Grundloven til danskerne.

I har nu lært en masse om den franske revolution. Nu får I lov til at være kreative. I skal nemlig lave en StopMotion-film fra den franske revolution.